IV

Klokken fire var Lasse og Pelle i Tøjet og slog Dørene op fra Kostalden

ud til Marken. Derude rullede Jorden sig ud af sin hvide Nataande, og

Morgenen løftede sig forudsigende. Lasse stillede sig gabende i

Stalddøren og fastslog Dagens Vejr; men Pelle lod Luftens slørede Toner

og Lærkesangen — alt dette der steg — slaa mod sit lille Hjærte. Med

aaben Mund og usikre Øjne saa han ind i det ufattelige som hver ny Dag

var med alle sine utænkelige Muligheder. „I Dag maa du tage Frakken med,

for op imod Middag faar vi Regn,“ kunde Lasse saa sige; og Pelle kiggede

ud i Luften for at komme efter, hvor Faderen nu vidste det fra. For det

slog gærne til.

Saa gav de sig til at muge Kostalden, Pelle skrabede ned under Kørne og

fejede efter i Floren, Lasse læssede paa Børen og trillede ud. Klokken

halv seks nød de deres Morgenmaal — Spegesild og Søbe.

Saa drev Pelle ud med Ungkvæget, han havde Madkurven paa Armen og

Klaffen slynget mange Gange om Halsen. Faderen havde lavet ham en kort

tyk Ringstav, som man kunde rasle advarende med og kaste efter Kvæget;

men Pelle foretrak Klaffen, fordi han endnu ikke havde Kræfter til at

bruge den.

Lille var han, og det kneb ham i Begyndelsen at gøre Indtryk paa de

store Magter, han havde under sig. Han kunde ikke faa sin Stemme til at

lyde skrækindjagende nok, og Uddriften var strængt Arbejde, især oppe

ved Gaarden hvor Sæden stod høj paa begge Sider af Markvejen.

Kreaturerne var morgensultne; og de store Stude gad slet ikke flytte sig

for ham, naar de først havde faaet Mulen begravet i Kornet og han stod

og pryglede løs paa dem med Klaffens stumpede Skaft. Den seks Alen lange

Snært, som for en øvet Haand klippede Huden af Kreaturerne i smaa

trekantede Huller, kunde han slet ikke svinge; og sparkede han Studen i

Hovedet med sin Træsko, lukkede den blot godlidende Øjnene og græssede

sindigt Bagen til ham. Saa brød han sammen i selvopgivende Skraalen,

eller fik smaa Anfald af Raseri hvor han angreb blindt og søgte at komme

Dyrets Øjne til Livs — men lige meget hjalp det. Kalvene kunde han altid

faa til at flytte sig ved at sno Halen paa dem, men Studenes Haler var

for kraftige.

Han græd dog ikke længe ad Gangen over sine smaa Midlers Fallit. En

Aften fik han Faderen til at sætte en Brod i den ene Træskosnude; siden

blev hans Spark respekteret. Dels af sig selv dels gennem Rud lærte han

ogsaa at finde de Steder paa Dyrene der gjorde ondt. Kviekalvene havde

deres ømme Sted i Yveret og Lysken, de to Tyrkalve i Testiklerne; et

velrettet Slag mod et Horn kunde faa de store Stude til at bøge af

Smærte.

Uddriften var stræng, men selve Vogtningen var et Herreliv. Naar Kvæget

først var faldet til Ro over Græsningen, følte han sig som en General og

lod sin Stemme lyde ustanselig over Engen, mens det gik i hans lille

Krop af Stolthed og Magtfølelse.

Det kneb for ham at være borte fra Faderen. Han kom ikke hjem til

Middag, og bedst som han gik og legede kunde der falde Fortvivlelse over

ham; han bildte sig da ind at der var sket Faderen noget ondt, at den

store Tyr havde taget ham paa Hornene — et eller andet. Saa lod han det

hele i Stikken og løb skraalende hjemad, men kom i Tide til at huske

Forvalterens Pisk og traskede tilbage igen. Han raadede Bod paa Længslen

ved at vælge sin Standplads saaledes, at han kunde holde Øje med

Markerne deroppe og se Faderen, naar han gik ud for at flytte

Malkekvæget.

Han lærte sig til at snitte: Skibe og smaa Markredskaber og Haandstokke

med mønstret Bark — Kniven faldt godt i hans Haand, og han brugte den

flittigt. Timevis kunde han ogsaa staa paa Toppen af en Bavtasten — han

troede det var en Ledstolpe — og forsøge at slaa de skudlignende Knald

med Klaffen. Han maatte krybe til Vejrs for overhovedet at faa Snærten

fra Jorden.

Naar Kvæget midt paa Formiddagen lagde sig, var han ogsaa gærne træt.

Saa satte han sig paa Panden af en af de store Stude og holdt om

Spidserne af dens Horn. Og mens Studen laa og gumlede, svagt dirrende

som en Maskine, sad han paa dens Hoved og skraalede af fuld Hals Sange

om ulykkelig Kærlighed og grufulde Massemord.

Henad Middag kom Rud løbende og var skrupsulten; Moderen jog ham

hjemmefra naar Maaltiderne nærmede sig. Pelle delte altid sin Madkurv

med ham, men krævede at han skulde genne et vist Antal Gange for hvert

Stykke Mad. De to Drenge kunde ikke undvære hinanden en Dag til Ende. De

tumlede sig i Engen som to Hundehvalpe, sloges og blev gode Venner igen

tyve Gange om Dagen, svor de frygteligste Trusler om Hævn der skulde

komme i den og den Voksnes Skikkelse, og sad i næste Øjeblik med

hinanden om Halsen.

En halv Fjerdingvej bred Bræm af Klitter skilte mellem Stengaardens

Marker og Havet. Inden for Klitterne var Jorden stenet og laa hen som

mager Græsning; men paa begge Sider af Aaen kilede en Strimmel saftig

Eng sig ind mellem Klitterne, der var dækkede af Dværgfyr og Marehalm

for at binde Sandet. Her paa Engen var der bedst Græsning, men det var

besværligt at passe begge dens Sider, da Aaen løb imellem. Og det var

med haarde Trusler indskærpet Drengen, at intet Dyr maatte sætte sin Fod

i Klitten, da den mindste Rift kunde fremkalde Sandflugten. Pelle tog

Tingene helt bogstaveligt, hele den Sommer tænkte han sig noget som en

Eksplosion, der fik det hele til at ryge i Luften saasnart et Kreatur

betraadte det. Og denne Mulighed hang bagved alting som en Skæbne, naar

han vogtede hernede. Naar Rud kom og de skulde lege, drev han Kvæget op

paa den magre Græsgang, hvor der var Plads nok for det.

Saasnart det var Solskin løb de nøgne om. Havet turde de ikke vove sig

ned til af Frygt for Forvalteren, der ganske sikkert stod oppe i

Hovedbygningens Kvist og holdt Øje med Pelle altid gennem sin Kikkert.

