Endnu blev der snakket om det hver Dag, den korte Tid der var igen!
Lasse som bestandig havde gaaet med Opbruddet i sig, og kun var blevet
og blevet gennem Aarene fordi Drengens Vel krævede det — han var saa
træg i det nu da intet holdt ham tilbage. Han vilde jo nødig give Slip
paa Pelle og gjorde alt for at holde paa ham; men begive sig ud i Verden
igen vilde han ikke for nogen Pris.
„Bliv her du!“ sagde han overtalende. „Saa snakker vi med Fruen, og hun
skal nok fæste dig for en ordenlig Løn. Du har jo baade Kræfter og
Haandelag — og set venlig til dig har hun altid!“
Men Pelle vilde ikke tjene Bonden, der var ingen Anseelse og Fremgang i
det. Et eller andet stort vilde han være; men her paa Landet var der
ingen Udvej for noget — her fik man gaa bag Rumpen paa Kørne alle sine
Dage. Han vilde til Staden — kanske videre fort over Havet til Kongens
København.
„Du skulde tage med du!“ sagde han. „Des fortere bliver vi rige og kan
købe os en stor Gaard!“
„Ja ja,“ sagde Lasse og nikkede langsomt — „du taler godt for din syge
Mor! Men det gaar nok ikke altid til som Præst præker. Vi kan komme til
at staa paa bar Bakke! hvad ved én vel om Fremtiden du?“
„Aa jeg skal nok —!“ Pelle nikkede fortrøstningsfuldt. „Kan jeg ikke
tage fat paa hvad som helst maaske?“
„Jeg har jo heller ikke sagt op i Tide,“ undskyldte Lasse sig.
„Saa røm da!“
Men det vilde Lasse ikke.
„Nej jeg vil blive, og arbejde paa at faa mig noget for mig selv herinde
omkring,“ sagde han — lidt vigende i Tonefaldet. „Det vil ogsaa være
rart nok for dig at have et Hjem, du kan besøge iblandt. Og skulde det
gaa skidt for dig derude, var det nok ikke det værste at have noget at
falde tilbage paa! Du kunde blive syg, eller der kan hænde andet galt —
Verden er ikke at lide paa. Derude faar én nok have haard Hud over det
hele.“
Pelle svarede ikke. Det med Hjemmet lød hyggeligt nok; og han forstod
godt, at det var Karnas Person der tyngede den anden Ende ned. Naa, hun
havde gaaet alt hans Tøj efter nu til Udfærden, og et skikkeligt Skrog
havde hun altid været — han havde ikke noget imod det!
Det vilde blive svært nok at leve borte fra Far Lasse, men Pelle maatte
ud. Ud! — det var som Foraaret smældede ham om Ørerne med det Ord. Her
kendte han hver Sten i Landskabet og hvert Træ — ja hver en Kvist paa
Trærne med; her fandtes intet mere, der kunde fylde hans blaa Øjne og
Slugøren og mætte hans Sind.
Dagen før Første Maj gik de og ordnede Pelles Udstyr. Lasse laa paa Knæ
foran den grønne Kiste; hvert Stykke blev lagt omhyggeligt sammen og fik
sine Bemærkninger, inden det kom i Lærredssækken der skulde tjene Pelle
som Rejsekuffert.
„Husk nu, at du ikke gaar for længe med dine Hoser før du bøder dem!“
sagde Lasse og lagde Stoppegarn til Side. „Den der gaar sit Tøj efter i
Tide, slipper for det halve Arbejde og hele Skammen.“
„Jeg skal nok huske det,“ sagde Pelle stille.
Lasse laa og vejede en sammenlagt Skjorte i Haanden. „Den du har paa har
du jo lige faaet ren,“ sagde han tankefuld. „Men jeg kan ikke vide — —
to Skjorter bliver vist for lidt i det Fremmede? Du faar have min den
ene; jeg kan altid faa gjort Udvej til en ny, til jeg skal skifte. Og
længer end fjorten Dage maa du aldrig gaa, at du ved det! Du som er ung
og sund kunde let sanke Utøj — og blive til Spot og Spe for hele Staden;
saadant taales ikke hos den der vil vinde frem til Anseelse. Skulde galt
være faar du selv stille an med en lille Vask; du kan jo gaa til
Stranden om Aftenen — om ikke andet!“
„Gaar man med Træsko i Staden?“ spurgte Pelle.
