Det var Pelle der en Dag i det første Skoleaar, han var oppe i Religion
og Fris spurgte om han kunde nævne Aarets tre største Helligdage, morede
alle ved at svare: „St. Hansaften, Høstgildesdagen og — og —“ Der var en
tredje ogsaa, men da det kom til Stykket undsaa han sig for at nævne den
— hans Fødselsdag! I visse Maader var den Aarets største, ihvorvel ikke
andre end Far Lasse kendte den. Og saa de der skrev Almanaken jo — de
vidste simpelthen Rede paa alting.
Den faldt paa den 26. Juni og hed Pelagius i Kalenderen. Om Morgenen
kyssede Faderen ham og sagde: Til Lykke og Velsignelse Pøjke! — og saa
laa der altid en lille Ting i Lommen naar han skulde trække i Bukserne.
Faderen var lige saa spændt som han selv, og stod inde hos ham mens han
trak i Tøjet, for at faa Del i hans Overraskelse. Men Pelle havde det
med at trække i Langdrag naar der forestod noget hyggeligt — des større
blev Glæden. Han gik med Vilje uden om den spændende Lomme, mens
Lassefar stod og trippede og ikke kunde nære sig. „Nej hvad er det med
den Lomme du? den er mig saa tyk! Du har vel aldrig været ude og
stjaalet Hønseæg i Nat?“ Saa maatte Pelle have Tingen frem — en stor
Bylt Papir — og til at pakke ud, Lag efter Lag. Og Lasse var
himmelfalden. „Hæ, det er jo ikke andet end Papir! Det var ogsaa noget
Skidt at gaa og fylde Lommerne med.“ Men inderst inde var der en
Svanekniv med to Blade. Tak! hviskede Pelle saa og havde Taarer i
Øjnene. „Aa fan, det er fattig Skænk det!“ sagde Lasse og klippede med
sine røde vippeløse Øjenlaag.
Ud over det mødte der ikke Drengen mere godt den Dag end ellers, men
alligevel var han højtidsstemt hele Dagen. Det fejlede aldrig at Solen
skinnede — saa sjælden klart endogsaa; og Kreaturerne saa vist paa ham
mens de laa og gumlede. „Det er min Fødselsdag i Dag du!“ sagde han og
hængte sig om Halsen paa Studen Nero — „kan du sige til Lykke?“ Og Nero
pustede varm Aande ned paa hans Ryg sammen med grøn Saft fra Tygningen.
Saa gik han lykkelig om og stjal grøn Sæd til den og sin Yndlingskalv,
holdt den ny Kniv — eller hvad det nu var blevet — i Haanden den
udslagne Dag, og lagde en egen højtidelig Dvælen ind i alt hvad han tog
sig for. Hele den lange Dag kunde han faa til at svulme af
Højtidsstemning; og naar han kom i Seng laa han og kæmpede med Søvnen,
for at Dagen skulde blive endnu længere.
Men St. Hansaften var paa sin Vis større Festdag alligevel — den havde i
al Fald Skæret af det uopnaaelige over sig. Den Dag tog alt hvad der
kunde krybe og gaa op til Almindingen; der var ikke det Tyende paa hele
Øen saa usselt at det fandt sig i at blive nægtet Frihed den Dag — ikke
andre end netop Lasse og Pelle.
Hvert Aar havde de set Dagen komme og gaa uden at faa Del i dens Glæde.
„Nogen maa der sku blive hjemme!“ sagde Forvalteren bestandig, „eller
mener I maaske jeg kan gøre det hele for jer?“ De var for magtesløse til
at hævde sig. Lasse var med til at pakke Vognrummene med lækker Mad og
Drikkevarer og hjælpe de andre vel af Gaarde — for saa at gaa mismodig
derhjemme, ene Mand om alt Arbejdet. Pelle saa fra Marken deres glade
Udfart og den lyse Støvstribe langt bort bag Klipperne. Og ved
Maaltiderne hørte de dem halve Aar efter opfriske Drik og Slagsmaal og
Kærlighed — hele Festen.
Men nu var det Slut. Lasse var ikke den Mand som blev ved at lade sig
træde paa Tæerne; han havde en Kvindes Kærlighed — og Hus i Ryggen! han
kunde sige op hvad Dag det skulde være. Nu var Øvrigheden vel nok i Gang
med den foreskrevne Efterlysning af Madam Olsens Mand, og saa snart den
lovbefalede Frist var udløben vilde de sammen.
