Ilél, ilél, hvor hun skar! Stengaardsbonden lod den graa Hingst stryge
til og sad og saa optaget ud over Markerne, som anede han ikke at der
var nogen i Hælene paa ham — men Fruen generede sig saa sandt ikke. Hun
piskede paa den Røde af alle Kræfter, og lod Gud og hvermand se hvad hun
var ude for!
Og det var ved højlys Dag de saadan kørte og tossede paa Vejene, i
Stedet for at holde Ufreden inden for fire Vægge som andre ordenlige
Folk! Det maatte man sande, at fine Folk var der ingen Skam i!
Saa skreg hun og stod op i Vognen og slog løs paa Hesten — med Skaftet
saa galt! Kunde hun nu ikke lade ham køre ud til sin Dulle hvem det nu
var, og saa fyre i for ham naar han kom hjem. Herregud at hun blev ved
efter tyve Aars det samme og det samme — Kvindfolk var sandelig
udholdende!
Og at _han_ gad! Ligge i evig Ufred hjemme for en Hotelmadams eller et
andet Kvindfolks Skyld, der vel ikke kunde være stort anderledes at gaa
i Lag med end hans egen! Der skulde sku et langmodigt Sind til for at
være Jon paa den Manér — men det var vel det der kaldtes Kærlighed, ret
betragtet!
Tærskemaskinen var gaaet i Staa, Folkene paa Stengaarden hang ud af
Lugerne og morede sig kongeligt. Det var da Væddeløb, et Syn for Guder
var det at se den røde Hoppe hale ind paa Hingsten som havde han glemt
at yde Vederlag for sig! Tju hej, her var der sku to Søndage i én Uge!
Lasse var kommet frem om Hjørnet og fulgte den vilde Kørsel med Haanden
over Øjnene — Mage til Kælling havde han ligegodt aldrig kendt, saa var
Bengta da et rent Guds Lam! Kaasegaardsbonden, som stod i Porten da det
skar forbi, tænkte i sit stille Sind det samme; og ud over Markerne slap
de Redskabet, stirrede og korsede sig. De var sandelig besat af Driften
de to! det var den rene Djævel der red dem begge!
Tilsidst maatte han jo stanse for Skams Skyld og vende om. Hun krøb over
i Vognen til ham, og den Røde gik pænt bagefter med sit tomme Køretøj.
Hun havde lagt Armen hen om hans Ryg og saa glad og sejrsæl ud, præcis
som Herredsbetjenten naar han havde gjort en god Fangst; men han lignede
en Forbryder af værste Slags. Saadan kom de agende ind paa Gaarden igen!
— — — —
En Dag kom Kalle for at laane ti Kroner og indbyde Lasse og Pelle til
Barsel næste Søndag. Pengene fik Lasse efter nogen Vanskelighed af
Forvalteren oppe paa Kontoret, men Indbydelsen maatte de sige nejtak
til, saa haardt det holdt; der var ikke Tale om at faa fri igen. En
anden Dag var Forkarlen borte. Han var forsvundet om Natten og havde
ført sin store Kiste med sig, saa nogen maatte have været ham
behjælpelig. Men de andre Karle i Kamret svor dyrt paa at de intet havde
mærket, og Forvalteren maatte opgive at komme ind i Sagen alt det
fnysende han var.
Saadan skete der et og andet, som satte Blodet lidt i Bevægelse for en
Dag eller to, men ellers var Vinteren trang at komme igennem. Mørket
havde Magten det meste af Døgnet, og rigtig lyst i Krogene blev det
aldrig. Kulden trykkede ogsaa, naar man ikke netop befandt sig i den
hyggelige Stald; der var altid varmt, og Pelle turde færdes der i det
tykkeste Mørke. I Folkestuen sad de og dasede de lange Aftner uden at
have noget at tage sig til. De brød sig ikke meget om Pigerne men sad og
spillede Kort om Brændevin — eller fortalte uhyggelige Historier, der
gjorde det til en halsbrækkende Ting at slippe over Gaarden ned til
Stalden naar man skulde i Seng.
Per Olsen var for sin Ordenlighed avenseret til Forkarl da den anden
rømte. Lasse og Pelle var glade ved det, for han stod paa deres Parti
naar nogen vilde spille med dem. Han var blevet et pænt Menneske i alle
Henseender, rørte næsten ikke Brændevin og holdt sit Tøj i god Orden.
Lidt for stille var han selv for Gaardens gamle Daglejere og Koner, men
de vidste hvorfor og holdt af ham — fordi han stod paa den Svages Ret,
og for den Skæbne der hang over ham. „Han gaar og _lyes_“ sagde de, og
naar han saadan ligesom lyttede indad mod det ubekendte, undgik de saa
vidt muligt at forstyrre ham.
„I skal se han frir sig, den Onde faar intet Krav paa ham,“ mente baade
Lasse og Husmandskonerne naar de ved Søndagsmalkningen drøftede Per
Olsens Udsigter. „Der er dem, som selv Vorherre ikke kan finde noget at
udsætte paa.“
Pelle hørte efter og kiggede hver Dag paa Arret paa Per Olsens
Tommelfinger; naar Gud tog sin Straffedom bort maatte det vel forsvinde!