Men i Aaen badede de — af Vandet og i Vandet igen i det uendelige. Efter

stærk Regn svulmede den op og var da ganske mælkehvid af Kaolin, som den

rev løs af Brinkerne længere inde; Drengene troede det var Mælk fra en

uhyre stor Gaard langt inde i Landet. Med Højvande gik Havet ind og

fyldte Aaen med Tang, der raadnede og farvede dens Vand purpurrødt. Det

var Blodet af alle de druknede derude fra Søen.

Mellem Badene laa de under Klitten og lod Solen slikke sig tørre. De

undersøgte vidtløftigt deres Legemer og udvekslede Mening om de

forskellige Legemsdeles Brug og Betydning; paa dette Punkt var Rud den

overlegne i Viden og optraadte belærende. Ofte kom de op at trættes om,

hvem der var bedst udstyret med et eller andet —: havde det største.

Pelle misundte saaledes Rud hans uforholdsmæssig store Hoved.

Pelle var en lille harmonisk bygget Fyr, han havde lagt sig Huld til

siden han kom til Stengaarden. Huden strammede glansfuld over Legemet og

havde en varm solbagt Farve. Rud havde en tynd Hals i Forhold til

Hovedet, Panden var kantet og fuld af Ar efter talrige Fald. Han

manglede fast Herredømme over sine Lemmer og var slem til at slaa og

støde sig; rundt om paa ham var der blaa, underløbne Pletter som

vanskelig vilde fortage sig — han havde daarligt Lægekød. Men han var

ikke saa redelig i sin Misundelse som Pelle; han hævdede sig ved at

prale sine Skavanker op til lutter Bedrifter, saa Pelle endte med at

misunde ham alting af et ærligt Hjærte.

Rud havde ikke Pelles aabne Sanser mod Verden, men han havde mere

Instinkt og besad paa Punkter en næsten genial Ævne til at foregribe

det, Erfaringen først skulde lære Pelle. Han var allerede til en vis

Grad gærrig — og mistænksom uden at forbinde bestemte Tanker med det.

Han aad Broderparten af Maden og havde mange Udveje til at sno sig fra

Arbejdet.

Bag deres Leg laa, klædt i de barnligste Former, en Kamp om Overtaget,

og Pelle var indtil videre den der trak det korteste Straa; i værste

Fald forstod Rud altid at tale til hans gode Egenskaber og vende dem mod

ham.

Og under dette var de de bedste Venner af Verden og kunde ikke undvære

hinanden. Pelle gik og kiggede langt efter „Soens“ Hytte naar han var

alene, og Rud stak hjemmefra saa snart han saa sit Snit.

* * * * *

Det havde regnet stærkt op ad Morgenen til Trods for Lasse, og Pelle var

gennemblødt til Skindet. Nu trak den blaasorte Byge bort derude over

Havet, og Baadene stod midt i den med alle de røde Sejl oppe og kom dog

ikke af Stedet. Solen stak og glitrede i det vaade, saa alting kom til

at se henrykt ud; og Pelle gik og hængte sit Tøj til Tørre paa

Dværgfyrren.

Han frøs og krøb ind under Pær, den største af Studene, der laa og

tyggede. Det dampede af Studen, men Pelle kunde ikke blive myg ude i

Lemmerne hvor Kulden havde bidt sig fast. Kinderne faldt ogsaa ind mod

Tænderne, og Mellemgulvet bævrede paa ham.

Og saa kunde den ene af „Rinkerne“ ikke engang unde ham Ro. Hvergang han

rigtig fik boret sig ind under Studen og skulde samle lidt Varme,

stræbte den bort over Skellet mod Nord. Der var ikke andet end Sand dér,

men dengang den var Kviekalv havde der været et Stykke Blandsæd — det

kunde den huske endnu.

Rinkerne var to Kør der var skudt ud af Malkebesætningen paa Grund af

Goldhed. Det var to sure Kreaturer, altid misfornøjede og ude paa

Fortræd; og Pelle hadede dem rundeligt. To rigtige Pulverhekse var det,

som ikke engang Prygl bed paa. Den ene var en Brumleko, den sparkede i

Jorden og brumlede som en gal Tyr, bedst som den gik og græssede; og

naar Pelle gik imod den vilde den tage ham paa Hornene. Kalv kunde den

ikke blive med, men den gik og vilde ride de andre — og satte de

skikkelige Stude Fluer i Hovedet; og naar den kunde se sit Snit, aad den

Pelles Madklæde. Den anden Rinke var gammel og havde Kringelhorn, der

pegede ind imod dens Øjne, af hvilke det ene var hvidt i Stenen.

Det var Brumlekoen, der nu var paa Spil. Hvert Øjeblik maatte Pelle op

fra sit Leje og skælde: Hej Blakka din nederdrægtige Rinke, vil du

vende! — han var hæs af Fortørnelse. Endelig brast hans Taalmodighed,

han greb en forsvarlig Fæpāl og tog sig for at løbe Koen ind. Saasnart

den saa Hensigten, satte den i Løb opefter mod Gaarden, Pelle maatte

gøre en stor Bue for at faa den drejet ned mod Hjorden igen. Saa gik det

i strakt Løb ud og ind mellem de andre Kreaturer, Hjorden blev forvirret

og løb hid og did, Pelle maatte for en Stund opgive Forfølgelsen mens

han fik den samlet. Men straks tog han fat igen, Forbitrelsen kogte i

ham og fik ham til at springe som en Bold, hans nøgne Legeme tegnede

lysende Sløjfer mod den grønne Eng. Han var kun et Par Favne fra Koen,

men Afstanden blev ved at holde sig, han kunde ikke løbe den ind i Dag.

Han stansede oppe ved Rugen, og Koen stansede næsten i samme Øjeblik;

den huggede et Par Duske Sæd og slog lange Slag med Hovedet for at vælge

sin Retning. I to Kattespring var Pelle der og havde den i Halen. Han

drev den Fæpālen over Snuden saa den snurrede ud af Sæden, og nu gik det

i flyvende Fart ned mod de andre, mens Slagene regnede ned over dens

Knokler. Henne fra Klitten kom hvert Slag drabeligt igen som Hug mod en

Træstamme og fik Pelle til at svulme, Koen forsøgte at slaa ham fra sig

under Løbet, men han var ikke til at ryste af. Den satte over Aaen i

lange Spring, frem og tilbage, Pelle hang nærmest og svævede i Luften;

men Slagene blev ved at regne ned over den. Den blev træt og sagtnede

Løbet; tilsidst stod den helt stille, hostede og lod sig prygle.

Pelle smed sig plat ned paa Maven og gispede. Haa haa, det gav endelig

Varmen! Nu skulde hun nok, Bæstet —. Han væltede pludselig om paa Siden

med et Sæt — Forvalteren! Der stod en fremmed skægget Mand over ham og

saa paa ham med alvorlige Øjne. Den Fremmede blev længe ved at stirre

paa ham uden at sige noget, og Pelle vidste ikke sine levende Raad for

de Øjne; saa havde han ogsaa Solen lige i Ansigtet om han vilde se igen

paa Manden — og Koen stod endnu der henne og hostede.

„Hvad tror du nu Forvalteren siger?“ spurgte Manden endelig stille.

