Herskabet paa Stengaarden var næsten bestandig i Folkemunde, aldrig var
de helt ude af Befolkningens Sind. Der blev tænkt og talt lige saa meget
om Kongstrup og hans Kone som om hele det øvrige Sogn tilsammen, de var
jo Brødet for saa mange, Forsynet baade i ondt og godt; intet af hvad de
foretog sig kunde være ligegyldigt.
Det faldt ingen ind at anvende samme Maal og Vægt paa dem som paa andre;
de var noget for sig selv, Væsner der havde faaet meget at raade med og
kunde gøre og lade som de vilde — sætte sig ud over alle Hensyn, og
holde Lidenskaber. Det der udgik fra Stengaarden var for stort for
almindelige Mennesker at sidde til Doms over, det kunde være svært nok
at tyde hvad der gik for sig — selv om man var det hele paa saa nært
Hold som Lasse og Pelle. For dem som for de andre var Stengaardsfolkene
Væsner for sig, der levede deres Liv under større Forhold saa halvvejs
mellem Mennesker og Magter — i en Verden hvor saadan noget som
uudslukkelig Brynde og vanvittig Kærlighed huserede.
Hvad der skete paa Stengaarden gav derfor anderledes Spænding end
Sognets andre Begivenheder. Man lyttede maabende og spændt til den
mindste Ytring deroppe fra det høje Stuehus, og ved Udbruddene kom man
til at ryste og gik om knuget af Uhygge. Saa klart Lasse i de rolige
Perioder kunde synes han havde det hele for sig, saa rykkede Livet
deroppe pludselig uden for den daglige Erkendelse igen, og slog sig
omkring hans og Drengens Verden som en Taagesfære hvor lunefulde Magter
krigede — lige over éns Hoved.
— — —
Nu var Jomfru Køller paa Gaarden paa andet Aar trods alle ilde
Spaadomme; det havde tvært imod udviklet sig derhen, at enhver maatte
tage sin Tanke i sig igen. Hun holdt bestandig mere af at age med
Kongstrup til Staden, end af at blive hjemme og være Fruen til
Opmuntring i hendes Forladthed — saadan er nu engang Ungdommen. Ellers
bar hun sig anstændigt nok, og det var vitterligt, at Proprietæren igen
var faldet tilbage i sit gamle Hotelkæresteri derinde. Fruen selv nærede
da heller ingen Mistro mod sin unge Slægtning — om hun nogensinde havde
gjort det. Hun havde kastet al sin Godhed paa den Unge som kunde det
været hendes Datter; og ret ofte var det hende selv, der fik Jomfru
Køller med paa Vognen for at passe paa ham.
Ellers gik Dagene som sædvanlig, Fruen laa jævnt under for sin Smaadrik
og sin Kummer. Naar det onde havde sin Tur, græd hun over sit forspildte
Liv; og var han hjemme paa det samme, fulgte hun ham med sin Anklage fra
Stue til Stue, indtil han spændte for og tog Flugten — midt om Natten.
Væggene var saa inddrukne af hendes Stemme, at den aad sig tværs igennem
alt som en sørgelig Dur. De der traf til at være oppe om Natten for at
vaage ved Kreaturer eller lignende, kunde høre hendes tunge Tale hakke
endeløst deroppe, selv om hun var alene.
Men saa begyndte Jomfru Køller at lave paa at rejse; hun hittede ret
hovedkulds paa, at hun vilde til Hovedstaden og lære noget saa hun kunde
sørge for sig selv. Det kom besynderligt, da hun dog havde al Udsigt til
at arve Proprietærens engang. Fruen blev helt elendig ved at skulle
miste hende, hun glemte rent sine andre Bekymringer og gik og snakkede
for hende bestandig. Selv efter at det hele var slaaet fast, da de stod
i Rullestuen sammen med Pigerne og gjorde Jomfru Køllers Tøj i Orden til
Rejsen, blev hun ved med sit — til ingen verdens Nytte. Hun havde det jo
med ikke at kunne slippe Taget igen hvor hun først fik fat — som alle
Stengaarderne!
Der var noget besynderligt ved Jomfru Køllers Paastaalighed; hun havde
ikke engang klart for sig hvad hun vilde tage sig til derovre. „Hun skal
vel saa over og lære at koge?“ sagde en og anden med et forblommet Smil.
Husmandskonerne gjorde sig Ærende op paa Gaarden med Mælkespanden for at
forhøre sig hos Pigerne om Jomfru Køllers Vask: Der var Tegn her og Tegn
dér!
Fruen selv havde ingen Mistanke. Hun som ellers altid laa under for
Mistanken baade i Tide og Utide, var slaaet med Blindhed her. Det kom
vel af, at hun stolede saa fuldt ud paa sin Slægtning — og saá saa meget
i hende! Hun sansede ikke at sukke engang, saa optaget var hun af at faa
alt i god Orden. Det kunde ogsaa nok gøres Behov; Jomfru Køller havde
nok haft Hovedet fuldt af helt andre Ting, slig en Forfatning hendes
Sager var i.
