„Vor Gud han er saa fast en Borg,
han kan os vel beva—re,
han er vor Hjælp i al vor Sorg,
vort Værn i al vor Fa—re;
den gamle Fjende led
er nu for Alvor vred,
stor Magt og Argelist
han samler mod os vist,
ej Jorden har hans Li—ge.“
Hele Skolen sad og bølgede i Takt frem og tilbage og tærskede Salmer i
en ustanselig Liren. Lærer Fris gik frem og tilbage i Midtergangen og
røg sin Pibe, han tog sin Bevægelse efter en Times Læsning i
Berlingeren. Spanskrøret vuggede i Luften som en Taktstok; nu og da
faldt det ned paa Ryggen af en Synder, men altid kun naar en Linje gik
ud — som en Slags Udraabstegn. Lærer Fris holdt ømt over at Rytmen ikke
brødes. — De Børn der ikke kunde Salmen, blev baaret med af Massen,
nogle nøjedes med at bevæge Læberne, andre lavede selv Fyldetekst. Naar
den blev for slem lo Sidemændene, og saa faldt Spanskrøret.
Naar et Vers løb ud slog Fris hastigt det næste an — Kværnen var tung at
sætte i Gang igen naar den først gik i Staa. „Vor eg—!“ og de
halvhundrede Unger kørte videre:
„Vor egen Magt den er kun svag,
let kan os Fjenden fæl—de — — —“
Saa havde Fris igen et Pusterum, han kunde nyde sin Pibe og naa at lulle
sig ind i denne Støj der talte om stor og flittig Virken. Naar det gik
som nu satte Forbitrelsen sig for en Stund, han kunde smile i Tanker
mens han gik op og ned, og — saa gammel han var — se lyst paa
Tilværelsen. Den og den kom forbi og stansede for at glæde sig over
Fliden herinde, og Fris slog forstærkende med Spanskrøret og følte et
længst hensovet Ideal røre paa sig: Det var et helt Kuld af Ungdom han
opdrog for Livet, det næste Slægtled han var i Færd med at skabe.
Da Salmen løb ud fik han dem uden Ophold drejet over i „Hvo ikkun lader
Herren raade —“ og derfra igen i „Vi tro, vi alle tro paa Gud!“ De havde
haft dem alle tre for hele Vinteren, og nu havde han dem endelig efter
et uhyre Arbejde saa vidt, at de kunde dem nogenlunde i Kor.
Salmebogen var Lærer Fris’ Livs Bedrift, fyrretyve Aars Degnevirksomhed
havde ført med sig at han kunde den hele udenad. Dertil kom saa medfødte
Anlæg! Fris var fra Barn udset til Præst og drev som ung sine Studier i
Overensstemmelse dermed. Guds Ord faldt godt i hans Mund, og han havde
de bedste Udsigter, da en ond Fugl kom helt nede fra Faraos Enge for at
bringe ham i Ulykke. Fris faldt to Trapper ned fra Sjælesørger til Degn
og Børnepisker. Han tog dét med Børnene som en næsten for gennemskuelig
Straf fra Himlen, og indrettede Skolen som et Præstekald i det smaa.
Hele Lejet bar Spor af hans Virksomhed; det stod smaat til med Læsning
og Skrivning, men naar det drejede sig om Salmevers og Skriftsteder var
disse Fiskere og Smaahaandværkere ikke nemme at slaa. Fris tilskrev sig
Æren af, at de voksne sad nogenlunde i det og de unge fik ordenlig Hyre.
Han fulgte hver enkelt af dem med noget af et Faderøje og fandt dem
egenlig vellykkede alle. Og han stod sig godt med dem naar først de var
ude af Skolen; saa kunde de komme til den gamle Pebersvend og faa en
Passiar, og lette sig for et eller andet.
Med den forbandede Yngel der netop nu sled Skolebænkene, var det derimod
altid en anden Sag; den strittede imod Lærdommen med Hænder og Fødder,
og Fris lovede den intet godt af Fremtiden.
Fris hadede Ungerne. Men han elskede disse firskaarne Salmer, som hele
Klassen syntes at forslæbe sig paa mens han selv kunde traktere dem i
stiv Arm. Og naar det gik som i Dag, kunde han helt glemme at der var
Unger til, og give sig hen i dette endeløse Optog, hvor Kolonne efter
Kolonne defilerede forbi ham — i Rytmens Fodslag. Det var ikke Salmevers
heller, det var en mægtig Opmarsj af Livets stærke; under det spandt sig
i én endeløs Tone alt det Fris selv var kommet tilkort paa. Derfor
nikkede han saa lykkeligt, og det stærke Fodslag slog op om ham som en
Hærenes Tak, et Ave Cæsar.