„Han har vist ikke set det,“ hviskede Pelle og saa sig sky om.

„Men Vorherre har set det, for han ser alting. Og han førte mig paa din

Vej for at stanse det onde i dig, mens det endnu er Tid. Vil du ikke

gærne være Guds Barn?“ Manden satte sig ved Siden af ham og tog hans

Haand.

Pelle sad og ruskede i Græsset, og ønskede han havde haft sine Klæder

paa; han nikkede.

„Saa maa du heller aldrig glemme, at Gud Fader ser alt hvad du gør, selv

i den mørkeste Nat ser han det. Vi vandrer altid for Guds Aasyn. Men kom

nu; det er ikke sømmeligt at løbe nøgen om!“ Manden tog ham ved Haanden

og førte ham hen til Tøjet; derpaa gik han over til den nordre Side og

gennede, mens Pelle klædte sig paa — Rinken var allerede derovre igen og

havde trukket et Par andre med sig. Pelle saa forundret efter ham, han

drev ganske stilfærdigt Kvæget tilbage, brugte hverken Sten eller Raab.

Inden han naaede tilbage, havde Blakka igen overskredet Skællet; han

vendte om og gennede den ind, lige saa sagtmodigt som før.

„Det er ikke nogen nem Ko,“ sagde han mildt, da han kom tilbage — „men

du har jo unge Ben. Skal vi saa ikke brænde den dér?“ han tog den tykke

Knippel op fra Jorden — „og gøre vor Gærning med de bare Hænder? Gud vil

altid staa dig bi, naar det kniber! Og vil du være Vorherres rette Barn,

saa skal du i Aften fortælle Forvalteren, hvordan du har baaret dig ad —

og tage din Straf.“ Han lagde Haanden paa Pelles Hoved og saa en Stund

paa ham med dette uudholdelige Blik. Saa gik han, Kniplen tog han med

sig.

Pelle kiggede længe efter ham. Saadan saa altsaa en ud, der var udsendt

af Gud for at vare ham ad! Nu vidste han det, og det skulde vare noget,

før han igen løb en Ko fordærvet. Men gaa til Forvalteren og melde sig

selv — og faa af Piskesnærten over de bare Ben — det skulde han dog ikke

have noget af! Saa maatte Gud Herren hellere blive vred — om han nu

ogsaa virkelig kunde se alting? Værre end Forvalterens kunde det aldrig

blive.

Hele Formiddagen var han stille til Sinds. Mandens Øjne hvilede paa ham

ved alt hvad han foretog sig, og røvede hans Frejdighed. Han prøvede sig

tyst frem og fik alting fat fra en ny Side; det var ikke raadeligt at

støje op, naar man altid vandrede for Gud Faders Aasyn. Han slog ingen

Knald med Klaffen, men pønsede saa smaat paa at brænde den ogsaa.

Men lidt før Middag kom Rud, og det hele var glemt. Han røg af et Stykke

Spanskrør, som han havde snittet af sin Moders Kakkelovnsrenser, og

Pelle tiltuskede sig et Par Drag for et Stykke Mad. Først satte de sig

op at ride paa Studen Amor, der laa og tyggede Drøv. Den tyggede roligt

videre med lukkede Øjne, lige til Rud trykkede det brændende Spanskrør

mod dens Halerod; saa lettede den sig hastigt, og Drengene trillede ud

over Hovedet paa den. De lo og udmalede brovtende hver sin Kolbøtte for

den anden, mens de gik op i Rén for at søge efter Brombær. Derfra gik

det til nogle Fuglereder i de smaa Graner, og endelig tog de fat paa

deres bedste Leg — at grave Musereder ud.

Pelle kendte hvert et Musehul i Engen; de laa paa Maven og undersøgte

dem omhyggeligt. „Her er et som er beboet“ sagde Rud, „vil du bare se

her er Møddingen.“ — „Ja her lugter af Mus,“ bekræftede Pelle og stak

Næsen ned i Hullet. „Og Straaene vender udad — de gamle er nok ude!“

Med Pelles Kniv skar de Grønsværen bort og gav sig ivrigt til at grave

med to Stykker Potteskaar. Jorden røg dem om Ørerne mens de snakkede og

lo.

„Naa for Søren hvor det gaar strygende!“

„Ja saa rask kan Strøm da ikke arbejde.“ — Det var en berømt Slider, der

fik 25 Øre mere om Dagen end andre Høstarbejdere og brugtes til at

„trække“ Arbejdet.

„Vi kommer snart lige rags ind i Maven paa Jorden.“

„Ja, men der er gloende hedt inde.“

„Aa Sludder vel?“ Pelle holdt betænkeligt inde med Gravningen.

„Jo det siger Skolelæreren.“

Drengene tøvede og stak en Haand ned i Hullet — jo der var varmt nede.

Saa varmt endda, at Pelle syntes han maatte trække Haanden til sig og

sige: Av for Pokkeren! De overvejede en Stund og gav sig derpaa til at

skrabe videre nede i Hullet, saa forsigtigt som galdt det Livet. Men om

lidt kom der Halmstraa til Syne i Gangen, og Jordens indre Hede var med

ét Slag glemt. I en Fart havde de afdækket Reden, og lagt de nyfødte

lyserøde Unger op paa Græsset — de lignede halv udrugede Fugleunger.

„De er grimme,“ sagde Pelle der ikke var helt modig ved at tage paa dem

men skammede sig ved at vedgaa det. „De er meget væmmeligere at røre ved

end Skrubtudser — jeg tror nok de er giftige.“

Rud laa og klemte dem mellem Fingrene:

„Giftige — er du tosset, de har jo ingen Tænder! — Der er slet ikke Ben

i dem, de kunde vist godt spises.“

„Py, ha!“ Pelle spyttede.

„Jeg tør da godt bide i en — tør du?“ Rud nærmede en Museunge til

Munden.

„Tør — ja vel tør jeg — men —“ Pelle nølede.

„Nej du tør ikke, for du er en _Blaapung_!“

Øgenavnet passede egenlig kun paa Drenge, der led af Vandskræk, men

Pelle greb rask om en Museunge og førte den op efter Munden — nøjagtig

saa nær til Læberne som Rud holdt sin. „Vil du saa selv se!“ udbrød han

krænket.

Rud snakkede, med mange Fagter:

„Du er bange, det er fordi du er svensk. Men naar man er bange, skal man

bare lukke Øjnene — saadan, og gabe op. Saa lader man, som om man førte

Museungen lige ind i Gabet, og saa“ — Rud gabede og holdt Haanden helt

oppe ved Munden; Pelle var under hans Magt og efterlignede hans

Bevægelser. „Og saa —“ pludselig fik Pelle et Stød, saa Museungen fløj

ned i Halsen paa ham. Han kløgedes og spyttede; Hænderne famlede i

Græsset og fik fat i en Sten. Men da han kom paa Benene og skulde kaste

den, var Rud allerede langt oppe paa Markerne. „Nu skal jeg hjem,“

raabte han uskyldigt, „der er noget, jeg skal hjælpe Mor med.“

Pelle elskede ikke Ensomheden, og Udsigten til en Blokade stemte ham

straks til Forhandling. Han smed Stenen for at vise sin alvorlige Vilje

til Forlig, og maatte sværge dyrt paa ikke at trække Had. Saa kom Rud

endelig tilbage, fnisende.

