Klokken fire var Lasse og Pelle i Tøjet og slog Dørene op fra Kostalden
ud til Marken. Derude rullede Jorden sig ud af sin hvide Nataande, og
Morgenen løftede sig forudsigende. Lasse stillede sig gabende i
Stalddøren og fastslog Dagens Vejr; men Pelle lod Luftens slørede Toner
og Lærkesangen — alt dette der steg — slaa mod sit lille Hjærte. Med
aaben Mund og usikre Øjne saa han ind i det ufattelige som hver ny Dag
var med alle sine utænkelige Muligheder. „I Dag maa du tage Frakken med,
for op imod Middag faar vi Regn,“ kunde Lasse saa sige; og Pelle kiggede
ud i Luften for at komme efter, hvor Faderen nu vidste det fra. For det
slog gærne til.
Saa gav de sig til at muge Kostalden, Pelle skrabede ned under Kørne og
fejede efter i Floren, Lasse læssede paa Børen og trillede ud. Klokken
halv seks nød de deres Morgenmaal — Spegesild og Søbe.
Saa drev Pelle ud med Ungkvæget, han havde Madkurven paa Armen og
Klaffen slynget mange Gange om Halsen. Faderen havde lavet ham en kort
tyk Ringstav, som man kunde rasle advarende med og kaste efter Kvæget;
men Pelle foretrak Klaffen, fordi han endnu ikke havde Kræfter til at
bruge den.
Lille var han, og det kneb ham i Begyndelsen at gøre Indtryk paa de
store Magter, han havde under sig. Han kunde ikke faa sin Stemme til at
lyde skrækindjagende nok, og Uddriften var strængt Arbejde, især oppe
ved Gaarden hvor Sæden stod høj paa begge Sider af Markvejen.
Kreaturerne var morgensultne; og de store Stude gad slet ikke flytte sig
for ham, naar de først havde faaet Mulen begravet i Kornet og han stod
og pryglede løs paa dem med Klaffens stumpede Skaft. Den seks Alen lange
Snært, som for en øvet Haand klippede Huden af Kreaturerne i smaa
trekantede Huller, kunde han slet ikke svinge; og sparkede han Studen i
Hovedet med sin Træsko, lukkede den blot godlidende Øjnene og græssede
sindigt Bagen til ham. Saa brød han sammen i selvopgivende Skraalen,
eller fik smaa Anfald af Raseri hvor han angreb blindt og søgte at komme
Dyrets Øjne til Livs — men lige meget hjalp det. Kalvene kunde han altid
faa til at flytte sig ved at sno Halen paa dem, men Studenes Haler var
for kraftige.
Han græd dog ikke længe ad Gangen over sine smaa Midlers Fallit. En
Aften fik han Faderen til at sætte en Brod i den ene Træskosnude; siden
blev hans Spark respekteret. Dels af sig selv dels gennem Rud lærte han
ogsaa at finde de Steder paa Dyrene der gjorde ondt. Kviekalvene havde
deres ømme Sted i Yveret og Lysken, de to Tyrkalve i Testiklerne; et
velrettet Slag mod et Horn kunde faa de store Stude til at bøge af
Smærte.
Uddriften var stræng, men selve Vogtningen var et Herreliv. Naar Kvæget
først var faldet til Ro over Græsningen, følte han sig som en General og
lod sin Stemme lyde ustanselig over Engen, mens det gik i hans lille
Krop af Stolthed og Magtfølelse.
Det kneb for ham at være borte fra Faderen. Han kom ikke hjem til
Middag, og bedst som han gik og legede kunde der falde Fortvivlelse over
ham; han bildte sig da ind at der var sket Faderen noget ondt, at den
store Tyr havde taget ham paa Hornene — et eller andet. Saa lod han det
hele i Stikken og løb skraalende hjemad, men kom i Tide til at huske
Forvalterens Pisk og traskede tilbage igen. Han raadede Bod paa Længslen
ved at vælge sin Standplads saaledes, at han kunde holde Øje med
Markerne deroppe og se Faderen, naar han gik ud for at flytte
Malkekvæget.
Han lærte sig til at snitte: Skibe og smaa Markredskaber og Haandstokke
med mønstret Bark — Kniven faldt godt i hans Haand, og han brugte den
flittigt. Timevis kunde han ogsaa staa paa Toppen af en Bavtasten — han
troede det var en Ledstolpe — og forsøge at slaa de skudlignende Knald
med Klaffen. Han maatte krybe til Vejrs for overhovedet at faa Snærten
fra Jorden.
Naar Kvæget midt paa Formiddagen lagde sig, var han ogsaa gærne træt.
Saa satte han sig paa Panden af en af de store Stude og holdt om
Spidserne af dens Horn. Og mens Studen laa og gumlede, svagt dirrende
som en Maskine, sad han paa dens Hoved og skraalede af fuld Hals Sange
om ulykkelig Kærlighed og grufulde Massemord.
Henad Middag kom Rud løbende og var skrupsulten; Moderen jog ham
hjemmefra naar Maaltiderne nærmede sig. Pelle delte altid sin Madkurv
med ham, men krævede at han skulde genne et vist Antal Gange for hvert
Stykke Mad. De to Drenge kunde ikke undvære hinanden en Dag til Ende. De
tumlede sig i Engen som to Hundehvalpe, sloges og blev gode Venner igen
tyve Gange om Dagen, svor de frygteligste Trusler om Hævn der skulde
komme i den og den Voksnes Skikkelse, og sad i næste Øjeblik med
hinanden om Halsen.
En halv Fjerdingvej bred Bræm af Klitter skilte mellem Stengaardens
Marker og Havet. Inden for Klitterne var Jorden stenet og laa hen som
mager Græsning; men paa begge Sider af Aaen kilede en Strimmel saftig
Eng sig ind mellem Klitterne, der var dækkede af Dværgfyr og Marehalm
for at binde Sandet. Her paa Engen var der bedst Græsning, men det var
besværligt at passe begge dens Sider, da Aaen løb imellem. Og det var
med haarde Trusler indskærpet Drengen, at intet Dyr maatte sætte sin Fod
i Klitten, da den mindste Rift kunde fremkalde Sandflugten. Pelle tog
Tingene helt bogstaveligt, hele den Sommer tænkte han sig noget som en
Eksplosion, der fik det hele til at ryge i Luften saasnart et Kreatur
betraadte det. Og denne Mulighed hang bagved alting som en Skæbne, naar
han vogtede hernede. Naar Rud kom og de skulde lege, drev han Kvæget op
paa den magre Græsgang, hvor der var Plads nok for det.
Saasnart det var Solskin løb de nøgne om. Havet turde de ikke vove sig
ned til af Frygt for Forvalteren, der ganske sikkert stod oppe i
Hovedbygningens Kvist og holdt Øje med Pelle altid gennem sin Kikkert.
