Pelle kom drivende hjem med Ungkvæget. Idet han drev neden om Gaarden
kommanderede han højt, for at Faderen skulde høre det: „Hov Spasianna
din gamle Rinke, hvor skal du hen? — Dannebrog din forbandede Knævædder,
vil du vende!“ Men Lasse kom ikke og aabnede for Løkken.
Da han havde faaet Kreaturerne ind i Løkken, løb han ind i Kostalden.
Faderen var hverken dér eller i Kamret; men Søndagstræskoene og den
laadne Hue var borte. Saa huskede Pelle, at det var Lørdag — den Gamle
var nok rendt til Landhøkeren efter Brændevin til Karlene.
Pelle gik ned i Folkestuen for at faa sin Aftensmad. Karlene var kommet
sent hjem og sad endnu ved Bordet der flød af spildt Mælk og
Kartoffelpil. De var midt oppe i et Væddemaal — Erik vilde tage sig paa
at æde tyve Spegesild med Kartofler, efter at han allerede havde holdt
op. Det galdt en Flaske Brændevin, og de andre skulde pille Kartoflerne
til ham.
Pelle fik sin Lommekniv frem og pillede sig en Stabel Kartofler. Skindet
lod han blive paa Silden, men han skrabede den omhyggeligt og skar Hoved
og Hale af; saa skar han den i Stykker og aad den med Benene i, til
Kartoflerne og Meldyppet. Imens kiggede han paa Erik, Kæmpen Erik der
var saa smadrende stærk og turde vove alt mellem Himmel og Jord. Erik
havde Børn i hver en Krog! Erik kunde stikke Fingeren i et Bøsseløb og
holde Bøssen udstrakt i stiv Arm! Erik kunde drikke lige saa meget som
tre andre!
Og nu sad Erik og aad tyve Spegesild efter at han var mæt. Han tog
Silden ved Hovedet, trak den en Gang gennem Skrævet, og aad den saa som
den var. Og Kartofler aad han til, lige saa rask som de andre kunde
pille dem. Ind imellem svor han, fordi Forvalteren havde nægtet ham
Frihed i Aften; det skulde blive en evig Løgn, at de holdt Erik hjemme
naar han selv vilde ud!
Pelle fik i en Fart Silden og Vandgrøden til Livs og satte ud igen for
at løbe Faderen i Møde, han længtes mægtigt efter at se ham. Ude ved
Posten havde Pigerne travlt med at skure Mælkespande og Køkkenkar;
Gustav stod i den nedre Gaard med Armene paa Stakittet og underholdt
dem. Han passede nok paa Bodil, som hele Tiden havde sine Øjne efter den
nye Elev, der spankede frem og tilbage og vigtede sig i lange Støvler
med Lakkraver.
Pelle blev stoppet i Farten og sat til at poste Vand. Nu kom Karlene op
og gik over paa Loen, kanske for at gøre Kraftprøver; siden Erik kom gik
de altid og gjorde Kraftprøver i Fritiden. Pelle vidste ikke noget saa
spændende som Kraftprøver, han kilede paa for at blive færdig og komme
derover.
Men Gustav som ellers var den ivrigste, blev ved at staa og hænge og
give ondt af sig over Eleven. „Han skinner jo som Katteskidt i
Maaneskin!“ sagde han højt.
„Der maa være Penge dér!“ sagde Bodil tankefuld.
„Ja du skulde prøve ham — kanske blev du Proprietærfrue. Forvalteren vil
nok ikke alligevel; og Proprietæren — ja du saa vel Soen forleden, det
maa være vakre Udsigter at have.“
„Hvem siger dig at Forvalteren ikke vil?“ svarede Bodil skarpt. „Bild
dig ikke ind, at vi tog dig til at holde Lyset for os! Det er ikke
alting man lar Smaabørn se paa heller.“
Gustav var rød i Hovedet. „Aa hold Kæft din Daase!“ mumlede han og drev
ned mod Loen.
