Hu som det bed! Pelle var paa Vej til Skole, han pressede sig i
Luntetrav op mod Stormen. Ved den store Tjørn stod Rud og ventede; han
sluttede op, og de løb ved hinandens Side som to medtagne Øg, pustende
og med sænkede Hoveder. Trøjekraven var krænget op om Ørerne, og
Hænderne søgte ned inden for Bukselinningen for at faa Del i
Kropsvarmen; Pelles Trøjeærmer stumpede, hans Haandled var violette af
Kulde.
De sagde ikke stort men bare løb; Stormen snappede dem straks Ordene af
Munden og stoppede den med Hagl, det var ikke til at faa Luft nok til
Løbet eller lukke et Øje op. Hvert Øjeblik maatte de stanse og sætte Ryg
mod Vejret, mens de fyldte Lungerne og pustede varm Aande op over det
følesløse Ansigt. Det værste var Overgangen inden man kom rigtig op mod
Vinden og i Trit igen.
De tre Fjerdingvej fik Ende, og Drengene drejede ind i Fiskerlejet.
Hernede ved Stranden var der næsten Læ, det oprørte Hav brød Vinden. Der
var ikke stort af Søen at se; det der stak frem her og dér af Bygerne,
kom som en vandrende Mur og væltede brølende sammen i hvidgrønt Kog.
Vinden rev Toppen af Bølgerne i arrige Rusk og førte salt Regn ind over
Landet.
Læreren var ikke kommet. Oppe ved Pulten stod Nilen, han var i Færd med
at dirke den op for at faa fat i en Pibe, Fris havde beslaglagt i Timen.
„Her er din Kniv!“ raabte han og smed en Tollekniv over til Pelle der
rask stak den til sig. Nogle Bønderdrenge væltede Kul i Kakkelovnen der
i Forvejen var gloende, henne ved Vinduerne sad en Flok Tøser og hørte
hinanden i Salmevers. Udenfor brød Havet ustanselig ind og væltede
sammen; naar dets Drønen sank et Øjeblik steg vilde Drengestemmer i
Vejret. Alle Lejets Drenge løb derude i Havstokken, de sprang ud og ind
under Brændingen der saa ud som vilde den knuse dem — og halede
Drivtømmer i Land.
Pelle var knap tøet op, da Nilen fik ham med ud; de fleste af Drengene
var dyngvaade, men de lo og dampede af Iver. En af dem havde bjærget et
Navnebrædt fra et Skib — _Enfoldigheden_ stod der. De slog Kreds om det
og drøftede Skibets Art og Hjemsted i en mundhuggende Tone.
„Saa er Skibet gaaet under,“ sagde Pelle alvorligt. De andre svarede
ikke, det var altfor selvfølgeligt.
„Ja“ sagde en Dreng nølende „Navnebrædtet kan da ogsaa være revet løs af
Søerne; det har jo bare været sømmet paa.“ De undersøgte det omhyggeligt
igen — Pelle kunde intet særligt opdage ved det.
„Jeg tror nu snarere Mandskabet har revet det af og smidt det i Søen —
den ene Nagle er trukket ud,“ sagde Nilen og nikkede mystisk.
„Hvorfor skulde de vel gøre det?“ spurgte Pelle vantro.
„Fordi de har slaaet Kaptejnen ihjæl og selv taget Kommandoen, dit Nød!
Saa døber de bare Skuden om og sejler som Sørøvere.“ De andre Drenge
bekræftede det med Øjne der lyste af Æventyret — _dens_ Far havde
fortalt det, og _dens_ havde endda selv været med til det. Han vilde jo
ikke naturligvis, men saa blev han bare bundet til Masten mens Mytteriet
gik for sig.