„Jeg er nu glad for, at Kongstrup rejser over med hende,“ sagde Fruen
til Lyse Marie, en Aften de sad omkring den store Stoppekurv og bødede
den Unges Hoser efter Vasken. „København skal være en slem By for
uforfaren Ungdom at komme ind til. Men Sine begaar sig nok, hun har
Køllerslægtens gode Bund i sig.“ Hun sagde det helt barne-enfoldigt; der
kunde trampes ud og ind i hendes Hjærte med store Træsko paa, saa
mistroen hun ogsaa var. — „Til Julen kommer vi kanske over og ser til
dig Sine,“ føjede hun til i sin Hjærtens Godhed.
Jomfru Køller aabnede Munden og snappede Vejret i Angst men svarede
ikke. Hun holdt sig bøjet over sit Arbejde, og saa ikke paa nogen den
hele Aften. Hun saa aldrig frit paa nogen mere. „Hun skammer sig over
sin Træskhed!“ sagde de. Hende kunde Dommen da naa, hun skulde have
vidst hvad hun gjorde og ikke gaaet mellem Barken og Træet — tilmed her
hvor den ene havde sat al sin Lid til hende. —
Oppe i den øvre Gaard var den ny Karl Pær i Færd med at gøre den lukkede
Vogn i Stand. Erik stod hos og hang, han saa ulykkelig og forpint ud
Staklen — som altid naar han ikke var i Nærheden af Forvalteren.
Hvergang et Hjul skulde af eller paa, maatte han sætte sin Kæmperyg
under den svære Vogn og løfte. Lasse kom frem i Stalddøren engang
imellem, for at danne sig et Skøn over hvad der stod paa; Pelle var i
Skole første Dag i det ny Halvaar.
I Dag skulde hun saa rejse — Falskeblakken som havde ladet sig forlede
til at bedrage den der var som en Moder for hende! Fruen fulgte dem nok
tilmed ud til Dampskibet, siden den lukkede Vogn skulde af Sted!
Lasse gik ind i Kamret for at lægge et og andet til Rette, saa han kunde
slippe bort i Aften uden at Pelle mærkede det. Han havde givet Pelle et
Papir med lidt Sukkersager med til Madam Olsen. Paa Papiret havde han
malet et Kryds med en Blyknap, og det Kryds betød i al Hemmelighed, at
han vilde komme til hende om Aftenen.
Mens han tog sit pæne Tøj frem og skjulte det under noget Hø tæt ved
Uddøren, gik han og nynnede:
„— men Kærligheds Trang
den letted min Gang,
og Vejen forkortes ved Nattergals Sang.“
Han glædede sig saa urimeligt til om Aftenen, han havde ikke været paa
Tomandshaand med hende nu snart et helt Fjerdingaar. Saa var han ogsaa
stolt af at have taget Skriften til sin Raadighed — og det en Skrift som
Pellen nok lod være at udgranske, saa skarp en Skriftlæser han ogsaa
var.
Mens de andre tog deres Hvil efter Middag, gik Lasse ude og jævnede
Møddingen. Vognen stod deroppe med en stor Kuffert spændt bagpaa og en
anden staaende paa Højkant oppe paa Forsmækken. Lasse gik og grundede
paa, hvordan nu saadan en Pige bar sig ad, naar hun laa alene ude i den
store vide Verden og skulde yde Vederlag for sin Synd. Der maatte vel
være Steder, hvor de antog sig saadanne for god Betaling — derovre
fandtes jo alt!
Johanne Pihl kom vraltende ind ad Porten deroppe. Det gav et Ryk i Lasse
da han saa hende — hun kom aldrig for noget godt. Naar hun saadan frækt
stillede sig frem heroppe, var hun altid svirende, og saa veg hun ikke
tilbage for noget. Det var sørgeligt saa langt Ulykken kunde trække et
Menneske nedad — Lasse maatte mindes, hvilken vakker Pige hun havde
været i sin lyse Ungdom. Og nu gik hun kun ud paa at presse Mønt af sin
Skændsel! Han trak sig forsigtigt ind i Stalden for ikke at blive det
aabenbare Øjenvidne til noget. Derinde stod han og kiggede.
Soen gik frem og tilbage under Vinduerne og kaldte med tykt Mæle,
Stemmen vilde ikke rigtig lystre hende: „Kongstrup, Kongstrup! kom herud
og lad mig snakke med dig! Du maa afse nogle Penge til mig, din Søn og
jeg har ikke faaet Mad i tre Døgn.“
„Det er nu en helvedes Løgn!“ sagde Lasse indædt til sig selv „— for hun
har sit gode Udkomme. Men hun sviner med Guds Gaver — og nu er hun ude
paa at gøre Ondt.“ Han havde den største Lyst til at tage Greben og jage
hende paa Porten; men hendes giftige Tunge var ikke god at komme ud for.
