„Han læser nok Historiebøger den Fyr,“ sagde Karl Johan. „Han kan blive
god engang.“
„Ja han kender paa en Prik hvad der skal til til en Bortførelse“ svarede
Kongstrup fornøjet. „Om det saa er en Stige, har han faaet den slæbt hen
til Pigekammervinduet — skønt det er i Højde med Jorden. Bare han var
halv saa grundig til Landvæsnet.“
„Hvad nu? de skal vel eftersøges?“ spurgte Forkarlen.
„Ja jeg ved ikke — det er næsten Synd at forstyrre deres unge Lykke. De
kommer jo nok af sig selv naar de bliver sultne. Hvad mener du Gustav —
skal vi holde Klapjagt paa dem?“
Gustav svarede ikke; han rejste sig kort og gik over mod Kamrene. Da de
andre kom over var han gaaet i Seng.
Hele Dagen laa han og sagde hverken bu eller bæ, naar nogen kom ind til
ham. Det gik ud over Arbejdet, og Forvalteren var gal i Hovedet. Han led
i det hele ikke den ny Maade Kongstrup var ved at indføre — med Frihed
for enhver til at tale og gøre akkurat som de lystede.
„Gaa ind og vip Gustav af Sengen!“ sagde han om Eftermiddagen de gik paa
Loen og rensede Sæd. „Vil han ikke med det gode, saa klæd ham paa med
Magt.“
Men Kongstrup, som selv stod og førte Vægten til Bogs, lagde sig
imellem. „Nej er han syg, maa han ogsaa have Lov at ligge,“ sagde han.
„Men det er vor Skyldighed at gøre noget for hans Helbredelse.“
„En Sennepskage,“ foreslog Mons og saa udfordrende paa Forvalteren.
Kongstrup gned sig i Hænderne: „Ja det var godt! Gaa du over Mons og faa
Pigerne til at lave en Sennepskage vi kan lægge ham i Hjærtekulen; det
er jo dér han har Ondet.“
Da Mons kom med Kagen, gik de i Procession over for at anbringe den, med
Proprietæren selv i Spidsen. Kongstrup saa godt Forvalterens onde Øjne:
Igen et Spild af Arbejde for nogle Tossestregers Skyld! sagde de. Men
han havde nu engang Lyst til at more sig lidt, og Arbejdet kom vel nok
fra Haanden.
Gustav havde nok lugtet Lunten, for da de kom var han i Tøjet. Siden gik
han og passede sit, men var ikke til at slaa et Smil af med en Vognkæp.
Han lignede en der har faaet Maanesyge.
Nogle Dage senere rullede en Vogn ind i Stengaarden. I Agestolen sad en
bred Bonde i Pels, Hans Peter sad ganske indhyllet ved Siden af ham, og
bag i Vognbunden laa den smukke Bodil i lidt Halm og krøb sammen af
Kulde. Det var Elevens Fader der bragte de to Flygtninge tilbage, han
havde fundet dem paa et Logi inde i Staden.
Oppe paa Kontoret fik Hans Peter sine Klø saa det kunde høres. Saa blev
han sluppet ud i Gaarden og gik der tudende og skamfuld, til han faldt i
Leg med Pelle nede bag Kostalden.
Bodil blev der taget strængere paa. Det var nok den fremmede Bonde, der
forlangte at hun skulde væk straks; for Kongstrup var ikke ellers haard
af sig. Hun maatte pakke sit Tøj, og over Middag blev hun kørt af
Gaarde. Hun saa blid og god ud som altid, ret et Himmerigs Barn lignede
hun da hun kørte væk — havde man ikke vidst bedre.
Næste Morgen var Gustavs Seng tom. Han var som blæst væk — med Kiste,
Træsko og alting.
Lasse saa paa det hele med en Mands overbærende Smil — Barnestreger! Nu
fattedes det blot, at Karna skulde klemme sin tykke Krop gennem
Kældervinduet en Nat og forsvinde som en Røg hun ogsaa — paa Jagt efter
Gustav.
Det skete nu ikke. Men hun blev mild til Sinds mod Lasse igen, spurgte
til hans og Pelles Tøj og vilde gærne gøre det godt for dem.
