I
Det var den første Maj 1877, lige i Dagningen. Fra Søen kom Taagen
fejende, i et graat Slæb der laa tungt paa Vandet. Her og dér rykkede
det i den; den vilde lette, men lukkede sig igen og lævnede lige en
Stump Strand med to gamle Baade der laa med Bunden i Vejret; Stævnen af
en tredje Baad og en Stump Mole ragede frem af Tykningen et Par Skridt
til Siden. Med bestemte Mellemrum gled en flad Bølge graablank frem af
Taagen, slikkede ind over det raslende Strandgrus, og trak sig igen
tilbage; det virkede som laa der et stort Dyr skjult derinde i
Taagemassen og labede efter Land.
Et Par sultne Krager holdt til paa en sort oppustet Genstand dernede —
vel sagtens Aadslet af en Hund. Hvergang Bølgeslikket gled frem, lettede
de og holdt sig svævende et Par Alen oppe med Benene strakt lodret ned
mod Byttet, som hang de usynligt ved. Naar Søen igen sukkede tilbage,
lod de sig dumpe og borede Hovedet dybt ned i Aadslet; men Vingerne
holdt de nu højt opspilede, klar til at lette for det næste Slik. Det
virkede med en Tidsmaalers Regelmæssighed.
Et Raab dirrede ind over Havnen, og lidt efter hørtes den tunge Lyd af
Aarer der arbejdede over en Baadkant. Lyden fjærnede sig udefter og
hørte tilsidst helt op. Men saa gav en Malmklokke sig til at arbejde,
det maatte være paa den yderste Mole. Og ude fra Dybet hvor Aareslagene
var forsvundne, svarede et Tudehorn. De blev ved at svare hinanden med
et Par Minutters Mellemrum.
Byen var ikke til at se, men nu og da flaktes Stilheden deroppe af en
Sten- eller Kaolinarbejders Jærnklamper mod Stenbroen. Den skarpe Takt
kunde høres længe, til den pludselig blev borte om et eller andet
Hjørne. Saa blev en Dør aabnet og der lød en kraftig Morgengaben, nogen
gav sig til at feje Fortov. Vinduer blev slaaet op her og dér, og
forskellige Lyd drog ud som Hilsen til den graa Dag. „Dit Svin, har du
nu ikke ligget tør igen!“ skreg en skarp Kvindestemme; der lød korte
gennemtrængende Smæk og et Barns Graad. En Skomager begyndte at banke
Lær, lidt efter faldt han ind i Arbejdet med en hellig Sang:
„Kun én er værd vor Sang I Brødre kære:
det Lam paa hvem Alverdens Synder laa.“
Melodien tilhørte en af Mendelssohns _Lieder ohne Worte_.
Paa Bænken under Kirkemuren sad et Baadelav og stirrede langsynet ud
efter Søen. De lænede forover med Hænderne hængende foldede ned mellem
Knærne, og bakkede paa deres Snadder. Alle tre havde Ringe i Ørerne mod
Forkølelse og andet Ondt og indtog nøjagtig samme Stilling — som var den
ene bange for i mindste Maade at adskille sig fra den anden.
En Rejsende kom slentrende ned oppe fra Hotellet og gik hen til
Fiskerne. Han havde Kraven op om Ørerne og krøb sammen i Morgenkulden.
„Er der noget paa Færde?“ spurgte han høfligt og tog Huen af. Hans
Stemme lød morgenrusten.
En af Fiskerne bevægede Knoen en Smule i Retning af Hovedtøjet, det var
Formanden for Baadelavet. De andre stirrede urokkeligt lige ud med
lukkede Miner.
„Jeg mener siden der ringes og Lodsbaaden ligger ude og tuder,“ gentog
han. „Ventes der maaske Skib?“
„Det kan gærne være; én kan jo aldrig vide’t!“ svarede Baadføreren
utilgængeligt.
Den Fremmede saa ud som han var Genstand for grov Uforskammethed, men
tog sig i det. Det var jo ikke andet end det sædvanlige
Hemmelighedskræmmeri — indgroet Mistro mod alt, hvad der ikke talte
deres egen Dialekt og saa ud nøjagtig som de selv. De sad der og var
indvendig urolige trods det træede Ydre, skelede til ham i Smug og
ønskede ham godt og vel borte igen. Han fik Lyst til at pine dem lidt.
„Gudbevares, det er maaske en Hemmelighed?“ sagde han leende.
„Nej ikke det jeg ved af,“ svarede Fiskeren knotten.
„Ja jeg forlanger naturligvis ikke noget for ingenting! Det slider jo
ogsaa paa Kæbetøjet at lukke det op og i. Hvor meget plejer De at faa?“
Han tog til Pungen, det var hans Hensigt at fornærme nu.
De andre Fiskere kastede stjaalne Blikke til Baadføreren — bare han ikke
løb den paa Grund!
Baadføreren tog Piben fra Tænderne og vendte sig mod sine Kammerater:
„Nej som jeg sagde jer, hvad det angaar, saa kan somme Folk rejse om og
prange med hvad det skal være.“ Han varskoede dem med Øjnene, Udtrykket
i hans Ansigt var uldent. Kammeraterne nikkede; de gottede sig, den
Handelsrejsende kunde se det paa deres fjogede Miner.
Han var rasende, her stod han og blev behandlet som Luft og var
alligevel til Bedste for dem. „For Fanden Mennesker, har I ikke lært saa
meget, at man svarer høfligt paa et høfligt Spørgsmaal?“ sagde han
opbragt.
Fiskerne saa frem og tilbage til hinanden, de holdt stum Raadslagning.
„Nej men jeg skal sige os, at engang skal den jo komme kantro,“ sagde
Baadføreren endelig.
„Hvad for en den for Pokker?“
„Damperen kan jeg vel vide. Og det plejer gærne at være ved denne Tiden
— dermedsaa!“
„Naturligvis — det forstaar sig,“ vrængede den Rejsende. „Men er det nu
ogsaa værd at tale saa højt om det?“
Fiskerne havde vendt ham Ryggen og stod og gravede i deres Snadder.
