Søndag Formiddag mellem Vanding og Middagsmaal steg Lasse og Pelle op ad
den høje Stentrappe. De satte Træskoene oppe i Gangen og stod og
skuttede sig uden for Kontordøren — de graa Strømpefødder var fulde af
Avner og Jord. Lasse løftede Knoen prøvende men holdt inde. „Har du nu
snydt godt ud?“ spurgte han hviskende, hans Mine var anspændt. Pelle
snuste op endnu engang og gik efter med Bluseærmet.
Lasse løftede igen Knoen, han var svært beladen. „Kanske du kunde være
et Gran stille da?“ sagde han ærgerlig til Pelle der stod som en Mus.
Lasses Kno gik vejende i Luften tre-fire Gange inden den faldt mod
Døren; saa stod han med Panden helt inde ved Fyldingen og lyttede. „Der
er nok ingen inde,“ hviskede han raadvild.
„Gaa bare ind,“ udbrød Pelle — „vi kan vel ikke staa her hele Dagen.“
„Saa kan du jo gaa først, naar du mener du bedre forstaar at føre dig!“
svarede Lasse stødt.
Pelle lukkede rask op og gik ind. Der var ingen paa Kontoret, men der
stod aabent ind til Dagligstuen, og derinde fra lød Kongstrups
velbehagelige Pusten. „Er der nogen?“ spurgte han.
„Ja det er Lasse og Pelle,“ svarede Lasse med en Stemme der ikke lød
helt tapper.
„Kan I komme herind?“
Kongstrup laa paa Sofaen og læste i en Almanak, paa Bordet ved Siden af
ham stod en Stabel gamle Almanaker og et Fad med Smaakager og sligt.
Han tog ikke Øjnene fra sin Bog, ikke engang mens Haanden gik saa
hjemmevant op til Fadet efter noget at putte i Munden. Han laa og sugede
det i sig og smaasank alt mens han læste; dem havde han ikke Øje for —
ikke et Spørgsmaal om hvad de vilde, eller noget som kunde sætte én i
Gang. Dette her var som at blive sendt ud at pløje og ikke faa at vide
hvor. Han var vel midt i noget spændende maaske.
„Naa hvad vil saa I?“ spurgte Kongstrup endelig med sin dvale Stemme.
„Ja — ja Proprietæren faar saa meget undskylde, at vi saadan kommer om
noget som ikke angaar Bedriften. Men som Sagerne nu engang stiller sig
har vi ingen anden at ty til, og saa er det jeg siger til Pøjken:
Husbond vil sikkert ikke vredes, han har mangen god Gang vist Hjærtelag
for os stakkels Lus — og saadér! Nu er det jo nok saaledes her i Verden,
at omend man er et fattigt Skrog som ikke duer til andet end at tage
Skidtet fra de andre, saa har Vorherre alligevel ikke nægtet én
Faderhjærtet. Og ondt kan det jo gøre at se paa, at Faderens Synd skal
ryge lige i Benene paa Sønnen.“
Lasse gik i Staa. Han havde paa Forhaand udtænkt det hele, og lagt det
saaledes at det paa en snild og anselig Maade førte til selve Sagen. Men
nu gik det i Urede lige som Sjæskens Lommetørklæde, og Proprietæren saa
ikke ud til at have forstaaet et Suk. Han laa og greb til Smaakagerne og
kiggede hjælpeløst til Døren.
„Det er jo ogsaa saaledes, at et Mandfolk kan blive træt af den enlige
Stand,“ begyndte Lasse igen men opgav straks at gaa videre. Hvordan fan
han saa bar sig ad, gik han rundt og rundt om Tingen og fik ikke Hold
noget Sted — og nu gav Kongstrup sig til at læse igen. Et bitte lidet
Spørgsmaal fra ham kunde have ført midt op i det hele; men han proppede
bare Munden og gav sig til at tygge rigtig bredt.
Lasse var nedslaaet udvendig og gal indvendig, han stod og samlede sig
sammen til at gaa. Pelle gloede op og ned paa Skilderierne og de gamle
skinnende Mahognimøbler, han tog sit Skøn over enhver Ting.