Hun havde Foden paa Trappen men turde ikke gaa op, noget holdt hende i
Ave saa omtaaget hun var. Der stod hun saa og famlede ved Lænet og
gumlede paa en eller anden Tanke. Ind imellem hævede hun sit fede Ansigt
og raabte paa Kongstrup.
Jomfru Køller kom uforvarende op af Kælderen og gik mod Trappen; hun
havde Øjnene i Jorden, og saa ikke Soen før det var for sent. Saa gjorde
hun hurtigt omkring. Johanne Pihl stod og grinede.
„Kom her hen Jomfru og lad mig hilse paa dig!“ raabte hun. „Er du
storagtig du? — den ene kan vel være lige saa ren som den anden! Det er
kanske fordi du kan fare bort i en Karet og _faa_ din over Havet? mens
jeg fik min i en Roerække. Er det ogsaa noget at være kar over — vi har
vel staaet for den samme Korthorns? — — Du, gaa op og sig til
Stolthenriken, at hans Ældste svelter! Jeg tør ikke selv for de onde
Øjne!“
Jomfru Køller var forlængst nede i Kælderen igen; men Johanne Pihl blev
ved at staa der og køre løs med det samme og det samme, til Forvalteren
kom farende ud imod hende. Saa trak hun sig kæftende ud af Gaarden.
Karlene var blevet vækkede i Utide ved hendes Skrigen op, de stod
søvndrukne og spejdede bag Lodørene. Lasse holdt spændt Udkig fra
Stalden og Pigerne havde samlet sig i Bryggerset — hvad vilde der nu
ske. De ventede alle et eller andet forfærdeligt Udbrud.
Men der skete ingenting. Her hvor Fruen havde haft Ret til at ryste
Himmel og Jord, — saa troløst havde de faret frem imod hende — her tav
hun. Gaarden laa saa rolig som paa de Dage, hvor det var kommet til en
Slags Forklaring mellem dem og Kongstrup holdt sig i Skindet. Fruen gik
forbi Vinduerne deroppe og var at se til som enhver anden — der skete
ingenting!
Ord maatte der dog være faldet, for den Unge saa dygtig forgrædt ud da
de steg til Vogns, og Kongstrup havde sit fortumlede Væsen. Saa rullede
Karl Johan af med de to; Fruen lod sig ikke se. Hun skammede sig vel dér
hvor det tilkom de andre.
Der var intet sket som kunde løse Spændingen ud, og den laa som et Tryk
over dem alle. Hun maatte have besindet sig paa sin ulykkelige Lod og
opgivet at staa paa sin Ret, netop nu da enhver maatte give hende
Medhold! Denne Ro var saa unaturlig, saa urimelig, at den gjorde tung og
forstemt i Sindet. Det var jo, som led andre paa hendes Vegne og hun
selv ikke havde noget Hjærte!
Men saa gik der Hul paa det, Graaden begyndte at sive ud over Gaarden,
stille og jævnt som et rindende Hjærteblod. Hele Aftenen randt den
udover, saa fortvivlet havde Graaden aldrig lydt over Stengaarden — den
gik alle til Marv og Ben. Hun havde taget det fattige Barn til sig som
sit eget, og det fattige Barn sveg hende — enhver følte paa sig selv
hvor ondt hun maatte have det.
Om Natten steg Graaden til Skrig saa desperate, at selv Pelle vaagnede
ved det — vaad af Sved. „Det lyder som af en i den yderste Nød!“ sagde
Lasse og trak hastigt Bukserne paa, hans Hænder rystede og vilde ikke
makke ret. „Hun har da vel aldrig lagt formastelig Haand paa sig selv?“
Han tændte Lygten og gik ud i Stalden, Pelle fulgte nøgen efter.
Saa med et tav Skrigene, saa brat som var Lyden hugget over med Økse;
Stilheden der faldt paa sagde saa dødt, at det var for stedse. Gaarden
sank i Nattemulmet som en udslukt Verden. „Nu døde vor Madmoder,“ sagde
Lasse frysende og bevægede Fingrene hen over sine Læber, „maatte Gud
tage lidt mildt imod hende.“ De krøb angst i Seng.
