„Fire“ — Karl Johan lod Blikket løbe tællende ud over Vognen. „Nej tag
kun fem du, det giver en Spids til hver!“ sagde han flot. „Men se nøje
til, at det er rigtigt Bajerskøl de giver dig.“
En Spids — saa det hed en Spids? Der var nu ingen Ende paa alt det, den
Karl Johan havde Rede paa. Og Ordet Bajerskøl udtalte han lige saa let
som andre vendte Skraaen i Munden. Men han var jo betroet Mand paa
Gaarden nu, og kørte ofte Ærende til Staden!
Det gav Humør og Spænding — de fleste af dem havde aldrig smagt
Bajerskøl før. Lasse og Pelle vedgik aabent deres Uerfarenhed; men
Anders lod som han havde drukket sig fuld i det mere end én Gang, skønt
enhver vidste det var Løgn.
Mons kom varligt balancerende med Øllet i Favnen — det var dyrebare
Sager. Drikken blev skænket op i de store Snapseglas som var til Punsen
— i Staden drak man jo Øllet af vældige Krus, men Karl Johan fandt at
det var noget svinsk Fylderi. Pigerne vægrede sig ved at drikke og var
henrykte alligevel. „Saadan er de altid naar én byder dem det bedste,“
sagde Mons. De blev røde i Hovedet af Begivenheden, og troede de var
fulde. Lasse skyllede sit Øl ned med en Snaps Brændevin — det smagte ham
rent ud sagt ikke. „Jeg er bleven for gammel,“ sagde han undskyldende.
Maden blev pakket ned, og de begav sig ud i sluttet Trop for at se paa
Udsigten. Man maatte arbejde sig gennem en hel Vognborg for at naa op
til Paviljonen. Overalt vrinskede Heste og slog bag op saa Barken røg af
Trærne, Karle væltede sig ind paa dem og flaaede dem i Mulen til de blev
skikkelige igen; Kvinderne skreg og løb hid og did som forskrækkede
Høns, med løftede Skørter.
Oppe fra Højen tog de et Skøn over Menneskemængden, ned ad Højens Sider
og ind i Skoven hinsides Vejene — overalt var der tæt med Køretøjer. Og
nede ved Trekanten hvor de to store Landeveje mødtes, svingede bestandig
nye Læs ind. „Her er langt over tusend Par Heste i Skoven i Dag,“ sagde
Karl Johan. Ja langt over! — her var en Million om det forslog, tænkte
Pelle. Han var fast besluttet paa at faa saa meget som muligt ud af
alting i Dag.
Dér holdt Brogaardsvognen, og dér kom Folkene fra Hammersholm helt ude
paa det yderste af Nordlandet. Her var Folk fra Strandgaardene ved
Dueodde, og Rønnebo og Neksøbo i Mængde — hele Øen var her. Men det var
ikke Tiden nu at falde i med Kendinger. „Vi ses i Eftermiddag!“ raabtes
der paa Kryds og tværs.
Karl Johan førte an paa Turen — det hørte med til en Forkarls Pligter at
vide Vej i Almindingen. Lyse Marie holdt sig trofast ved hans Side,
enhver kunde se hvor stolt hun var af ham. Mons gik med Raske Sara i
Haanden, de gik og slængede og lignede et Par glade Børn. Bengta og
Anders havde lidt svært ved at forliges, de trættedes hvert Øjeblik men
mente forresten ikke større med det. Og Karna gik og gjorde sig til.
Ned i en Mose kom man, og op igen ad stejle Sider hvor de vældige Trær
stod med Tæerne i Nakken paa hverandre. Pelle sprang som et Kid til alle
Sider. Inde under Granerne var der Myretuer saa store som Høstakke,
Myrerne havde brede trampede Veje, der løb som Fodstier bort mellem
Trærne og ingen Ende vilde tage; det var Hærskarers Mangfoldighed der
vandrede frem og tilbage paa de Veje. Under nogle smaa Graner var et
Pindsvin i Færd med at angribe en Hvepserede; det løb Snuden ind i
Reden, trak sig hastigt tilbage og nyste. Det saa fortærende grinagtigt
ud, men Pelle maatte videre — efter de andre. Og snart var han langt
forud for dem, og laa paa Maven i en Grøft hvor han havde lugtet
Skovjordbær.
Lasse kunde ikke holde Trit med Ungdommen op ad Bakke, og Karna gik det
ikke bedre. „Vi er halvgamle vi to,“ sagde hun, mens de pustende slæbte
sig opad.