En Dag som denne var Pelle den lille paa alle Omraader. Havets Raseri
knugede ham og fik ham til at føle sig utryg; men de andre var rigtig i
deres Es. De bemægtigede sig Havets hele Uhygge og lod den gaa
overdreven igen i deres Forestillinger, alle Søens Rædsler hobede de
legende sammen paa Stranden: Skibe gik til Bunds med Mand og Mus eller
strandede paa Klipperne, Strandvaskere laa og rullede i Havstokken,
druknede Mænd i Søstøvler og Sydvest kom op af Søen ved Midnat og
trampede lige ind i Lejets smaa Stuer for at varsko om deres Henfart. De
dvælede ved det med et Alvor der lyste af indvendig Glæde — som sang de
Lovsange til _Den Vældige_. Men Pelle stod uden for alt dette og følte
sig fejg ved deres Fortællinger. Han holdt sig bag de andre, og ønskede
han kunde trække den store Tyr herned og slippe den løs imellem dem. Saa
skulde de ty til ham for Beskyttelse.
Drengene havde Ordre fra deres Forældre om at passe vel paa sig selv —
den gamle Skipperenke Marta havde tre Nætter i Træk hørt Søen kræve Lig
med en kort Gøen. De talte om dét ogsaa, og om hvornaar Fiskerne vel
vilde vove sig ud igen, mens de sprang i Havstokken. „En Flaske, en
Flaske!“ raabte pludselig en af dem og fór af Sted langs Stranden, han
havde ganske bestemt set en Flaske dukke ud af Brændingen lidt henne og
forsvinde igen. Hele Flokken stod længe og stirrede spændt ud i
Skumkoget, Nilen og en til havde smidt Trøjen, for at være parat til at
springe ud naar den viste sig igen.
Flasken kom ikke til Syne mere, men Fantasien var kommet i Skub, hver
Dreng havde sin egen højtidelige Viden om den Ting. Nu i
Jævndøgnsstormene gik der nok mangen Flaske ud over Skibssiden med
sidste Hilsen til dem paa Landjorden. Det var jo strængt besét derfor
man lærte at skrive — for at kunne skrive sin Seddel naar ens Time kom.
Saa gik Flasken maaske i Maven paa en Haj, maaske blev den fisket op af
dumme Bønder der tog den med hjem til Konen at tappe Drikke paa — det
var et velment Spark til Pelle. Men det hændte ogsaa, at den drev i Land
lige dér hvor den var bestemt for; og ellers blev det Finderens Sag at
bringe den til nærmeste Øvrighed, om ikke han vilde miste sin højre
Haand.
Henne paa Havnen brød Søen over Molen, Fiskerne havde bjærget deres
Baade op paa Land. De havde ingen Ro paa sig til at blive inde i den
varme Stue, Søen og det onde Vejr bandt dem til Stranden Nat og Dag. De
stod i Læ bag Baadene, gabede tungt og stirrede ud efter Dybet, hvor en
og anden Sejler flaksede forbi som en stormslagen Fugl.
„Ind, ind!“ raabte Tøserne oppe fra Skoledøren, Drengene slentrede
langsomt opefter. Fris gik frem og tilbage foran Pulten, han røg sin
Pibe med Kongebilledet, Berlingeren stak ham ud af Lommen. „Paa Plads!“
raabte han og slog med Spanskrøret i Pulten.
„Er der noget nyt?“ spurgte en Dreng da de var kommet paa Plads — det
hændte at Fris læste „Skibsefterretninger“ højt for dem.
„Det ved jeg ikke,“ svarede Fris gnavent. „Kan I faa Tavler og
Regnebøger frem.“
„Ahh, vi skal regne, ahh det er Sjov!“ hele Klassen gottede sig lydeligt
mens de fik Sagerne frem.
Fris delte ikke Børnenes Glæde over Regnefaget — hans Begavelse var af
ren historisk Art plejede han at sige. Men han imødekom deres Trang,
fordi aarelang Erfaring sagde ham, at der let kunde blive Hus i Helvede
en Uvejrsdag som denne; Vejret havde en mærkelig Indflydelse paa
Ungerne. — Han selv forstod sig kun paa Chr. Hansens I. Del, men der var
et Par Bønderdrenge som paa egen Haand havde arbejdet sig hen i tredje
Del, de hjalp de øvrige.
