Paa Pelles Tid var Spegesild Bornholmerens vigtigste Føde. Det var den
staaende Frokostret i alle Lag af Samfundet, og nedefter beherskede den
Aftensbordet ogsaa — og gik stundom igen ved Middag i en lidt ændret
Skikkelse. „Det er et daarligt Madsted,“ sagde Folk spottende om den og
den Gaard — „man faar kun Sild 21 Gange om Ugen.“
Naar Hylden stod i Blomst væltede ordenlige Mennesker efter god gammel
Skik Saltkarrene frem og begyndte at kigge mod Havet — da er Silden
fedest. Fra det skraa Land, der næsten overalt har et Glimt af Søen,
spejdedes der i de tidlige Sommermorgener langt efter de hjemvendende
Baade; Vejret og Baadenes Leje i Søen gav Varsler for Vintersulet. Saa
kunde Rygtet komme vandrende op over Øen — om stor Fangst og godt Køb.
Bønderne rullede til Staden eller Lejet med deres rummeligste Vogne, og
Sildemanden arbejdede sig op gennem Landet fra Hytte til Hytte med sin
Krikke, der var saa ussel at enhver havde Lov at skyde den for Panden.
Om Morgenen naar Pelle slog Stalddørene op ud til Marken, stod Disen som
et lysegraat Vand i alle Lavninger; og inde paa Højdedragene hvor Røgen
stod frisk af Huse og Gaarde, saa han Mænd og Kvinder komme frem om
Gavlen, halvtpaaklædte eller i bart Linned, og stirre udover. Han løb
selv hen om Udhusene og kiggede ud mod Søen, der laa blank som Sølv og
tog Farver af Dagen. De røde Sejl hang slappe ned og lignede Blodplask i
Dagglansen, Baadene laa dybt i Vandet og stræbte langsomt hjemad for
Aareslagene, sled sig frem som altfor drægtige Kør.
Men det kom altsammen ikke ham og hans ved. Stengaarden købte ligesom
Sognets Fattige først sin Sild efter Høst, naar den var tør som en Pind
og næsten ingenting kostede. Paa den Tid af Aaret faldt Silden gærne
rigeligt, og solgtes for 15-20 Øre Olen saa længe Efterspørgslen varede.
Siden afsattes den i Læssevis til Svineføde eller gik paa Møddingen.
En Søndag Morgen Senhøstes kom der løbende Bud til Stengaarden fra
Staden, at nu var der Sild at faa. Forvalteren kom ned i Folkestuen mens
de sad ved Morgenmaalet, og gav Ordre til at rykke ud med alle
Arbejdsspand. „Det bliver saa jer ogsaa!“ sagde Karl Johan til de to
Stenværkskuske, som var gift og bosiddende oppe mod Værket men kom ned
og spiste.
„Nej vore Heste kommer ikke af Stalden til det Brug!“ sagde Kuskene —
„de og vi kører kun Sten og intet andet.“ De sad en Stund og bredte sig
med Spydigheder til visse Folk som ikke engang havde Søndagen til egen
Raadighed; den ene strakte sig paa en forbandet drillende Maade. „Aah!
jeg tror jeg gaar hjem og tager en Formiddagslur. Det gør alligevel godt
at være sin egen Mand én Gang om Ugen.“ Saa gik de hjem til Kone og Børn
for at holde Søndag.
Karlene gik en Stund og gav ondt af sig — det skulde nu saadan være. I
og for sig havde de ikke noget imod Turen, lidt Fest kunde der vel ikke
undgaa at blive. Der var Beværtninger nok i Staden, og de skulde sagtens
indrette det med den Sild, saa de ikke kom hjem meget før Aften. I
værste Fald kørte Erik sin Vogn i Stykker, saa var de nødt til at blive
derinde, mens den blev gjort i Stand.
De stod ude i Stalden og vendte Pengepungene — store solide Skindpunge
med Staallaas, der kun lod sig aabne ved et Tryk paa en hemmelig
Mekanisme; men de var tomme.
„Det var Satans,“ sagde Mons og kiggede skuffet ned i sin Pung — „ikke
saa meget som Lugten af en Enøre er der! Den maa jo være læk saa.“ Han
kiggede den efter i Sømmene, holdt den klods op ad Øjnene, lyttede til
sidst ned i den. „Fan kan forstaa det, jeg synes jeg hører en Tokrone
smaasnakke. Det maa jo være Spøgeri!“ Han sukkede og stak Pungen i
Lommen.