„Jeg vilde have vist dig noget morsomt med Museungen,“ sagde han

afledende, „men du holdt jo paa den som et Fæ.“ Han vovede sig ikke helt

hen til Pelle men stod og fulgte hans Bevægelser med Øjnene.

Pelle kendte den lille Nødløgn, naar der var overhængende Fare for

Prygl, men Løgnen som Angreb var ham endnu fremmed. Naar Rud, nu da det

hele var glemt, sagde at han blot vilde have vist ham noget morsomt, saa

var det vel sandt. Men hvorfor var han da mistroisk? Som saa ofte før

forsøgte Pelle at bøje sin lille Hjærne om mulige Bagtanker hos

Kammeraten, men kunde ikke.

„Du kan lige saa godt komme helt herhen,“ sagde han firskaarent. „For

hvis jeg vilde, kunde jeg magelig løbe dig op.“

Rud kom. „Nu vil vi til at fange store Mus,“ sagde han. „Det er

morsommere.“

De tømte Pelles Mælkeflaske og søgte sig en Muserede ud, der kun saa ud

til at have to Udgange — den ene oppe i Engen, den anden midt nede paa

Aabrinken. Hernede stak de Flaskehalsen ind, Hullet oppe i Engen blev

udvidet til en Tragt, og de skiftedes til at holde Øje med Flasken og

bære Vand op i Hullet med deres Huer. Det varede ikke længe, før en Mus

smuttede ud i Flasken; og de slog Proppen i for den.

Hvad skulde de nu gøre med den? Pelle foreslog at de skulde tæmme den og

dressere den til at trække deres smaa Markredskaber; men Rud satte som

sædvanlig sin Vilje igennem — den skulde ud at sejle!

Henne hvor Aaen drejede og havde hulet sit Leje ud til en hel Kedel,

lavede de en skraa Bane og lod Flasken rutsje ned i Vandet med Halsen

forrest, som en Skude der løber af Stabel. De kunde følge den i dens Bue

under Vandet, til den dukkede op med et skraat Stød og stod og vuggede

paa Vandet som en Bøje med Halsen lige op. Musen gjorde de grinagtigste

Hop mod Proppen for at slippe ud; Drengene sprang i Græsset af

Henrykkelse.

„Den ved godt hvad Vej den kom ind — den ved det!“ De gjorde dens

mislykkede Hop efter, tumlede ned paa Maven igen og vred sig overgivent

i Græsset. Men omsider blev det gammelt.

„Skal vi tage Proppen af?“ foreslog Rud.

„Ja — aa ja!“ Pelle vadede hurtigt ud efter Flasken og vilde sætte Musen

i Frihed.

„Vent lidt dit Øg!“ Rud rev Flasken fra ham. Han holdt over Mundingen,

mens han satte den midt ud i Vandet. „Nu skal vi faa Løjer!“ raabte han

og skyndte sig op.

Det varede lidt, inden Musen opdagede at der var fri Bane, saa sprang

den. Det mislykkedes, og Flasken kom i vuggende Bevægelse, saa andet

Spring blev skraat og prellede af mod Siden. Men saa fulgte en Række

Spring lynsnart paa hinanden, et helt Bombardement; og pludselig fløj

den højt ovenud af Flaskehalsen og paa Hovedet i Vandet.

„Det var et Spring der havde vasket sig!“ raabte Pelle og sprang oppe i

Græsset, lige op, med Armene strakt ned ad Siden, „— den kunde lige

knibe sin Krop igennem, lige akkurat du!“ Han sprang igen og gjorde sig

tynd.

Musen svømmede til Land, men der var Rud og satte den midt ud igen med

Foden. „Den svømmer godt,“ sagde han og lo. Saa styrede den mod den

anden Bred. „Pas paa for Søren!“ skreg Rud, og Pelle sprang til og satte

den fra Land med et kraftigt Spark. Den svømmede raadvild frem og

tilbage midt i Hullet, saá de to dansende Skikkelser hvergang den

nærmede sig en Bred, og vendte og vendte i en Uendelighed. Den laa

dybere og dybere — Pelsen blev vaad og trak den nedad; tilsidst svømmede

den helt under Vand. Pludselig spilede den sig ud i et Ryk og sank til

Bunds, med alle fire Lemmer udstrakte som en aaben Favn.

Pelle havde i et Glimt fanget det raadvilde og hjælpeløse — maaske

genkendt det. Ved Dyrets Spjæt brast han i Graad — et lille Skrig — og

løb storbrølende op over Engen mod Fyrreplantningen. Noget efter kom han

tilbage. „Jeg troede gale mig Amor var løbet væk,“ sagde han gentagende

og undgik omhyggeligt at se Rud i Øjnene. Stille vadede han ud og

fiskede med Foden den døde Mus op.

De havde lagt den paa en Sten i Solen for at den skulde leve op igen. Da

det ikke lykkedes, huskede Pelle en Historie om nogle Folk der var

druknet i en Sø derhjemme, og som kom til sig selv igen da man skød med

Kanoner over dem. De slog de hule Hænder sammen over Musen, og da det

heller ikke førte til noget besluttede de at begrave den.

Rud kom i Tanke om, at hans Bedstemor i Sverig netop blev begravet i

disse Dage, og det fik dem til at gaa frem med en vis Højtidelighed. De

lavede Kiste af en Tændstikæske og pyntede den med Mos; de laa paa Maven

og firede med Sejlgarn Kisten ned i Graven — med stor Omstændelighed

forat den ikke skulde komme til at staa paa Hovedet. Et Tov kunde jo

springe, det hændte undertiden; og Illusionen tillod ikke, at de rettede

ved Kistens Stilling med Hænderne bagefter. Siden kiggede Pelle ned i

sin Hue, mens Rud læste over den afdøde og kastede Jord paa. Og de smed

Graven til.

„Bare den nu ikke er skindød og vaagner op igen!“ udbrød Pelle

pludselig. De havde begge hørt mange uhyggelige Historier om Skindøde,

og gennemgik sammen alle Muligheder: hvordan man vaagnede op, og ikke

kunde faa Luft, og bankede paa Laaget, og gav sig til at æde af sine

egne Hænder — til Pelle tydeligt kunde høre det banke paa Laaget

dernede. I en Fart fik de Kisten op og undersøgte Musen; ædt af sine

Forpoter havde den ikke, men den havde ganske bestemt drejet sig om paa

Siden. De begravede den igen; for en Sikkerheds Skyld gav de den en død

Skarnbasse med i Kisten og stak et Halmstraa ned i Graven for

Lufttilførsel. Saa pyntede de Tuen op og satte en Mindesten.

„Nu er den død du!“ fastslog Pelle alvorligt.

