Pelle havde været til Præsten, nu sad han nede i Folkestuen og slugte
sin Middagsmad — kogt Sild og Grød. Det var Lørdag, og Forvalteren var
kørende til Bys, derfor sad Erik hernede og hang i Varmen. Han sagde
aldrig noget af sig selv men havde det med at glo, hans Øjne fulgte
Pelles Bevægelser frem og tilbage mellem Mund og Tallerken. Øjenbrynene
holdt han bestandig løftede som var alting nyt for ham — de var ved at
tabe deres Form helt. Foran ham stod Drikkekruset i en stor Sø, han drak
jævnlig og spildte hvergang.
Lyse Marie stod ved Opvasken, hvert Øjeblik kiggede hun ind, for at se
om Pelle snart var færdig. Da han slikkede Hornskeen af og smed den i
Skuffen, kom hun ind med noget paa en Tallerken — de havde faaet
Ribbenssteg til Middag ovenpaa.
„Her er en lille Mundsmag til dig — du er vist mer sulten,“ sagde hun.
„Hvad faar jeg saa for den?“ hun beholdt Tallerkenen i Haanden og stod
og smiskede.
Pelle var meget sulten endnu — skrupsulten; han sad og saa paa den lækre
Bid til Tænderne løb i Vand. Saa rakte han pligtmæssigt Munden frem, og
Marie kyssede ham. Hun skottede uvilkaarligt hen til Erik, der gik et
Strejf af noget over hans dumme Ansigt — som en fjærn Mindelse.
„Her sidder han den store Krop og slabber!“ sagde hun skændende og rev
Drikkekruset fra ham. Hun holdt det under Bordpladen og strøg med
Haanden det spildte Øl ned i det igen.
Pelle huggede løs paa Ribbensstykket og brød sig om ingenting andet. Men
da hun var ude, spyttede han forsvarligt ned mellem sine Ben og foretog
en lille Renselse med Bluseærmet.
Siden gik han i Stalden og rensede Krybber, Lasse striglede Kør — der
skulde se lidt ordenligt ud til om Søndagen. Under Arbejdet fortalte
Pelle udførligt Dagens Oplevelser, og gentog alt hvad Præsten havde
sagt. Lasse lyttede opmærksomt til og kom med smaa Udbrud: Ja saa! — Det
var fans! — Saa David var saadan en Buk, og vandrede ligefuldt for
Herrens Aasyn! Ja Guds Langmodighed er stor — det er vist og sandt!
Der blev banket paa Uddøren. Det var et af Kalles Børn med Besked, at
Mormor gærne vilde be’ Farvel med dem inden hun drog hen.
„Saa har hun visselig ikke langt igen,“ udbrød Lasse. „Det bliver et
stort Savn for Kalles at undvære hende, saa godt som de har haft det
sammen. Men lidt mere Mad bliver der jo til de andre forstaas.“
De enedes om at vente med at gaa derop, til de var helt færdige — og saa
stjæle sig af Sted. Bad de sig tidlig fri, fik de næppe fri igen til
Begravelsen. „Og det bliver Heldagsgilde med Mad og Drikke i store
Maader, kender jeg Bror Kalle ret!“ sagde Lasse.
Da de havde afsyslet og spist, sneg de sig gennem Uddøren ud paa Marken.
Lasse havde poset Dynen op, og lagt en gammel laadden Hue saa den lige
stak frem ved Hovedgærdet; i en Hast kunde det godt tages for Haaret af
en Sovende, om nogen kom for at efterse. Da de var kommet et Stykke paa
Vej, maatte Lasse endnu engang tilbage og efterse for Ild.
Det sneede blidt og stille, Jorden var frossen saa de kunde gaa ret hen
over alting. Nu Vejen faldt kendt var der slet ikke saa langt op; før
man vidste af det, slap Agerlandet op og Klippen begyndte.