Lasse var ikke blind, han saa godt hvad det trak op til, og det gik i
ham af Magtfølelse. Der var to, han kunde faa nu naar det skulde være;
blot han strakte en Haand ud, greb Kvindfolkene efter den. Han gik i en
Festrus hver Dag, og der var Dage hvor han var saa højt oppe, at det
hviskede ubændigt i ham om at gribe til. Der havde han gaaet og traadt
saa adstadigt paa Jorden alle sine Dage, gjort sin Pligt og levet sit
Liv i al pæn Skikkelighed! Hvorfor skulde han ikke for én Gangs Skyld
lade staa til — og prøve at springe igennem de brændende Tøndebaand han
ogsaa? Der var en lokkende Kraftudfoldelse i det.
Men det retskafne i ham sejrede. Han havde altid holdt sig til den ene
som Skriften paabød, og det vilde han blive ved med. Det andet var kun
for de store — Abraham som Pelle var begyndt at fortælle om, og
Kongstrup. Pelle maatte heller aldrig faa Anledning til at sige sin
Fader noget paa dér; han vilde staa ren for sit Barn og kunne se ham i
Øjnene uden at blinke. Og saa — ja Tanken om, hvordan de to Kvinder
vilde tage det i Fald det blev opdaget, kunde rent ud sagt faa Lasse til
at misse med sine røde Øjne og dukke Hovedet.
* * * * *
Lidt hen i Marts kom Fruen uventet tilbage. Proprietæren havde indrettet
sig helt hyggeligt uden hende, og hun kom nok temmelig bag paa ham. Lyse
Marie blev straks furet ned i Bryggerset; naar hun ikke helt blev jaget
væk, var det fordi der var bart om Pigehjælp paa Gaarden siden Bodil
rejste. Fruen havde en ung Slægtning med, som skulde være hende til
Selskab og hjælpe hende med det indvendige.
Det syntes at gaa rigtig godt imellem dem, Kongstrup holdt sig hjemme
omkring og var adstadig. De tre kørte ud sammen, og det var svært saa
Fruen hængte sig ved hans Arm, naar de var ude og viste den Unge
Gaardens Tilliggende. Det var let at se, hvorfor hun var kommet tilbage
— hun kunde ikke leve ham foruden!
Men Kongstrup lod ikke nær saa glad ved det; han havde sat sin Kaadhed
over Styr igen og trukket sig mere tilbage. Naar han saadan færdedes,
kunde han godt se ud, som laa der noget usynligt paa Lur efter ham og
han frygtede en Overrumpling.
Dette usynlige rakte efter de andre ogsaa. Fruen greb aldrig ondt ind i
noget, hverken lige til eller ad Omveje; men alligevel strammedes
alting; man bevægede sig ikke længer frit over Gaarden, men skottede op
til de høje Vinduer og skyndte sig forbi. Luften fik igen det trykkende
over sig, som gjorde uvillig og krængd og i daarligt Humør.
Gaaden lagde sig atter tung over Stengaardens Tag. Gaarden havde gennem
Slægtled været saa manges timelige Velfærd eller Ulykke — den var bygget
op paa det; derhen drog endnu bestandig de fleste Tanker. Det dunkle —
Rædslen, Uhyggen, de uklare Anelser om Magter der vilde ilde — var vant
til at søge den Vej som mod en Kirkegaard.
Og nu samlede det sig over denne Kvinde, der havde saa tung en Skygge,
at alting lysnede naar hun drog bort. Hendes uendelig jamrende Protest
mod Forurettelsen slog formørkende ud og drog alt det tunge til sig. Hun
kom ikke engang tilbage for at bøje sig ind under, hvad der ikke kunde
være anderledes —, men for at fare fort med fornyet Styrke. Undvære ham
kunde hun ikke og byde ham noget godt heller ikke; hun var som de
Væsner, der kun kan leve og aande i Ilden og alligevel jamrer sig
derinde. Hun vred sig i Flammerne og holdt dem dog selv ved Lige — Lyse
Marie var hendes Værk, og nu havde hun bragt den nye Slægtning til Huse.
Saadan kom hun ham i Møde, for saa at ryste Huset over ham med sin
Klage.
En saadan Kærlighed var ikke Vorherres Værk; _Magter_ holdt til i hende.