Saa lød de energiske Skridt inde gennem Stuerne — de kunde følges helt
nede fra Køkkenet. Kongstrup fik lidt Liv i Øjnene, og Lasse rankede
sig. „Staar I to dér?“ sagde Fruen paa sin sikre Maade der tydede paa
saa megen Omsorg „— men saa sid dog ned. Hvorfor har du ikke budt dem
til Sæde Far?“
Lasse og Pelle kom til Sæde, og Fruen tog Plads henne ved sin Mand med
Armen støttet paa hans Hovedgærde. „Hvordan er det med dig Kongstrup —
har du faaet hvilet?“ spurgte hun deltagende og pillede ved hans
Skulder. Kongstrup smaagryntede noget; det kunde være baade ja og nej og
ingenting.
„Og hvad saa I to — trænger I til Penge?“
„Nej det er Pøjken — han skal vises væk,“ svarede Lasse ligetil. Over
for Fruen blev man selv saa fast i det.
„Skal du vises væk?“ udbrød hun og saa gammelkendt paa Pelle, „hvad har
du gjort da?“
„Aa jeg sparkede Præstens Søn.“
„Hvorfor gjorde du nu ogsaa det?“
„Fordi han ikke vilde staa for Næveslag men smed sig ned.“
Fruen lo og stødte til Kongstrup: „Ja vist saa — — — men hvad havde han
gjort dig?“
„Han havde sagt fule Ting om Far Lasse.“
„Var det meget stygt det han sagde?“
Pelle saa fast paa hende — hun skulde nu ogsaa føle enhver Ting under
Bunden. „Jeg siger det ikke!“ erklærede han bestemt.
„Ja ja da! Men saa kan vi jo heller ikke tage os af det.“
„Jeg faar vel lige saa godt sige det,“ faldt Lasse ind „— han kaldte mig
for Madam Olsens Medhustru — efter Bibelhistorien kan jeg tro.“
Kongstrup kluklo modstræbende, som om nogen havde hvisket ham en
Sjofelhed i Øret og han ikke kunde lade være. Fruen selv var alvorlig
nok. „Jeg forstaar det vist ikke?“ sagde hun og lagde sin Haand dæmpende
paa Mandens Arm. „— Lasse faar forklare sig.“
„Det sigter jo til, at jeg var Kærest med Madam Olsen i Lejet, som alle
tog for at være Enke — og saa kom hendes Mand hjem nu forleden. Saa har
de nok hæftet det Smædenavn paa mig ude omkring kan jeg forstaa.“
Kongstrup begyndte igen paa sin dulgte Latter, Lasse sad og missede helt
forpint ved det.
„Værsgod og tag jer en Kage!“ sagde Fruen meget højt og skød Fadet hen
til dem. Saa tav Kongstrup; han laa og fulgte deres Greb i Kagefadet med
opmærksomme Øjne.
Fruen sad og stødte Langfingren ivrigt mod Bordpladen mens de tyggede.
„Saa blev den skikkelige Pelle rasende og sparkede haandløst?“ sagde hun
pludselig. Der var Ild i hendes Øjne.
„Ja det var jo det han aldrig skulde gjort!“ svarede Lasse klynkende.
Fruen satte et Par Øjne paa ham.
„Nej for fattig Fugl er ikke til andet end at hakke i.“
„Jeg lider nu bedst den Fugl, der hakker igen og forsvarer Reden saa
fattig den er. — Ja ja nu faar vi se! — — Og han skal konfirmeres han
her? Det er jo rigtig sandt ogsaa — at jeg kunde være saa glemmen! Saa
maa vi nok til at tænke paa Stadsen.“
— —
„Det var to Sorger slukket det!“ sagde Lasse da de igen gik nede i
Stalden. „Men bemærkede du ogsaa, hvor fint jeg lod hende vide at du
skulde konfirmeres? Det var næsten saa hun kom paa det af sig selv. Nu
bliver du nok som en Butikssvend i Tøjet skal vi se; Folk som
Proprietærens ved hvad der skal til, naar først de faar aabnet Pungen. —
— Nu fik de hele Sandheden i Synet, men fan — de er vel ikke mere end
som Mennesker. — Naar bare én træder frit op —.“ Lasse kunde ikke glemme
det heldige Udfald.
