„Nej han slipper ikke fra dette her uden Skrækken. Jeg skal tage ham i
stive Arme og lette paa ham, saa han hænger og dingler i lyse Luften og
ber ynkeligt for sit kære Liv; og saa skal jeg sætte ham lige saa roligt
ned paa Jorden igen. For Lasse kan ikke med at være ond, Lasse er et
skikkeligt Fæ!“
„Saa skulde du lade som du tabte ham, naar du holder ham helt højt oppe
i Luften. Saa skreg han vist og troede han skulde dø, og de andre kom og
lo ad ham.“
„Nej, nej, du maa ikke friste din Far heller! Maaske jeg da fik Sind til
at smide ham i Jorden, og det var et Mord det og Slaveri paa Livstid!
Nej jeg maa hellere skælde ham Huden fuld, det bider bedst paa saadan en
fin Gavflab.“
„Ja og saa skulde du kalde ham en tyndskanket Knoldsparker, det gør
Forvalteren naar han er gal paa ham.“
„Nej det gaar vel ikke det heller. Men jeg skal nok tale et Alvorsord
med ham som han ikke glemmer saa snart igen.“
Pelle var velfornøjet. Der var ingen som Faderen — heller ikke naar det
galdt at tale Donner naturligvis. Han havde aldrig hørt det, og glædede
sig mægtigt til det mens han gik og stavrede med Støvleknægten. Han
brugte den ikke længer som Træben for ikke at æske Guds Straffedom; men
holdt den under Armhulen som en Krykke og støttede den mod Fodmurskanten
fordi den var for kort. Hvem der gik paa to Krykker ligesom Præstens Søn
hjemme! — han kunde springe over de længste Vandpytter.
Lys og Skygge fik pludselig travlt oppe under Loftet, og da Pelle vendte
sig om, stod der en fremmed Dreng i Døren ud til Marken. Han var
jævnstor med Pelle, men Hovedet var næsten som en voksen Mands. I første
Øjeblik saa det ud som han var skaldet over det hele; men saa drejede
han sig i Solen, og det bare Hoved glinsede som af Sølvskæl. Det var
dækket af tyndt hvidligt Haar, der var ganske smaat og temmelig jævnt
fordelt over Ansigt og det hele; Huden var lyserød og det hvide i Øjet
ogsaa. Ansigtet vaandede sig under Lyset og var dækket af gamle Rynker;
Baghovedet ragede stærkt frem og saa ud til at være altfor tungt.
Pelle stak Hænderne i Stiklommerne og gik hen til ham. „Hvad hedder du?“
spurgte han og sprøjtede en Straale Spyt ud mellem Fortænderne ligesom
Gustav plejede. Kunststykket mislykkedes desværre, Spyttet slap ikke men
løb ham ned ad Hagen. Den fremmede Dreng grinede.
„Rud,“ sagde han tilsløret, hans Tunge var noget tyk og uregerlig. Han
stirrede misundeligt paa Pelles Stiklommer. „Er det din Far?“ spurgte
han og pegede paa Lasse.
„Det er klart,“ sagde Pelle vigtigt — „og han kan prygle alle
Mennesker.“
„Men min Far kan købe alle Mennesker, for han bor deroppe.“ Rud pegede
over i Retning af Stuehuset.
„Saa-aa gør han det mon?“ sagde Pelle vantro. „Hvorfor bor du saa ikke
med der?“
„Jeg er jo en Horeunge — det siger Mor selv.“
„Fy fan siger hun det!“ Pelle skottede til Faderen i Anledning af den
lille Ed.
„Ja naar hun er arrig — og saa banker hun mig. Men saa stikker jeg fra
hende.“
„Naa det gør du?“ faldt en Stemme i udefra; Drengene fór sammen og trak
sig dybere ind i Stalden. Et stort fedt Kvindfolk kom frem i Stalddøren
og jog sine gale Øjne ind i Halvmørket; da hun fik Øje paa Rud skældte
hun videre, hendes Tonefald var svensk:
„Ih, saa du render dit Hvidkaalshoved — ja saa? Bare du vilde løbe saa
langt da, at du ikke fandt tilbage igen, saa var en anden fri for at gaa
her og tæske sig angpusten paa saadan et ledt Skabelse! I Helvede ender
du saamænd alligevel, saa det skal du ikke græde for! — — Saa er det vel
Drengens Far?“ afbrød hun sig selv da hun fik Øje paa Lasse.
