„En Tyvemær,“ sagde Rud.
De tog Maal af Solen. Rud paastod, at naar man kunde se den ved at bøje
sig forover og kigge gennem Skrævet, var Klokken fem. Pelle begyndte at
iføre sig sit Tøj.
Rud kredsede om ham. „Du“ sagde han pludselig „hvis jeg maa faa den,
skal du faa Lov at piske mig med Nælder.“
„Paa den bare Krop?“ spurgte Pelle.
Rud nikkede.
I et Spring var Pelle af Bukserne igen og henne ved en Gruppe Nælder.
Han rykkede dem op ved Hjælp af et Skræppeblad, saa mange han kunde
gribe om, og kom tilbage. Rud lagde sig paa Maven over en Tue, og
Piskningen begyndte.
Aftalen var hundrede Slag, men da Rud havde faaet de ti rejste han sig
og vilde ikke mere.
„Saa faar du heller ikke Pengene,“ sagde Pelle. „Vil du, eller vil du
ikke?“ Han var rød af Spænding og Anstrængelse, Sveden stod allerede i
Perler ned ad hans slanke Ryg — han havde lagt godt i. „Vil du eller vil
du ikke? — Fem og halvfjerds Slag da!“ Pelles Stemme dirrede af Iver,
han maatte spile Næseborerne ud for at faa Luft nok, hans Lemmer kom til
at ryste.
„Nej — tres kun — du slaar saa haardt! Og saa vil jeg have Skillingen
først, ellers kan du snyde.“
„Jeg snyder ikke,“ sagde Pelle mørk. Men Rud stod ved sit.
Pelle bugtede sig, han var som en Væsel der har smagt Blod. Med et Ryk
slængte han Mønten til Rud og stødte ham knurrende omkuld. Det græd i
ham fordi han havde kvittet 40 Slag, men han lovede sig selv at lægge
des bedre i.
Saa slog han, langsomt og af al Kraft, mens Rud borede Hovedet ned i
Græsset og knugede Pengestykket fast for at samle Styrke. Der var Had i
hvert Slag, han slog, og de gik som Stød gennem Kammeratens Legeme, men
han vaandede sig ikke. Nej, der var ingen Klem i hans Vaanden sig,
Mønten han holdt i Haanden tog nok Smærterne. Men om Pelles Krop brændte
Luften som Ild, Armene begyndte at slaa Klik af Træthed, for hvert Slag
sank hans Lyst — det var et Slid, surt Slid bare. Og Skillingen — den
dejlige 50-Øre gled længer og længer bort, nu skulde han til at være
fattig igen — og Rud græd ikke engang. Ved det 46de Slag vendte han
Ansigtet og rakte Tunge. Da stak Pelle med et i at tudbrøle, smed de
optrævlede Nældestængler langt fra sig og løb over ad Granerne til.
Der sad han saa Resten af Dagen under en Klit og sørgede over sit Tab,
mens Rud laa nede under Aabrinken og badede sit vablede Legeme med vaad
Ler.
X
Per Olsen var alligevel ikke den de havde anset ham for. Nu da han var
blevet udfriet paa den Maade, havde det vel været i sin Orden om han
havde givet det stakkels Skrog Lange Ole en hjælpende Haand — som dog
var kommet i Elændighed for hans Skyld. Men se om han gjorde! Nej han
tog fat at ture. Svir og Sværm og flagrende Skørter stod der om ham hele
Sommeren, og nu til Fistje flyttede han op og tog Arbejde paa Stenværket
— for at blive mere sin egen Mand. Der var ikke Frihed nok for ham paa
Stengaarden. Det gode i ham han endnu ikke havde sat over Styr skulde
nok faa Fødder at gaa paa deroppe.
Lange Ole kunde jo ikke blive paa Stengaarden, Krøbling som han var. Han
fik halv Løn udbetalt som en Forekommenhed fra Bondens Side; det var
mere end han havde Kravet paa — og altid saa meget at han kunde komme
hjem og forsøge sig med et eller andet. Mangt et Arbejde lod sig til Nød
udrette med én Haand, og nu mens han havde Pengene skulde han vel ogsaa
anskaffet sig en Jærnklo; den kunde spændes paa Haandleddet og var ikke
ueffen til at holde paa Redskab med.