Han sad over tredje Tillæg af Berlingeren men læste ikke; Øjnene holdt
han lukkede, Hovedet bevægede sig sagte efter Rytmen.
Børnene plaprede ustanselig løs, de trak knap Vejret, de var
hypnotiserede af den monotone Ordflom. Det mindede om Gæssene, der af
Ræven havde faaet Lov at bede en Bøn før de blev ædt, og nu bad og bad i
en Ustanselighed. Da alle tre Salmer var til Ende begyndte de af sig
selv forfra, Kværnen gik stadig højere, de traadte Rytmen med Fødderne,
og det blev til mægtige Stempelslag — hele Drøn! Fris nikkede med saa
den lange Haardusk slog ham i Ansigtet, han kom i Ekstase, reves med saa
han ikke kunde sidde roligt paa Stolen.
„Og myldred Djævle frem paa Jord
og os opsluge vil—de,
vi frygte dog ej Faren stor
de deres Trusler spil—de.“
Det lød som et Stampeværk, nogle huggede Tavlerne mod Bordene, andre
brugte Albuen mod Pladen. Fris hørte det ikke; han hørte kun den mægtige
Takt — af fremrykkende Hærskarer.
„Lad rase Mørkets Drot
med Løgn og Mord og Spot — —
Pyh! Pyh!“ — det hele var stanset med ét Slag, hele Skolen sad og holdt
sig for Næsen. „Pyh! Pyh!“
Fris dalede saa det krøb igennem ham. Han aabnede Øjnene og begreb
bitterligt, at han igen havde ladet sig overrumple! „I Satans Unger, I
Helvedes Unger!“ — han stod brølende midt iblandt dem med Spanskrøret.
„Hvem? Hvem?“ spurgte han hidsigt „er det dig Morten?“
Morten gav sig til at græde helt vellykket og mumlede noget om at han
ikke tog imod den Slags — han skulde nok faa sin Far til at snakke med
Læreren.
„Peter, Marta!“ hvæsede Fris. En Dreng og en Pige rejste sig og gav sig
til at gaa Rækkerne ned og snuse til Rygge for at finde den skyldige.
Det hele var i Opløsning nu, der brød Slagsmaal ud rundt om; Pigerne var
de værste, de hvinede og anklagede hverandre. Fris slog haandløst.
Han forsøgte at faa dem ind under Remsningen igen. „Hvo ikkun lader
Herren raade!“ raabte han overdøvende; men de bed ikke paa — de Satans
Unger! Saa slog han i Flæng; han vidste godt at de var nogenlunde lige
gode alle, og tog det ikke saa nøje med hvor han ramte. De langhaarede
greb han i Haartoppen, trak dem op paa Bordet og pryglede løs til
Spanskrøret splintrede. Dette Øjeblik havde Drengene ventet paa; de
havde selv gnedet Spanskrøret ind med Løg om Morgenen, og de mest
udfordrende af dem havde i Dagens Anledning flere Par Bukser paa.
Da den sprukne Lyd fortalte, at Spanskrøret var i Opløsning, brød hele
Skolen ud i øredøvende Jubel. Fris havde opgivet Ævred og lod dem rase.
Han gik op og ned ad Midtergangen som et sygt Dyr, Galden stod ham
brændende i Halsen. „Satans Unger!“ hvæsede han „Helvedes Unger! — naa
sid nu stille Børn!“ Det kom saa morsomt rørende midt i det andet, det
maatte efterlignes.
Pelle sad aller nederst, i Krogen; han var temmelig ny i det men gjorde
sit bedste. Pludselig stod han oppe paa Bordet og dansede paa
Strømpesokker. Fris stirrede saa underligt paa ham, Pelle syntes, han
lignede Far Lasse naar alt gik i Stykker for ham — og krøb skamfuld ned.
Der var for Resten ingen der havde lagt Mærke til hans Bedrift, den var
altfor almindelig.
Det var et øredøvende Mudder det hele, og ud af Koget fløj nu og da et
ondskabsfuldt Udraab. Hvor de kom fra var vanskeligt at afgøre, men de
ramte Fris hver og et, saa han jog sammen. Ungdoms Fejltrin som var
begaaet paa den anden Side Vandet for halvhundrede Aar siden, kom op her
i disse uvidende Ungers Mund, sammen med nogle af hans bedste
Handlinger, der havde været saa uegennyttige at Egnen maatte lægge dem
ud til det aller værste. Og som det ikke var nok — men tys! — han
hulkede.
Tsss! Tsss! — det var Henrik Bødker, Skolens sværeste Dreng, han stod op
paa Bænken og hvislede truende. Pigerne forgudede ham og blev straks
rolige, enkelte af Drengene vilde ikke lystre Ordren; men da Henrik
holdt sin knyttede Haand mod det ene Øje faldt ogsaa de til Ro.
