Juleaften kom som en stor Skuffelse. Det var Skik, at Vogterdrengene kom
ud og tilbragte hele Julen paa den Gaard hvor de havde tjent om
Sommeren, og Pelles Vogtekammerater havde fortalt ham om alle Julens
Herligheder: Steg og søde Drikke, Julelege og Pebernødder og Bagværk —
det var én endeløs Æden og Drikken og Legen Julelege fra Lille Juleaften
til „Knud bar Julen ud“. Saadan var det paa alle de smaa Gaarde, den
eneste Forskel var, at de der var hellige, ikke spillede Kort men sang
Salmer i Stedet. Men Maden var ligegod.
De sidste Dage før Jul maatte han op Kl. tohalvtre og hjælpe Pigerne at
plukke Fjærkræ og den gamle Tækkemand Holm at hede Ovnen. Dermed var
hans Forhold til Julens Herligheder udtømt. Juleaften vankede der
Klipfisk og Risengrød, og det smagte godt nok; men alt det øvrige
manglede. Der var et Par Flasker Brændevin paa Bordet til Mandfolkene —
det var det hele. Karlene var misfornøjede og krængde, de hældte Mælk og
Grød i Skaftet paa Karnas Strikkestrømpe saa hun var fnysende gal den
hele Aften, forresten hang de med hver sin Pige paa Skødet og skumlede
over alting. De gamle Husmænd og deres Koner der var indbudt til at
spise Julemad, snakkede om Død og Alverdens Elendighed.
Ovenpaa var der stort Gilde; hele Konens Slægt var indbudt, og det gik
nok løs paa Gaasestegen. Gaarden var fuld af Køretøjer, og den eneste,
der var i godt Humør var Forkarlen, han fik alle Drikkepengene. Gustav
var nu i rent elendigt Humør, for Bodil var ovenpaa og vartede op. Han
havde taget sin Harmonika over og spillede Kærlighedssange; Sindene blev
blidere ved det, og det onde gled af Øjnene. En for en gav de sig til at
synge med, og det var lige ved at blive helt hyggeligt hernede. Men saa
kom der Bud ned, at de maatte være lidt stille. Saa opløste det hele
sig, de gamle gik hjem, og de unge spredtes Par om Par som de i
Øjeblikket var Venner til.
Lasse og Pelle gik i Seng.
„Hvorfor er det egenlig Jul?“ spurgte Pelle.
Lasse kløede sig betænkeligt paa Hoften.
„Det skal nu engang være saa,“ svarede han nølende. — „Ja og saa er der
jo det med Aaret som vender sig og gaar opad ser du! — — Og i denne Nat
blev Kristusbarnet jo ogsaa født forstaas!“ Det sidste var han længe om
at skaffe til Veje, men det kom ogsaa helt sikkert. — „Det ene med det
andet ser du vel,“ føjede han samlende til lidt efter.
Anden Juledag var der Sammenskudsgilde hos en foretagsom Husmand nede
ved Lejet; det kostede 2½ Krone Parret for Musik, skaaret Mad og
Brændevin midt paa Natten, og Kaffe hen paa Morgenen. Gustav og Bodil
skulde med. Det var dog altid lidt af Julen, der drog forbi, Pelle var
saa optaget af det som galdt det ham selv; Lasse havde ikke Ro for hans
Spørgsmaal den Dag. Saa var Bodil altsaa alligevel Gustav god!
Om Morgenen de kom op, laa Gustav ude paa Marken ved Døren til Kostalden
og kunde ikke hjælpe sig selv; hans pæne Tøj var i en sørgelig
Forfatning. Bodil var ikke med ham. „Saa har hun sveget ham,“ sagde
Lasse idet de hjalp ham ind. „Stakkels Gut, sytten Aar og allerede
Hjærtesaar! Kvindfolkene bliver nok hans Ulykke engang, skal vi faa at
se!“
Til Middag da Husmandskonerne kom for at malke, bekræftedes Lasses
Formodning; Bodil havde slaaet sig paa en Skræddersvend inde fra Lejet
og var brudt op midt paa Natten sammen med ham. Man lo medlidende ad
Gustav, og der blev stiklet en Del i den følgende Tid til den kranke
Lykke han gjorde; men over Bodil var Dommen enstemmig. Hun havde Lov at
komme og gaa med hvem hun vilde; men saa længe hun morede sig for
Gustavs Penge, burde hun have holdt sig til ham. Hvem vilde vel holde
Haanden over de Høns, der aad deres Korn hjemme og lagde Æggene hos
Naboens? — hvem andre end Naboens?
Der havde endnu ingen Lejlighed været til at besøge Lasses Broder inde
bag Stenværket, men anden Nytaarsdag skulde det være. I Mellemjulen
bestilte Karlene intet efter Mørkets Frembrud, og det var overalt Skik
at de hjalp Røgteren med Aftensyslerne. Det blev der nu intet af til
daglig, Lasse var for gammel til at gøre sig gældende og Pelle for
liden; de maatte være glade, de ikke ogsaa skulde fodre for de Karle der
gik i Besøg.
I Dag var det Alvor, Gustav og Lange Ole havde paataget sig
Aftensyslerne. Pelle glædede sig allerede fra tidlig Morgen — han var
oppe hver Dag Kl. halv fire. Men som Lasse plejede at sige, den der
synger paa fastende Hjærte kommer til at græde inden Aften.
Efter Middag stod Gustav og Ole og sleb Hakkelseknive nede i den nedre
Gaard. Truget var læk, og Pelle maatte hælde Vand paa Stenen af en
gammel Kedel. Han var saa glad, at enhver kunde se det paa ham.
„Hvorfor er du saa glad?“ spurgte Gustav. „Dine Øjne skinner jo som
Katteskidt i Maaneskin.“
Pelle fortalte det.
„Jeg er nu bange, I ikke kommer af Sted!“ sagde Ole og blinkede til
Gustav. „Vi faar ikke skaaret Hakkelse saa betids at vi kan røgte. Fan
ogsaa som den Slibesten er tung at trække, havde bare Selvtrækkeren ikke
været itu!“
Pelle spidsede Øren.
„Selvtrækkeren hvad er det for noget?“ spurgte han.
Gustav hoppede rundt om Slibestenen og slog sig paa Laaret af bare Grin:
„I Gud, i Gud hvor du er dum dit Frø! kender du ikke engang
Selvtrækkeren? Det er en Indretning, man bare behøver at slippe løs paa
Slibestenen, saa trækker den det hele selv. — De har forresten en ovre
paa Kaasegaarden,“ vendte han sig til Ole „— bare det ikke var saa
langt.“
„Er den tung?“ spurgte Pelle lavmælt — alting afhang af Svaret. „Kan jeg
løfte den?“ hans Stemme rystede.
„Nej ikke saa farlig tung heller — du kan nok bære den! Men det er fine
Sager.“
„Jeg kan godt springe over efter den — jeg skal nok bære den
forsigtigt.“ Pelle saa paa dem med et Ansigt der maatte indgyde Tillid.