Men i Aaen badede de — af Vandet og i Vandet igen i det uendelige. Efter
stærk Regn svulmede den op og var da ganske mælkehvid af Kaolin, som den
rev løs af Brinkerne længere inde; Drengene troede det var Mælk fra en
uhyre stor Gaard langt inde i Landet. Med Højvande gik Havet ind og
fyldte Aaen med Tang, der raadnede og farvede dens Vand purpurrødt. Det
var Blodet af alle de druknede derude fra Søen.
Mellem Badene laa de under Klitten og lod Solen slikke sig tørre. De
undersøgte vidtløftigt deres Legemer og udvekslede Mening om de
forskellige Legemsdeles Brug og Betydning; paa dette Punkt var Rud den
overlegne i Viden og optraadte belærende. Ofte kom de op at trættes om,
hvem der var bedst udstyret med et eller andet —: havde det største.
Pelle misundte saaledes Rud hans uforholdsmæssig store Hoved.
Pelle var en lille harmonisk bygget Fyr, han havde lagt sig Huld til
siden han kom til Stengaarden. Huden strammede glansfuld over Legemet og
havde en varm solbagt Farve. Rud havde en tynd Hals i Forhold til
Hovedet, Panden var kantet og fuld af Ar efter talrige Fald. Han
manglede fast Herredømme over sine Lemmer og var slem til at slaa og
støde sig; rundt om paa ham var der blaa, underløbne Pletter som
vanskelig vilde fortage sig — han havde daarligt Lægekød. Men han var
ikke saa redelig i sin Misundelse som Pelle; han hævdede sig ved at
prale sine Skavanker op til lutter Bedrifter, saa Pelle endte med at
misunde ham alting af et ærligt Hjærte.
Rud havde ikke Pelles aabne Sanser mod Verden, men han havde mere
Instinkt og besad paa Punkter en næsten genial Ævne til at foregribe
det, Erfaringen først skulde lære Pelle. Han var allerede til en vis
Grad gærrig — og mistænksom uden at forbinde bestemte Tanker med det.
Han aad Broderparten af Maden og havde mange Udveje til at sno sig fra
Arbejdet.
Bag deres Leg laa, klædt i de barnligste Former, en Kamp om Overtaget,
og Pelle var indtil videre den der trak det korteste Straa; i værste
Fald forstod Rud altid at tale til hans gode Egenskaber og vende dem mod
ham.
Og under dette var de de bedste Venner af Verden og kunde ikke undvære
hinanden. Pelle gik og kiggede langt efter „Soens“ Hytte naar han var
alene, og Rud stak hjemmefra saa snart han saa sit Snit.
* * * * *
Det havde regnet stærkt op ad Morgenen til Trods for Lasse, og Pelle var
gennemblødt til Skindet. Nu trak den blaasorte Byge bort derude over
Havet, og Baadene stod midt i den med alle de røde Sejl oppe og kom dog
ikke af Stedet. Solen stak og glitrede i det vaade, saa alting kom til
at se henrykt ud; og Pelle gik og hængte sit Tøj til Tørre paa
Dværgfyrren.
Han frøs og krøb ind under Pær, den største af Studene, der laa og
tyggede. Det dampede af Studen, men Pelle kunde ikke blive myg ude i
Lemmerne hvor Kulden havde bidt sig fast. Kinderne faldt ogsaa ind mod
Tænderne, og Mellemgulvet bævrede paa ham.
Og saa kunde den ene af „Rinkerne“ ikke engang unde ham Ro. Hvergang han
rigtig fik boret sig ind under Studen og skulde samle lidt Varme,
stræbte den bort over Skellet mod Nord. Der var ikke andet end Sand dér,
men dengang den var Kviekalv havde der været et Stykke Blandsæd — det
kunde den huske endnu.
Rinkerne var to Kør der var skudt ud af Malkebesætningen paa Grund af
Goldhed. Det var to sure Kreaturer, altid misfornøjede og ude paa
Fortræd; og Pelle hadede dem rundeligt. To rigtige Pulverhekse var det,
som ikke engang Prygl bed paa. Den ene var en Brumleko, den sparkede i
Jorden og brumlede som en gal Tyr, bedst som den gik og græssede; og
naar Pelle gik imod den vilde den tage ham paa Hornene. Kalv kunde den
ikke blive med, men den gik og vilde ride de andre — og satte de
skikkelige Stude Fluer i Hovedet; og naar den kunde se sit Snit, aad den
Pelles Madklæde. Den anden Rinke var gammel og havde Kringelhorn, der
pegede ind imod dens Øjne, af hvilke det ene var hvidt i Stenen.
Det var Brumlekoen, der nu var paa Spil. Hvert Øjeblik maatte Pelle op
fra sit Leje og skælde: Hej Blakka din nederdrægtige Rinke, vil du
vende! — han var hæs af Fortørnelse. Endelig brast hans Taalmodighed,
han greb en forsvarlig Fæpāl og tog sig for at løbe Koen ind. Saasnart
den saa Hensigten, satte den i Løb opefter mod Gaarden, Pelle maatte
gøre en stor Bue for at faa den drejet ned mod Hjorden igen. Saa gik det
i strakt Løb ud og ind mellem de andre Kreaturer, Hjorden blev forvirret
og løb hid og did, Pelle maatte for en Stund opgive Forfølgelsen mens
han fik den samlet. Men straks tog han fat igen, Forbitrelsen kogte i
ham og fik ham til at springe som en Bold, hans nøgne Legeme tegnede
lysende Sløjfer mod den grønne Eng. Han var kun et Par Favne fra Koen,
men Afstanden blev ved at holde sig, han kunde ikke løbe den ind i Dag.
Han stansede oppe ved Rugen, og Koen stansede næsten i samme Øjeblik;
den huggede et Par Duske Sæd og slog lange Slag med Hovedet for at vælge
sin Retning. I to Kattespring var Pelle der og havde den i Halen. Han
drev den Fæpālen over Snuden saa den snurrede ud af Sæden, og nu gik det
i flyvende Fart ned mod de andre, mens Slagene regnede ned over dens
Knokler. Henne fra Klitten kom hvert Slag drabeligt igen som Hug mod en
Træstamme og fik Pelle til at svulme, Koen forsøgte at slaa ham fra sig
under Løbet, men han var ikke til at ryste af. Den satte over Aaen i
lange Spring, frem og tilbage, Pelle hang nærmest og svævede i Luften;
men Slagene blev ved at regne ned over den. Den blev træt og sagtnede
Løbet; tilsidst stod den helt stille, hostede og lod sig prygle.
Pelle smed sig plat ned paa Maven og gispede. Haa haa, det gav endelig
Varmen! Nu skulde hun nok, Bæstet —. Han væltede pludselig om paa Siden
med et Sæt — Forvalteren! Der stod en fremmed skægget Mand over ham og
saa paa ham med alvorlige Øjne. Den Fremmede blev længe ved at stirre
paa ham uden at sige noget, og Pelle vidste ikke sine levende Raad for
de Øjne; saa havde han ogsaa Solen lige i Ansigtet om han vilde se igen
paa Manden — og Koen stod endnu der henne og hostede.
„Hvad tror du nu Forvalteren siger?“ spurgte Manden endelig stille.