Fris gik op og ned ad Midtergangen som en Benaadet; han turde ikke se
op, men alle kunde se at han græd. „Det er Synd!“ sagde en Stemme
halvhøjt. Alle Øjne var rettede paa ham, der var dødsstille i Klassen.
„Frikvartér!“ sagde saa en bydende Drengestemme — det var Nilens. Fris
nikkede svagt, og de stormede ud.
Fris blev lidt tilbage for at samle sig; han gik op og ned med Hænderne
paa Ryggen og svalgte tungt; han var i Færd med at tage sin Afsked.
Hvergang det gik rigtig galt tog Fris sin Afsked, og naar han fik samlet
sig lidt, udsatte han det til Foraarseksamen var overstaaet. Han vilde
ikke gaa af paa denne Maade, som en Slags Fallit. Netop i Vinter havde
han arbejdet som aldrig før, for at hans Afgang kunde virke som noget af
en Bombe, og de rigtig kunde føle Savnet naar han var gaaet. Naar
Eksamen blev afholdt, vilde han tage Salmebogen til Korremsning — helt
forfra. Nogle af Børnene vilde hurtigt falde fra, men der var ogsaa dem
imellem, han i Tidens Løb havde banket det meste af dens Indhold ind i.
Længe inden de løb tomme skulde Præsten løfte Haanden afværgende og
sige: „Det er nok min kære Degn! det er nok!“ — og takke ham bevæget;
mens Skolekommissionen og Forældrene stak Hovederne hviskende sammen og
korsede sig af Beundring.
Saa var Tidspunktet der til at gaa af!
— — — —
Skolen laa i Udkanten af Fiskerlejet, og Legepladsen var Strandkanten.
Naar Drengene slap ud efter nogle Timers Skolegang, lignede de Ungkvæget
første Dag det er ude efter den lange Vinter. De fór som krydsende
Svaler i alle Retninger, styrtede sig over den friske Vold af Blæretang
og piskede hinanden om Ørerne med de saltvaade Planter. Pelle var ikke
henrykt for den Leg, de skarpe Planter sved godt, og ved nogle af dem
hang der Sten fastgroet. Men han turde heller ikke holde sig udenfor,
det trak straks Opmærksomheden over paa én. Det galdt om at være med og
dog ikke med, at gøre sig lille og stor efter Øjeblikkets Tarv, saa man
snart forblev uset snart virkede skræmmende. Han fik travlt med at sno
sig og smutte ud og ind.
Pigerne samlede sig henne ved de smaa _Huse_ — der holdt de altid til.
De stod og sladrede og spiste deres Skolemad, men Drengene kredsede over
Pladsen som Svaler, i formaalsløst Løb. Der stod en stor Dreng og krøb
sammen henne ved Klatremaskinen, han holdt Ærmet skjulende for Ansigtet
og stod og tyggede. Ham hvirvlede de om i hidsigt Løb, mens saa én saa
en anden trak Kredsen snævrere og snævrere. Per Kofod — Tudeper — saa ud
som sejlede Jorden under ham, han klamrede sig til Klatrestangen og
skjulte Ansigtet. Naar de var tæt inde paa ham slog de bagop med et
Brøl; saa skreg Drengen angst, vendte Ansigtet opad og brølede
langtrukkent. Bagefter fik han saa al den Mad de andre ikke gad æde.
Tudeper aad altid og brølede altid. Han var et Fattighusbarn uden Far og
Mor, storvoksen var han, men underlig blaafrossen i Farven. Øjnene stod
ham livsrædde ud af Hovedet, under dem hang der tykke Graadposer. Ved
den mindste Lyd fór han sammen, Rædslen talte ud af ham altid! Drengene
gjorde ham aldrig rigtig Fortræd, men de skreg og huggede sammen i
Kroppen hvergang de gik forbi ham — det var ikke til at modstaa. Saa
skreg han ogsaa og huggede sammen af Angst. Pigerne kunde falde paa at
løbe hen og tjatte til ham, saa skreg han sanseløst, og de vidste at han
tabte sit Vand af Skræk. Bagefter fik han Mad af alle Børnene, han aad
det hele, brølede og var lige forkommen.
Det var ikke til at forstaa hvad der fejlede ham. To Gange havde han
gjort Forsøg paa at hænge sig, uden at nogen kunde nævne Grunden — end
ikke han selv. Og helt dum var han dog ikke. Lasse mente, at han var
synsk og saa noget andre ikke kunde se, saa selve det at leve og drage
Aande skræmte ham. Hvorom alting var, Pelle maatte for ingen Pris gøre
ham noget, ikke for alt i Verden.
