hov!“ Pelle stod i et Spring paa sine Fødder og stirrede op efter
Kløveren. Malkekørne deroppe havde det sidste Kvarters Tid kigget op
efter Gaarden hvert Øjeblik, nu brølede Aspasia, saa maatte Faderen
snart være paa Vej ud for at flytte! Dér kom han vrikkende frem om
Gaardhjørnet. Der var ikke langt over til den nederste Ko; naar Faderen
var dér, kunde Pelle nok se sit Snit og lige rende over og sige Goddag
til ham.
Pelle samlede Kreaturerne bedre og drev langsomt over til det andet Skel
og op over Markerne. Lasse havde flyttet den øverste Halvdel, nu
skraaede han hen imod Tyren der stod lidt for sig selv. Tyren bromlede
og sparkede Jorden op; den havde Tungen ude i den ene Side og stak kort
i Luften med det ene Horn — den var ond. Saa gik den frem med korte
Skridt og en Masse Hokuspokus — hvor den sparkede! Pelle fik Lyst til at
sparke den over Snuden som han saa tidt havde gjort; lignede det nu
noget at høde ad selve Lasse, omend den ikke mente Spor med det.
Far Lasse ænsede den da heller ikke, han stod og hamrede paa den svære
Tøjrpæl for at faa den løs. „Goddag!“ raabte Pelle, Lasse vendte Hovedet
og nikkede, saa bøjede han sig og slog Pælen i Jorden. Tyren stod lige
bag ham og stampede kort, Munden stod aaben paa den og Tungen hang ud;
det saa ud som den brækkede sig, og Lyden svarede nøjagtigt til det.
Pelle lo mens han sagtnede Løbet, han var lige ved.
Men pludselig vendte Far Lasse en Kolbøtte, faldt og var i Luften igen —
og faldt lidt henne. Igen skulde Tyren kyle med ham, men Pelle var for
Hovedet af den; han havde ikke sine Træsko men sparkede den med de bare
Fødder saa det gik sort for hans Øjne. Tyren kendte ham og vilde søge
udenom, men Pelle sprang for dens Hoved og raabte, sparkede og greb den
ude af sig selv i Hornene. Saa slængte den ham læmpeligt til Side og gik
frem mod Lasse som laa lidt henne, den blæste langs Jorden, saa Græsset
bølgede.
Den havde ham i Blusen og rystede lidt op i ham, tog saa søgende under
ham med begge Horn for at sende ham højt til Vejrs. Men Pelle var paa
Benene igen, som et Lyn havde han Kniven fremme og jog den ind mellem
Tyrens Bagben. Tyren udstødte et kort Brøl, væltede Lasse til Side og
fór af Sted over Markerne i Spring, den _stak_ i Luften under Løbet og
bromlede. Ovre ved Aaen gav den sig til at brække Brinken op, Luften var
tyk om den af Jord og Græstørv.
Lasse laa og stønnede med lukkede Øjne, Pelle stod og sled forgæves i en
Arm for at hjælpe ham op. „Far, lille Lassefar!“ kaldte han grædende.
Omsider satte Lasse sig over Ende.
„Hvem er det der synger?“ spurgte han. „Saa det er dig Pøjke — og du
græder! Har nogen gjort dig Fortræd? — Ak saa ja det var Tyren, den var
nok lige ved at spille Fandango med mig. Men hvad gjorde du ved den, at
Fanden tog den saa hastigt? Du har nok reddet din Faders Liv du, saa
lille du er. — Fy fan, jeg tror jagu jeg skal spy.“ Lasse kastede op.
„Ak ja“ sagde han og tørrede Sveden af Panden „hvem der havde haft sig
en Dram. — Jo jo han kendte mig jo Fyren, ellers var jeg ikke sluppet
saa let. Han vilde bare lege lidt med mig forstaar du — han var et Gran
hadsk fordi jeg gennede ham bort fra en Ko i Formiddags, jeg mærkede det
jo godt nok. Men hvem tænkte han skulde forgribe sig paa én. Naa det
havde han nu heller ikke gjort, om jeg ikke havde været saa dum at gaa i
fremmed Tøj; det er Mons’ Bluse denne her, jeg laante den af ham mens
jeg vaskede min egen. Og den fremmede Lugt kan Kalurius ikke fordrage
paa mig. — Naa nu faar vi jo se, hvad Mons siger til denne her Flænge,
han bliver nok ikke blid han.“
Lasse blev ved at lade Munden løbe en god Stund, inden han forsøgte at
rejse sig og kom paa Benene ved Pelles Hjælp. Han stod og støttede sig
paa Drengens Skulder og svajede frem og tilbage. „Jeg kunde næsten godt
være fuld, om det ikke havde været for Smærterne!“ sagde han og lo
ømskindet. „Ja ja, jeg maa vel takke Gud for dig Pøjke; altid gør du mit
Hjærte glad, og nu har du bjærget mit Liv ogsaa.“
Lasse stavrede saa hjemad, og Pelle flyttede Resten af Kørne paa Vejen
ned til sit eget. Han var baade stolt og rystet, men mest stolt. Han
havde reddet Far Lasses Liv — og mod den store rasende Tyr som ingen
anden paa Gaarden turde have med at gøre. Næste Gang Henrik Bødker kom
herud og saa til ham, skulde han faa det hele.