„Ja ja, da. Men tag saa en Sæk at have den i — og vær varsom værre end
Fan, du! Det er dyrebare Sager.“
Pelle fik en Sæk fat og sprang af Sted over Markerne, han var henrykt
som et ungt Kid. Han nappede i sig selv, i alting under Løbet og sprang
i kysende Sæt ud til Siden for at skræmme Kragerne — Lykken stod ham ud
af Halsen. Her reddede han da Turen for sig og Far Lasse! Gustav og Ole
var gode Mennesker! — han skulde være saa hurtig tilbage, at de blev fri
for at slide mere med at trække Slibestenen. — „Hov, er du allerede
dér!“ sagde de og gjorde store Øjne. „— Da har du vel ikke slaaet den
dyrebare Mekanisme i Stykker paa Vejen?“ Saa tog de den forsigtigt ud af
Sækken — hel og holden var den. „Det var dog et Herrens Vidunder af en
Dreng det! En hel Prins!“
Ovre paa Kaasegaarden vilde de have ham ind til en Julemad mens
Indretningen kom i Sækken; men Pelle sagde nej og stod fast ved det —
han havde ikke Tid. Saa fik han en kold Æbleskive ude paa Trappen, for
at han ikke skulde bære Julen ud. De var saa milde i Øjnene derovre og
kom allesammen til, da han fik Sækken paa Nakken og slæbte sig hjemad.
Ogsaa de anbefalede ham stor Forsigtighed og lod bekymrede — som om han
ikke nok vidste hvad han havde mellem Hænder.
Der var en god Fjerdingvej mellem Gaardene, men det tog halvanden Time
inden Pelle kom hjem, og da var han segnefærdig. Han turde ikke sætte
Sækken ned for at hvile, men dinglede sig frem Skridt for Skridt; kun en
Gang hvilede han sig ved at læne sig til et Stengærde. Da han endelig
ravede ind i Gaarden, kom alle Folkene til for at se Naboens nye
Selvtrækker; og Pelle var sig sin Betydning bevidst, da Ole varsomt
løftede Sækken af ham. Han sank et Øjeblik over mod Muren inden han
fandt Ligevægt — Jorden var saa underlig at træde paa nu han var af med
Byrden — den skød ham fra sig. Men hans Ansigt straalede.
Gustav aabnede for Sækken der var forsvarligt lukket, og rystede dens
Indhold ud paa Stenbroen — det var Murbrokker, et Par gamle Plovskær og
lignende. Pelle stirrede forvildet og angst paa Skramlet, han saa ud som
var han lige dumpet fra en anden Klode ned paa Jorden. Men da Latteren
brød ud fra alle Sider, forstod han Sammenhængen; han rullede sig sammen
som en Klump og skjulte sit Ansigt. Han vilde ikke græde, ikke for nogen
Pris — den Fornøjelse skulde de dog ikke have. Nede i ham hulkede det,
men han kneb Munden sammen. Det gik sygt gennem hans Blod af Raseri. De
Djævle — de onde Sataner — de! — Pludselig sparkede han Gustav over
Benet.
„Ho, ho, saa han sparker!“ udbrød Gustav og løftede ham op i Luften.
„Vil I se Gubben Satan fra Smaaland, han har lige holdt Flyttegilde og
flyttet Bagen op i Ansigtet“ — han viste Pelles tykke Kinder frem. Pelle
søgte at dække sit Ansigt med Armene og sparkede for at komme ned; han
gjorde ogsaa et Forsøg paa at bide. „Aj saa han bider, Djævleungen!“
Gustav maatte tage haardt paa ham for at kunne tumle ham. Han holdt ham
i Kraven og satte Knoen ind i Kværken paa ham saa han gispede, mens han
talte med haanende Mildhed. „Rask Unge det, han er ikke tør bag Ørerne
endnu og vil allerede slaas!“ Gustav blev ved at krævte ham, det saa ud
som pralede han af sine overlegne Kræfter.
„Ja nu har vi jo saa set at du er den stærkeste,“ sagde Forkarlen
endelig „— lad du ham nu gaa!“ Og da Gustav ikke straks hørte, fik han
en knyttet Næve mellem Skulderbladene. Saa slap Drengen løs og kom over
i Stalden til Lasse, der havde set det hele men ikke turde nærme sig.
Han kunde intet udrette, og hans Nærværelse vilde blot skade.
„Ja og saa den Turen du,“ forklarede han undskyldende, mens han trøstede
Drengen. „Jeg skulde vel kunne prygle en saadan Hvalp som Gustav, men
saa var vi ikke kommet af Sted i Aften, for saa havde han ikke syslet
for os. Og ingen af de andre heller — for de hænger sammen som
Vikkehalm. — Men du kan jo selv! Tror jeg ikke du sparkede selve Satan
lige paa Klumpfoden! Ja ja, godt var det, men én faar nu være forsigtig
og ikke skyde med skarpt for Plasér heller! Det betaler sig ikke.“
Drengen var ikke saa nem at trøste længer. Langt inde i ham sad det og
gjorde ondt, fordi han havde handlet i saa god Tro; de havde ramt ham i
hans aabne glade Tillid. Det skete sved haardt til hans Ærgærrighed
ogsaa; han var gaaet i en Fælde, havde løbet Nar for dem. Denne
Oplevelse brændte sig dybt ind i ham og fik stor Indflydelse paa hans
videre Udvikling. Det var hændt før at Menneskers Ord ikke var til at
stole paa, og han havde gjort kejtede Forsøg paa at komme bag om dem. Nu
stolede han ikke uden videre paa nogen mere; og han havde opdaget
hvordan man kom efter Hemmeligheden — man skulde blot se efter Folks
Øjne naar de sagde noget. De havde set saa underlige ud baade her og paa
Kaasegaarden ved den Selvtrækker, som om de grinede indvendig. Og
Forvalteren havde lét dengang han lovede dem Flæskesteg og Rabarbergrød
hver Dag; de fik næsten aldrig andet end Sild og Søbe. Folk talte med to
Tunger, Far Lasse var den eneste der ikke gjorde det.
Pelle blev opmærksom paa sit eget Ansigt. Det var Ansigtet der talte;
derfor gik det ham uheldigt, naar han vilde knibe sig fra Prygl med en
lille Nødløgn. Og det var Ansigtet der var Skyld i Dagens Ulykke — var
man glad maatte man ikke vise det. Han havde opdaget Faren ved at lade
sit Sind ligge aabent; og hans lille Organisme tog rastløs fat paa at
udskille haard Hud til at trække over de ædlere Dele.
— — — —
Efter Aftensmaaltidet travede de af Sted over Markerne, Haand i Haand
som altid. Ellers gik Munden ustanselig paa Pelle naar de var ene
sammen, men i Aften var han mere stille; Eftermiddagens Begivenhed sad
ham i Kroppen, og Besøget fyldte ham med højtidelig Spænding.
Lasse havde et rødt Knytte i Haanden, deri var en Flaske med Sødt —
Solbærrom — som de havde faaet Per Olsen til at købe i Staden i Gaar han
var inde for at sværge sig fri. 66 Øre havde den kostet, og Pelle gik og
var i Bekneb med noget, men vidste ikke om det gik an.
„Far, maa jeg ikke bære den lidt?“ spurgte han endelig.
„Hyst er du galen Dreng, jeg tror du raser — det er dyrt Kram! Du kunde
tabe den.“
„Jeg taber den nok ikke — men bare holde den lidt da? Aa du Far hvad?
Snilde Far!“
„Iss, sikke nu et Paahit! Du kan blive god du, om ikke man siger Stop i
Tide. Jeg tror Gud forbaske mig du er syg, saa urimelig som du bliver!“
Lasse gik og vrissede en Stund, men saa stansede han og bøjede sig over
Drengen.