Drengesværmen havde trukket sig ned til Stranden, og pludselig kastede
den sig over Henrik Bødker med den lille Nilen i Spidsen. Han blev revet
omkuld og helt begravet under Skaren, der laa i en sprællende Dynge oven
paa ham og masede knyttede Næver ned hvor der var en Aabning. Men saa
begyndte et Par Næver at gaa stødende opad, tju, tju, som
Maskinstempler, Drengene trillede til Siderne og holdt sig for Ansigtet,
Henrik Bødker skød lige op af Dyngen og sparkede haandløst. Nilen hang
endnu som en Igle i Nakken paa ham, Henrik maatte flænge sin Bluse for
at faa ham slængt til Side. Pelle syntes, han blev overmægtig stor som
han stod der, han pustede bare en Smule — og nu kom Tøserne, de fæstede
hans Bluse sammen med Naale og gav ham Brystsukker. Til Tak greb han dem
i Flætningerne og bandt dem sammen, fire-fem Stykker saa de ikke kunde
komme fra hinanden. De stod stille og fandt sig taalmodigt i det — hang
bare hengivent ved ham med Øjnene.
Pelle havde vovet sig ind i Kampen og faaet et Spark. Men der sad intet
Nag i ham. Havde han haft et Brystsukker, vilde han ligesom Pigerne have
givet det til Henrik Bødker og taget imod ublid Behandling til. Han
forgudede ham. Men Nilen maalte han sig selv med — den lille
blodtørstige Nilen der ikke kendte til Frygt og var saa hensynsløs i
Angrebet, at de andre gik af Vejen for ham! Han var altid i hvor Flokken
var tykkest, sprang ud i det værste af enhver Slags — og kom godt fra
alting. Pelle gik sig selv kritisk efter for at finde Lighedspunkter og
fandt dem — i sit Forsvar for Far Lasse den første Sommer hvor han
sparkede en stor Dreng Brok til, og i Forholdet til den gale Tyr som han
ikke var Spor af bange for. Men paa andre Punkter glippede det — han var
mørkræd og kunde ikke staa for en Lussing! Nilen kunde tage imod sin med
Hænderne i Lommen. — Det var Pelles første Forsøg paa at faa et samlet
Overblik over sig selv.
Fris var gaaet op ad Landet til, rimeligvis til Kirken; saa blev det et
Frikvarter paa Timer. Drengene begyndte at se sig om efter varigere
Tidsfordriv. „Studene“ gik ind i Skolestuen og gav sig til at holde Sjov
paa Borde og Bænke, men „Aalekvabberne“ holdt sig til Stranden. „Stude“
og „Aalekvabber“ det var Landjorden og Søen i Kamp med hinanden, Skellet
kom af sig selv ved enhver alvorligere Lejlighed, undertiden blev der
hele Slag ud af det.
Pelle holdt sig til Strandens Drenge — Henrik Bødker og Nilen var
imellem dem! — og de var noget nyt! De brød sig ikke om Jorden og
Kreaturer, men Havet som han var bange for var for dem som en Vugge. De
tumlede sig paa Vandet som i deres Moders Dagligstue, og havde ikke lidt
af dets Letbevægelighed i sig. De var hurtigere i Vendingen end Pelle
men ikke saa holdbare, saa var de friere af Væsen, og gjorde mindre ud
af den Plet de tilhørte. De talte om England som den mest dagligdags
Ting, og havde Genstande med i Skolen som Fædre og Brødre havde bragt
med hjem fra den anden Side Jorden, fra Afrika og Kina. De tilbragte
Nætter paa Søen i aaben Baad, og naar de skulkede var det altid for at
fiske. De dygtigste af dem havde egne Fiskeredskaber og smaa fladbundede
Pramme, som de selv havde tømret sammen og kalfatret med oppillet
Tovværk; de fiskede for egen Regning, Gedder, Aal og Suder, som de
afsatte til Egnens finere Folk.
Han mente han kendte Aaen ud og ind, men nu fik han den at se fra en ny
Side. Her var Drenge, som i Marts og April Maaned — i Legetiden — var
oppe Kl. tre om Morgenen og gik og vadede barfodede i Aamundingen, paa
Jagt efter de Gedder og Aborrer der søgte op i det færske Vand for at
yngle. Og ingen sagde til Drengene at de skulde, de gjorde det fordi det
morede dem.
Underlige Lyster havde de! Nu stod de „for Sjø“ — i en lang overstadig
Række. De løb med Bølgesuget ud til de større Stene ude i Vandet, der
stod de saa paa Stenene og hoppede naar Vandet kom igen, som en hel
Skare Strandfugle. Kunsten bestod i at holde sig tørskoet, men de der
blev mest vaade var alligevel de raskeste. Der var jo Grænser for, hvor
længe man kunde holde sig svævende. Naar Sø fulgte paa Sø Slag i Slag,
maatte man ned midt i det, og saa gik den stundom over Hovedet. Eller en
uberegnelig stor Sø kom og slog til alle de optrukne Ben midt i Springet
— saa drejede Rækken lige saa nydeligt og faldt plask i Vandet. Og med
øredøvende Larm gik det op mod Skolestuen for at jage Studene væk fra
Kakkelovnen.