„Her til vort er vi ikke saa aabenmundede som visse andre Folk, og vi
faar Føden alligevel,“ sagde Formanden til de andre. De brummede noget
til Bifald.
Den Fremmede drev ned ad Havnebakken, Fiskerne saa lettet efter ham.
„Sikken en Hagga!“ sagde den ene, „han vilde nok gøre sig til. Men du
gav ham da hvad han har godt af længe.“
„Ja gu bed det,“ svarede Baadføreren selvfølende. — „Det er det fine
Skidt én skal vare sig mest for.“
Nede midt paa Havnebakken stod en Værtshusholder og gabede uden for sin
Dør, til ham gentog Morgenvandreren sit Spørgsmaal og fik straks Svar —
Manden var Københavner:
„Jo ser De, vi venter jo Damperen i Dag fra Ystad med en gevaltig
Ladning Slaver. Billig svensk Arbejdskvaj forstaar De, som lever af
Fedtebrød og Spegesild og slæber for tre. De sku’ piskes paa Navlen sku’
de, med en gloende Istap — og Bønderbæsterne forresten med. — — Det skal
vel ikke være et lille Glas paa Morgenkvisten?“
„Nej tak, jeg tror næsten ikke — saa tidlig.“
„Ja ingen Aarsag. Saa lidt kan jeg sku ikke give tilbage paa.“
— — —
Paa Havnepladsen holdt der allerede en Del Bøndervogne, og hvert Øjeblik
kom ny rullende oppe fra, i fuld Fart. De nyankomne styrede deres Spand
saa langt frem som muligt, undersøgte med et kritisk Blik Sidemandens
Heste, og satte sig saa til at halvsove, sammenfaldne, med Pelskraven op
om Hovedet og en stor klar Draabe under Næsen. Uniformerede Toldere, og
Lodser der lignede uhyre Pingviner drev uroligt om, spejdede ud over
Søen og lyttede. Hvert Øjeblik ringedes der med Klokken paa den yderste
Mole, og Lodsbaadens Tudehorn svarede et Steds ude i Tykningen over Søen
— med en lang grim Tuden som fra et sygt Dyr.
„Hvad Bølen var det?“ spurgte en Bonde der lige var kommet, og tog
forskrækket i Tømmerne. Frygten meddelte sig fra ham til Hestene; de
stod og sitrede med Hovedet højt løftet, og blev ved at lytte ud over
Søen med spørgende Angst i Øjnene.
„Det var bare Søslangen der gav sig lidt,“ svarede en Toldbetjent. „Den
lider altid af Vinde i dette taagede Vejr — den er Vindsluger skal jeg
sige os.“ Tolderne stak Hovederne sammen og grinede.
Glade Søgutter i blaat Tøj og hvid Halsklud gik omkring og kælede for
Hestene, eller pirrede dem i Næseborerne med et Halmstraa for at faa dem
til at stejle. Naar Bønderne vaagnede op og skældte, lo de fornøjet og
sang:
„En Sømand han maa lide
langt mere ondt end godt, godt, godt!“ —
En stor Lods i Islænder og Bælgvanter fór uroligt rundt med en Raaber i
Haanden og brummede som en nervøs Bjørn. Nu og da krøb han op paa
Molehovedet, satte Raaberen for Munden og brølede ud over Vandet: „Hører
— I — noget?“ Brølet blev længe ved at ride udad paa de lange Dønninger
op og ned; herinde efterlod det trykkende Tavshed. Og pludselig kom det
igen oppe fra Byen som en uformelig Lallen der fik Folk til at le.
„N-e-j“ lød det lidt efter tyndt og langtrukkent ude fra Dybet. Og man
hørte atter Hornet tude, en lang hæs Lyd der vuggedes ind med
Dønningerne og brast gurglende i Skvulpet under Bolværk og paa
Beddinger.
Bønderne var nærmest uden for det hele, de smaablundede eller sad og
svippede med Pisken for at faa Tiden til at gaa. Men alle andre var
under Spænding. Efterhaanden var der samlet en Del Mennesker paa Havnen:
Fiskerne, Søfolk som endnu ikke var forhyrede, og Smaamestre som ikke
kunde blive hjemme paa Værkstedet for Uro. De kom strygende med
Skødskindet for og begyndte hæsblæsende at drøfte Stillingen; de brugte
Søudtryk, de fleste af dem havde faret til Søs i deres unge Dage. Det at
Damperen skulde komme var altid en Begivenhed der samlede Mennesker til
Havnen; men i Dag havde den de mange Mennesker om Bord, og der var
allerede gaaet en Time over Tiden. Den farlige Taage gav Spændingen et
Højtryk; men efter som Tiden gik veg Spændingen for en dump trykket
Stemning. Taagen er den Søfarendes værste Fjende, og der forelaa mange
uhyggelige Muligheder. I bedste Fald havde Skibet vel ramt Land for
langt til Nord eller Syd og laa nu et Steds derude paa Søen og brølede
og tog Lodskud, uden at turde røre sig. Saa var Kaptejnen som et ondt
Vej, og Matroserne sprang som Katte. Stop! — Langsomt frem! — Stop! —
Langsomt back! Første Mester stod selv ved Maskinen og var graa og
nubret af nervøs Spænding. Dernede i Maskinen hvor de slet intet vidste,
lyttede de sig Ørerne ud af Hovedet til ingen Nytte; men oppe paa Dækket
sansede hver Mand for Livet. Rorgængeren vogtede paa Kaptejnens styrende
Haandbevægelser saa Sveden sprak af ham, Udkigsmanden paa Bakken
stirrede og lyttede ind i Taagen til han hørte sit eget Hjærte slaa,
hver Mand paa Dækket var saa han spillede. Og Dampfløjten tudede
advarende. — Men kanske laa Skibet allerede paa Havets Bund.