„Ikke de som vil frem til noget! Jeg tænker, du lader mig beholde
Træskoene og faar mine Støvler i Stedet; de pynter altid sin Mand, om
end de er gamle. Dem kan du saa bruge paa Vandringen i Morgen, og skaane
de fine Sko.“
Det ny Tøj kom øverst i Sækken, med en gammel Bluse om for at det ikke
skulde tage mod Snavs.
„Nu tror jeg nok, vi har faaet alting med,“ sagde Lasse og kastede et
undersøgende Blik ned i den grønne Kiste; der var ikke meget tilbage i
den. „Ja ja, saa binder vi i Guds Navn, og ber til at du maa komme godt
frem — hvorhen Bestemmelsen nu er!“ Lasse bandt for Sækken, han var slet
ikke glad.
„Du ber jo pænt Farvel med hver især paa Gaarden, at de ikke skal faa
noget at rive mig i Synet bagefter,“ sagde Lasse efter en Stund. „Karna
vilde jeg nu gærne, at du sagde lidt vakkert Tak, fordi hun har ordnet
alting saa godt. Det var ikke enhver, der vilde have det Drav.“
„Ja det skal jeg nok,“ sagde Pelle sagte; hans Stemme vilde ikke rigtig
bryde igennem i Dag.
* * * * *
Pelle var oppe og i Tøjet ved svageste Gry; der laa Taage over Søen og
varslede godt for Dagen. Han gik omkring skuret og vandkæmmet og saa paa
alt med et stort Blik; Hænderne havde han i Stiklommerne. Det blaa
Tvistestøj han havde gaaet til Præsten i, var vasket og nyrullet; det
klædte ham svært saa godt endnu. Og Stropperne paa de gamle
Fedtlærsstøvler, der stammede helt fra Lasses Velmagtsdage, struttede
omkap med hans Øren.
Han havde sagt sit: Farvel og Tak for alt godt! til enhver paa Gaarden —
selv Erikmand; og et godt Flæskefoder havde han sat til Livs. Nu gik han
i Stalden og summede sig, ruskede Tyren i Hornene og lod Fedekalvene
patte paa sine Fingre — det var en Slags Afsked det ogsaa! Kørne satte
Mulen helt ind paa ham og pustede langt af Velvære naar han gik forbi;
Tyren slog overgivent efter ham med Hornene. Og lige i Hælene paa ham
trippede Lasse; han talte ikke stort men holdt sig bestandig i Nærheden
af Drengen.
Her var saa inderlig godt at være, og det sank blødt gennem Pelle,
hvergang en Ko slikkede sig eller den varme Em slog imod ham fra frisk
faldende Gødning. Hver en Lyd tog om ham som Moderkærtegn, og hver en
Ting var et fortroligt Stykke Legetøj, hvormed den lyseste Verden kunde
bygges. Rundt paa alle Stolper var der Billeder han havde skaaret ud;
Lasse havde klinet dem til med Kogødning igen, for at Proprietæren ikke
skulde komme og sige at de ødelagde alting for ham.
Pelle tænkte ikke men gik og døsede; det sank saa varmt og tungt gennem
hans Barnesind. Han havde faaet Kniven frem og tog fat om Tyrens Horn
som vilde han skære noget i det. „Det finder han sig ikke i,“ sagde
Lasse forundret. „Prøv hellere med en af Studene.“
Men Pelle stak Kniven i Lommen igen, han havde ingenting villet. Han gik
og sjanglede paa Fodergangen uden Maal eller Med. Lasse kom hen og tog
ham i Haanden.
„Du skulde hellere blive her en Tid endnu,“ sagde han. „Vi har det jo
saa hyggeligt.“
Men saa levede Pelle op. Han fæstede sine store trofaste Øjne paa
Faderen og gik saa ned i Kamret.
Lasse kom bagefter. „I Guds Navn da, saa skal det vel være?“ sagde han
tonløst og tog i Sækken for at hjælpe Pelle den paa Nakken.