Børnene var optagne af Arbejdet og hang ivrigt i, deres lange jævne
Aandedræt steg og faldt i Rummet som dyb Ro, der var en flittig Vandren
hen til de to Regnemestre. Kun nu og da afbrødes Fliden af en lille
Gavtyvestreg, der kom over en og anden som en Mindelse, men de faldt
hurtigt i Lave igen.
Nederst i Klassen lød der Snøften, lydeligere og lydeligere; Fris lagde
utaalmodigt Avisen fra sig.
„Peter græder“ sagde de nærmeste.
„Saa — aa!“ Fris kiggede langt over Brillerne. „Hvad er der nu i Vejen?“
„Han siger, han ikke husker hvad to Gange to er.“
Fris stødte Luft ud gennem Næsen og greb Spanskrøret — men tog sig i
det. „To Gange to er fem!“ sagde han roligt. Saa lo de lidt ad Peter og
tog fat igen.
Længe var der kun Flid, saa rejste Nilen sig; Fris saa det men blev ved
at læse.
„Hvad er lettest, et Pund Fjær eller et Pund Bly? det staar ikke i
Facitlisten.“
Fris rystede paa Hænderne mens han holdt Avisen op foran sig for rigtig
at se et eller andet. Det var hans Maadelighed som Regnelærer de
Smaadjævle idelig stak til; men han _vilde_ ikke i Lag med dem. Nilen
gentog sit Spørgsmaal under de andres Fnisen, men Fris overhørte det —
han var saa langt inde i Læsningen. Saa faldt det hele hen.
Fris saa paa sit Ur, han kunde snart give dem Frikvarter — et rigtig
langt Frikvarter. Saa blot en lille Times Plage igen, og den Skoledag
kunde lægges hen som endnu en overstanden Genvordighed.
Pelle _stod_ op paa sin Plads midt i Klassen, han havde Mas med at faa
sit Ansigt til at makke ret, og maatte lade som Sidemændene forstyrrede
ham. Endelig fik han det frem, men Slugørerne var lidt røde i Spidserne:
„Naar et Pund Mel koster 12 Øre, hvad koster saa en Tønde Kul?“
Fris sad en Stund og saa ubestemmeligt paa Pelle, det gjorde altid mere
ondt i ham naar Pelle var skarnagtig, end naar det var en af de andre —
han havde forsét sig paa den Dreng. „N-naa!“ sagde han bittert og kom
langsomt ned med det tykke Spanskrør i Haanden — „n-naa!“
„Dæk dig!“ hviskede Drengene og lavede sig til at gøre Fris Adgangen
vanskelig. Men Pelle gjorde en af disse Ting, der gik paa tværs af alle
vedtagne Regler og alligevel skaffede ham Respekt. I Stedet for at dække
sig mod Pryglene traadte han frit ud paa Gulvet og rakte begge Hænder
frem med det indvendige opad; han var ildrød i Hovedet.
Fris saa overrasket paa ham og havde Lyst til alt andet end at slaa —
Pelles Øjne glædede ham helt ind i Hjærtet. Han forstod sig ikke paa
Kategorien Drenge; men over for Mennesker var han fintmærkende, og her
var noget menneskeligt fremme — det vilde være Synd ikke at tage det
alvorligt! Han drev Pelle et godt Slag over Hænderne og smed saa
Spanskrøret. „Frikvarter“! sagde han kort og vendte sig fra dem.
Skumsprøjtet stod helt op paa Skolemuren. Et Stykke til Søs gik en
Skude, der saa helt medtaget ud og var i Vejrets Vold; den jog rask
forover et Stykke, og stod saa stille og ravede en Stund inden den igen
flyttede sig — som en fuld Mand. Den havde Retning efter det søndre Rev.
