VI

Pelle havde en hurtig Puls og megen Fremfærd; der var altid noget hans

rastløse Higen maatte forsøge at vinde ind paa — om ikke andet saa selve

Tiden. Nu var Rugen under Tag, nu forsvandt den sidste Stak af Marken,

Skyggerne blev længere for hver Dag. Men en Aften overraskede Mørket ham

inden hans Sengetid, og han blev betænkelig. Han skyndede ikke længer

paa Tiden men søgte at holde igen, ved mange smaa Solemærker.

En Dag gik Folkenes Middagshvile ind. De spændte for igen saa snart de

havde sat Middagen til Livs, og Hakkelseskæringen blev forlagt til om

Aftenen. Hestegangen laa paa den udvendige Side af Staldbygningen, og

ingen af Karlene havde Lyst til at traske rundt derude i Mørket og køre

for Maskinen — saa maatte Pelle til det. Lasse protesterede og truede

med at gaa til Storbonden, men det hjalp ikke; hver Aften maatte Pelle

derud et Par Timer. Det var hans bedste Timer man tog fra ham: de Timer

hvor han og Far Lasse smaanussede i Stalden og sorgløst snakkede sig

gennem alle Dagens Genvordigheder ind i den fælles lyse Fremtid — og

Pelle græd. Naar Maanen jog Skyerne og han kunde se alting tydeligt

omkring sig, gav han sine Taarer frit Løb. Men i de mørke Aftener tav

han og holdt Vejret. Naar Regnen drev kunde det være saa mørkt, at

Gaarden og alting var borte, og da saa han hundrede Væsner som Lyset

ellers skjulte. De traadte frem i Mørket derude, forfærdelig store,

eller kom glidende paa deres Bug hen imod ham. Han stivnede i Stirren og

kunde ikke rive sit Blik til sig; inde under Muren søgte han Ly og sad

og hyppede paa Hesten derfra — og en Aften løb han ind. De jog ham ud

igen, og han lod sig jage; han var da det kom til Stykket mere angst for

dem derinde end dem herude. Men en bælgmørk Aften var han særlig ilde

stedt, og da han saa opdagede at Hesten, hans eneste Trøst ogsaa var

angst, slap han alt og løb ind for anden Gang. Han var ikke til at true

ud igen, og Knubs hjalp heller ikke. Saa tog en af Karlene ham i Favnen

og bar ham derud. Men da glemte Pelle alt og skreg saa det rystede i

Gaarden.

Mens de baksede med ham kom Proprietæren til. Han blev gal i Hovedet, da

han hørte hvad der var i Vejen, og skældte Forkarlen Hæder og Ære fra.

Saa tog han Pelle ved Haanden og fulgte ham ned til Kostalden. „Sikken

et Mandfolk, der er bange for lidt Mørke!“ sagde han spøgende — „det maa

du se at vænne dig af med. Og hvis Karlene gør dig Fortræd saa kom kun

til mig.“

Over Markerne gik Ploven Dagen lang og gjorde Jorden tung i Farven,

Løvet blev broget, og der var mange Sluddage. Toet rejste sig paa

Kreaturerne, de blev langhaarede og forskød sig i Ryggen; Pelle døjede

ondt, og hele Tilværelsen blev en Skygge alvorligere. Hans Klæder blev

ikke tættere og varmere med Kulden som Kreaturernes; men han kunde slaa

Knald med Klaffen der i heldigste Tilfælde lød som smaa Skud, han kunde

prygle Rud naar det gik helt ærligt til, og springe over Aaen hvor den

var smallest. Det gav altsammen Varme i Kroppen.