„Ja det er nok saa,“ svarede Lasse roligt — „og det skulde vel aldrig
være Skolelærer Johan Pihls Johanne fra Tommelilla — hun som rejste af
Lande for nærved 20 Aar siden?“
„Og det skulde vel aldrig være Smedens Hankat fra Sulitjelma, han som
fik Tvillinger med en gammel Træsko Aaret før i Forfjor?“ spurgte det
store Kvindemenneske vrængende.
„Ja ja, I maa være for mig, hvem I vil!“ sagde Lasse krænket. „Jeg er
ikke Politispion.“
„Da skulde man tro det, siden I holder Forhør. Ved I naar Kreaturerne
skal ud?“
„I Morgen om alt gaar vel til. Det er kanske jer Pøjke, der skal hjælpe
Pelle ind i Sagerne? Forvalteren talte om én, som kunde følge med ud og
anvise Vogtepladsen.“
„Ja det er ham Søren Skidthas dér — kom frem og lad os se ordenlig paa
dig din Følfod! Naa Fyren er væk — ja ja. — Faar jer Dreng mange Prygl?“
„Aa ja ibland faar han jo“ svarede Lasse, som skammede sig ved at
tilstaa at han aldrig straffede Drengen.
„Jeg lægger heller ikke Fingrene imellem! der skal noget til om der skal
blive Folk af det Skrabsammen — Prygl er halve Maden. Saa jager jeg
Hvalpen herop i Morgen tidlig — men pas paa at han ikke viser sig i
Gaarden, for saa er Fanden løs.“
„Fruen taaler ikke at se ham kan jeg vel tænke?“ sagde Lasse.
„Nej akkurat — hun har jo ikke lagt Redskab til, det halvgale Spektakel.
Ellers skal Gud vide der ikke var noget at misunde én. Men jeg kunde
været Gaardmandskone den Dag i Dag og haft en pæn Mand til, om ikke han
Stolthenrik heroppe havde lagt sig ud efter mig. Vil du tro det dit
gamle sprukne Overlær?“ Hun klaskede sin Haand i hans Hofte og lo.
„Det vil jeg godt tro du kunde“ sagde Lasse. „For du var den vakreste
Pige dengang du tog hjemme fra.“
„Æv — du med dit hjemmefra,“ vrængede hun.
„Ja ja da, jeg kan jo nok baade se og forstaa, at du helst vil jævne
Fodsporene til efter dig. Og jeg kan saamænd godt lege Fremmede, i hvor
vel jeg har holdt dig paa mit Skød mere end engang, da du var en liden
Tøs. — Men ved du ellers af, at din Mor ligger og drages med Døden?“
„Ih nej, ih nej!“ udbrød hun og saa paa ham med et Ansigt, der forskød
sig mere og mere.
„Jeg tog jo Farvel med hende, inden jeg forlod Hjemmet nu for en Maaned
siden godt og vel — hun var meget simpel. Farvel du Lasse — sagde hun —
og tak for godt Naboskab gennem alle Aarene. Og træffer du Johanne
derovre saa hils hende — sagde hun. Hun er jo kommet rent forskrækkeligt
ud i det efter hvad én har hørt — men hils hende alligevel fra hendes
Mor. Johannebarnet, lille Barn! hun var sin Mors Hjærte næst, derfor kom
hun til at træde paa det! Kanske var det vor egen Skyld. Vil du hilse
hende det fra hendes Mor, vil du Lasse? Det var de Ord hun sagde — og nu
er hun saavist død, saa maadelig som hun var.“
Johanne Pihl havde ikke Raadighed over sig selv. Hun var nok ikke i Vane
med at græde, saa forfærdeligt det rev og sled i hende. Taarer kom der
ingen af, og hun pintes som kunde det være Fødselsveer. „Lille Mor,
lille lille Mor!“ sagde hun ind imellem og sad og rokkede paa
Krybbekanten.