Drengene var søgt om bag Skolen for at spise deres Mad i Læ, men
pludselig dundrede det hult af Træskostøvler omme paa Strandsiden;
Strandfogden og et Par Fiskere løb udefter. Og nu kom de rullende med
Redningsapparaterne i susende Fart, Hestenes Manker føg for Vinden. Der
var noget besættende ved den Fart, Drengene maatte smide alt og slutte
op.
Skuden var nu helt nede ved Odden, hun laa og huggede for Ankeret og tog
Søer over sig med Agterenden til Revet, hun lignede et gammelt Øg der
slaar arrigt bagop mod Hindringen. Ankeret kunde ikke holde hende, hun
drev baglæns ind paa Revet.
Der var en Del Folk paa Stranden, baade fra Kysten og inde fra
Bondelandet — Bønderne var nok nede for at se om Vandet var vaadt!
Skuden var grundstødt og laa og rullede paa Revet; de havde manøvreret
som Svin om Bord — sagde Fiskerne — for Resten var det ingen Russer men
en Lappeskude. Søerne gik hen over hende, saa det spillede i hele
Kadaveret; Mandskabet var krøbet op i Riggen, der hang de og fægtede med
Armene. De raabte vel noget, men Brændingen tog det.
Pelle hang med Øjne og Øren ved alle Forberedelser; han sitrede af
Spænding og maatte kæmpe med sit Lyde, der vilde komme igen hvergang
noget satte Blodet op i ham. Paa Stranden havde de travlt; de drev Pæle
i Sandet til at holde Spillet, og ordnede Tov og Trosser for at det hele
kunde gaa glat. Den lange smækre Line, som Raketten skulde føre ud til
Skibet, blev der ofret særlig Omhu paa; der blev rettet ved den vel de
tyve Gange.
Redningsformanden stod og stillede Raketapparatet ind til Sigte — hans
Blik var som en Klo, idet det gik ud og tilbage igen for at maale
Afstanden. „Alt klar!“ sagde de andre og flyttede sig til Side. „Alt
klar!“ svarede han alvorligt. Der var helt dødt et Øjeblik, han stillede
og stillede tilbage igen.
Hu-y-y-y-uh! den tynde Line stod som en sitrende Orm i Luften, med sit
løbske Hoved borende ude i Tykningen over Søen; fra Rullen jog dens Krop
i hvinende Rusk og red udad paa dybe Brummetoner, og langt ude huggede
det sig frem i Stormen. Raketten havde klaret Vejlængden fortræffeligt,
den var et godt Stykke uden for Vraget men for langt til Luvart. Den
havde løbet sig mat, og stod nu og vuggede i Luften som et uroligt
Slangehoved mens den dalede.
„Den gaar forom,“ sagde en Fisker. De andre tav, men man kunde se paa
dem, at de mente det samme. „Det kan komme endnu!“ svarede Formanden.
Raketten havde ramt Vandet et godt Stykke til Nord, men Linen stod endnu
i en Bue i Luften, Presset holdt den oppe. Den faldt i lange Stød Sønder
over, slog et Par Læg paa sig for Stormen, og lagde sig mat over Skibets
Forstævn. „Der var den, den traf godt nok!“ raabte Drengene og sprang i
Sandet, Fiskerne trampede rundt af Glæde, slog med Hovedet efter
Formanden og nikkede anerkendende til hinanden. Derude kravlede en Mand
rundt i Riggen til han fik fat i Linen, saa krøb han ned i Vanterne til
de andre igen. Det maatte være smaat bevendt med Kræfterne, for de rørte
ikke ellers paa sig.
Herinde var der Travlhed. Spillet blev befæstet yderligere i Grunden og
Redningsstolen gjort klar; den tynde Line blev knyttet sammen med et
trekvart Tommers Tov, som igen skulde trække den svære Trosse ombord —
det galdt om at Grejerne holdt. Ved Trossen hang der en Pullje saa stor
som et Hoved til Træktovene at løbe i; man vidste jo ikke, hvad de havde
af Remedier ombord i saadan en Smadrekasse. For en Sikkerheds Skyld blev
der ved Linen bundet en Tavle som paa Engelsk sagde, at de skulde hale
til sig til Trosse den og den Kaliber kom ombord; det var overflødigt
for almindelige Mennesker, men man vidste aldrig hvor dumme saadanne
Finlapper kunde være.