Alle kendte det, hver Mand havde paa en eller anden Maade været med i
denne overladede Farespænding — som Skibsdreng, Fyrbøder, Kaptejn, Kok —
og fik noget af den i Blodet igen nu. Kun Bønderne var udenfor det hele,
de blundede, nikkede op med et Sæt og gabede lydeligt.
Søfolkene og Bønderne havde altid ondt ved at forliges, de var lige saa
forskellige som Jorden og Havet. Men i Dag gik man ligefrem og saa sig
indædt arrig paa Bønderne for deres ligegyldige Holdning. Den tykke Lods
havde allerede flere Gange været i Klammeri med dem, fordi de holdt i
Vejen for ham; og da en af dem gav sig en Blottelse faldt han straks
over ham. Det var en ældre Bonde, som vaagnede op ved at han var ved at
nikke forover; han saa utaalmodigt paa sit Ur og sagde:
„Det trækker ellers noget længe ud, Kaptejnen kan nok ikke finde Baasen
i Dag.“
„Han er nok snarere dumpet ind i en Kro under Vejs!“ sagde Lodsen
lysende af Ondskab.
„Ogsaa det saagu!“ svarede Bonden uden i Øjeblikket at gøre sig nøjere
Rede for Havets Veje. Tilhørerne slog en hoverende Latter op og lod
Misforstaaelsen gaa videre ud over Havnepladsen. Man stimede sammen om
den uheldige Mand. „Hvor mange Kroer er der herfra til Sverig?“ raabtes
der.
„Ja der er for nem Adgang til det vaade derude, det er Ulykken,“ blev
Lodsen ved. „Ellers kunde enhver Grødæder føre et Skib. Det er jo bare
at holde godt til højre om Mads Hansens Gaard, saa er Landevejen lige
for. Og Satan til Landevej! Telegraftraad og Grøfter og en Rad Popler
paa hver Side — lige grundforbedret af Sogneraadet. Grøden af Skæget, et
Smask til Kællingen og op paa Kommandobroen. Er Maskinen smurt Hans? Ja,
ja, saa rejser vi af i Guds Navn — ræk mig Stadspisken!“ Han
efterlignede Bøndernes Maade at tale paa. „Pas nu paa Kroerne, Far!“
føjede han til med pibende Kvindestemme. Der var umaadelig Latter, den
klang ondt af den trykkede Understemning.
Bonden sad ganske roligt og tog imod hele Skyllen; han dukkede blot
Hovedet lidt. Da Latteren var ved at lægge sig, pegede han paa Lodsen
med Pisken og sagde til de omstaaende:
„Det var Fanden til Hoved der sidder paa det Barn! Hvis Far er du min
Dreng?“ vendte han sig til Lodsen.
Der var flere der lo, og den tykhalsede Lods blev opsvulmet i Hovedet af
Raseri. Han greb fat i Vognfadingen og rystede den, saa Bonden havde
ondt ved at blive siddende. „Din visne Knoldsparker, din Svineavler, din
Møgkører!“ brølede han rasende „skal du komme her og dutte voksne Folk
og kalde dem Dreng! og ræsenere over Skibsfarten oven i Købet hæ —
saadan en luset Kreditpels! — Nej skulde du nogentid faa Lyst til at
tage din fedtede Nathue af for andre end Degnen derhjemme, saa tag du
den af for den Skibsfører, der kan finde sin Havn i en Taage som denne
her. Det kan du hilse og sige jeg har sagt.“ Han slap sit Tag i Vognen
saa den slog over i den anden Side.
„Jeg maa vel hellere tage den af for dig, siden det ikke lader til at
den anden kan finde os i Dag,“ sagde Bonden grinende og strøg sin lodne
Hue af, saa et stort skaldet Hoved kom til Syne.
„Skjul den Barnerumpe i en Fart, eller min Salighed jeg giver dig nogen
i den!“ raabte Lodsen blind af Raseri og vilde krybe op i Vognen.
I det samme lød som gennem Telefon en fjærn spæd Kvækken ude fra Dybet:
„Vi — hører — en — Dampfløjte!“
Lodsen sprang ud over Molen og slog i Forbifarten til Bondens Heste saa
de stejlede; Mænd gjorde klar ved Fortøjningspælene og kom skurende frem
med Landgangsbroerne i vild Fart; Vognene der havde Halm bag i som de
skulde hente Kvæg, gav sig til at køre skønt de ingen Steder havde at
køre hen, de malede rundt paa én Plet. Alt var i Bevægelse. Fæstemænd
med røde Næser og slu Øjne kom pilende oppe fra Skipperknejpen hvor de
havde holdt Varmen.
Og som om en mægtig Klo havde grebet ind i Bevægelsen stod alt pludselig
stille igen i anspændt Lytten — en fjærn forsvindende Brølen af en
Dampfløjte klagede nyfødt et Steds langt borte. Man listede sammen i
Klynger, stod i forstenet Lytten og sendte onde Blikke til de urolige
Køretøjer; var det virkeligt, eller var det et Foster af saa manges
hæftige Ønsker? — maaske et Varsel for hvermand om at Skibet i dette
Øjeblik gik til Bunds? Havet sender altid Bud om sine onde Gærninger; en
Lem knirker for de Efterladte, naar Forsørgeren gaar bort, eller der
pikkes tre Gange paa de Vinduer, som vender ud mod Søen — der er saa
mange Maader.
Men saa lød det igen, og denne Gang gik Lyden i fine Toneriller over
Vandet, det samme sitrende Halvfløjt som naar Gaddiserne letter — den
var levende. Og Tudehornet svarede den ude i Sejlløbet, og Malmklokken
inde paa Molehovedet; saa atter Tudehornet — og Dampfløjten i det
fjærne. Og saaledes blev det ved, en Ledetraad af Lyd blev spundet
mellem Land og det ubestemte Graa derude, frem og tilbage. Det kunde
tydelig fornemmes herinde paa den faste Jord, hvorledes man famlede sig
frem efter Lyden derude — den hæse Brølen tiltog langsomt i Styrke, veg
lidt til Syd eller Nord men tiltog stadig. Og andre Lyd brød igennem,
tung Skuren af Jærn paa Jærn, Skruens Larm naar den bakkede eller atter
slog fremad.
