„Ret har hun vel nok haft, siden han aldrig sagde et hæftigt Ord naar
hun tog paa Vej — med Klager og Bebrejdelser saa det gik tværs gennem
Væggene, ned i Folkestuen og helt ud i Gaarden. Men dumt var det
alligevel af hende, for hun gjorde ham blot forstyrret i Hovedet og jog
ham hjemme fra. Og hvordan skal det vel i Længden gaa en Gaard, hvis
Husbond ligger og driver paa Landevejene altid fordi han ikke kan være
hjemme. Det er en skidt Kærlighed som jager Manden hjemmefra.“
Lasse stod i Stalden Søndag Aften og talte med Husmandskonerne om det
mens de malkede. Pelle gik der ogsaa og havde sit for, men hørte
alligevel efter.
„Helt dum var hun nu heller ikke,“ sagde Tækkemand Holms Kone. „Som nu
det at hun tog Lyse Marie ind til Stuepigearbejdet, for at han kunde
have et net Ansigt at se paa her hjemme ved. Hun vidste nok, at den der
har Føden i Huse gaar ikke udenom. Men det førte jo ingenting til, naar
hun ikke kunde lade være at skræmme ham fra Gaarden med sin Graad og sin
Drikken.“
„Han drikker vel ogsaa, han!“ sagde Pelle kort.
„Javist tager han sig nok en Rus iblandt“ sagde Lasse i en
irettesættende Tone — „men han er et Mandfolk at du ved det — og kan vel
desuden have sine Grunde. Men det lader ilde naar et Kvindfolk hengiver
sig til Spiritus.“ Lasse var gnaven, Knægten begyndte at have egne
Meninger om snart sagt alting, og blandede sig rask væk op i naar voksne
Folk talte.
„Jeg holder nu for“ henvendte han sig atter til Konerne „at han er en
god Mand, naar blot han ikke plages med Graad og Samvittighedsnag. Det
gaar jo ogsaa rigtig godt nu hun er borte. Han er hjemme snart sagt hver
Dag og tager sig af Sagerne selv, saa Forvalteren er helt syg — for
_han_ vil jo helst være Kongen for det hele. Os andre er Bonden mod som
en af vore Lige; om det saa er Gustav har han glemt sit Nag.“
„Han har vel heller ikke saa meget at nages for — det skulde da være
det, at han faar en Kone med Penge. Bodil skal nok have over hundrede
Kroner paa Kistebunden efter de to-tre Maaneders Arbejde som Stuepige.
Somme Folk kan — de faar Betaling for det, vi andre al vor Tid har
maattet gøre for intet.“ Det var en af de gamle Koner.
„Ja lad os nu først se, om han nogensinde faar hende til Kone — jeg
tvivler om’et. En skulde vel ikke sige noget ondt om sine Medtjenere,
men Bodil er ikke trofast. Det med Proprietæren fik være det det var —
som jeg ogsaa sagde til Gustav engang han rasede vildt; Husbonden gaar
forud for Folkene! Bengta var mig en god Kone i enhver Retning, men hun
havde svært ved at sætte sig op imod Patronen derhjemme hun ogsaa. De
største tager først, det er ikke anderledes her i Verden! Men Bodil har
syv Sind over én Tærskel, nu fjaser hun med Eleven skønt han ikke er
sine sejsten Aar endnu, og tager mod Foræringer af ham. Gustav skulde
rede sig ud af det i Tide — det fører altid til Ulykke naar Kærligheden
faar Indpas i et Menneske. Vi har Eksempel for’et her paa Gaarden.“
„Jeg snakkede med nogen i Dag der mente, at Fruen slet ikke var rejst
til Hovedstaden men var hos sin Slægt nede Sønder paa Landet. Hun er
rendt fra ham skal I faa at se.“
„Det skal jo være fint, det!“ sagde Lasse. „Men naar hun saa bare vil
blive væk; det gaar aller bedst som det gaar.“
— —
Der var kommet en hel anden Luft over Stengaarden. Uhyggen var borte,
der sank ingen Klagetoner gennem Luften og lagde sig som Klæg og sort
Sorg om én. Stengaardsbonden var den Forandringen kendtes mest paa; han
var ti-tyve Aar yngre, og slog til Side i godt Humør som en der er løst
af Bolt og Jærn. Han var optaget af Bedriften, jog et Par Gange hver Dag
til Stenværket i sin Gig, mødte frem ved hvert nyt Arbejde og kunde godt
finde paa at smide Trøjen og tage en Haand i. Lyse Marie dækkede hans
Bord og redte hans Seng, og han var ikke bange for at vise at han var
god ved hende. Hvor mange var ellers saadan en simpel Pige bekendt ved
højlys Dag! Hans Humør virkede helt smittende og forjog baade det ene og
det andet.