Pelle lod den Gamle skryde. „Tror du jeg faar Lærsko ogsaa af dem?“
spurgte han.
„Ja det faar du! Og troligt nok gør de Konfirmationsgilde for dig ogsaa.
Jeg siger _de_, men det er jo hende som staar for det hele, lad os være
glade for det. Bemærkede du at hun sagde _vi_ — vi skal nok og saadér —
bestandig? Hun er fin hun, for han ligger jo bare og æder og lader hende
om alting. Som han dog har det godt, jeg tror hun kunde springe gennem
Ild for at tækkes ham. Men Kommandoen har hun sku! — Ja ja, vi skulde
vel ikke sige ondt om nogen; dig er hun jo mod som kunde hun være din
egen Mor.“ — — —
Fruen sagde intet om Udfaldet af sin Køretur til Præsten — hun havde
ikke for Vane at føre Bagsnak om en Ting. Men Lasse og Pelle traadte
igen trygt paa Jorden; naar _hun_ gav sig i Kast med en Sag var den paa
Forhaand gaaet i Orden.
Hen i Ugen kom Skrædderen en Morgen haltende med en Saks, Alen og
Pressejærn; Pelle maatte ned i Folkestuen, og der blev taget Maal af ham
paa Kryds og tværs som kunde han være et Præmiedyr. Hidtil havde han
altid faaet sit Tøj syet paa Slump. — Det var noget nyt, at der var
Vanke-Haandværkere paa Stengaarden; siden Kongstrup kom for Styret,
havde hverken Skomager eller Skrædder sat sin Fod i Folkestuen. Dette
her var god gammel Bondeskik, som igen satte Stengaarden paa lige Fod
med de andre Gaarde; Folkene gik og behagede sig i det, saa tidt de
kunde var de nede i Folkestuen for at tage Luften ind dernede og høre en
af Skrædderens Løgnehistorier. „Det er Fruen der har fat nu!“ sagde de
til hinanden; i hendes Haand var der godt Bondeblod, hun førte Tingene
tilbage til det gode gamle. — Pelle gik sin Gang til Folkestuen som en
Herremand; han prøvede flere Gange om Dagen.
Han prøvede hele to Sæt, det ene var til Rud som ogsaa skulde
konfirmeres. Det blev nok det sidste Rud og hans Mor fik dér fra
Gaarden. Fruen havde sat igennem, at de blev sagt ud af Hytten til Maj.
Paa Stengaarden vovede de aldrig at sætte deres Fod mere. Fru Kongstrup
sørgede selv for, at de fik hvad de skulde have; men hun gav ikke rede
Penge naar hun kunde slippe fri.
Pelle og Rud søgte for Resten aldrig hinanden mere — de fulgtes sjældent
ad til Præsten. Det var Pelle der trak sig tilbage, da han blev træt af
at være paa Vagt mod Ruds evige Bagtanker. Pelle havde vokset sig større
og kraftigere end Rud, og hans Sind havde — maaske paa Grund af hans
legemlige Overlegenhed over andre — taget aabnere Veje. I Ævne til at
tilegne sig og lære udenad var Rud ogsaa den lille; til Gengæld kørte
han rundt med Pelle og de andre Drenge, blot han fik fat med sin
praktiske Menneskeforstand. — — —
Paa selve den store Dag kørte Karl Johan for Pelle og Lasse i den lille
Enspændervogn. „Vi er fint kørende i Dag!“ sagde Lasse straalende; han
var helt ør, skønt han ikke havde smagt stærkt. Der laa en Flaske
Brændevin hjemme i Kisten, til at skænke for Karlene naar den hellige
Handling var overstaaet; men Lasse var ikke den, som slog Spiritus paa
sig inden han tog til Kirke. Pelle var _helt_ fastende — saa bed Guds
Ord bedst.
