Erik stod oppe ved Hovedtrappen, med hængende Skuldre og Ansigtet vendt
halvt mod Muren; der stillede han sig op hver Morgen ved Firetiden; han
stod og ventede paa at Forvalteren skulde komme ned. Klokken var seks,
det var lige begyndt at lysne.
Lasse og Pelle var færdige med Mugningen og den første Fodring, nu var
de sultne. De stod i Døren til Kostalden og ventede paa at Madklokken
skulde lyde; ovre i Dørene til Hestestalden stod Karlene og kiggede
langt de ogsaa. Da den var et Kvarter over gik de mod Kælderen med Karl
Johan i Spidsen, Lasse og Pelle rykkede ogsaa ud og skyndte sig mod
Folkestuen, Madlængslen lyste ud af dem.
„Naa Erik, nu skal vi ned og æde!“ raabte Karl Johan i Forbigaaende;
Erik kom frem fra Krogen ved Trappen og tøflede efter dem ned. I Maven
fejlede han da ingenting.
De aad Silden i Tavshed — Maden tæppede Munden fuldstændig. Da de var
færdige, bankede Forkarlen i Bordet med Knivskaftet, og Karna kom ind
med to Fade Søbe og en Stabel Fedtebrød.
„Hvor er Bodil i Dag?“ spurgte Gustav.
„Hvad ved jeg af det? hendes Seng stod urørt i Morges,“ svarede Karna
hoverende.
„Det er Løgn i din Hals og Bump i din fede Nakke,“ sagde Gustav og
huggede Skeen i Bordpladen.
„Du kan jo selv gaa ind paa Kamret og se efter — du kender jo Vejen,“
sagde Karna spydsk.
„Og hvad gaar der af Eleven i Dag, at han ikke ringer?“ sagde Karl
Johan. „Har ingen af jer Piger set ham?“
„Nej han sover nok over sig,“ raabte Bengta ude fra Bryggerset. „Men lad
ham det — jeg har ingen Lyst til at løbe der og ruske Liv i ham hver
Morgen.“
„Skulde du ikke gaa op og vække ham, Gustav?“ sagde Anders plirende.
„Kanske saa du noget morsomt.“ De andre lo saa smaat.
„Skal jeg vække ham, saa bliver det med denne her Musegilder,“ svarede
Gustav og viste en stor Kniv. „For saa tror jeg nok jeg tager hans
Virkemidler.“
Nu kom Storbonden selv ned, han holdt et Papir i Haanden og saa meget
oprømt ud. „Har I hørt det sidste Nyt Folkens? Hans Peter har i Nattens
Mulm og Mørke bortført Bodil.“
„Hvad Fan, begynder nu Pattebørnene ogsaa?“ udbrød Lasse kry. „Jeg maa
vel til at passe paa Pelle dér, at han ikke skal løbe bort med Karna —
hun har det jo med Ungdom.“ Lasse følte sig som Mand i Laget, og var
ikke bange for at stikke en ud.
„Hans Peter er femten Aar,“ sagde Kongstrup irettesættende — „og i hans
Hjærte raser Lidenskaben.“ Han sagde det saa komisk alvorligt at de alle
brast i Latter. Kun Gustav lo ikke, han sad og klippede med Øjnene og
hev op i sit Hoved som en fuld Mand.
„Hør selv her hvad han skriver — det laa paa hans Seng.“ Kongstrup holdt
Papiret teatralsk ud fra sig:
„Naar Proprietæren læser dette, er jeg borte for bestandig; Bodil og
jeg har besluttet at flygte bort i Natten. Min strænge Fader giver
aldrig sit Minde til vor Forening, derfor vil vi nyde vor Kærligheds
Lykke paa et skjult Sted, hvor ingen kan finde os. Det er stor Synd
at lede efter os, for saa har vi besluttet at dø sammen hellere end
at falde i vore Fjenders onde Hænder. Jeg væder dette Papir med
Bodils og mine Taarer. Men Proprietæren maa ikke fordømme mig for
mit sidste fortvivlede Skridt, naar jeg ikke kan andet for min store
Kærligheds Skyld.