Lasse gik ikke af Vejen for en Opsigelse længer. Allerede i Vinters
havde han sat Forvalteren Stolen for Døren og kun ladet sig fæste igen
paa den udtrykkelige Betingelse, at de to kom med paa Almindsturen — der
var Vidner paa det. Dérinde hvor al Kærlighed holdt Stævne den Dag,
skulde Lasse og hun saa ogsaa mødes, men det vidste Pelle ikke noget om.
„I Dag kan vi sige i Overmorgen, og i Morgen kan vi sige i Morgen,“ gik
Pelle og gentog for Faderen to Aftner før Dagen; han havde holdt
Regnskab med Tiden lige siden Majdag ved at sætte Streger for alle
Dagene indvendig paa Kistelaaget og krydse dem ud én for én. „Ja og i
Overmorgen siger vi i Dag,“ sagde Lasse og kastede ungdommeligt med
Benene.
Saa slog man sine Øjne op i en ubegribelig tindrende Verden, og opdagede
først bagefter at dette var Dagen. Lasse havde taget fem Kroner op af
sin Løn, og han havde faaet en gammel Husmand til at røgte for sig — for
50 Øre og Føden. „Det er jo ingen stor Dagløn,“ sagde Husmanden, „men
giver jeg dig en Haand, giver Vorherre maaske mig en igen.“
„Ja vi har ikke andre end ham at holde os til, vi fattige Lus,“ svarede
Lasse. „Men jeg skal takke dig i min Grav.“
Husmanden kom allerede Kl. fire, og Lasse kunde gaa og holde helligt fra
Morgenstunden. Hvergang han vilde tage en Haand i med, sagde den anden:
„Nej lad det være; du har vist ikke for ofte fri du!“
„Nej dette er første rigtige Fridag, siden jeg kom her til Gaarden,“
sagde Lasse og rankede sig som en Greve.
Pelle var i Stadsen fra Morgenstunden, han gik omkring og smilede,
vandkæmmet og i Skjorteærmer; Stadshuen og den pæne Trøje maatte ikke
tages paa før de skulde køre. Naar Solen faldt i hans Ansigt, tindrede
det som dugslaaet Græs. Der var slet intet at bekymre sig om,
Kreaturerne var i Løkken, Forvalteren vilde selv tilse dem.
Han holdt sig nær op ad Faderen der jo havde fremtvunget dette —
Lassefar var mægtig han! „Det var nok godt du truede med at sige op,“
udbrød han hvert Øjeblik.
Og Lasse svarede hvergang det samme: „Ja én faar anvende den haarde
Haand, om man vil opnaa noget her i Verden!“ — og nikkede magtbevidst.
De skulde køre Kl. 8, men Pigerne kunde ikke blive færdige med
Tillavningen. Der var Krukker med Stikkelsbærgrød, store Stabler
Pandekager, et haardkogt Æg til Mands, kold Kalvesteg og en Uendelighed
af skaaren Mad. Vognrummene kunde langtfra tage imod det, der blev
skubbet store Kurve ind under Sæderne. For i Vognen kom et Anker Øl,
dækket med grøn Havre for at Solen ikke skulde falde i det; en hel Lejl
Brændevin var der, og tre Flasker kold Puns. Hele Bunden i den store
Lastfjedervogn var næsten dækket, det kunde blive vanskeligt nok at faa
Plads til Benene.
Fruen havde alligevel det rette Sind for Folkene naar hun selv vilde;
hun gik som en god Madmoder og saa efter, at alt var pakket godt hen og
der ingenting manglede. Det var ikke som med Kongstrup, der altid skulde
have en Forvalter mellem sig og de andre. Hun skæmtede saamænd og gjorde
sit bedste, det var tydeligt at hun undte Folkene en glad Dag — hvad der
saa ellers kunde være at sige hende paa. At Ansigtet var lidt trist
kunde én ikke undres paa, da dog Proprietæren til Morgen var kørt ud med
den unge Slægtning.
Saa endelig var Pigerne færdige, og man steg til Vogns — i højt Humør.