„Ja det er den min Sjæl — saa død som en Sild.“ Rud havde lagt Øret til

Straaet og lyttede.

„Nu er den vist oppe hos Gud i al sin Herlighed, helt højt højt oppe.“

Rud blæste foragteligt:

„Aa dit Fjols, tror du den kan kravle der op.“

„Mus kan da godt kravle!“ Pelle var muggen.

„Ja, men ikke gennem Luften — det kan kun Fuglene.“

Pelle følte sig slaaet af Marken og trængte til Hævn.

„Saa er din Bedstemor heller ikke i Himlen!“ erklærede han afgjort. Der

sad alligevel Nag i ham endnu fra det med Museungen.

Men det var mere end Rud kunde lade sidde paa sig. Han var ramt lige i

Slægtsfølelsen og gav Pelle en i Siden med Albuen; og i næste nu

trillede de rundt i Græsset med hinanden i Haaret og gjorde kejtede

Forsøg paa at ramme hinandens Næse med knyttet Næve. De væltede rundt i

en Klump hvor snart én snart den anden var ovenpaa, hvæsede hæst,

stønnede og gjorde drabelige Bevægelser. „Jeg skal faa dig til at nyse

rødt“, sagde Pelle indædt og hævede sig over Modstanderen. Men i næste

Øjeblik var han nede igen; og Rud hang over ham og udstødte de

frygteligste Trusler om blaa Øjne og dansende Sole. Deres Stemmer var

tykke af Lidenskab.

Og pludselig sad de over for hinanden i Græsset og overvejede, om de

skulde stikke i at skraale. — Saa rakte Rud Tunge, Pelle gjorde Skridtet

videre og gav sig til at le, de var igen de bedste Venner af Verden. De

rejste Mindestenen der var væltet i Kampens Hede, og sad siden med

hinanden i Haanden og hvilede ud efter Stormen — noget mere stille end

sædvanlig.

Det var ikke fordi der sad mere ondt i Pelle; men Spørgsmaalet havde

faaet selvstændig Betydning for ham, der maatte Mening ind i det. Det

sprang grundende frem i hans Øjne, og han udbrød tænksomt:

„Ja men du har jo selv fortalt, at hun var lam i Benene.“

„Ja hvad saa?“

„Saa kunde hun da ikke kravle op i Himlen.“

„Aa dit Kadaver — det er jo hendes Aand!“

„Saa kan Musens Aand ogsaa godt være deroppe.“

„Pyh! Nej for Mus har ingen Aand.“

„Saa? — Ellers kunde de vel ikke aande!“

Dér stod Rud! og der var det kedelige ved det at han gik paa

Søndagsskole. Næverne havde været gode nu igen; men hans Instinkt sagde

ham, at Pelle før eller senere vilde faa Overtaget i at slaas. Og

Bedstemoderen var i al Fald reddet.

„Ja“ — sagde han eftergivende — „og aande det kunde den. Men saa har

dens Aand faret op og væltet Stenen om du — det har den!“

En fjærn Lyd naaede ned til dem, langt oppe mod Hytten tegnede en tyk

Kvindeskikkelse sig; hun stod og vinkede truende.

„Soen kalder paa dig,“ sagde Pelle; de to Drenge kaldte hende aldrig

andet indbyrdes.

Saa maatte Rud af Sted. Han fik Lov at tage det meste af Madkurvens

Indhold og aad løbende; de havde haft for travlt til at spise.

Pelle satte sig op i Klithegnet og holdt Maaltid. Som sædvanlig naar Rud

havde været ude hos ham begreb han ikke, hvor Dagen var blevet af. Der

var et Ophold i Fuglesangen, og ikke et eneste Kreatur laa ned længer,

saa Klokken maatte mindst være fem.

Oppe ved Gaarden var de i Færd med at age ind. I fuld Trav gik det, ud

og hjem, ud og hjem; Karlene stod op i Vognbunden og pryglede løs paa

Hestene med Enden af Tømmen. Og de svingende Læs fór af Sted langs

Markvejene; de lignede strittende Smaakryb, der er bleven overrasket og

piler i Skjul.

Der kørte en Enspænder ud fra Gaarden og tog Landevejen fat mod Staden,

i stærkeste Trav. Det var Stengaardsbonden; han skulde nok til Staden og

ture, saadan som han kørte! Saa var det galt derhjemme, og der blev

Graad paa Gaarden til Natten.

Ja, ja, nu kørte Far Lasse ud med Vandvognen, saa var Klokken halv seks.

Det kendtes ogsaa paa, at Fuglene begyndte deres hyggelige Aftenkvidder,

der gik lav og tindrende lige som Solens Straaler.

Langt inde over Stenværket hvor Kranerne tegnede sig mod Himlen, steg nu

og da en Røgsky til Vejrs og brast i et Springvand af Klippestykker.

Langt om længe kom Knaldet drattende, i Stumper og Stykker; det lød som

en løb og daskede sig paa Laarene med Bælgvanter.

De sidste Timer var altid lange — Solen blev saa langsom i det. Og Tiden

havde heller intet Indhold, Pelle selv var træt, og Aftenstilheden lagde

sig dæmpende i Vejen for stærke Ytringer. Men nu kørte de ud til

Malkning deroppe, og Kvæget begyndte at græsse sig op efter den Kant af

Engen der vendte mod Gaarden; saa stundede det.

Og endelig begyndte Vogterdrengene at jodle ovre ved Nabogaardene, først

én, saa faldt der flere ind —:

„Aa driv hjem, aa—haa, aa—aa—haa!

Aa—haa, aa—haa!

Aa—haa, aa—haa!

Aa driv hjem, aa—aa—haa!

aa—haa!“

Fra alle Sider dirrede den bløde Sang over det faldende Land; som en

lykkelig Graad løb den ud i Luftens begyndende Tindren, og Pelles Kvæg

blev saa langstrakt i sine Bevægelser. Men endnu turde han ikke drive

hjem; der vankede Knubs af Forvalteren eller Eleven om han kom for

tidlig.

Han stod øverst ved Engen og gennede for Hovedet af sine stundende

Kreaturer. Og da de sidste Toner af Hjemdriftsangen var døet helt hen,

stemte han selv i og traadte til Side. Kreaturerne løb med en egen kort

Trippen og fremstrakte Hoveder; Græssets Skygger laa i lange fine

Striber hen over Jorden; Dyrenes Skygger var uendelige. Nu og da brølede

Kalvene langeligt og slog over i Galop. De længtes — og Pelle længtes.

Bag en Glime skød Solen lange Straaler ind gennem Rummet, som havde den

taget alle sine Ævner hjem for Natten og nu strakte dem i én Higen, fra

Vest til Øst. Alting pegede i lange tynde Striber, Kreaturernes Higen

laa synlig efter dem i Luften.

I Barnets Sind var der slet intet ude mere; alt var taget hjem og rakte

sig fremover i en næsten syg Længsel efter Faderen. Og naar han endelig

svingede om Hjørnet med Hjorden og gamle Lasse stod der, lykkeligt

smilende med sine hudløse Øjne, og aabnede Leddet til Folden, saa brast

det for Drengen og han kastede sig grædende ind til Faderen.