„Du din fattige Lus,“ sagde Anders „har du nogensinde snakket med en
Tokrone? Nej her er Karl her!“ Han halede en stor Pung frem. „Jeg har
den Tikrone endnu, som Forvalteren snød mig for ved Majdag; men jeg
ømmer mig ved at bruge den, den skal gemmes til jeg bliver gammel.“ Han
greb ned i den tomme Pung og lod som han viste noget frem. De lo og
gjorde Løjer, Humøret var højt ved Tanken om Byturen.
„Men Erik dér har sikkert Penge paa Kistebunden!“ sagde saa én — „han
tjener for en høj Løn og har en rig Moster i Helvede.“
„Ak nej“ svarede Erik klynkende „jeg maa jo betale til en halv Snes
Unger, som ingen anden Far kan faa udlagt. Men Karl Johan faar skaffe,
hvad er han ellers Forkarl for.“
„Det gaar ikke!“ sagde Karl Johan betænkeligt. „Beder jeg Forvalteren om
Forskud nu vi skal til Staden, saa siger han blankt nej. Gud ved om ikke
Pigerne har Løn liggende?“
De kom netop skramlende op fra Kostalden med deres Mælkespande.
„Hør Piger!“ raabte Erik ud til dem „kan ikke en af jer laane os ti
Kroner? Hun skal faa Tvillinger for det til næste Paaske — saa farrer
Soen alligevel.“
„Du lover godt du!“ sagde Bengta og stansede; de satte Mælkespandene og
snakkedes ved om det. „Mon ikke Bodil har?“ sagde Karna. „Nej for hun
sendte de ti Kroner hun havde liggende, til sin Mor forleden Dag,“
svarede Marie.
Mons klaskede Kasketten i Gulvet og gjorde et Hop. „Jeg gaar op til
selve Gubben Satan,“ sagde han.
„Saa kommer du paa Hovedet ned ad Trapperne, at du ved det!“
„Fan heller vel, naar ens egen gamle Mor ligger dødsens syg derinde i
Staden og hverken har til Dokter eller Mikstur. Jeg er vel ikke
daarligere Barn end Bodil.“ Han gik op mod Stentrappen. De stod og
kiggede efter ham gennem Stalddøren, til Forvalteren kom og de fik
travlt med Vognene. Gustav gik søndagsklædt med en Bylt Tøj under Armen
og saa paa dem.
„Hvorfor gaar du ikke i Gang?“ sagde Forvalteren. „Se at faa spændt
for.“
„Forvalteren har selv givet mig fri i Dag,“ sagde Gustav og fortrak
Ansigtet — han skulde ud med Bodil.
„Av — det er sku sandt! — saa bliver der en Vogn mindre. Du maa tage fri
en anden Dag i Stedet.“
„Det kan jeg ikke.“
„Hvad F— og hvorfor ikke om man tør spørge?“
„Nej for jeg har faaet fri i Dag.“
„Jamen for Pokker Menneske, naar jeg nu siger du maa faa fri en anden
Dag i Stedet for.“
„Nej det kan jeg ikke.“
„Men hvorfor dog Menneske — er der noget presserende du skal?“
„Nej, men jeg har faaet fri i Dag.“ Det saa ud som Gustav grinede lumsk,
men han vendte nok blot Skraaen i Munden. Forvalteren traadte haardt af
Vrede.
„Men jeg kan saa godt blive helt væk, om Forvalteren har ondt af at se
paa mig!“ sagde Gustav blødt.
Forvalteren hørte det ikke, men vendte sig rask; lang Erfaring havde
lært ham at overhøre den Slags Tilbud i den travle Tid. Han saa op til
sit Vindu som kom han pludselig i Tanker om noget, og løb i Spring op ad
Trappen. De havde Krammet paa ham, naar de slog paa den Stræng. Men til
Vinter kom Turen til ham, og saa blev det de andre der maatte tie og
taale — for at have Tag over Hovedet i den sløje Tid.
Gustav blev ved at spanke om med sin Bylt uden at tage en Haand i; de
andre lo opmuntrende til ham.