„Aa Herre Jøs for min gamle Mor
som gaar paa Dækket og ruller!“
sang Mons ovre i Stalddøren, hvor han stod og hamrede paa en sprukken
Træsko. Pelle og Pigerne skændtes, og oppe paa Kvisten hørte man
Forvalteren gaa til og fra, han var i Færd med at gøre Piber i Stand. Nu
og da trængte en langtrukken Lyd ud fra det høje Stuehus; det lød som et
Dyrs Tuden langt borte, og fik Folkene til at skutte sig af Uhygge.
En Karl smøg sig ud af Døren ovre ved Kamrene, han var søndagsklædt og
havde en Tøjbylt under Armen. Det var Erik, han luskede langs Bygningen
i den nedre Gaard.
„Hej dér! hvor Djævlen skal han hen?“ tordnede det oppe fra Forvalterens
Vindu. Karlen dukkede Hovedet lidt og lod som ingenting. „Vil du høre
din forbandede Kabyler! — _Erik!_“ Denne Gang gjorde Erik omkring og
smuttede ind ad en Lodør.
Straks efter kom Forvalteren ned og gik over Gaarden. Inde paa
Hakkelseloen stod Karlene og morede sig over Eriks Uheld. „Han er en
Djævel til at holde Udkig!“ sagde Gustav „du maa staa tidlig op om du
vil pudse ham.“
„Aa jeg skal vel lure ham,“ sagde Erik — „jeg er ikke født i Gaar jeg
heller. Og bliver han altfor gesnausig, saa vanker der paa Tandkødet.“
De blev med ét tavse, Forvalterens velkendte Skridt lød udenfor paa
Stenbroen. Erik luskede væk.
Forvalterens Skikkelse dækkede hele Døraabningen: „Hvem har sendt Lasse
efter Brændevin?“ spurgte han barsk.
De saa uforstaaende rundt paa hinanden. „Er Lasse væk?“ spurgte saa Mons
med den uskyldigste Mine af Verden. „Ja Gamlingen er jo glad for
Brændevin,“ sagde Anders forklarende.
„Jo I er nogle nette Kegler,“ sagde Forvalteren „først kóster I den
Gamle af Sted, og saa lader I ham i Stikken. I fortjente Tæsk
allesammen.“
„Nej Tæsk fortjener vi ikke og tager heller ikke imod,“ sagde Forkarlen
og traadte et Skridt frem. „Forvalteren skal vide —“
„Hold Mund Mand!“ raabte Forvalteren ham ind i Ansigtet, og Karl Johan
trak sig tilbage.
„Hvor er Erik henne?“
„Han er i Kamret vel.“
Forvalteren gik ind gennem Hestestalden, noget i hans Holdning sagde, at
han ikke var helt uforberedt paa et Angreb i Ryggen. Erik laa i sin Seng
med Dynen op over Næsen.
„Hvad skal det sige — er du daarlig?“ spurgte Forvalteren.
„Ja jeg tror nok jeg har taget Kulde — jeg ryster saa fælt.“ Han
forsøgte at klapre med Tænderne.
„Det er davel ikke Faaresyge?“ sagde Forvalteren deltagende — „lad os se
lidt paa dig, stakkels Mand.“ Han vippede Dynen af ham ved et Snuptag.
„Se se, og du ligger med Søndagstøj paa — og lange Støvler! Det er
maaske Ligdragten? — du vilde vel blot ud og bestille Fattigjord til dig
selv hvad? Det er nok ogsaa paa Tiden vi faar dig i Jorden — synes jeg
ikke allerede du lugter!“ Han snusede ind et Par Gange.
Men Erik sprang som en Staalfjeder ud af Sengen og stod rank op ad ham.
„Jeg er ikke død endnu, og lugter gør jeg kanske ikke mer end visse
andre!“ sagde han. Blikket gnistrede paa ham og jog lynsnart ud i Rummet
efter et Vaaben.