„Hvad er der Pøjke, hvad er der?“ spurgte den Gamle saa med Bekymring i

Stemmen, og strøg en rystende Haand over Barnets Kind. „Har nogen gjort

dig ondt? Naa ikke — da var det vel! Bedst er det nok at de hytter sig —

for glade Børn staar i Guds egen Varetægt. Og Lasse skulde vel heller

ikke blive god at nappes med han, om det kom dertil. — Ja saa du har

længtes? Da er der skønt at være i dit lille Hjærte, og Lasse kan kun

være glad han. — Men gaa du nu ind og æd — og græd ikke.“

Han snød Drengens Næse med sine haarde krogede Fingre og skubbede ham

læmpeligt af Sted.

V

Manden som var udsendt af Gud og havde de alvorligt bebrejdende Øjne,

var Pelle ikke længe om at komme ud over. Han viste sig at være en slet

og ret Smaamester nede i Lejet, som talte i Forsamlingshuset om

Søndagen; det hed sig tilmed at hans Kone drak. Rud gik i Søndagsskole

hos ham, og han sad smaat i det — han var ganske almindelig.

Desuden havde Gustav faaet en Kasket, hvis Puld kunde vende tre

forskellige Sider ud — en af blaa Dyffel, en af vandtæt Voksdug, og en

af hvidt Lærred til Solskinsbrug. Det var en spændende Viden, som

fortrængte alt andet og laa pirrende fremme i Pelles Bevidsthed mange

Dage; han brugte Vidunderkasketten til at maale alt stort og

attraaværdigt med. Indtil han en Dag gav en smukt snittet Haandstok for

Tilladelsen til selv at gøre Kunststykket med at krænge Pulden. Saa fik

han endelig Ro, og Kasketten maatte ind i hans dagligdags Verden den

ogsaa.

Men hvordan saa der ud i Proprietær Kongstrups store Sale? Dér laa vel

Pengene paa det bare Gulv, Guldet for sig og Sølvet for sig; og midt i

hver Dynge stod et Skæppemaal! Hvad betød Ordet _formaalstjenlig_, som

Forvalteren brugte naar han talte med Storbonden? og hvorfor brugte

Karlene Ordet _Svensk_ som Skældsord mod hinanden — de var jo svenske

allesammen? — Inde bag Klippebrynet hvor Stenværket laa, hvad var dér? —

ja dér var jo Gaardens Grænse til den ene Side! Han havde ikke været der

endnu, men skulde derind med Faderen saa snart Lejlighed gaves; rent

tilfældigt havde de faaet Spørgedom paa, at Lasse havde en Broder som

ejede Hus derinde. Saa det var jo forholdsvis kendt.

Histnede laa Havet, det havde han selv sejlet paa! Ude paa det gled

Skuder baade af Jærn og Træ, men hvordan kunde Jærn flyde som var saa

tungt? Vandet i Havet maatte være stærkt, for i Dammen gik Jærn

øjeblikkelig til Bunds. Midt ude var Dammen bundløs, saa der blev man

nok ved at synke i al Evighed! Den gamle Tækkemand havde i sin Ungdom

haft over hundrede Favne Reb dernede med et Dræg ved for at finde en

Spand op, men han naaede aldrig Bund. Og da han vilde drage Rebet op

igen, var der nogen dybt nede som greb fat i Drægget og vilde trække ham

ned, saa han maatte slippe det hele.

Gud Herren — ja han havde stort hvidt Skæg lige som Kaasegaardsbonden;

men hvem holdt Hus for ham paa hans gamle Dage? Sankte Peter det var nok

hans Forvalter det! — Hvordan kunde de gamle tørre Kør føde lige saa

unge Kalve som Kvierne? — — — — — — — — — — — — — — — — —

Der var én stor Selvfølgelighed, som man ikke rettede sin Spørgen paa og

overhovedet ikke tænkte over i den Forstand, fordi det var selve

Grundlaget for al Tilværelse — Far Lasse. Han var der simpelthen, stod

som en tryg Mur bag alt hvad man foretog sig. Han var det egenlige

Forsyn, den sidste store Tilflugt i ondt og godt; han kunde alt hvad han

vilde — Far Lasse var almægtig.

Saa var der ét, naturligt Midtpunkt i Verden, Pelle selv. Om ham maatte

alt lejre sig, hver Ting var til for hans Skyld — for at han kunde lege

med den, gaa og grue for den, eller lægge den til Side til en stor

Fremtid. Selv de fjærnere Trær, Huse og Stene i Landskabet, som han

aldrig havde været paa nært Hold, tog Stilling til ham, enten

venligsindet eller som Fjender. Og Forholdet maatte gøres nøje op for

hver ny Ting der kom inden for hans Sfære.

Lille var hans Verden, han havde først lige begyndt at skabe den. En god

Armlængde til alle Sider var der nogenlunde fast Land, udenfor drev den

raa Materie, Kaos. Men Pelle fandt allerede sin Verden uhyre, og havde

god Vilje til at gøre den uendelig. Han huggede umætteligt ind, hans

opspilede Sanser drog alt det til der kom inden for Rækkevidde; de var

som et Maskinsvælg hvori Materien uafladelig styrtede sig i hvirvlende

Smaadele. Og i Suget bag dem kom andre og andre — hele Verdensaltet var

paa Vandring hen imod ham.

Pelle formede og satte fra sig, tyve ny Ting i Sekundet. Jorden voksede

ud under ham til en Verden, der var rig paa Spænding og groteske Former,

Uhygge og de mest dagligdags Ting. Han færdedes utrygt i den, for idelig

var der noget der forskød sig og maatte omvurderes eller skabes om; de

selvfølgeligste Ting slog over og blev med ét til haarrejsende Vidundere

— eller omvendt. Han gik om i en bestandig Undren, og forholdt sig

afventende selv til de kendteste Ting. For hvem vidste hvilke

Overraskelser de vilde berede.

Dér havde han hele sit Liv haft Lejlighed til at fastslaa, at

Bukseknapper var drejede af Ben og havde fem Huller, et stort i Midten

og fire mindre udenom! Og saa kommer en Dag en af Karlene hjem fra

Staden med et Par nye Bukser, hvori der sidder Knapper som er af

skinnende Metal og ikke større end en 25-Øre. De har kun fire Huller, og

Traaden skal ligge overkors i dem, ikke fra Midten og ud som i de gamle.

Eller den store Solformørkelse som han havde været spændt paa hele

Sommeren, og som alle de Gamle sagde vilde drage Verdens Undergang efter

sig. Han havde glædet sig til det — navnlig det med Undergangen; det

vilde være noget af en Oplevelse, og et eller andet Sted i ham sad der

en Stump Fortrøstning til, at han nok skulde klare den for sit

Vedkommende. Solformørkelsen kom ogsaa som den skulde, det blev tilmed

Nat som ved Dommedag, Fuglene blev saa stille, og Kreaturerne brølede og

vilde løbe hjem. Men saa blev det lyst igen som ellers, og det hele løb

ud i ingenting.