„Saa, saa, saa!“ sagde Lasse og klappede hende paa Hovedet. „Jeg sagde
jo nok til dem at de var for haard ved dig. Men hvad skulde du nu ogsaa
krybe ind ad det Vindu for — sejstenaars Barn og midt om Natten! én kan
ikke undres paa om de glemte sig selv et Gran. Saa meget mere som han jo
tjente for Føde og Klær, og var en daarlig Fyr der altid kom fra sin
Plads i Utide.“
„Jeg holdt jo af ham,“ sagde Johanne grædende — „han var den eneste jeg
nogensinde har holdt af. Og jeg troede at han ogsaa holdt af mig, skønt
han aldrig havde set mig — saa dum var jeg.“
„Ak ja du var et Barn — jeg sagde det jo til dine Forældre. Men at du
kunde hitte paa noget saa uanstændigt!“
„Der var ikke noget ondt i det, jeg mente blot at vi to maatte søge til
hinanden, saadan som vi holdt af. Nej jeg tænkte ikke det engang, jeg
krøb bare ind til ham — uden at gøre mig nogen Tanker ved det. Vil du
tro det, at jeg var saa ren dengang? Der skete heller intet ondt!“
„Der skete ikke engang noget?“ sagde Lasse. „Men det er jo forfærdeligt,
saa trist at tænke paa som det er gaaet. Og det tog din Fader sin Død
over.“
Det svære Kvindfolk gav sig til at græde hjælpeløst; hun var som en Klud
syntes Lasse, og han var lige ved at komme i Graad han ogsaa.
„Ak ja jeg skulde vel aldrig sagt det, men jeg troede jo du havde hørt
om det!“ sagde han fortvivlet. „Han mente vel han som Skolelærer havde
Ansvaret for saa mange, og derfor aad det sig ind i ham, at du havde
kastet dig hen paa den Maade — med en fattig Tjenestekarl til og med.
For vel omgikkes han paa lige med os Fattigfolk, men Æren er der jo
alligevel; og det tog haardt paa ham, da de fine Folk ikke vilde se til
ham mere. — Og saa var det hele tomt Mundsvejr, der skete ingenting? Men
hvorfor sagde du da ikke det til dem?“
Johanne græd ikke mere, hun sad og saa forgræmmet hen til Siden,
Trækkene dirrede bestandig paa hende.
„Jeg sagde det, men de vilde ikke høre. Man traf mig jo dér! Jeg skreg
om Hjælp, da jeg blev klar over, at han ikke engang kendte mig, men blot
var vigtig over at jeg kom, og vilde tage mig ind til sig! Saa kom de
andre løbende og traf mig dér. De lo, og ved du hvad de sagde til
hinanden? — at jeg havde skreget, fordi min Uskyldighed sprang! Mine
Forældre mente det samme kunde jeg forstaa; selv de kunde ikke taale at
der ikke var sket noget, hvad saa det andet Rak? — Saa betalte de ham
for at rejse hertil, og mig sendte de bort til nogen Familie.“
„Ja ja, og saa gjorde du dem den Ulykke at rømme bort.“
„Jeg fulgte bagefter ham, jeg tænkte han maatte komme til at holde af
mig, naar blot jeg var i hans Nærhed. Han havde taget Tjeneste her paa
Stengaarden, og her tog jeg saa ogsaa Tjeneste som Stuepige. Men han saa
kun til mig for én Ting, og det vilde jeg ikke, naar han ikke holdt af
mig. Han gik saa og gjorde sig til af, at jeg var løbet hjemme fra for
hans Skyld — og det andet ogsaa som var Løgn; saa enhver troede de kunde
gaa og tage paa mig og byde sig til. Kongstrup var nygift dengang, men
han var ikke anderledes end de andre. Jeg fik Pladsen i Utide, fordi den
anden Stuepige maatte søge hen et Sted og ligge, saa jeg tog mig vel i
Agt. Han fik hende siden gift med en Stenhugger inde ved Værket.“
„Saa han er den Slags Mand,“ udbrød Lasse — „ja jeg har jo nok haft mine
