„Ja vidste jeg ikke nok du kendte det!“
„Nej jeg har kun faaet af Pisken — over Benene.“
„Ja ja, det skal du ikke være ked af — det ene kan saamænd være lige saa
godt som det andet. Men faa du nu en Taar Kaffe værsgod, saa skal jeg
imens pakke Varen ind til dem.“ Hun skød en Kop Kaffe med brunt Sukker
hen til ham og gav sig til at øse Grøn Sæbe i et Papir. „Se her, giv du
dem det, det er bedste Hasselfedt. Pengene kan du selv beholde.“
Pelle var ikke dristig ved den Ordning.
„Ja saa beholder jeg selv Pengene,“ sagde hun „— os begge to skal de
ikke holde for Nar. Saa kan du selv om det. Men nu maa du jo holde
Ørerne godt stive.“
Han holdt dem godt stive, men han var dygtig hed om dem. Karlene bandede
over Tabet af 50-Øren og udnævnte ham til den største Idiot paa Guds
grønne Jord; men han havde den Tilfredsstillelse, at det var fordi han
ikke var dum nok. Og 50-Øren var hans!
Hundrede Gange om Dagen følte han til den uden at den blev forslidt, her
var endelig noget som ikke tabte sin Glans ved Besiddelsen. Han købte i
det uendelige for den — snart til Lasse snart til sig selv. De dyreste
Ting erhværvede han sig, og naar han havde dvælet tilstrækkeligt i ét
Køb og blev mæt af Besiddelsen, gav han sig til at købe noget andet.
Mønten beholdt han lige god. Pludselig kunde han gribes af vanvittig
Frygt for at Pengene var borte; naar han saa følte til dem var han
dobbelt lykkelig.
Pelle var med ét Slag blevet Kapitalist — ved egen Dygtighed — og han
aagrede godt med sin Kapital. Han havde allerede erhværvet sig alt hvad
han kendte af attraaværdigt — han havde i al Fald det hele paa Haanden;
og efterhaanden som der dukkede noget nyt inden for hans Verden, sikrede
han sig Forkøbsret til det. Lasse var den eneste som vidste Besked med
hans Rigdom, og han maatte modstræbende lade sig trække ud i de vildeste
Spekulationer. — — —
Han hørte paa Lyden at der var Kludder i Maskinen; Hestene hørte det
ogsaa, de stansede endnu inden der blev raabt Holdt. Saa gik det Slag i
Slag: Holdt! Kør saa! Holdt! Kør igen! Stop! Ryk! og Pelle trak Bommen
baglæns, kørte frem og rykkede, til det hele snurrede igen. Saa vidste
han at det var Lange Ole der lagde i Maskinen, mens Per Olsen maalte Sæd
— Ole var et Fæ til at lægge i.
Han var kommet godt i Gang igen og gik og holdt Øje med Hjørnet henne
ved Kostalden. Naar Lasse kom frem dér og klappede sig paa Maven, betød
det at det snart var Middag.
Det stemmede op i Bommen, Hestene maatte lægge sig i, og den sprang med
et Ryk frem over den usynlige Forhindring. Inde fra Tærskeloen lød et
Skrig og et mangestemmigt Holdt! Hestene stansede pludselig, og Pelle
maatte gribe i Bommen for at den ikke skulde løbe dem paa Benene. Det
varede noget, inden man kom ud og tog Hestene ind, saa Pelle kunde komme
ind paa Loen og se hvad der var i Vejen.
Derinde gik Lange Ole og vred sig sammen over den ene Haand; Blusen var
viklet om den, men Blodet dryppede gennem Tøjet ned paa Logulvet. Han
bukkede sig langt forover og humpede om, kastede med Kroppen til Siderne
og sagde uforstaaelige Ting. Pigerne stod blege og stirrede paa ham,
Karlene skændtes om, hvilket Raad der var det bedste til at stanse
Blodet — en af dem kom glidende ned oppe fra Stænget med en Haandfuld
Spindelvæv.