„Nu maatte de gærne hale til sig derude, saa vi kunde faa en Ende paa
det,“ sagde Formanden og bankede Hænderne.
„De er kanske for medtagne — de har vel døjet ondt!“ sagde en ung
Fisker.
„Et trekvart Tommers Tov maatte de vel kunne hale til sig. Stik en
Hjælpeline til Tovet, saa vi kan give dem en Haand med at faa Trossen
ombord — naar saavidt kommer.“
Det blev gjort. Men ude paa Vraget hang de saa meningsløst dumt i Riggen
uden at røre paa sig — hvad i Alverdens Navn gik der dog af dem? Linen
laa bestandig død over Sandet uden at glide. Ved Bund hang den ikke, det
spillede i den da den blev strammet op i Søen; den maatte være fastgjort
ved Riggen.
„De har gjort den fast, de Høveder,“ sagde Formanden. „De venter vel at
vi skal hale Skuden paa Land for dem — ved den Garnende!“ — han lo
fortvivlet.
„De ved vel saa ikke bedre, de Stakler!“ sagde _Mormonen_.
Der var ingen der talte eller rørte sig. De stod lammede af det
ufattelige; deres Øjne vandrede i forfærdelig Spænding fra Vraget ned
paa den ubevægelige Line og tilbage igen. Den tunge Rædsel, som følger
hvor Mennesker har opbudt deres yderste og slaas tilbage af Dumheden
selv, krøb ind over dem. Det eneste de Skibbrudne foretog sig var at
fægte med Armene. De mente vel, man kunde staa herinde og gøre Mirakler
— paa Trods af dem.
„Om en Time er det forbi med dem,“ sagde Formanden tungt — „det er drøjt
at staa stille og se paa.“
En ung Fisker traadte frem. Pelle kendte ham godt, han havde truffet ham
nogle Gange inde ved Dyssen hvor Barnesjælen brændte i Sommernætterne.
„Hvis en af jer gaar med, vil jeg forsøge at drive ned paa dem!“ sagde
Niels Køller stille.
„Det er den visse Død Niels!“ sagde Formanden og lagde Haanden paa hans
Skulder „— det er du vel klar over? Jeg er ikke bange af mig, men kaste
mig hen gør jeg ikke. Nu ved du min Mening.“
De andre saa ikke anderledes paa det. Det var simpelthen umuligt at faa
en Baad ud af Havnen i det Vejr — den vilde straks blive maset mod
Molerne — end sige arbejde sig ned til Vraget med Storm og Sø paa tværs!
At Havet tilmed havde rettet sine Krav paa Lejet fik saa være — sin
Tilskikkelse vilde ingen luske udenom! Men dette var vitterligt Vanvid.
Med Niels Køller selv fik det vel ogsaa være; han stod i det paa en egen
Maade: Med et Barnemord halv om halv paa Samvittigheden og Kæresten i
Slaveriet! Han havde sit eget Opgør med Vorherre — ham havde ingen Lov
til at raade fra!
„Der vil saa ingen af jer?“ sagde Niels og stirrede ned i Jorden „— ja
saa faar jeg jo forsøge det alene.“ Han gik tungt indefter. Hvordan han
vilde fare frem begreb ingen, han selv nok heller ikke — Magten var
tydeligt nok over ham.
De stod og saa efter ham. „Jeg faar vel gaa med og tage den ene Aare,“
sagde saa en ung Søgut langsomt — „selv kan han jo ingenting udrette.“
Det var Nilens Broder.
„Det vilde lyde underligt af mig at holde dig tilbage Søn,“ sagde
Mormonen — „men kan I udrette mere to end en?“
„Niels og jeg har siddet paa Skolebænk sammen og bestandig været
Kammerater,“ svarede den unge og saa en Stund paa Faderen. Saa gik han,
lidt henne gav han sig til at løbe for at indhente Niels.