Forvalteren kom ned igen og gik hen til ham. „Spænd saa for inden du
gaar,“ sagde han kort. „Saa kører jeg dine Heste.“
Der gik en ond Knurren fra Mand til Mand. „Vi skal have Hunden med!“
sagde de halvhøjt til hinanden. „Hvor er Hunden henne? vi skal have
Hunden med.“ Forvalteren skulde høre det.
Det blev ikke bedre, fordi Mons kom ned ad Trappen med Ansigtet i en
vidunderlig from Skelen, og holdt en Tikroneseddel foran Maven. „Nu kan
det være lige fedt, for vi skal have Hunden med!“ sagde Erik. Mons’
Ansigt skiftede med et Ryk, han gav sig til at bande indædt. De gik og
pillede ved Vognene uden at tage fat, deres Øjne lyste ondt.
Forvalteren kom ud paa Trappen i Overtøj. „Kan I snart faa spændt for!“
tordnede han.
Stengaardens Folk holdt lige saa stærkt over Rangfølgen som Øens egen
Befolkning, og den var lige saa indviklet. Forkarlen sad øverst ved
Bordet og tog først, han gik forrest ved Mejningen, og havde første Pige
til at lægge Læsset naar der kørtes ind; han var første Mand oppe, og
forrest naar de drog i Marken, ingen maatte smide Redskaberne før han
havde gjort det. Efter ham kom anden Karl, tredje o. s. v. og endelig
Daglejerne. Hvor ikke personligt Tykke greb stærkt ind, var Forkarlen
som en Selvfølge Kærest med første Pige o. s. v. nedefter; flyttede en
af dem overtog Efterfølgeren Forholdet — det var Ligevægtstilstanden.
Her blev Rangfølgen dog ofte brudt, men aldrig naar det angik Hestene.
Gustavs Heste var de simpleste, og ingen Magt i Verden skulde have faaet
Forkarlen eller Erik til at køre dem — end ikke Proprietæren selv.
Forvalteren vidste det, og saa hvordan Karlene gottede sig, da Gustavs
Krikker blev spændt for. Han bed Ærgrelsen i sig; men da de hoverende
stillede Gustavs Køretøj bagest i Rækken, blev det ham for meget. Han
befalede at de skulde køre det frem foran de andre.
„Mine Heste plejer ikke at gaa bagved Rumpedragerens!“ sagde Karl Johan
og smed truende Tømmen; det var Øgenavnet for den sidste i Rækken. De
andre stod og gemte Grin af Vejen, saa Forvalteren var lige ved at koge
over.
„Er du saa endeklemt efter at være i Spidsen, saa værsgod,“ sagde han
behersket. „Jeg kan godt køre efter dig.“
„Nej mine Heste hører til efter Forkarlens, ikke efter Rumpedragerens,“
sagde Erik.
Dette her var nok et Skældsord, saadan som de smagte paa det den ene
efter den anden og skelede forblommet. Skulde han døje det Rækken ud,
saa var han med det samme umulig her paa Gaarden.
„Ja og mine gaar bagefter Eriks,“ begyndte Anders nu „— ikke efter — —
efter Gustavs,“ rettede han det hurtigt. Forvalteren havde hugget sit
Blik i ham og gjorde et Skridt frem for at slaa ham i Stenbroen.
Forvalteren stod et Øjeblik stille, ligesom lyttende — hans Armmuskler
skælvede. Saa sprang han op i Vognen.
„I er jo skrupkuldrede i Dag,“ sagde han. „Men nu kører jeg foran, og
den der understaar sig i at mukke, skal faa en i Synet saa han ryger fem
Dage ind i næste Uge.“ Han svingede uden om Rækken, Eriks Heste som
vilde dreje for, fik en af Pisken saa de stejlede. Erik gav sig til at
rase med Dyrene.
De gik slukørede om og gav sig Tid for at lægge Vej mellem sig og
Forvalteren. „Ja saa faar vi vel se at komme af Sted,“ sagde endelig
Karl Johan og satte sig til Vogns. Forvalteren var allerede godt paa
Vej, Gustavs Krikker tog sig svært sammen i Dag — de holdt nok af at
være foran. Men Karl Johans Heste var misfornøjede og drev paa, de led
ikke den nye Ordning.