Pelle gik og kiggede ind i Maskinen for at komme efter, hvad der var saa
glubsk ved den. Imellem to Drev sad noget som en Negl, da han rørte ved
Valsen faldt det meste af en Finger ned paa Logulvet. Han tog den mellem
nogle Avner og bar den hen til de andre — det var en Tommelfinger. Da
Lange Ole saa Fingeren daanede han; der var ikke noget at sige til det,
han var jo nu Krøbling for Livstid. — Men Per Olsen maatte sige, han var
kommet væk fra Maskinen i en heldig Stund.
Der blev ikke tærsket mere den Dag. Om Eftermiddagen gik Pelle i Stalden
og legede, han var helt fri for at bestille noget. Under Legen udkastede
han Fremtidsplaner for Faderen, de var midt i det.
„Saa drager vi til Amerika da — og graver Guld!“
„Ja—ha, det var nok ikke det daarligste. Men der skal mange Halvkroner
til for at gøre den Tur.“
„Saa kan vi give os til at være Stenhuggere da.“
Lasse stansede midt paa Fodergangen og stod og overvejede med sænket
Hoved. Han var inderlig misfornøjet med Stillingen, de var to om at
slide hundrede Kroner sammen, og det slog ikke til; Frihed var der
heller aldrig, man var simpelthen en Slave. — Af sig selv kom han aldrig
længer end til at være misfornøjet og skuffet af alting, han var for
gammel. Den blotte Forsken efter Udveje til noget nyt var et
uoverkommeligt Slid, og alting tog sig saa haabløst ud. Men Pelle var
rastløs, hvergang han var utilfreds med noget udkastede han Planer i
Snesetal, vilde og saapas fornuftige mellem hverandre. Og rev den Gamle
med.
„Vi kunde ogsaa tage til Staden og arbejde,“ sagde Lasse funderende —
„derinde tjener de den ene blanke Krone oven paa den anden. Men hvad
skal vi saa stille op med dig? — du er for lille til at haandtere et
Stykke Værktøj.“
Denne haarde Kendsgærning satte i Øjeblikket Bom for Pelles Planer; men
saa dukkede hans Mod op paa ny. „Jeg kan godt komme med til Byen“ sagde
han „for jeg skal nok —“ han nikkede forblommet.
„Naa hvad skal du da?“ spurgte Lasse spændt.
„Jo kanske gaar jeg nede ved Havnen og har ingenting at bestille; saa
falder der en lille Pige i Vandet, og jeg redder hende. Men den Pige er
nok bare en fin Mands Datter, og saa —“ Pelle overlod Resten til Lasses
egen Fantasi.
„Saa maatte du nok lære at svømme først,“ sagde Lasse alvorligt. „Ellers
drukner du bare.“
Ovre fra Karlekamret lød der Skrig, det var Lange Ole; Lægen var kommet
og var i Lag med hans lemlæstede Haand. „Aa spring over og se hvad det
bliver til!“ sagde Lasse. „I saadan en Stund er der ingen der lægger
Mærke til dig, om du gør dig liden.“
En Stund efter kom Pelle tilbage og berettede: de tre Fingre var helt
masede og hang i Laser, nu havde Doktoren renskaaret det.
„Var det de her tre?“ spurgte Lasse spændt og viste Tommel-, Pege- og
Langfinger. Sandt at sige havde Pelle intet set, men hans Fantasi løb af
med ham.
„Ja det var Sværgefingrene!“ sagde han og nikkede bestemt.
„Saa er Per Olsen udfriet,“ sagde Lasse og drog et dybt Suk. „Hvor var
det _vel_, det — en Guds Lykke!“
Det samme mente Pelle.
Stengaardsbonden kørte selv ud med Doktoren, og lidt efter kom der Bud
efter Pelle. Han skulde løbe et Ærende til Landhøkeren for Fruen.