„Ja saa, er vi det mon?“ svarede Lasse som følte sig helt ung i Sindet —
det var blot Pusten det kneb med!
„Det gaar vel dig som mig: Nu har én stræbt for andre i saa mange Aar og
føler Trang til at faa sit eget.“
„Ja det kan jo nok være,“ sagde Lasse undvigende.
„Helt tomhændet kom én jo heller ikke ind til det — hvis at det var.“
„Ja saa.“
Karna blev ved med sit, men Lasse kneb bestandig bag om Ord til de
naaede hen til _Rokkesten_, hvor de andre stod og ventede. Højsa, det
var en ordenlig Blok! tusend Skippund sagde man den vejede. Men Mons og
Anders kunde rokke den ved at stikke et Spær under dens ene Ende.
„Saa skulde vi vel til Røverborgen,“ sagde Karl Johan; og de travede
videre — op og ned bestandig. Lasse masede paa for at blive paa Siden af
de andre, han var ikke rigtig tapper ved at være ene med Karna. Det var
dog en ukristelig Masse Trær, og Skoven var ikke ensartet som andre
Steder i Verden. Der var Birk og Gran, Bøg og Lærk og Røn mellem
hverandre — og Kirsebærtrær i lange Baner. Forkarlen førte dem hen over
et lille sort Vand, der laa under Klippen og stirrede op som et ondt
Helvedesøje. „Her var det, Liden Anna druknede sit Barn — hun som blev
besvangret af sin Husbond!“ sagde han dvælende. De kendte alle Historien
og stod tavse over Vandet, Pigerne havde Taarer i Øjnene.
Som de stod der tavse og ofrede Liden Annas triste Skæbne en alvorlig
Tanke, steg en usigelig blød Tone op til dem efterfulgt af en lang
hjærtevarmende Hulken. De flyttede sig og tyede nærmere ind til
hinanden. „Jesus“ hviskede Lyse Marie frysende „nu græder Barnesjælen.“
Pelle stod stivnet i Lytten, Kulden gik i Bølger over hans Ryg.
„Det er jo Fjælstavnen“[1] sagde Karl Johan „kender I ikke engang den?
Der er hundetykt af den her i Skoven, og den synger midt om Dagen.“ Det
virkede befriende paa de voksne, men Pelle kunde ikke saadan slippe sin
Gru. Han havde stirret dybt ind i den anden Verden, og enhver Forklaring
prellede af paa ham.
Men saa kom Røverborgen som en stor Skuffelse. Han havde tænkt sig den
befolket af Røvere; og saa var det ikke andet end nogle Kampestens
Ruiner, der laa paa et lille Bjærg midt i en Mose. Han gik paa egen
Haand neden om det hele for at se, om der ikke skulde være en hemmelig
underjordisk Gang som førte ned til Vandet. Hvis der var, vilde han i al
Stilhed faa fat paa Faderen og trænge ind og lede om Pengekisterne —
ellers blev de for mange om at dele. Men det strøg forbi, for en egen
Duft fangede ham ind. Han dumpede ned i en Skovbund, der var
saftdrivende grøn af Konvaller som blomstrede svagt endnu — og af vilde
Jordbær. Her var saa mange, at han maatte hen og kalde paa de andre.
Saa glemte han ogsaa det, mens han banede sig Vej gennem Rankerne for at
slippe op. Han havde tabt Stien og forvildet sig ind i det klamme Mørke
under Klippen. Ranker og Tjørn flættede sig ind i de overhængende Grene
til et lavt tungt Loft; der var ikke Dag at skelne til nogen Side, men
Løvet gød sælsomt grønt Lys gennem Flætværket. Bunden var slibrig af
Væde og forraadnet Kryb; under Klippevæggen hang dirrende Bregner med
Toppen nedad; der sivede Vand fra dem som fra dryppende Haar. Vældige
Trærødder laa udspændte over Klipperne, og lignede nøgne sorte
Djævlekroppe der vred sig for at komme løs. Et Sted lidt fremme slog
Solen tværs gennem Mørket i brændende Ild, udenom dampede det blaaligt
og tonede — som fra et Tærskeværk langt borte.
Pelle stod og samlede sig Rædsel til, saa hans Haser klippede. Saa
sprang han som en besat, tusend Skyggehænder rakte efter ham i det
samme; han sled sig gennem Tjørn og Ranker med en svag Tuden. Dagslyset
kom som et Slag imod ham, og bagved havde nogen et fast Tag i hans
Klæder; han maatte raabe paa Far Lasse af al sin Nød før det slap.
