Det var oplivende med alt det Solskin, der fyldte Rummet til alle Sider
uden at være ledsaget af tilsvarende Varme. Foraarets Dampe var borte af
Luften, og Sommerens Varmedis endnu ikke kommet. Der var kun Lys over de
grønne Agre og Havet derude, Lys der trak Landskabets Linjer klart op
mod den blaa Luft og udaandede mild behagelig Varme.
Det var en af de første Dage i Juni, den første rigtige Sommerdag. Og
det var Søndag.
Stengaarden laa og ruttede med Sol. Alle Vegne fik den Lov at trænge ind
med sit klare gyldne Skær; og hvor den ikke kunde naa hen, skælvede
dunkle Farvetoner som en hed lønlig Aande ud i Dagen. Luge- og
Døraabninger stod som slørede Øjne midt i Lyset, og hvor Taget laa i
Skygge sugede det som Fløjl.
Oppe i Stuehuset var der stille i Dag, Kiven holdt nok Søndag den ogsaa.
Den store Gaardsplads var delt i to ved et Stakit. Den nederste Halvdel
bestod hovedsagelig af en stor dampende Møddingskule med Køreplanker paa
Kryds og tværs og nogle endevendte Hjulbøre øverst oppe. Et Par Svin laa
nedgravet i Gødningen og sov — i Aile til midt paa Livet, en travl
Hønseflok spredte ivrigt de firkantede Bunker Hestegødning fra sidste
Morgens Mugning. En stor Hane stod midt i Flokken og ledede Arbejdet,
den lignede en Forvalter.
Oppe i den øverste Gaard var en Flok hvide Duer i Færd med at pille Korn
op af den rene Brolægning. Uden for den aabne Vognport gik en Karl og
saa Jagtvognen efter, en anden Karl stod inde i Porten og pudsede
Stadsseletøjet.
Karlen ved Vognen var i Skjorteærmer og nysmurte Knæstøvler; hans Legeme
var ungt og spænstigt og valgte smukke Stillinger under Arbejdet. Han
havde Huen helt nede i Nakken og fløjtede dæmpet, mens han arbejdede
Hjulene ud og ind og sendte stjaalne Blikke ned til Bryggerset. Dernede
under Vinduet stod en af Pigerne og holdt Søndagsvask, med nøgne Skuldre
og Arme, og Særken krænget ned under Brysterne.
Den svære Malkepige Karna gik forbi ham hen til Posten med to store
Spande. Da hun kom tilbage slog hun en Sjat Vand paa hans ene Støvle, og
han saa op med en Ed. Hun tog det som en Opfordring til at stanse og
satte Spandene fra sig med en forsigtig Skelen op til Stuehusets
Vinduer.
„Du har nok daarlig udsovet, Gustav,“ sagde hun og lo drilsk.
„Det er da ikke din Skyld ved jeg,“ svarede han studs. „Kan du lappe
mine Arbejdsbukser for mig i Dag?“
„Nej tak! Jeg lapper ikke dér hvor en anden klapper.“
„Vil du ikke gaa i din Mor igen da! Der er nok som vil lappe om mig dig
foruden.“ Han bøjede sig atter over Arbejdet.
„Jeg skal se om jeg kan faa Tid,“ svarede det store Kvindfolk inderlig
spagt. „Men jeg bliver næsten ene om alting i Eftermiddag, alle de andre
skal paa Farten.“
„Ja jeg ser Bodil vasker Patterne,“ han spyttede en Straale Snus hen mod
Bryggersvinduet. „Hun skal vel paa Session, siden hun gør det saa
grundigt?“
Karna saa træsk ud:
„Hun bad sig fri fordi hun vilde til Kirke — hun gaa i Kirke, jo kys mig
paa Mandag! Nej hun skal ned til Skrædderens i Lejet; dér skal hun vel
saa mødes med Malmberg — sit Bysbarn. At hun ikke holder sig for god til
at rode sig op i det med en gift Mand.“
„For mig maa hun gaa paa Sjus med hvem fan hun vil!“ svarede Gustav og
sparkede det sidste Hjul paa Plads med Foden; den store Karna stod og
saa mildt paa ham. Men saa opdagede hun et Ansigt oppe bag Gardinerne og
skyndte sig af Sted med sine Spande. Gustav spyttede foragteligt efter
hende mellem Tænderne — hun var dog for gammel for hans sytten Aar;
fyrre maatte hun vel mindst være. Han kastede endnu et langt Blik ned
efter Bodil og gik over i Vognporten med Smørekande og Nøgle.