Forvalteren mærkede hans brændende Aande i sit Ansigt — her var det ikke
raadeligt at trække sig tilbage! Han satte ham den knyttede Haand i
Mellemgulvet, saa Erik faldt bagover paa Sengen og hev efter Vejret;
greb ham saa i Bringen og holdt ham nede. Men det brændte i ham efter
noget mere — efter at hugge en tung Næve ned i Ansigtet paa dette Rak,
som grinede naar han vendte Ryggen til, og skulde drives til hver en
Smule. Her havde han endelig i Bringen alt det Tyendekvalm der gav
Tilværelsen den harske Smag — Misfornøjelse med Kosten, Krakileri under
Arbejdet, Trusler om at gaa naar der var aller travlest — Vrøvl i det
uendelige. Her var Slav for mange Aars Ærgrelse og Forsmædelse, han
manglede blot det lille Paaskud — et Knubs fra denne store Tamp der ikke
anvendte sine Kræfter i Arbejdet, men brugte dem til at gaa i Spidsen
som Urostifter.
Men Erik laa ganske stille og saa paa sin Fjende med vagtsomme Øjne.
„Værsgod slaa kun, der er vel en Øvrighed her i Landet ogsaa,“ sagde han
med irriterende Ro. Det brændte i Forvalterens Muskler, men han maatte
slippe ham for ikke at faa Sag og Vrøvl. „Vil du saa huske til en anden
Gang ikke at være opsætsig!“ sagde han og slap sit Tag — „ellers skal
jeg vise dig at der er en Øvrighed til.“
„Naar Lasse kommer sender I ham op til mig med Brændevinen!“ sagde han
til Karlene idet han gik gennem Loen.
„Fanden heller vel?“ svarede Mons halvhøjt.
Pelle var løbet sin Far i Møde. Den Gamle havde smagt paa Varerne og var
i godt Humør. „Der var syv Mand i Baaden, og de hed Ole alle saa nær som
den ene, for han hed Ole Olsen!“ sagde han højtideligt da han saa
Drengen. „Ja var det ikke besynderligt du Pellemand, at de skulde hedde
Ole allesammen — saa nær som den ene forstaas, for han hed jo Ole
Olsen.“ Saa lo han og puffede hemmelighedsfuldt til Drengen. Og Pelle lo
med, han kunde godt lide at se Faderen i Humør.
Karlene kom imod dem og tog Flaskerne fra Røgteren. „Han har smagt!“
sagde Anders og holdt Flaskerne op mod Lyset. „Se til den gamle Dranker,
han har hilst paa Varerne.“
„Nej saa maa Flaskerne være utætte i Bunden!“ sagde Lasse der var helt
dristig af Snapsen — „for jeg har ikke andet end lige lugtet. Man maa
dog sikre sig, at det er riælle Sager og ikke det rene Vand man faar.“
De drev neden om Løkken, Gustav gik foran og spillede paa sin Harmonika,
over Flokken var der noget anspændt lystigt. En og anden sprang i Vejret
bedst som han gik, de udstødte korte Hyl og sendte løsrevne Eder ud i
Luften paa maa og faa. Bevidstheden om de fyldte Flasker, Lørdagaftenen
med dens Hviledag i Ryggen og fremfor alt Krigen med Forvalteren satte
Sindet op i dem.
De lejrede sig neden for Kostalden, i Græsset tæt ved Dammen. Solen var
forlængst gaaet ned, men Aftenhimlen faldt lysende ind. Naar Ansigterne
vendte sig mod Vest var det som et Brandskær gik over dem, og de hvide
Gaarde indover lo blændende i Skumringen.
Nu kom Pigerne gaaende over Græsset. De gik med Hænderne under Forklædet
og lignede sorte Udklip i den straalende Himmel; de nynnede paa en blød
Folkesang og lod sig glide ned i Græsset ved Siden af Karlene;
Aftenskumringen sad dem i Sindet og gjorde deres Skikkelser og Stemmer
blide som et Kærtegn. Men Karlene var ikke blidt stemte, de foretrak
Flasken.