Pelle straalede ogsaa trods sin Sult. Han var i flunkende nyt Firskaft —
saa nyt at det slog Smæld hver Gang han gjorde en Bevægelse. Paa
Fødderne havde han Fjedersko, som havde tilhørt selve Kongstrup. De var
godt store, men „der er gode Raad for den Pølse der er for lang,“ som
Lasse sagde. Han kom en tyk Saal i og Papir i Taaen, Pelle fik to Par
Strømper paa — og Skoene sad som de var støbt til Foden. Paa Hovedet bar
Pelle en blaa Kasket, som han selv havde valgt ud nede hos Landhøkerens.
Den var til at vokse i, og red paa hans Slugøren, der i Dagens Anledning
blussede som to Roser. Rundt om den løb et bredt Baand, hvori var vævet
River, Leer og Plejle over Kors med Neg helt rundt.
„Det er godt du er med,“ sagde Pelle da de rullede op ved Kirken og
befandt sig mellem de mange Folk. Lasse var jo nær ikke kommet med; den
Karl der skulde tage sig af Kreaturerne saa længe, maatte i sidste
Øjeblik af Sted til Dyrlægen. Men Karna kom og tilbød at vande og give
Middagsmaal, skønt ingen af dem kunde sige med sig selv, at de havde
været som de skulde mod hende.
„Har du nu Tingen du ved?“ hviskede Lasse inde i Kirken. Pelle følte til
Lommen og nikkede, dér laa det lille runde Stykke Pokkenholt som skulde
bringe ham over Dagens Vanskeligheder. „Saa svar du bare højt og frit
ud,“ hviskede Lasse og skubbede sig ind paa en Bænk i Baggrunden.
Pelle svarede frit ud, hans Stemme lød helt vakkert i Rummet syntes
Lasse. Heller ikke var der Tale om, at Præsten gjorde noget for at hævne
sig, han behandlede Pelle præsist lige saa net som de andre. Da
Handlingen var paa sit højtideligste, kom Lasse i Tanker om Karna, saa
rørende hun var i sin Troskab. Han skammede sig selv ud med halvhøje Ord
og gjorde et helligt Løfte. Hun skulde ikke forgæves gaa og sukke
længer.
Lasse havde forresten en hel Maaned gaaet saa smaat og syslet med Tanker
om Karna, snart for snart imod. Men nu i denne højtidelige Stund, da
Pelle var i Færd med at gøre det store Skridt ind i Fremtiden og Lasses
Sind var bevæget paa saa mangen Vis, brød Karnas Troskab ind over ham
saa tungt som en Sang om forsmaaet Kærlighed, der endelig endelig kommer
til sin Ret.
Lasse gav Pelle Haanden. „Til Lykke og Velsignelse!“ sagde han med
skælvende Stemme. Ønsket omfattede hans egen Pagt ogsaa, og han havde
Møje med at tie om sin Beslutning saa bevæget han var. „Til Lykke og
Velsignelse!“ lød det til alle Sider; Pelle gik rundt og trykkede sine
Kammerater i Haanden. Saa kørte de hjem.
„Det gik jo utroligt saa glat for dig,“ sagde Lasse stolt „— og nu er du
en Mand du!“
„Ja nu faar du se dig om efter en Kærest!“ mente Karl Johan.
Pelle bare lo.
Om Eftermiddagen var de fri. Pelle maatte først op til Herskabet for at
sige Tak for Tøjet og tage mod Lykønskning; Fruen trakterede med Ribsvin
og Kage, og Kongstrup gav ham en Tokrone.
Saa gik de ind til Kalles ved Stenværket. Pelle skulde fremstille sig i
sit ny Tøj og be’ Farvel med dem; der var kun et Par Uger til Majdag.
Lasse vilde benytte Lejligheden til i al Hemmelighed at skaffe sig
Oplysninger om et Hus, der var til Salg inde i Lyngen.