Det høje hvide Stuehus der lukkede for Gaardens øverste Ende, var ikke
bygget sammen med de øvrige Længer men holdt sig fornemt tilbage, et Par
Stumper Plankeværk besørgede Forbindelsen. Det havde Kvist til begge
Sider, og en høj Kælder hvori der var Folkestue, Pigekamre, Bryggers,
Rullestue og de store Forraadskamre; paa Kvisten ind mod Gaarden sad et
Ur som ikke viste Tiden. Pelle kaldte Bygningen Slottet og var ikke saa
lidt stolt af, at han havde Lov at betræde Kælderen. Gaardens andre Folk
havde ikke saa kønne Navne til den.
Han var den eneste, hvis Ærefrygt for Hovedbygningen ikke rummede nogen
skummel Tilsætning, paa de andre virkede den som en fjendtlig Skanse.
Enhver der gik over Brolægningen i den øvre Gaard skelede uvilkaarligt
op til de høje tilslørede Vinduer, bag hvilke der i Smug kunde holdes
Øje med alt herude. Det var noget i Retning af at passere en Række
Kanonmundinger — det gjorde usikker i Benene; og ingen gik hen over den
rene Brolægning uden han var nødt til det. Derimod færdedes de frit nede
i den anden Halvdel af Gaarden, der var lige saa let at overskue fra
Stuehuset.
Dernede løb et Par af de yngre Karle og legede. Den ene havde erobret
den andens Hue og løb med den, og det gik i vild Jagt ud ad én Lodør og
ind ad den næste hele Gaarden rundt, under Pusten og kaad Latter og
snappende Udraab. Lænkehunden glammede henrykt og væltede sig
sindsforvirret rundt i sin Lænke, den vilde med i Legen. Oppe ved
Stakittet blev Røveren indhentet og kastet til Jorden, men han saa sit
Snit til at sende Huen op i Luften, den dalede ned lige for Stuehusets
høje Stentrappe.
„Ak dit lumske Kadaver!“ udbrød Ejermanden med en Stemme der klang af
fortvivlet Bebrejden, idet han bearbejdede den anden med sine
Støvlesnuder, „ak din fule Forvalterspire!“ Han holdt pludselig inde og
maalte vurderende Afstanden. „Giver du en Pægl, om jeg tør gaa op og
hente Huen?“ spurgte han hviskende. Den anden nikkede og rejste sig
hurtigt over Ende, for at se hvordan dét vilde spænde af. „Er det
svoret? du vover ikke at snyde dig fra det,“ han løftede Haanden
besværgende. Kammeraten gjorde en højtidelig Bevægelse hen over Struben
som snittede han den over, Eden var aflagt. Han der havde mistet Huen
trak op i Bukserne og stod lidt og tog sig sammen, hele hans Skikkelse
tætnede til af Beslutsomhed. Han lagde Hænderne paa Stakittet og satte
over, gik med ludende Hoved og faste Skridt over Gaarden — han lignede
en der har sat alt paa ét Kort. Da han havde Huen og rettede sig med
Ryggen til Hovedbygningen, sendte han en frygtelig Grimasse ned over
Gaardsrummet.
Nu kom Bodil op af Kælderen i sine fineste Kisteklæder, med sort
Silkeklæde om Hovedet og en Salmebog i Haanden. Lyse Himmerig hvor var
hun vakker! Og tapper — hun gik forbi Stuehuset i hele dets Længde og
ud. Men hun kunde vel ogsaa blive klappet af selve Proprietæren hvad Dag
hun vilde.