Gustav gik rundt og smaafantaserede paa sin Harmonika. Han søgte et Sted
at sidde, smed sig endelig i Skødet paa Karna og spillede op. Erik var
først paa Benene, han førte an i Anledning af sit Udestaaende med
Forvalteren og rev Bengta op af Græsset med et Ryk. De dansede svensk
Polka, og paa et bestemt Sted i Melodien hev han hende op i Luften med
et Raab. Hvergang hvinede hun, og de tunge Skørter stod om hende som
Halen paa en kalkunsk Hane, saa enhver kunde se hvor langt der var til
Søndag.
Midt i en Hvirvel slap han hende, saa hun tumlede hen over Græsset og
faldt. Forvalterens Vindu kunde ses hernede fra, og en lys Plet var
kommet til Syne i det. „Han glor, Kors i Herrens Fryd hvor han glor! Kan
du se denne her du?“ Erik raabte højt og holdt en Brændevinsflaske i
Vejret. Saa drak han: „Skaal! Gubben Satans Skaal! Han lugter, Svinet!
Fy ptøj!“ De andre lo, Ansigtet deroppe trak sig tilbage.
Ind imellem Dansen legede de, drak og tog Krafttag. De blev bestandig
uberegneligere i deres Handlinger, udstødte pludselige Vræl der fik
Pigerne til at skrige højt, smed sig midt i Dansen plask paa Jorden og
stønnede som var de døende, sprang pludselig op igen med vilde Fagter og
spændte Ben for den nærmeste. Et Par Gange sendte Forvalteren Eleven ned
og bød dem forholde sig rolige, men Larmen blev blot værre deraf. „Hils
ham og sig, at han kan gaa sine Hundeærender selv!“ raabte Erik efter
Eleven.
Lasse puffede til Pelle og trak sig lidt og lidt tilbage. „Nu er det nok
bedst vi to gaar til Hvile,“ sagde han da de var sluppet ubemærket bort
— „én ved aldrig hvad dette kan føre til. De ser rødt allesammen, ret
snart begynder de vel at danse Bloddansen. Ak ja havde jeg været ung,
skulde jeg vist ikke lusket bort som en Tyv, men blevet og taget hvad
der maatte komme. Der var en Tid, da Lasse kunde sætte begge Hænder i
Jorden og slaa sin Modstander i Ansigtet med Støvlehælene, saa han sank
til Jorden som et Straa. Men nu er den Tid forbi, og det er klogest at
hytte sig. Der kan komme baade Politi og meget andet ud af dette her.
Ikke at tale om Forvalteren du! Nu har de gaaet og tirret ham hele
Sommeren med den Erik i Spidsen; men faar de ham først rigtig gal i
Hovedet, saa kan Erik godt gaa hen og lægge sig.“
Pelle vilde gærne blive lidt oppe og se paa dem. — „Naar jeg kryber hen
bag Gærdet og lægger mig — aa du Far hvad!“ tryglede han.
„Æv det er noget dumt Paahit, de kan hitte paa at handle ilde med dig om
de faar fat i dig — det værste er oppe i dem. Naa men du maa selv staa
for’et — og pas for alting paa at de ikke ser dig.“
Saa gik Lasse i Seng, men Pelle krøb frem paa Maven bag Gærdet, til han
kom tæt ind paa dem og kunde se alting.
Gustav sad endnu paa Karnas aabne Skød og spillede, og hun holdt trofast
om ham med Armene. Men Anders havde lagt Armen om Livet paa Bodil.
Gustav opdagede det, kylede med en Ed Harmonikaen saa den trillede over
Græsset, og sprang op. De andre smed sig i en Rundkreds og laa og
pustede inderligt, de ventede sig noget.
Gustav lignede en Vild der danser Krigsdansen. Munden stod aaben paa
ham, Øjnene stirrede blankt. Han var ene Mand paa Græsset og gik som en
Bold mod Jorden og fra Jorden igen, hoppede paa Hælene og slog skiftevis
Benene op i Højde med sit Hoved; ved hvert Kast udstødte han sit
skingrende Tju! Saa skød han lige til Vejrs og snurrede rundt oppe i
Luften, kom ned paa den ene Hæl og blev ved at snurre rundt som en Top.