Pelle gav Haanden. „Farvel og Tak du Far — for alt godt!“ sagde han
blødt.
„Ja, ja; ja, ja!“ sagde Lasse og rokkede med Hovedet; mere kunde han
ikke faa frem.
Han fulgte med ud forbi Smaahusene, dér blev han staaende. Pelle gik
videre langs Digerne med sin Sæk paa Nakken — op mod Landevejen. Et Par
Gange vendte han sig og nikkede; Lasse stod sammenfalden og stirrede,
med Haanden over Øjnene — saa gammel havde han aldrig før set ud.
Ud over Agrene kørte de med Sæddækkeren — Stengaarden var tidlig efter
det i Aar. Kongstrup og Fruen vandrede Arm i Arm ned langs en Grøft;
hvert Øjeblik stansede de og hun pegede — de snakkede nok om Avlingen.
Hun lænede sig ind til ham, naar de gik — hun havde rigtig fundet Hvile
i sin Kærlighed nu!
Nu vendte Lasse sig og gik ind — saa forladt han saa ud! Pelle følte en
hastig Trang til at smide Sækken og løbe tilbage for at sige ham et godt
Ord; det kom som en Mindelse og gled bort i den friske Morgenbrise. Hans
Ben bar ham videre den lige Vej, ud, ud! — Oppe paa en Bakkekam gik
Forvalteren og skridtede en Ager af; Erik gik lige bag ham og abede ham
efter med tossede Fagter.
Oppe i Højde med Klippebrynet stødte Pelle til den store Landevej. Her
vidste han, vilde Stengaarden og dens Jorder blive borte for Synet, og
han satte Sækken fra sig. Dér stod Klitterne mod Havet med hver en
Trætop synlig; dér var Granen som Guldspurven altid byggede i, Aaen løb
mælkehvid efter det stærke Tøbrud, og Engen var ved at grønnes. Men
Dyssen var borte, skikkelige Folk havde i Smug fjærnet den, da Niels
Køller druknede og Pigen ventedes hjem fra Slaveriet.
Og Gaarden laa klart fremme i Morgenlyset, med sit høje hvide Stuehus,
de store Ladelænger og alle Smaahusene. Hver Plet dernede lyste saa
fortrolig mod ham; hvad ondt han havde døjet meldte sig ikke — eller var
med til at danne Hyggen det ogsaa.
Pelles Barndom havde været lykkelig i Kraft af alt; en graadblandet Sang
til Livet havde den været. Graaden gaar paa Toner saa vel som Glæden,
hørt paa Afstand bliver den til Sang. Og som Pelle stirrede ned over sin
Barndoms Verden, var det kun gode Minder, der flimrede op til ham gennem
den lyse Luft. Alt andet var ikke, havde aldrig været.
Han havde set nok af ondt og uheldigt, men var kommet ovenud af alting;
ingenting bed paa ham. Med Barnets Graadighed havde han forbrugt det alt
til at vokse sig stærk paa. Og nu stod han her sund og kraftig —
udstyret med Profeterne, Dommerne, Apostlene, Budene og 120 Salmer! — og
satte en aaben, svedig Erobrerpande ud mod Verden.
Foran ham laa Landet i rigt Fald Sønder efter, indgærdet af Havet. Langt
nede stod to høje sorte Skorstene mod Havfladen, og endnu længer mod Syd
laa jo Staden! Bort fra den løb Havets Veje mod Sverig og København!
Dette her var Verden — selve den store vide Verden!
Pelle blev skrubsulten ved Synet af den store Jord; og det første han
tog sig for var at sætte sig ned paa Bakkekammen med Udsigt baade
tilbage og frem, og æde al den Mad Karna havde givet ham med til hele
Dagen. Saa havde Maven da Ro for det!
Han rejste sig vel tilpas, fik Sækken paa Nakken og vandrede nedad for
at erobre Verden, mens han af fuld Hals galede en Sang ud i den lyse
Dag:
„En Fremling faar jeg være
blandt Engelskmændene;
blandt afrikanske Negre
mit Selskab dertil er!
Og dertil find’s paa Jorden
Portugisere ogsaa!
Og alle Slags Nationer
under Himmelen den blaa.“