Hen langs Stranden sad der gærne nogle Drenge med Hammer og et stort
Spiger og borede Huller i Strandstenene. Det var Sønner af Stenhuggerne
inde bag Værket, Pelles Søskendebarn Anton var imellem dem. Naar
Hullerne var dybe nok blev der stampet Krudt i dem, og hele Skolen
overværede Sprængningen.
Om Morgenen naar man ventede paa Læreren, stod de store Drenge op ad
Skolemuren med Hænderne i Lommen og drøftede Sejlføring og Hjemsted for
Skibe, som gik over Havet langt ude. Pelle stod maabende hos — det var
altid Havet og hvad Havets var de talte om, og det meste af det forstod
han ikke. Alle disse Drenge vilde et og det samme naar de blev
konfirmerede — til Søs. Men Pelle havde faaet nok af Overfarten fra
Sverig — han begreb dem ikke.
Saa omhyggeligt havde han altid lukket Øjnene og stukket Pegefingrene i
Ørerne, for at Hovedet ikke skulde løbe fuldt af Vand, naar han tog sig
en Dukkert i Aaen. Men disse her de svømmede nede under Vandet ligesom
rigtige Fisk; og han forstod paa dem, at de kunde dykke ned paa det dybe
og tage Stene op fra Bunden.
„Kan man da se dernede?“ spurgte han forundret.
„Ja naturligvis! Hvordan skulde Fiskene ellers kunne tage sig i Agt for
Garnene? Bare det er Maaneskin gaar de langt udenom, hele Stimen!“
„Og Vandet løber ikke ind i Hovedet, naar I tager Fingrene af Ørerne?“
„Tager Fingrene af Ørerne?“
„Ja for at tage Stenen med jer op.“
En Haanlatter slog ham i Møde, og de gav sig til at spørge ham
underfundigt ud — han var kostelig, en rigtig Bondeknold! De
grinagtigste Forestillinger havde han om alting, og det fremgik da ogsaa
hurtigt, at han aldrig havde badet i Havet. Han var Vandskrækker —
_Blaapung_; Aaen kunde ikke gøre det af.
Siden hed han Blaapung, og det hjalp ikke han en Dag tog Klaffen med i
Skole og viste dem, hvorledes han kunde klippe trekantede Huller i et
Par Bukser med den lange Snært, ramme en lille Sten saa den blev borte i
Luften, og slaa de mægtige Knald. Det var altsammen udmærket, men Navnet
klæbede alligevel ved ham; og det sved i hans lille Person.
* * * * *
I Vinterens Løb kom der unge stærke Knøse hjem til Lejet i blaat Tøj og
hvidt Halsbind. De havde lagt op kaldte man det, og nogle af dem gik
hele Vinteren og trak Hyre uden at bestille noget. De kom altid over i
Skolen og hilste paa; midt i Timen kom de, det gjorde ingenting, Fris
var Glæden selv. Saa havde de et og andet til ham, en Cigar der var saa
fin at den var lukket inde i Glas, eller andre mærkelige Ting. Og de
talte til Fris som til en Kammerat, fortalte om hvad de havde oplevet,
saa de lyttende Unger skuttede sig af Fryd, og røg ganske ugenert deres
Kridtpibe i Klassen — med Aabningen vendende flot nedad uden at Tobakken
faldt ud. De havde fóret som Kokkedrenge og Jungmænd, i Spanskesøen og
paa Middelhavet og mange andre æventyrlige Steder; en af dem havde redet
op ad et ildsprudende Bjærg paa et Æsel. Og de bragte Tændstikker med
hjem, der var saa store som pommerske Bjælker næsten — og som skulde
stryges af paa Tænderne.
Skoledrengene forgudede dem og talte ikke om andet; det var en stor Ære
at turde vise sig i Selskab med en saadan Knøs. For Pelle var det aldrig
at tænke paa.
Saa skete det ogsaa, at Lejet gik og ventede en saadan Gut hjem, men han
kom ikke. Og en Dag kom Budskabet: Barkskib det og det gaaet under med
Mand og Mus! — det var Vinterstormene, sagde Drengene og spyttede
voksent fra sig. En Uge holdtes Søskendene hjemme fra Skolen, og naar de
kom igen kiggede Pelle nysgærrigt paa dem — det maatte være underligt at
have en Bror, der laa paa Havets Bund midt i sin fagre Ungdom. „Saa vil
I vel ikke til Søs?“ spurgte han. — Jo de vilde ogsaa til Søs!