Der var Lys i Stuen, Kalle sad oppe og ventede dem. „Nu lakker det med
Mormor,“ sagde han saa alvorlig, som Lasse aldrig mindedes at have set
ham før.
Kalle aabnede Døren til Mormors Stue og hviskede noget ind, hans Kone
svarede sagte derinde fra Mørket.
„Jo jeg er saamænd vaagen,“ lød den Gamles Stemme langsom og enstonig.
„I kan godt snakke højt, for jeg er vaagen.“
Lasse og Pelle trak Lærskoene af og traadte ind paa Strømpefødder. „God
Aften Mormor“ sagde de begge højtideligt „— og Guds Fred!“ føjede Lasse
til.
„Ja her ligger nu jeg,“ sagde Mormor og klappede svagt paa Dynevaaret,
hun havde store Vanter paa. „Jeg var saa fri at sende Bud efter jer, for
nu er der ikke langt igen med mig. — Hvordan har det sig i Sognet, er
der nogen Dødninge?“
„Nej ikke det jeg ved af,“ svarede Lasse. — „Men hvad I selv Mormor, I
ser jo saa rask ud — saa rød og rund! Om to-tre Dage er I saamænd paa
Benene igen skal vi faa at se.“
„Ja ja gon!“ den Gamle smilede overbærende. „Jeg ligner vel en ung Brud
som ligger første Gang Barselseng? Men I faar have Tak fordi I kom — I
er lige som éns egne! — — Ja nu er der saa Bud efter mig, og jeg gaar
herfra med Fred. Jeg har saamænd haft det godt her paa Jorden, der er
intet at klage over. En god Mand fik jeg og en god Datter — Kalle dér
ikke at forglemme. Og mit Syn fik jeg tilbage, saa jeg fik Verden at se
endnu engang.“
„Men I saa kun paa den med det ene Øje — ligesom Fuglene, Mormor!“ sagde
Kalle og forsøgte at le.
„Ja ja — den var god nok saadan ogsaa; der var kommet saa meget nyt og
grant til, siden jeg misted Synet. Skoven havde bredt sig, og en hel
Slægt var vokset til uden jeg ret vidste af det. Ak ja det har været
skønt at være til i Alderdommens Aar og have dem alle om sig — Kalle og
Marie og Børnene. Og alle mine Jævnaldrende er gaaet forud; det har
været skønt at være til og se, hvad der blev af dem hver især.“
„Hvor gammel er I nu Mormor?“ spurgte Lasse.
„Kalle har slaaet det efter i Kirkebogen, efter det skulde jeg jo være
nær de firs. Men det er føje rigtigt.“
„Jo det er rigtigt nok“ sagde Kalle, „Præsten søgte det selv op for
mig.“
„Ja ja da — Tiden er gaaet fort, og jeg kunde godt ville leve lidt endnu
om saa var Guds Vilje. Men nu minder Graven, jeg kan mærke det paa
Øjenlaagen’.“ Den Gamle havde lidt ondt for Vejret, men Munden stod ikke
paa hende.
„Mor snakker saa rent for meget!“ sagde Marie.
„Ja I trænger vist til at hvile Jer og sove,“ sagde Lasse. „Mon vi ikke
skulde sige Jer Farvel?“
„Nej nu vil jeg have Lov til at snakke, det bliver vel sidste Gang jeg
ser jer; og jeg faar Stunder nok at hvile ud i. Min Øjne er blevet saa
lette — Gud ske Lov og Tak; der er ikke Søvnfnug i dem.“
„Mormor har ikke sovet en hel Uge tror jeg,“ sagde Kalle betænkelig.
„Nej hvad skulde jeg vel sove min sidste Tid hen for — naar jeg faar
Stunder nok til det siden hen. Om Nætterne naar I andre sover, saa
ligger jeg og lytter Pusten af en og hver — og glæder mig ved jer
Helsen. Eller ogsaa jeg ser paa Lyngkosten og tænker paa Anders og al
den Gammen vi havde med hverandre.“
Mormor laa tavs en Stund og indhentede sit Vejr, mens hun stirrede paa
en vissen Lyngbuket der hang under Bjælken.