Lodsbaaden gled langsomt frem af Taagen. Den holdt sig midt i Sejlløbet,
bevægede sig sindigt indad og tudede uophørligt. Den slæbte ved Lyden en
usynlig Verden efter sig hvor Hundreder af Stemmer mumlede tykt ind i
Raab og Klange og klaskende Fodtrin — en Verden der flød i Blinde her i
Rummet tæt ved. Saa dannede der sig en Skygge i Taagen hvor ingen havde
ventet det, og det lille Dampskib brød frem — en Kolos at se til i det
første Overraskelsens Øjeblik — og lagde sig midt i Indløbet.
Nu brast den sidste Rest af Spænding over det hele, hvert Menneske
maatte foretage sig et eller andet for at løse sig ud. De tog ved
Hovedet af Bøndernes Heste og rykkede dem tilbage, bankede Hænder,
forsøgte en Vittighed eller lo blot støjende og stampede i Stenbroen.
„God Rejse?“ spørges der af en Snes Stemmer paa én Gang.
„_All right!_“ svarer Kaptejnen oprømt. Og nu er ogsaa han udløst,
Kommandoraabene ruller fra ham, Skruen løber kogende baglæns, Trosser
flyver gennem Luften, Dampspillet gaar med syngende Metalklang. Og
bredsides arbejder Skibet sig ind til Bolværket.
I Druknehullet mellem Bakken og Broen, inde under Overdækket og Agter —
alle Vegne myldrer det. Det er et underligt fjoget Mylr som af Faar der
rejser sig paa hinandens Ryg og maaber. „Sikken en Ladning Kvæg!“ raaber
den tykke Lods op til Kaptejnen og stamper henrykt i Molen med sine
Træskostøvler. Der er Faareskindshuer, gamle Soldaterkasketter, ræverøde
skabede Hatte, og Kvindernes tækkelige sorte Hovedtørklæder. Ansigterne
er saa forskellige som gammelt indskrumpet Svinelær og ung gulnende
Frugt, men Savn og Forventning og en vis Livsgraadighed lyser af dem
alle. Og Øjeblikkets Usædvanlighed lægger et Skær af Dumhed over dem,
som de dér kiler sig frem eller rejser sig over hinanden og stirrer med
aabne Miner paa dette Land, hvor Lønnerne skal være saa høje og
Brændevinen saa gudsforbasket stærk.
De ser de tykke pelsklædte Bønder og de anløbne Fæstemænd.
De ved ikke hvor de skal gøre af sig selv og staar i Vejen overalt,
Matroserne jager dem bandende fra Side til Side i Skibet, eller slænger
uden Varsko Luger og Stykgods over Benene paa dem. „Varsko, din svenske
Jævel!“ raaber en Matros der skal slaa Jærnportene op. Svenskeren hummer
sig forfjamsket, men Haanden farer for egen Regning til Lommen og piller
nervøst ved den store Foldekniv.
Landgangen er klar, og de halvtredje Hundrede Passagerer strømmer fra
Borde — Stenhuggere, Havnearbejdere, Tjenestepiger, mandlige og
kvindelige Daglejere, Karle, Røgtere, en og anden ensom lille
Vogterdreng, og elegante Skræddere der holder sig langt fra de øvrige.
Der er unge Mænd saa ranke og velskabte som de ikke fostres paa Øen her,
og Stakler saa tilrakkede af Slid og Savn som de aldrig bliver det
herhjemme. Der er endogsaa Ansigter imellem som lyser af aaben Ondskab —
og andre der gnistrer af Energi eller skæmmes af store Ar.
De fleste er i Arbejdstøj og har kun det med sig de gaar og staar i, her
og dér har en et Stykke Redskab paa Nakken — en Skovl eller Jærnstang,
De der har noget Rejsegods faar vendt godt op og ned paa det af
Toldvæsnet — Tøj er saa billigt i Sverig. En og anden Pige som er lidt
svær maa finde sig i Toldernes grovkornede Spøg, dér er f. Eks. den
smukke Sara fra Cimrishamn som alle kender. Hvert Efteraar rejser hun
hjem og kommer igen hvert Foraar — i de mest velsignede Omstændigheder.
„Det er Kontrabande,“ siger Tolderne og peger; de siger den samme
Vittighed hvert Aar og har gaaet og glædet sig til den. Men Sara som
ellers er saa ilter og rap i Kæften, stirrer bly mod Jorden — hun har 20
Alen Klæde viklet under Skørterne.
Bønderne er lysvaagne nu. De der tør, forlader Hestene og søger ind i
Flokken, de andre vælger sig deres Arbejdskraft ud med Øjnene og raaber
den an. Hver anlægger sit Maal — Skulderbrede, beskeden Holdning,
Usselhed; men de arrede og ondskabsfulde Ansigter er de bange for, de
overlades til Forvalterne paa de større Gaarde. Der bydes og tinges,
hvert Øjeblik kryber en eller to Svenskere op i Halmen bagi og ruller
bort. — —
Lidt afsides stod en ældre ludende Mandsling med en Sæk paa Ryggen og en
8-9 Aars Dreng ved Haanden; ved deres Fødder stod en grøn Kiste. De
fulgte opmærksomt hvad der foregik, og hvergang en Vogn rullede bort med
nogle af deres Landsmænd, rykkede Drengen utaalmodigt i den Gamle, der
saa talte beroligende til ham. Den gamle Mand undersøgte Bønderne én for
én med bekymret Mine og bevægede Læberne imens — han tænkte. Stadig løb
de røde vippeløse Øjne i Vand ved den vedholdende Stirren, og han
tørrede dem med den grove snavsede Sækkehals.