Saa stod han midt ude paa Mosen, og dér højt oppe over hans Hoved sad
de, paa en Klippespids midt i Løvmasserne. Deroppe fra saa det ud som
Verden var lutter Skovtop, der steg og faldt igen i det uendelige; det
var Løv dybt nede under ens Fødder og ud saa langt Øjet rakte, op og
ned. Man kunde fristes til at kaste sig ud i det, saa indbydende blødt
saa Dybet ud. Karl Johan maatte til Advarsel for de andre fortælle om
Skræddersvenden, der sprang lige ud fra en Klippespids her i Almindingen
— netop fordi Løvet saa saa fristende blødt ud. Mærkværdig nok slap han
levende fra det, men det høje Træ han faldt igennem klædte ham
fuldstændig af.
Mons havde staaet og drillet Sara med, at han vilde springe ned, nu trak
han sig forsigtigt tilbage. „Jeg vil ikke vove Konfirmationstøjet,“
sagde han og forsøgte at se gemytlig ud.
Det mærkværdigste af alt var alligevel Rytterknægten med Kongemindet.
Alene det Taarn — ikke en Stump Træ var der benyttet til det, men bare
Granit; og saa gik man rundt og rundt i en Uendelighed. „I tæller vel
Trinene?“ sagde Karl Johan manende. Ja da, de talte indvendig alle
sammen.
Det var klart Vejr, Øen bredte sig under dem i al sin Frodighed. Karlene
skulde først og fremmest prøve, hvordan det var at spytte ned, men
Pigerne var svimle og stod sammen i en Klynge midt paa Platformen.
Kirkerne blev talt under Karl Johans kyndige Vejledning, og alle de
kendte Steder peget ud. „Dér har vi jo Stengaarden ogsaa,“ sagde Anders
og viste paa noget langt borte mod Havet. Det var ikke Stengaarden, men
Karl Johan kunde paa en Prik sige, bag hvilken Bakke den skulde ligge,
og Stenværket fik de da draget Kending paa.
Lasse tog ingen Del i det, han stod helt stille for sig selv og stirrede
over mod Sverigs Kyst, som traadte blaanende frem langt borte bag det
lysende Vand. Synet af Hjemlandet gjorde ham veg og gammel; hjem kom han
vel aldrig mere, skønt han skulde have svært Mod paa at se Bengtas Grav
engang endnu. Ja ja, og det bedste der kunde times én, var vel at faa
Lov at hvile sig ved hendes Side, naar alting andet var slut. I dette
Øjeblik angrede han paa, at han var gaaet i Landflygtighed paa sine
gamle Dage — Kungstorpet hvordan mon det saa ud nu? mon de nye Folk
holdt Jorden i nogenlunde Drift? Og alle de gamle Kendinger — hvordan
mon de trivedes? Gammelmands Minderne kom saa stærkt op i ham, at han
for en Stund glemte Madam Olsen og alt hendes. Han lod sig vugge hen af
alt det gamle, og græd indvendig som et lille Barn. Ak ja, det var ødt
at være borte fra Hjemstavn og alting paa sine gamle Dage. Men maatte
det blive til Velsignelse for Pøjken paa en eller anden Vis, saa var alt
jo godt og vel.
„Det er vel saa Kongens København man ser derovre?“ spurgte Anders.
„Det er Sverig,“ svarede Lasse stille.
„Sverig, saa saa? Men det laa jo til den Side i Fjor om jeg ret mindes.“
„Ja naturligvis! Hvad gik Jorden vel ellers rundt for?“ udbrød Mons.
Anders var lige ved at tage det for gode Varer, men opfangede en
Grimasse Mons lavede til de andre. „Ak din fule Abekat,“ udbrød han og
sprang efter Mons der satte ned ad Stentrappen, det buldrede hult efter
dem dernede som i en vældig Tønde. Pigerne stod lænede til hinanden og
vuggede svagt, i tavs Stirren mod det lysende Vand, der fjærnt ude slog
sig om Øen. Svimmelheden havde løsnet deres Legemer.
„I staar jo og drømmer lige ud af Øjnene,“ sagde Karl Johan og forsøgte
at slaa Armene om dem alle. „Vil I ikke med ned?“
Nu var alle godt trætte. Ingen sagde noget, for Karl Johan førte jo; men
Pigerne havde en Tilbøjlighed til at sætte sig ned.