Uden om den egenlige Gaard laa de mange smaa og store Udbygninger:
Kalve- og Svinehuse, Redskabsskur, Vognrum, en Smedje som ikke
benyttedes mere. De laa der som lige saa mange Mysterier, med Lemme der
førte ned til bælgmørke underjordiske Roe- og Kartoffelkældere, hvorfra
man naturligvis ad hemmelige Gange kunde naa til de besynderligste
Steder under Jorden — og andre Lemme, der førte op til mørke Loftsrum,
hvor de vidunderligste Skatte opbevaredes i Form af gammelt Skrammel.
Men Pelle har desværre ikke megen Tid til at gennemforske alt dette.
Hver Dag maatte han hjælpe Faderen med at passe Kreaturerne, og Arbejdet
med den store Besætning var lige ved at overstige deres Kræfter. Saa
snart han havde et Pusterum, var de andre straks ude efter ham. Han
maatte bære Vand for Bryggerspigerne, smøre Landvæsenselevens Støvler og
løbe til Landhøkeren for Karlene efter Brændevin, eller Snus til at
lægge i Munden. Der var nok et lege med, men ingen kunde taale at se ham
lege; altid fløjtede de ad ham som ad en Hund.
Han søgte Erstatning ved at skabe selve Arbejdet om til Leg, og det lod
sig i mange Tilfælde gøre. Det at vande Kreaturerne var saaledes
morsommere end nogen rigtig Leg, naar Faderen stod ude i Gaarden og
pumpede og Drengen blot skulde lede Vandet fra Krybbe til Krybbe. Han
følte sig under dette Arbejde altid som noget af en stor Ingeniør. Men
meget andet Arbejde var til Gengæld for svært til at være morsomt.
I dette Øjeblik gik Drengen og drev om ude ved Udhusene, hvor der ingen
var til at jage med ham. Der stod aabent ind til Kostalden, og han kunde
høre Kørnes vedholdende Gumlen der nu og da afbrødes af en hyggelig
Pusten, eller af Lænkens regelmæssige Skuren op og ned naar en Ko kløede
sin Hals paa Stolpen. Faderens Træsko lød betryggende frem og tilbage
inde paa Fodergangen.
Ud af de smaa Udhuses aabne Halvdøre steg der varm Em som lugtede
behageligt af Kalve og Svin. Inde hos Svinene var der umaadelig Flid;
hele den lange Sti igennem gnaskedes og smaskedes der, en og anden
gammel So slubrede det Vaade i sig med Mundvigene, eller blæste boblende
rundt med Trynen langs Trugets Bund for at finde de raadne Kartofler
under Væsken. Her og dér sloges et Par om Truget og udsendte skærende
Hvin. Men Kalvene stak deres savlende Muler frem i Døraabningerne,
gloede ud i det gode Vejr og brølede varmt. En af de smaa Fyre tog Luft
ind ovre fra Kostalden paa en egen omstændelig Maade, og vrængede saa
Mulen op over Ansigtet i et fjollet Grin — det var en Tyrkalv. Den lagde
Hagen paa Halvdøren og forsøgte at sætte over, Pelle jagede den ned
igen. Saa slog den bagop, saa paa ham fra Siden, og stod med krum Ryg og
stampede i Gulvet som en Gyngehest. Den var skør af Solen.
Nede i Dammen stod Ænder og Gæs paa Hovedet i Vandet og fægtede i Luften
med de røde Ben. Og pludselig kunde hele Flokken faa et Anfald af ør
Solglæde og baske skrigende fra Bred til Bred; det sidste Stykke Vej
rutsjede de paa Vandet og vrikkede latterligt med Gumpen.
Pelle havde lovet sig meget af disse Par Timer, som var helt og holdent
hans egne, da Faderen havde givet ham fri indtil Middagssyslerne kom.