Han vogtede nu ud over Gaardens Jorder, overalt hvor der havde været

tøjret; Malkekørne stod inde. Eller ogsaa var han inde paa Mosen hvor

alle Gaardene havde hver sit Stykke Græsmark. Herinde stiftede han

Bekendtskab med Vogterdrengene fra de andre Gaarde og saa ind i en helt

anden Verden, hvor der ikke styredes med Forvalter og Landvæsenselev og

Prygl, men hvor alle spiste ved samme Bord og Madmoderen selv sad og

spandt Garn til Strømper til Vogterdrengen. Men derind kunde han aldrig

komme, for de tog ikke Svenskere paa de smaa Gaarde — de indfødte vilde

heller ikke tjene sammen med dem. Det gjorde ham ondt.

Saa snart Efteraarspløjningen var i Gang oppe paa Agrene, nedlagde

Drengene efter gammel Skik Skellene og lod alle Kreaturer gaa sammen —

det kaldtes at vogte over Luvt. De første Dage gav det mere at bestille,

Dyrene kæmpede inden de blev fortrolige med hinanden. Og helt blandede

blev de aldrig; de græssede stadig i Pletter, hver Gaards Besætning for

sig. Madkurvene blev ogsaa slaaet sammen, og en Dreng efter Tur taget ud

til at passe hele Flokken. De andre Drenge legede Røvere oppe i

Klipperne, eller turede rundt til Lundene og Stranden. Naar det var

rigtigt koldt, tændte de Baal op, byggede Ildsteder af flade Sten og

stegte Æbler og Æg som de stjal paa Gaardene.

Det var et herligt Liv, og Pelle var lykkelig. Ganske vist var han den

mindste i Flokken, og der hæftede det ved ham at han var svensk; bedst

som de legede kunde de andre give sig til at vrænge efter hans Maal, og

naar han blev vred, spurgte de hvorfor han ikke trak Kniv. Men saa var

han fra den største Gaard — og den eneste der havde Stude i sin

Besætning; han stod ikke tilbage for dem i Legemsfærdigheder, og ingen

af dem kunde snitte som han. Og naar han blev stor, var det hans Agt at

prygle dem allesammen.

Foreløbig maatte han læmpe sig frem, smigre sig ind hos de store, hvor

han opdagede der var en Sprække i Forholdet, og være tjenstvillig. Han

maatte tage Tur oftere end de andre, og blev forfordelt ved Maaltiderne.

Han tog det som noget uundgaaeligt og satte hele sin lille Person ind

paa at faa det bedst mulige ud af Forholdene. Men han lovede sig som

sagt en uhyre Oprejsning naar han blev stor.

Et Par Gange blev det ham for hedt, og han opgav Fællesskabet og holdt

sig for sig selv. Men han søgte hurtig tilbage til de andre igen. Hans

lille Krop var sprækfuld af Mod paa Livet og tillod ham ikke at skulke

udenom; han maatte tage sin Chance — æde sig igennem.

En Dag kom der to nye Drenge til, som vogtede Kvæget fra et Par Gaarde

inde til den anden Side Stenværket; de var Tvillinger og hed Alfred og

Albinus. Det var to lange tynde Fyre som kunde se ud til at have sultet

som smaa; de var blaalige af Hudfarve og stod daarligt for Kulde.

Fodrappe og smidige var de, de kunde løbe den hurtigste Kalv ind, gaa

paa Hænderne og ryge Tobak til, og slaa Luftspring uden at tage Næverne

til Hjælp. Slaas duede de ikke meget til; de manglede Modet til at gaa

paa, og deres Legemsfærdighed svigtede dem naar det kneb.

De to Brødre havde et komisk Skær over sig. „Der har vi Tvillingerne,

Tolvlingerne!“ raabte hele Flokken dem i Møde den første Morgen de viste

sig. „Naa hvor mange Gange har I saa faaet Smaa hjemme siden i Fjor?“ —

De var tolv Søskende, og deriblandt var der to Gange Tvillinger, alene

dette var en uudtømmelig Kilde til Spot — desuden var de halvsvenske. De

kom til at staa halv Skade med Pelle.