Saadan kom Fris en Dag efter et ualmindelig langt Frikvarter og var i
daarligt Humør. Han gik og pudsede sin Næse stærkt og tørrede nu og da
sine Øjne bag Brillerne; Drengene puffede til hinanden. Han rømmede sig
stærkt men kunde ikke skaffe sig Ørenlyd, slog saa nogle Slag i Pulten
med Spanskrøret.
„Har I hørt det Børn?“ spurgte han da der blev nogenlunde Ro.
„Nej! Jo — jo! Hvilket!?“ raabte de i Kor. „— At Solen er faldet ned i
Havet og har stukket Ild til det!“ sagde én.
Lærer Fris tog stille Salmebogen. „Skal vi synge _Lyksalig, lyksalig_
—?“ sagde han. Saa vidste de at der var sket noget, og sang alvorligt
med.
Men ved det femte Vers stansede Fris, han kunde ikke mere. „Peter Funk
er druknet!“ sagde han med en Stemme der kvalte den sidste Stavelse. Der
gik en Hvisken af Forfærdelse gennem Klassen, og de saa paa hinanden med
store uforstaaende Øjne. Peter Funk var Lejets raskeste Dreng, den
bedste Svømmer, den største Gavtyv Skolen havde haft — og han var
druknet.
Fris gik op og ned og kæmpede for at beherske sig, Børnene faldt i
stille hviskende Samtale om Peter Funk, alle Ansigter var blevet gamle i
Alvor. „Hvor skete det?“ spurgte en stor Dreng.
Fris vaagnede med et Suk — han gik og tænkte paa denne Dreng, der havde
snydt sig fra alting og saa var blevet Lejets flinkeste Søgut; paa alle
de Prygl han havde givet ham, og paa de hyggelige Vintertimer de havde
tilbragt siden, naar Knøsen kom hjem fra Langfarten og om Aftenen
kiggede op til sin gamle Lærer. Der havde været adskilligt at raade Bod
paa, skæbnesvangre Ting Fris maatte lappe paa for Knøsen i al
Hemmelighed, at de ikke skulde give ham et Knæk for hele Livet — og —
„Det var i Nordsøen,“ sagde han „de havde været i England tror jeg.“
„I Spanien med Klipfisk,“ sagde en Dreng. „Og saa gik de derfra til
England med Appelsiner — og tog Kulladning med hjem.“
„Ja saadan var det nok,“ sagde Fris. „De var i Nordsøen, og der blev de
overfaldet af Storm, Peter maatte nok til Vejrs.“
„Ja for Trokkadej er saa rank; saa snart det blæser lidt maa de op og
bjærge Sejl,“ sagde en anden Dreng.
„Saa faldt han ned“ vedblev Fris — „og slog sig mod Rælingen — og
styrtede i Søen. Der var Mærker i Rælingen af hans Søstøvler. De brasede
eller hvad de kalder det, og fik vendt; men det tog dem en halv Times
Tid at komme op til Stedet. Og da de endelig kom op, sank han lige for
deres Øjne. En halv Time havde han kæmpet i det isblandede Vand — med
Søstøvler og Olietøj paa — og saa alligevel —“
Der gik et langt Suk gennem Klassen. „Han var den bedste Svømmer paa
hele Stranden!“ sagde Henrik. „Han gik baglæns paa Hovedet fra Rælingen
af en Bark som laa her paa Reden og tog Vand — og kom op paa Skibets
anden Side. Han fik ti Skonrokker af Kaptejnen selv for det.“
„Han maa have lidt frygteligt,“ sagde Fris — „det var næsten bedre for
ham, om han ikke havde kunnet svømme.“
„Saadan siger min Far ogsaa!“ sagde en lille Dreng. „Han kan ikke
svømme, for han siger det er bedst for en Sømand ikke at kunne det — man
pines bare.“
„Min Far kan heller ikke svømme!“ udbrød en anden. — „Og min heller
ikke! han kunde godt lære det men han vil ikke.“ Saadan blev de ved og
rakte Hænderne i Vejret. De svømmede selv alle sammen, men det viste sig
at næsten ingen af Fædrene kunde — de havde Overtro imod det. „Far siger
at man ikke skal friste Gud, om man forliser,“ føjede en Dreng til.
„Men saa gør man jo ikke sit bedste!“ indvendte en usikker Stemme. Fris
vendte sig brat mod Krogen, Pelle sad og var ildrød langt ud i det
yderste af sine Slugøren.
„Se mig til den lille Mand!“ sagde Fris slaaet — „og har han saa ikke
Ret mod alle os andre? Hjælp dig selv saa hjælper Gud dig!“
„Maaske“ sagde en Stemme — det var Henrik Bødker.