Karlene satte sig af Vanvare paa Skødet af Pigerne og fór forskrækket i
Vejret. „Av, av! jeg kom nok for nær til en Kakkelovn!“ sagde den Gavtyv
Mons og gned sig bagpaa. Selve Fruen maatte le.
„Skal Erik ikke med?“ spurgte hans gamle Kærest Bengta, som blev ved at
have en Slat til overs for ham.
Forvalteren fløjtede skarpt et Par Gange, saa kom Erik langsomt luskende
inde fra Loen, hvor han havde staaet og holdt Øje med sin Herre.
„Vil du ikke med i Skoven i Dag Erikmand?“ spurgte Forvalteren
gemytligt. Erik stod og vred paa sin store Krop, han mumlede noget som
ingen kunde faa Meningen af, og stødte uvilligt med den ene Skulder.
„Det er bedst du kommer med!“ sagde Forvalteren, og lod som han vilde
tage ham og sætte ham op i Vognen. „Jeg faar saa se hvordan jeg
overvinder Savnet.“ De paa Vognen lo. Men Erik tøflede af ned gennem
Gaarden med sit Hundeblik rettet ufravendt bagud paa Forvalterens
Fødder. Han stillede sig bag Staldhjørnet og stod og kiggede spejdende
frem; Huen holdt han paa Ryggen, som Drenge gør naar de leger Røver.
„Han er snedig han!“ sagde Mons. Saa styrede Karl Johan forsigtigt ud af
Porten, og de satte i Vej med et Knald.
Langs alle Veje arbejdede Køretøjer sig frem mod Øens Top, overlæssede
med glade Mennesker der sad paa Skødet af hinanden og hang helt ud over
Fadingen. Støvet steg fra Køretøjerne og stod hvidt i Luften, det angav
i milelange Striber hvordan Vejene laa som Eger i et Hjul og pegede mod
Midten af Landet. Luften summede af glade Menneskestemmer og
Harmonikaer; nu savnede man Gustavs Spilleværk. Ja og Bodils vakre
Aasyn, der kunde skinne saa velsignet mildt en saadan Dag.
Pelle havde Aars Appetit paa den store Verden og slugte alt med Øjnene.
„Se dér du Far! Se nu bare dér!“ — intet undgik ham. De andre saa sig
glade paa ham, saa rød og køn han var. Han havde en nyvasket blaa
Busserunne under Vesten, den saas i Halsen og ved Haandleddene og gjorde
det af for Kravetøj. Men Lyse Marie bøjede sig bagover fra Kuskesædet
hvor hun sad ene med Karl Johan, og bandt ham et rigtig hvidt Klæde om
Halsen; og Karna, der vilde vise sig moderlig, gik hans Ansigt efter med
Snippen af sit Lommeklæde, som hun vædede paa Tungen. Hun var ude om
sig; men det var forresten troligt nok, at Drengen allerede havde griset
sig til igen efter den grundige Morgenvask.
Bivejene hældte stadig deres Indhold ud paa Landevejen, og det blev til
en hel Flod af Vogne. Saa langt man kunde se frem og bagud var der
Køretøjer; én skulde føje tro der fandtes saa meget Køreværk i hele
Verden. Karl Johan var en god Kusk at have, bestandig pegede han med
Pisken og fortalte; hvert et Hus vidste han Rede paa. Gaardene og
Agerlandet var det forbi med; men inde i Lyngen hvor selvsaaet Birk og
Asp stod og flimrede uroligt i Sommerdagen, laa der øde Nybyggerhuse med
nøgne klinede Vægge og uden saa meget som en Bulmeurt i Vinduet eller en
Stump Gardin. Markerne omkring dem var saa stenede som en nyskærvet Vej,
og Sæden skreg gudsjammerligt til Himlen; den var kun 2-3 Tommer høj i
Straaet og allerede i Aks. Folkene herinde var allesammen svensk Tyende
som havde sparet sig lidt sammen og nu sad her som Jordejere; Karl Johan
kendte ikke saa faa af dem.
„Det ser helt trist ud,“ sagde Lasse, som i Tankerne sammenlignede
Stenene her med Madam Olsens fede Lod.