Ved Landhøkerens gjorde de Holdt og fik Humøret sat lidt op. Da de igen
tog Landevejen fat gjorde Karl Johans Heste sig balstyrige, han maatte
file dem til Ro.
Rygtet om Fangsten havde bredt sig op over Landet, og Vogne fra andre
Gaarde indhentede dem eller krydsede dem paa Vej til Fiskerlejerne. De
der boede nærmere ved Byen var allerede paa Hjemvejen med svingende Læs.
„Ses vi i Staden til en Skænk?“ raabte en Karl i Forbifarten til Karl
Johan „jeg skal ind efter et Læs til.“
„Nej vi kører Herskabskørsel i Dag!“ svarede Forkarlen og pegede frem
mod Forvalteren.
„Ja jeg ser’en — han er fint kørende i Dag. Jeg troede det var Kong
Lasarus!“
En Kending af Karl Johan kom imod dem med et svingende Læs Sild, han var
eneste Karl paa en af de smaa Gaarde. „Du har nok ogsaa været i Staden
efter Vintersul,“ sagde Karl Johan og holdt Hestene an.
„Ja til Svinene!“ svarede den anden — „os andre blev der rigtignok lagt
til paa Forhøsten. Dette er jo ikke Folkeføde!“ Han tog en Sild mellem
Fingrene og lod som han brækkede den midt over.
„Nej for saadanne store Herrer vel ikke,“ svarede Karl Johan bidsk. „Du
er jo saa højt paa Straa at du spiser ved samme Bord som Husbond og
Madmoder, har jeg hørt.“
„Ja det er nu saadan Skik og Brug til vort,“ svarede den anden. „Vi
kender ikke til det med Herrer og Hunde.“
„Saa er det vel ogsaa sandt at du ligger hos Konen hveranden Nat?“ sagde
Karl Johan giftigt. De andre lo; den fremmede Karl svarede ikke men
kørte videre. I Karl Johan aad det indvendig — han kunde ikke lade være
at sammenligne.
De havde indhentet Forvalteren, og nu blev Hestene spiltossede; de vilde
bestandig forbi, og benyttede hvert uforvarende Øjeblik til at gaa frem,
saa Karl Johan var lige ved at køre Drætten ind i Forvalterens Baggavl.
Til sidst blev han træt af at regere med dem og gav dem Tømmen, de strøg
ud over Grøftekanten og frem foran Gustavs Spand, dansede lidt paa
Landevejen og faldt saa til Ro. Nu var det Eriks Heste der var tossede.
— —
Paa Gaarden blev alle Husmandskonerne stævnet sammen til om
Eftermiddagen, Ungkvæget var i Løkken, og Pelle løb fra Hytte til Hytte
med Budstikken. Han skulde selv gaa Kvindfolkene til Haande sammen med
Lasse, og var henrykt over denne Afbrydelse i det daglige; det var en
hel Fridag for ham.
Ved Middagstid kom Karlene hjem med de tunge Læs Sild, der blev væltet
ud over Stenbroen i den øvre Gaard omkring Posten. Der havde ingen
Lejlighed været til at slaa sig løs i Staden, og de var i ondt Lune. Kun
Mons den Abekat gik og grinede over hele Ansigtet; han havde været henne
hos sin syge Mor med Pengene til Doktor og Mikstur, og kom igen i sidste
Øjeblik med en Bylt under Armen, i det mest straalende Humør. „Det var
en Mikstur!“ gik han og gentog og slog Smæld med Tungen — „en fortærende
stærk Mikstur.“
Han havde haft en haard Tørn at bestaa med Forvalteren, inden han fik
Lov at gaa sit Ærende. Forvalteren var en mistænksom Mand, men over for
Mons’ skælvende Tale om, at det dog vilde være for haardt at nægte en
stakkels Mand Ret til at hjælpe sin syge Mor, var det vanskeligt at
holde Stand. „Tilmed bor hun tæt herved og jeg ser hende maaske ikke
mere i dette Liv,“ sagde Mons bedrøvet. „Og Pengene som jeg fik i
Forskud af Proprietæren til det samme? skal jeg maaske gaa og klatte dem
hen i Drik, mens hun ligger og har ikke til det bare Brød?“
„Naa hvordan havde saa din Mor det?“ spurgte Forvalteren, da Mons kom
halsende i sidste Øjeblik.