„Han har vist ikke set det,“ hviskede Pelle og saa sig sky om.
„Men Vorherre har set det, for han ser alting. Og han førte mig paa din
Vej for at stanse det onde i dig, mens det endnu er Tid. Vil du ikke
gærne være Guds Barn?“ Manden satte sig ved Siden af ham og tog hans
Haand.
Pelle sad og ruskede i Græsset, og ønskede han havde haft sine Klæder
paa; han nikkede.
„Saa maa du heller aldrig glemme, at Gud Fader ser alt hvad du gør, selv
i den mørkeste Nat ser han det. Vi vandrer altid for Guds Aasyn. Men kom
nu; det er ikke sømmeligt at løbe nøgen om!“ Manden tog ham ved Haanden
og førte ham hen til Tøjet; derpaa gik han over til den nordre Side og
gennede, mens Pelle klædte sig paa — Rinken var allerede derovre igen og
havde trukket et Par andre med sig. Pelle saa forundret efter ham, han
drev ganske stilfærdigt Kvæget tilbage, brugte hverken Sten eller Raab.
Inden han naaede tilbage, havde Blakka igen overskredet Skællet; han
vendte om og gennede den ind, lige saa sagtmodigt som før.
„Det er ikke nogen nem Ko,“ sagde han mildt, da han kom tilbage — „men
du har jo unge Ben. Skal vi saa ikke brænde den dér?“ han tog den tykke
Knippel op fra Jorden — „og gøre vor Gærning med de bare Hænder? Gud vil
altid staa dig bi, naar det kniber! Og vil du være Vorherres rette Barn,
saa skal du i Aften fortælle Forvalteren, hvordan du har baaret dig ad —
og tage din Straf.“ Han lagde Haanden paa Pelles Hoved og saa en Stund
paa ham med dette uudholdelige Blik. Saa gik han, Kniplen tog han med
sig.
Pelle kiggede længe efter ham. Saadan saa altsaa en ud, der var udsendt
af Gud for at vare ham ad! Nu vidste han det, og det skulde vare noget,
før han igen løb en Ko fordærvet. Men gaa til Forvalteren og melde sig
selv — og faa af Piskesnærten over de bare Ben — det skulde han dog ikke
have noget af! Saa maatte Gud Herren hellere blive vred — om han nu
ogsaa virkelig kunde se alting? Værre end Forvalterens kunde det aldrig
blive.
Hele Formiddagen var han stille til Sinds. Mandens Øjne hvilede paa ham
ved alt hvad han foretog sig, og røvede hans Frejdighed. Han prøvede sig
tyst frem og fik alting fat fra en ny Side; det var ikke raadeligt at
støje op, naar man altid vandrede for Gud Faders Aasyn. Han slog ingen
Knald med Klaffen, men pønsede saa smaat paa at brænde den ogsaa.
Men lidt før Middag kom Rud, og det hele var glemt. Han røg af et Stykke
Spanskrør, som han havde snittet af sin Moders Kakkelovnsrenser, og
Pelle tiltuskede sig et Par Drag for et Stykke Mad. Først satte de sig
op at ride paa Studen Amor, der laa og tyggede Drøv. Den tyggede roligt
videre med lukkede Øjne, lige til Rud trykkede det brændende Spanskrør
mod dens Halerod; saa lettede den sig hastigt, og Drengene trillede ud
over Hovedet paa den. De lo og udmalede brovtende hver sin Kolbøtte for
den anden, mens de gik op i Rén for at søge efter Brombær. Derfra gik
det til nogle Fuglereder i de smaa Graner, og endelig tog de fat paa
deres bedste Leg — at grave Musereder ud.
Pelle kendte hvert et Musehul i Engen; de laa paa Maven og undersøgte
dem omhyggeligt. „Her er et som er beboet“ sagde Rud, „vil du bare se
her er Møddingen.“ — „Ja her lugter af Mus,“ bekræftede Pelle og stak
Næsen ned i Hullet. „Og Straaene vender udad — de gamle er nok ude!“
Med Pelles Kniv skar de Grønsværen bort og gav sig ivrigt til at grave
med to Stykker Potteskaar. Jorden røg dem om Ørerne mens de snakkede og
lo.
„Naa for Søren hvor det gaar strygende!“
„Ja saa rask kan Strøm da ikke arbejde.“ — Det var en berømt Slider, der
fik 25 Øre mere om Dagen end andre Høstarbejdere og brugtes til at
„trække“ Arbejdet.
„Vi kommer snart lige rags ind i Maven paa Jorden.“
„Ja, men der er gloende hedt inde.“
„Aa Sludder vel?“ Pelle holdt betænkeligt inde med Gravningen.
„Jo det siger Skolelæreren.“
Drengene tøvede og stak en Haand ned i Hullet — jo der var varmt nede.
Saa varmt endda, at Pelle syntes han maatte trække Haanden til sig og
sige: Av for Pokkeren! De overvejede en Stund og gav sig derpaa til at
skrabe videre nede i Hullet, saa forsigtigt som galdt det Livet. Men om
lidt kom der Halmstraa til Syne i Gangen, og Jordens indre Hede var med
ét Slag glemt. I en Fart havde de afdækket Reden, og lagt de nyfødte
lyserøde Unger op paa Græsset — de lignede halv udrugede Fugleunger.
„De er grimme,“ sagde Pelle der ikke var helt modig ved at tage paa dem
men skammede sig ved at vedgaa det. „De er meget væmmeligere at røre ved
end Skrubtudser — jeg tror nok de er giftige.“
Rud laa og klemte dem mellem Fingrene:
„Giftige — er du tosset, de har jo ingen Tænder! — Der er slet ikke Ben
i dem, de kunde vist godt spises.“
„Py, ha!“ Pelle spyttede.
„Jeg tør da godt bide i en — tør du?“ Rud nærmede en Museunge til
Munden.
„Tør — ja vel tør jeg — men —“ Pelle nølede.
„Nej du tør ikke, for du er en _Blaapung_!“
Øgenavnet passede egenlig kun paa Drenge, der led af Vandskræk, men
Pelle greb rask om en Museunge og førte den op efter Munden — nøjagtig
saa nær til Læberne som Rud holdt sin. „Vil du saa selv se!“ udbrød han
krænket.
Rud snakkede, med mange Fagter:
„Du er bange, det er fordi du er svensk. Men naar man er bange, skal man
bare lukke Øjnene — saadan, og gabe op. Saa lader man, som om man førte
Museungen lige ind i Gabet, og saa“ — Rud gabede og holdt Haanden helt
oppe ved Munden; Pelle var under hans Magt og efterlignede hans
Bevægelser. „Og saa —“ pludselig fik Pelle et Stød, saa Museungen fløj
ned i Halsen paa ham. Han kløgedes og spyttede; Hænderne famlede i
Græsset og fik fat i en Sten. Men da han kom paa Benene og skulde kaste
den, var Rud allerede langt oppe paa Markerne. „Nu skal jeg hjem,“
raabte han uskyldigt, „der er noget, jeg skal hjælpe Mor med.“
Pelle elskede ikke Ensomheden, og Udsigten til en Blokade stemte ham
straks til Forhandling. Han smed Stenen for at vise sin alvorlige Vilje
til Forlig, og maatte sværge dyrt paa ikke at trække Had. Saa kom Rud
endelig tilbage, fnisende.