Idet han snurrede, gjorde han sig mindre og mindre som vilde han gaa
helt i Jorden, eksploderede saa i et Spring og faldt lige ned i Skødet
paa Bodil, der henrykt slog Armene om ham.
Som et Lyn havde Anders begge Hænder i hans Skuldre bagfra, satte
Fødderne i Ryggen paa ham og lod ham „skyde Krage“ saa han trillede. Det
hele skete i Tempo, og Gustav blev kaadt ved at rulle hen over Græsset,
i Stød som en ujævn Kugle. Men pludselig stansede han og stod med et
Spring paa Fødderne; han stirrede stivt frem for sig, gjorde saa omkring
med et Ryk og gik langsomt hen imod Anders. Anders rejste sig hurtigt,
skubbede Huen paa Snur, smækkede med Tungen og gik frem. Bodil satte sig
bredere til Rette paa Jorden, hun saa sig hoverende om i Kredsen og
indkasserede begærligt de andres Misundelse.
De to Modstandere stod Ansigt til Ansigt og følte sig frem til et godt
Greb. De strøg kælent ned ad hinanden, kneb hinanden i Siden og kom med
smaa spøgefulde Vendinger.
„Kors i Jøsses hvor du er fed, Bror.“ Det var Anders.
„Og sikke Batterier du har, du kunde godt være et Kvindfolk,“ svarede
Gustav og tog Anders paa Brystet. „Ih saa blød du dog er!“ Deres
Ansigter lyste af Haan. Men Øjnene fulgte aarvaagent Modstanderens
mindste Bevægelser, hver af dem ventede et Snuptag fra den anden.
De andre laa og strakte sig rundt om i Græsset. „Kan I snart faa Ende
paa det?“ raabte de utaalmodigt.
De to blev ved at staa og lege som var de angst for at tage fat — eller
maaske trak det ud for at nyde det desto mere. Men pludselig havde
Gustav Anders i Kraven, kastede sig bagover og slyngede ham hen over
Hovedet paa sig. Det gik saa hurtigt, at Anders intet Hold fik i Gustav;
men i Svinget hagede han sig fast i hans Haar, og de faldt begge — paa
Ryggen, med Hovederne sammen og Kroppene udstrakt til hver sin Side.
Anders var faldet tungt og laa halvbedøvet men slap ikke sit Tag i
Gustavs Haar. Gustav snoede sig rundt og forsøgte at komme paa Benene
men kunde ikke frigøre sit Hoved. Saa vred han sig i Stilling igen
hurtig som en Kat, skød en baglæns Kolbøtte hen over Kammeraten og faldt
ned paa ham med sit Ansigt mod hans. Anders prøvede at sætte Fødderne i
Vejret og opfange ham men kom for sent.
Anders kastede sig i de voldsomste Ryk, laa stille og spændte igen i med
pludselig Styrke for at vælte Gustav af, men Gustav var sej. Han smed
sig tungt ned paa sin Modstander og jog alle fire Lemmer ud til Støtte
mod Jorden, sad pludselig op igen og stødte sit Sæde ned i Anders’
Bughule for at tage Vejret fra ham. De havde begge hele Tiden Tanken
henvendt paa at faa Kniven listet frem; og Anders der nu var helt Herre
over sin Forstand igen, huskede tydelig at han ingen havde hos sig. „Ak,
ak!“ sagde han højt — „jeg elendige Fusk!“
„Du jamrer dig jo!“ sagde Gustav og sænkede sit Ansigt over ham. „Vil du
bede om Godtvejr kanske?“
I det samme følte Anders Gustavs Kniv trykke mod sit Laar, i et Lyn
havde han Haanden dernede og vristede den frem. Gustav prøvede at tage
den fra ham men opgav det for ikke at blive smidt af; han indskrænkede
sig saa til at sikre sig Anders’ ene Haand saa han ikke kunde folde
Kniven ud, og gav sig til at _sætte_ med Kroppen ned mod hans Bughule.