„Ser du den dér?“ sagde han pludselig til Drengen og pegede paa en lille
tyk Bonde med Æblekinder. „Tro om han ikke skulde være god mod Børn?
Skal vi forsøg’en, Pøjke?“
Drengen nikkede alvorligt, og de styrede løs paa Bonden. Men da han
hørte at de skulde følges ad, vilde han slet ikke have dem — Drengen var
altfor lille til at tjene Føden. Og saadan gik det dem hver Gang.
Det var Lasse Karlsson fra Tommelilla i Ystadtrakten og hans Søn Pelle.
Helt fremmed var Lasse jo ikke, han havde været paa Øen en Gang før —
for omtrent en halv Snes Aar siden. Men dengang var han yngre, saa at
sige i sin bedste Arbejdskraft, og havde ikke en lille Dreng ved Haanden
som han ikke vilde skilles fra for alt i Verden — det var Forskellen.
Det var det Aar, Koen druknede i Mergelgraven og Bengta gik og lavede
til Barsel. Skralt saa det jo ud, men Lasse vovede alt paa ét Kort han,
og benyttede de Par Kroner han fik for Huden af Koen til at drage til
Bornholm for. Da han vendte tilbage om Efteraaret var de tre Munde, men
da havde han ogsaa et Hundrede Kroner at se Vinteren i Møde med.
Lasse havde dengang været Mand for at redde Situationen; og endnu kunde
det rette op i hans ludende Gammelmandsskikkelse, naar han kom til at
tænke paa den Bedrift. Siden naar der var Smalhans, talte han altid om
at sælge Skidtet og tage til Bornholm for bestandig. Men Bengta
skrantede efter sit Gammelkonebarsel, og der blev intet af det — ikke
før hun døde efter otte Aars Elendighed, nu lige til Vaaren. Saa solgte
Lasse Stumperne underhaanden og fik et lille Hundrede Kroner ind; de gik
med til at klare enhver sit, den lange Sygdom havde tæret. Huset og
Jorden tilhørte Patronen. En grøn Kiste som havde hørt til Bengtas
Brudeudstyr, var det eneste Stykke han beholdt. I den pakkede han deres
Brugsgenstande og nogle Smaating af Bengtas, og sendte den forud til
Havnebyen med en kørende Pranger. En Del gammelt Skrammel som ingen
vilde byde paa, stoppede han i en Sæk, og med den paa Nakken og Drengen
ved Haanden gav han sig paa Fodvandring til Ystad, hvor Damperen fra
Rønne lagde til. Skillingerne kunde lige række til Overfarten.
Han havde været saa sikker paa sig selv under Vejs og i høje Toner
fortalt Pelle om dette Land, hvor Lønnerne var saa ufattelig høje, og
hvor man somme Steder fik Paalæg paa sit Brød og altid Øl til, saa
Vandvognen i Høstens Tid ikke kørte rundt til Arbejderne men kun til
Kvæget. Og — ja de der vilde kunde drikke Brændevin som Vand saa billigt
var det, men det var saa stærkt, at det slog sin Mand i tredje Omgang.
De brændte det af rigtigt Korn og ikke af syge Kartofler, og de drak det
til hvert et Maaltid. Og aldrig skulde Pøjken fryse dér, for det var
Uldent inderst og ikke dette her Blaarlærred, som det blæste rags
igennem; men en Arbejdsmand som kostede sig selv holdt magelig sine to
Kroner om Dagen. Det var noget andet det end Patronens lusede 80 Øre paa
egen Kost.
Pelle havde hørt det samme mange Gange før — af Faderen, af Ole og
Anders, Karna og hundrede andre som ogsaa havde været her. Om Vinteren
naar Luften var drivende tyk af Kulde og Sneraag og Fattigfolks Nød,
snakkede simpelt hen alle om det i de smaa Torp derhjemme. Og for dem
der ikke selv havde været paa Øen men kun hørte Fortællingerne om den,
skød Forestillingen helt fantastiske Skud omkap med Frosten paa Ruderne.
Pelle vidste det godt han, at her gik selv de fattigste Drenge i deres
bedste Tøj altid, og spiste Fedtebrød med Sukker paa saa tidt de vilde.
Her flød Pengene ganske simpelt som Skidt langs Vejene, og Bornholmerne
gad nok ikke engang bukke sig og tage dem op. Men Pelle skulde samle,
saa Far Lasse kom til at hælde Skramlet ud af Sækken og tømme Læddiken i
den grønne Kiste for at skaffe Plads. Og endda skulde det knibe. Bare de
nu snart kom af Sted — han ruskede utaalmodigt i Faderen.
„Ja, ja,“ sagde Lasse og havde Graaden i Halsen, „ja ja, du faar vel
give Tid du.“ Han saa sig raadvild om. Her stod han nu midt i al
Herligheden og kunde ikke engang finde en beskeden Plads til sig og
Drengen. Han begreb det ikke, havde da hele Verden forandret paa sig
siden hans Tid? Det dirrede helt ud i hans skjoldede Hænder, da den
sidste Vogn rullede bort. En Stund stirrede han hjælpeløst efter den;
saa bar han og Drengen den grønne Kiste hen til en Mur, og Haand i Haand
vandrede de op mod Byen.
Lasse gik og bevægede Læberne — han tænkte. Til daglig tænkte han bedst
ved at tale højt med sig selv; men i Dag var alle Ævner oppe i ham, og
han kunde nøjes med at bevæge Læberne.