Tvivl om’et. Men hvad blev der af den anden Kalurius?“
„Han tog ind paa Stenværket og arbejdede, da vi havde tjent sammen et
Par Aar og han havde gjort mig al den Fortræd han kunde. Deroppe laa han
og svirede og sloges det meste af Tiden. Jeg opsøgte ham ofte, for jeg
kunde ikke slaa ham af Hovedet — og fuld var han altid. Tilsidst kunde
han ikke være der og stak af, og saa hørte vi, at han laa henne
Nordlands, i Klipperne ved Blaaholt, og huserede. Han tog nok hvad han
havde Brug for, hvor der var nærmest til det, og slog Folk ned for et
godt Ord. Og en Dag sagde de, at Øvrigheden havde erklæret ham fredløs,
saa hvem der vilde kunde slaa ham ihjæl. Jeg havde en stor Fortrolighed
til Proprietæren, som alligevel var den eneste der vilde mig vel; og han
trøstede mig med, at saa galt blev det vel ikke; Knud skulde nok hytte
sig.“
„Knud — var det Knud Engstrøm?“ spurgte Lasse. „Se se, da har jeg jo
hørt om ham. Han huserede som en Djævel sidst jeg var her paa Landet, og
tastede Folk an paa Landevejene midt paa Dagen. En Mand slog han ihjæl
med en Hammer, og da de fangede ham havde han skaaret sig en Flænge fra
Nakken ned helt til Øjet. Det havde den anden gjort sagde han — han selv
havde blot værget for sig. De kunde ingenting gøre ham saa. — Saa det
var ham! men hvad var det saa for en han levede sammen med da? — de
sagde, at han den Sommer boede i et Skur midt oppe i Lyngen og havde et
Kvindfolk hos sig.“
„Jeg løb af Tjenesten her og bildte de andre ind at jeg rejste hjem —
jeg havde hørt om hvor elendigt han laa i det; hele Hovedet var flækket
paa ham sagde de. Saa tog jeg op og passede ham.“
„Saa gav du dig alligevel til Slut,“ sagde Lasse og blinkede skælmsk.
„Han pryglede mig hver Dag!“ svarede hun hæst. „Og da han ikke kunde faa
Magt med mig, jog han mig tilsidst bort. Jeg havde nu sat mig i Hovedet
at han skulde holde af mig først.“ Hun var blevet grov og haard i Mælet
igen.
„Da fortjente du ogsaa Pisk i din bare Bag, at du kastede dit Behag paa
saadan en haard Bøddel. Og vær du glad at din Moder ikke fik noget at
vide om det dér — hun havde vist ikke overlevet det.“
Ved Ordet Moder gav det et Sæt i Johanne. „Enhver faar holde til det han
kan!“ sagde hun haardt. „Jeg har holdt til mere end Mor, og se hvor tyk
og fed jeg er bleven.“
Lasse rystede paa Hovedet: „Du er vist ikke god at bides med længer. Men
hvordan gik det dig saa siden da?“
„Jeg søgte tilbage til Stengaarden igen ved Fistje. Fruen vilde ikke
fæste mig paany, for hun saa hellere min Hæl end min Taa; men Kongstrup
trumfede igennem at jeg blev her som Malkepige. Han blev ved at være
lige mild imod mig, skønt jeg havde modstaaet ham i ni Aar nu. Men saa
var’et at Øvrigheden blev ked af at have Knud gaaende længer, han uroede
for meget; og de holdt Jagt paa ham deroppe i Lyngen. De fik ikke fat
paa ham, men han maa have søgt tilbage her til Stenværket for at skjule
sig da det kneb; for en Dag de sprængte deroppe, kom hans Krop frem
mellem Klippestykkerne — helt smadret. De kørte Stumperne her ned til
Gaarden, og jeg blev saa syg ved at se ham komme til mig paa den Maade,
at jeg maatte krybe til Sengs. Jeg laa og rystede i Sengen Dag og Nat,
for jeg syntes, at han var søgt hen til mig da det kneb værst for ham.
