Stengaarden som for Fremtiden skulde være Lasses og Pelles Hjem, var en
af Øens største Gaarde. Men gamle Folk vidste, at da deres
Bedsteforældre var Børn laa der kun et Tohestesavl, som tilhørte en
Vevest Køller, et Barnebarn af Jens Kofod, Bornholms Befrier. Under ham
blev Huset til Gaard — han sled sig ihjæl paa det, undte nok hverken sig
selv eller de andre Maden. Og de to Ting blev ved at gaa i Arv i Slægten
— den elendige Føde og det med at udvide.
Markerne paa den Kant havde været Sten og Lyng for ikke saa
forskrækkelig mange Kuld siden; Smaakaarsfolk havde brudt Jorden og
slidt sig op Hold efter Hold for at holde den i Kultur. Rundt om
Stengaarden boede lutter Husmænd og Tohestes Folk, som havde købt med
Sved og Sult og lige saa let kunde tænke sig at sælge deres Forældres
Grav som deres lille Ejendom; de hang ved den til de faldt fra, eller
til Uheldet tog dem.
Men Stengaardsslægten vilde købe — bestandig købe og udvide sig, og den
maatte købe ved Ulykke. Overalt hvor Misvækst og Sygdom og Uheld med
Kreaturer slog til en Mand saa han ravede, købte Køllerne. Saaledes
voksede Stengaarden, fik mange Bygninger og fik Tyngde; den blev saa
tung en Nabo som Havet er det, hvor det æder af Landmandens Jord, Mark
for Mark og der intet er at stille op. Saa blev én ædt og saa den næste;
enhver vidste at Turen kom til ham før eller senere. Ingen gaar i Rette
med Havet; men alt hvad der rugede af Ondt og Uhygge over Fattigmands
Liv kom svævende deroppe fra. Dér holdt Mørkets Magter til, rædde Sind
pegede bestandig mod Stengaarden. „Det er godt gødet Jord,“ kunde Egnens
Folk sige med et eget Tonefald der rummede Forbandelsen; men videre
vovede de sig ikke.
Køllerslægten var ikke sentimental, den trivedes fortræffeligt i det
skumle Lys der faldt over Gaarden af saa mange rædde Sind — og følte det
som Magt. Mændene var raske til Drik og Kortspil; men de drak aldrig
mere end at de baade kunde se og sanse, og spillede de sig en Hest fra
først paa Aftenen, saa vandt de gærne to i Nattens Løb.
Da Lasse og Pelle kom til Stengaarden, mindedes de gamle Husmænd endnu
Bonden fra _deres_ Barndom Janus Køller — ham der mere end nogen anden
satte Fart i Sagerne. I sin Ungdom sloges han en Nat Kl. 12 med Fanden
oppe i Kirketaarnet og overvandt ham — og siden lykkedes alting for ham.
Hvordan det nu var eller ikke saa røg paa hans Tid den ene Nabo efter
den anden, og Janus gik rundt og overtog efter dem. Behøvede han en Hest
mere spillede han sig den til i Trekort — og saadan paa alle Omraader;
den Lede selv lagde alting til Rette for ham. Hans største Fornøjelse
var at køre gale Heste til og de der traf til være født Julenat paa
Slaget tolv, kunde tydelig se den Onde sidde hos ham i Sædet og holde
Tømmen. Han fik en beskidt Død som venteligt var! En tidlig Morgen kom
Hestene løbende hjem til Gaarden, og ham selv fandt man ved Vejsiden med
Hovedet knust mod et Træ.
Hans Søn igen blev den sidste Stengaardsbonde af den Slægt. Han var en
gal Djævel med meget godt i; naar nogen havde en anden Mening end han
slog han ham i Jorden; men han hjalp altid dem det gik galt for. Paa den
Maade blev der aldrig nogen der gik fra Hus og Hjem; og da han havde det
i sig at han skulde gøre Gaarden større han ogsaa, købte han Land op
inde i Lyngen og Klipperne. Men han lod det klogelig ligge hen for det
Stads det var. Han bandt mange til Gaarden ved sine Haandsrækninger, og
gjorde dem afhængige saa de aldrig forvandt det; Husmændene maatte
slippe deres eget naar han sendte Bud, og han var aldrig i Bekneb for
billig Arbejdskraft. Det var knap nok Folkeføde den Mand bød paa, men
han spiste altid selv af Fad med de andre. Og Præsten var hos ham paa
det sidste, der var ikke noget at sige paa hans Henfart.
Han havde ligget to helgode Koner ihjæl, og alt det han havde for det
var en Datter med den sidste. Og hun var ikke engang helt rigtig.