„Nu er der kun Ekkodalen til Rest,“ sagde han opmuntrende, „og den
ligger paa Vejen tilbage. Den maa vi have med, for det er Tøj det! Der
skal I høre et Ekko, som hede Helvede ikke har Mage til.“
Det gik trevent, Fødderne var ømme af Lærfodtøjet og den megen Gaaen til
Unytte. Men da de saa kom fra den stejle Klippevæg ned i Dalen og havde
drukket af Kilden, kviknede de til. Karl Johan stillede sig op med
skrævende Ben og raabte over mod Klippen: „Hvad er Karl Johans største
Glæde?“ Og Ekkoet svarede paa staaende Fod „Æde!“ Det var ovenud
grinagtigt, de maatte alle forsøge det hver med sit Navn — selv Pelle.
Da det var udtømt lavede Mons paa Stedet et Spørgsmaal, som fik Ekkoet
til at svare med en Uartighed.
„Saadan noget maa du ikke lær’en,“ sagde Lasse. „Sæt nu her kom fine
Damer, og han saa gav sig til at raabe det efter dem.“ De var lige ved
at dø af Latter over den Gamles Vittighed; og han var saa henrykt over
Bifaldet, at han blev ved at gentage den for sig selv paa Tilbagevejen.
Ho, ho — helt til Rotterne var man vel ikke endnu heller.
Da de naaede tilbage til Vognen, var de skrupsultne og gav sig til at
holde Maaltid. „Noget maa man jo have at staa imod med, naar man gaar
saadan og driver,“ sagde Mons.
„Se nu,“ sagde Karl Johan da de var færdige, „nu kan enhver have Lov at
gaa som han lyster. Men Kl. 9 paa Slaget samles vi her igen. Saa skal vi
køre hjem.“
Oppe ved Pladsen gav Lasse Pelle et hemmeligt Puf, og de gav sig til at
handle med en Kagekone til de andre var kommet godt foran. „Det er ikke
rart at være tredje Hjul til en Vogn,“ sagde Lasse. „Nu vil vi to gaa
lidt paa egen Haand.“
Lasse gik og strakte Hals. „Søger du nogen?“ spurgte Pelle.
„Nej ikke just det, men jeg undres paa hvor alle de Mennesker kommer
fra. Her er fra hele Landet, kun nede fra Lejet har jeg ingen set.“
„Tror du ikke Madam Olsen kommer herind i Dag?“
„Ja Gud ved,“ sagde Lasse — „det kunde forresten være morsomt at hilse
paa hende. Jeg skulde nu gærne tale et Par Ord med hende ogsaa. Du har
jo unge Øjne — kan du ikke holde Udkig?“
Pelle fik 50 Øre, som han maatte give ud til hvad han vilde. Rundt om
Pladsen sad Lyngens fattige Koner ved smaa Stader og solgte kulørte
Sukkerstænger, Honningkager og Toøres-Cigarer. Foreløbig gik han fra
Kone til Kone og købte for én eller to Øre af hver.
Henne under Trærne stod Blinde Høyer, som var kommet lige fra
Hovedstaden med nye Viser; der var tæt med Mennesker omkring ham. Han
spillede Melodien paa sin Harmonika, hans lille visne Kone sang for, og
hele Skaren fulgte forsigtigt med. De der havde lært Melodierne gik
syngende bort, og andre trængte sig frem paa deres Plads og erlagde
5-Øren.
Lasse og Pelle stod og lyttede i Udkanten. Der var ingen Nytte til at
betale Penge, før man vidste hvad man fik for Varer; i Morgen var de
Viser alligevel over hele Øen og gik gratis fra Mund til Mund. — „_En
Mand paa firsindstyve Aar_ — ny og gemytlig Vise om hvordan det gaar,
naar en affældig Mand tager sig en ung Kone!“ raabte Høyer hæst, inden
Sangen begyndte. Den Vise brød Lasse sig nu ikke stort om. Men saa kom
den forfærdelig sørgelige Vise om Sømanden George Semon der tog saa øm
en Afsked med sin Pige:
— —
og sagde naar atter her jeg staar,
da glad med dig jeg til Kirke gaar.
Men han kom aldrig tilbage, for Stormen faldt over dem i femogfyrretyve
Dage, Provianten slap op, og Pigens Ven sank hen i Vanvids Mørke. Han
drog sin Kniv mod Kaptejnen og forlangte at komme hjem til sin Brud;
Kaptejnen skød ham ned. Saa styrtede de andre sig over Liget, bar det
til Kabyssen og kogte Suppe paa det:
„Men hjemme venter den stakkels Pige,
hun vil fra Stranden slet ikke vige.