Kongstrup sad nede hos mig og trøstede mig naar de andre var i Marken,
og han misbrugte sig af min Elendighed til at faa sin Vilje.
„Der var en yngre Broder til Bakkebonden som godt kunde lide mig, han
havde været i Amerika i sine unge Dage og havde Penge nok. Han brød sig
Katten om hvad Folk sagde, og hvert eneste Aar gjorde han mig Tilbud —
præcis paa Nytaarsdag. Han kom igen det Aar ogsaa, og nu Knud var død
kunde jeg jo ikke gøre bedre end at tage ham og blive Madmoder paa en
Bondegaard. Men jeg maatte sige nej til det alligevel, og du kan tro,
det var drøjt da jeg gjorde den Opdagelse. Kongstrup vilde tilmed have
mig bort, da jeg satte ham ind i det; men det satte jeg mig imod. Jeg
vilde blive og føde mit Barn her paa Gaarden hvor det hørte til. Han
brød sig ikke en Smule om mig mer, Fruen satte sine onde Øjne paa mig
hver Dag, og der var ingen som var god ved mig. Dengang havde jeg ikke
det gale Sind som nu, jeg maatte gaa og gøre mig haard for ikke at græde
altid.
„Jeg blev ogsaa haard. Naar der var noget i Vejen bed jeg Tænderne
sammen, for at ingen skulde haane mig. Jeg var i Marken den Dag det
skete ogsaa, jeg fødte Drengen midt i en Roerække og bar ham selv hjem
til Gaarden i mit Forklæde. Han var allerede saadan vanskabt dengang —
Fruens onde Øjne havde forgjort ham. „Saa skal de sku ogsaa have
Skiftingen for Øje til enhver Tid!“ sagde jeg til mig selv og nægtede at
rejse min Vej. Ligefrem smide mig ud kunde Proprietæren vel ikke faa sig
til, og saa anbragte han mig i Huset hernede efter Stranden.“
„Saa gaar du maaske paa Arbejde her paa Gaarden i den travle Tid?“
spurgte Lasse.
Hun blæste haanligt: „Gaa paa Arbejde — synes du jeg skulde behøve det?
Kongstrup maa vel nok kunne betale mig noget for at opdrage hans Søn, og
saa for Resten kommer der Govenner til mig, saa én og saa en anden, og
har lidt med — naar de da ikke har drukket det op. Du kan komme ned og
besøge mig i Aften, jeg skal være rigtig saa venlig imod dig.“
„Nej Tak!“ sagde Lasse alvorligt. „Vel er jeg et Menneske jeg ogsaa, men
jeg tyr ikke til den, der har redet paa mit Knæ som kunde hun været mit
eget Barn.“
„Har du Brændevin da?“ sagde hun og stødte haardt til ham.
Lasse troede ikke der var mere, men gik for at se. „Nej du, ikke en
Draabe!“ sagde han og kom med Flasken. „Men her skal du se hvad jeg har
til dig, din Mor bad mig give dig det til et Minde — det var dog godt
jeg kom i Tanke om det.“ Han rakte hende en Pakke og saa helt lykkeligt
paa hende mens hun pakkede ud, han glædede sig paa hendes Vegne. Det var
en Salmebog. „Er den ikke fin du?“ sagde han. „Guldkors og ægte Spænde —
og saa er det jo din Mors.“
„Hvad skal jeg med den?“ spurgte Johanne — „jeg synger ikke Salmer.“
„Naa ikke?“ sagde Lasse stødt. „Men din Moder har vel ikke vidst bedre
end at du endnu holdt paa din Barnetro — saa du faar tilgive hende for
denne ene Gang.“
„Er det alt hvad du har til mig?“ hun stødte til Bogen saa den fløj.
„Ja det er,“ sagde Lasse dirrende og tog den op.