„Den bandt han saamænd til mig, første Gang han redte vort Leje i den
blomstrende Lyng. Han holdt saa urimeligt af Lyngen Anders, og hvert Aar
tog han mig af Søvnen og førte mig derud naar den blomstred — lige til
han blev kaldt hen. Jeg var bestandig ny for ham som paa den første Dag
— derfor tog Lykken og Glæden varig Bolig i mig. Der kunde ikke Klæder
holde over mit Bryst saa glad jeg trak Vejret, og mine Forklæ’baand tog
han itu i sin Glæde for mig.“
„Nu skulde Mor tie og ikke snakke om saa meget saadant!“ sagde Marie og
glattede undseligt ved den Gamles Hovedgærde.
Men Mormor lod sig ikke stanse, hendes Tanker forskubbedes blot lidt.
„Ja ja, Tænderne havde jeg ondt for at faa og ondt for at miste, mine
Børn fik jeg med Smærte og lagde dem i Graven med Sorg — det ene som det
andet. Men ellers har jeg aldrig fejlet noget, og en god Mand har jeg
haft. Han havde Øjet opladt for Guds Skaberværk, og vi stod op med
Fuglene Sommermorgen. Saa gik vi sammen ud i Lyngen og saa Solen løfte
sig forunderligt af Havet, før vi tog til vort Dagværk.“
Mormors tungtvandrende Stemme faldt hen, det var som et Kvæde hørte op
at lyde i deres Øren. De rettede sig og drog dybt efter Vejret. „Ak ja,
Mindernes Røst er vakker!“ sagde Lasse.
„Hvordan er det Lasse, jeg hører at du gaar og ser dig om efter en
Kone?“ sagde den Gamle pludselig.
„Gør jeg?“ udbrød Lasse forskrækket. Pelle saa, at Kalle blinkede til
Marie. De vidste altsaa Besked de ogsaa.
„Kommer du ikke snart og viser Kæresten frem?“ spurgte Kalle. „Det skal
være godt Parti siges der.“
„Jeg ved slet ikke, hvad det er I taler om.“ Lasse var helt forfjamsket.
„Ja ja, det er nu ikke saa ilde det du dér har for!“ sagde Mormor. „Hun
er god nok — alt det jeg ved. Maatte I nu ogsaa passe helt for hinanden,
som Anders og jeg. Det var en skøn Tid — om Dagene naar en gik og
ordnede alt paa det bedste hver for sig, og om Nætterne naar Vinden tog
i alting. Da var det godt at være to som kunde søge Varmen hos
hinanden.“
„I har været svært saa glad for alting Mormor,“ udbrød Lasse.
„Ja og jeg gaar herfra med Fred og kan ligge rolig i min Grav; jeg er
ikke blevet misligholdt paa noget Omraade, og har intet at gaa igen
efter. Naar blot Kalle sørger for, at jeg bæres ud med Fødderne udfor,
saa tænker jeg ikke jeg skal uroe jer.“
„Kom I kun og besøg os engang imellem om Jer lyster, vi skal tage imod
Jer uden Frygt! — saa godt vi har haft det sammen her,“ sagde Kalle.
„Nej ingen ved af, hvordan man bliver til Sinds i det andet Liv! Du faar
love mig at jeg kommer med Fødderne udfor; jeg vil ikke forstyrre jer
Nattero, saa haardt I maa slide om Dagen begge to. Nu kan I ogsaa have
haft mig længe nok at drages med; det skal vist blive godt for jer at
have det for jer selv engang. Og lidt mere Mad bliver der ogsaa til jer
andre efter dette.“
Marie gav sig til at græde.
