XX

Ude i Læ bag Stuehusgavlen sad Kongstrup vel indpakket og stirrede frem

for sig med intet sigende Øjne; den tynde Vintersol stod lige ind paa og

narrede Foraarstegn frem, Spurvene muntrede sig i Solskinnet omkring

ham. Hans Hustru gik fra og til og puslede om ham, svøbte bedre om hans

Fødder, og kom med et Sjal han skulde have over Skuldrene. Hun rørte

varmt ved ham med Bryst og Arme, idet hun bagfra bredte Sjalet over ham;

og han rejste langsomt Hovedet og lod sin Haand glide ned over hendes.

Der blev hun saa staaende en Stund med Brystet lænet til hans Skulder og

saa ned paa ham som en Moder, med Øjne der hvilede i lykkelig Besidden.

Pelle kom daskende ned over Gaarden, slikkende sig om Munden. Han havde

benyttet Madmoderens Optagethed til at liste ned i Mejeriet og faa sig

en Drik skørnet Fløde hos Pigerne — og drille dem lidt. Han struttede af

Sundhed og slentrede saa lykkelig skødesløst af Sted som ejede han

Alverden.

Rent umanerligt saa han voksede og sled — det var ikke til at holde

Klæder paa Raden af ham! Han stak sine Lemmer langt ud af hver Stump Tøj

han fik paa, og sled af sig lige saa fort Lasse bare kunde skaffe.

Bestandig maatte der anskaffes nyt til ham, og før man fik vendt Øjnene

i Hovedet havde han jaget Arme og Ben langt ud af det ogsaa. Stærk var

han som en Eg, hvor det galdt en Løft eller andet der ikke fordrede

Udholdenhed, maatte Lasse lade sig sætte til Vægs.

Selvstændighed havde han ogsaa lagt sig til, Fyren; det blev med hver

Dag vanskeligere at gøre sin Faderret gældende. Det vilde nu komme, saa

snart Lasse blev Mand i sit eget Hus og kunde slaa Næven i eget Bord —

men naar skete det? Som Sagerne nu stillede sig, saa det nærmest ud, som

Øvrigheden ikke vilde have at han og Madam Olsen kom skikkeligt sammen.

Baadsmand Olsen havde jo varslet redeligt om sin Hedenfart, og Lasse

mente det blot var at bestille Lysning. Men Øvrigheden blev ved at gøre

Vanskeligheder og krongle rundt — paa rigtig Prokuratormaner; saa var

der et Spørgsmaal som maatte undersøges og saa et andet, der var Frister

og Tilsigelser til en død Mand om at indfinde sig inden den og den Tid —

og Fanden og hans Oldemor. Det hele var bare sat op, for at Lovtrækkerne

kunde fede sig rigtig.

Opholdet paa Stengaarden var han grundig træt af; hver Dag fremsatte han

den samme Klage til Pelle: „Det er jo ét surt Slid fra man staar op til

man lægger sig — den ene Dag som den anden Aaret rundt, som var man i

Slaveriet! Og Vederlaget for det rækker knap til at holde Bagen ordenlig

dækket. Intet er der at lægge til Side af, og naar man en Dag er udslidt

og ikke duer mere, kan man lægge sig over paa Fattigvæsnet.“

Værst af alt var dog Driften efter engang igen at arbejde med sit eget,

den sad som et Suk i Kødet paa Lasse, han kunde blive syg i sine Hænder

af Længsel efter den Fornemmelse det var at gribe i sit eget. I den

senere Tid funderede han bestandig paa at bryde over tvært og flytte

sammen med sin Kærest uden Lov og Dom. Hun var villig det vidste han —

hun trængte haardt til at faa en Mandshaand i Huset. Og Snakken gik

alligevel om dem; det kunde ikke arte sig stort anderledes, om han og

Drengen kom til at gaa og gælde for hendes Logerende. Navnlig naar de

gik paa selvstændigt Arbejde.

Men Drengen var ikke til at overtale, han var for nidkær paa Æren;

hvergang Lasse slog paa den Stræng, blev han besynderlig studsk. Lasse

lod som det var Madam Olsens Paahit og ikke hans. „Jeg er jo heller ikke

særdeles stemt for det,“ sagde han — „Folk vil vel jage til at tro det

værste straks! Men her kan vi dog ikke blive ved at gaa og slide hver en

Trævl af Kroppen for ingenting. Og ikke et frit Aandedrag har man her

paa Gaarden — altid bunden.“

Pelle svarede ikke paa det; han var ikke stærk i Grunde, men vidste hvad

han vilde.