„Aa ja“ svarede Forkarlen „aller bedste Vare er det jo ikke. Men noget
giver Jorden dog,“ han pegede paa de store pyntelige Bunker Skærver og
tilhuggen Sten der omgav hver Hytte. „Om det ikke just er Korn, bliver
det dog til Brød. Og saa er det vel den eneste Jord, der er til at
overkomme for Fattigfolks Pengepung.“ Han og Lyse Marie tænkte selv paa
at bosætte sig herinde, Kongstrup havde lovet at hjælpe dem til et
Tohestesavl naar de giftede sig.
Inde i Skoven var Fuglene midt i deres Formiddagskvidder — de var senere
efter det her end nede i Klitplantningen lod det til. Luften tindrede
saa festligt, og fra Skovbunden var der noget usynligt der steg — her
var ligesom i en Kirke, naar Solen skinnede ned gennem høje Vinduer og
Orglet spillede. De drejede om Foden af en stejl Klippevæg med
fremvældende Løvmasser for oven, og kom ind under Trærne.
Det var næsten ikke til at sno sig frem for Heste og fraspændte
Køretøjer; man maatte holde Ørerne godt stive, vilde man ikke ødelægge
Remedierne for sig selv og andre. Karl Johan sad og kiggede efter begge
Forhjul og ledte sig frem Fjed for Fjed; han lignede en Kat i Tordenvejr
saa visser var han. „Hold Kæft,“ sagde han skarpt, naar nogen paa Vognen
aabnede Munden. Endelig fandt de Plads nok til at spænde fra; der blev
slaaet Reb fra Træ til Træ i en Firkant, derinde blev Hestene bundet.
Saa fik man Kardæsker frem — jøsses hvor det havde støvet! Og endelig —
ja der var ingen der sagde noget, men de stod alle afventende med halv
Retning mod Forkarlen.
„Vi skulde vel saa en Tur i Skoven og se paa Udsigten!“ sagde han.
De smagte paa det, mens de drev ørkesløst rundt om Vognen og skelede til
Fødevarerne. „Bare den kan holde sig,“ sagde Anders og tog i en Madkurv.
„Jeg ved ikke — jeg er saa besynderlig i Maven i Dag,“ begyndte nu Mons.
„Det skulde vel ikke være den tærende Syge?“
„Kanske vi skulde smage paa Madvarerne først da?“ sagde Karl Johan.
Ja — jo — der kom det endelig!
I Fjor havde de spist i det Grønne — det var Bodil der fandt paa det,
hun var jo altid saadan lidt paa Tæerne. I Aar var der ingen der turde
lægge Person til et saadant Forslag. De saa lidt paa hinanden —
afventende; saa krøb de op i Vognen og indrettede sig dér ligesom andre
skikkelige Mennesker. Maden var jo dog den samme naar det kom til
Stykket.
Pandekagerne var store og tykke som et Grydelaag — det mindede om
Erikmand der i Fjor havde spist ti. „Skade han ikke er med i Aar!“ sagde
Karl Johan, „han var en glad Fanden.“
„Han har det godt nok,“ mente Mons — „faar Føden og Klæden og bestiller
ikke andet end gaar og aber i Hælene paa Forvalteren. Og tilfreds er han
altid nu — jeg skulde gærne bytte med ham.“
„Og løbe om som en Hund med Snuden i Jorden og snuse efter sin Herres
Fjed — fy fan!“ sagde Anders.
„Hvordan siden Snakken gaar, saa faar I huske, at det er Vorherre selv
der har taget hans Forstand i Forvaring,“ sagde Lasse advarende. De var
en Stund helt alvorlige ved det.
Men saa havde ogsaa Alvoren faaet hvad den kunde tilkomme. Anders skulde
klø sig paa Benet, men tog fejl og kneb Raske Sara i Læggen saa hun
hvinede; saa blev hans Haand helt forfjamsket og kunde ikke finde op,
men fór rundt dernede og gjorde Ulykker. Mons rejste sig og spurgte
højtideligt, om nogen vilde se Præsten paa Prækestolen. De lo og holdt
Kommers.
Karl Johan tog ikke rigtig Del i Lystigheden, han sad nok og funderede
paa noget. Endelig brød han overtvært og trak Pengepungen frem. „Skidt
jeg giver Øl!“ sagde han kækt — „Bajerskøl at I forstaar det. Hvem vil
hente?“