„Ja se nu der se!“ udbrød Kalle iltert. „Den Snak vil jeg ikke høre mere
om, ingen af os har lidt Mangel for Jer Skyld. Hvis I nu ikke er
skikkelig, holder jeg stort Kalads efter Jer, af bare Glæde over Jer
Bortgang.“
„Nej du gør ikke!“ sagde Mormor helt hvast — „tre Dages Øfrøl vil jeg
slet ikke høre om at sige! Lov mig det du Marie, at I ikke ødelægger jer
for at gøre Væsen af mig gamle Skidt. Men de nærmeste faar I bede til om
Eftermiddagen — Lasse og Pelle ikke at forglemme. Og hvis I bad Hans
Henrik, saa kanske tog han sin Harmonika med og I kunde faa jer en Leg i
Logulvet.“
Kalle kløede sig i Nakken:
„Saa maa I pinedød vente med at gøre Forandring paa Jer, til jeg faar
aftærsket — rømme af Gulvet nu er jeg ikke meget for. Kunde vi saa ikke
laane Jens Kures Øg og tage en lille Tur i Lyngen om Eftermiddagen da?“
„Ogsaa det! men Børnene skal have Del i det, hvad I saa end bestemmer
jer for. Det vil være en Beroligelse at tænke paa, at de har en glad Dag
ud af det — de har saa vist ikke for megen Højtid! Og Pengene er der
jo.“
„Ja vil du tro Lasse, Mormor har spundet halvhundrede Kroner sammen, som
ingen af os vidste om — til at gøre hendes Gilde for.“
„Jeg har ogsaa lagt hen til det i tyve Aar nu; én vil jo gærne skille
sig herfra paa en pæn Maade — og uden at trække Klæderne af Kroppen paa
de nærmeste. Ligtøjet er ogsaa i Orden, for min Brudesærk har jeg
liggende, den har kun været i Brug én Gang; og andet end den og Kappen
skøtter jeg nu ikke om at have paa.“
„Det er nu saa meget bart,“ indvendte Marie. „Hvad vil Naboerne ikke
have at sige, naar vi ikke klæder Mor ordenligt.“
„Det kerer jeg mig ikke om!“ svarede Mormor bestemt. „Saadan led Anders
mig bedst, og andet har jeg nu ikke ligget med i tredsindstyve Aar. At
du ved’et!“ Hun drejede Hovedet om mod Væggen.
„Det skal nok blive altsammen som Mor vil!“ sagde Marie.
Den Gamle vendte sig igen og søgte paa Dynen efter Datterens Haand. „Og
saa faar du stoppe en Pude lidt blødt til mit gamle Hoved, for det er
blevet saa galet til ikke at ville finde Hvile.“
„Vi kan tage en af de Smaas Hovedpuder og trække over med hvidt,“ sagde
Marie.
„Ja Tak. Og saa synes jeg, I skulde sende Bud over til Jakob Kristians
efter Snedkeren i Morgen han alligevel er her oppe omkring, og lade ham
tage Maal af Kisten. Saa kunde jeg ogsaa faa et Ord med om hvordan den
skal være — Kalle er saa lethaandet til at strø Penge ud.“
Mormor lukkede Øjnene, nu var hun vist alligevel kørt træt.
„Nu tror jeg vi skal liste ind i den anden Stue, og lade hende have Ro,“
hviskede Kalle og rejste sig. Men saa slog hun Øjnene op.
„Vil I alt gaa?“ spurgte hun.
„Vi tænkte I sov Mormor!“ sagde Lasse.
„Nej jeg sover vel ikke mere i dette Liv — Øjen er saa lette, saa lette.