Saa var der uhyre Rædsler, der med et Slag afslørede sig som bitte smaa

Ting — gudskelov da! Men der var ogsaa Glæder som skabte hæftig

Hjærtebanken — og blev til slet og ret Kedsomhed naar man kom hen til

dem.

Langt ude i den taagede Masse drev der usynlige Verdener forbi som intet

havde med hans egen at skaffe; en Lyd ude fra det ubekendte skabte dem

helt og holdent i samme Nu. De blev til paa samme Maade, som Landet her

den Morgen han stod paa Damperens aabne Mellemdæk og hørte Stemmer og

Støj gennem Taagen: vamsede og mægtige, med Former der virkede som uhyre

Bælgvanter.

Og inden i én var der Blodet og Hjærtet og Sjælen. Hjærtet havde Pelle

selv fundet ud af, det var en lille Fugl som var lukket inde; men Sjælen

borede sig som en Orm derhen i Kroppen hvor Begæret sad. Gamle Tækkemand

Holm havde trukket Sjælen som en tynd Traad ud af Tommelen paa en, der

led af Stjælesyge. Pelles egen Sjæl var kun god, den sad ham i begge

Øjenstene og spejlede Far Lasses Billede, saa tidt denne saa ind i dem.

Blodet var det værste, derfor lod Far Lasse sig altid aarelade naar der

var noget i Vejen med ham — de onde Vædsker skulde ud. Gustav tænkte

meget paa Blodet og kunde fortælle de underligste Ting om det; han gik

og snittede i sine Fingre blot for at se om det var modent. En Aften kom

han over i Kostalden og viste en blødende Finger frem; Blodet var helt

sort. „Nu er jeg en Mand,“ sagde han og svor vældigt. Men Pigerne gjorde

blot Nar ad ham, han havde ikke baaret sin Tønde Ærter paa Loftet endnu.

— — — —

Saa var der jo Helvede og Himlen — og Stenværket hvor de huggede

hinanden med tunge Hammere naar de var fulde. Folkene i Stenværket det

var Jordens største Kæmper, en af dem havde spist ti Spejlæg paa én Gang

uden at blive syg. Og Æg var dog selve Kraften.

Nede i Engen hoppede der Lygtemænd søgende om i de dybe Sommernætter; en

af dem holdt sig altid i Nærheden af Aaen, og stod og spillede paa

Toppen af en lille Stenbunke som laa der midt i den fede Eng. For et Par

Aar siden havde en Pige en Nat født et Barn herude i Klitterne, og da

hun ikke vidste sine levende Raad for Far til Barnet, druknede hun det i

et af de Huller, Aaen skærer hvor den drejer. Gode Mennesker rejste den

lille Dysse, for at Stedet ikke skulde gaa i Glemme; og over Dyssen gav

Barnets Sjæl sig til at brænde i de dybe Nætter, paa den Aarstid Pigen

havde født. Pelle troede, Barnet selv var begravet under Stenene, og

pyntede nu og da Bunken med en Fyrregren; men paa det Sted af Aaen

legede han aldrig. Pigen kom jo over Havet, i Slaveriet paa mange Aar;

og Folk undredes paa Faderen. Hun havde ingen lagt ud, men Gud og

hvermand vidste hvem det var alligevel. Det var en ung fremmelig Fisker

nede fra Lejet, og Pigen var af fattigste Slags; saa der kunde aldrig

blevet Tale om et Par af de to. Pigen havde vel saa foretrukket dette

her, fremfor at løbe ham paa Dørene om Hjælp til Barnet — og sidde i

Lejet som Væverpige med en uægte Unge til Spot og Spe! Og det maatte man

sige, at han holdt Ørerne godt stive, hvor mangen en maaske vilde have

skammet sig og taget ud paa Langfart.

Nu i Sommer, to Aar efter at Pigen kom hen, gik Fiskeren en Nat langs

Stranden hjem mod Lejet med nogle Garn paa Nakken. Han var en haard Hund

og betænkte sig ikke paa at tage den korteste Vej op over Engen; men da

han kom godt inden for Klitten, var der en Lygtemand i hans Spor og han

blev angst og gav sig til at løbe. Den halede stærkt ind paa ham, og da

han sprang over Aaen for at lægge Vand mellem sig og Aanden, greb den

fat i Garnet. Saa skreg han Guds Navn og løb sanseløs fra det hele.

Næste Morgen ved Solopgang hentede han og Faderen Garnet, det havde

faaet fat om Dyssen og laa tværs over Aaen.

Saa søgte Knøsen til de Hellige, og Faderen forlod sin Svir og fulgte

ham. Tidlig og silde kunde man træffe den unge Fisker ved deres Møder,

og ellers gik han om som en Misdæder med hængende Hoved, og ventede blot

paa at Pigen skulde komme hjem fra Slaveriet, saa han kunde gifte sig

med hende.

Pelle var med i det hele. Pigerne talte gysende om det, naar de hang paa

Karlenes Skød i de lange Sommeraftener, og en kærlighedssyg Karl indefra

havde lavet en Vise om det, som Gustav sang til sin Harmonika. Saa græd

alle Gaardens Piger, selv Raske Sara fik Vand i Øjnene og begyndte at

tale til Mons om Forlovelsesringe.

En Dag Pelle laa paa Maven og trallede og fægtede med de nøgne Fødder i

den blanke Luft, saa han en ung Mand staa nede ved Dyssen og lægge Stene

paa den som han tog af sine Lommer; derpaa knælede han. Pelle gik hen

til ham.

„Hvad bestiller du?“ spurgte han dristigt — han følte sig paa sit eget.

„Læser du Aftenbøn?“

Manden svarede ikke men blev ved at ligge bøjet. Endelig rejste han sig

og spyttede Skraasovs ud.

„Jeg beder til ham som skal dømme os alle,“ sagde han og saa vist paa

Pelle.

Pelle kendte det Blik igen, der var det samme Udtryk som hos Manden

forleden — ham som var udsendt af Gud. Der var blot ingen Bebrejden i

det.

„Har du kanske ingen Seng at sove i?“ spurgte Pelle — „jeg læser altid

min Aftenbøn under Dynen. Han hører det alligevel han! Gud Herren ved

alting.“

Den unge Mand nikkede og gav sig til at flytte med Dyssens Sten.

„Den maa du ingen Fortræd gøre,“ sagde Pelle bestemt, „for der ligger et

lidet Barn begravet.“

Knøsen vendte et underligt Ansigt imod ham.

„Det er ikke sandt!“ sagde han med tyk Stemme, „for Barnet ligger oppe

paa Kirkegaarden, i rigtig viet Jord.“

„Ja-saa?“ sagde Pelle med Faderens langtrukne Tonefald — „da var det vel

nok Forældrene som druknede det ved jeg — og begravede det her.“ Han var

for stolt af sin Viden til saadan uden videre at opgive den.

