Lasse rokkede medfølende med Hovedet: „Og hun kom nogenledes over det?“

„Nej det er nu saa rent galet og — hun mistede Synet paa det Øje.“

Lasse saa misbilligende paa ham.

Kalle tog sig i det, meget forskrækket saa det ud til.

„Ih sikke noget Sludder jeg staar og fortæller — hun mistede Blindheden

paa det Øje vilde jeg jo have sagt. Er det nu ikke for galt ogsaa — man

stikker Øjet ud paa et Menneske, og saa tager hun fat at se. Jeg tror

sku jeg vil ud og kurere for Blindhed herefter, for det er der ikke

mange Ben i.“

„Hvad siger du har hun taget fat at —? Nej nu bliver du for lystig; man

skal ikke spøge med alting heller.“

„Ja ja, Spøg til Side som Profeten sagde han fik Klø af sin Kælling. Men

hun kan virkelig se med det Øje nu du!“

Lasse saa en Stund mistroisk paa ham før han overgav sig. „Det er

ligegodt et Mirakel!“ sagde han saa.

„Ja det samme sagde jo Dokteren — den spidse Pind havde nok virket som

en Slags Operation. Men det kunde lige saa godt have taget den anden

Retning. Jo vi havde sku Dokter tre Gange til hende — det kunde jo ikke

nytte at knibe paa Skillingen.“ Kalle stod og forsøgte at mave sig, han

havde stukket Tommelfingrene i Vestelommerne.

„Det kostede vel mange Penge det?“

„Det samme tænkte jeg ogsaa, og jeg var ikke aller gladest, da jeg

spurgte Dokteren hvor meget det blev. 25 Kroner sagde han, og det lød

ikke anderledes end naar vi andre beder om et Stykke Fedtebrød. Vil

Dokteren gøre mig den Tjeneste at vente et Par Dage, saa jeg kan faa

Koen lidt ordenlig solgt, spurgte jeg. Hvad — siger han og glor oven

over Brillerne, De vil vel ikke sælge Koen for at betale mig — det maa

De paa ingen Maade gøre, jeg venter til bedre Tider. Vi slipper

alligevel let, selv om vi skal af med Koen, sagde jeg. — Og hvordan det?

spørger han mens vi gaar ud til Vognen — det var Kaasegaardsbonden der

kørte for mig. Saa fortalte jeg ham, at Marie og jeg havde tænkt en Del

paa at sælge det hele, for at Mormor kunde komme over og blive opereret.

Han sagde ingenting til det men krøb op i Vognen, og jeg stod saadan og

knappede Fodposen om ham. Men med et griber han mig i Kraven og siger:

Hør ved De hvad De lille hjulbenede Væsen? (Kalle efterlignede Lægens

„fine“ Tale) De er det bedste Mennesker jeg har truffet, og De skylder

mig ikke en rød Øre! Det var jo forresten Dem selv der udførte

Operationen. Saa skulde jeg vel næsten haft Penge til, sagde jeg. Saa lo

han og slog mig oven i Krukken med sin Skindhue. — Det er en Stadsmand

den Dokter — og forpinenes dygtig; de siger om ham, at han kun har en

Slags Mikstur, som han kurerer al Slags Daarlighed med.“

De sad oppe i Røgterkamret paa den grønne Kiste, Lasse havde fundet en

Slat Brændevin frem. „Drik Bror“ sagde han gentagende „der skal noget

til at holde Fugten ude i dette Oktoberrusk.“

„Tak for det — men drik selv du! Nej men hvad jeg skulde sige, du skulde

se Mormor, hun gaar omkring og titter paa alting med sit ene Øje; om det

saa bare er en Knap kan hun blive ved at glo paa den. Ja saa det ser

saadan ud og det saadan? hun har jo glemt hvordan Tingene ser ud. Og

naar hun saa ser en Ting, gaar hun hen og føler paa den bagefter — for

at faa at vide hvad den er for noget siger hun min Sjæl. Os vilde hun nu

slet ikke kendes ved de første Dage; naar hun ikke hørte os tale eller

gaa, troede hun vi var fremmede Mennesker — alt det hun saa os for sine

Øjne.“

„Og de Smaa —?“ spurgte Lasse.

„Jo tak, Annas den er tyk og fed, men vor egen staar ligesom lidt i

Stampe. Det er ligegodt de unge Søer man skal lægge til paa. Det er

sandt —“ Kalle tog sin Pengepung frem „mens vi er ved det, lad mig saa

ikke glemme de ti Kroner jeg fik af dig til Barslerne.“

Lasse tog afværgende for sig. „Lad det være du, du kan have ondt nok at

døje endda. Hvormange Munde er I nu, 14-15 Stykker vel?“

„Ja, men de to patter deres Mor ligesom Præstekonens Kyllinger, saa det

er den rene Besparelse. Og skulde det gaa haardt paa, er én vel nok Mand

for at snyde et Par Skilling ud af Næsen ogsaa.“ Han snød Næsen med et

rask Tag og rakte Haanden frem — der laa en sammenlagt Tier i den.

Lasse lo ad Kunststykket, men vilde ikke høre Tale om Pengene. En Stund

stod de og stak dem til hinanden. „Naa ja ja!“ sagde Kalle tilsidst og

beholdt Sedlen — „saa faar du have hjærtelig Tak da. Og Farvel Bror, nu

maa jeg hjemad.“ Lasse fulgte ham ud og sendte mange Hilsener. „Vi

kommer nok og ser til jer med det første,“ raabte han efter Broderen.

