„Ja for Sverig er meget større end hele Verden, det er det du!“
„Ja stort er det,“ sagde Lasse og gjorde et Forsøg paa at forestille sig
dets Udstrækning. Der var 24 Len, deraf var Malmøhus bare et og
Ystadtrakten en liden Del af det igen. I det ene Hjørne af Ystadtrakten
laa saa Tommelilla, og en verdsens liden Del af Tommelilla det var hans
Torp, som han engang syntes var saa vældigt med sine fire Tønder Land!
Ak ja, Sverig var stort — ikke større end hele Verden forstaas, for det
var jo bare Barnesludder det, men nok større end hele den øvrige Verden
tilsammens. „Ja det er stort! — Men hvad er det du bestiller Pøjke?“
„Jeg er jo en Krigskarl der har faaet det ene Ben skudt af ser du vel!“
„Ja saa du er en Invalid. Men det skulde du ikke, for Gudfader lider
ikke saadan noget; du kunde let blive til en rigtig Krøbling, og det var
ondt og ilde.“
„Aa, han ser ikke det, for han er jo i Kirkerne i Dag!“ svarede Drengen
men var dog saa forsigtig at holde op. Han stillede sig i Stalddøren og
fløjtede men kom pludselig sættende i stor Iver: „Far nu er Landvæsnet
der, skal jeg springe hen efter Pisken?“
„Nej vi maa vel lade det være. Han kunde dø mellem Hænderne paa os,
saadant fint Skidt holder ikke at slaa paa. Han kunde dø af Skrækken
alene.“ Lasse skelede betænkeligt til Drengen.