„Hold den saa da, dit Narrehoved, men tag varligt du! Og du maa ikke
gøre et eneste Skridt med den at du ved det.“
Pelle klemte Flasken ind til Kroppen med Armene, han turde ikke stole
paa sine Hænder; Maven skød sig langt frem for at bære med. Lasse stod
og holdt Hænderne parat nede under Flasken for at gribe den om den
faldt.
„Saa, nu er det nok!“ sagde han febrilsk og tog Flasken.
„Den er tung den!“ sagde Pelle beundrende og gik tilfreds videre med sin
Far ved Haanden.
„Men hvorfor skulde han sværge sig fri?“ spurgte han med ét.
„Fordi han havde Skylden for at have gjort en Pige med Barn. Har du ikke
hørt det?“
Pelle nikkede:
„Har han saa ikke gjort det da? Alle siger det jo.“
„Det tør én vel ikke tro; det vilde jo være visse Helvede for Per Olsen.
Men Pigen siger jo det er ham og ingen anden, forstaas. Ak ja det er
farligt Legeværk de Piger — du faar passe paa naar din Tid kommer. For
de kan rage den bedste Karl i Ulykke.“
„Hvordan sværger man da — er det _Fan hakke_?“
Lasse maatte le:
„Nej det var nok ikke saa vel for dem som sværger falsk. Nej, se inde i
Retten der sidder hele Guds høje Øvrighed om et Bord, der er præcist som
en Hestesko, og inden for igen er der et Alter med selveste den
korsfæstede Kristus paa. Paa det Alter ligger der en stor stor Bog som
er gjort fast til Væggen med en Jærnkæde, for at den Onde ikke skal føre
den væk ved Nattetider — og det er Guds hellige Skrift det. Den som
sværger skal lægge sin venstre Haand paa Bogen, og den højre skal han
række i Vejret med de tre Fingre fri — som er Gudfader, Søn og
Helligaand. Men om han sværger falsk kan Landshøvdingen straks se det,
for saa er der røde Blodpletter i Skriftens Blade.“
„Og hvad saa da?“ spurgte Pelle spændt.
„Ja saa visner jo hans tre Fingre, og det æder sig videre ned i Kroppen
paa ham. Saadanne Folk lider forfærdeligt, de raadner helt op.“
„Kommer de ikke i Helvede da?“
„Jo det gør de ogsaa. Undtagen naar de melder sig selv og tager deres
Straf, saa skal de kunne fri sig i det andet Liv. Men visne hen kan de
ikke blive fri for.“
„Hvorfor tager Landshøvdingen dem ikke af sig selv og straffer dem, naar
han kan se i den Bog at det var falskt?“
„Nej for saa slap de jo for Helvede. Og det er en Akkord med Satan, at
han skal have alle dem der ikke angiver sig selv, forstaar du vel.“
Pelle gøs, en Stund gik han tavs ved Faderens Haand. Men saa havde han
glemt det hele.
„Farbror Kalle han er vel rig?“ spurgte han.
„Rig er han vel ikke, men han er dog Jordejer. Det er ikke Smaating
det!“ — Lasse var aldrig selv naaet længer end til at leje Jord.
„Naar jeg bliver stor, vil jeg have en vældig Gaard,“ erklærede Pelle
afgjort.
„Ja det faar du nok,“ sagde Lasse smaaleende. Men det var ikke for det,
han ventede sig ogsaa noget stort af Drengen — om ikke just en
Proprietærgaard. Skønt hvem vidste, kanske en eller anden
Gaardmandsdatter kunde træffe at forsé sig paa ham — der var Kvindetække
i Familien. Flere af Mandfolkene havde bevist det opefter, som nu
Farbroderen der pyntede selve Præstens Pande. Saa galdt det for
Pellefyren at klippe til, saa ikke Familien kunde sætte sig imod det for
Skammen. Og Pellen var god nok; han havde det her Koslik i Panden, fine
Haar ned under Nakken og et Modermærke paa Lænden — det betød altsammen
Lykke. Lasse gik og smaasnakkede med sig selv; han gjorde Drengens
Fremtid op med store runde Tal — og der faldt lidt af til ham ogsaa. For
hvad der nu end skulde komme af stort, saa kom det altid saa betids, at
Lasse kunde være med og glæde sig ved det paa sine helt gamle Dage.
De gik markløst opefter mod Stenværket, fulgte Stengærder og tilsneede
Grøfter og arbejdede sig op gennem det slaan- og enebærbevoksede Bryn
bag hvilket Klipperne og _Lyngen_ laa. De kom inden om de dybe Stenbrud
og søgte i Mørket efter hvor Rosset blev kastet; dér maatte Skærvebanen
ligge.
Ovre fra Banen lød der Hammerslag, og de opdagede Lys paa flere af
Pladserne. Under en skraa Halmskærm, hvorfra der hang en Lygte ned, sad
en lille bred Mand og hamrede løs paa Brokkerne. Han arbejdede med en
egen Appel: slog tre Slag og strøg til Side, tre Slag igen og til Side
med det. Og mens den ene Haand skød Skærverne til Side lagde den anden
en ny Brokke til Rette paa Stenen — det gik saa flittigt og jævnt som et
Urs Dikken.
„Jagu om det ikke er Bror Kalle der sidder!“ sagde Lasse med en Stemme
som var dette Træf et Himmerigs Jærtegn. „God Aften Kalle Karlsson,
hvordan staar det til?“
Skærveslageren saa op.
„Ja saa, dér har vi jo Bror,“ sagde han og rejste sig besværligt; de to
hilste paa hinanden som havde de sidst set hinanden i Gaar. Kalle
samlede Værktøjet sammen og lagde Skærmen ned over det, mens de
snakkede.
„Du slaar Skærver ogsaa, giver det noget til Føden?“ spurgte Lasse.
„Aa aller bedst er det jo ikke. Vi faar tolv Kroner Favnen, og naar jeg
arbejder ved Lygte Morgen og Aften kan jeg slaa en halv Favn om Ugen.
Det er ikke til Øllet, men saa lever vi da. Men et liderlig surt Arbejde
er det — ikke til at holde Varmen paa. Og stiv bliver man i Skrævet af
at sidde femten Timer paa den kolde Sten, saa stiv som var man Far til
hele Verden ene Mand.“ Han skridtede møjsommeligt foran de andre ind
over Lyngen mod et lavt skutrygget Bondehus.
„Se nu kommer Maanen, nu én ikke længer har Brug for den!“ sagde Kalle
der begyndte at blive i Humør. „Og jøs hvor ser han ud den Søvnetryne —
Skidtklatter i Øjenkrogene og surt Vand i Munden! Han har nok været til
Nytaarsgilde hos Vorherre.“
Husets Væg skød sig ud i en stor Knude paa den ene Side; Pelle maatte
hen og beføle den. Det var helt mystisk hvad dér kunde være indenfor —
et hemmeligt Rum kanske? Han rykkede spørgende i Faderen.
„Det dér, det er jo Ovnen hvor de bager deres — Brød,“ sagde Lasse. „Den
ligger saadan for at skaffe Plads.“
„Ja og det dér er Banken, hvor vi anbringer hvad vi faar til overs,“
sagde Kalle og viste Pelle et lille faldefærdigt _Hus_. „Har du Lyst at
gøre Indskud saa værsgod.“ Lasse lo.
„Du er den samme glade Fanden som i gamle Dage,“ sagde han.