Men nu stod han og vidste hverken ud eller ind, Rigdommen overvældede
ham. Var det morsomst at sejle paa Dammen paa to korslagte Vognfjæl? —
der laa netop en Møgvogn til Vask derude. Eller skulde han gaa ind og
tumle med Smaakalvene? eller skyde med den gamle Blæsebælg inde i
Smedjen? Naar han fyldte Lufthullet med vaad Jord og trak godt til,
kunde der komme et pænt Skud ud af det.
Pelle fór sammen og søgte at gøre sig usynlig — selve Storbonden var
kommet frem om Hjørnet og stod nu med Haanden over Øjnene og spejdede
ned over det faldende Land og Havet. Da han fik Øje paa Pelle nikkede
han udtryksløst og sagde: „Goddag min Ven, naa hvordan gaar det!“ Han
stirrede stadig og vidste vel knap af, at han havde sagt det og klappet
Drengen paa Skulderen med Enden af sin Stok — Stengaardsbonden gaar ofte
i Halvsøvne.
Men Pelle følte det som et Kærtegn af guddommelig Art, og løb straks
over i Stalden for at fortælle Faderen hvad der var hændt ham. Han havde
en løftende Fornemmelse i Skulderen som havde han faaet Ridderslaget,
Stokken blev ved at føles der. Der strømmede berusende Varme fra Stedet
ud i hans lille Krop og fik Oplevelsen til at stige ham til Hovedet og
ham selv til at svulme. Han lettede sandt at sige og gik til Vejrs i en
uklar svimlende Fantasi — noget om at Stengaardsbonden antog sig ham som
sin Søn.
Han kom hurtigt ned igen, for inde i Stalden løb han lige i Armene paa
Søndagens Skrubvask. Søndagsvasken var det eneste vægtige han havde at
indvende mod Tilværelsen; alt andet kom og glemtes igen, men den meldte
sig bestandig paa ny. Han afskyede den, og da navnlig den Del som
drejede sig om det indvendige af Ørerne. Men der hjalp ingen kære Mor,
Lasse stod parat med en Spand koldt Vand og grøn Sæbe paa et Potteskaar,
og Drengen maatte af Tøjet. Som om Skrubningen ikke var tilstrækkelig
maatte han bagefter krybe i en ren Skjorte — heldigvis kun hveranden
Søndag. Bagefter var det hele rart nok at se tilbage paa — som noget der
var overstaaet og ikke kom igen for det første.
Pelle stod i Stalddøren ind til Gaarden og vigtede sig med strittende
Haar og rene Skjorteærmer; Hænderne havde han begravet i Stiklommerne.
Lige foran i Panden slog Haaret en Hvirvel, og det saakaldte „Koslik“
der skal betyde Lykke; og Ansigtet, der trak sig sammen mod det stærke
Lys, dannede det snurrigste hulter til bulter hvor ikke en eneste Ting
var paa Plads. Pelle svajede Læggene bagud og stod og vuggede let i
Benene, lige som han saa Gustav gøre det oppe ved Hovedtrappen hvor han
stod og holdt i Tømmen og ventede paa Herskabet.
Nu kom Fruen ud og Proprietæren ogsaa; en Pige løb foran ned til Vognen
med en lille Trappestige og hjalp Fruen op, Proprietæren blev staaende
øverst paa Trappen til hun var kommet til Sæde. Hun var daarlig til
Bens. Men sikken et Par Øjne der sad i Hovedet paa hende i Dag! Pelle
skyndte sig at se til den anden Side da hun vendte Ansigtet ned mod
Gaarden — Folkene hviskede om, at hun kunde se et Menneske i Ulykke naar
hun vilde. — Nu slap Gustav Hunden løs, den dansede foran Hestene og
glammede idet de kørte ud af Gaarden.
Saadan lyste Solen alligevel ikke paa en Hverdag. Det skar i Øjnene,
naar de hvide Duer fløj hen over Gaarden i samlet Flok og slog Sideslag
saa regelmæssige som om et stort hvidt Lagen drejede sig i Sollyset;
Skæret fra deres Vinger jog i Blink over Møddingen og fik Svinene til at
lette Hovedet med et spørgende Grynt. Ovre paa Kamrene sad Karlene og
spillede „Sekstiseks“ eller beslog Træsko, Gustav gav sig til at spille
paa sin Harmonika: Gubben Noah, Gubben Noah!