„Om jeg nu rømte herfra en Nat, saa tænker jeg du kom lunkende

bagefter.“

Pelle tav stædigt.

„Jeg tror nu jeg gør det — for dette er ikke til at holde ud. Nu skal du

have ny Skolebukser, hvor skal det komme fra?“

„Ja gør du det da — saa gør du som du siger.“

„Du har let nok ved at slaa alting hen i Røg,“ sagde Lasse mismodigt „—

du har Tiden og Aarene for dig! Men jeg lakker mod Alderdommen, og ingen

har jeg til at tage sig af mig.“

„Hjælper jeg dig da ikke med alting?“ spurgte Pelle bebrejdende.

„Jo — jo vist, du gør saamænd dit bedste for at gøre det lettere for

mig, ingen skal komme og sige andet. Men ser du — der er visse Ting du

ikke — der er noget“ — Lasse gik i Staa, hvad kunde det nytte at

forklare en Dreng Mandslængsler. „Du skulde nu ikke være saa stiv,

skulde du ikke!“ Lasse strøg bedende ned ad Drengens Arm.

Men Pelle var stiv. Han havde allerede døjet nok af Spydigheder fra

Kammeraterne i Skolen og ligget i adskillige Slagsmaal, siden det kom ud

at Faderen var Kærest med Madam Olsen. Gav de sig nu til at leve sammen

for alles Øjne, saa blev det ikke til at begaa sig. Pelle var ikke bange

for et Slagsmaal, men han maatte have Retten paa sin Side naar han

skulde sparke ordenlig fra sig.

„Flyt du saa ned til hende da! saa drager jeg bort!“

„Hvor vil du saa drage hen?“

„Ud i Verden og blive rig!“

Lasse løftede Hovedet som en gammel Dragonhest der lytter til et Signal;

saa blev han duknakket igen.

„Ud i Verden og blive rig — javist,“ sagde han dvælende, — „saadan

tænkte jeg ogsaa, da jeg var i din Alder. Men det gaar ikke saadan til —

naar ikke man er født med Sejrsskjorten.“ Lasse tav og sparkede

tankefuld Strøelsen ind under en Ko; han var nu ikke helt vis paa, at

Drengen ikke var født med Sejrsskjorten alligevel. Han var en

Sildefødning — de var altid bestemt for det værste eller det bedste; saa

havde han det Koslik i Panden som betød Lykke. Glad og fuld af Sang var

han — og lethaandet til alting; alle vandt han for sig ved sit Sinds

Beskaffenhed. Troligt nok laa Lykken og ventede ham et Steds derude.

„Men dertil fordres nok først og fremmest, at man er ordenlig

konfirmert. Tag du hellere dine Bøger og læs paa din Præstelektie, at du

ikke skal blive vist tilbage! Jeg skal nok fodre færdig.“

Pelle tog sine Bøger og satte sig oppe paa Fodergangen midt for den

store Tyr; han læste halvhøjt, Lasse gik frem og tilbage og syslede. En

god Stund passede enhver sit; saa kom Lasse hen — de nye Lærebøger Pelle

havde faaet til Præstelæsningen trak ham.

„Er det Bibelhistorien, den dér?“

„Ja.“

„Staar det deri om ham som drak sig svirende?“

Lasse havde forlængst opgivet at lære at læse — han havde ikke Hoved til

det. Men han var bestandig optaget af hvad Drengen foretog sig, Bøgerne

øvede en egen Tryllevirkning paa ham. „Hvad kan nu dér staa for noget?“

kunde han forundret spørge og pege paa noget Tryk, eller: „Hvad for

mærkværdigt har du saa om i Dag da?“ Pelle maatte fra Dag til Dag holde

ham underrettet. Og de samme Spørgsmaal vendte ofte tilbage, Lasse

huskede ikke godt.

„— Ham du ved som Sønnerne trak Bukserne af, og blottede deres egen

Faders Skam?“ vedblev Lasse da Pelle ikke svarede.

„Naa Noah!“

„Ja rigtigt, Gubben Noah — den som Gustav brugte at spille. Hvad mon han

drak sig svirende i — han Gubben?“

„Vin.“

„Var det Vin?“ Lasse trak Øjenbrynene i Vejret — „da har han Noah været

en fin Mand. Patronen derhjemme drak ogsaa Vin naar det skulde gaa stort

til! Jeg har ladet mig fortælle, at der skal meget til før det slaar sin

Mand — og det er dyre Sager. Staar _han_ ogsaa deri som snød saa

gudserbarmeligt? — hvad var det nu han hed?“

„Laban kanske?“

„Laban, ja vist! At jeg kunde glemme det ogsaa, for en rigtig Laban var

han, saa Navnet slaar mærkværdigt godt til paa’n. Det var ham som lod

sin Svigersøn faa begge Døtrene — og tjene dem af paa Dagløn tilmed! Om

de havde levet nu, var de vist kommet i Slaveriet baade han og

Svigersønnen, men i de Tider tittede Øvrigheden nok ikke Folk saa nøje

paa Papirerne. Det skulde være Plasér at vide, om en Kone ogsaa havde

Lov at have to Mænd dengang. Beretter Bogen ikke noget om det?“ Lasse

stod og rokkede nysgærrigt.

