VIII

Ilél, ilél, hvor hun skar! Stengaardsbonden lod den graa Hingst stryge

til og sad og saa optaget ud over Markerne, som anede han ikke at der

var nogen i Hælene paa ham — men Fruen generede sig saa sandt ikke. Hun

piskede paa den Røde af alle Kræfter, og lod Gud og hvermand se hvad hun

var ude for!

Og det var ved højlys Dag de saadan kørte og tossede paa Vejene, i

Stedet for at holde Ufreden inden for fire Vægge som andre ordenlige

Folk! Det maatte man sande, at fine Folk var der ingen Skam i!

Saa skreg hun og stod op i Vognen og slog løs paa Hesten — med Skaftet

saa galt! Kunde hun nu ikke lade ham køre ud til sin Dulle hvem det nu

var, og saa fyre i for ham naar han kom hjem. Herregud at hun blev ved

efter tyve Aars det samme og det samme — Kvindfolk var sandelig

udholdende!

Og at _han_ gad! Ligge i evig Ufred hjemme for en Hotelmadams eller et

andet Kvindfolks Skyld, der vel ikke kunde være stort anderledes at gaa

i Lag med end hans egen! Der skulde sku et langmodigt Sind til for at

være Jon paa den Manér — men det var vel det der kaldtes Kærlighed, ret

betragtet!

Tærskemaskinen var gaaet i Staa, Folkene paa Stengaarden hang ud af

Lugerne og morede sig kongeligt. Det var da Væddeløb, et Syn for Guder

var det at se den røde Hoppe hale ind paa Hingsten som havde han glemt

at yde Vederlag for sig! Tju hej, her var der sku to Søndage i én Uge!

Lasse var kommet frem om Hjørnet og fulgte den vilde Kørsel med Haanden

over Øjnene — Mage til Kælling havde han ligegodt aldrig kendt, saa var

Bengta da et rent Guds Lam! Kaasegaardsbonden, som stod i Porten da det

skar forbi, tænkte i sit stille Sind det samme; og ud over Markerne slap

de Redskabet, stirrede og korsede sig. De var sandelig besat af Driften

de to! det var den rene Djævel der red dem begge!

Tilsidst maatte han jo stanse for Skams Skyld og vende om. Hun krøb over

i Vognen til ham, og den Røde gik pænt bagefter med sit tomme Køretøj.

Hun havde lagt Armen hen om hans Ryg og saa glad og sejrsæl ud, præcis

som Herredsbetjenten naar han havde gjort en god Fangst; men han lignede

en Forbryder af værste Slags. Saadan kom de agende ind paa Gaarden igen!

— — — —

En Dag kom Kalle for at laane ti Kroner og indbyde Lasse og Pelle til

Barsel næste Søndag. Pengene fik Lasse efter nogen Vanskelighed af

Forvalteren oppe paa Kontoret, men Indbydelsen maatte de sige nejtak

til, saa haardt det holdt; der var ikke Tale om at faa fri igen. En

anden Dag var Forkarlen borte. Han var forsvundet om Natten og havde

ført sin store Kiste med sig, saa nogen maatte have været ham

behjælpelig. Men de andre Karle i Kamret svor dyrt paa at de intet havde

mærket, og Forvalteren maatte opgive at komme ind i Sagen alt det

fnysende han var.

Saadan skete der et og andet, som satte Blodet lidt i Bevægelse for en

Dag eller to, men ellers var Vinteren trang at komme igennem. Mørket

havde Magten det meste af Døgnet, og rigtig lyst i Krogene blev det

aldrig. Kulden trykkede ogsaa, naar man ikke netop befandt sig i den

hyggelige Stald; der var altid varmt, og Pelle turde færdes der i det

tykkeste Mørke. I Folkestuen sad de og dasede de lange Aftner uden at

have noget at tage sig til. De brød sig ikke meget om Pigerne men sad og

spillede Kort om Brændevin — eller fortalte uhyggelige Historier, der

gjorde det til en halsbrækkende Ting at slippe over Gaarden ned til

Stalden naar man skulde i Seng.

Per Olsen var for sin Ordenlighed avenseret til Forkarl da den anden

rømte. Lasse og Pelle var glade ved det, for han stod paa deres Parti

naar nogen vilde spille med dem. Han var blevet et pænt Menneske i alle

Henseender, rørte næsten ikke Brændevin og holdt sit Tøj i god Orden.

Lidt for stille var han selv for Gaardens gamle Daglejere og Koner, men

de vidste hvorfor og holdt af ham — fordi han stod paa den Svages Ret,

og for den Skæbne der hang over ham. „Han gaar og _lyes_“ sagde de, og

naar han saadan ligesom lyttede indad mod det ubekendte, undgik de saa

vidt muligt at forstyrre ham.

„I skal se han frir sig, den Onde faar intet Krav paa ham,“ mente baade

Lasse og Husmandskonerne naar de ved Søndagsmalkningen drøftede Per

Olsens Udsigter. „Der er dem, som selv Vorherre ikke kan finde noget at

udsætte paa.“

Pelle hørte efter og kiggede hver Dag paa Arret paa Per Olsens

Tommelfinger; naar Gud tog sin Straffedom bort maatte det vel forsvinde!