„Hvem skal have Resten?“
„Ja Huset var jo fæstet, og Sager var der ikke mange til Rest, det er
længe siden din Far døde — husk paa det! Dér hvor du skulde have været,
har Fremmede maattet gaa i Barns Sted; og de der har passet hende, skal
vel have det der er, saa vidt jeg kan forstaa. Men kanske var der Tid
endnu — om du tog med første Damper.“
„Nej tak du! Komme der hjem og være overbegloet og angergiven — nej tak!
Lad saa hellere Fremmede trække af med Stumperne. Og Mor — har hun levet
uden min Hjælp, kan hun vel ogsaa krepere den foruden. Naa jeg skal vel
hjemad! — hvor har nu den tilkommende Stengaardsbonde gjort af sig?“ Hun
lo af fuld Hals.
Lasse turde gøre sin Saligheds Ed paa at hun intet fejlede i den
Retning, og alligevel dinglede hun paa Benene da hun gik bag om
Kalvehusene for at lede efter Sønnen. Han havde paa Læben at spørge, om
hun saa ikke skulde have Salmebogen med sig, men opgav det. Der var saa
meget oppe i hende nu; hun kunde falde paa at spotte Gud. Saa pakkede
han nænsomt Bogen ind og gemte den i den grønne Kiste.
* * * * *
Nede i Hjørnet af Kostalden var der skilt et Rum fra med Brædder; det
havde ingen Dør, og der var en tommebred Aabning mellem hver Brædde saa
det lignede et Træmmebur. Det var Røgterkamret. Et bredt Sengested optog
det meste af Pladsen; det var tømret op af raa Brædder, og Kamrets
Stengulv gjorde det af for Sengebund. Paa et tykt Lag Rughalm laa nogle
Sengeklæder hulter til bulter, de tykke stribede Uldvaar var stive af
skorpet Kosnavs, hvori der strittede Fjær og Halmstraa.
Midt i Sengen laa Pelle og krøb sammen, han havde Dynen op om Nakken og
laa og gassede sig. Paa Sengekanten sad Lasse og rodede i den grønne
Kiste mens han snakkede halvhøjt hen for sig.
Han var midt i sin Søndagsandagt. Stump for Stump tog han langsomt de
Smaating frem der var bragt med fra det opløste Hjem. Det var lutter
Nyttegenstande: Garnnøgler, Tøjstumper og lignende, der gik med
efterhaanden til at holde hans og Drengens Klæder ved Lige. Men for ham
var hver Ting en Relikvi der maatte tages varsomt om, og det blødte i
ham hvergang en eller anden Del slap op. For hver Genstand han lagde til
Side gentog han langsomt, hvad Bengta havde sagt om deres Bestemmelse,
da hun laa for Døden og ordnede alt paa det bedste for ham og Drengen:
„Garn til Pøjkens graa Sokker! — Lapper til hans Søndagstrøje som skal
snart lægges ned paa Ærmerne! — Huske ikke at gaa for længe med Hoserne
forinden de bødes!“ Det var den Døendes sidste Vilje, og den blev
efterkommet i et og alt. Lasse bevarede den ordret trods sin daarlige
Hukommelse.
Saa var der Smaating som havde tilhørt Bengta selv, billig Pynt med hver
sin glade Historie fra Marked og Højtider, som han mumlende opfriskede.
Drengen holdt af denne dæmpede Brummen, som han ikke behøvede at høre
efter eller svare paa — og som var saa behagelig at glide bort i. Han
laa og døsede og kiggede ud mod den lyse Himmel, mæt og træt og med en
svag Fornemmelse af noget uhyggeligt der var overstaaet.
Det gav et Sæt i ham. Han havde hørt Døren til Kostalden gaa, og nu lød
der Støvleskridt paa den lange Fodergang. Det var Eleven, han kendte
straks de forhadte Skridt igen.
Det krøb i ham af Glæde. Nu skulde den Fyr faa at føle, at man ikke
maatte gøre Drenge noget, naar de havde en Far der kunde løfte sin Mand
i stiv Arm og skælde ud — ja meget værre end Forvalteren. Nu skulde —
han rejste sig over Ende og stirrede spændt paa Faderen.