Ellers kunde det jo ikke nægtes, at Lasse havde sit at trækkes med.
Giftesygen faldt tungt over ham med den haarde Kulde, som allerede
indfandt sig i December; han længtes efter at faa Foden under eget Bord
og have sig en Kvinde der var alt for ham. Helt opgivet Karna havde han
vel endnu ikke; men han havde dog lovet Tækkemand Holms Kone ti blanke
Kroner paa Bordet, saa fremt hun opsporede noget der passede for ham.
Egenlig havde han jo slaaet det hele af Hovedet som en Umulighed og
begivet sig ind i sin Alderdoms Land. Men hvad kunde det hjælpe at lukke
sig inde, naar man blot gik og ledte efter Dørene for at slippe ud igen.
Lasse saa sig ud endnu engang, og det blev som altid Pelle der bragte
Livet og Glæden til Huse.
Nede i Udkanten af Fiskerlejet boede der en Kone, hvis Mand fór til Søs
og ikke havde ladet høre fra sig i adskillige Aar. Pelle havde nogle
Gange paa Vej til og fra Skole søgt Ly mod Vejret i hendes Forstue, og
efterhaanden blev de gode Bekendte; han gjorde hende Smaatjenester og
fik en Kop varm Kaffe for det. Naar Kulden var rigtig hvas, kaldte hun
ham altid ind. Saa fortalte hun ham om Søen og om sin Skarns Mand, der
blev borte og lod hende sidde og slide sig Brødet til ved at bøde
Redskab for Fiskerne; og Pelle maatte til Gengæld fortælle om Far Lasse,
og Mor Bengta som laa derhjemme paa Kirkegaarden i Tommelilla. Det blev
ikke til meget andet med Snakken, for bestandig kom hun tilbage til sin
Mand der blev borte og lod hende sidde Enke.
„Han er vel druknet,“ sagde saa Pelle gærne.
„Nej det er han ikke, for jeg har intet Varsel haft!“ svarede hun
bestemt, altid med den samme Vending.
Pelle fortalte det hele igen til Faderen, som var meget interesseret.
„Naa var du saa ind om hos Madam Olsen i Dag?“ var det første han sagde
naar Drengen kom fra Skole. Saa maatte Pelle fortælle enhver Ting flere
Gange, Lasse kunde ikke faa det grundigt nok:
„Du har vel fortalt hende, at Mor Bengta er død? — ja vist det har du
jo! Naa hvad spurgte hun dig saa ud om mig i Dag? — Ved hun om Arven?
(Lasse havde fornylig arvet 25 Kroner efter en Farbror). Du kunde jo
godt lade et Ord falde om det — for at hun ikke skal anse os for rene
Lus.“
Pelle bar forblommede Bud baade frem og tilbage. Fra Lasse fik han
Smaating med som Vederlag for det gode hun gjorde ham, broderede
Lommeklæder og et fint Silketørklæde — det var de sidste Rester af Mor
Bengtas Efterladenskaber. Det vilde blive svært at undvære dem hvis
dette ny glippede — saa var Minderne der ikke at falde tilbage paa! Men
Lasse satte alt paa ét Kort.
En Dag kunde Pelle fortælle, at nu havde det varslet hos Madam Olsen. Om
Natten var hun vaagnet ved, at en stor sort Hund stod og gispede ved
hendes Hovedgærde, dens Øjne lyste i Mørket, og hun hørte Vandet dryppe
fra dens Pels. Hun forstod, at det maatte være Skibshunden med Bud til
hende, og gik til Vinduet. Og ude i Maaneskinnet over Søen saa hun et
Skib gaa med alle Sejl til. Det byggede højt op for Synet, og man saa
Hav og Himmel tværs igennem det. Over Rælingen hang hendes Mand og de
andre, de var gennemsigtige, og Saltvandet drev dem af Haar og Skæg og
randt ned over Skibssiden.