Lidt ked var han af, at han havde trukket Kniv; her paa Landet saa alle
ned paa det og sagde det var svensk. Det skulde heller ikke behøves, om
der havde været Tid — eller han blot havde haft Træsko paa til at sparke
Tyren i Øjet med. Han var saa tidt gaaet løs paa den med Træskosnuderne,
naar den skulde drives ind i Stalden igen efter en Bedækning; og den
hyttede sig altid vel for at gøre ham noget. Maaske vilde han sætte en
Finger i Øjet paa den og gøre den blind — eller tage den ved Hornene og
vride til, lige som i Historien, saa Halsen drejedes om paa den.
Pelle voksede og svulmede op til han overskyggede alt; der var ikke Ende
paa de Kræfter han havde, mens han løb og gennede sine Kreaturer sammen
igen. Han gik i Stormgang hen over det hele, slængte stærke Erik og
Forvalteren hid og did, og løftede — ja hele Stengaarden blot ved at
sætte en Haand under Bjælken. Det var en hel Bersærkergang.
Og midt i det kom han i Tanke om, hvor galt det vilde blive, hvis
Forvalteren fik at vide at Tyren rendte løs. Saa blev der maaske Klø
baade til Lasse og ham selv. Han maatte ud og lede efter den; for en
Sikkerheds Skyld tog han Klaffen med og Træsko paa.
Nede i Aabrinken havde den lavet et syndigt Roderi, et helt Stykke ind
var Engen pløjet op. Der var Blod efter den nede i Aalejet og op over
Markerne, Pelle fulgte det over mod Rén, dér fandt han Tyren. Det svære
Dyr var søgt helt ind under Tjørnene og stod og slikkede sit Saar. Da
den hørte Pelles Stemme, kom den frem. „Omkring!“ raabte han og klippede
den over Snuden. Den satte Hovedet mod Jorden, bøgede og trak sig tungt
tilbage; og Pelle blev ved at klippe den over Snuden, Skridt for Skridt
rykkede han frem, hans Stemme gik ubøjeligt: „Omkring! vil du omkring!“
Saa vendte den og satte i Løb, Pelle greb om Tøjrpælen og fulgte efter;
med Klaffen holdt han den i Aande, for at den ikke skulde faa Tid at
pønse paa ondt.
Da saa det var overstaaet sank han sammen af Træthed. Han laa
sammenkrøben under Granbrynet og tænkte saa trist paa Far Lasse, som nok
gik syg om derhjemme og ingen havde til at give sig en Haand med
Arbejdet. Tilsidst blev Tilstanden uudholdelig, han maatte hjem.
Ssss! ssss! Pelle krøb paa Maven ned over Engen og efterlignede
Bræmsernes irriterende Summen. Han stemte Tonen ud mellem Tænderne,
stigende og faldende som fløj den hid og did over Græsset; Kreaturerne
hørte op at græsse, de stod dødsstille med vagtsomme Øren. Saa gik det
nervøst i dem, de sparkede op efter Bugen, snurrede til Siden i smaa
Buer og spjættede; Halerne gik til Vejrs! Han gjorde Lyden mere arrigt
paagaaende, hele Flokken kørte rundt, de smittede hinanden og stampede
rundt i vild Panik. Et Par Kalve brød ud af Hvirvlen og tog den lige Vej
mod Gaarden, og hele Flokken fulgte — tværs hen over alting. Nu var det
blot at løbe bagefter med meget Spræl — og underfundigt holde Lyden ved
Lige, saa Humøret ikke lagde sig inden de naaede hjem.
Forvalteren kom selv løbende ud og slog Leddet op for Løkken, han hjalp
til at genne Kreaturerne derind. Pelle ventede sig en Lussing og blev
staaende, men Forvalteren saa blot paa ham med et ejendommeligt Smil.