„Lasse!“ kaldtes der nede i Kostalden.
Den Gamle brummede tvært. Han blev siddende men flyttede uroligt paa
sig.
„Las—se!“ lød det lidt efter igen, vigtigt og utaalmodigt.
„Ja—ha!“ Lasse rejste sig og gik derud.
„Kan du ikke svare naar man kalder paa dig, din svenske Hallunk? Er du
døv?“
„Jo svare kan jeg vel,“ sagde Lasse med rystende Stemme. „Men Hr. Eleven
skulde nu ikke — — jeg er Fader skal jeg sige — — og Faderhjærtet — —“
„Jeg er tilfreds du var Jordemor, saa skal du svare naar man kalder!
Ellers skal jeg faa Forvalteren til at snakke lidt med dig — forstaar du
det!“
„Ja saa, ja jo — Hr. Eleven faar undskylde, men jeg hørte ikke —“
„Naa men vil du saa huske, at Aspasia ikke skal med paa Græs i Morgen.“
„Skal hun kælve kanske?“
„Ja naturligvis! Troede du maaske hun skulde fole?“
Lasse lo pligtskyldigst og fulgte Eleven tilbage gennem Stalden. Nu
maatte det vel komme, Pelle sad op og stirrede i stiv Lytten. Men han
hørte blot Faderen gøre endnu en Undskyldning, lukke Halvdøren og komme
tilbage med langsomme stolprende Skridt. Saa brast han i Graad og krøb
langt ned under Dynen.
Lasse gik og rodede en god Stund og smaagnavede over et eller andet; saa
kom han hen og trak varsomt Dynen bort fra Drengens Hoved. Men Pelle
borede sit Ansigt ned i Sengeklæderne, og da Faderen drejede det mod
sig, mødte han et fortvivlet uforstaaende Blik der fik hans eget til at
flakke hvileløst i Kamret.
„Ja“ sagde han med et Forsøg paa at være gnaven „du kan sagtens tude.
Men naar én nu ikke ved hvor Aspasia staar, saa faar man vel være høflig
ved jeg.“
„Jeg kender godt Aspasia, hun staar tredje fra Døren her,“ hulkede
Drengen.
Lasse vilde give et vrangt Svar men sank sammen i det, grebet og
afvæbnet af Drengens Fortvivlelse. Han overgav sig paa Naade og Unaade,
bøjede sig ned saa han støttede sin Pande mod Drengens, og sagde
hjælpeløst:
„Ja Lasse er fattig ja, gammel og fattig! en Flab kan spille ham paa
Snuden. Gnistre i Vrede kan han ikke længer, og ingen Kræfter er der i
Næven — hvad hjælper det saa én knytter den! Alting maa han tage imod —
og lade sig slænge hid og did — og takke til! — saadan er gamle Lasse.
Men saa maa du huske, at det er for din Skyld han lar sig spytte paa;
ellers tog Lassefar sit Kram og gik — alt det gammel han er. Men du kan
gro af det din Far muldner. Og saa faar du stoppe Graaden!“ Han tørrede
Drengens vaade Øjne med Dynen.
Pelle forstod ikke Faderens Ord, men de beroligede ham alligevel, og
lidt efter faldt han i Søvn. Men længe laa han og snøftede i Søvne.
Lasse sad stille paa Sengekanten og lyttede til Drengens Søvn, og da den
var blevet nogenlunde rolig listede han gennem Stalden og ud. Det havde
været en fattig Søndag, og nu vilde han dog hen og se, om nogen af
Karlene var hjemme og havde Besøg — for saa vankede der Brændevin. Lasse
nænnede ikke selv at tage op af Lønnen til at købe Snaps for; de Penge
fik nok at gøre om de skulde strække til det nødvendige. —
Paa en af Sengene laa en Karl og sov, fuldt paaklædt og med Støvlerne
paa — han var døddrukken. Ellers var de alle ude. Lasse opgav saa
Snapsen og stolprede over mod Kælderen for at se, om der skulde være
lidt Livlighed hos Pigerne. Han kunde godt have Mod paa et eller andet —
nu han var løs og ledig og sin egen Mand ligesom i Ungdommens Vaar.