„Ja ja, jeg ved nok at han ikke hjalp her — men alligevel; man bør nu
engang gøre hvad man kan i alle Livets Forhold. Peter Funk gjorde sit
bedste — og han var den flinkeste Dreng jeg har haft.“
Børnene lo til hinanden, de mindedes baade det ene og det andet — Peter
Funk havde nok engang drevet det til at tage Livtag med selve Læreren —
men de nænnede ikke at drage det frem. „Han naaede aldrig længer end til
den 27nde Salme!“ sagde en af de største dog — halv paa Dril.
„Naa ikke det!“ snærrede Fris „naa ikke det! Du mener formodenlig du er
dygtigere? Lad os saa se om du er naaet længer da!“
Fris greb Salmebogen med rystende Haand; han taalte ikke der blev sagt
noget om de afgaaede Drenge.
— —
Blaapungen blev ved at sidde haardt paa Pelle, aldrig havde noget brændt
ham paa Pelsen som dette Navn. Og det var ikke til at ryste af sig før
Sommeren kom — det havde lange Udsigter.
En Dag løb Fiskerdrengene ude paa Molen i Frikvarteret. En Baad var lige
kommet ind gennem Skrueisen med en uhyggelig Last — fem stivfrosne Mænd
hvoraf den ene var død og laa i Sprøjtehuset; de andre fire var anbragt
rundt omkring i Hytterne, hvor man gned dem med Is for at faa Frosten
trukket af dem. Al den Herlighed fik Bønderdrengene ingen Del i, Lejets
Drenge som gik ud og ind og saa paa det hele, gennede dem væk om de
nærmede sig — og solgte karrige Oplysninger i dyre Domme.
Baaden havde truffet en finsk Skonnert drivende i Søen, helt overiset og
med fastfrossent Ror. Den var for dybt lastet, saa Søerne gik rags hen
over den og frøs paa; Isen havde tynget den yderligere ned. Da de fandt
den flød Dækket lige i Vandskorpen; fingertykke Tove havde faaet en Arms
Tykkelse af Isbelægning, Mændene der sad fastsurrede i Riggen var helt
uformelige af Isslag. De lignede Riddere i Rustning og med lukket Visir
da man tog dem ned, Klæderne maatte hugges af Kroppen paa dem. Nu var
tre Baade gaaet ud for at forsøge at bjærge Skuden; det vilde blive
Masser af Penge til Delings om det lykkedes.
Pelle vilde ikke staa uden for dette her, om han saa skulde faa
Skinnebenene sparket ind, og holdt sig lyttende i Nærheden. Drengene
talte højtideligt og saa dystre ud — de Folk havde døjet de, kanske
skulde de have Hænder eller Fødder sat af for Koldbrand. Hver Knægt
førte sig som bar han sin Part af Lidelserne, de talte mandigt og med
tykt Mæle. „Pil af, Stud!“ raabte de til Pelle — de holdt ikke af
Blaapunge i dette Øjeblik.
Pelle havde Taarer i Øjnene, men give sig vilde han ikke; han drev hen
langs Bolværket.
„Pil af!“ raabte de igen og tog truende efter Sten, „op til de andre
Bønder med dig!“ De kom hen og knubsede til ham. „Hvad staar du dér og
glor ned i Vandet for? Du kan blive svimmel og falde paa Hovedet ud! Op
til de andre Bønder med dig, Blaapung!“
Pelle var virkelig svimmel, saa kraftigt greb en Beslutning om hans
lille Hjærne. „Jeg er ikke mere Blaapung end I!“ sagde han. „I tør jo
ikke springe i Vandet engang.“
„Hør paa ham! Han tror man springer i Vandet for Grin midt om Vinteren —
og faar Stivkrampe.“
Pelle hørte lige deres hoverende Latter, idet han satte ud over Molen og
det isgrødede Vand lukkede sig over ham. Han kom op igen med det øverste
af Haaret, gjorde et Par Hundetag — og sank.
Drengene løb forvirret frem og tilbage og raabte, en af dem fik fat i en
Baadshage. Saa kom Henrik Bødker løbende, han gik paa Hovedet ud i
løbende Udspring og forsvandt; et Isstykke slog Smut henad Vandet, han
havde ramt det med Panden. To Gange stødte han Hovedet gennem Grødisen
for at snappe Luft, saa kom han op med Pelle. De fik ham verpet op paa
Molen, og Henrik gav sig til at prygle blindt løs paa ham.
Pelle havde mistet Bevidstheden, men Pryglene virkede oplivende.
Pludselig slog han Øjnene op, var paa Benene i et Sæt og pilede indad
som en Strandløber.
„Løb hjem!“ brølede Drengene efter ham — „løb alt hvad du kan, ellers
bliver du syg! Sig bare til din Far at du er faldet i!“ Og Pelle løb,
han behøvede ingen Opfordring. Da han naaede Stengaarden var Klæderne
stivfrosne, Bukserne kunde staa alene da han kom af dem. Men han var
selv varm som en Smed.