Manden saa ud som han vilde slaa, og Pelle trak sig lidt af Vejen; der

stod han og lo aabenlyst, han var sikker paa sine Ben. Men den anden

ænsede ham ikke længer, han stod sløvt og saa hen forbi Dyssen. Saa kom

Pelle igen hen.

Manden fór sammen ved hans Skygge og hentede Vejret i et dybt Suk. „Er

du dér?“ sagde han tonløst uden at se paa Pelle, „hvorfor kan jeg ikke

være i Fred for dig?“

„Det er _min_ Eng,“ svarede Pelle „for jeg vogter her. Men du maa gærne

være her naar du lader være med at slaa. Og Dyssen skal du lade være,

for dér ligger et lille Barn begravet.“

Den unge Mand saa alvorligt paa Pelle: „Det er ikke sandt du siger, hvor

tør du lyve saadan? Gud kan ikke lide Løgn. Men du er kun et godtroende

Barn, og jeg skal fortælle dig hvordan det gik til uden at skjule noget

— saa sandt jeg kun ønsker at vandre helt for Guds Aasyn.“

Pelle saa uforstaaende paa ham: „Hvordan det gik til ved jeg vel nok

selv, naar jeg kan hele Visen udenad. Jeg kan godt synge den for dig,

hvis du vil have det; den gaar saadan.“ Pelle begyndte at synge, lidt

usikker i Stemmen af Undseelse:

Saa lykkelig er vi i Barndommens Aar

og kender ej Sorrig og Synd;

vi leger og aner ej, Vejen vi gaar

os fører i Fængselet ind.

Helt mangen maa mindes med klagende Røst

den Lykke han ejed engang.

For Tiden at lette i Fængslet saa trist

vil jeg nu fremføre min Sang.

Jeg leged med Fader og leged med Mor,

og Barndommens Aar de gled hen.

Hver Dag skinned Solen — og da jeg blev stor,

saa legede jeg med min Ven.

Jeg gav ham min Dag og jeg gav ham min Nat,

og tænkte slet ikke paa Svig.

Men da jeg ham sagde hvordan det var fat,

saa var det med Legen forbi.

„Jeg elsked dig aldrig“ han svarede fort,

„kom ikke for Øje mig mer!“

Han vendte mig Ryggen, saa vred gik han bort.

Da var det at Morder jeg blev.

Pelle holdt forundret inde, den voksne Mand var sunket helt forover og

sad og hulkede. „Ja det var ondt,“ sagde han — „for saa dræbte hun sit

Barn og kom i Tugthuset.“ Han talte med en vis Ringeagt, han kunde ikke

lide grædende Mandfolk. „Men det er da ikke noget for dig at græde

over,“ henkastede han lidt efter.

„Jo for hun havde jo ingenting gjort, det var Barnets Fader der slog det

ihjæl. Det var mig der gjorde det forfærdelige; ja ja jeg tilstaar jo at

jeg er en Morder. Vedgaar jeg da ikke aabent nok min Brøde?“ Han vendte

sit Ansigt opad som talte han mod Gud.

„Ja saa det var dig?“ sagde Pelle og rykkede lidt bort fra ham. „Slog du

dit eget Barn ihjæl? — det kunde Far Lasse aldrig gøre. Hvorfor er du

saa ikke i Slaveriet da? Løj du kanske og skyldte _hende_ for det?“

Disse Ord havde en egen Virkning paa Fiskeren. Pelle stod og iagttog ham

lidt, saa udbrød han: „Du snakker saa underligt: blop-blop-blop ligesom

du kunde være fra et andet Land! Og hvorfor kradser du saadan i Luften

med Fingrene og græder? faar du da Prygl naar du kommer hjem?“

Ved Ordet _græder_ brast han helt i Graad, Pelle havde aldrig set noget

Menneske græde saa løssluppent, Ansigtet var helt i ét.

„Vil du have et Stykke Mad?“ spurgte han for at trøste. „Jeg har med

Rullepølse paa.“

Fiskeren rystede paa Hovedet.

Pelle saa hen paa Dyssen, han var stædig og vilde ikke give sig.

„Det _er_ nu begravet der,“ sagde han. „Jeg har selv set Sjælen brænde

oven paa Stenene om Natten. Det er fordi den ikke kan komme i Himlen.“

Der trængte en uhyggelig Lyd ud af Fiskerens aabne Mund, et dumpt Brøl

der fik Pelles lille Hjærte til at hoppe i Livet paa ham. Han gjorde

selv nogle Spring i Angst, og da han besindede sig og stansede, saa han

Fiskeren løbe stærkt foroverbøjet ned over Engen og forsvinde i

Klitterne.

Pelle stirrede forundret efter ham og gik langsomt hen til Madkurven —

hans Resultat var foreløbig Skuffelse. Han havde sunget for en

vildfremmed, det var unægtelig en Bedrift — saa svært det kunde være

blot at svare ja eller nej til én man aldrig havde set før. Men han var

brændt inde med de fleste af Versene, og det enestaaende laa dog navnlig

i at han kunde hele Visen uden ad. Nu sang han den for sig selv fra

først til sidst, idet han holdt Tal paa Versene med Fingrene. Og han tog

den drabeligste Oprejsning ved at skraale op saa det kunde høres vidt og

bredt.

Om Aftenen drøftede han som sædvanlig Dagens Oplevelse med Faderen; og

da forstod han et og andet som for en Stund fyldte hans Sind med Uhygge;

Far Lasses var endnu den eneste menneskelige Røst Drengen helt forstod.

Den Gamles blotte Suk og Hovedrysten havde en overbevisende Magt som

ingen anden Tale.

„Ak ja,“ blev han ved at gentage — „ondt og ondt allevegne, Sorg og Nød

hvor man saa vender sig hen! Han gav nok gærne sit Liv hen for at slide

Slavelænken i hendes Sted — nu det er for sent! — Saa han løb sin Vej

dengang du sagde dét til ham? Ja ja, Guds Ord i en Barnemund er heller

ikke godt at staa for, naar Samvittigheden har taget Skade. Og et

daarligt Levebrød er det at handle med andres Lykke. — Men tag du nu og

to dine Fødder Pøjke.“ — — —

Livet gav nok at tage i, og bakses med — og adskilligt at grue for. Men

værre end alt det der vilde Pelle selv ondt, var næsten de Glimt der nu

og da steg op til ham fra Menneskedybet; over for dem var hans

Barnehjærne magtesløs. Hvorfor græd Fruen saa meget og drak i Smug? hvad

foregik der dérinde bag Ruderne i det høje Stuehus? Han begreb det ikke,

og hvergang han brød sit lille Hoved med det, gloede blot Uhyggen ud paa

ham af alle Ruder, og stundom lukkede den sig over ham med det

ufatteliges hele Rædsel.

Men Solen gik højt paa Himlen, Nætterne var lyse, Mørket laa

sammenkrøbet under Jorden og havde ingen Magt. Og han besad Barnets

lykkelige Ævne til at glemme paa en Studs — og sporløst.

Pelle Erobreren 1: Barndom · 第 13 / 38 题