Og som han traskede af Sted blev hans undskyldende Tanker til
undskyldende Ord. „Fan,“ udbrød han og sendte med et Stød af Ryggen
Sækken længere frem over Nakken, „inte skal man tage det første det
bedste som mælder sig; nok er det ikke klogt heller! Lasse har vel
Ansvaret for to kan jeg tænke, og han ved hvad han vil — og saadér! Har
vel været i fremmed Land før i Dag skulde jeg tro! Og nok kommer det
bedste altid til Slut, at du véd’et, Pøjke.“
Pelle hørte kun svagt efter. Han havde allerede trøstet sig, og Faderens
Ord om at det bedste nok var i Behold for dem var ham kun et svagt
Udtryk for en mægtig Sandhed — den at hele Verden skulde blive deres med
alt hvad den rummede af Vidundere Rub og Stub. Han var allerede i Færd
med at tage den i Besiddelse — med vidtaaben Mund.
Han gik med en Mine som skulde han sluge Havnen med alle dens Skibe og
Baade, og de store Bræddestabler, der nok saa ud til at være hule
indeni. Her var Legeplads her — men ingen Drenge! Mon Drengene her var
ligesom de hjemme? han havde ingen set endnu. Kanske havde de helt andre
Maader at slaas paa, men han skulde nok klare sig — blot de vilde komme
én ad Gangen. Dér stod jo et stort Skib helt oppe paa Land, og man var
nok i Færd med at flaa Huden af det. Jasaa, Skibene havde Ribben ogsaa,
ligesom Kørne!
Ved det store Træskur midt oppe paa Havnepladsen satte Lasse Sækken fra
sig. Han gav Drengen et Stykke Brød og sagde til ham, at han skulde
blive og passe paa Sækken; saa gik han opefter og forsvandt. Pelle var
dygtig sulten, han holdt om Brødet med begge Hænder og huggede graadigt
i sig.
Da han havde pillet de sidste Krummer op af sin Trøje gav han sig i Lag
med Omgivelserne. Det sorte i den vældige Gryde dér var Tjære, han
kendte det godt men havde aldrig set saa meget paa engang. Fy Fan, om
man drattede dér ned mens det kogte — det blev nok værre end selve
Svovlpølen i Helvede det. Og dér laa nogle vældige Fiskekroge, just Mage
til dem der hang i tykke Jærnkæder ud af Skibenes Næsebor! Mon der endnu
fandtes Kæmper der kunde fiske med en saadan Krog? Stærke Johan lod dem
nok ligge han!
Han fastslog ved Selvsyn, at Bræddestablerne virkelig var hule, og at
han med Lethed kunde komme ned paa Bunden af dem — blot han ikke havde
haft Sækken at trækkes med. Faderen havde sagt han skulde passe paa den,
og han slap den ikke ud af Hænderne et Øjeblik; da den var for tung at
bære, maatte han slæbe den efter sig fra Genstand til Genstand.
Han opdagede et lille Skib, ikke større end at en Mand kunde ligge
strakt i det, og fuldt af borede Huller i Bunden og paa Siderne; han
forskede sig frem til Skibstømrernes store Slibesten, der var næsten saa
høj som en Mand. Her laa krumme Planker hvori der sad Søm saa store som
Lensmandens ny Tøjrpæle derhjemme; og det Skibet var tøjret ved dér, var
det ikke en rigtig Kanon som de havde plantet?
Pelle saa det altsammen og undersøgte hver eneste Ting paa fornøden
Maade — snart blot ved at spytte vurderende paa den, snart ved at sparke
mod den eller kradse i den med sin Lommekniv. Traf han paa et eller
andet sælsomt Vidunder der ikke ad anden Vej vilde ind i hans lille
Hjærne, saa satte han sig overskrævs paa det.
Dette var en hel ny Verden, og Pelle var i Gang med at erobre den. Ikke
en Trævl vilde han lævne. Havde han nu haft Kammeraterne fra Tommelilla
her, saa skulde han have forklaret og sat dem ind i det altsammen.
Jøsses hvor de vilde glo stort! Men naar han igen kom hjem til Sverig
vilde han fortælle om det; saa sagde de nok Løgnhals til ham haabede
han.
Pelle sad og red paa en uhyre Mast, der laa strakt hen ad Tømmerpladsen
paa nogle Egeknægte. Han spændte Fødderne sammen under Masten, som han
havde hørt Ridderne i gamle Dage gjorde det ved deres Hest, og
fantaserede at han greb fat i en Ring og løftede sig selv, Hest og det
hele. Han sad til Hest midt i sin nyopdagede Verden og struttede af
Erobrerstolthed, slog med den flade Haand paa Hestens Kryds, og huggede
Hælene i Siden paa den mens hun skraalede en Vise af fuld Hals. Sækken
havde han maattet slippe for at komme herop:
Højt oppe i Smaaland der dansede Smaadjævle
med ladede Pistoler og riflede Gevær;
alle de Smaadjævle de spilled paa Fioler,
selve Gubben Satan spillede Klaver.
Midt i sin støjende Glæde kastede han et Blik i Vejret, stak i at
tudbrøle og lod sig dumpe lige ned i Hugspaanerne. Oven paa Skuret
Faderen havde anbragt ham ved stod en sort Mand og to sorte, halsende
Helvedeshunde; Manden stak Overkroppen helt ud af Tagrygningen og truede
ad ham. Det var en gammel Galionsfigur, men Pelle troede, det var selve
Gubben Satan der kom for at tage ham til Straf for den dristige Vise, og
stak i Rend opefter. Et Stykke oppe kom han i Tanke om Sækken og
stansede. Han brød sig ikke om den Sæk — og Prygl fik han heller ikke om
han lod den i Stikken, for Far Lasse slog aldrig; den fule Djævel vilde
ogsaa æde ham op om han vovede sig derned igen — allermindst; han saa
tydelig, hvor det lyste rødt af Næseborerne baade paa ham og Hundene.
