IX

For Pelle var det ingen Sag, blev han slaaet ned paa ét Punkt, rejste

han sig paa to andre — han var uovervindelig. Og han havde Barnets rige

Ævne til at tilgive, ellers maatte han have hadet alle Voksne undtagen

netop Far Lasse. Men skuffet var ham!

Det var svært at sige hvem der havde lovet sig mest, Drengen hvis

Barnefantasi havde bygget ustyrligt af alt det fortalte, eller den Gamle

som selv havde været her engang.

Men Pelle raadede selv for at give Tilværelsen rigt Indhold, og var saa

optaget til alle Sider at han lige fik Tid til at fastslaa Skuffelsen i

Forbifarten. Hans Verden var oversanselig som Fakirens: et lille Frøkorn

kunde i Løbet af Minutter skyde op og blive til et mægtigt Træ der

overskyggede alt andet. Aarsag svarede aldrig til Virkning i den, og der

galdt en anden Tyngdelov — Begivenhederne bar ham altid oppe.

Virkeligheden kunde trænge ham saa haardt den vilde, altid kom han ud af

Klemmen beriget paa et eller andet Punkt. Og Faren kunde aldrig blive

overhængende stor, saalænge Far Lasse ragede betryggende mægtig op bag

alting.

Men — Lasse havde svigtet i det afgørende mere end én Gang, og hvergang

han truede med ham blev han blot lét ud. Den Gamles Almagt kunde ikke

vedblivende bestaa ved Siden af hans tiltagende Affældighed, den

smuldrede fra Dag til Dag. Pelle maatte saa nødig han vilde slippe sit

Forsyn og søge den beskyttende Udvej i sig selv. Det var lovlig tidlig,

men han tog Forholdene op paa sin Maade. Mistro havde han allerede lagt

sig til — og Sky! han gjorde daglig kluntede Forsøg paa at komme bag om

Folks Ord og bag om Tingene. Der var noget igen bagved alt! Ofte førte

det ham ud i Forvirring, men stundom var Udfaldet iøjenfaldende godt.

Der var Prygl man kunde løbe fra fordi Vreden gik over imens, og andre

Prygl hvor det galdt om at græde det mest mulige. De fleste slog kun til

der kom Taarer, men Forvalteren kunde ikke fordrage Flæben, saa der

galdt det om at bide Tænderne sammen og gøre sig haard. Folk raabte paa

at man skulde sige Sandheden; men de fleste Prygl undgik man ved at lave

en Nødløgn — naar den var godt fundet paa og man passede paa sit Ansigt.

Sagde man Sandhed, sad deres Haand løs.

Pryglene havde ogsaa en Side der vendte udad. Rud kunde han banke naar

han vilde, men over for større Drenge maatte man helst have Retten paa

sin Side — som f. Eks. det at Faderen blev angrebet! Saa hjalp Gud til.

Her var et Punkt, hvor Drengen lige ud skød Almagten til Side og følte

sig som den Gamles Beskytter.

Lasse og Pelle drog gennem Livet Haand i Haand, og dog gik de hver sin

Vej — Lasse følte det selv. „Vi har fat ved hver sin Ende!“ sagde han

stundom mismodigt til sig selv, naar Forskellen sprang altfor stærkt

frem — „han er for Opgaaende, Pøjken!“

Det saas bedst paa de andre. I Længden maatte man synes godt om Drengen,

det kunde ikke være andet. Karlene kunde til Tider finde paa at forære

ham et og andet, og Pigerne var helt gode ved ham. Pelle var den

allerlyseste vordende Ungdom — de kunde tage ham paa Skødet og kysse ham

bedst som han gik. Selve Barndommens Uskyld kunde de tage i Favnen og

lade enhver se det.

„Ja han faar Kvindetække han!“ sagde Lasse saa, „det har han efter sin

Far.“ Men saa lo de.

Altid blev der lét, naar Lasse vilde være med i de Voksnes Lag! Forrige

Gang — ja da var han god nok. „Hvor er Lasse?“ hed det altid naar der

spenderedes Brændevin og lavedes Løjer eller Demonstration — „kald paa

Lasse Karlsson!“ Han behøvede ikke trænge paa, han var selvskreven.

Pigerne havde til enhver Tid et Øje ude efter ham — gift Mand som han

var; og han holdt Sjus med dem. I al Skikkelighed forstaas, for Bengta

var ikke blid at nappes med om hun hørte noget.

Men nu! Ja — jo — han fik Lov at hente Brændevin til de andre! og gøre

Arbejdet for dem naar de havde fri, uden at de gjorde noget til

Vederlag. „Lasse, hvor er Lasse? Kan du fodre for mig i Aften? — Kan du

tage min Plads i Hakkelseloen i Morgen Kvæld?“

Der var Forskel paa da og nu, og Lasse havde selv fundet Forklaringen —

han var ved at blive gammel. Selve Opdagelsen gav ham yderligere Ret,

den lagde Affældighed over ham, tog Spændingen af hans Sind og de sidste

Spændingsrester af hans Legeme. Haardest slog det ham, da han opdagede

at han intet vejede for Pigerne, slet ikke indgik i deres Tanker om

Mændene. I Lasses Verden vejede intet Ord til som Ordet _Mand_, og det

blev Pigerne der til syvende og sidst afgjorde, om man var det eller

ikke. Lasse var det ikke — han var ikke farlig! Han var kun nogle sølle

Efterladenskaber af et Mandfolk, en komisk Rest af noget forbigangent —

de lo højt af ham naar han vilde gøre sig til.