„Jeg vilde have vist dig noget morsomt med Museungen,“ sagde han
afledende, „men du holdt jo paa den som et Fæ.“ Han vovede sig ikke helt
hen til Pelle men stod og fulgte hans Bevægelser med Øjnene.
Pelle kendte den lille Nødløgn, naar der var overhængende Fare for
Prygl, men Løgnen som Angreb var ham endnu fremmed. Naar Rud, nu da det
hele var glemt, sagde at han blot vilde have vist ham noget morsomt, saa
var det vel sandt. Men hvorfor var han da mistroisk? Som saa ofte før
forsøgte Pelle at bøje sin lille Hjærne om mulige Bagtanker hos
Kammeraten, men kunde ikke.
„Du kan lige saa godt komme helt herhen,“ sagde han firskaarent. „For
hvis jeg vilde, kunde jeg magelig løbe dig op.“
Rud kom. „Nu vil vi til at fange store Mus,“ sagde han. „Det er
morsommere.“
De tømte Pelles Mælkeflaske og søgte sig en Muserede ud, der kun saa ud
til at have to Udgange — den ene oppe i Engen, den anden midt nede paa
Aabrinken. Hernede stak de Flaskehalsen ind, Hullet oppe i Engen blev
udvidet til en Tragt, og de skiftedes til at holde Øje med Flasken og
bære Vand op i Hullet med deres Huer. Det varede ikke længe, før en Mus
smuttede ud i Flasken; og de slog Proppen i for den.
Hvad skulde de nu gøre med den? Pelle foreslog at de skulde tæmme den og
dressere den til at trække deres smaa Markredskaber; men Rud satte som
sædvanlig sin Vilje igennem — den skulde ud at sejle!
Henne hvor Aaen drejede og havde hulet sit Leje ud til en hel Kedel,
lavede de en skraa Bane og lod Flasken rutsje ned i Vandet med Halsen
forrest, som en Skude der løber af Stabel. De kunde følge den i dens Bue
under Vandet, til den dukkede op med et skraat Stød og stod og vuggede
paa Vandet som en Bøje med Halsen lige op. Musen gjorde de grinagtigste
Hop mod Proppen for at slippe ud; Drengene sprang i Græsset af
Henrykkelse.
„Den ved godt hvad Vej den kom ind — den ved det!“ De gjorde dens
mislykkede Hop efter, tumlede ned paa Maven igen og vred sig overgivent
i Græsset. Men omsider blev det gammelt.
„Skal vi tage Proppen af?“ foreslog Rud.
„Ja — aa ja!“ Pelle vadede hurtigt ud efter Flasken og vilde sætte Musen
i Frihed.
„Vent lidt dit Øg!“ Rud rev Flasken fra ham. Han holdt over Mundingen,
mens han satte den midt ud i Vandet. „Nu skal vi faa Løjer!“ raabte han
og skyndte sig op.
Det varede lidt, inden Musen opdagede at der var fri Bane, saa sprang
den. Det mislykkedes, og Flasken kom i vuggende Bevægelse, saa andet
Spring blev skraat og prellede af mod Siden. Men saa fulgte en Række
Spring lynsnart paa hinanden, et helt Bombardement; og pludselig fløj
den højt ovenud af Flaskehalsen og paa Hovedet i Vandet.
„Det var et Spring der havde vasket sig!“ raabte Pelle og sprang oppe i
Græsset, lige op, med Armene strakt ned ad Siden, „— den kunde lige
knibe sin Krop igennem, lige akkurat du!“ Han sprang igen og gjorde sig
tynd.
Musen svømmede til Land, men der var Rud og satte den midt ud igen med
Foden. „Den svømmer godt,“ sagde han og lo. Saa styrede den mod den
anden Bred. „Pas paa for Søren!“ skreg Rud, og Pelle sprang til og satte
den fra Land med et kraftigt Spark. Den svømmede raadvild frem og
tilbage midt i Hullet, saá de to dansende Skikkelser hvergang den
nærmede sig en Bred, og vendte og vendte i en Uendelighed. Den laa
dybere og dybere — Pelsen blev vaad og trak den nedad; tilsidst svømmede
den helt under Vand. Pludselig spilede den sig ud i et Ryk og sank til
Bunds, med alle fire Lemmer udstrakte som en aaben Favn.
Pelle havde i et Glimt fanget det raadvilde og hjælpeløse — maaske
genkendt det. Ved Dyrets Spjæt brast han i Graad — et lille Skrig — og
løb storbrølende op over Engen mod Fyrreplantningen. Noget efter kom han
tilbage. „Jeg troede gale mig Amor var løbet væk,“ sagde han gentagende
og undgik omhyggeligt at se Rud i Øjnene. Stille vadede han ud og
fiskede med Foden den døde Mus op.
De havde lagt den paa en Sten i Solen for at den skulde leve op igen. Da
det ikke lykkedes, huskede Pelle en Historie om nogle Folk der var
druknet i en Sø derhjemme, og som kom til sig selv igen da man skød med
Kanoner over dem. De slog de hule Hænder sammen over Musen, og da det
heller ikke førte til noget besluttede de at begrave den.
Rud kom i Tanke om, at hans Bedstemor i Sverig netop blev begravet i
disse Dage, og det fik dem til at gaa frem med en vis Højtidelighed. De
lavede Kiste af en Tændstikæske og pyntede den med Mos; de laa paa Maven
og firede med Sejlgarn Kisten ned i Graven — med stor Omstændelighed
forat den ikke skulde komme til at staa paa Hovedet. Et Tov kunde jo
springe, det hændte undertiden; og Illusionen tillod ikke, at de rettede
ved Kistens Stilling med Hænderne bagefter. Siden kiggede Pelle ned i
sin Hue, mens Rud læste over den afdøde og kastede Jord paa. Og de smed
Graven til.
„Bare den nu ikke er skindød og vaagner op igen!“ udbrød Pelle
pludselig. De havde begge hørt mange uhyggelige Historier om Skindøde,
og gennemgik sammen alle Muligheder: hvordan man vaagnede op, og ikke
kunde faa Luft, og bankede paa Laaget, og gav sig til at æde af sine
egne Hænder — til Pelle tydeligt kunde høre det banke paa Laaget
dernede. I en Fart fik de Kisten op og undersøgte Musen; ædt af sine
Forpoter havde den ikke, men den havde ganske bestemt drejet sig om paa
Siden. De begravede den igen; for en Sikkerheds Skyld gav de den en død
Skarnbasse med i Kisten og stak et Halmstraa ned i Graven for
Lufttilførsel. Saa pyntede de Tuen op og satte en Mindesten.
„Nu er den død du!“ fastslog Pelle alvorligt.