Ja ja Farvel med jer Lasse og Pelle — maatte I have det saa godt, saa
godt, lige saa godt som det har været mig beskaaret. Marie var den
eneste Graven skaanede, men hun har været mig en god Datter; og Kalle
har været saa god og overbærende som kunde jeg været hans Ungdoms
Kærlighed. — En god Mand havde jeg ogsaa, som huggede Brænde til mig om
Søndagen, og stod op om Natten efter de Smaa den Tid jeg laa i
Barselseng. — Vi havde det saamænd godt: Blylodder i Klokken og rigeligt
at lægge i Kakkelovnen; og en Tur til Kongens København gav han mig
Løfte om. — Mit første Smør kærnede jeg i en Flaske, for vi ejed jo
ingen Stavkærne til at begynde med; jeg maatte slaa Hul paa Flasken for
at faa det ud. Saa lo han, altid lo han naar jeg gjorde noget forkert. —
Og saa glad han var for hvert et Barn jeg fødte ham! Mangen Morgen tog
han mig ogsaa af Søvnen, og vi maatte nøgne ud og se Solen gaa af Havet.
Vil du se Anna, i Nat er Lyngen sprunget ud! sagde han saa og tog om mig
— men det var bare Solen som gød sit Rødt over den! — Vi havde en halv
Mil til næmste Nabo, men han brød sig om ingenting — bare han havde mig.
De største Glæder kunde jeg berede ham saa fattig jeg var. — Kreaturerne
var mig saamænd ogsaa hengivne, alting lykkedes for os i det smaa.“
Mormor laa og vrikkede med Hovedet, Taarerne randt ned ad hendes Kinder.
Stemmen var ikke besværet længer, Ord kaldte paa Ord i hende og gled som
en lang Tone over hendes Læber. Hun vidste nok ikke længer hvad hun
sagde, men var bestandig i Talens Magt. Hun begyndte forfra og gentog
Ordene, ligeligt og syngende — som én der er revet hen og _maa_ snakke.
„Mor“ sagde Marie angst og holdt om hendes vrikkende Hoved „kom nu til
dig selv Mor!“
Saa gik den Gamle i Staa og saa forundret paa hende. „Ak ja, Minderne
fór saa haardt frem med mig!“ udbrød hun. „Nu tror jeg næsten jeg kunde
sove lidt.“
Lasse rejste sig og gik frem til Sengen: „Farvel Mormor og en god Rejse,
om vi ikke ses mere!“ Pelle kom efter og gentog Ordene. Mormor saa
spørgende paa dem men rørte sig ikke. Saa tog Lasse varsomt hendes
Haand, Pelle ogsaa, og de listede ind i den anden Stue.
„Saa usædvanlig klart hendes Livslys brænder ud!“ sagde Lasse da Døren
var lukket. Pelle lagde Mærke til at Stemmerne blev saa fri i Klangen
igen.
„Ja hun holder sig godt lige til det sidste; der har været udmærket
Tømmer i hende. — Folk her omkring har ondt over at vi ikke henter
Doktor til hende. Hvad mener du — skal vi sætte os for den Udgift?“
„Hun fejler vel nok ikke andet end at hun ikke kan leve længer,“ sagde
Lasse tankefuldt.
„Nej og selv vil hun nu slet ikke høre Tale om det. — Kunde han endda
holde Livet i hende en Stund endnu.“
„Ja Tiderne er knappe!“ sagde Lasse og gik rundt og kiggede paa Børnene.
De sov alle, Stuen var tung af deres Aandedrag. „Det svinder godt i
Flokken nu.“
„Ja der flyver jo en eller to fra Reden snart hvert Aar,“ svarede Kalle,
„og nu faar vi vel ikke flere. Det er et uheldigt Tal vi er blevet
staaende ved — et rigtig skidt Tal. Men Marie er blevet døv paa det Øre,
og ene formaar jeg jo ingenting.“ Kalle havde igen faaet Skælmen frem i
Øjenkrogene.
„Vi kan saamænd godt hjælpe os med dem vi har faaet,“ sagde Marie. „Naar
vi tager Annas med bliver det fjorten.“
„Ja tæl du bare de andres med ogsaa — des nemmere slipper du selv!“
sagde Kalle drillende.
Lasse stod og betragtede Annas Barn, der laa sammen med Kalles den
trettende. „Der er mere Trivsel i hende end i Mosteren,“ sagde han — „én
skulde knap tro de var lige gamle. Hun er lige saa rød som den anden er
bleg.“
„Ja der er jo en Forskel“ indrømmede Kalle og saa kærligt paa Børnene.