Men Ole var blevet svag i det og havde svært ved at tage en Bestemmelse.
Han blev ved at gaa paa Gaarden og drive, alt det Forvalteren jog med
ham for at faa ham væk. Til sidst maatte de sætte hans Tøj Vesterud,
uden for Gaarden; og der stod det og flød det meste af Sommeren. Han
selv laa omkring i Stakkene og tiggede sig Mad af Folkene i Marken.
Saadan kunde det jo ikke blive ved at gaa naar Kulden indfandt sig.
Men saa en Dag i Efteraaret var Tøjet væk; Johanne Pihl — Soen kaldet
til daglig Brug — havde taget ham til sig. Hun følte vel Kulden hun
ogsaa trods alt sit Fedt, og som Ordet siger: to holder lettere Varmen
end én. Men enten hun nu gjorde det for det ene eller det andet — Lange
Ole kunde takke sin Skaber for hende. Der hang altid Flæsk i hendes
Skorsten.
Lasse og Pelle imødesaa Skiftedagen med Spænding. Hvad vilde den bringe
for Folk denne Gang — deraf afhang jo saa meget. Foruden Hovdreng
(Forkarl) skulde de have ny Anden- og Tredjekarl og nogle ny Piger. —
Paa Stengaarden skiftede hvad skifte kunde. Karna det Skrog var jo
bunden til at blive, hun havde sat sine gamle Aar op efter Ungdom og
vilde partu være dér hvor Gustav var! Gustav blev fordi Bodil blev — saa
umenneskeligt han holdt af den Pige, skønt hun ikke var det værd. Og
Bodil selv vidste nok hvad hun gjorde! Det kunde aldrig gaa helt
naturligt til, naar man som hun klædte sig i kostbare bokøbte Klæder.
Lasse og Pelle _blev_ simpelt hen, fordi de ikke havde noget andet Sted
i Verden at ty hen. Hele Aaret ud kastede de Planer til at gøre
Forandring, men naar Opsigefristen nærmede sig blev Lasse stille og lod
den drive over.
I den senere Tid havde han drømt ikke saa lidt om at gifte sig igen. Der
var noget gudsforladt over denne enlige Tilværelse for en Mand i hans
Alder; man blev gammel og udslidt før Tiden, naar man ikke havde Kone og
Hus at raade over. Inde i Lyngen i Nærheden af Bror Kalles laa der et
Hus han kunde faa uden Udbetaling. Han drøftede det ofte med Pelle, og
Drengen var med paa alt nyt.
Det skulde være en Kone, som kunde efterse alting og gøre det lidt
hyggeligt inden Dørs; og et Arbejdsmenneske maatte hun fremfor alt være.
Lidt til bedste var heller ikke ilde, men det fik nu blive som det kunde
med det, bare Sindet var godt. Karna havde passet i alle Maader, baade
Lasse og Pelle havde bestandig noget til overs for hende fra den Gang
hun udfriede Pelle af Elevens Klør; men der var jo ikke noget at stille
op saa længe hun havde den Kuller. De fik se Tiden an; kanske fik hun
sin Fornufts Brug — eller der viste sig noget andet.
„Saa bliver det nok Kaffe paa Sengen Søndag Morgen!“ sagde Pelle
henrykt.
„Ja og kanske anskaffer vi os en lille Hest og indbyder Bror Kalles til
en Køretur iblandt,“ føjede Lasse højtideligt til.
* * * * *
Nu var det endelig Alvor. Om Aftenen havde Lasse og Pelle været hos
Landhøkeren og købt Tavle og Griffel, nu stod Pelle i Stalddøren med
bankende Hjærte og Tavlen under Armen. Det var en rimkold Oktobermorgen,
men Drengen var ganske hed i Hovedet efter Vasken; han havde sin pæne
Trøje paa og var vandkæmmet.