„Ja hvad, Humøret er snart det eneste én faar gratis. — Men gaa nu
indenfor, værsgod!“
Kalle stak Hovedet ind ad en Dør der førte fra Køkkenet til Kostalden. —
„Hov Marie du faar sætte det lange Ben foran,“ raabte han dæmpet.
„Jordemoderen er her!“
„Hvad Skam vil hun? — du lyver gør du din gamle Tokke.“ Man hørte atter
Mælken straale i Spanden.
„Lyver — saa det gør jeg. Nej men du maa gaa ind og lægge dig; hun
siger, at det er paa høje Tid. Du gaar alt for længe i Aar! — Pas paa
din Mund“ hviskede han ud i Stalden, „for hun er her virkelig! Og skynd
dig lidt.“
De kom ind i Stuen, og Kalle gik og famlede for at tænde Lys. Han havde
to Gange fat i Svovlstikkerne og smed dem igen for at tænde ved
Kakkelovnen, men der var daarlig Ild i Tørvene, „Skidt!“ sagde han saa
og strøg resolut en Svovlstik — „det er ikke hver Dag én faar Fremmede.“
„Du er nok dansk gift,“ sagde Lasse beundrende. „Og Ko har du ogsaa!“
„Ja her er ingen smalle Steder,“ svarede Kalle og brystede sig. „En Kat
hører der ogsaa til Besætningen — og Rotter saa mange den vil æde.“
Nu kom Konen forpustet ind og saa forbavset paa de Fremmede.
„Ja Jordemoderen er gaaet igen,“ sagde Kalle, „hun havde ikke Tid, vi
fik opsætte det til en anden Gang. Men det dér er store Fremmede, saa du
maa snyde Næsen med Fingrene før du giver Haand!“
„Aa du Narrifas, jeg er vel ikke noget Barn heller. — Det er Lasse kan
jeg vide, og Pelle!“ hun gav Haanden. Hun var lille ligesom Manden,
smilede bestandig og havde krogede Arme og Ben ligesom han. Sliddet og
det gemytlige Sindelag gav dem begge et rundt Udseende.
„Her er da Børn i Guds Velsignelse!“ sagde Lasse og saa sig om. Der laa
tre i Slagbænken under Vinduet: to mindre i den ene Ende og en lang
12-aars Dreng i den anden; hans sorte Fødder stak frem mellem
Smaapigernes Hoveder. Desuden var der redt paa Stole, i et gammelt
Dejgtrug, og paa det bare Gulv.
„Ja—ha, nogle Unger har vi jo faaet skrabet sammen,“ sagde Kalle og løb
forgæves rundt efter noget til Gæsterne at sidde paa — alt var taget i
Brug til Natteleje. „I faar spytte en Klat og sætte jer i,“ sagde han
leende.
Men nu kom Konen ind med en Vaskebænk og et tomt Ølanker.
„Værsgod og lad Hvilen falde paa jer,“ sagde hun og anbragte Sæderne om
Bordet. „Og saa maa I saa meget undskylde, men Børnene skal jo ogsaa
have et Sted at være.“
Kalle skød sig ind og tog Sæde paa Kanten af Slagbænken. „Ja nogle har
vi jo faaet skrabet sammen,“ sagde han igen „— én maa tænke paa sine
gamle Dage mens Kræfterne er der. Vi har Dusinet fuldt og lagt
Begyndelsen til det næste. Det var nu ellers ikke Meningen, men Mor gik
hen og narrede os.“ Han kløede sig i Nakken og saa uhyre fortvivlet ud.
Konen stod midt paa Gulvet med Hænderne hvilende paa sin Mave; Skørterne
kortede betydeligt foran. „Bare det nu ikke bliver Tvillinger denne Gang
ogsaa,“ sagde hun leende.
„Ja se det vilde nu være en stor Besparelse, naar vi alligevel skal have
Bud efter Madamen,“ mente Kalle. „Folk siger jo om Mor, at naar hun har
lagt Børnene i Seng maa hun tælle dem, for at holde Rede paa om de er
der alle. Men det er nu Løgn, for hun kan ikke tælle længer end til ti.“
Inde i Alkoven begyndte en Lille at klynke. Moderen trak den frem og
satte sig hen paa Kanten af Slagbænken for at give den Bryst. Hun sad
imod dem med Brystet blottet og kildede den Lille paa Næsen med
Brystvorten for at faa den til at le. Kalle saa forelsket paa hende.
„Marie har altid været saa skær i Huden som en Præstedatter,“ sagde han
og saa stolt paa de andre.
„Det er saa Mindsten!“ sagde Moderen og holdt den Lille hen imod Lasse.
Han stak en kroget Finger ned efter dens Hals.
„Sikken en Tyksak!“ sagde han med sløret Stemme — han var glad for Børn.
„Og hvad hedder saa den?“
„Den hedder Dusine Sluttine — for dengang mente vi jo det skulde være
forbi. Og den er den tolvte, dermedsaa.“
„Dusine Sluttine det var da et gudsforbasket fint Navn,“ udbrød Lasse.
„Det lyder livagtig som kunde det være en Prinsesse.“
„Ja og den forud hedder Ellen — af elleve forstaas — hun ligger der i
Dejgtruget,“ sagde Kalle. „Den forud igen hedder Tilius, og saa
Nikoline, og Otto. De foregaaende har ikke faaet Navn paa den Maade, for
da tænkte én jo ikke paa, at der skulde blive saa mange. Men det er Mors
Skyld det, bare hun skal sætte en Lap paa mine Arbejdsbukser er det
straks galt fat.“
„Du skulde rigtig skamme dig skulde du, at skulke dig fra det paa den
Maade,“ sagde Konen og truede ad ham. — „Det er ikke for det,“ vendte
hun sig til Lasse, „de andre har saamænd heller ikke noget at klage over
hvad Navnegivningen angaar. Albert, Anna, Alfred, Albinus, Anton, Alma
og Alvilda — lad mig se, jo der var de alle — de kan aldrig komme og
sige, der er blevet gjort Uret mod dem. Far havde det med A dengang, det
skulde rime paa A altsammen. Han har altid haft saa let for Verset.“ Hun
saa beundrende paa ham.
Kalle klippede med Øjnene af Undseelse. „Nej men det er da det første
Bogstav ved jeg — og kønt lyder det,“ sagde han beskedent.
„Ja han har jo Snille til at finde paa — han kunde godt have gaaet den
studerendes Vej. Mit Hoved kunde nu aldrig have holdt til saadan noget.
Han vilde saamænd have, at Navnene baade skulde begynde og ende med A,
men det sidste vilde ikke gaa med Drengene; der maatte han lige godt
give fortabt. Men han er jo ikke boglærd heller.“
„Nej ved du hvad Mor, fortabt gav jeg ikke; jeg havde lavet et Navn til
den første Dreng som godtnok havde sit A i Enden ogsaa. Men saa gjorde
Præsten og Degnen Vrøvl, og jeg maatte lade det fare. De sagde jo imod
ved Dusine Sluttine ogsaa, men saa slog jeg i Bordet — for Kalle kan
ogsaa blive gal i Hovedet om han tirres for længe. — Jeg har nu altid
holdt af, at der var en Sammenhæng og Mening i alting; og det er ikke
ilde, at der er noget at udfinde ogsaa for dem som søger dybere. — Har
Bror Lasse bemærket noget særligt ved et Par af Navnene?“
„Nej“ svarede Lasse usikkert, „jeg ved i det mindste ikke af det at
sige. Men jeg har ikke Hoved for saadant heller.“
„Jo se Anna og Otto giver akkurat det samme, om man læser dem forfra
eller bagfra — præcist det samme. Her skal du se.“ Han tog en Barnetavle
der hang paa Væggen med en Stump Griffel ved, og begyndte møjsommeligt
at skrive Navnene. „Her skal du bare se, Bror.“
„Ja jeg kan jo ikke læse,“ sagde Lasse og rystede opgivende paa Hovedet.