Fiskerne saa tavse efter dem. „Ungdom og Galskab!“ sagde saa én. „En
Guds Lykke er det, at de aldrig faar Baaden ud af Havnen.“
„Kender jeg Karl ret, skal de nok faa Baaden ud!“ sagde Mormonen
dystert.
Der gik en drøj Stund. Saa dukkede en Baad frem paa den søndre Side
Havnen, hvor der var lidt Læ — de maatte have slæbt den ind over Land
ved Kvindfolkenes Hjælp. Havnen skød sig et Stykke ud, og Baaden kom fri
af den værste Brænding, inden Beskyttelsen slap op. De arbejdede sig
udad, det var lige alt det de kunde holde Baaden op mod Vejret, og stort
af Stedet kom de ikke. Hvert Øjeblik viste Baaden alt det indvendige
frem, som skulde den gaa rundt for et godt Ord. Men det var godt for saa
meget, at det Vand de tog ind løb udenbords igen.
Det var tydeligt, de vilde arbejde sig saa langt ud, at de kunde benytte
den høje Sø og lænse ned paa Vraget — et desperat Paafund. Men det hele
var jo halsstarrigt Galmandsværk, man skulde ikke tro det var Folk, som
var barnefødt ved Vandet. Efter en halv Times Roning kunde de nok ikke
mere, de var kun kommet et Par gode Kabellængder ud fra Havnen. De laa
stille, den ene havde ved Aarerne og holdt Baaden op i Søen, mens den
anden baksede med noget — en Stump Sejl saa stor som en Sæk. Saadan ja!
Naar de nu tog Aarerne ind og gav sig Vejret i Vold — med Vind og Sø
agten for tværs! — saa løb de da fulde af Vand med det samme!
Men de tog ikke Aarerne ind. Den ene sad og skottede som en Gal mens de
løb for Vejret; helt akaved saa det ud, men man maatte sande at det gav
større Herredømme over Baaden. Saa med ét smed de Sejlet og roede Baaden
haardt op mod Vejret — naar en Sø vilde bryde. Mage til Sejlads mindedes
ingen Fisker at have oplevet før; det var ungt Blod, og de forstod deres
Sager! Hvert Øjeblik maatte man sige Nu! men Baaden var som et
spillevende Væsen, der forstod at møde alt — bestandig kom den ovenud af
alle Luner. Synet satte Varmen op i én, saa man for en Stund glemte, at
det var og blev en Sejlads for Døden. Klarede de sig end ned til Vraget
— hvad da? de blev jo saa knust mod Skibssiden.
Gamle Ole Køller, Niels’ Far, kom ned over Klitterne. „Hvem er det der
er ude for at kaste sig hen?“ spurgte han, Spørgsmaalet virkede brutalt
ind i Tavsheden og Spændingen. Ingen saa til ham — Ole var noget
aabenmundet. Han kastede et Blik rundt paa Flokken, som ledte han efter
nogen bestemt. „Niels — har ingen af jer set Niels?“ spurgte han stille.
En nikkede ud mod Søen. Saa blev han tavs og sank sammen.
Søen maatte have knækket Aarerne eller slaaet dem fra dem; de fik smidt
Sejlstumpen, Baaden rodede raadløst med sin Stævn og lagde sig dovent
med Bredsiden til Vejret. Saa tog en stor Sø dem og førte dem i et langt
Kast mod Vraget, de blev borte i de sammenbrydende Vandmasser.
Da Vandet faldt til Ro, laa Baaden og rullede i Læ af Skibet med Kølen i
Vejret.
En Mand var i Færd med at arbejde sig fra Dækket op i Riggen. „Det er
vist Niels?“ sagde Ole og stirrede saa hans Øjne løb fulde — „mon det
ikke er Niels?“
„Nej det er min Broder Karl,“ sagde Nilen.