„Ja det er den min Sjæl — saa død som en Sild.“ Rud havde lagt Øret til
Straaet og lyttede.
„Nu er den vist oppe hos Gud i al sin Herlighed, helt højt højt oppe.“
Rud blæste foragteligt:
„Aa dit Fjols, tror du den kan kravle der op.“
„Mus kan da godt kravle!“ Pelle var muggen.
„Ja, men ikke gennem Luften — det kan kun Fuglene.“
Pelle følte sig slaaet af Marken og trængte til Hævn.
„Saa er din Bedstemor heller ikke i Himlen!“ erklærede han afgjort. Der
sad alligevel Nag i ham endnu fra det med Museungen.
Men det var mere end Rud kunde lade sidde paa sig. Han var ramt lige i
Slægtsfølelsen og gav Pelle en i Siden med Albuen; og i næste nu
trillede de rundt i Græsset med hinanden i Haaret og gjorde kejtede
Forsøg paa at ramme hinandens Næse med knyttet Næve. De væltede rundt i
en Klump hvor snart én snart den anden var ovenpaa, hvæsede hæst,
stønnede og gjorde drabelige Bevægelser. „Jeg skal faa dig til at nyse
rødt“, sagde Pelle indædt og hævede sig over Modstanderen. Men i næste
Øjeblik var han nede igen; og Rud hang over ham og udstødte de
frygteligste Trusler om blaa Øjne og dansende Sole. Deres Stemmer var
tykke af Lidenskab.
Og pludselig sad de over for hinanden i Græsset og overvejede, om de
skulde stikke i at skraale. — Saa rakte Rud Tunge, Pelle gjorde Skridtet
videre og gav sig til at le, de var igen de bedste Venner af Verden. De
rejste Mindestenen der var væltet i Kampens Hede, og sad siden med
hinanden i Haanden og hvilede ud efter Stormen — noget mere stille end
sædvanlig.
Det var ikke fordi der sad mere ondt i Pelle; men Spørgsmaalet havde
faaet selvstændig Betydning for ham, der maatte Mening ind i det. Det
sprang grundende frem i hans Øjne, og han udbrød tænksomt:
„Ja men du har jo selv fortalt, at hun var lam i Benene.“
„Ja hvad saa?“
„Saa kunde hun da ikke kravle op i Himlen.“
„Aa dit Kadaver — det er jo hendes Aand!“
„Saa kan Musens Aand ogsaa godt være deroppe.“
„Pyh! Nej for Mus har ingen Aand.“
„Saa? — Ellers kunde de vel ikke aande!“
Dér stod Rud! og der var det kedelige ved det at han gik paa
Søndagsskole. Næverne havde været gode nu igen; men hans Instinkt sagde
ham, at Pelle før eller senere vilde faa Overtaget i at slaas. Og
Bedstemoderen var i al Fald reddet.
„Ja“ — sagde han eftergivende — „og aande det kunde den. Men saa har
dens Aand faret op og væltet Stenen om du — det har den!“
En fjærn Lyd naaede ned til dem, langt oppe mod Hytten tegnede en tyk
Kvindeskikkelse sig; hun stod og vinkede truende.
„Soen kalder paa dig,“ sagde Pelle; de to Drenge kaldte hende aldrig
andet indbyrdes.
Saa maatte Rud af Sted. Han fik Lov at tage det meste af Madkurvens
Indhold og aad løbende; de havde haft for travlt til at spise.
Pelle satte sig op i Klithegnet og holdt Maaltid. Som sædvanlig naar Rud
havde været ude hos ham begreb han ikke, hvor Dagen var blevet af. Der
var et Ophold i Fuglesangen, og ikke et eneste Kreatur laa ned længer,
saa Klokken maatte mindst være fem.
Oppe ved Gaarden var de i Færd med at age ind. I fuld Trav gik det, ud
og hjem, ud og hjem; Karlene stod op i Vognbunden og pryglede løs paa
Hestene med Enden af Tømmen. Og de svingende Læs fór af Sted langs
Markvejene; de lignede strittende Smaakryb, der er bleven overrasket og
piler i Skjul.
Der kørte en Enspænder ud fra Gaarden og tog Landevejen fat mod Staden,
i stærkeste Trav. Det var Stengaardsbonden; han skulde nok til Staden og
ture, saadan som han kørte! Saa var det galt derhjemme, og der blev
Graad paa Gaarden til Natten.
Ja, ja, nu kørte Far Lasse ud med Vandvognen, saa var Klokken halv seks.
Det kendtes ogsaa paa, at Fuglene begyndte deres hyggelige Aftenkvidder,
der gik lav og tindrende lige som Solens Straaler.
Langt inde over Stenværket hvor Kranerne tegnede sig mod Himlen, steg nu
og da en Røgsky til Vejrs og brast i et Springvand af Klippestykker.
Langt om længe kom Knaldet drattende, i Stumper og Stykker; det lød som
en løb og daskede sig paa Laarene med Bælgvanter.
De sidste Timer var altid lange — Solen blev saa langsom i det. Og Tiden
havde heller intet Indhold, Pelle selv var træt, og Aftenstilheden lagde
sig dæmpende i Vejen for stærke Ytringer. Men nu kørte de ud til
Malkning deroppe, og Kvæget begyndte at græsse sig op efter den Kant af
Engen der vendte mod Gaarden; saa stundede det.
Og endelig begyndte Vogterdrengene at jodle ovre ved Nabogaardene, først
én, saa faldt der flere ind —:
„Aa driv hjem, aa—haa, aa—aa—haa!
Aa—haa, aa—haa!
Aa—haa, aa—haa!
Aa driv hjem, aa—aa—haa!
aa—haa!“
Fra alle Sider dirrede den bløde Sang over det faldende Land; som en
lykkelig Graad løb den ud i Luftens begyndende Tindren, og Pelles Kvæg
blev saa langstrakt i sine Bevægelser. Men endnu turde han ikke drive
hjem; der vankede Knubs af Forvalteren eller Eleven om han kom for
tidlig.
Han stod øverst ved Engen og gennede for Hovedet af sine stundende
Kreaturer. Og da de sidste Toner af Hjemdriftsangen var døet helt hen,
stemte han selv i og traadte til Side. Kreaturerne løb med en egen kort
Trippen og fremstrakte Hoveder; Græssets Skygger laa i lange fine
Striber hen over Jorden; Dyrenes Skygger var uendelige. Nu og da brølede
Kalvene langeligt og slog over i Galop. De længtes — og Pelle længtes.
Bag en Glime skød Solen lange Straaler ind gennem Rummet, som havde den
taget alle sine Ævner hjem for Natten og nu strakte dem i én Higen, fra
Vest til Øst. Alting pegede i lange tynde Striber, Kreaturernes Higen
laa synlig efter dem i Luften.
I Barnets Sind var der slet intet ude mere; alt var taget hjem og rakte
sig fremover i en næsten syg Længsel efter Faderen. Og naar han endelig
svingede om Hjørnet med Hjorden og gamle Lasse stod der, lykkeligt
smilende med sine hudløse Øjne, og aabnede Leddet til Folden, saa brast
det for Drengen og han kastede sig grædende ind til Faderen.