Men Pelle betænkte sig alligevel. Faderen var saa øm over den Sæk, han
vilde ganske sikkert blive bedrøvet om han mistede den — kanske græde
som da han mistede Mor Bengta. For første Gang maaske var Drengen ude
for en af Livets alvorlige Jærnprøver og stod — som saa mange Mennesker
havde staaet før ham — med Valget imellem at ofre sig selv eller ofre
andres. Kærlighed til Faderen, Drengestolthed, den Pligttroskab der er
Samfundets Vuggegave til de Fattige — det ene med det andet afgjorde
Valget. Han bestod Prøven — men ikke tappert; han tudbrølede hele Tiden
mens han med Øjnene stivt rettede paa den Onde og hans Helvedeshunde
luskede tilbage efter Sækken og i stift Løb slæbte den efter sig op ad
Gaden.
Ingen er vel en Helt før Faren er overstaaet. Men heller ikke da fik
Pelle Lejlighed til at gyse over sit eget Mod; for da han først var uden
for den sorte Mands Rækkevidde og Skrækken skulde have sluppet sit Tag i
ham, tog den blot en ny Form. Hvor blev nu Faderen af? han havde jo sagt
at han straks kom igen! Om han nu slet ikke kom igen mere? Kanske var
han gaaet bort for at blive af med sin lille Dreng, der blot var til
Besvær og gjorde det vanskeligt for ham at faa Tjeneste.
Pelle forstod saa fortvivlet godt at det maatte komme dertil, mens han
brølende trak af med Sækken. Saadan var det jo gaaet andre Børn ogsaa af
hans inderlige Bekendtskab. Men de kom til Pandekagehuset og fik det
godt, og Pelle selv han skulde nok — — kanske opsøgte han selve Kongen
og blev taget i Huset og fik Prinsepogene til Legekammerater og sit eget
lille Slot at bo i. Men Far Lasse skulde ikke faa et Fnug, for nu var
Pelle vred og hævngærrig skønt han brølede lige løssluppent. Tre Dage
skulde han faa Lov at staa og dundre paa Porten og tigge for sig, og
først naar han græd ynkeligt — nej han fik vel have Lov at komme ind
straks, for Far Lasses Graad det var det pinagtigste i hele Verden. Men
han skulde ikke faa et eneste af de Søm, Pelle havde fyldt sine Lommer
med nede paa Tømmerpladsen; og naar Kongens Kone kom med Kaffe paa
Sengen til dem — —
Pelle stansede baade sin fortvivlede Graad og sine lykkelige Fantasier —
ud fra en Beværtning øverst i Gaden kom Far Lasse selv lyslevende. Han
saa sjæleglad ud og holdt en Flaske i Haanden.
„Dansk Brændevin, Pøjke!“ raabte han og vinkede med Flasken. „Huen af
for det danske Brændevin! — Men hvorfor har du grædt? — jasaa du blev
bange. Og hvorfor blev du bange? hedder ikke din Far Lasse kanske —
Lasse Karlsson fra Kungstorpet? Og han er ikke godt at drages med, han
slaar haardt han, om han tirres! Komme og kyse smaa skikkelige Pøjker,
fy fan! de faar vel agte paa deres Indvolde! Var end den hele vide
Verden fuld af brændende Djævle, Lasse er her han, og du skal ikke være
ræd!“
Mens han skældte saa opbragt tørrede han ømt Drengens graadsnavsede
Kinder og Næse af med sin ru Haandbalg og fik atter Sækken paa Nakken.
Der var noget rørende brøstfældigt over hans ludende Skikkelse, idet han
pralende og trøstende travede ned mod Havnen igen med Drengen ved
Haanden. Han stolprede i de store Fedtlærsstøvler, hvis Stropper stak ud
til Siden og havde en forbavsende Lighed med Pelles Øren; af den gamle
Vinterfrakkes gabende Lommer stak til den ene Side den røde Lommeklud,
til den anden Flasken. Han var blevet lidt løsere i Knærne nu, og Sækken
truede hvert Øjeblik med at tage Magten fra ham — den stødte ham forover
og tvang ham til at smaaløbe ned ad Bakken. Affældig saa han ud, maaske
de store Ord bidrog deres dertil. Men Øjnene lyste fortrøstningsfuldt,
og han smilede ned til Drengen, der løb ved hans Haand.
De nærmede sig Skuret, og Pelle blev helt kold af Skræk — Manden stod
der endnu. Han søgte om paa den anden Side af Faderen og vilde trække
ham ud over Havnepladsen i en stor Bue. „Der er han igen,“ sagde han
klynkende.
„Ja saa det var den dér, som var efter dig?“ sagde Lasse og lo højt —
„og han er tilmed af Træ. Da er du ogsaa den tapreste Pøjke, jeg har
kendt! Der skal ikke mangle stort i, at én kan sende dig mod en død Høne
naar du faar en Kæp i Haanden.“ Lasse blev ved at le og ruskede fornøjet
i Drengen. Men Pelle var lige ved at gaa i Jorden af Skamfuldhed.
Nede ved Toldboden traf de en Forvalter, som var kommen for sent til
Dampskibet og ingen Folk havde faaet. Han stansede sit Køretøj og
spurgte Lasse om han søgte Tjeneste.
„Ja vi søger begge to,“ svarede Lasse kry. „Vi vil tjene i samme Gaard —
som Ræven sagde til Gaasen.“
Forvalteren var en stor kraftig Mand, og Pelle gøs af Beundring over
Faderen, der turde tale ham saa dristigt til.
Men den store Mand lo godmodigt. „Saa skal han dér vel være Forkarl?“
sagde han og svippede til Pelle med Pisken.
„Ja det bliver han sikkert engang,“ sagde Lasse med stærk Overbevisning.
„Han kommer nok til at spise nogle Skæpper Salt først. Naa men jeg har
Brug for en Røgter og vil give dig 100 Kr. for et Aar — skønt du skal
have forbandet ondt ved at fortjene dem, efter hvad jeg kan se. Drengen
bliver der vel altid en Bid Brød til, men han maa naturligvis udrette
den Smule han kan. Du er vel hans Bedstefar!“
„Jeg er hans Far — for Guds og Hvermands Aasyn,“ svarede Lasse stolt.