„Saa er Niels gaaet væk,“ sagde Ole klynkende — „saa er Niels jo gaaet
væk.“ De andre vidste intet at sige til det; det var jo givet paa
Forhaand, at Niels vilde gaa væk.
Ole stod lidt og krøb sammen, som ventede han paa, at nogen skulde sige
det var Niels. Han tørrede sine rindende Øjne og forsøgte at stirre
derud paa egen Haand; men de løb fulde af Vand. „Du har jo unge Øjne,“
sagde han til Pelle — „kan du ikke se at det er Niels?“ hans Hoved
dirrede.
„Nej det er Karl,“ sagde Pelle sagte. Saa gik Ole ludende ind gennem
Flokken uden at se til nogen eller vare sig til Siden. Han gik som om
han var ene i Verden, og fulgte langsomt den søndre Strand udefter — han
gik for at møde Liget.
Der var ikke Tid til at tænke Tanker, Linen begyndte at blive levende,
den gled i Søen og trak Tovet efter sig. Favn for Favn rullede det sine
Bugtninger op og gled langsomt i Havet som et vaagnende Sødyr, og den
tykke Trosse begyndte at røre paa sig.
Karl fik den anbragt højt oppe paa Masten; og der var Brug for alle Mand
— Drengene med, til at hale den tot. Alligevel hang den i en tung Bue
for sin Vægt, og Redningsstolen maatte slæbe sig gennem Bølgetoppene da
den gik tom ud. Den gik mere under end over Vandet, da de trak den
tilbage igen med den første af Besætningen, en løjerlig lille
sortsmusket Mand, klædt i graat afgnavet Skind. Han var omtrent kvalt af
Turen, men da de først fik hældt Vandet af ham, fejlede han ingenting og
pludrede ustanselig løs i et grinagtigt Sprog som ingen forstod. Fem
smaa skindklædte Væsner kom Stolen vandrende med én for én; og tilsidst
kom Karl med en lille skrigende Gris i Favnen.
„Det var nogle slemme Søfolk!“ sagde Karl ind imellem han gylpede Vand
op — „de forstod Gud hjælpe mig ingenting. Raketlinen havde de gjort
fast i Vantet og slaaet den løse Ende om Livet paa Kaptejnen! Og I
skulde set et Rod om Bord.“ Han talte højrøstet, men hans Blik var som
Slør over noget.
Saa drog man hjem til Lejet med de Skibbrudne; Skuden saa ud til at
modstaa Vandet en Stund endnu.
Da Skolebørnene skulde gaa hjem, kom Ole slingrende med sin Søns Lig paa
Nakken. Han løb med løse Knær, strøg lavt hen over Jorden og smaajamrede
under sin Byrde. Fris stansede ham og hjalp med at lægge Liget ind i
Skolestuen, det havde et stort Hul i Panden. Da Pelle saa Liget med det
gabende udvaskede Saar, begyndte han at smaahoppe; han stødte kort i
Luften og lod sig dratte som en død Fugl. Pigerne trak sig skrigende
tilbage fra ham; Fris bøjede sig ned over ham og saa smærteligt paa ham.
„Det er ikke af Skarnagtighed,“ sagde de andre Drenge, „det er hans Lyde
— han bliver saadan sommetider. Det fik han engang han saa en Mand blive
slaaet fordærvet.“ De trak af med ham ud til Pumpen for at kalde ham til
sig selv igen.
Fris og Ole gik og puslede med Liget, lagde det noget under Hovedet, og
vaskede Grus bort som havde skuret sig ind i Ansigtshuden. „Han var min
bedste Dreng,“ sagde Fris og strøg med skælvende Haand hen over Ligets
Hoved. „Se kun rigtigt paa ham Børn og glem ham aldrig igen — han var
min bedste Dreng.“
Saa stod han tavs og stirrede ud, med uklare Briller og Hænderne slapt
hængende. Ole stod og smaajamrede; han var bleven ynkelig gammel med et,
helt sammenfalden. „Jeg skulde vel saa have ham hjem?“ sagde han
klynkende og tog under Sønnens Skuldre, men Kræfterne var borte.