„Hvad er der Pøjke, hvad er der?“ spurgte den Gamle saa med Bekymring i
Stemmen, og strøg en rystende Haand over Barnets Kind. „Har nogen gjort
dig ondt? Naa ikke — da var det vel! Bedst er det nok at de hytter sig —
for glade Børn staar i Guds egen Varetægt. Og Lasse skulde vel heller
ikke blive god at nappes med han, om det kom dertil. — Ja saa du har
længtes? Da er der skønt at være i dit lille Hjærte, og Lasse kan kun
være glad han. — Men gaa du nu ind og æd — og græd ikke.“
Han snød Drengens Næse med sine haarde krogede Fingre og skubbede ham
læmpeligt af Sted.
V
Manden som var udsendt af Gud og havde de alvorligt bebrejdende Øjne,
var Pelle ikke længe om at komme ud over. Han viste sig at være en slet
og ret Smaamester nede i Lejet, som talte i Forsamlingshuset om
Søndagen; det hed sig tilmed at hans Kone drak. Rud gik i Søndagsskole
hos ham, og han sad smaat i det — han var ganske almindelig.
Desuden havde Gustav faaet en Kasket, hvis Puld kunde vende tre
forskellige Sider ud — en af blaa Dyffel, en af vandtæt Voksdug, og en
af hvidt Lærred til Solskinsbrug. Det var en spændende Viden, som
fortrængte alt andet og laa pirrende fremme i Pelles Bevidsthed mange
Dage; han brugte Vidunderkasketten til at maale alt stort og
attraaværdigt med. Indtil han en Dag gav en smukt snittet Haandstok for
Tilladelsen til selv at gøre Kunststykket med at krænge Pulden. Saa fik
han endelig Ro, og Kasketten maatte ind i hans dagligdags Verden den
ogsaa.
Men hvordan saa der ud i Proprietær Kongstrups store Sale? Dér laa vel
Pengene paa det bare Gulv, Guldet for sig og Sølvet for sig; og midt i
hver Dynge stod et Skæppemaal! Hvad betød Ordet _formaalstjenlig_, som
Forvalteren brugte naar han talte med Storbonden? og hvorfor brugte
Karlene Ordet _Svensk_ som Skældsord mod hinanden — de var jo svenske
allesammen? — Inde bag Klippebrynet hvor Stenværket laa, hvad var dér? —
ja dér var jo Gaardens Grænse til den ene Side! Han havde ikke været der
endnu, men skulde derind med Faderen saa snart Lejlighed gaves; rent
tilfældigt havde de faaet Spørgedom paa, at Lasse havde en Broder som
ejede Hus derinde. Saa det var jo forholdsvis kendt.
Histnede laa Havet, det havde han selv sejlet paa! Ude paa det gled
Skuder baade af Jærn og Træ, men hvordan kunde Jærn flyde som var saa
tungt? Vandet i Havet maatte være stærkt, for i Dammen gik Jærn
øjeblikkelig til Bunds. Midt ude var Dammen bundløs, saa der blev man
nok ved at synke i al Evighed! Den gamle Tækkemand havde i sin Ungdom
haft over hundrede Favne Reb dernede med et Dræg ved for at finde en
Spand op, men han naaede aldrig Bund. Og da han vilde drage Rebet op
igen, var der nogen dybt nede som greb fat i Drægget og vilde trække ham
ned, saa han maatte slippe det hele.
Gud Herren — ja han havde stort hvidt Skæg lige som Kaasegaardsbonden;
men hvem holdt Hus for ham paa hans gamle Dage? Sankte Peter det var nok
hans Forvalter det! — Hvordan kunde de gamle tørre Kør føde lige saa
unge Kalve som Kvierne? — — — — — — — — — — — — — — — — —
Der var én stor Selvfølgelighed, som man ikke rettede sin Spørgen paa og
overhovedet ikke tænkte over i den Forstand, fordi det var selve
Grundlaget for al Tilværelse — Far Lasse. Han var der simpelthen, stod
som en tryg Mur bag alt hvad man foretog sig. Han var det egenlige
Forsyn, den sidste store Tilflugt i ondt og godt; han kunde alt hvad han
vilde — Far Lasse var almægtig.
Saa var der ét, naturligt Midtpunkt i Verden, Pelle selv. Om ham maatte
alt lejre sig, hver Ting var til for hans Skyld — for at han kunde lege
med den, gaa og grue for den, eller lægge den til Side til en stor
Fremtid. Selv de fjærnere Trær, Huse og Stene i Landskabet, som han
aldrig havde været paa nært Hold, tog Stilling til ham, enten
venligsindet eller som Fjender. Og Forholdet maatte gøres nøje op for
hver ny Ting der kom inden for hans Sfære.
Lille var hans Verden, han havde først lige begyndt at skabe den. En god
Armlængde til alle Sider var der nogenlunde fast Land, udenfor drev den
raa Materie, Kaos. Men Pelle fandt allerede sin Verden uhyre, og havde
god Vilje til at gøre den uendelig. Han huggede umætteligt ind, hans
opspilede Sanser drog alt det til der kom inden for Rækkevidde; de var
som et Maskinsvælg hvori Materien uafladelig styrtede sig i hvirvlende
Smaadele. Og i Suget bag dem kom andre og andre — hele Verdensaltet var
paa Vandring hen imod ham.
Pelle formede og satte fra sig, tyve ny Ting i Sekundet. Jorden voksede
ud under ham til en Verden, der var rig paa Spænding og groteske Former,
Uhygge og de mest dagligdags Ting. Han færdedes utrygt i den, for idelig
var der noget der forskød sig og maatte omvurderes eller skabes om; de
selvfølgeligste Ting slog over og blev med ét til haarrejsende Vidundere
— eller omvendt. Han gik om i en bestandig Undren, og forholdt sig
afventende selv til de kendteste Ting. For hvem vidste hvilke
Overraskelser de vilde berede.
Dér havde han hele sit Liv haft Lejlighed til at fastslaa, at
Bukseknapper var drejede af Ben og havde fem Huller, et stort i Midten
og fire mindre udenom! Og saa kommer en Dag en af Karlene hjem fra
Staden med et Par nye Bukser, hvori der sidder Knapper som er af
skinnende Metal og ikke større end en 25-Øre. De har kun fire Huller, og
Traaden skal ligge overkors i dem, ikke fra Midten og ud som i de gamle.
Eller den store Solformørkelse som han havde været spændt paa hele
Sommeren, og som alle de Gamle sagde vilde drage Verdens Undergang efter
sig. Han havde glædet sig til det — navnlig det med Undergangen; det
vilde være noget af en Oplevelse, og et eller andet Sted i ham sad der
en Stump Fortrøstning til, at han nok skulde klare den for sit
Vedkommende. Solformørkelsen kom ogsaa som den skulde, det blev tilmed
Nat som ved Dommedag, Fuglene blev saa stille, og Kreaturerne brølede og
vilde løbe hjem. Men saa blev det lyst igen som ellers, og det hele løb
ud i ingenting.