Anders laa halv opgivet og tog imod Stødene uden at værge for sig — der
undslap ham et Gisp for hvert Sæt. Men hans venstre Haand arbejdede
ivrigt paa at aabne Kniven mod Jorden, og pludselig jog han den i
Gustav, netop som denne hævede sig højt op for at bibringe ham et
kraftigt Stød.
Gustav greb Anders om Haandleddet, hans Ansigt fortrak sig. „Fy fan dit
Svin, hvad roder du dér efter?“ sagde han og spyttede Anders ned i
Ansigtet. „Han søger til Bagdøren den Stymper — for at slippe væk!“
Gustav saa sig om i Kredsen, frynende som en ung Tyr.
De kæmpede rasende om Kniven, brugte Hænder og Tænder og Panden med. Da
Gustav ikke kunde bemægtige sig Vaabnet, gik han ud paa at føre Anders’
Haand saaledes at han stødte det i sig selv. Det lykkedes ham, men
Stødet var skævt; Bladet lukkede sig om Anders’ Fingre, saa han slængte
Kniven fra sig med en Ed.
Erik sad og fik ondt op i sig over, at han ikke længer var Aftenens
Helt. „Er I snart færdige I to Hanekyllinger, eller maa jeg kanske faa
en lille Bid med?“ sagde han og forsøgte at skille dem ad. De bed sig
fast i hinanden, men saa blev Erik gal og gjorde noget som der gik Ry af
siden hen. Han tog et fast Tag i dem og plantede dem begge paa Benene.
Gustav stod og saa ud som vilde han kaste sig ind i Striden igen, der
gik sure Trækninger over hans Ansigt. Men saa begyndte han at svaje som
et rodhugget Træ og sank lige ned. Bodil var den første der kom ham til
Hjælp, med et Skrig løb hun hen og slog Armene om ham.
Han blev baaret ind og lagt i Seng, Karl Johan hældte Brændevin i det
dybe Snit for at rense Saaret ud, og holdt det sammen mens Bodil næstede
med Naal og Traad fra en af Karlenes Læddiker. Saa spredtes de, Par om
Par som de var Venner til. Men Bodil blev hos Gustav — hun var ham
alligevel god.
* * * * *
Saadan var det den Sommer, Krig og Ufred med Forvalteren, som de
alligevel ikke turde gøre noget naar det kom til Stykket. Saa slog det
Onde sig indad, og de gik løs paa hinanden. „Et Sted skal det jo ud,“
sagde Lasse, der ikke holdt af denne Tilstand og dyrt lovede sig selv at
flytte saa snart der tilbød sig noget andet — om de saa skulde rømme fra
Løn og Klæder og alting.
„Lønnen er de misfornøjede med, Arbejdstiden er dem for lang, og Føden
er ikke god nok. Den kaster de i Grams med, saa det kan gøre én ondt at
se paa — det er dog ligefuldt Guds Gaver om end den kunde været bedre.
Og det er Erik det hele skriver sig fra! Altid gaar han og skryder og
skræpper op, og ondt sætter han i de andre saa lang Dagen er. Men
saasnart Forvalteren er over ham, tør han alligevel ingenting han
heller. Saa kryber de i et Musehul hver og én; Far Lasse er nok ikke saa
stor en Kryster som nogen af dem, alt det gammel og til Aars han er.
„Samvittigheden er vel nok det bedste Rygstød, har man den og har gjort
sin Pligt, saa kan man se baade Forvalter og Proprietær — og Gudfader
med — frit i Øjnene. For det maa du altid huske Pøjke, ikke at sætte dig
op imod dem der er sat over dig. Der skal nogle være Tjenere og andre
Herrer; hvordan skulde det ellers gaa med alting, om ikke vi som
arbejder vilde gøre vor Pligt. De fine kan én vel ikke forlange skal
mugge i Kostalden og give sig til at rense Lokum.“
Alt dette laa Lasse og udviklede, efter at de var kommet i Seng. Men
Pelle havde andet at bestille end at høre efter. Han sov trygt og
drømte, at han var Erik selv og pryglede Forvalteren med en stor Kæp.