„Nej det gør den vist ikke,“ svarede Pelle aandsfraværende.

„Naa, ja, jeg skulde vel ikke forstyrre,“ sagde Lasse og gik til sit

Arbejde. Men det varede ikke længe før han igen kom hen: „De var nu

sluppet fra mig ved et Tilfælde de to Navne; jeg begriber ikke, hvor jeg

havde mit Hoved henne i det Øjeblik. Men de store Profeter har jeg godt

nok Rede paa — hvis du vilde overhøre mig.“

„Kom saa med dem da!“ sagde Pelle uden at tage Øjnene fra Bogen.

„Du faar vel stoppe Læsningen saalænge,“ sagde Lasse „— ellers kunde du

gaa vild i det.“ Han holdt ikke af, at Pelle havde Lyst til at behandle

det som Barnemad.

„Naa jeg gaar vel ikke vild i de fire store!“ sagde Pelle overlegent,

men lagde alligevel Bogen sammen.

Lasse tog Snusen ud fra Underlæben med Pegefingeren og slog den i Gulvet

for at have Munden klar; han trak op i Bukserne og stod en Stund med

lukkede Øjne, mens han bevægede Læberne i indvendig Overhøring.

„Kommer de snart?“ spurgte Pelle.

„Jeg maa vel først se til at de er der!“ svarede Lasse ærgerlig over

Forstyrrelsen, og tog fat at memorere igen. — „Esajas, Jeremias, Exekiel

og Daniel!“ han slyngede dem hastigt ud, for at ikke noget skulde slippe

fra ham under Vejs.

„Skal vi ogsaa tage Jakobs tolv Sønner?“

„Nej ikke i Dag, det turde blive for meget for mig paa én Gang. I min

Alder faar man fare frem med Læmpe, jeg har jo ikke dine Aar. Men hvis

du vil gaa de tolv smaa Profeter igennem med mig.“

Pelle gik dem langsomt igennem, og Lasse gentog dem én for én. „Djævel

til Navne de har kunnet finde paa i de Tider!“ udbrød han pustende — „én

kan føje krænge Munden efter dem! Men jeg skal vel faa Krammet paa dem.“

„Hvad vil du med dem, du Far?“ spurgte Pelle pludselig.

„Hvad jeg vil med dem —“ Lasse kløede sig paa det ene Øre. „Jeg vil

naturligvis — hæ — da var det Fanden til dumt Spørgsmaal! — hvad vil vel

_du_ med dem? Lærdom er nok god at have for den ene som for den anden —

og naar nu alt det vakre er blevet mig forholdt i min pure Ungdom. Du

vilde kanske beholde det for din egen Mund?“

„Nej for jeg gav nok Pokkeren i alt det Profetvæsen — om ikke jeg

_skulde_.“

Lasse var ved at gaa bagover:

„Da er du ogsaa den ugudeligste Prygl jeg har truffet paa, og fortjente

ikke at være født til Verden! Agter du ikke Lærdommen større? Du skulde

være glad, du er kommet til Verden i en Tid hvor Fattigmands Barn faar

Del i alt saa vel som den rige. Saadan var det nok ikke i min Tid —

ellers — hvem ved? — kanske gik jeg nu ikke her og muggede, om jeg havde

lært noget i min Ungdom. Se du til, at du ikke sætter en Ære i din

Skændsel!“

Pelle fortrød halvvejs hvad han havde sagt. „Jeg er paa øverste Bænk

nu!“ sagde han for at rense sig.

„Ja jeg ved det vel, men derfor bør du ikke stikke Hænderne i

Bukselommen — for mens du puster æder de andre Grøden. Der er vel intet

sluppet fra dig i den lange Juleferie?“

„Nej vist er der ikke det!“ sagde Pelle selvsikkert.