Latteren knuste ham, og han trak sig tilbage og indrettede sig nedslaaet

i sin Gammelmandsverden. Det eneste der holdt ham levende var hans

Bekymringer for Drengen, og han klamrede sig fortvivlet til sin Stilling

som hans Forsyn. Det var kun lidt han kunde gøre for ham, des flere

store Ord talte han; og naar noget gik Drengen imod udstødte han endnu

større Trusler mod Verden end før. Han følte ogsaa at Drengen var i Færd

med at frigøre sig, og kæmpede en fortvivlet Kamp for at bevare den

sidste Skinrest af sin Magtstilling.

Men Pelle havde ikke Raad til at tage hans Indbildning under Armene —

vel heller ikke Forstand til det. Han voksede godt og havde Brug for alt

sit selv. Nu Faderen ikke stod skærmende bagved, var han som en lille

Plante der er flyttet ud paa Friland og kæmper haardt for at erkende

Omgivelsernes Natur og læmpe sig ind i den. For hver Rodtrævl der fik

Føling med Jordbunden sank et af de sarte Blade til Jorden, og to

kraftige skød frem. Følelse efter Følelse af Barnets Værgeløshed faldt

og gav Plads for mere haardhændede — Jegets.

Drengen var i Færd med at bygge sig selv op — efter usynlige Love. Han

tog Stilling til Omgivelserne paa alle Punkter, men han efterlignede dem

ikke. Folkene paa Gaarden var f. Eks. ikke gode ved Dyrene. Karlene

piskede ofte løs paa Hestene blot for at faa Afløb for et ondt Lune, og

Pigerne havde det paa samme Maade med Smaakræet og Malkekørne. Og af

disse Forudsætninger lærte Pelle sig Medlidenhed. Han kunde ikke taale

Dyrplageri, og pryglede første Gang Rud da denne en Dag havde plyndret

en Fuglerede.

Pelle var som Killingen der triller med alt. I sin Leg optog han uden at

ane det mange af Livets alvorlige Foreteelser og boltrede sig med dem, i

kaade Spring. Han øvede sin Stump Aand som han øvede sit Legeme;

krængede sig ind i alt og ud af alt; efterlignede Arbejde og Løjer og

Skulken til Side; lærte at puste sig op til en allerhelvedes Karl hvor

Omgivelserne veg, og at gøre sig næsten usynlig af Beskedenhed naar de

gik for haardt paa. Han uddannede sig til den lille Tusendkunstner

Mennesket.

Og det blev vanskeligere og vanskeligere at træffe ham uforberedt.

Første Gang han for Alvor skulde i Lag med noget havde han gærne

Haandelaget; han var saa svær at overrumple som en Kat.

* * * * *

Det var Sommer igen. Varmen stod stille og legede over Jorden,

tindrende, med doven Vellyst og bløde Lader som Aaens Fisk. Langt inde

dirrede Klippens Bryn i et uroligt Flimmer af hvidblaat; nedenfor

strakte Markerne sig under den bagende Sol, det drev over dem som

Krudtrøg naar Rugen dræed. Oppe over Kløvermarken stod Stengaardens Kør

i lange Rækker, de hang tungt med Hovedet og holdt Halerne i jævn

svingende Bevægelse. Lasse gik deroppe imellem Rækkerne og ledte efter

Tøjrkøllen, nu og da saa han bekymret ned mod Engen ved Klitterne og gav

sig til at tælle Ungkvæget og Studene. De fleste laa ned, nogle stod med

Hovederne ind til hinanden og gumlede med lukkede Øjne. Drengene var

ikke at se.

Lasse stod og tænkte paa, om han ikke skulde give Pelle et advarende

Raab; det gik pinegalt om Forvalteren nu kom. Men saa lød der Stemmer

inde i Klittens unge Graner, en nøgen Dreng kom til Syne, og en til.

Deres Legemer stod som gyldne Funker i Luften, idet de løb hen over

Marehalmen og Engen med hver sin lukkede Hue i Haanden.

De slog sig ned paa Aabrinken med Fødderne i Vandet og aabnede

forsigtigt for deres Fangst — det var Guldsmede. Efterhaanden som

Insekterne kom kravlende frem af den snævre Aabning, nappede Drengene

Hovedet af dem og lagde dem paa Rad i Græsset. Ni havde de fanget, og ni

Gange 35 — ja det blev da over tre Kroner. Den svimlende Sum gjorde

Pelle skeptisk.

„Er det nu ikke Løgn bare!“ sagde han og slikkede sig paa Skulderen,

hvor han havde et Myggestik. Det hed sig at man fik 35 Øre for Stykket

af Guldsmede inde paa Apoteket.