„Jasaa det giver det samme paa begge Vis? — det var Satans, gu var det
mærkværdigt!“ han kunde ikke komme sig af sin Forundring.
„Men nu kommer det som mærkværdigere er,“ sagde Kalle og saa over Tavlen
hen paa sin Bror, med et Blik som en Tænker der overskuer hele
Verdenssystemet. „Otto som kunde læses paa begge Leder, betyder jo otte;
men tegner jeg et Ottetal, saa kan det ogsaa vendes paa Hovedet og giver
dog det samme. Se her du!“ Han skrev et Ottetal.
Lasse drejede Tavlen op og ned og kiggede:
„Ja Gud min Sjæl er det det samme, vil du se her Pelle! Det er ligesom
Katten det, der altid kommer ned paa Benene hvordan én saa smider
med’en. Kors i Herrens Fryd hvor maa det være skønt at kunne bogstavere,
hvor har du lært det Bror?“
„Aa,“ sagde Kalle overlegent — „jeg har jo siddet og set lidt til, naar
Mor har lært de smaa ABC-ten. Det er slet ingenting, naar én bare har
Mønningen i Orden.“
„Nu skal Pelle jo snart til at gaa i Skole,“ sagde Lasse overvejende „—
saa kunde jeg kanske ogsaa — — for skønt vilde det jo være. Men jeg har
vel ikke Hoved til det? Nej jeg har saavist ikke Hoved til det.“ Det lød
helt fortvivlet.
Kalle lod ikke til at ville sige ham imod. Men Pelle satte sig for, at
han engang skulde lære Faderen at læse og skrive — meget bedre end
Farbror Kalle kunde det.
„Men vi glemmer nok helt at vi har en Juleskænk med!“ sagde Lasse og
løste Tørklædet op.
„Sikken en Kraftkarl!“ udbrød Kalle og gik henrykt rundt om Bordet hvor
Flasken stod. „Da var det ligegodt det bedste du kunde give os Bror —
den bliver god at have til Barselgildet. _Solbærrom_ — og med
Forgyldning omkring — det syner det!“ han holdt Etiketten op mod Lyset
og saa sig om med glade Øjne. Saa aabnede han nølende Vægskabet.
„De Fremmede skulde da smage deres egen Skænk,“ sagde Konen.
„Ja jeg staar netop og pines i det!“ sagde Kalle og lo fortvivlet rundt,
„— for det skulde I dog helst. Men kommer der først Hul paa den, saa ved
én nok hvordan det lister væk.“ Han rakte langsomt op efter
Proptrækkeren paa Sømmet.
Men Lasse tog for sig med begge Hænder; han vilde ikke for sit Liv smage
Drikken. Var det noget for en Lus som ham at give sig til at drikke
Solbærrom — og paa en Hverdag tilmed? Vist ikke!
„Ja og I kommer jo til Barselgildet I to,“ sagde Kalle lettet og
stillede Flasken ind i Skabet. „Men en „Gjøk“ vil vi nu have, for her er
en Slat Brændevin fra Juleaften, og jeg tænker Mor trakterer med Kaffe.“
„Jeg har Kaffen ovre,“ svarede Konen lunt.
„Ja har én nu kendt Mage til Kælling; aldrig kan man faa Lov at ønske
sig noget før det allerede er der!“
Pelle savnede sine to Vogtekammerater Alfred og Albinus, de var ude i
deres Sommerpladser for at faa Del i den gode Julemad og kom ikke igen
før _Knud_. „Men denne her er heller ikke at foragte,“ sagde Kalle og
pegede paa den lange Knægt i Slagbænken, „— skal vi se paa ham?“ Han
trak et Halmstraa frem og kildede Drengen i Næsen med det: „Kan du nu
komme op min rare Anton og spænde for Trillebøren, vi skal ud og køre i
Stads.“
Drengen fór over Ende og gav sig til at bearbejde sine Øjne — til stor
Fornøjelse for Kalle. Endelig opdagede han at der var Fremmede, og trak
i Tøjet der havde tjent ham som Hovedgærde. Pelle og han blev straks
gode Venner og kom i Gang med at lege, og saa hittede Kalle paa, at de
andre Børn ogsaa skulde have Del i Festen; han og de to Knægte gik rundt
og kildede dem vaagne alle seks. Konen protesterede, men det var ikke
videre bevendt; hun lo hele Tiden og hjalp dem selv i Tøjet, mens hun
gentog: „Ih sikke dog noget Pjank, jeg har forlade mig aldrig kendt
sligt! — Saa skal denne her heller ikke staa tilbage!“ sagde hun
pludselig og trak den mindste ud af Alkoven.
„Det var saa de otte,“ sagde Kalle og pegede paa Flokken. „De fylder
godt i Stuen! Alma og Alvilda dér er Tvillinger som du nok kan se. Og
Alfred og Albinus ogsaa, som er ude nu i Julen; de skal læse til Sommer,
saa er de fra Haanden.“
„Hvor er saa de to ældste henne?“ spurgte Lasse.
„Anna tjener Nord henne, og Albert farer til Søs — han er ude med en
Hvalfanger for Tiden. Det er en Stadskarl, vi fik hans Billede sendende
i Efteraaret. Kan du ikke tage det frem Marie.“
Konen gav sig nølende til at søge efter det men kunde ikke finde det.
„Jeg tror jeg ved hvor det er Mor,“ sagde en af Smaapigerne Gang efter
Gang uden at blive hørt. Saa kravlede hun selv op paa Bænken og fik en
gammel Bibel ned fra Hylden, den laa det i.
„Ja sikkert er det en Stadskarl!“ sagde Lasse, „der er Krop dér! Han
ligner ikke paa vor Slægt; det maa være din Familie han har den Rejsning
efter Marie.“
„Det er en Kongstrup,“ sagde Kalle dæmpet.
„Jasaa, er det det?“ sagde Lasse usikkert; han mindedes Johanne Pihls
Fortælling.
„Marie tjente der paa Gaarden som Stuepige, og saa besnakkede han hende
— som han har gjort saa mange. Det var jo før min Tid — og han svarede
da hvad han skulde.“
Konen stod og flyttede Blikket fra den ene til den anden med et
herreløst Smil, hun var en Kende rød over Panden.
„Der er Herreblod i den Gut,“ sagde Kalle beundrende, „han bærer sit
Hoved anderledes end de andre. Og god er han — saa rent umanerlig god.“
Saa kom hun langsomt hen, lagde Armen over Mandens Skuldre og saa med
paa Billedet. „Han er god nok du Mor!“ sagde Kalle og strøg hende over
Ansigtet.
„Og vakkert klædt er han ogsaa,“ udbrød Lasse.
„Ja han passer paa sine Penge — det er ikke som Faderen den Sviregast.
Bange om en Tikrone er han heller ikke, naar han er herhjemme paa
Besøg.“
Det puslede ved Inderdøren, og en lille rynket Gammelmor kom listende
frem paa Tærsklen; hun følte sig for med Fødderne og holdt Hænderne
beskyttende op for Ansigtet. „Er der nogle Dødninge?“ spurgte hun ind i
Stuen.