„De begynder nok at tage Magten fra dig,“ sagde han og kiggede Pelle ind
i Øjnene „— ja ja saa længe du endda kan tumle Tyren!“ Han gjorde Nar,
Pelle blev brændende rød i Kammen.
Far Lasse var krøbet til Køjs. „Da var det godt du kom!“ sagde han, „jeg
laa netop her og funderede paa hvordan jeg skulde faa Kørne flyttet.
Røre mig kan jeg jo føje ikke — end sige staa op.“
Det tog en Uge inden Lasse kunde komme paa Benene igen; i den Tid stod
Engkvæget i Løkken og Pelle gik hjemme omkring og gjorde Faderens
Gærning. Han spiste med de andre og sov sin Middagssøvn i Loen lige som
de.
En Middag kom Soen ind i Gaarden og var fuld. Hun stillede sig op i den
øvre Gaard hvor det var hende forment at komme, og stod og raabte paa
Kongstrup. Proprietæren var hjemme men viste sig ikke; der var dødt bag
de høje Vinduer. „Kongstrup, Kongstrup! kom herud lidt du!“ raabte hun
og stod og saa ned i Brostenene, hun kunde ikke løfte Hovedet.
Forvalteren var ikke til Stede, og Karlene holdt sig i Skjul inde paa
Loen — de glædede sig til lidt Fest i Landskabet. „Du Kongstrup, kom
herud lidt, jeg vil snakke med dig!“ sagde Soen tykt. Saa gik hun op ad
Trappen og tog i Døren. Hun dundrede nogle Gange og stod og talte med
Ansigtet helt op ad Døren; da der ingen kom ravede hun ned og gik
smaasnakkende sin Vej uden at se til Siderne.
Lidt efter begyndte den lange tudende Graad deroppe; og ligesom Folkene
skulde i Marken kom Bonden tumlende ud og gav Ordre til at spænde for
Enspænderen. Han gik nervøst ved Vognen saalænge og jog hovedkulds af
Sted. Da han svingede ud om Gavlen blev et Vindu aabnet, og en Stemme
kaldte bedende: Kongstrup, Kongstrup; men han kørte rask til. Saa gik
Vinduet i, og Graaden tog fat igen.
— — — —
Om Eftermiddagen Pelle gik og puslede i den nedre Gaard, kom Karna og
sagde at han skulde komme op til Fruen. Pelle gik nølende derop, han var
ikke tryg ved hende, og alle Mandfolkene var ude i Marken.
Fruen laa paa Sofaen i sin Mands Arbejdsværelse, dér opholdt hun sig
bestandig Nat og Dag, naar Manden var ude. Hun havde et vaadt Haandklæde
over Panden og var helt rød i Ansigtet af Graad.
„Kom her hen,“ sagde hun med mat Stemme. „Du er vel ikke bange for mig?“
Pelle maatte hen og sidde paa Stolen ved hende; han vidste ikke hvor han
skulde gøre af sine Øjne. Og Næsen gav sig til at løbe ved Spændingen,
og han havde ingen Klud.
„Er du bange for mig?“ spurgte hun igen, og det drog bittert om hendes
Mund.
Han maatte se paa hende for at vise at han ikke var bange; og sandt at
sige lignede hun ikke nogen Heks, men bare et Menneske der græd og var
ulykkelig.
„Kom her,“ sagde hun, og saa snød hun hans Næse i sit eget fine Tørklæde
og strøg ham op over Haaret. „Du har jo ikke engang en Mor, din
Stakkel.“ Hun strøg ned ad hans ubehjælpsomt bødede Bluse.
„Det er tre Aar nu, siden Mor Bengta døde; hun ligger i det vestre
Hjørne af Kirkegaarden.“
„Savner du hende ikke meget?“
„Aa — Far Lasse lapper jo mit Tøj!“
„Hun har vist ikke været meget god ved dig.“
„Jo da!“ Pelle nikkede ivrigt. „Men hun var saa gnaven, hun skrantede jo
altid — og saa er det bedst de slipper. Men nu gifter vi os snart igen;
naar Far Lasse har fundet en som duer.“
„Og saa rejser I vel herfra? Du har det vist heller ikke godt her?“
Pelle havde faaet Munden paa Gled, men nu frygtede han en Fælde og blev
stum. Han nikkede blot — ingen skulde komme og brænde dét i ham igen at
han havde klaget.
„Nej du har det ikke godt,“ sagde hun i en klagende Tone — „ingen har
det godt paa Stengaarden. Her bliver alt til Ulykke.“
„Det er nok gammel Forbandelse det!“ sagde Pelle.