„Løgn?“ fór Rud op. — „Jo det kan godt være“ føjede han spagfærdigt til,

„det er nok Løgn, for det er saadan noget altid. Du kunde give mig dine

ogsaa du!“

Men det vilde Pelle ikke.

„Saa giv mig 50-Øren da, saa skal jeg gaa til Bys og sælge dem for dig.

De koster nu 35 Øre, for det siger Karl, og hans Mor har gjort rent paa

Apoteket.“

Pelle rejste sig, ikke for at hente 50-Øren — den vilde han ikke give

fra sig for alt i Verden — men for at forvisse sig om, at den endnu laa

i hans Vestelomme.

Da han havde bortfjærnet sig, løftede Rud hastigt en Græstørv i Brinken,

stak noget ind under den og sprang ud i Vandet. Og da Pelle kom tilbage,

med tung, faretruende Gang, krøb han op paa den anden Bred og satte i

Rend.

Pelle løb ogsaa, i korte hastige Spring. Han vidste at han var den

hurtigste, og det gjorde ham kaad. Han daskede sig ned ad det nøgne

Legeme under Løbet som var han leddeløs, svajede til Siderne som en

Ballon, stejlede og stampede i Jorden — og fór frem igen. Saa lukkede de

unge Graner sig om dem igen, Toppenes Bevægelser angav hvor de løb,

fjærnere og fjærnere, til alt blev stille.

Paa Engen gumlede Kreaturerne med lukkede Øjne og vagtsomme Øren. Varmen

stod og legede over Jorden, flimrende, gispende — som en Fisk i Vand.

Det summede tungt og bedøvende; Lyden kom allevegne og ingen Steder fra.

Oppe over Agrene kom et stort svært Kvindfolk gaaende. Hun var i Skørt,

Særk og Hovedklæde, hun skyggede over Øjnene og spejdede. Hun skraaede

ned over Engen, fandt Pelles Madkurv, tog dens Indhold og stak det ind

under Særken paa sit nøgne svedige Bryst. Saa tog hun Retningen mod

Havet.

Det brast i Granernes Bryn, og frem kom Rud med Pelle hængende paa sin

Ryg. Ruds altfor store Hoved hang forover, han vaklede i Knærne, hans

Pande, som faldt ind ved Øjnene og sprang stærkt frem oppe i Haarlinien,

var fuld af Stødpletter og gamle Ar — de blev stærkt synlige nu under

Anstrængelsen. Begge Drengene var skoldede over hele Kroppen af

Grannaalenes Gift. Pelle lod sig falde ned paa Engen og blev liggende

paa Maven, Rud gik langsomt hen efter 50-Øren og rakte den nølende til

Ejermanden. Han ludede overvunden, men i hans Blik lurede Tanken om et

nyt Slag.

Pelle saa kærligt paa Mønten. Nu havde han haft den lige fra April, fra

dengang han skulde købe Hasselfedt; alt attraaværdigt havde han

erhværvet sig for den, og to Gange var den blevet borte for ham — han

elskede den Skilling. Den var som en Kriblen i Fingrene — i hele

Kroppen, altid tilskyndede den ham til at give den ud, kom saa med et

Forslag, saa med et andet. Trille, trille! det var nok det den længtes

efter; og det var fordi den var rund sagde Far Lasse. Men blive rig det

var det samme som at stoppe Pengene i Farten! Pelle skulde nok blive rig

han! Og saa kriblede det stadig i ham efter at give den ud, give den

saadan ud, at han fik alting for den — eller noget han kunde have hele

sit Liv.

De sad og smaakævledes paa Aabrinken; Rud lagde an paa at imponere og

sad og pralede for at gøre Indtryk. Han lagde Fingrene bag hen ad

Haanden og bevægede Ørerne, han kunde dreje dem lyttende fremefter som

en Hest. Det drillede altsammen Pelle mægtigt.

Pludselig holdt han inde. „Faar jeg saa ikke 50-Øren? Saa faar du ti

Kroner, naar jeg bliver stor.“ Rud samlede paa Penge — han var allerede

gærrig — og havde en hel Æske fuld af Mønter som han havde listet fra

Moderen.

Pelle grundede lidt. „Nej for du bliver aldrig stor — du er jo en

Dværg!“ Der var skær Misundelse i hans Stemme.

„Det siger Soen ogsaa! Men saa viser jeg mig frem for Penge paa

Markederne og St. Hans Aften i Almindingen. Saa bliver jeg knasende

rig.“

Det gjorde ondt i Pelle indvendig. Skulde han give ham hele 50-Øren, for

slet ingenting? det havde endnu ingen gjort at han vidste. Og saa engang

kanske, naar Rud blev vældig rig, fik han Halvparten. — „Vil du have

den?“ spurgte han men fortrød det straks.

Rud rakte begærligt Haanden frem, men Pelle spyttede i den. „Det kan vel

vente til vi har spist,“ sagde han og gik over efter Madkurven. En Stund

stod de og gloede i den tomme Kurv.

„Soen har været her,“ sagde Rud og rakte Tunge.

Pelle Erobreren 1: Barndom · 第 18 / 38 题