„Ak hun gør’et saa vist ikke længe!“ sagde Mons med Dirren i Røsten. Men
han straalede over hele Ansigtet.
De andre gik og saa ondt til ham, mens de læssede Silden af; de kunde
godt pryglet ham for hans svinagtige Held. Men det gik over, da han inde
paa Kamret løste op for Bylten. „Det er til jer fra min syge Mor!“ sagde
han og trak en Dunk Brændevin frem. „Og saa skulde jeg jo hilse mange
Gange, og takke jer fordi I er saa gode ved hendes lille Søn.“
„Hvor var du henne?“ spurgte Erik.
„Jeg sad oppe i Beværtningen paa Havnebakken hele Tiden for at have et
Øje med jer; jeg kunde ikke undvære at se jer, saa henrivende tørstige I
saa ud. At I ikke lagde jer plask ned paa Maven og drak af Havet alle
Mand.“ — —
Om Eftermiddagen sad Husmandskonerne og Gaardens Piger om de store
Sildedynger ude ved Posten og gællede Silden. Lasse og Pelle pumpede
Vand til Skylningen og rensede de store Saltkar, som Karlene trillede op
fra Kælderen; to af de ældste Koner havde det betroede Hværv at mænge.
Forvalteren gik frem og tilbage ved Hovedtrappen og røg sin Pibe.
Sildelægningen hørte ellers til de fornøjelige Arbejder, men i Dag var
der Misstemning over hele Linjen. Kvinderne sladrede løs under Arbejdet,
men Snakken var ikke uskadelig, den havde sin Adresse — Karlene havde
sat ondt i dem. Naar de lo, lød det af Bagtanke. Karlene maatte kaldes
frem og have Ordre for hver enkelt Ting der skulde udføres; de gik
trevent til det og trak sig straks tilbage til Kamrene. Men derinde var
de des lystigere, de sang op og morede sig.
„De gør sig til Gode de,“ sagde Lasse med et Suk til Pelle; „de har en
hel Dunk Brændevin, som Mons havde skjult i sin Sild. Den skal være saa
ekstra umanerlig god.“ Lasse havde ikke selv smagt den.
De to holdt sig uden for Krægleriet — de følte sig for svage. Pigerne
havde ikke haft Mod til at nægte det ekstra Søndagsarbejde, men de var
ikke bange for at smaasnærte, og fniste ad ingenting, for at Forvalteren
skulde tro det var ad ham. Hvert Øjeblik spurgte de højt hvad Klokken
var, eller stansede Arbejdet for at lytte over mod Karlekamrene hvor det
gik stadig lystigere til. Nu og da blev en Karl slynget ud i Gaarden
indefra; han skrubbede duknakket og grinende ind igen.
Efterhaanden kom Karlene drivende ud; de havde faaet Huen i Nakken nu,
og deres Blik veg ikke. De stillede sig op i den nedre Gaard — hængende
over Stakittet — og betragtede Pigerne. Hvert Øjeblik spruttede de ud i
Grin og holdt brat inde, med et forskrækket Blik hen til Forvalteren.
Forvalteren gik frem og tilbage ved Trappen, han havde sat Piben fra sig
og samlet sig mere, da Karlene kom ud, han gik og knaldede med en
Kørepisk og øvede sig i Selvbeherskelse. „Om jeg vilde, bukkede jeg
begge Ender sammen paa’en!“ hørte han Erik sige højt inde i en Samtale.
Forvalteren ønskede inderligt, at Erik vilde gøre Forsøget; hans Muskler
laa og brændte sammen under denne utilfredsstillede Trang til at udlade
sig. Men hans Hjærne svælgede i Slagsmaal, han var i Kast med hele
Flokken og gennemgik alle Kampens Enkeltheder. Disse Kampe havde han
gennemlevet saa tidt, især i den senere Tid; han havde tænkt sig ind i
alle vanskelige Situationer, og der var ikke et Sted paa hele
Stengaarden, uden han vidste hvad der dér egnede sig til Vaaben.
„Hvad er Klokken?“ spørger en af Pigerne højt, vel for tyvende Gang.
„Lidt sidere end Særken,“ svarer Erik rask.