„Lad ham kun ligge!“ sagde Fris. „Han har haft en stræng Dag, og nu
hviler han sig.“
„Ja han har haft en stræng Dag,“ sagde Ole og førte Sønnens Haand til
sin Mund for at aande paa den. „Og se dér hvor han har brugt Aaren —
Blodet er sprængt ud gennem Fingerenderne!“ — Ole lo gennem Graaden.
„Han var en god Dreng, han var Maden for mig — og Lys og Varme med.
Aldrig gik der et ondt Ord ud af hans Mund, mod mig som laa ham til
Byrde. Og nu er jeg sønneløs Fris — jeg er barnløs nu! Og ingenting er
jeg til mere!“
„Du skal nok faa Udkommet Ole,“ sagde Fris.
„Uden at komme paa Sognet? Jeg vil saa nødig paa Sognet.“
„Ja uden at komme paa Sognet Ole.“
„Naar han saa maatte faa Fred nu; han havde saa lidt Fred her paa Jorden
nu paa det sidste. Der gaar en Vise om hans Ulykke Fris; hvergang han
hørte den, var han som et nyfødt Lam i Kulden. Børnene synger den
ogsaa.“ Ole saa bedende rundt paa dem. — „Det var jo kun i Ungdoms
Letsindighed, og nu har han taget sin Straf.“
„Din Søn har ingen Straf faaet — og heller ingen fortjent Ole!“ sagde
Fris og lagde Armen om hans Skulder. „Men en stor Gave har han givet,
som han ligger dér og maa tie til alting. Fem Menneskeliv gav han og sit
eget til! for det ene han i Tankeløshed havde forbrudt. Det var en
gavmild Søn du havde Ole.“ Fris saa ham lyst ind i Ansigtet.
„Ja,“ sagde Ole tindrende „han reddede jo fem Mennesker — det gjorde han
jo — ja han gjorde!“ Ole havde slet ikke tænkt paa det før — det var vel
aldrig faldet ham ind. Men nu havde en anden givet det Form, og han blev
ved at klynge sig til det. „Fem Menneskeliv reddede han dog, om end det
kun var Finlapper. Saa vil Vorherre vel kanske kendes ved ham.“
Fris nikkede saa det graa Haar faldt ham ned over Øjnene. „Glem ham
aldrig Børn!“ sagde han „og gaa nu stille hjem.“ Børnene tog stille
deres Sager og gik; de vilde i dette Øjeblik have gjort alt hvad Fris
befalede dem — han havde den fuldkomne Magt over dem.
Ole stod der og stirrede fraværende, saa tog han Fris ved Ærmet og drog
ham hen til Liget. „Han har roet godt!“ sagde han — „Blodet er traadt ud
af Fingerenderne, se selv!“ og han løftede Sønnens Hænder mod Lyset.
„Der er ogsaa Haandled Fris! mig gamle Mand kunde han tage og gaa med
som et lille Barn,“ — Ole lo forkomment. „Men jeg bar ham, hele Vejen
fra det søndre Rev bar jeg ham paa min Nakke. Jeg er for tung en Byrde
for dig Far! kunde jeg høre ham sige, for han var en god Søn. Men jeg
bar ham — og nu kan jeg ikke mere. — Bare de nu faar Øje paa det,“ han
saa atter paa de blodsprængte Fingre — „han gjorde jo sit bedste. Naar
blot Vorherre selv vilde mønstre ham af.“
„Ja“ sagde Fris. „Vorherre vil selv mønstre ham af — og han ser jo alt,
Ole.“
Der kom nogle Fiskere ind i Stuen. De strøg Huen af, gik én for én
stille hen og tog Ole i Haanden. Saa strøg de sig over Ansigtet Mand for
Mand og vendte sig spørgende mod Degnen — Fris nikkede. De tog Liget
imellem sig og gik med tunge varlige Trin ud gennem Forstuen og ind mod
Lejet. Ole trippede bagefter dem, sammenfalden og smaaklynkende.