Allerede da hun var elleve Aar kom nok Blodet over hende — hun løb da og
gjorde sig til for alle og enhver. Men der var ingen der blot turde se
til hende, for de var bange for Stengaardsbondens Gebös. Senere slog hun
sig til den anden Side igen, hun udstafferede sig med en Stok ligesom et
andet Mandfolk, og gik og drev alene om derude i Klipperne i Stedet for
at tage sig noget husligt til. Hun lod ingen komme sig nær.
Kongstrup, den nuværende Stengaardsbonde, var ført. Han kom til Øen
bortefra for en Snes Aar siden, og endnu var ingen blevet klog paa ham.
Han havde det dengang med at drive om i Lyngen og ingenting tage sig til
ligesom hun, og saa var det jo ikke saa underligt, om han kom ud for den
Gamles Gebös og maatte gifte sig med hende. Men forfærdeligt var det!
Han var en løjerlig Pys, men kanske var Folk saadan dér hvor han kom
fra? Han havde saa én Idé saa en anden, lagde paa Daglønnen uden nogen
havde bedt ham om det, og lavede Stenværk med Akkordarbejde ved. Saadan
gik han og hittede paa Tossestreger til at begynde med, og lod det være
frivilligt om Husmændene vilde møde til Arbejde paa Gaarden; det gik saa
vidt med ham, at han sendte dem hjem i Regnvejr for at bjærge deres Korn
— og lod sit eget staa og ødelægges. Men det gik jo skidt ogsaa kantro,
og efterhaanden maatte han æde sine Tosserier i sig igen.
Egnens Folk fandt sig i Afhængigheden uden at knurre. Fra Far til Søn
var de vant til at gaa ind og ud ad Stengaardens Porte og udrette hvad
der blev forlangt — saa pligtmæssigt som Hoveribønder. Til Gengæld slap
de al deres Trang til Tragedie, al Livets Rædsel og skumle Mystik løs
paa Stengaarden. De lod Djævlen husere deroppe, spille Trekort med
Mændene om deres Sjæle — og ligge hos Kvinderne; og de tog Huen dybere
af for Stengaardsfolkene end for andre.
Alt dette var vel noget ændret med Aarene, den værste Brod var slidt af
Overtroen. Men den onde Luft som ligger over Herregaarde — over al stor
Ophobning af hvad der burde tilhøre de mange — laa ogsaa tungt om
Stengaarden. Det var Almuens Dom, dens eneste Hævn over sig og sine.
Lasse og Pelle vejrede hurtigt den trykkende Luft, og kom til at se med
de andres halvrædde Øjne endnu før de selv havde hørt noget videre. Især
Lasse gik og syntes han aldrig kunde blive rigtig glad her, saa tungt
det bestandig hang om én. Og saa den Graad som man ikke havde Rede paa!
* * * * *
Hele den lange lyse Dag havde Graaden sivet ud fra Stengaardens Stuer:
haa, haa, haa! ligesom Omkvædet paa en sørgelig Folkevise. Nu var der
endelig en Stansning i det. Lasse gik i den nedre Gaard og puslede — han
blev ved at have Lyden i Øret. Trist, saa trist var det med denne
stadige Kvindegraad, som var der et Barn død, eller en der sad tilbage
med Skammen. Og hvad kunde der saa være at græde for, naar man havde en
Gaard paa flere Hundrede Td. Land og boede i et højt Stuehus med tyve
Fag Vinduer.
Rigdom det er kun en Gave fra Gud,
men Fattigdom ja det er en Belønning.
Hvo som Rigdommen har
han er aldrig rigtig glar,
den Fattige er altid saa fornøjet!
Karna sang det derovre i Mælkestuen, og jagu var det sandt ogsaa. Om
Lasse blot havde vidst hvor han skulde tage Penge fra til en ny
Busserunne til Pøjken, saa skulde han aldrig misunde et Menneske her paa
Jorden. Hvorvel det kunde være rart nok at have Penge baade til Tobak og
en Snaps iblandt, naar man ikke kom til at gaa andre for nær ved det.
Lasse gik og jævnede Møddingen, han var færdig med Middagsarbejdet i
Stalden og gav sig god Tid — dette var blot noget han stak imellem. Nu
og da skottede han dog op til de høje Vinduer og tog i med et Ryk, men
Trætheden var den stærkeste; det skulde have gjort godt med en lille
Eftermiddagshvil, men han vovede det ikke. Der var stille paa Gaarden,
Pelle var sprunget et Ærinde til Landhøkerens for dem i Køkkenet, og
alle Mandfolk var i Marken for at dække den sidste Vaarsæd. Stengaarden
var sent efter det.
Nu kom Landvæsenseleven snusende ud af Stalden, han var gaaet den anden
Vej ind for at komme bag paa Lasse, Forvalteren havde sendt ham. „Er du
dér din lede Politispion,“ mumlede Lasse da han saa Eleven, „en Dag
slaar jeg dig nok ihjæl!“ Men han tog Huen dybt af. Den lange Elev gik
op over Gaarden uden at se til ham og gav sig til at holde Fjas med
Pigerne nede i Bryggerset. Det lod han nok være med om Karlene var
hjemme — Spøgelset!