Det meste af Vinteren kørte han for Tærskemaskinen. Hele Dagen gik han

og travede rundt paa Hestegangen uden for Gaarden, i optraadt Sne og

Gødning til op over Træskoene. Det var det ulideligste Tilværelsen endnu

havde budt ham; han kunde ikke engang snitte — det var for koldt om

Fingrene — og følte sig ene! Som Vogterdreng var han sin egen Herre,

tusend Ting kaldte paa ham; men her maatte han gaa rundt og rundt efter

en Bom, bestandig rundt. Den eneste Smule Sysselsættelse var at holde

Rede paa Omgangene han kørte, men det var en fortærende Beskæftigelse,

man blev endnu mere sløv af det end af selve den uendelige Vandren

rundt, og kunde ikke slippe det igen! — Tiden fik intet Indhold, Dagen

vilde aldrig faa Ende saa kort den var.

Ellers vaagnede Pelle glad, men nu vaagnede han hver Morgen og var led

ved det hele — det var den evige Traven rundt bag Bommen. Efterhaanden

blev han saadan, at han faldt i Halvsøvn naar han havde gaaet der en

Timestid. Tilstanden indfandt sig af sig selv, og han længtes paa

Forhaand efter den. Det var en Slags Idioti, hvor han intet ønskede og

ikke interesserede sig for noget men blot stolprede mekanisk bag efter

Bommen. Maskinen brummede ustanseligt og hjalp at holde Tilstanden ved

Lige, Støvet væltede uden Ophør ud af Lugen, Tiden gled umærkeligt. Som

oftest overraskede nu Middag eller Aften ham; undertiden syntes han der

lige var spændt for, naar de kom for at hjælpe ham Hestene ind. Han

havde fundet ind i den Tilstand af syngende Idioti, der er Tilværelsens

eneste Barmhjærtighed mod Dødsfanger og Folk som tilbringer deres Liv

ved en Maskine. Men der kom noget søvnigt over ham, naar han var fri

ogsaa; han var ikke saa livlig og begærlig paa at faa Besked om alting;

Far Lasse savnede de utallige Spørgsmaal og Paahit.

Nu og da reves han for et Øjeblik ud af sin Tilstand ved, at et sort

svedigt Ansigt kom frem i Lugen og bandte fordi han ikke kørte jævnt;

saa vidste han at Lange Ole havde afløst Per Olsen, som det ellers

tilkom at lægge i Maskinen. Det skete ogsaa, at Piskesnærten fik fat om

Akslen og vandt sig paa, saa det hele maatte stanses og trækkes baglæns;

og den Dag faldt han ikke i Døs mere.

Hen i Marts kom Lærkerne og bragte lidt Liv; endnu laa der Sne i

Lavningerne, men deres Kvidren mindede saa varmt om Sommer og græssende

Kvæg. Og en Dag vaagnede han i sin Rundgang ved, at der sad en Stær oppe

paa Husryggen og skreg og struttede forrykt med Fjerene. Den Dag

skinnede Solen klart, og alt det tunge var af Luften; men Havet laa

endnu bleggraat dernede.

Pelle begyndte at blive Menneske igen — det var Foraaret, og saa den

Ting at paa et Par Dage var man færdig med Tærskningen. Men mest var det

alligevel den Vestelomme — den kunde nok gøre sin Mand levende. Han løb

i Smaatrav efter Bommen, der maatte køres hurtig nu for at blive færdig,

alle andre var allerede midt i Vaarpløjningen. Naar han klemte Haanden

ind mod Brystet, kunde han tydelig fornemme Papiret den var i. For den

var der vel endnu? Det gik ikke an at pakke ud og se ad, man maatte

klemme sig frem.

Pelle var blevet Ejer af halvtreds Øre — en aldeles ægte 50-Øre. Udover

2- og 1-Ører var det de første Penge han endnu havde besiddet, og han

havde erhværvet sig dem ved sin egen Dygtighed.

Det var i Søndags, Karlene havde Besøg fra Stenværket, og saa hittede en

af dem paa at de skulde have Hasselfedt til Snapsen. Pelle skulde

springe til Landhøkeren efter det. Han fik en halv Krone, og Paalæg om

at gaa bagind da det var Søndag. Pelle havde ikke glemt sin Oplevelse

fra Julen og holdt Øje med deres Ansigter; de fik saa travlt med at

glatte dem ud og tage sig et eller andet for, Gustav som gav ham

Pengene, vendte stadig Ansigtet bort og kiggede efter noget ude i

Gaarden.

Høkerens Kone slog en Latter op, da han fremførte sit Ærende. „Nej se,

er du saadan en Karl!“ udbrød hun. „Hvordan — var det ikke ogsaa dig der

hentede Selvtrækkeren? Den har I vel haft megen Nytte af?“

Pelle blev blodrød. „Jeg mente nok det var for at narre, men turde ikke

sige nej,“ sagde han lavmælt.

„Nej man maa jo sommetider være Bajads enten man er det eller ej,“ sagde

Konen.

„Hvad er saa Hasselfedt da?“ spurgte Pelle.

„Ih Herregud — du har vist faaet det mange Gange dit Skrog! Men saadan

maa én døje saa meget, én ikke ved Navnet paa.“

Pelle Erobreren 1: Barndom · 第 16 / 38 题