Hun vil staa Brud, ak den stakkels Mø
ved ej, at Brudgommen maatte dø.“
„Den er vakker,“ sagde Lasse og rodede rundt i Pengepungen efter en
5-Øre, „den faar du forsøge at lære — du har jo Gehør for sligt.“ De
puffede sig gennem Mængden helt hen til Spillemanden og begyndte varsomt
at synge med, rundt om dem snøftede Pigerne. — — — —
De drev op og ned mellem Teltene, Lasse var noget stundesløs. Det var en
hel lang Gade af Danseboder, Telte med Gøglere og Panoramamænd,
Beværtninger. Udraaberne stod og svedte, Værtshusholderne gik frem og
tilbage foran Teltaabningen som graadige Rovfugle. Endnu var der ikke
rigtig Gang i Sagerne, de fleste Mennesker var ude omkring paa
Udsigtspunkterne; eller de morede sig i al Skikkelighed — kilede løs paa
Kraftprøven og gled ud og ind af Gøglerteltene. Der var ikke den Mand,
uden han var i Følge med sin Kvinde. Ved Beværterteltene gik mangen en i
Staa, men Fruentimmeret svang ham forbi; saa gabede han og lod sig slæbe
op i en Karussel, eller ind i Panoramateltet hvor man saa de dejligste
Billeder af, hvordan Kræft og andre Elendigheder regerer i Menneskets
Indre.
„Det er rigtig Sager for Kvindfolkene dette her,“ sagde Lasse og sendte
et Suk ud efter Madam Olsen paa maa og faa.
Paa Madvigs Karussel sad Gustav højt til Hest med Bodil om Livet. „Tju
Gamle!“ raabte han idet han snurrede forbi, og daskede Lasse om Ørerne
med sin Kasket der havde den hvide Side udad. De straalede som Dagen og
Solen, de to.
Pelle vilde have sig en Karusseltur. „Saa vil jeg jagu ogsaa have noget,
der kan faa det til at gaa rundt!“ sagde Lasse og gik ind og tog sig en
„Gjøk“ — Kaffe med Brændevin i. „Der er somme der kan gaa saadan ud af
den ene Beværtning og ind i den anden, uden at det mindsker i
Pengepungen,“ sagde han da han kom ud. „Det kunde være morsomt at
forsøge — et Aar bare. — Hyss!“ Henne ved Max Alexanders „Grønne Hus“
stod Karna ganske alene og saa sig saa langeligt om; Lasse trak Pelle
udenom i en stor Bue.
„Dér staar jo Madam Olsen hos en fremmed Mand,“ sagde pludselig Pelle.
„Hvor?“ det gav et Sæt i Lasse. — Ja dér stod hun jo, og havde Mandfolk
paa! og ivrig var hun i Snakken! De gik foran hende uden at stanse op —
saa kunde hun jo selv vælge.
„Ih men saa vent dog lidt,“ raabte Madam Olsen og kom løbende saa
Skørterne slog Smæld om hende; hun var rund og mild som altid, og
struttede af mange Lag godt hjemmevirket Tøj — der var ingen knappe
Steder.
De gik sammen opefter og talte lidt om ligegyldige Ting; af og til
vekslede de Øjekast om Drengen, som var dem i Vejen. De maatte gaa saa
adstadigt uden at turde røre ved hinanden — han led ikke det mindste
Fjas.
Oppe ved Paviljonen var der helt sort af Mennesker nu, man kunde føje
gaa et Skridt uden at træffe Kendinger. „Det er værre endnu end naar
Bierne sværmer,“ sagde Lasse, „det er ikke værd at vove sig derind.“ Et
Sted var Bevægelsen udadgaaende, og ved at følge den kom de ned i en
Dal, hvor en Mand stod og raabte og huggede Næverne i en Talerstol. Der
var Missionsmøde; Tilhørerne laa lejret i Smaagrupper langt op ad
Skraaningerne, en Mand i lange sorte Klæder gik stille fra Gruppe til
Gruppe og solgte Smaaskrifter. Han var hvid i Ansigtet, og havde tyndt
rødt Skæg der faldt langt ned.