Saa var der uhyre Rædsler, der med et Slag afslørede sig som bitte smaa
Ting — gudskelov da! Men der var ogsaa Glæder som skabte hæftig
Hjærtebanken — og blev til slet og ret Kedsomhed naar man kom hen til
dem.
Langt ude i den taagede Masse drev der usynlige Verdener forbi som intet
havde med hans egen at skaffe; en Lyd ude fra det ubekendte skabte dem
helt og holdent i samme Nu. De blev til paa samme Maade, som Landet her
den Morgen han stod paa Damperens aabne Mellemdæk og hørte Stemmer og
Støj gennem Taagen: vamsede og mægtige, med Former der virkede som uhyre
Bælgvanter.
Og inden i én var der Blodet og Hjærtet og Sjælen. Hjærtet havde Pelle
selv fundet ud af, det var en lille Fugl som var lukket inde; men Sjælen
borede sig som en Orm derhen i Kroppen hvor Begæret sad. Gamle Tækkemand
Holm havde trukket Sjælen som en tynd Traad ud af Tommelen paa en, der
led af Stjælesyge. Pelles egen Sjæl var kun god, den sad ham i begge
Øjenstene og spejlede Far Lasses Billede, saa tidt denne saa ind i dem.
Blodet var det værste, derfor lod Far Lasse sig altid aarelade naar der
var noget i Vejen med ham — de onde Vædsker skulde ud. Gustav tænkte
meget paa Blodet og kunde fortælle de underligste Ting om det; han gik
og snittede i sine Fingre blot for at se om det var modent. En Aften kom
han over i Kostalden og viste en blødende Finger frem; Blodet var helt
sort. „Nu er jeg en Mand,“ sagde han og svor vældigt. Men Pigerne gjorde
blot Nar ad ham, han havde ikke baaret sin Tønde Ærter paa Loftet endnu.
— — — —
Saa var der jo Helvede og Himlen — og Stenværket hvor de huggede
hinanden med tunge Hammere naar de var fulde. Folkene i Stenværket det
var Jordens største Kæmper, en af dem havde spist ti Spejlæg paa én Gang
uden at blive syg. Og Æg var dog selve Kraften.
Nede i Engen hoppede der Lygtemænd søgende om i de dybe Sommernætter; en
af dem holdt sig altid i Nærheden af Aaen, og stod og spillede paa
Toppen af en lille Stenbunke som laa der midt i den fede Eng. For et Par
Aar siden havde en Pige en Nat født et Barn herude i Klitterne, og da
hun ikke vidste sine levende Raad for Far til Barnet, druknede hun det i
et af de Huller, Aaen skærer hvor den drejer. Gode Mennesker rejste den
lille Dysse, for at Stedet ikke skulde gaa i Glemme; og over Dyssen gav
Barnets Sjæl sig til at brænde i de dybe Nætter, paa den Aarstid Pigen
havde født. Pelle troede, Barnet selv var begravet under Stenene, og
pyntede nu og da Bunken med en Fyrregren; men paa det Sted af Aaen
legede han aldrig. Pigen kom jo over Havet, i Slaveriet paa mange Aar;
og Folk undredes paa Faderen. Hun havde ingen lagt ud, men Gud og
hvermand vidste hvem det var alligevel. Det var en ung fremmelig Fisker
nede fra Lejet, og Pigen var af fattigste Slags; saa der kunde aldrig
blevet Tale om et Par af de to. Pigen havde vel saa foretrukket dette
her, fremfor at løbe ham paa Dørene om Hjælp til Barnet — og sidde i
Lejet som Væverpige med en uægte Unge til Spot og Spe! Og det maatte man
sige, at han holdt Ørerne godt stive, hvor mangen en maaske vilde have
skammet sig og taget ud paa Langfart.
Nu i Sommer, to Aar efter at Pigen kom hen, gik Fiskeren en Nat langs
Stranden hjem mod Lejet med nogle Garn paa Nakken. Han var en haard Hund
og betænkte sig ikke paa at tage den korteste Vej op over Engen; men da
han kom godt inden for Klitten, var der en Lygtemand i hans Spor og han
blev angst og gav sig til at løbe. Den halede stærkt ind paa ham, og da
han sprang over Aaen for at lægge Vand mellem sig og Aanden, greb den
fat i Garnet. Saa skreg han Guds Navn og løb sanseløs fra det hele.
Næste Morgen ved Solopgang hentede han og Faderen Garnet, det havde
faaet fat om Dyssen og laa tværs over Aaen.
Saa søgte Knøsen til de Hellige, og Faderen forlod sin Svir og fulgte
ham. Tidlig og silde kunde man træffe den unge Fisker ved deres Møder,
og ellers gik han om som en Misdæder med hængende Hoved, og ventede blot
paa at Pigen skulde komme hjem fra Slaveriet, saa han kunde gifte sig
med hende.
Pelle var med i det hele. Pigerne talte gysende om det, naar de hang paa
Karlenes Skød i de lange Sommeraftener, og en kærlighedssyg Karl indefra
havde lavet en Vise om det, som Gustav sang til sin Harmonika. Saa græd
alle Gaardens Piger, selv Raske Sara fik Vand i Øjnene og begyndte at
tale til Mons om Forlovelsesringe.
En Dag Pelle laa paa Maven og trallede og fægtede med de nøgne Fødder i
den blanke Luft, saa han en ung Mand staa nede ved Dyssen og lægge Stene
paa den som han tog af sine Lommer; derpaa knælede han. Pelle gik hen
til ham.
„Hvad bestiller du?“ spurgte han dristigt — han følte sig paa sit eget.
„Læser du Aftenbøn?“
Manden svarede ikke men blev ved at ligge bøjet. Endelig rejste han sig
og spyttede Skraasovs ud.
„Jeg beder til ham som skal dømme os alle,“ sagde han og saa vist paa
Pelle.
Pelle kendte det Blik igen, der var det samme Udtryk som hos Manden
forleden — ham som var udsendt af Gud. Der var blot ingen Bebrejden i
det.
„Har du kanske ingen Seng at sove i?“ spurgte Pelle — „jeg læser altid
min Aftenbøn under Dynen. Han hører det alligevel han! Gud Herren ved
alting.“
Den unge Mand nikkede og gav sig til at flytte med Dyssens Sten.
„Den maa du ingen Fortræd gøre,“ sagde Pelle bestemt, „for der ligger et
lidet Barn begravet.“
Knøsen vendte et underligt Ansigt imod ham.
„Det er ikke sandt!“ sagde han med tyk Stemme, „for Barnet ligger oppe
paa Kirkegaarden, i rigtig viet Jord.“
„Ja-saa?“ sagde Pelle med Faderens langtrukne Tonefald — „da var det vel
nok Forældrene som druknede det ved jeg — og begravede det her.“ Han var
for stolt af sin Viden til saadan uden videre at opgive den.