„Der har vi jo Mormor!“ sagde Kalle. „Jeg troede I var i Jer Seng.“
„Det var jeg ogsaa, men saa hørte jeg her var Fremmede — og saa vilde én
jo gærne spørge Nyt. — Er der nogle Dødninge i Sognet?“
„Nej der er ikke Mormor — Folk har andet at bestille end at dø. Her er
en Frier til Jer, det er meget bedre. — Det er Svigermor,“ henvendte han
til de andre, „saa kan I nok forstaa hvad hun er for en.“
„Ja kom du her hen, saa skal jeg give dig Svigermor,“ sagde den Gamle
med et mat Forsøg paa at gaa ind paa Lystigheden. „Ja ja, velkommen til
Gaards da,“ sagde hun og strakte Haanden frem.
Kalle stak først sin frem, men saa snart hun rørte ved den slog hun den
til Side: „Tror du ikke jeg kender dig din Nar!“ Lasses og Pelles Hænder
befølte hun længe med sine bløde Fingre før hun slap dem. „Nej jeg
kender jer ikke!“ sagde hun.
„Det er Bror Lasse og hans Søn nede fra Stengaarden!“ oplyste Kalle
endelig.
„Nej se, saa det er jer — ih nej nu har jeg da! — ih saa gon! Og I er
kommet over Havet I ogsaa! Ja her gaar jeg gamle Menneske og tridser om
saa alene — og se kan jeg heller ikke.“
„Helt alene er I dog heller ikke Mormor,“ sagde Kalle leende. „Vi er to
Voksne og en halv Snes Børn om Jer hver Dag.“
„Ja vist saa, du snakker du! Men alle de jeg var ung imellem er døde nu
— og mange til som jeg har set vokse op. Hver Uge dør der nogen jeg
kender, og her skal jeg Stakkel gaa og ligge andre til Byrde.“
Kalle hentede den Gamles Lænestol ind fra hendes Stue og bragte hende
til Sæde. „Hvad er det nu alt for noget Snak?“ sagde han bebrejdende, „I
betaler jo for Jer.“
„Betaler, ak Herregud, de faar 20 Kroner om Aaret for at have mig,“
sagde den Gamle ud i Luften.
Kaffen kom ind, og Kalle hældte Brændevin oven i Koppen til alle de
Voksne. „Nu skal Mormor være i godt Humør!“ sagde han og klinkede med
hende „hvor Gryden koger til tolv, koger den til den trettende med.
Skaal Mormor, vi ønsker Jer mange Aar endnu at ligge os til Byrde i —
som I kalder det!“
„Ja jeg ved det jo godt, jeg ved det jo godt,“ rokkede den Gamle, — „I
mener mig det saa vel allesammen. Men alt det Lyst jeg har til at leve —
det er tungt at pille Paalæget af andres Mad. Koen æder, og Katten æder,
Børnene æder — vi æder alle sammen. Hvor skal din Stakkel tage det fra.“
„Stakle den som ingen Bagdel har, og ynk den som har to,“ sagde Kalle
muntert.
„Hvor megen Jord har du?“ spurgte Lasse.
„Fire Tønder Land. Men det meste er jo Sten.“
„Kan du saa nok holde Føden til Koen?“
„I Fjor var det galt nok. Vi maatte rive Taget af Udhuset sidste Vinter
og fodre det op — det har jo sat os en Del tilbage. Men hvad, des højere
blev der til Loftet.“ Kalle lo. „Nu bliver jo ogsaa flere og flere af
Børnene saa vidt, at de kan faa Føden selv.“
„De der er vokset til, giver de ikke ogsaa en Haand?“ spurgte Lasse.
„Hvor skal de vel kunne? naar man er ung har man Brug for sit selv. De
faar se at tage Fornøjelserne mens Tid er; i Barndomsaarene er det ikke
blevet til mange Forlystelser, og er de først gift og bosiddende, saa
bliver der andet at tænke paa. Albert er god nok naar han er hjemme paa
Besøg; sidst gav han os ti Kroner og en Krone til hver af Børnene. Men
naar de er ude, ved én nok hvor Pengene bliver af, hvis de ikke vil staa
som nogle Skrog over for Kammeraterne. Anna er nu af det Slags, som kan
bruge alt sit selv til Klæder; hun har Vilje god nok til at afsé, men
hun ejer bare aldrig en Øre. Og Tøj har hun knap paa Kroppen, alt det
hun køber og køber.“
„Nej hun er da den underligste Skabning,“ sagde Konen, „der vil
ingenting forslaa til hende.“
Slagbænken blev lukket for at skaffe Siddeplads om Bordet, og et gammelt
Spil Kort kom frem. Alle skulde være med saa nær som de to mindste, der
ligefrem var for smaa til at holde om et Kort; Kalle vilde forresten
haft dem med ogsaa, men det gik ikke. Der spilledes „Svelte Svin“ og
„Sortepær“; Mormor maatte lade sine Kort raabe op for sig. „Vi spiller
med Blind!“ sagde Kalle og skuttede sig henrykt — „det skal jo være det
aller fineste.“ Og Mormor var den ivrigste til at le ad Vittigheden.
Ind imellem gik Snakken blandt de Voksne.
„Hvad synes du saa om at tjene Stengaardsbonden?“ spurgte Kalle.
„Ham selv ser vi jo ikke meget til — han er paa Farten snart sagt altid,
eller ogsaa sover han Donneren ud. Han er vist ellers skikkelig nok. Og
det er et rigtig ordenligt Madsted.“
„Ja vi har vel nok de Madsteder der er værre,“ mente Kalle, „men det
bliver vist ikke mange. De fleste maa nok siges at være bedre.“
„Jasaa, er det virkelig saa?“ spurgte Lasse forundret. „Ja ja, jeg skal
nu ikke klage hvad Kosten angaar. Men lidt for meget er der at gøre for
os to; og saa kan det jo blive trist at gaa og høre det Kvindfolk græde
snart sagt altid. Monstro han mishandler hende? de siger jo nej.“
„Det gør han sikkert ikke,“ sagde Kalle. „Selv om han kanske skulde faa
Lyst til det — hvad én godt kan forstaa, saa tør han ikke. Han er ræd
for hende. For hun er djævlebesat, skal jeg sige os.“
„De siger, hun er Varulv om Natten,“ sagde Lasse med et Ansigt som
ventede han at se et Spøgelse i en af Krogene.
„Det er bare dumt Sludder og Overtro,“ udbrød Kalle. „Nej men hun er
besat af en uren Aand, som vi ogsaa kender det fra Biblen. Spørg du
Marie dér, hun har tjent hende.“
„Hun er et stakkels Skrog som har sit at trækkes med,“ sagde Konen.
„Ethvert Kvindfolk ved nok noget om hvad det vil sige. Og
Stengaardsbonden er nu ikke det bare Godhed heller, om end han ikke
prygler hende. Hans Utroskab tager mere paa hende end noget andet
vilde.“
„Ja I Koner holder jo altid sammen,“ sagde Kalle, „men en anden har da
ogsaa Øjne og kan se. Eller hvad mener I Mormor; I kender det dog bedre
end nogen anden.“
„Ja noget kender én jo altid til Sagerne,“ sagde den Gamle. „Jeg husker
saa tydeligt som var det i Gaar den Tid Kongstrupperen kom her til Øen.