Da han lidt efter kom ind i Kamret, laa Sedlen paa Sengen; Kalle maatte

have set sit Snit til at lægge den der, Tusendkunstner som han var.

Lasse lagde den saa til Side for at stikke den til Kalles Kone naar

Lejlighed gaves.

Længe før Tiden gik Lasse og holdt Udkig efter Drengen. Ensomheden faldt

ham lang, nu han var vant til at have ham om sig fra Morgen til Aften.

Endelig kom han, forpustet af Løb, han havde længtes han ogsaa.

Der var intet sket hverken af frygteligt eller mærkværdigt i Skolen,

Pelle maatte fortælle omstændeligt Punkt for Punkt. „Naa hvad kan saa

du?“ havde Læreren spurgt og taget ham i Øret — helt venligt forstaas.

„Jeg kan trække den gale Tyr til Vands, uden at Far Lasse hjælper det

mindste til,“ havde Pelle svaret, og saa lo hele Klassen højt. „Ja ja

men kan du læse?“

Nej det kunde Pelle jo ikke — „ellers var jeg vel ikke kommet her“ havde

han været lige ved at tilføje. „Godt var det at du ikke svarede det“

sagde Lasse „— men hvad saa mer da?“ Ja saa blev Pelle sat paa den

nederste Bænk, og hans Sidekammerat blev sat til at lære ham

Bogstaverne.

„Kan du saa dem da?“

Nej Pelle kunde dem ikke den Dag. Men da der var gaaet et Par Uger,

kunde han de fleste af dem og skrev dem efter med Kridt paa Stolperne.

Han havde ikke lært at skrive, men hans Haand kunde gengive alle Ting

han havde set, og han tegnede Bogstaverne ligesom de stod trykt paa

Tabellerne.

Lasse gik og kiggede paa dem under Arbejdet og fik dem gentaget i det

uendelige; men de vilde ikke rigtig hænge ved. „Hvad er saa det for en,

den dér?“ maatte han idelig spørge.

Pelle gav den overlegne: „Den, har du allerede glemt den? den kunde jeg

bare jeg havde set den én Gang! Det er jo F.“

„Ja det er det jo ogsaa, ja vist! — jeg begriber ikke hvor jeg har mit

Hoved henne i Dag. F ja — det er jo F det! — Mon hvad den kan anvendes

til?“

„Den skal staa først i Ordet Eftermiddag naturligvis!“ sagde Pelle

vigtigt.

„Ja naturligvis du — men det har du nu ikke af dig selv, Læreren har

sagt dig det.“

„Nej jeg har selv fundet det ud.“

„Naa har du det? Ja klog er du jo blevet — bare du ikke bliver saa klog

som syv galne.“

Lasse var forstemt; men snart gav han Køb og slog over i udelt Beundring

for Sønnen. Og Undervisningen fortsattes mens de syslede. Det var et

Held for Pelle, at Faderen var saa langsom i det; for selv kom han ikke

stort af Stedet, da han først havde tilegnet sig alt det der umiddelbart

lod sig gribe af en kvik Forstand. Drengen der skulde undervise ham —

Sjæsk kaldtes han — var Klassens dummeste og havde altid siddet nederst,

til Pelle nu kom og løste ham af.

To Ugers Skolegang pillede stærkt ved Pelles Forestillinger paa dette

Omraade. Han mødte op i ængstelig Forventning de første Dage, al hans

Kækhed havde forladt ham da han traadte over Skolens Tærskel, for første

Gang i sit Liv syntes han han var saa rent umulig. Skælvende af Højtid

aabnede han sig for dette ukendte ny, der vilde afsløre Alverdens

Mysterier for ham blot han holdt sine Slugøren godt aabne — og det

gjorde han. Men der var ingen ærfrygtindgydende Mand som betragtede dem

kærligt gennem Guldbriller — mens han fortalte dem om Sol og Maane og

Alverdens Vidundere. Op og ned ad Midtergangen gik en Mand i snavset

Lærredsfrakke og med graa Skægstubbe ud af Næsen; han gik og svippede

med Spanskrøret og røg sin Pibe, eller sad oppe ved Katedret og læste

sin Avis. Skolebørnene larmede og tumlede, og naar Larmen brød ud i

aabent Slagsmaal, fór Manden ned fra Katedret og slog løs med sin Kæp.

Og Pelle selv, ja han var — for bestandig syntes det — koblet til en

beskidt Dreng, der var fuld af Kirtelsaar og som kneb ham i Armen,

hvergang han ikke læste sit b-a — ba, b-e — b rigtig. Den eneste

Afveksling var en Times daglig Overhøring i Lærebogens tunge

Anmærkninger, og saa Lørdagens uhaandterlige Salmevers.

En Tid slugte Pelle det hele raat og bragte det trofast videre til

Faderen, men saa løb han træt. Det laa ikke til ham at forholde sig

ørkesløs til Omgivelserne ret længe, og en skønne Dag havde han smøget

alle Formaninger og Forsætter af sig og var midt ude i Løjerne.

Der blev mindre at lære fra sig, men saa var der til Gengæld de tusend

Gavtyvestreger at fortælle om. Og Far Lasse rystede paa Hovedet og

begreb ingenting; men le med maatte han.

Pelle Erobreren 1: Barndom · 第 20 / 38 题