„Kom Kybbe, Kybbe, Kybbe! Kom saa da din Høne, du har ikke noget at være
bange for.“ Pelle gik med en Visk grøn Sæd og lokkede for sin Kælekalv,
men den var ikke rigtig tryg ved ham i Dag. Den havde faaet Bank, og det
kom igen af at den havde været skarnagtig.
Pelle var til Mode omtrent som en Fader, hvis Barn gør ham Sorg og
tvinger ham til strænge Midler. Og nu denne Misforstaaelse, at Kalven
ikke vilde kendes ved ham, skønt det var til dens eget Bedste han havde
banket den! Men det fik ikke hjælpe, saa længe Pelle vogtede skulde der
lystres.
Endelig lod den ham komme helt hen, saa han kunde kæle for den. Den stod
lidt og var tvær; men overgav sig til sidst; aad Grøntfoderet og snusede
ham i Ansigtet til Tak.
„Kan du saa være god?“ sagde Pelle og ruskede den i Hornstumperne — „kan
du hvad?“ Den slog uvorn med Hovedet. „Ja saa faar du ikke Lov at bære
min Trøje i Dag.“
Der var det underlige ved den Kalv, at første Dag den var ude var den
ikke til at drive af Stedet. Til sidst slap Drengen den bagud, for at
Lasse kunde tage den ind igen; men saa snart den var bag ham fulgte den
med af sig selv — med Panden lige i hans Ryg. Siden gik den altid bag
ham naar de drev ud og hjem, og den bar Stortrøjen over Ryggen naar det
saa ud til Regn.
Pelle havde ikke mange Aar paa Bagen, men over for sine Kreaturer var
han en Mand. Tidligere havde han kun kunnet sætte sig saa vidt i
Respekt, at de adlød ham paa nært Hold. Men i Aar kunde han ramme en
Krage paa hundrede Skridts Afstand med en Sten, og det gav ham
Afstandsmagt over Dyrene — især da han fandt paa, at han skulde raabe
Dyrets Navn idet han ramte det. Derved blev Kreaturerne klar over at
Smærten kom fra ham, og de lærte at bøje sig for det blotte Raab.
Der var det ved Straf, at den skulde følge lige oven paa Forseelsen for
at virke gavnlig. Derfor var der heller ikke mere noget der hed, at gaa
paa Lur efter et Kreatur der havde forbrudt sig — og komme bag paa det
naar det siden gik og græssede fredeligt; det forvirrede blot! At løbe
et Dyr træt, hænge sig ved Halen af det og prygle det hele Engen rundt
blot for at hævne sig var ogsaa dumt; hele Flokken kom i Uro af det og
var svær at styre Resten af Dagen! — Pelle vejede Maal og Midler mod
hinanden; han lærte at slukke sin Hævntørst — med gode praktiske Grunde.
Pelle var en Dreng, og han var ikke doven! Hele Dagen fra fem Morgen til
ni Aften var han paa Færde og gjorde de mest ørkesløse Ting, øvede sig i
timevis i at gaa paa Hænder, slaa Hovedspring og springe over Aaen — var
i Bevægelse altid. Time efter Time kunde han løbe utrætteligt rundt i en
Cirkel paa Engen — som et Føl i et Tøjrslag — hælde sig indad i Løbet
saa hans Haand nappede Græsset, slaa bagop og vrinske og pruste; han
øste Kræfter ud fra Morgen til Aften, i ovenud Rundhaandethed.
Men Vogtningen var _et Arbejde!_ og her husholdt han med sine Kræfter.
Ethvert Skridt der kunde spares her var som en erhværvet Kapital, og
Pelle lagde nøje Mærke til alt og forbedrede stadig Arbejdsmaaden. Han
lærte, at Straf virkede bedst naar den kun hang som en Trusel — for
mange Prygl gjorde et Dyr forstokket. Og lærte at skønne, naar det var
tvingende nødvendigt at gribe ind. Hvis det ikke lod sig gøre paa færsk
Gerning, beherskede han sig og søgte i Kraft af sine Erfaringer at
fremkalde nøjagtig den samme Situation paa ny — og da at være forberedt.
Det lille Menneske var sig selv uafvidende bestandig i Færd med at lægge
en Alen til sin Vækst.
Han havde opnaaet gode Resultater. Ud- og Hjemdriften voldte aldrig
Besvær mere; han havde gjort det Kunststykke en hel Uge at drive Flokken
ad en snæver Markvej med Sæd paa begge Sider, uden at der blev bidt saa
meget som et Straa af. Og det endnu større Kunststykke at beherske dem
en rigtig varm blytung Bissedag — gærde dem ind i stivt Løb, saa de stod
midt i Engen og stampede med løftede Haler af Skræk for Bræmserne. Og
hvis han vilde, skulde han den koldeste Oktoberdag faa alle Haler til
Vejrs og Dyrene til at stampe hjem mod Stalden i vild Flugt — blot ved
at lægge sig i Græsset og efterligne Bræmsernes Summen. Men det var en
frygtelig Hemmelighed, som ikke engang Far Lasse vidste om at sige.
Der var forresten det morsomme ved Bisningen, at Kalve som var ude
første Aar og aldrig havde gjort Bekendtskab med en Bræms, straks satte
Halen til Vejrs og løb naar de hørte dens hidsige Summen.