Om Aftenen iførte Lasse sig sin bedste Stads.
„Skal vi ud i Aften?“ spurgte Pelle glad forundret.
„Nej — ja det vil sige jeg skal, et lille Ærende bare. Hvis nogen
spørger efter mig, maa du sige at jeg er gaaet til Smeden efter en ny
Næsering til Tyren.“
„Og jeg skal ikke med da?“ Pelle var lige ved at græde.
„Nej du maa være skikkelig og blive hjemme denne ene Gang.“ Lasse
klappede ham paa Hovedet.
„Hvor skal du hen da?“
„Jeg skal —“ Lasse vilde lave en Løgn men kunde ikke faa det over sit
Hjærte. „Du maa hellere lade være at spørge mig!“ sagde han.
„Faar jeg det saa at vide en anden Dag — uden at spørge?“
„Ja det gør du — ganske bestemt!“
Lasse gik men kom tilbage igen. Pelle sad paa Sengekanten og græd — det
var første Gang Lassefar gik uden at tage ham med.
„Nu maa du være fornuftig og gaa i din Seng,“ sagde han alvorligt.
„Ellers bliver jeg hjemme hos dig, men saa gaar der kanske meget i
Stykker for os begge to.“
Saa tog Pelle sig i det og begyndte at klæde sig af. Og Lasse kom
endelig paa Vej.
Der var lukket og slukket da han naaede ned til Madam Olsens Hus. Han
kendte det let efter Pelles Beskrivelser, og gik et Par Gange rundt om
det for at se hvordan Væggene stod. Det saa helt godt ud baade i Tømmer
og Klining, og en god Bid Jord hørte der til — lige stor nok til at den
kunde tilses om Søndagen, saa man kunde passe sin Dagløn de søgne Dage.
Lasse bankede paa Døren, lidt efter kom en hvid Skikkelse frem ved
Vinduet. „Hvem er det?“ blev der spurgt.
„Det er Pelles Far, Lasse Karlsson,“ sagde Lasse og traadte frem i
Maaneskinnet.
Skodden blev slaaet fra. „Kom kun indenfor, staa ikke der i Kulden!“
sagde en blød Stemme, og Lasse traadte over Tærsklen. Der var Sovelugt i
Stuen, Lasse vejrede Alkoven men kunde intet se, han hørte Pusten som om
et fedt Menneske trak i Strømper. Saa strøg hun en Tændstik og tændte
Lampen.
De gav Haanden og saa imens hinanden an. Hun var i stribet Dynevaarskørt
der holdt Nattrøjen samlet, og havde blaa Natkappe paa Hovedet. Gode
Lemmer havde hun og en god Barm; Ansigtet lovede ogsaa godt. Hun var af
den Slags, som ikke vilde gøre en Kat Fortræd naar hun ikke blev
strabeseret — men nogen Slider var hun ikke, dertil var hun for blød i
det.
„Saa det er Pelles Far!“ sagde hun — „det er en ung Søn du har. Naa men
sid ned værsaagod.“
Lasse missede lidt, han havde nok frygtet at hun vilde finde ham gammel.
„Ja han er jo hvad man vilde kalde en Sildefødning; men jeg kan dog gøre
Mands Gærning endnu — baade her og der.“
Hun lo til ham mens hun gik til og fra og satte paa Bordet — koldt Flæsk
og Medisterpølse, Snaps og Brød og en Lerskaal med Fedt. „Spis! men
spis!“ sagde hun „det er derpaa et Mandfolk skal kendes. Du har gaaet en
lang Vej.“
Nu først kom Lasse i Tanke om, at han dog maatte give et Paaskud for sit
Besøg. „Jeg skulde egenlig af Sted igen med det samme. Jeg vilde blot
ned og sige dig Tak for din Godhed mod Drengen.“ Han lettede endogsaa
paa sig som for at bryde op.
„Nej men hvad er det nu for noget Sludder!“ udbrød hun og trykkede ham
ned i Stolen igen. „Det er jo kun simpelt men værsgod og lad det smage.“
Hun trykkede ham Redskabet i Haanden og skubbede ivrigt Maden hen foran
ham. Hele hendes Skikkelse udstraalede Varme og Hjærtensgodhed, som hun
stod der tæt ind over ham og puslede for ham. Og Lasse hyggede sig i
det.