„Siger de saadan? Ja ja, jeg ved det nok! Og om mig siger de at jeg er
en Djævel — bare fordi jeg holder af én eneste en — — og ikke kan finde
mig i at blive traadt ned.“ Hun græd og trykkede hans Haand mod sit
dirrende Ansigt.
„Jeg skal vist ud og flytte,“ sagde Pelle og vred ulykkeligt paa sig for
at komme løs.
„Nu er du jo bange for mig igen!“ sagde hun og forsøgte at smile — det
var lige som Solglitteret derude efter Regn.
„Nej — men jeg skal bare ud og flytte.“
„Der er en hel Time til endnu! Men hvorfor vogter du ikke i Dag — er din
Far syg?“
Saa maatte Pelle fortælle det med Tyren.
„Du er jo en god Dreng,“ sagde Fruen og klappede ham. „Hvis jeg havde en
Søn skulde han ligne dig! Men nu skal du have noget Syltetøj, og saa maa
du løbe til Landhøkeren efter en Flaske Solbærrom, saa vi kan lave din
Far en varm Drik. Naar du skynder dig, kan du nok naa det inden
Flyttetid.“
Lasse fik sin varme Drik endnu inden Drengen kom tilbage; og hver Dag
mens han laa fik han noget styrkende — omend der ikke var Solbærrom i.
Pelle var næsten hver Dag oppe hos Fruen i denne Tid — Kongstrup var nok
rejst et Ærende til København. Hun var god imod ham og gav ham søde
Sager, og mens han huggede i sig fortalte hun ustanselig om Kongstrup,
eller spurgte ham om hvad Folkene mente om hende. Pelle maatte ud med
det, og saa blev hun syg og faldt i Graad. Der var ingen Ende paa hendes
Snakken om Proprietæren, men hun slog sig selv paa Munden, og Pelle
maatte opgive at finde Rede i det. Han havde ogsaa nok at varetage med
de gode Sager.
Nede paa Kamret gengav han det hele ordret, og Lasse laa og lyttede og
undredes paa denne Knægt, der gik ud og ind paa højeste Steder og havde
selve Fruens Fortrolighed. Alligevel led han det ikke rigtig.
„— — Hun kunde knap støtte paa Benene, hun maatte holde sig ved Bordet
da hun skulde hente Tvebakkerne til mig — saa syg var hun. Det var bare
fordi han havde handlet ilde med hende, sagde hun. Hun hader ham du! og
kunde gærne slaa ham ihjæl siger hun. Men alligevel siger hun at han er
den smukkeste Mand paa Jorden, og om jeg vel har set nogen smukkere i
hele Sverig. Og saa græder hun helt i Vildelse.“
„Ja saa,“ sagde Lasse tankefuld — „ja saa! Hun ved nok ikke meget hvad
hun siger — eller ogsaa hun har sit eget for. Men usandt er det
ligefuldt at han slaar hende! hun lyver vist.“
„Og hvorfor skulde hun lyve da?“
„Fordi hun vil ham ilde vel. Men vist er det at han er en statelig Karl
— og bryder sig om alle andre end bare hende; det er vel hele Ulykken
det. Jeg lider nu ikke at du er saa meget oppe hos hende; bare du ikke
tager Fortræd af det.“
„Hvordan saa da? — hun er saa god, saa god.“
„Ja hvad ved en anden Stakkel! Nej hun er ikke god, i det mindste ikke i
Øjnene — hun har nok set baade den ene og den anden i Ulykke. Men der er
vel ingenting at gøre ved den Sag; Fattigmand maa vove alt.“
Lasse tav lidt og stavrede omkring, saa kom han hen:
„Se nu her du, her er et Stykke Staal jeg har fundet! det maa du huske
at have hos dig altid — særlig naar du gaar _derop_! Ja og saa — — saa
faar vi lægge Resten i Gudfaders Haand du! Han er den eneste, som kanske
ser til Smaastaklerne han.“
Lasse var lidt oppe den Dag. Gudskelov det skred rask fremad, om to Dage
kunde de være inde i de gamle Folder igen. Og til Vinter fik de se at
komme væk fra alt dette her!
Sidste Dag Pelle var hjemme omkring, var han ogsaa oppe hos Fruen og
sprang sit Ærende for hende. Og den Dag saa han noget uhyggeligt, som
fik ham til at være glad ved at dette var forbi — hun tog Tænder, Gane
og alting ud af Munden og lagde det foran sig paa Bordet!
Hun _var_ en Heks!