„Ser du ham dér?“ hviskede Lasse og puffede til Pelle. „Gud min Sjæl om
det ikke er Lange Ole — og med Handske paa den lemlæstede Haand. — Det
var ham, som maatte tage Synden paa sig for Per Olsens falske
Sværgedom!“ vendte Lasse sig forklarende til Madam Olsen. „Han stod ved
Maskinen dengang Per Olsen skulde have undgældt med sine tre Fingre, og
saa blev det hans der røg i Stedet for. Han kan nu være glad for den
Fejltagelse alligevel, de siger han er kommet svært saa højt paa Straa i
de Helliges Lag. Og fin i Huden er han blevet som en Frøken — det er
noget andet end da han læssede Møg paa Stengaarden. Det skal være Plasér
at sige Goddag til ham engang igen.“
Lasse var helt stolt af at have tjent sammen med den Mand og stillede
sig foran de andre, han vilde gøre Indtryk paa sin Veninde ved at sige
et rigtig djærvt: Goddag du Ole! Lange Ole var ved den nærmeste Gruppe,
nu kom han hen til dem og skulde række Traktaterne frem. Men et Blik paa
Lasse fik ham til at tage Haand og Øjne til sig; han sukkede dybt og gik
med bøjet Hoved til den næste Gruppe.
„Saa I hvor han vred Øjnene i Hovedet?“ sagde Lasse spottende. „Naar
Skidt kommer til Ære, ved det ikke hvordan det vil være! Han havde jo
ogsaa faaet Ur paa Lommen og lange Klæder paa — forhen havde han ikke
engang Skjorten paa Kroppen. Og en ugudelig Djævel var han! Men Fanden
hytter sine, som Ordet gaar; det er nok han som har hjulpet ham frem,
ved at forbytte Pladserne ved Maskinen. Der har de ligegodt snydt
Vorherregubben saa Øjnene randt paa’n.“
Madam Olsen tyssede paa Lasse, men „Gjøken“ kom op i ham sammen med
Vreden: „Saa _han_ vil ikke kendes ved hæderlige Folk, som kommer til
sit paa en ærlig Maade og ikke ved Filureri! Ja de siger jo, at han nu
er Kærest med Gaardmandskonerne hvor han kommer frem; men engang maatte
han sku tage til Takke med Soen.“
Folk begyndte at lægge Mærke til dem, og Madam Olsen tog Lasse bestemt
ved Armen og trak af med ham.
Solen stod lavt nu. Oppe paa Pladsen gik Masserne og trampede rundt og
rundt som i en Trædemølle; nu og da kom en fuld Mand farende og banede
sig en bred Vej i Folkestimen. Nede fra Teltpladsen kogte Larmen op:
Lirekasser der sled hver sin Melodi, Udraabere, Dansegulvenes Orkestre
og de taktfaste Stamp af en Skotsk eller Rejlænder. Kvinderne gik i
Klynger og drev op og ned, med lange Blikke ind i Beværterteltene, hvor
deres Mandfolk sad, nogle stillede sig op ved Teltaabningen og stod og
gjorde lokkende Tegn ind.
Inde under Trærne stod en døddrukken Karl og labbede op ad en Træstamme,
en Pige stod hos ham og græd i sit sorte Damaskes Forklæde. Pelle
betragtede dem længe, Karlen havde Klæderne i Uorden, og dængede sig
over Pigen med et fjollet Grin naar hun grædende søgte at rette ved hans
Tøj. Da Pelle vendte sig om, var Lasse og Madam Olsen blevet borte for
ham i Færdslen.
De var nok gaaet saa smaat i Forvejen, og han gik nedad, hele Gaden til
Ende. Saa vendte han mismodig om og søgte op efter Pladsen; han borede
sig ind og ud i Strømmen og havde sine Øjne alle Vegne. „Har I ikke set
Far Lasse?“ spurgte han ynkeligt naar han traf Kendinger.
Inde i den tykkeste Sværm gik en stor Mand og deklamerede lyksaligt, med
Panden i Sky. Han var Hovedet højere end de andre og meget bred; men
Godheden lyste af ham, han vilde omfavne alle. De veg skrigende til
Side, saa der blev en bred Vej, hvor han gik. Pelle holdt sig bagefter
ham og slap frem gennem den tykkeste Masse; derinde stod Herredsbetjente
og Skovløbere fordelte hver paa sin Post, støttet paa tykke Knipler. De
havde Øjne og Øren paa Vagt, men blandede sig ikke i noget. Det hed sig,
at de havde Haandjærn i Baglommen.
Pelle var kommet ned paa Vejen i sin fortvivlede Søgen. Vogn efter Vogn
arbejdede sig forsigtigt frem gennem Dunkelheden ind under Trærne, saa
rullede de frem i det blændende Aftenlys og tog Landevejen fat med store
Knald. Det var de Hellige der kørte hjem.