„Du har vist været en god Kone for din Mand,“ sagde han.
„Ja det er saamænd sandt ogsaa!“ sagde hun, idet hun satte sig ned og
saa aabenhjærtet paa ham. „Han fik alt hvad han kunde have Krav paa og
vel det, naar han var i Land. Han laa til Middag, og jeg passede ham som
et lille Barn. Men ikke en Haandsrækning han gav mig for’et — saa bliver
én jo træt tilsidst.“
„Det var Uret af ham“ sagde Lasse „for den ene gode Gærning bør kalde
paa den anden. Jeg tror ikke Bengta skulde have noget saadant at sige
mig paa, om hun blev adspurgt.“
„Ja der er saamænd meget at gøre i et Hus, naar det ellers er en Mand
der har Vilje til at hjælpe. Jeg har jo kun én Ko, for mere kan jeg ikke
overkomme; men to kunde der godt holdes, og Gæld paa Stedet er der
ikke.“
„Jeg er jo kun en fattig Djævel imod dig!“ sagde Lasse nedslaaet. „Jeg
har vel alt i alt halvhundrede Kroner, og ordenligt Tøj har vi at tage
paa begge to, men ellers ejer jeg kun et Par gode Næver paa Skaft.“
„Det er jo ogsaa meget værd. Og bange for at hente en Spand Vand eller
sligt er du ikke, kan jeg forstaa paa dig?“
„Nej det er jeg ikke. Og jeg er heller ikke bange for en Kop Kaffe paa
Sengen en Højtidsmorgen.“
Hun lo til ham. „Saa skulde jeg vel have en Kys!“ sagde hun.
„Ja det skulde du vel,“ sagde Lasse glad og kyssede hende. „Og saa maa
vi haabe paa Lykke og Velsignelse for os alle tre. Pøjken ved jeg jo du
holder af.“
Der var endnu adskilligt at drøfte, Kaffen skulde drikkes, og Lasse
skulde se paa Koen og paa Husets Indretning. Imens blev Klokken mange.
„Du maa jo hellere indrette dig her for Natten!“ sagde Madam Olsen.
Lasse stod og vaklede i det — der var Gutten som laa alene, og han
skulde være paa Gaarden Kl. fire. Men ude var det koldt, og her var saa
lunt og hyggeligt i alle Maader.
„Ja, jeg maa kanske hellere det,“ sagde han og lagde Tøjet fra sig igen.
— — —
Da han ved Firetiden sneg sig bag ind gennem Kostalden, brændte Lygten
endnu i Røgterkamret. Lasse troede han var opdaget, og kom til at ryste,
det var halsløs og uforsvarlig Gærning at være borte fra Besætningen en
hel Nat. Men det var blot Pelle der laa sammensunken paa Kisten, fuld
paaklædt, og sov. Han var sort og ophovnet i Ansigtet af Graad.
Hele Dagen var der noget lukket, næsten fjendsk over Pelles Færd. Lasse
led under det; der var ikke andet for, han maatte ud med Sproget.
„Nu er det afgjort du,“ sagde han endelig. „Vi faar Hus og Hjem — og en
vakker Mor paa Købet. Det er Madam Olsen, er du saa tilfreds?“
Pelle havde ikke noget imod det. „Maa jeg saa komme med næste Gang?“
spurgte han, lidt mut endnu.
„Næste Gang kommer du med — det bliver nok paa Søndag. Saa ber vi os
tidlig fri og gaar i Besøg.“ Lasse sagde det med et eget Sving — han
havde rettet sig.
Pelle var med om Søndagen, de havde fri fra midt paa Eftermiddagen. Saa
gik det ikke an at bede sig fri saa snart igen, men Pelle saa jo sin
vordende Mor saa at sige hver Dag. For Lasse var det vanskeligere. Naar
Længslen efter Kæresten kom for stærkt over ham, gik han og nussede til
Pelle var faldet i Søvn, saa klædte han sig om og listede af.
Dagen efter en saadan forvaaget Nat var han ikke meget værd til sit
Arbejde, han gik og snublede over sine egne Trin. Men hans Øjne lyste
ungdommeligt, som havde han sluttet hemmeligt Forbund med Livets
stærkeste Magter.