Lasse gik og trippede omkring ham, børstede her og dér med sit Ærme og
var endnu mere benovet end Drengen. Pelle var kommet til Verden til
trange Kaar, var blevet holdt over Daaben og maatte tjene for sit Brød
fra liden af — altsammen lige som han selv. For saavidt var der ikke
Forskel at se, det kunde godt være Lasse selv om igen, lige fra
Slugørerne og Koslikket i Panden til den Maade Drengen slog Skank og
sled sine Bukser forneden. Men dette her var noget lysende nyt. Aldrig
havde Lasse selv eller nogen af hans gaaet i Skole, det var noget nyt
der kom inden for Slægtens Rækkevidde, en Himmelens Miskundhed var det
der timedes Drengen og ham selv. Det føltes som en Forskydning opad, det
umulige kom inden for Rækkevidde, hvad kunde der ikke alt hænde et
Menneske som havde Boglærdom. Man kunde blive Smaamester, Skriver, ja
kanske Skolelærer.
„Pas nu for alting paa Tavlen, at den ikke gaar itu!“ sagde han manende.
„Og se til at gaa af Vejen for de store Drenge til du kan klare dig med
dem. Men vil nogen for ingen Pris lade dig i Fred, saa se du kan komme
til at slaa først! Det betager de fleste Lysten, især om du lægger godt
i; den der slaar først slaar to Gange, siger man for et gammelt Ord. Og
saa faar du høre godt efter og lægge dig paa Sinde alt hvad Læreren
siger; og vil nogen lokke dig til Sjov og Løjer bag hans Ryg skal du
ikke gaa med til det. Husk ogsaa at du har et Lommeklæde og brug ikke
Fingrene, for det er ikke annasét. Men naar ingen ser det kan du godt
spare Kluden forstaas — des længer varer den. Og tag Vare paa din pæne
Trøje. — Skulde Lærerens Madam byde dig ind til Kaffe, saa maa du ikke
tage mere end ét Stykke Kage at du ved det.“ Lasse rystede paa Hænderne
mens han talte.
„Det gør hun vist ikke,“ sagde Pelle lidt overlegent.
„Ja, ja, gaa nu at du ikke skal komme for sent — den allerførste Dag
tilmed. Og skulde der mangle et og andet Værktøj, saa maa du sige at vi
skaffer det straks — vi er jo ikke rene Lus heller.“ Lasse slog sig paa
Lommen; men der var ikke rigtig Smæld i det Slag, Pelle vidste godt at
de ingen Penge havde — de havde taget Tavle og Griffel paa Kredit.
Lasse stod og saa efter Drengen saa længe han kunde øjne ham — saa gik
han til sit Arbejde med at knuse Oljekager. Han kom dem i Blødekarret og
bar Vand paa, mens han gik og smaasnakkede med sig selv.
Det bankede paa den udvendige Stalddør, og Lasse gik hen for at lukke op
— det var Bror Kalle.
„Goddag Bror!“ sagde han med sit fornøjelige Smil — „se her kommer
Makkedoren fra Stenløse.“ Han vrikkede indenfor paa sine Hjulben, og de
hilste hjærteligt, Lasse var henrykt for Besøget.
„Tak for sidst!“ sagde han og tog Broderen om Haandleddet.
„Det er ellers noget længe siden. Men nu kigger I vel op en Aften med
det første? Mormor har et godt Øje til jer begge to.“ Kalle stod og
plirede gavtyveagtigt.
„Hvordan har hun det saa det gamle Skind, kom hun nogenledes over det
med Øjet? Pelle kom forgangen hjem her og fortalte, at Børnene var
kommet for Skade at stikke en Kæp ind i Mormors Øje. Jeg blev helt ilde
ved’et — I maatte nok til og med have Dokter.“
„Ja det kom nu lidt paa en anden Maade,“ sagde Kalle. „Jeg havde selv
flyttet Mormors Spinderok om Morgenen jeg lavede noget i hendes Stue —
og saa glemte jeg jo at sætte den paa Plads igen. Da hun saa vil bukke
sig ned og tage noget op fra Gulvet, støder hun Blaartjørnen op i Øjet —
hun er jo vant til at enhver Ting staar nøjagtig paa sit Sted. Saa det
er egenlig mig Æren tilkommer.“ Han lo over hele Ansigtet.