Han ejed saamænd ikke andet end det Tøj han gik og stod i; men en
Finstikker var han jo ligefuldt, og han holdt da ogsaa til i
Hovedstaden.“
„Hvad vilde han herovre?“ spurgte Lasse.
„Hvad han vilde — gaa paa Jagt efter en Pige med Penge vel. Han gik saa
her i Lyngen og drev med sin Gebøs, men det var nok ikke Ræven han var
ude om. Hun løb jo ogsaa om i Lyngen og tossede, Stengaardsdatteren; hun
gik nok og sværmede for den vilde Natur og saadan noget Pjank — og teede
sig halv som et Mandfolk. I Stedet for at de skulde holdt hende hjemme
og lært hende at spinde og koge Grød; men hun var jo eneste Datter og
fik Lov at skabe sig som hun vilde. Og saa møder hun jo denne her
Kræmmer, og de bliver gode Venner kantro. Han var nok Kandidatus eller
Pave eller saadan noget fint Skidteri, og saa kan én vel ikke sige noget
til, at et sølle Pigebarn ikke ved hvad hun gør.“
„Nej det er vist,“ sagde Lasse.
„Det har altid været pinenes galt med Blodet hos Kvindfolkene i den
Familie!“ vedblev den Gamle. „Og det har sig nok saadan, at der engang
var en af dem som holdt Omgang med selve Satanas. Siden har han jo
Kravet paa dem, og farer ilde med dem hvergang Maanen er i Aftagende —
hvad enten de saa vil eller ej selv. De rene har han ingen Magt over
forstaar sig; men da de to først havde kendt hinanden, blev det nok galt
med hende ogsaa. Det har han vel saa mærket — og villet drage sig ud af
Tingene; for de sagde at den gamle Stengaardsbonde med sin Gebøs tvang
ham til at tage hende til Kone. Og han var en haard Hund den Gamle, som
nok kunde skyde sin Mand ned om saa skulde være. Men Bonde var han i
hver en Del, han gik i hjemmegjort Tøj og var ikke bange for at gøre sin
Dag med fra Sol stod op til Sol gik ned. Det var ikke saadan som nu, med
Gæld og Solderi og Spil, derfor havde Folk noget dengang.“
„Ja nu skal Sæden helst tærskes mens den staar paa Roden, og Kalvene
sælger de i Moderens Liv,“ sagde Kalle. „Men der blev I skam Sortepær,
Mormor!“
„Det har man fordi man lader Munden løbe og glemmer at skøtte sit eget!“
sagde den Gamle.
„Mormor skal sværtes!“ raabte Børnene. Den Gamle bad for sig, nu var hun
lige vasket til Natten. Men Børnene sværtede en Prop i Kakkelovnen og
omringede hende; hun fik sin sorte Streg paa Næsen. De morede sig alle,
baade store og smaa. „Det er godt jeg ikke selv kan se den,“ sagde
Mormor og lo med. — „Aldrig saa ondt, det er dog godt for noget. Men jeg
vilde gærne have mit Syn igen, bare i fem Minutter, før jeg dør. Det
vilde være skønt at se det hele endnu engang, saadan som Kalle siger at
Trær og alting vokser til — det hele Land har nok forandret sig. Og de
mindste Børn har jeg jo aldrig set.“
„Det siges at de kan tage Blindheden væk derovre i København,“ sagde
Kalle til Broderen.
„Det koster vel Guld det?“ spurgte Lasse.
„Hundrede Kroner koster det nok allermindst,“ mente Mormor.
Kalle saa tankefuld ud: „Om vi nu solgte hele Skidtet, skulde det være
underligt, om der ikke blev et Hundrede Kroner til overs. Saa kunde
Mormor faa sit Syn igen.“
„I Gud Fader fri os!“ udbrød den Gamle „sælge Hus og Hjem — du er nok
ikke rigtig i Hovedet du. Smide store Kapitaler væk paa en gammel
udslidt Ting som mig, der staar med det ene Ben paa Kirkegaarden. Jeg
kunde vist aldrig ønske mig det bedre end jeg har det!“ Hun havde Taarer
i Øjnene. „Gud fri mig dog vel for at gøre en saadan Ulykke paa mine
gamle Dage.“
„Skidt vi er jo unge endnu!“ sagde Kalle. „Vi kunde sagtens faa begyndt
paa noget nyt Marie og jeg.“
„Har ingen af jer hørt, hvordan Jakob Kristians Enke har det?“ spurgte
den Gamle afledende. „Det staar nu for mig, at hun skal først til’et og
saa jeg. Jeg hørte Kraagen minde derover ad i Nat.“
„Det er vor næmste Nabo inde i Lyngen,“ sagde Kalle forklarende. „Ja
saa, skulde det være paa Hældingen med hende? hun har ikke fejlet noget
i Vinter det jeg ved af.“
„Da kan du godt tro der er noget om’et,“ sagde den Gamle sikkert. „Lad
hellere en af Børnene løbe derover i Morgen.“
„Ja naar Mormor har taget Varsel saa — Jakob Kristian selv varede ogsaa
godt nok ad, da han gik hen og døde. Vi var jo ogsaa gode Venner gennem
mange Aar han og jeg.“
„Viste han sig?“ spurgte Lasse højtideligt.
„Nej men en Nat — rigtig stygt Oktobervejr var’et — vaagner jeg ved at
det banker paa Yderdøren; det er nu tre Aar siden godt og vel. Marie
hørte det ogsaa, og vi laa og snakkede om jeg skulde staa op. Det blev
nu bare ved Snakken, og vi var lige ved at nikke hen, da det igen gav
sig til at banke. Jeg springer saa op, faar et Par Bukser paa og aabner
lidt paa Døren, men der var ingen. Det var da besynderligt, siger jeg
til Marie og kryber i Seng igen; men jeg er ikke kommet godt og vel
under Dynen før det banker tredje Gang. Nu blev jeg ærgerlig, jeg tændte
Lygten og gik rundt om Huset; der var ingenting at se eller høre. Men om
Morgenen kom der jo Bud, at Jakob Kristian var død om Natten netop ved
den Tiden.“
Pelle sad og lyttede efter Samtalen, han skubbede sig helt ind til
Faderen af Frygt. Men Lasse saa ikke selv videre tapper ud. „De Døde er
nok ikke altid lige gode at komme ud for,“ sagde han.
„Aa Fan, naar én ikke har gjort noget Menneske ondt og altid givet
enhver sit, hvad kan de vel saa gøre én?“ sagde Kalle. Mormor sagde
ingenting men sad og rokkede meget sigende med Hovedet.
Nu kom Konen ind og satte en Krukke Fedt og et stort Rugbrød paa Bordet.
„Det er Gaasen,“ sagde Kalle og stak overgivent til Brødet med sin
Tollekniv „vi har ikke rørt den endnu — der er Svedsker indeni. Og det
dér er Gaasefedtet. Værsgod og hug ind!“ — —
Saa skulde Lasse og Pelle tænke paa at komme hjemad, og begyndte at
binde Tørklæder om Halsen. De andre vilde ikke slippe dem endnu; de
snakkede frem og tilbage, og Kalle sagde Morsomheder for at holde paa
dem en Stund endnu. Men pludselig blev han gravalvorlig — der hørtes
Klynken ude i den lille Gang, nogen tog i Døren og opgav det igen. „Jagu
er dette Spøgeri,“ udbrød han og saa ræd fra den ene til den anden.