Lasse tvivlede heller ikke, men lod blot som han gjorde det, for at faa

Drengen til at gaa i Tøjet. Han vidste ikke noget herligere end at høre

Lærdommen bruse af fuldt Vejr, men det blev vanskeligere og vanskeligere

at faa Pøjken til at yde sig. „Kan du nu ogsaa være sikker?“ blev han

ved „var det ikke bedst at se efter? Det er saa beroligende at vide, at

ikke noget er kommet bort for dig — saa meget som du maa have i

Hovedet.“

Pelle følte sig smigret og overgav sig. Han strakte begge Ben fra sig,

lukkede Øjnene og begyndte at vugge mekanisk frem og tilbage. Og de ti

Guds Bud fra Bjærget, Patriarkerne, Dommerne, Josef og hans Brødre, de

fire store og de tolv smaa Profeter — hele Verdens Lærdom hvirvlede fra

hans Læber i ét langt Aandedræt. For Lasse var det som selve Universet

malede lysende rundt om Gudfaders Aasyn med det mægtige hvide Skæg. Han

maatte dukke Hovedet og korse sig, saa meget der dog kunde rummes bag

den Drengs Barnepande.

„Gad vidst hvad det koster at gaa den studerende Vej?“ sagde Lasse da

han igen følte Jorden under sig.

„Det er nok dyrt — tusend Kroner vel, aller mindst!“ mente Pelle. Ingen

af dem forbandt noget bestemt ved Tallet — det betød blot det

uoverkommeligt store.

„Skulde det være saa ufattelig dyrt?“ sagde Lasse. „Jeg funderer paa,

naar vi nu faar vort eget — det maa vel blive til noget engang — kunde

du saa ikke komme til at gaa hos Fris og lære ham Haandværket af for en

rimelig Betaling, og have Kosten hjemme? Saa blev det vel til at

overkomme.“

Pelle svarede ikke — han følte ingen Trang til at komme i Degnelære. Han

havde faaet sin Kniv frem og stod og skar paa noget i en af

Baasstolperne, det forestillede den store Tyr med Hovedet nede ved

Jorden og Tungen ud af den ene Mundvig. En Klov helt fremme ved Mulen

angav, at Dyret sparkede Jorden op i Vrede. Lasse maatte stanse, for nu

begyndte det at tage Lighed efter noget. „Det skal nok være et Kreatur

det?“ sagde han — han havde gaaet og grundet paa det hver Dag,

efterhaanden som det blev til.

„Det er Volmer dengang han tog dig paa Hornene!“ sagde Pelle.

Lasse kunde straks se, at det skulde forestille den Ting, nu da han fik

det fortalt. „Det er svært saa troværdigt,“ sagde han — „men saa

fnysende vred som du har gjort’en, var han nu heller ikke! Ja ja, lad os

nu hellere se at komme i Gang med Arbejdet; det dér kan ikke brødføde

sin Mand.“ Lasse holdt ikke af den Skavank hos Drengen, at han skulde

ligge og sætte Tegninger op med Kridt eller Lommekniv alle Vegne; der

var snart ikke en Bjælke eller Væg uden den bar Mærker efter ham. Det

var brødløse Tossestreger, og Proprietæren var i Stand til at blive gal

i Hovedet, om han kom i Stalden og traf til at se det. Lasse maatte

jævnlig slaa Kogødning over de mest fremtrædende Tegninger, at de ikke

skulde træde i Øjnene paa urette vedkommende.

Deroppe søgte netop Kongstrup ind ved sin Kones Arm; han var bleg men

ved godt Huld. „Han er halvdaarlig til Bens endnu!“ sagde Lasse og

kiggede. „Men det varer vel ikke længe, før vi har’en hernede — saa det

er ikke raadeligt du ødelægger Stolpen helt.“

Pelle blev ved at stikke Træmasse ud.

„Holder du nu ikke op med det Pjank, saa slaar jeg Komøg i!“ sagde Lasse

vredt.

„Saa tegner jeg dig og Madam Olsen af paa den store Port!“ svarede Pelle

skalkagtigt.

„Ja du — du — du kunde bare prøve! Jeg skulde vist forbande dig for mit

Aasyn og faa Præsten til at vise dig bort — om du slap med det!“ Lasse

var helt fra’et, han fór ned i den anden Ende af Kostalden og begyndte

Eftermiddagsmugningen, slog og rev med Redskaberne. Saa stod han og

halkede i det, han havde i sin Vrede læsset for meget paa Børen og kunde

hverken komme frem eller tilbage.

Pelle kom derned med sit mildeste Ansigt. „Maa jeg ikke trille Børen

ud?“ sagde han — „dine Træsko staar ikke saa fast i Stenbroen.“

Lasse brummede noget og lod ham komme til. En stakket Stund var han mut,

men det var ikke til — Pøjken havde Satan til Humør naar han vilde.