Pigerne ler. „Aa Snak sig os nu hvad den er?“ udbryder en anden.
„Tre Kvarter paa Møllerens Pige,“ svarer Anders.
„Aa I er nogle Narre — kan I nu ikke svare ordenligt. Du Karl Johan?“
„Den er rund!“ siger Karl Johan alvorligt.
„Nej alvorlig talt, nu skal jeg sige jer hvad den er,“ udbryder Mons
troskyldigt og trækker et stort „Koøje“ op af Lommen. „Den er —“ han ser
skarpt paa Uret og bevæger Læberne efterregnende. „Det var dog som
Pokkers!“ udbryder han og klasker himmelfalden Haanden i Stakittet —
„den er jo akkurat det samme som i Gaar ved denne Tid.“ Spøgen er
gammel, men Kvindfolkene hviner op af Latter — det er jo Mons der siger
det.
„Bryd jer ikke om Klokken,“ kommer Forvalteren og siger. „Se hellere at
faa Arbejdet fra Haanden.“
„Nej Klokken er for Skræddere og Skomagere — ikke for ærlige Folk!“
siger Anders halvhøjt.
Forvalteren drejer sig mod ham hurtigt som en Kat, og Anders jager Armen
krum op for Hovedet som vil han afbøde et Slag. Saa spytter Forvalteren
blot med et haanligt Grin og genoptager sin Vandring, og Anders staar
der brændende rød i Hovedet, og ved ikke hvor han skal gøre af sine
Øjne. Han klør sig et Par Gange i Nakken, men det kan ikke bortforklare
den besynderlige Armbevægelse; de andre staar og griner ad ham, der maa
gøres noget ovenud dristigt for at redde Æren. Saa haler han op i
Bukserne og slaar en stor Fjært, idet han driver ned mod Kamrene for at
være paa den rigtige Side. Kvindfolkene hviner op, og Karlene lægger
Hovedet ned paa Stakittet og ryster af Grin. — —
Saadan gik Dagen, med Ondskab og Drilleri i det uendelige. Om Aftenen
drev Karlene ud for at holde Sjov paa Landevejen og fortrædige de
Vejfarende. Lasse og Pelle var trætte og gik tidlig i Seng.
„Gudskelov vi har denne Dag taget!“ sagde Lasse da han kom under Dynen —
„det har været en rigtig ond Dag. Et Guds Mirakel er det at der ikke
flød Blod, der var en Stund da Forvalteren saa mig ud til det værste.
Men Erik ved jo nok, hvor langt det kan gaa an at vove sig ud.“
Næste Morgen lod det hele til at være glemt, de røgtede Hestene som
sædvanlig, og Kl. 6 drog de i Marken med deres Leer for at slaa noget
tredje Slæts Kløver. De saa surøjede, slappe og utidige ud. Blikdunken
laa uden for Stalddøren og var tom, idet de gik forbi sparkede de til
den.
Pelle hjalp til med Silden i Dag ogsaa, men syntes ikke det var morsomt
længer. Han længtes allerede efter at være ude i det fri igen med sine
Kreaturer, her maatte han springe for alle og enhver. Saa tidt han turde
gjorde han sig Ærende uden for Gaarden, for saa imens gik den Tid!
Op ad Formiddagen bedst som Karlene gik og slog den tynde Kløver,
slængte Erik sin Le saa den hoppede syngende over Skaarene. De andre
stansede Arbejdet.
„Hvad er det med dig Erik?“ sagde Karl Johan „har du Fluer i Hovedet?“
Erik stod med sin Kniv i Haanden og følte paa Eggen, han hverken hørte
eller saa. Saa vendte han Ansigtet opad og frynede mod Himlen, Øjnene
laa langt inde og virkede ikke, Læberne vældede tykke frem. Han udstødte
nogle uforstaaelige Lyde og kom i Drift, op mod Gaarden.
De andre stod en Stund og fulgte ham med stikkende Øjne, saa smed de
Leen en efter en og satte sig i Bevægelse. Kun Karl Johan blev hvor han
var.
Pelle var netop ude ved Løkken for at efterse, at ingen af Ungkvæget var
brudt ud. Da han saa Karlene komme stilende op mod Gaarden, spredt, som
en Flok Kvæg i Drift, anede han Uraad og løb ind. „Nu kommer Karlene
ansættende Far!“ hviskede han.