Saa klynkede det igen, og Konen slog Hænderne sammen. „Det er jo Anna!“
udbrød hun og aabnede hurtigt Døren. Anna traadte grædende ind. De faldt
forundret over hende med Spørgsmaal fra alle Sider, hun svarede ikke men
græd blot.
„Og du har faaet Frihed til at besøge os i Julen? — og kommer grædende
hjem, du er mig en net en,“ sagde Kalle leende. „Sikken én — du faar
tygge en Sut til hende Mor.“
„Jeg er jo jaget af Plads,“ fik Pigen endelig hulket frem.
„Da er du vel ikke det!“ udbrød Kalle med forandret Tonefald. „Men
hvorfor da? — har du stjaalet? eller været storsnudet?“
„Nej men Bonden skyldte mig for, at jeg var gode Venner med Sønnen paa
Gaarden.“
Som et Lyn gik Moderens Øjne fra Pigens Ansigt til hendes Skikkelse —
saa brast hun ogsaa i Graad.
Kalle kunde intet se, men han fangede sin Kones Adfærd og forstod. „Ja
saa,“ sagde han stille — „ja saa?“ Den lille Mand lignede et stort Barn,
hans Udtryk svingede, det kom og gik skælvende i hans godlidende Ansigt.
Saa sejrede Smilet igen. „Naa men saa er det jo udmærket!“ udbrød han og
lo op. „Skal gode Børn kanske ikke tage Møjen fra Forældrene, alt som de
vokser til og ævner det? Faa du nu Tøjet af Anna og sæt dig hen, du er
vel sulten du. — Det kunde heller aldrig falde bedre, nu vi skal have
Bud efter Madammen alligevel!“
Lasse og Pelle trak Halsklæderne op for Munden efter at have budt Farvel
Stuen rundt. Kalle kredsede omkring dem og snakkede ivrigt, han havde
ingen Ro: „Kom snart igen I to, og tak for Besøget og Skænken Bror
Lasse! — Ja saa“ sagde han pludselig ude i Yderdøren og lo helt ovenud
„— og det bliver tilmed stort; Svoger til Bonden paa en Maade! Fy fan
Kalle Karlsson, du og jeg skal nok til at sætte Næsen højt nu.“ Han
fulgte dem lidt hen ad Stien, stadig snakkende; Lasse var helt trist ved
det.
Pelle vidste vel, at det med Anna betragtedes som en stor Skam, og
begreb ikke at Farbror Kalle kunde bære sig saa glad. „Ja, ja“ sagde
Lasse, idet de stolprende fandt sig Vej mellem Brokkerne, „Kalle er den
han altid har været han! Han ler dér hvor andre græder.“
Det var for mørkt til at gaa markløst, de fulgte Stenværkets Kørevej
Sønder efter for at naa ned til Landevejen. Her ved Korsvejen, hvis
fjerde Arm førte ned til Lejet, laa Landhøkerens Bod der tillige var
Smugkro.
Da de kom ned mod Smugkroen, lød der stærk Larm indefra. Døren sprang
op, og nogle Mænd væltede ud med et Mandslegeme foran sig der trillede
rundt paa Vejen. „Nu har nok Politiet overrasket Smugdrikkerne!“ sagde
Lasse og gik ud i Pløjningen med Drengen for at slippe uset forbi. Men i
det samme blev der sat en Lampe i Vinduet indefra og man fik Øje paa
dem.
„Dér gaar jo Stengaardsrøgteren!“ lød en Stemme „— høj Lasse, kom
herhen!“ De gik derhen og saa en Mand ligge paa Jorden og sparke med
Ansigtet nedad; Hænderne havde han bundne paa Ryggen, han kunde ikke
holde Ansigtet fri af Snavset.
„Men det er jo Per Olsen,“ udbrød Lasse.
„Ja vist saa“ svarede Høkeren. „Kan I ikke tage ham med hjem? han er
ikke rigtig i Hovedet.“
Lasse saa betænkelig fra sig til Drengen. „En rasende Mand — det kan vi
to ikke.“
„Aa han har Hænderne bundne. I holder bare i Enden af Rebet, saa gaar
han skikkeligt med,“ sagde en af Mændene. Det var Stenarbejdere oppe fra
Værket. „Ikke sandt du, du vil gaa skikkeligt med?“ spurgte han og
sparkede ham ind i Siden med Træskosnuden.
„Ak Jesus, Jesus!“ stønnede Per Olsen blot.
„Hvad har han gjort da?“ spurgte Lasse — „hvorfor har I slaaet ham
fordærvet?“
„Vi maatte give ham nogle Prygl, fordi han vilde hugge sin ene
Tommelfinger af. Han forsøgte det flere Gange Svinet, og fik den halv af
— vi maatte prygle ham til at lade være.“ De viste hans Tommelfinger
frem, den var helt blodig. — „Saadan et Kreatur, begynde at hugge og
skære i sig selv fordi han faar en Pægl Brændevin! Vilde han slaas, var
her vel Mandfolk nok det foruden!“
„Vi maa vel have en Klud om, han forbløder sig jo Staklen!“ sagde Lasse
og trak nølende sit røde Lommetørklæde frem. Det var hans
Søndagstørklæde, og han havde lige faaet det rent. Høkeren kom med en
Flaske og hældte Fingeren over med Brændevin — for at der ikke skulde
gaa Kulde i den. Den Saarede skreg højt og slog sin Kind mod Jorden.
„Vil ikke en af jer slaa Følge?“ spurgte Lasse. Men ingen svarede, de
ønskede at trække sig ud af det, for det Tilfælde noget kom op for
Øvrigheden. „Ja ja, saa faar vi to til det i Guds Navn,“ sagde han
henvendt til Pelle, hans Stemme rystede. „Men I kan vel hjælpe ham op i
det mindste — saadan som I har smidt med’en.“
De rejste ham op; hans Ansigt var forslaaet og blodigt. I deres Iver for
at redde hans Finger havde de mishandlet ham, saa han knap kunde staa
paa Benene.
„Det er Lasse og Pelle,“ sagde den Gamle og forsøgte at tørre hans
Ansigt af „— du kender os vel Per Olsen? Vi vil følge dig hjem, hvis du
vil være god og ikke gøre os ondt — vi mener dig det vel, vi to.“
Per Olsen stod og skar Tænderne mod hinanden og rystede ned gennem
Kroppen. „Ak Jesus, ak!“ var det eneste han sagde; der stod hvid Væske i
hans Mundvige.
Lasse gav Drengen Enden af Rebet at holde i. „Han skærer Tænder, Djævlen
har vel allerede sit for med ham,“ hviskede han. „Men hvis han vil noget
ondt, trækker du i Rebet af al Magt. Og gaar det rent galt faar vi
springe over Grøfterne.“
Saa satte de sig i Bevægelse hjemefter. Lasse maatte have Per Olsen
under Armen, han vaklede og vilde falde hvert Øjeblik; stadig mumlede
han for sig eller skar Tænder.
Pelle traskede bagefter og holdt i Rebet; det krøb koldt igennem ham —
af Frygt og hemmelig Tilfredshed. Saa havde han da set én, som han
vidste var evig fordømt! — saadan som Per Olsen saa de altsaa ud, der
blev Djævle i det andet Liv. Men ond var han ikke! han var den
skikkeligste af Gaardens Karle mod Pelle, han havde købt den Flaske til
dem — ja og han havde lagt Pengene ud af sin egen Lomme indtil Majdag!