Men der bed ingenting paa dem, de grinede ad alt og gav sig yderligere

til Pris. Pelle kunde forstaa paa alting, at deres Hjem havde et

latterligt Skær over sig ude i Sognet; men det var de ikke kede af. Det

var navnlig Forældrenes Frugtbarhed Spotten hang sig ved, og de to

Drenge udleverede med glade Miner Forældrene og gav sig til at fortælle

om de lønligste Forhold i Hjemmet. En Dag Flokken var særlig ihærdig til

at raabe Tolvlinger, fortalte de grinende, at Moderen gik med den

trettende. De var usaarlige.

Hvergang de udleverede deres Forældre, gav det et Stik i Pelle, han

havde selv sine helligste Følelser paa dette Punkt. Alt det han brød sit

Hoved, begreb han dem ikke; han maatte til Faderen med det en Aften.

„Saa de gør deres egne Forældre til Spot og Grin?“ sagde Lasse — „da

gaar det dem aldrig godt her paa Jorden; for man skal ære sin Far og

Mor. Skikkelige Forældre som har sat dem til Verden med Smærte og maa

slide haardt, kanske sulte og døje selv, for at skaffe Føde og Klæder

til dem — ak hvor er det syndigt! — — Og de hedder Karlsson til

Efternavn lige som vi siger du? — og bor inde i Lyngen bag Stenværket?

Men saa maa det jo være Bror Kalles Sønner! ja Gud min Sjæl om jeg ikke

tror det er det ogsaa! Spørg du dem i Morgen, om ikke deres Far har et

Hak i det højre Øre. Jeg huggede det jo selv med et Stykke af en

Hestesko dengang vi var Smaagutter — en Dag jeg var rasende paa ham,

fordi han gjorde mig til Grin for de andre. Han var akkurat lige saadan

som de to han; men han mente ikke større med det, der var ikke ondt i

ham.“

Drengenes Far havde ganske rigtig et Hak i det højre Øre. Pelle og de

var altsaa Søskendebørn, og det var baade til at le og græde over,

saadan som de og Forældrene var til Grin. Det gik jo paa en Maade ud

over Lassefar ogsaa, og den Tanke var næsten ikke til at udholde.

De andre Drenge opdagede hurtig hans Saarbarhed her og benyttede sig af

den til deres Fordel; og Pelle maatte bøje af og finde sig i en Del for

at holde Faderen udenfor. Alligevel lykkedes det ikke altid. Naar de var

i det Hjørne, sagde de Ting helt hen i Vejret om hinandens Hjem; det

skulde ikke tages for mere end det var, men Pelle forstod ikke Spøg paa

det Punkt. En Dag sagde en af de største Drenge til Pelle: „Din Far, han

har jo gjort sin egen Mor med Barn.“ Pelle forstod ikke Ordspillet i

denne Raahed, men han hørte de andres Latter og blev blind af Raseri.

Han gik løs paa den store Kammerat og sparkede ham saadan i Underlivet,

at han maatte ligge hjemme i flere Dage.

De følgende Dage gik Pelle og var hed om Ørerne. Han turde ikke fortælle

Faderen, hvad der var sket, da han saa vilde være nødt til at gentage

Drengens grimme Beskyldning ogsaa; saa gik han der og gruede for de

skæbnesvangre Følger. De andre Drenge havde trukket sig tilbage fra ham

for ikke at faa Skyld med, hvis der kom noget op; Drengen var

Gaardmandssøn — den eneste i Flokken — og de skimtede Øvrighed bag

Historien, kanske Ris paa Raadhuset. Pelle gik saa for sig selv med sine

Kreaturer og havde god Tid til at sysle med Begivenheden; den voksede

sig større og større i sine Følger under hans livlige Indbildningskraft

og var tilsidst ved at sprænge ham af Rædsel. Hver Vogn han saa køre hen

ad Landevejen fik det til at krybe i ham; og drejede den op mod

Stengaarden, saa kunde han tydelig skelne Politiet, der kom tre Mand

stærk og med forsvarlige Haandjærn — lige som da Erik Erikson blev

afhentet fordi han havde mishandlet sin Kone. Han turde knap drive hjem

om Aftenen.