Men da de kom op om Morgenen, saa Gaarden ud som paa enhver anden Dag;
Pigerne klaprede og larmede ovre i Bryggerset som sædvanlig. Lidt efter
hørtes Fruens Stemme deroppe, hun sagde Besked om Arbejdet. „Jeg
begriber det ikke,“ sagde Lasse hovedrystende „— saa brat kan ellers kun
Døden stanse noget. Hun maa have en forbasket Magt over sig selv.“
Nu saas det ret, hvilket dygtigt Kvindfolk hun var. Hun havde ikke sat
noget til i den lange Ørkesløshed, der kom Gang i Pigerne, og Kosten
blev bedre. Og en Dag mødte hun op i Kostalden for at efterse om de
malkede rent. Ret og Skel øvede hun ogsaa. En Dag kom de fra Stenværket
og klagede, de havde ikke faaet Arbejdsløn i tre Uger. Paa Gaarden
fandtes ikke Penge nok. „Saa maa vi skaffe,“ sagde Fruen, og de maatte
paa Stedet stille an med at tærske. Og en Dag Karna gjorde for meget
Vrøvl, fik hun en knaldende Lussing.
„Hun har lagt sig et nyt Sind til,“ sagde Lasse.
Men de gamle Arbejdsfolk kunde genkende baade det ene og det andet fra
deres unge Dage. „Hun har taget Slægtens Sind,“ sagde de „— en rigtig
Køller er hun.“
Saadan gik Tiden uden Forandring, hun var støt i sin Ro som hun forhen
havde været støt i sin Jammer. Det laa ikke til Køllerne at sadle om,
naar de først havde sat deres Sind ind paa noget. Saa kom Kongstrup hjem
fra Rejsen; hun kørte ikke ud efter ham men tog imod ham paa Trappen,
mild og god. Enhver kunde se hvor glad og forundret han blev — han havde
nok ventet sig en anden Modtagelse.
Men om Natten da alle laa i deres gode Søvn kom Karna og bankede paa
Karlenes Vindu. „Staa op og kør efter Doktoren!“ raabte hun „men I faar
skynde jer!“ Raabet klang af Liv og Død, og de tørnede hovedkulds ud.
Lasse der havde for Vane kun at sove med det ene Øje ligesom Hønsene,
var første Mand paa Pletten og havde allerede Hestene ude af Stalden,
faa Minutter efter jog Karl Johans Køretøj ud af Gaarden. Han havde en
Mand med sig til at holde Lygten. Det var bælgmørkt, men man kunde høre
Vognen skære sig frem i vild Fart, til Lyden blev ubegribelig tynd. Et
Øjeblik tog den ny Klang — Køretøjet var drejet ind paa den
makadamiserede Vej en halv Mil borte; saa døde den hen.
I Gaarden gik de og skuttede sig og kunde ikke finde Ro, de drev ind i
Kamrene og ud igen for at stirre op til de høje Vinduer, hvor man løb
frem og tilbage med Lys. Hvad var der sket? Det var noget med
Proprietæren, for nu og da hørte man Fruens kommanderende Stemme nede i
Køkkenet — men hvad? I Bryggers og Folkestue var der mørkt og stængt.
Hen paa Morgenen da Doktoren var kommet og havde taget Sagerne i sin
Haand, faldt der noget mere Ro over det hele, og Pigerne saa Lejlighed
til at smutte ud i Gaarden. Straks vilde de ikke sige, hvad der var paa
Færde; de stod og saa undvigende til hinanden og lo saa besynderlig
fæisk. De fik det da efterhaanden frem ved at fortælle saa den ene saa
den anden i smaa Stød: Kongstrup havde i et Anfald af Vildelse øvet Vold
mod sig selv — han havde nok været drukken. Deres Ansigter fortrak sig
hæsligt i en Blanding af Rædsel og Fnisen; og da Karl Johan alvorligt
spurgte Lyse Marie: I lyver da vel ikke? brast hun i Graad. Der stod hun
og lo og græd mellem hinanden, det hjalp ikke, alt det Karl Johan
skammede hende ud.
Men sandt var det, skønt det lød som den forrykteste Sansage, at en Mand
kunde gøre noget saadant ved sig selv. Det var en Sandhed der tog baade
Mund og Mæle!
Det varede noget inden man kom sig saa vidt, at man kunde anvende sin
Tanke paa det; men saa var der ogsaa et og andet der faldt lidt
urimeligt. I Beruselse kunde det ikke være sket, for Stengaardsbonden
drak aldrig hjemme; han drak overhovedet ikke at nogen vidste, men tog
sig blot et Glas i et godt Lag. Snarere var det Anger og Ruelse; med det
Liv han havde ført lod det sig dog høre — skønt det faldt underligt ud,
at en Mand af hans Beskaffenhed skulde bære sig saa desperat ad.
Men det var ikke tilfredsstillende! Og ganske læmpeligt, uden at nogen
kunde pege paa noget Spring, vendte alle Tanker sig mod hende. Hun havde
ændret sig paa det sidste, det Køllerske Blod var brudt frem i hende! Og
i den Slægt havde de aldrig ladet sig træde ned uhævnet.