Oppe ved Mælkestuen stod de tre Husmandskoner der plejede at malke for
Pigerne Søndag Aften. De var tæt indbundne, smaa og krøgede af Slid;
Munden gik paa dem alle tre, de talte om Sygdom og anden Elendighed i en
klynkende Tone. Lasse følte en øjeblikkelig Trang til at slutte sig til
dem, Æmnet klang igen i ham som Tonerne af en kendt Vise, han kunde
falde ind i Omkvædet af hele sin Livserfaring. Men han strittede imod og
gik forbi dem ned ad Kældertrappen. „Ak ja, Døden er os alle vis!“ sagde
en af Konerne, og Lasse sagde de Ord efter for sig selv idet han gik
ned.
Nede i Kamrene sad Karna og lappede paa Gustavs Molskindsbukser; Gustav
laa paa Bænken og sov med Kasketten over Ansigtet. Han havde smidt sine
beskidte Fødder op i Karnas Skød — uden saa meget som at tage Skoene af!
Og hun sad og gjorde sit Skød bekvemt, for at hans Skanker ikke skulde
glide ned.
Lasse satte sig ved Siden af hende og forsøgte at gøre sig til, han
trængte til lidt Hygge. Men Karna var ikke til at komme nær — de
beskidte Drengekoder gjorde hende tosset i Hovedet. Og Lasse havde glemt
det, eller han manglede Sikkerheden — hvergang han forsøgte med en
Venlighed, slog hun fra sig.
„Vi kunde have det saa hyggeligt vi to halvgamle,“ sagde han haabløst.
„Ja og jeg kunde vel nok gøre Udvej for det der manglede,“ sagde Gustav
og kiggede frem bag Huen. Den Flab som laa der og blærede sig med sine
sytten Aar! — Lasse havde Sind til at vælte sig ind paa ham og lade det
komme an paa Kræfterne endnu engang.
Men han nøjedes med at sidde og se hen paa ham, til de røde vippeløse
Øjne løb fulde af Vand. Saa rejste han sig.
„Ja ja, du vil nok Ungdom i Aften du!“ sagde han bittert til Karna —
„men dine Aar løber du vel ikke fra, du heller! Kanske kommer du bare
til at slikke Skeen efter de andre.“
Han gik over i Kostalden og gav sig i Snak med de tre Husmandskoner, der
fremdeles talte om Sygdom og Elendighed og Død som var der ikke andet
til paa Jorden. Lasse nikkede og sagde: „Ja ja, det er vist.“ Han kunde
af Hjærtet sige god for det alt sammen, og han kunde lægge mangt og
meget til de andres. Det gav Varmen i en gammel Krop; han blev helt
behagelig til Mode — saa lemydig!
Men da han laa paa Ryggen i Sengen kom det tunge igen, og han kunde ikke
sove. Til daglig sov han som en Sten saa snart han fik smidt sig over
Ende, men i Dag var det Søndag og han havde dette pinende Nag i sig over
at være forbigaaet af Tilværelsen. Saa meget havde han lovet sig af Øen
her, og saa var der ikke andet end Slid og Slæb og Bekymring — ikke det
Gran andet.
„Lasse er gammel ja!“ sagde han pludselig højt, og de Ord blev han ved
at gentage, lidt og lidt varierede, til han faldt i Søvn: „Gammel er han
Staklen — og ude af Spillet! — Ak saa gammel!“ De Ord rummede det hele.
Han vaagnede igen ved Sang og Hujen ovre paa Landevejen:
„Og Drengen som du gav mig
med det sorte krøllede Haar,
han er nu voksen bleven,
ja bleven, ja bleven,
ret til en Yngling stor!“
Det var nogle af Gaardens Karle og Piger der kom hjem fra Morskab. Da de
svingede ind paa Kørevejen til Gaarden blev de tavse.
Det var lige begyndt at lysne, Klokken kunde vel være to.