„Det maa vel være det, at Annas er lagt til paa Ungdom — _vort_ Blod
begynder jo alt at blive gammelt. Og saa lykkes de jo altid bedst, der
falder paa det løse — som nu vor Albert; han har en hel anden Føring end
de andre. Ved du forresten af, at han faar sit eget Skib at føre til
Foraaret.“
„Det er vel Løgn vel? skulde han virkelig naa at blive Kaptejn!“ Lasse
var ved at gaa bagover.
„Det skal nok være Kongstrup som staar bagved — i al Gedulgthed
forstaas!“
„Yder Annas Barnefader fremdeles hvad han skal?“ spurgte Lasse.
„Ja han er redelig nok! Vi har vore fem Kroner om Maaneden for at have
Barnet — det er jo en god Hjælp til Afgifterne.“
Marie gik og satte Snaps, Brød og en Skaal Fedt frem. „Værsgod og faa en
Bid Mad“ sagde hun.
„I holder godt ud paa Stengaarden,“ sagde Kalle da de satte sig til
Bords — „vil I blive dér alle jeres Dage?“ han blinkede skælmsk.
„Det er ikke saa lige en Sag at kaste sig ud i det uvisse!“ svarede
Lasse undvigende.
„Aa nu spørges der vist snart nyt fra jer,“ faldt Marie ind. „Ægtesengen
minder vel?“
Lasse svarede ikke, han arbejdede løs paa en Skorpe.
„Men saa skær dog Skorpen fra, hvis det er smaat med Tænderne!“ ivrede
Marie. Hvert Øjeblik lyttede hun ved Mormors Dør. „Nu har hun alligevel
faaet Blund paa Øjen, det gamle Skind!“ sagde hun.
Kalle lod som han først opdagede Flasken nu. „Hvad, vi har jo Brændevin
paa Bordet ogsaa — at ingen af os har kunnet lugte det!“ udbrød han og
skænkede tredje Gang til dem. Saa slog Marie Prop i Flasken. „Under du
os nu ikke Maden engang?“ sagde han og saa paa hende med store Øjne —
Djævlen til Skælm. Og Marie gloede igen paa ham med lige saa store Øjne
og sagde: „Bøh, skal vi stanges!“ Lasse sad og saa sig helt varm paa
deres Lykke.
„Hvordan har det sig med Stengaardsbonden, nu er han vel snart over det
værste?“ sagde Kalle.
„Ja, nu er han vist saa meget Menneske han bliver, saadan noget mærker
jo sin Mand,“ svarede Lasse. Marie stod og smilede, saa snart de saa til
hende tog hun Øjnene bort.
„Du griner du!“ sagde Lasse — „jeg finder nu det er sørgeligt!“ Saa
kunde Marie ikke mere, hun maatte gaa ud i Køkkenet og le sig færdig.
„Saadan griner Kvindfolket overalt blot hans Navn nævnes,“ sagde Kalle
„saa det er en trist Omskiften den — i Dag rød, i Morgen død. Naa det
har hun da opnaaet, at hun beholder ham for sig selv — paa en Maade. Men
at han kan leve sammen med hende efter det dér.“
„Da synes de saa glade for hverandre, som én aldrig har set dem før —
han kan nok ikke undvære hende en Minut paa Dagen. Men forstaar sig —
han fandt vel heller ingen anden som kunde bære Kærlighed til ham nu.
Det er noget ubegribeligt Djævletøj, den Kærlighed! — Men vi faar nok se
at komme hjemefter.“
„Ja saa skikker jeg Bud, naar hun skal i Jorden,“ sagde Kalle da de stod
uden for Huset.
„Ja gør det. Og skulde du komme i Bekneb for en Tikrone til Begravelsen,
maa du sige fra! — Farvel med dig da!“