Kongstrup kom ud paa Trappen deroppe, han stod lidt og saa paa Vejret,
saa gik han ned mod Kostalden, Hut, hvor var han stor — han fyldte hele
Stalddøren. Lasse satte Greben og skyndte sig ind for at være ved
Haanden.
„Naa hvordan gaar det Gamle?“ spurgte Proprietæren venligt — „kan du
klare Sagerne?“
„Aa jo det gaar vel“ svarede Lasse „men der er ikke noget at give hen.
Det er en stor Besætning for én Mand.“
Kongstrup stod og følte en Malkeko paa Bagredet. „Du har jo Drengen til
Hjælp, Lasse. Hvor er han for Resten henne, jeg ser ham ikke?“
„Han er til Landhøkerens for Kvindfolkene.“
„Ja saa — hvem sendte ham af Sted?“
„Fruen selv tror jeg nok.“
„Hm — er det længe siden han løb?“
„Aa ja, han maa snart kunne være her igen.“
„Faa fat i ham naar han kommer, og send ham op til mig med Varerne — vil
du det?“
Pelle var ikke dristig ved den Gang op paa Kontoret; Fruen havde tilmed
befalet ham at holde Flasken godt skjult under Blusen. Der var mægtig
højt til Loftet inde, paa Væggene hang der fine Jagtgeværer; og oppe paa
en Hylde stod der Cigarkasser den ene oven paa den anden helt til Loftet
— ligesom det kunde være en Tobaksbutik. Men det forunderligste var dog
at de havde i Kakkelovnen nu midt i Maj — og for aabent Vindu. De vidste
nok ikke, hvordan de skulde faa Ende paa alle deres Penge! men hvor var
Pengekisterne henne?
Alt dette og meget mere iagttog Pelle, mens han stod inden for Døren paa
sine bare Fødder og ikke turde slaa Øjnene op af lutter Benovelse. Saa
drejede Storbonden sig i Stolen og trak ham hen til sig ved Kraven. „Lad
os saa se hvad du har under Blusen lille Mand,“ sagde han venligt.
„Det er Konjak,“ sagde Pelle og trak Flasken frem. „Fruen sagde jeg ikke
maatte vise den til nogen.“
„Du er en dygtig Dreng,“ sagde Kongstrup og klappede ham paa Kinden —
„du bliver nok til noget engang. Giv du mig nu Flasken, saa skal jeg
bære den ud til Fruen saa ingen faar den at se.“ Han lo hjærteligt.
Pelle rakte ham Flasken — dér paa Skrivebordet stod der Penge i en hel
Stabel, tykke runde Tokroner den ene oven paa den anden. Hvorfor fik Far
Lasse saa ikke det Forskud han havde bedt saadan om?
Nu kom Fruen ind, og Storbonden gik straks hen og lukkede Vinduet. Pelle
vilde gaa, men hun stansede ham. „Du har jo nogle Varer til mig?“ sagde
hun.
„Jeg har taget imod _Varerne_“ svarede Kongstrup. „Du kan faa dem — naar
Drengen er gaaet.“
Men hun holdt for Døren. Drengen skulde netop blive og være Vidne til,
at hendes Mand forholdt hende de Sager hun skulde bruge i Køkkenet —
alle skulde vide det.
Kongstrup gik frem og tilbage og sagde ingenting. Pelle ventede han
skulde slaa til hende; for hun brugte onde Ord — meget værre end Mor
Bengta naar Lasse kom hjem fra Tommelilla og var glad. Men han lo bare.
„Nu er det vist godt“ sagde han, førte hende bort fra Døren og lukkede
Drengen ud.
Lasse var ilde ved det. Han havde troet, at Proprietæren blandede sig i
det for at hindre at de alle kørte med Drengen — saa haardt han havde
hans Hjælp behov til Røgtningen. Og nu tog det den liderlige Vending.
„Ak saa det var Konjak“ gentog han — „ja saa kan jeg forstaa det. Men at
hun tør gaa saadan løs paa’n al den Stund _hun_ sidder i Lasten — han
maa være en skikkelig Bjørn.“
„Han er jo selv glad for Stærkt,“ mente Pelle som havde hørt et og andet
om Proprietærens Ture.
„Ja men et Kvindfolk du, det er dog en anden Sag. Husk paa det er fine
Folk. — Ja ja, det tilkommer ikke os at resenere over Herskabet, vi kan
have nok at gøre med at varetage vort eget. Men jeg vilde give meget
til, at hun ikke sendte dig i sine Ærender oftere — vi kan let komme til
at sidde som Lusen mellem to Negle.“
Lasse gik til sit Arbejde. Han sukkede og rystede paa Hovedet mens han
slæbte Foder frem — han var sletikke glad.