Pelle drev forsigtigt op i den øvre Gaarddel til det store Hundehus der
var til at dreje for Vinden; han satte sig paa Kanten af Taget og kørte
Karussel, ved at støde fra med Foden hvergang han passerede Stakittet.
Med ét kom han i Tanker om, at han selv var alles Hund og helst maatte
gemme sig. Han lod sig dumpe lige ned, krøb ind i Hundehuset og lagde
sig rund paa Halmen med Hovedet mellem Forpoterne. Der laa han en Stund
og stirrede ud paa Stakittet og lod Tungen hænge gispende ud af Munden.
Saa fik han pludselig en Idé, den kom over ham som en Nysen og fik ham
til at glemme al Forsigtighed. I næste Øjeblik var han i fuld Gang med
at rutsje ned ad Hovedbygningens Trappelæn.
Han havde rutsjet sytten Gange og var stærkt optaget af at naa de
halvtreds, da han hørte en skarp Fløjten ovre fra den store Vognport.
Derovre stod Landvæsenseleven og vinkede ad ham. Pelle drev slukøret
derhen, han fortrød bitterligt sin Tankeløshed. Nu skulde han vel igen
smøre Transtøvler, maaske for dem alle sammen.
Eleven trak ham inden for Porten og skød den i. Der blev mørkt, Drengen
som kom fra det stærke Dagslys kunde lige straks intet skelne, og det
han efterhaanden skimtede tog uformelige Omrids i hans rædde Fantasi.
Stemmer lo og brummede plumret for hans Øren, og nogle Hænder der
forekom ham forfærdelig store tumlede ham imellem sig. En uhyggelig
Rædsel krøb over ham ledsaget af forrykte springende Forestillinger om
Røvere og Mord, og han gav sig til at skrige højt af Angst. En mægtig
grov Haand lagde sig over hele hans Ansigt, og i Stilheden som fulgte
paa hans kvalte Skrig hørte han en Stemme ude i Gaarden kalde paa
Pigerne, de skulde komme og se noget morsomt.
Han var for lammet af Skræk til at fatte hvad der blev gjort ved ham, og
undrede sig blot svagt over hvad der kunde være af morsomt derude i
Sollyset. Mon han nogensinde fik Solen at se mere?
Som Svar paa hans Tanke blev Porten i det samme slaaet op. Lyset vældede
ind, han kendte Ansigterne om sig og stod der selv med nøgen Krop midt i
Dagen, Bukserne ned om Hælene og Skjorten kiltet op under Vesten. Henne
til Siden stod Eleven med en Kørepisk og klippede efter hans nøgne
Legeme.
„Spring!“ raabte en bydende Stemme, og Pelle sprang sanseløs af Skræk og
Forvirring ud i Gaarden. Dér stod Pigerne ude, de lo og hvinede ved
Synet af ham, han vendte sig for at flygte ind i Porten igen. Men Pisken
traf ham, og han maatte atter frem i Dagslyset, han humpede som en
Kænguru og kaldte ny Jubel ned over sig. Derude stansede han, stod ret
op og ned og græd hjælpeløst, mens det regnede ned over ham med raa
Bemærkninger, især fra Pigerne. Han ænsede ikke Pisken mere men krøb
blot sammen for at skjule sig, til han sank om paa Stenbroen i en
krampagtig hulkende Klump.
Den sværlemmede Karna kom stormende op fra Kælderen og trængte sig
skældende frem. Hun var ildrød i Hovedet af Vrede, paa hendes fregnede
Hals og svære Arme sad brune Dask af Kohaler fra sidste Malkning, de
lignede kluntede Tatoveringer. Hun sendte sin Tøffel svirrende lige i
Synet paa den lange Elev, svøbte Pelle ind i sit Sækkelærreds Forklæde
og bar ham ned i Kælderen.