Manden saa ud som han vilde slaa, og Pelle trak sig lidt af Vejen; der
stod han og lo aabenlyst, han var sikker paa sine Ben. Men den anden
ænsede ham ikke længer, han stod sløvt og saa hen forbi Dyssen. Saa kom
Pelle igen hen.
Manden fór sammen ved hans Skygge og hentede Vejret i et dybt Suk. „Er
du dér?“ sagde han tonløst uden at se paa Pelle, „hvorfor kan jeg ikke
være i Fred for dig?“
„Det er _min_ Eng,“ svarede Pelle „for jeg vogter her. Men du maa gærne
være her naar du lader være med at slaa. Og Dyssen skal du lade være,
for dér ligger et lille Barn begravet.“
Den unge Mand saa alvorligt paa Pelle: „Det er ikke sandt du siger, hvor
tør du lyve saadan? Gud kan ikke lide Løgn. Men du er kun et godtroende
Barn, og jeg skal fortælle dig hvordan det gik til uden at skjule noget
— saa sandt jeg kun ønsker at vandre helt for Guds Aasyn.“
Pelle saa uforstaaende paa ham: „Hvordan det gik til ved jeg vel nok
selv, naar jeg kan hele Visen udenad. Jeg kan godt synge den for dig,
hvis du vil have det; den gaar saadan.“ Pelle begyndte at synge, lidt
usikker i Stemmen af Undseelse:
Saa lykkelig er vi i Barndommens Aar
og kender ej Sorrig og Synd;
vi leger og aner ej, Vejen vi gaar
os fører i Fængselet ind.
Helt mangen maa mindes med klagende Røst
den Lykke han ejed engang.
For Tiden at lette i Fængslet saa trist
vil jeg nu fremføre min Sang.
Jeg leged med Fader og leged med Mor,
og Barndommens Aar de gled hen.
Hver Dag skinned Solen — og da jeg blev stor,
saa legede jeg med min Ven.
Jeg gav ham min Dag og jeg gav ham min Nat,
og tænkte slet ikke paa Svig.
Men da jeg ham sagde hvordan det var fat,
saa var det med Legen forbi.
„Jeg elsked dig aldrig“ han svarede fort,
„kom ikke for Øje mig mer!“
Han vendte mig Ryggen, saa vred gik han bort.
Da var det at Morder jeg blev.
Pelle holdt forundret inde, den voksne Mand var sunket helt forover og
sad og hulkede. „Ja det var ondt,“ sagde han — „for saa dræbte hun sit
Barn og kom i Tugthuset.“ Han talte med en vis Ringeagt, han kunde ikke
lide grædende Mandfolk. „Men det er da ikke noget for dig at græde
over,“ henkastede han lidt efter.
„Jo for hun havde jo ingenting gjort, det var Barnets Fader der slog det
ihjæl. Det var mig der gjorde det forfærdelige; ja ja jeg tilstaar jo at
jeg er en Morder. Vedgaar jeg da ikke aabent nok min Brøde?“ Han vendte
sit Ansigt opad som talte han mod Gud.
„Ja saa det var dig?“ sagde Pelle og rykkede lidt bort fra ham. „Slog du
dit eget Barn ihjæl? — det kunde Far Lasse aldrig gøre. Hvorfor er du
saa ikke i Slaveriet da? Løj du kanske og skyldte _hende_ for det?“
Disse Ord havde en egen Virkning paa Fiskeren. Pelle stod og iagttog ham
lidt, saa udbrød han: „Du snakker saa underligt: blop-blop-blop ligesom
du kunde være fra et andet Land! Og hvorfor kradser du saadan i Luften
med Fingrene og græder? faar du da Prygl naar du kommer hjem?“
Ved Ordet _græder_ brast han helt i Graad, Pelle havde aldrig set noget
Menneske græde saa løssluppent, Ansigtet var helt i ét.
„Vil du have et Stykke Mad?“ spurgte han for at trøste. „Jeg har med
Rullepølse paa.“
Fiskeren rystede paa Hovedet.
Pelle saa hen paa Dyssen, han var stædig og vilde ikke give sig.
„Det _er_ nu begravet der,“ sagde han. „Jeg har selv set Sjælen brænde
oven paa Stenene om Natten. Det er fordi den ikke kan komme i Himlen.“
Der trængte en uhyggelig Lyd ud af Fiskerens aabne Mund, et dumpt Brøl
der fik Pelles lille Hjærte til at hoppe i Livet paa ham. Han gjorde
selv nogle Spring i Angst, og da han besindede sig og stansede, saa han
Fiskeren løbe stærkt foroverbøjet ned over Engen og forsvinde i
Klitterne.
Pelle stirrede forundret efter ham og gik langsomt hen til Madkurven —
hans Resultat var foreløbig Skuffelse. Han havde sunget for en
vildfremmed, det var unægtelig en Bedrift — saa svært det kunde være
blot at svare ja eller nej til én man aldrig havde set før. Men han var
brændt inde med de fleste af Versene, og det enestaaende laa dog navnlig
i at han kunde hele Visen uden ad. Nu sang han den for sig selv fra
først til sidst, idet han holdt Tal paa Versene med Fingrene. Og han tog
den drabeligste Oprejsning ved at skraale op saa det kunde høres vidt og
bredt.
Om Aftenen drøftede han som sædvanlig Dagens Oplevelse med Faderen; og
da forstod han et og andet som for en Stund fyldte hans Sind med Uhygge;
Far Lasses var endnu den eneste menneskelige Røst Drengen helt forstod.
Den Gamles blotte Suk og Hovedrysten havde en overbevisende Magt som
ingen anden Tale.
„Ak ja,“ blev han ved at gentage — „ondt og ondt allevegne, Sorg og Nød
hvor man saa vender sig hen! Han gav nok gærne sit Liv hen for at slide
Slavelænken i hendes Sted — nu det er for sent! — Saa han løb sin Vej
dengang du sagde dét til ham? Ja ja, Guds Ord i en Barnemund er heller
ikke godt at staa for, naar Samvittigheden har taget Skade. Og et
daarligt Levebrød er det at handle med andres Lykke. — Men tag du nu og
to dine Fødder Pøjke.“ — — —
Livet gav nok at tage i, og bakses med — og adskilligt at grue for. Men
værre end alt det der vilde Pelle selv ondt, var næsten de Glimt der nu
og da steg op til ham fra Menneskedybet; over for dem var hans
Barnehjærne magtesløs. Hvorfor græd Fruen saa meget og drak i Smug? hvad
foregik der dérinde bag Ruderne i det høje Stuehus? Han begreb det ikke,
og hvergang han brød sit lille Hoved med det, gloede blot Uhyggen ud paa
ham af alle Ruder, og stundom lukkede den sig over ham med det
ufatteliges hele Rædsel.
Men Solen gik højt paa Himlen, Nætterne var lyse, Mørket laa
sammenkrøbet under Jorden og havde ingen Magt. Og han besad Barnets
lykkelige Ævne til at glemme paa en Studs — og sporløst.