„Da gør de vel ikke det?“ svarede Lasse og kom til at ryste.
Forvalteren gik og bar Sager fra sit Værelse ned i Ponyvognen, han
skulde køre til Bys. Han havde Favnen fuld da Erik kom søgende gennem
den store aabne Port dernede, med fordrejet Ansigt og en stor bredbladet
Kniv i Haanden. „Hvor Djævlen er han?“ sagde han højt og gik en Gang
rundt om sig selv med sænket Hoved, han lignede en ond Tyr. Saa søgte
han op gennem Stakittet, lige mod Forvalteren.
Det gav et Sæt i Forvalteren da han saa ham — og derude gennem Porten
kom de andre halsende. Han maalte Afstanden til Trappen, men tog sig i
det og gik Erik i Møde; holdt sig bag om en Arbejdsvogn og havde Øje med
hver af Eriks Bevægelser, mens han søgte sig et Vaaben. Erik fulgte ham
rundt om Vognen; han gik og skar Tænder, Blikket stak skraat op nede
fra.
Forvalteren gik rundt og rundt om Vognen og foretog halve Bevægelser,
han kunde ikke faa Samling paa sig. Men saa kom de andre op nede fra og
spærrede Vejen for ham. Han blev hvid i Ansigtet af Skræk, rev en
Svingel af Hammelstokken og satte med et Stød Vognen løs paa Flokken saa
de tumlede af Vejen. Der blev aabent Rum mellem ham og Erik, og Erik
sprang som en Fjeder frem over Drætten, med Kniven i kort Hug. Midt i
Springet traf Svingelen ham i Hovedet, Knivstikket ramte Forvalteren i
Skulderen, men det var mat; Kniven skrabede ned ad hans Side idet Erik
sank til Jorden. De andre stod og gloede fortumlet.
„Bær ham ned i Rullekælderen!“ raabte Forvalteren bydende; de smed deres
Knive og adlød.
Henne ved Posten stod Pelle og smaahoppede. Kampen havde sat hans Blod i
det forfærdeligste Oprør; Lasse maatte tage et fast Tag i ham, fordi det
saa ud som vilde han kaste sig midt op i Slagsmaalet. Da saa den store
stærke Erik sank død til Jorden for et Slag i Hovedet, kom Hopningen
over ham som kunde det være Saføjdans. Han stod og sprang med fældet
Hoved og lod sig dratte dødt gennem Luften, mens han gjalrede en kort
uophørlig Latter. Lasse talte ham vredt til, fordi han syntes det var
noget utilbørligt Fjanteri. Saa holdt han ham fast i sine Arme, og den
lille Fyr rystede over hele Kroppen og vilde frigøre sig, for at blive
ved med sin Hoppen.
„Han har faaet Lyde,“ sagde Lasse grædende til Husmandskonerne. „Herre
Jesus hvad skal jeg gamle Mand gøre?“ Han bar ham ned i Røgterkamret,
trist til Sinds fordi Maanen var i Tiltagende — saa fortog det sig
aldrig!
Nede i Rullekælderen baksede de med Erik, hældte Brændevin i Munden paa
ham og vaskede hans Hoved med Eddike. Kongstrup var jo ikke hjemme, men
Fruen var selv dernede, hun gik og vred Hænderne og forbandede
Stengaarden — sit eget Barndomshjem! Stengaarden var blevet til et
Helvede med Mord og Liderlighed! sagde hun, uden at bryde sig om at de
stod omkring hende og hørte hvert et Ord.
Forvalteren var jaget af Sted i Ponyvognen for at hente Læge og melde
det passerede for Livs og Døds Skyld. Konerne stod om Posten og
sladrede, Karle og Piger drev forvirrede om, der var ingen der gav
Ordrer. Men saa kom Fruen frem paa Trappen og saa vist paa dem en Stund,
og de fandt hver til sit. Der var Bid i de Øjne! De gamle Koner skuttede
sig og tog fat — det mindede saa hyggeligt om gamle Dage, da
Stengaardsbonden fra deres Ungdom kom farende og saa gal ud af Øjnene
naar de drev den af.
Inde paa Kamret sad Lassefar over Pelle, der laa og muntrede sig i
Vildelse saa det var baade til at le og græde over.