Da Lasse hørte hvad der var overgaaet Drengen, tog han en Hammer og gik
rundt for at slaa Landvæsenseleven ihjæl. Den gamle Mand saa saadan ud
af Øjnene, at ingen havde Lyst til at stille sig i Vejen for ham. Eleven
havde imidlertid fundet det klogest at forsvinde; og da Lasse ikke fik
Afløb for sin Vrede, faldt han i rystende Graad og Frysninger. Han blev
helt syg, saa Karlene maatte kvikke ham op med en god slurk Brændevin.
Den tog med ét Slag Koldfeberen, og Lasse blev igen sig selv og kunde
nikke fortrøstningsfuldt til den forskræmte snøftende Pelle.
„Bare roligt Pøjke,“ sagde han trøstende — „bare roligt du! Endnu har
aldrig noget Menneske kunnet løbe fra sin Straffedom, og Lasse skal
knuse Skallen paa den lange Halvsatan, saa Hjærnen skal sprøjte ham ud
af Snudeskaftet, vær vis paa det.“
Ved Udsigten til denne kraftige Oprejsning lysnede det over Pelles
Ansigt, og han krøb op paa Stænget for at vælte Hø ned til Kreaturernes
Middagsmaal. Lasse, der ikke var saa glad ved at krybe til Vejrs, gik
paa Fodergangen og fordelte Høet. Han gik og smaatyggede paa noget,
Pelle hørte ham stadig tale højt med sig selv. Da de havde syslet af,
gik Lasse ind til den grønne Kiste og hentede et sort Silkeklæde frem
som havde været Bengtas Stadsklæde; han saa højtidelig ud da han kaldte
paa Pelle:
„Spring over til Karna med det og bed at ikke hun forsmaar! For nok er
vi ikke saa fattige heller, at vi lar Godheden selv gaa tomhændet fra
os. Men du skal ikke lade nogen anden se det, at de ikke skal faa ondt
af det. Mor Bengta vil sikkert ikke fortryde paa det dér hun ligger i
sin Grav; hun havde foreslaaet det selv hun — i Fald hun kunde sige fra.
Men hun har jo Muld i Munden, Stakkel!“ Lasse sukkede tungt.
Han stod endnu en Stund og vejede Tørklædet i Haanden, inden han gav
Pelle det at løbe med; han var ikke slet saa sikker paa Bengta som hans
Ord lod, den gamle Mand vilde gærne forskønne hendes Minde baade for sig
selv og Drengen. Nægtes kunde det vel ikke, at hun helst stillede sig
krængd i et Tilfælde som dette her — sjalu som hun var; og kanske faldt
hun paa at gaa igen over det Tørklæde. Men Hjærte havde hun alligevel
haft baade for ham og Pøjke, og som oftest sad det hvor det skulde sidde
— det Lov maatte de give hende. Saa fik Gud Herren dømme hende saa mildt
han kunde.
* * * * *
Om Eftermiddagen var der stille paa Gaarden. Folkene var næsten alle
ude, hvor de nu var henne — til Kros vel eller inde hos Stenhuggerne paa
Værket. Herskabet var ogsaa ude, straks efter Middag lod Proprietæren
spænde for og kørte til Staden, og en halv Time efter trillede Fruen af
Sted i Ponyvognen — hun skulde ud og passe paa ham sagde Folkene.
Gamle Lasse sad oppe i en tom Baas og bødede Pelles Tøj, Drengen gik paa
Fodergangen og legede. Han havde fundet en gammel Støvleknægt i
Røgterkamret, den satte han under Knæet og lod som han gik paa Træben.
Imens pludrede han sorgløst med Faderen. Han var dog ikke saa højrøstet
som ellers, Formiddagens Oplevelse sad endnu i Kroppen paa ham og
virkede dæmpende; den sad der nærmest som noget af en Bedrift han havde
udført og nu var benovet over. En Omstændighed til gjorde ham højtidelig
stemt — Forvalteren havde været ovre og sagt, at Kreaturerne skulde ud
næste Dag. Pelle skulde vogte Ungkvæget, og dette blev altsaa den sidste
Fridag, kanske for hele Sommeren.