Han kom i Tanke om Tiden og spurgte en Mand hvad Klokken var. Ni! Pelle
maatte løbe for ikke at komme for sent til Vognen. Paa Vognen sad Karl
Johan og Lyse Marie og spiste: „Kom op med og faa dig nogen Mad!“ sagde
de. Pelle var hungersulten, han glemte alting mens han aad. Men saa
spurgte Karl Johan om Lasse, og Kvalen meldte sig paa ny.
Karl Johan var gnaven; ikke en eneste var mødt ved Vognen, skønt det var
den aftalte Tid. „Nu er det bedst du holder dig nær ved os!“ sagde han
da de gik opefter, „ellers kan du let blive slaaet fordærvet.“
Oppe i Skovbrynet kom Gustav løbende. „Har ingen af jer set Bodil?“
spurgte han gispende, han havde oprevne Klæder og Blod paa
Skjortebrystet. Han jog stønnende videre og forsvandt under Trærne.
Derinde var der helt mørkt, men Pladsen laa i et sælsomt Lys, som ingen
Steder kom fra men syntes at være ladt i Stikken der af den flygtende
Dag. Ansigterne tonede spøgelseagtigt blege frem derude i Lyset — eller
stod som sorte Huller i det for pludselig at bryde frem, dybtrøde af
Blodbrand.
Menneskene tumlede rundt i øre Klynger, hvinende og larmende. Hede Par
glemte sig selv midt i Vrimlen; to Mænd kom gaaende med hinanden kærligt
om Halsen, pludselig laa de og væltede sig i Slagsmaal. Andre blandede
sig i det og tog Parti uden at kere sig om Oplysninger — det blev til en
hel væltende Dynge. Saa kom Øvrigheden og slog løs med sine Stokke; de
der ikke løb deres Vej blev bundne og smidt ind i en tom Stald.
Pelle var helt syg og holdt sig ind til Karl Johan, det sprat i ham
hvergang en Bande nærmede sig dem. „Hvor er Far Lasse?“ sagde han
klynkende, „lad os gaa og finde ham.“
„Aa hold Mund!“ udbrød Forkarlen, der stod og anstrængte sig for at faa
Øje paa sine Medtjenere. Han var gal i Hovedet over denne
Uefterrettelighed. „Staa ikke der og tud! Løb hellere ned ved Vognen og
se om der er nogen kommet.“
Pelle maatte af Sted, saa ilde han var ved at vove sig ind under Trærne.
Løvet hang lyttende tyst, men oppe fra Pladsen drev Larmen herned i
Byger, og i Mørket under Buskene rørte Livet sig puslende og tog Stemmer
af Fryd eller Graad. Pludselig skar et Hvin sig gennem Skoven og fik ham
til at klippe sammen i Knærne.
Karna sad bag i Vognen og sov, lænet til Forsædet stod Bengta og græd.
„De har sat Anders fast,“ hulkede hun. „Han blev vild, og saa lagde de
Haandjærn paa ham og satte ham fast.“ Hun fulgte med op.
Lasse stod hos Karl Johan og Lyse Marie; han saa udfordrende paa Pelle,
inde i hans sammenknebne Øjne var der tændt en lille opsætsig Glød.
„Saa var det altsaa kun Mons og Raske Sara,“ sagde Karl Johan og
mønstrede dem.
„Men Anders da? Du vil vel ikke køre fra Anders?“ hulkede Bengta.
„Anders ham er der ingenting at gøre ved!“ sagde Forkarlen. „Han kommer
nok af sig selv, naar han engang slipper ud.“
De fik opspurgt, at Mons og Raske Sara var nede paa et af Dansegulvene,
og gik derned ad. „Nu bliver I her!“ sagde Karl Johan haardt og gik ind
for at tage et Overblik over de Dansende. Derinde brændte Blodet som
dansende Sole; Ansigterne lignede Ildkugler der trak røde Kredse i den
blaa Taage af Sveddamp og Støv! Dump! dump! dump! Takten faldt drønende
som en Dommedagsnæve; og ude midt paa Gulvet stod en Karl og vred sin
Jakke, saa Vandet plaskede.
Fra et af Gulvene væltede en stor Karl ud med to Piger. Han havde en Arm
om Halsen paa hver af dem, og de foldede trofast Armene om hans Ryg.