Han vilde ikke lyve for Faderen, og fortalte det som det var. Lasse var
gal i Hovedet, saa gal som Drengen aldrig havde set ham før. — Lasse
vidste hvordan en Hest skulde behandles for ikke at blive forkølet, og
gav sig til at gnide Pelles nøgne Krop med en Halmvisk, mens Drengen laa
paa Sengen og væltede sig under den haarde Behandling.
Lasse ænsede ikke hans Stønnen men brugte Mund: „Din gale Fanden —
springe bardus i Havnen midt om Vinteren som et forelsket Fruentimmer —
din Smaadjævel! Du skulde have Klø skulde du, rigtig mange Tæsk. Men nu
faar du slippe for denne Gang, naar du saa vil sove og se at komme i
Sved, saa vi kan faa det væmmelige Saltvandet af Kroppen paa dig igen.
Jeg funderer paa, om ikke en Aareladning vilde være god.“
Pelle vilde ikke aarelades; han laa og havde det rigtig godt nu efter at
have kastet op. Men han var meget alvorlig til Sinds. „Hvad om jeg nu
var druknet?“ sagde han højtideligt.
„Ja da havde jeg slaaet dig halv fordærvet,“ sagde Lasse hidsigt.
Pelle lo.
„Ja du ler, du Ordkrænger!“ vrissede Lasse. „Men naar én nu er blevet
Far til saadan en sakramenskedes Hvalp!“ Dermed gik han vred ud i
Stalden. Hvert Øjeblik lyttede han dog og kom hen for at kigge — for om
der skulde blive Feber eller sligt Djævelstøj ud af det.
Men Pelle sov trygt med Hovedet under Dynen. Han drømte at han var
selveste Henrik Bødker.
* * * * *
Pelle lærte ikke at læse nogenlunde den Vinter; men han lærte nogle og
tyve Salmer udenad blot ved at bruge sine Øren, og han fik Navnet
Blaapung strøget forsvarligt af sig. Han havde vundet Land og betryggede
sin Stilling ved flere dristige Streger — Skolen begyndte at regne med
ham som en rask Dreng. Og Henrik som ellers ikke brød sig om nogen, tog
ham flere Gange under Vingen.
Nu og da havde han ond Samvittighed, især naar Faderen i sin nyvakte
Videbegærlighed kom til ham for at faa Løsningen paa en eller anden
Gaade. Saa stod han der og kunde ikke svare.
„Du er dog den der skulde have Lærdommen,“ sagde saa Lasse bebrejdende.
Da Vinteren løb ud og Eksamen nærmede sig, blev han hed i Hovedet. Der
gik mange uhyggelige Frasagn om Overhøringens Strænghed blandt Drengene
— om Nedrykning og fuldstændig Bortvisning fra Skolen.
Pelle var saa uheldig ikke at blive hørt selvstændig i en eneste Salme.
Han skulde fortælle om Syndefaldet, Æbletyveriet var nemt at klare, men
Forbandelsen —! „Og Gud sagde til Slangen: du skal krybe paa din Bug, du
skal krybe paa din Bug, du skal krybe paa din Bug!“ videre kunde han
ikke komme.
„Gør den saa det endnu da?“ spurgte Præsten godmodigt.
„Ja — for den har ingen Lemmer.“
„Og kan du saa forklare mig hvad et Lem er — ikke _en_ Lem men _et_
Lem?“ Præsten var bekendt som den bedste Overhører paa Øen, han kunde
begynde i en Rendesten og ende i Himlen sagde man.
„Et Lem det er — en Haand.“
„Ja — blandt andet. Men kan du ikke sige noget som kendetegner alle
Lemmer fra andre Legemsdele? — Et Lem er — naa? — en? — en Legemsdel der
kan bevæges selvstændigt. F. Eks.? Naa!“
„Ørerne!“ sagde Pelle, om det nu var fordi det brændte i dem.
„Saa—aa? Kan du da bevæge Ørerne?“
„Ja.“ — Pelle havde med stor Ihærdighed lagt sig Kunsten til sidste
Sommer, for ikke at staa tilbage for Rud.
„Da vilde jeg sandelig gærne se det!“ udbrød Præsten.
Saa klippede Pelle dygtigt med sine Slugøren, og baade Præst, Skoleraad
og Forældre lo. Pelle fik ug i Religion.
„Saa blev det ligevel Ørerne som reddede dig,“ sagde Lasse fornøjet „—
sagde jeg ikke nok at du skulde bruge dem godt! Bedste Karaktér i
Religion blot for at klippe med Ørerne — du skulde vel kunne blive Præst
du, om du selv vilde!“
Og han blev ved længe. Men var det ikke ogsaa Satan til Pøjke til at
kunne gøre Besked for sig!