Saa en Formiddag kom Drengen drivende derovre med sine Kreaturer, der

var en voksen Mand med, Pelle dømte af Klæder og det hele at han var

Gaardmand — det maatte være Drengens Fader. En Stund stod de derovre og

snakkede med Vogterdrengene, saa kom de over ad med hele Flokken i

Hælene, Faderen holdt sin Søn ved Haanden.

Pelle sprang i Sved; han følte sig stærkt tilskyndet til at løbe sin Vej

men tvang sig til at blive staaende. Far og Søn bevægede paa én Gang

Haanden, og Pelle skød begge Albuer i Vejret for at afbøde to Lussinger.

Men de strakte blot Hænderne frem. „Om Forladelse,“ sagde Drengen og tog

Pelles ene Haand; „Om Forladelse!“ gentog Faderen og lukkede hans anden

Haand i sin. Og Pelle stod forvirret og flyttede Øjnene fra den ene til

den anden. Straks troede han, at Manden her var den samme som ham der

var udsendt af Gud; men det var alligevel kun Øjnene — de underlige

Øjne. Saa brast han pludselig i Graad og glemte alt for at græde sig ud

af den forfærdelige Spænding; og de to sagde nogle gode Ord og gik

stille deres Vej for at lade ham være ene.

Siden blev han og Peter Kure gode Venner; og da Pelle lærte ham nøjere

at kende opdagede han, at Drengen til Tider kunde have noget af det

samme i Øjet som Faderen, den unge Fisker og Manden, der var udsendt af

Gud. Begivenhedens mærkelige Forløb sysselsatte ham længe. En Dag kom

hans Erfaringer til at ligge saadan Side om Side, at han opdagede

Sammenhæng mellem dette gaadefulde Øjenudtryk og de mærkelige

Handlinger; de, der havde set paa ham med de Øjne, havde alle tre

handlet uventet. Og en anden Dag gik det op for ham, at disse Folk var

de _Hellige_; Drengene var uenige med Peter Kure den Dag og brugte det

som Skældsord mod hans Forældre.

En Ting var der som stod — og stod ovenud af alting — selve Sejren. Han

havde bundet an med en Dreng, der var større og stærkere end han selv,

og klaret sig — fordi han for første Gang i sit Liv slog hensynsløst

til. Vilde man slaas, maatte man sparke dér hvor det gjorde mest ondt.

Gjorde man blot det og forresten havde Retten paa sin Side, saa kunde

man godt binde an selv med en Gaardmandssøn. Det var to betryggende

Opdagelser, som indtil videre intet kunde rokke ved.

Saa havde han værget Faderen; det var noget ganske nyt og

betydningsfuldt i hans Liv. Han krævede mere Plads nu.

Ved Mikkelsdagstid kom Kreaturerne ind, og de sidste Daglejere rejste.

Der var sket flere Forandringer med Gaardens faste Tyende i Sommerens

Løb, men nu til Flyttedag var der ingen der forandrede; Stengaarden

havde det ikke med at skifte til de fastsatte Skiftetider.

Pelle hjalp saa atter Faderen med Indefodringen. Egenlig skulde han have

begyndt at gaa i Skole, og der skete en spagfærdig Henvendelse fra

Skolemyndighederne til Proprietæren. Men der var god Brug for Drengen

hjemme, da én Mand ikke kunde overkomme Røgtningen, og saa blev der

Stilhed om Spørgsmaalet. Pelle var glad det blev skudt ud; han havde

tænkt meget paa Skolen i Sommerens Løb, og udstyret den med saa meget

fremmedartet og stort, at han nu var helt bange for den.