Huen sad ham i Nakken, han var ved at gaa i Luften af Ubændighed, men
følte sig for behageligt besværet til at ytre sig ved Spring; saa
spærrede han Munden vidt op: „Tag mig Fanden! tag mig Satan! tag mig syv
Hundred Djævle!“ jublede han saa det gjaldede, og drog ind under Trærne
med sine Piger.
„Det var nok selve Per Olsen,“ sagde Lasse og saa langt efter ham — „det
er et Mandfolk det! Han ser vist ikke ud, som om han skulde bære paa
nogen Syndegæld til Vorherre.“
„Hans Dag kan vel komme endnu,“ mente Karl Johan.
Ved et rent Tilfælde fandt de Mons og Raske Sara, som sad og sov i
hinandens Favn paa en Bænk under Trærne. „Saa skulde vi vel se at komme
hjem?“ sagde Karl Johan langtrukkent; han havde gaaet saa længe og været
retskaffen, at han var blevet tør i Halsen. „Der er vel ingen af jer,
der giver et Afskedsglas?“
„Det gør jeg,“ sagde Mons — „hvis I vil gaa med op i Paviljonen og
drikke det.“ Mons var gaaet Glip af noget ved at sove, og følte Trang
til at komme Pladsen en Gang rundt. Hvergang et Hyl traf dem, sprang han
ved Raske Saras Side og svarede med en lang Hujen. Han prøvede at slide
sig løs, men hun holdt ham fast i Armen; saa svingede han med den tunge
Ende af sin Kuglestok og hujede udfordrende. Lasse spjættede med sine
gamle Lemmer og efterlignede Mons’ Hujen; han havde Mod paa alt andet
end at køre hjem han ogsaa. Men Karl Johan slog i Bordet — nu skulde det
være! Og han fik Medhold af Pelle og Kvinderne.
Ude paa Pladsen fik et Vræl dem til at stanse, Kvinderne søgte bagved
hver sit Mandfolk. En Mand kom løbende i bart Hoved, fra et stort Hul i
Tindingen flød Blodet ned over Ansigt og Kravetøj, hans Træk var
fordrejede af Rædsel. Bagefter ham kom en anden, ogsaa i bart Hoved — og
med dragen Kniv. En Skovløber traadte i Vejen for ham men fik hans Kniv
i Skulderen og faldt; Forfølgeren sprang videre. Idet han jog forbi dem,
udstødte Mons et kort Hyl og sprang ret i Luften; den anden fik hans
Kuglestok lige i Nakken og sank sammen med et Suk. Mons gled bag nogle
Klynger og forsvandt; nede ved Skovbrynet stod han og ventede paa dem.
Han svarede ikke paa Hylene mere.
Karl Johan maatte føre Hestene ved Hovederne til de fandt ud paa Vejen,
saa satte man sig til Vogns. Bagved var Larmen forsvunden, kun et enkelt
langt Raab om Hjælp skar Luften og faldt igen.
Nede ved en lille Skovsø havde nogle forglemte Piger samlet sig paa
Engen og legede paa egen Haand. Den hvide Damp laa over Græsset som et
lysende Vand, og Pigerne stod frem af den med Overkroppen. De gik i
Rundkreds og sang Skærsommernattens Sang. Ren og klar steg den muntre
Sang op, og var saa underlig trist at høre paa alligevel — fordi de der
sang den var ladt i Stikken af Svirekarle og Slagsbrødre:
Vi skal danse paa Bjærg og Bakker,
slide op vore Sko og Sokker.
Hej hop, min lille Hjærtesnup!
vi vil danse til Solen rinder op.
Hejhop, du skønne!
nu har vi danset i det Grønne.
Tonerne lagde sig saa mildt i Øre og paa Sind; Minde og Tanke maatte
rense sig for det der kunde være af hæsligt, og lade Dagen selv komme
til sin Ret som den Festdag den var. En uforlignelig Dag havde det nu
været for Lasse som for Pelle — med Oprejsning for mange Aars
Tilsidesættelse. Skade at den var forbi og ikke først skulde til at
begynde.
Paa Vognen var de matte nu, de nikkede hen eller holdt sig tavse. Lasse
sad og arbejdede nede i Lommen med den ene Haand. Han søgte at faa et
Skøn over, hvad Penge der var til Rest. Det var dyrt at holde Kærest,
naar man ikke vilde staa tilbage for Ungdommen i nogen Henseende. Pelle
sov og gled længer og længer nedad, til Bengta tog hans Hoved i sit
Skød; hun selv sad og græd sine modige Taarer over Anders.
Det dagedes stærkt, da de rullede ind paa Stengaarden.
----------
[1] Nattergalen.