Det meste af Vinteren kørte han for Tærskemaskinen. Hele Dagen gik han
og travede rundt paa Hestegangen uden for Gaarden, i optraadt Sne og
Gødning til op over Træskoene. Det var det ulideligste Tilværelsen endnu
havde budt ham; han kunde ikke engang snitte — det var for koldt om
Fingrene — og følte sig ene! Som Vogterdreng var han sin egen Herre,
tusend Ting kaldte paa ham; men her maatte han gaa rundt og rundt efter
en Bom, bestandig rundt. Den eneste Smule Sysselsættelse var at holde
Rede paa Omgangene han kørte, men det var en fortærende Beskæftigelse,
man blev endnu mere sløv af det end af selve den uendelige Vandren
rundt, og kunde ikke slippe det igen! — Tiden fik intet Indhold, Dagen
vilde aldrig faa Ende saa kort den var.
Ellers vaagnede Pelle glad, men nu vaagnede han hver Morgen og var led
ved det hele — det var den evige Traven rundt bag Bommen. Efterhaanden
blev han saadan, at han faldt i Halvsøvn naar han havde gaaet der en
Timestid. Tilstanden indfandt sig af sig selv, og han længtes paa
Forhaand efter den. Det var en Slags Idioti, hvor han intet ønskede og
ikke interesserede sig for noget men blot stolprede mekanisk bag efter
Bommen. Maskinen brummede ustanseligt og hjalp at holde Tilstanden ved
Lige, Støvet væltede uden Ophør ud af Lugen, Tiden gled umærkeligt. Som
oftest overraskede nu Middag eller Aften ham; undertiden syntes han der
lige var spændt for, naar de kom for at hjælpe ham Hestene ind. Han
havde fundet ind i den Tilstand af syngende Idioti, der er Tilværelsens
eneste Barmhjærtighed mod Dødsfanger og Folk som tilbringer deres Liv
ved en Maskine. Men der kom noget søvnigt over ham, naar han var fri
ogsaa; han var ikke saa livlig og begærlig paa at faa Besked om alting;
Far Lasse savnede de utallige Spørgsmaal og Paahit.
Nu og da reves han for et Øjeblik ud af sin Tilstand ved, at et sort
svedigt Ansigt kom frem i Lugen og bandte fordi han ikke kørte jævnt;
saa vidste han at Lange Ole havde afløst Per Olsen, som det ellers
tilkom at lægge i Maskinen. Det skete ogsaa, at Piskesnærten fik fat om
Akslen og vandt sig paa, saa det hele maatte stanses og trækkes baglæns;
og den Dag faldt han ikke i Døs mere.
Hen i Marts kom Lærkerne og bragte lidt Liv; endnu laa der Sne i
Lavningerne, men deres Kvidren mindede saa varmt om Sommer og græssende
Kvæg. Og en Dag vaagnede han i sin Rundgang ved, at der sad en Stær oppe
paa Husryggen og skreg og struttede forrykt med Fjerene. Den Dag
skinnede Solen klart, og alt det tunge var af Luften; men Havet laa
endnu bleggraat dernede.
Pelle begyndte at blive Menneske igen — det var Foraaret, og saa den
Ting at paa et Par Dage var man færdig med Tærskningen. Men mest var det
alligevel den Vestelomme — den kunde nok gøre sin Mand levende. Han løb
i Smaatrav efter Bommen, der maatte køres hurtig nu for at blive færdig,
alle andre var allerede midt i Vaarpløjningen. Naar han klemte Haanden
ind mod Brystet, kunde han tydelig fornemme Papiret den var i. For den
var der vel endnu? Det gik ikke an at pakke ud og se ad, man maatte
klemme sig frem.
Pelle var blevet Ejer af halvtreds Øre — en aldeles ægte 50-Øre. Udover
2- og 1-Ører var det de første Penge han endnu havde besiddet, og han
havde erhværvet sig dem ved sin egen Dygtighed.
Det var i Søndags, Karlene havde Besøg fra Stenværket, og saa hittede en
af dem paa at de skulde have Hasselfedt til Snapsen. Pelle skulde
springe til Landhøkeren efter det. Han fik en halv Krone, og Paalæg om
at gaa bagind da det var Søndag. Pelle havde ikke glemt sin Oplevelse
fra Julen og holdt Øje med deres Ansigter; de fik saa travlt med at
glatte dem ud og tage sig et eller andet for, Gustav som gav ham
Pengene, vendte stadig Ansigtet bort og kiggede efter noget ude i
Gaarden.
Høkerens Kone slog en Latter op, da han fremførte sit Ærende. „Nej se,
er du saadan en Karl!“ udbrød hun. „Hvordan — var det ikke ogsaa dig der
hentede Selvtrækkeren? Den har I vel haft megen Nytte af?“
Pelle blev blodrød. „Jeg mente nok det var for at narre, men turde ikke
sige nej,“ sagde han lavmælt.
„Nej man maa jo sommetider være Bajads enten man er det eller ej,“ sagde
Konen.
„Hvad er saa Hasselfedt da?“ spurgte Pelle.
„Ih Herregud — du har vist faaet det mange Gange dit Skrog! Men saadan
maa én døje saa meget, én ikke ved Navnet paa.“