Pelle havde sit fjærne Ideal — at ligge paa et højt Sted og lede hele
Flokken, uden andet end Stemmens Brug — aldrig behøve at gribe til
Pryglene. Far Lasse slog jo heller aldrig, hvor galt det saa kunde gaa!
Der var Dage — ja hvor blev de af? inden han vidste et Ord af det var
det Tid at drive hjem. Andre Dage var lange nok men lige som sang sig
hen, i Klange af Leer, i Kvægs Brølen og Menneskeraab fra langt borte.
Da gik Dagen selv syngende over Jorden, Pelle maatte stanse hvert
Øjeblik og lytte: hør det spillede! og han løb op i Klitten og stirrede
ud over Havet. Men dér var det ikke, og inde over Landet var der ingen
Fest det han vidste af, og i Luften fløj der ikke Trækfugle paa denne
Aarstid. Og igen: hør det spillede! rigtigt, som en Musik langt ude i
det fjærne — saadan en Musik hvor man endnu ikke kunde skelne Melodien
eller sige, paa hvad de spillede. Var det maaske Solen selv?
Da strømmede Lys og Liv igennem ham, syngende som var han en Kilde; og
han gik i en drømmende Halvdøs af Toner og Lykke.
Naar Regnen silede ned hængte han sin Frakke over en Tjørn og laa i Ly
derinde, snittede, eller tegnede med en Blyknap paa Papir — Heste og
liggende Stude. Men helst Skibe, Skibe der gik over Havet paa deres egen
bløde Melodi, langt bort til fremmede Lande — til Negerland og Kina
efter sjældne Ting. Og naar han var rigtig oplagt ledte han en brækket
Kniv og en Stump Skifer frem fra et hemmeligt Sted og gav sig til at
arbejde. Paa Stenen var der ridset et Billede og nu var han i Færd med
at skære det ud i Relief — hele Sommeren havde han arbejdet paa det fra
og til. Og nu begyndte det at træde frem — en Bark var det, der gik for
fulde Sejl hen over riflet Vand. Til Spanien, til Spanien gik den nok —
efter Druer og Appelsiner! Og alle de andre Herligheder Pelle endnu ikke
havde smagt!
Paa Regnvejrsdage var det et helt Arbejde at holde Rede paa hvad Klokken
var, man maatte anspænde sig til det yderste. Ellers var det let nok,
Pelle havde det mest paa Fornemmelsen. Der var Tegn hjemme paa Gaarden,
som sagde hvad Klokken kunde være visse Tider paa Dagen, Kreaturerne
angav i deres Vaner andre Klokkeslæt! Ved Nitiden lagde det første sig
til Formiddagens Drøv, og efterhaanden faldt de én for én — der var
altid et Øjeblik ved Titiden, hvor de alle laa og tyggede; Kl. elleve
var de sidste paa Benene igen. Paa samme Maade om Eftermiddagen mellem
tre og fem.
Middag var let at bestemme naar Solen skinnede, Pelle vidste det altid
paa sig naar den vendte i sin Bane. Og der var hundrede andre Ting i
Naturen, som satte ham i Forbindelse med Dagtiderne, Fuglenes Vaner f.
Eks., og noget ved Grantrærne! Og meget andet som han ikke kunde sætte
Fingeren paa og sige dér, fordi det blot lige var en Fornemmelse.
Hjemdriften angav Kreaturerne selv. Naar den nærmede sig, græssede de
sig langsomt rundt til de pegede i Retning af Gaarden med deres Hoveder;
og der kom Ræk i deres Kroppe — de higede!
* * * * *
Hele Ugen havde Rud ikke ladet sig se, og aldrig saa snart var han
kommen i Dag, før Pelle maatte give ham en Overhaling for noget
Lumskeri. Saa løb han hjem, men Pelle lagde sig oppe i Granbrynet og
sang, paa Maven og med Fodsaalerne i Vejret. Rundt om var der Mærker
efter hans Kniv paa Trærnes Stammer — paa de ældste Skibe saa man Kølen,
og Dækket var kommet til at staa lodret paa Skroget; dem havde han
skaaret den første Sommer. Her var ogsaa en lille Samling Agre i
Engkanten, rigtig pløjede, harvede og tilsaaede. Hver Ager var en
Kvadratalen stor.
Men nu laa Pelle og hvilede sig ud efter Anstrængelsen med Rud — i en
jublende Skraalen, der fik Luften til at gynge. Oppe ved Gaarden kom en
Karl ud, han gik hen ad Landevejen med en Bylt under Armen; det var Erik
der skulde møde i Retten for Slagsmaal. Nu kom Proprietæren kørende og
strøg i rask Fart ad Byen til, saa skulde han ind og ture. Hvorfor kunde
Karlen ikke age med, naar de dog skulde samme Vej. Saa hurtig han kørte,
skønt hun aldrig fulgte efter ham mere — hun trøstede sig hjemme nu! Var
det mon sandt, at han havde sviret 500 blanke Kroner op paa én Aften?
„Grumt raser Krigen og Blodet flyder,
imellem Bjærgene Raabet lyder!
Med grulig Rædsel gaar Tyrken frem
og ødelægger saa mangt et Hjem.