„Se se, saa maa der jo alligevel være lidt ved dig endnu — hvis du da er
kommet ærligt til ham. Men kryb nu op om du vil dit eget Vel, jeg har
ikke Tid at holde her. Du faar ikke et saadant Tilbud hver Dag.“
Pelle syntes hundrede Kroner var en syndig Masse Penge, Lasse som den
ældste og fornuftigste havde derimod en Fornemmelse af at det var altfor
lidt. Men skønt det ikke var gaaet op for ham endnu havde Morgenens
Erfaringer pillet stærkt ved hans lyse Syn paa Fremtiden; Snapsen havde
til Gengæld gjort ham ligeglad og rundhaandet til Sinds. „Lad gaa til
da,“ sagde han og slog stort ud med Haanden. „Men Patronen skal vide, at
vi ikke vil have Spegesild og Søbe tre Gange om Dagen. Et ordenligt
Kammers faar vi ogsaa have — og Søndagsfrihed.“ Han hev Sækken og
Drengen op i Vognen og kravlede selv bagefter.
Forvalteren lo:
„Du har nok været her paa Landet før, Gamle? Men det kommer vi nok ud af
altsammen; du skal faa Flæskesteg med Rosiner i og Rabarbergrød med
Peber paa, saa tidt du gider aabne Munden.“
De kørte ned til Dampskibet efter Kisten og rullede saa ud ad Landet
til. Lasse som genkendte dette og hint forklarede vidt og bredt for
Drengen. Ind imellem stjal han sig til at tage en Dram, Forvalteren
maatte ikke se det. Pelle frøs og borede sig ned i Halmen, han krøb helt
ind under Faderen.
„Tag dig en Slurk,“ hviskede Lasse og listede Flasken til ham. „Men pas
paa, at han ikke ser det, for han er ful. Det er en Jude.“
Pelle vilde ingen Snaps have. „Hvad er en Jude for en?“ spurgte han
hviskende.
„En Jude — Kors i Jøsses Pøjke at du ikke ved det; det var jo Juderne
som korsfæstede Kristus. Derfor maa de nu vandre hele Verden over og
sælge Uldtøj og Naale og saadér; og snyder gør de overalt hvor de kommer
frem. Kan du ikke huske ham som snød Mor Bengta for hendes vakre Haar?
nej det var jo nok før din Tid — det var en Jude det ogsaa. Han kom en
Dag jeg ikke var hjemme, og pakkede alt sit fine Kram ud, der var nok
baade Kamme og Naale med blaa Glashoveder og de fineste Hovedtørklæder.
Og Kvindfolk kan jo ikke staa for saadant fint Kram, de bliver ligesom
jeg vil sige en af vi andre naar nogen holder os en Flaske Brændevin for
Næsen. Mor Bengta havde nu ingen Penge, men han den fule Fan vilde give
hende det fineste Hovedklæde, naar han maatte skære en liden Ende af
Flætningen. Og saa skærer han den af helt oppe ved Nakken. Kors i
Herrens Fryd hvor var hun som Flint og Staal naar hun blev gal — hun
pryglede ham ud af Huset med en Rage. Men Flætningen tog han med sig, og
Tørklædet var noget Skidt som det var at vente. For Juderne er nogle
fule Djævle, som har korsfæstet — — —“ Lasse begyndte forfra.
Pelle mærkede lige akkurat Faderens sagte Brummen. Det drejede sig om
Mor Bengta, men hun var jo død nu og laa i sorten Jord — hun knappede
ikke hans Underbul i Ryggen mere, og varmede hans Hænder naar han frøs.
— Jasaa de kom tilmed Rosiner i Flæskestegen her til Lands; de maatte
have Penge som Græs. Der laa nu ingen paa Vejene og flød, og farlig fine
var Husene og Gaardene ikke heller. Men det besynderligste var, at
Jorden her havde samme Farve som hjemme, skønt det var et fremmed Land.
I Tommelilla havde han set et Landkort, hvor hvert Land havde sin egen
Farve. Men det var altsaa Løgn det!
Lasse var forlængst gaaet i Staa, han sov med Hovedet paa Drengens Ryg.
Flasken havde han glemt at skjule.
Pelle vilde lige til at skyde den ned i Halmen, men Forvalteren — der
forresten ikke var Jyde men Sjællænder — vendte sig i det samme og fik
Øje paa den. Han bød Drengen kaste den i Grøften.
Ved Middagstid naaede de deres Bestemmelsessted. Lasse vaagnede idet de
rullede ind paa Stenbroen i den store Gaard og famlede mekanisk i
Halmen. Men pludselig besindede han sig paa hvor han var, og blev ædru
med et Ryk. Dette var jo saa deres nye Hjem! det eneste de havde at
holde sig til og vente sig noget af paa denne Jord. Og idet han saa ud
over den store Gaard, hvor Middagsklokken netop lød og kaldte Tyende og
Daglejere ud af alle Døre, forsvandt al hans Selvtillid. En fortvivlet
Følelse af Værgeløshed overvældede ham og fik hans Ansigt til at skælve
i afmægtig Bekymring for Sønnen.
Hans Hænder rystede under ham da han krøb af Vognen; han stod der
raadvild og prisgivet alle de forskende Blikke derhenne fra Nedgangen
til den mægtige Stuebygnings Kælder. De snakkede om ham og Drengen og lo
allerede. I sin Forvirring greb han til den Beslutning at gøre saa
gunstigt et Førsteindtryk som muligt, og gav sig til at tage Huen dybt
af for hver enkelt; Drengen stod ved Siden af og gjorde lige som
Faderen. Det mindede om Markedets Klovner, og derhenne ved Kælderhalsen
lo de højt og bukkede efterabende, de begyndte ogsaa at raabe op. Men
saa kom Forvalteren atter ud til Vognen, og de forsvandt hurtigt ned i
Kælderen. Oppe fra Stuehuset lød en fjærn enstonig Lyd som ikke vilde
høre op og uvilkaarlig bidrog til at virke nedtrykkende paa de to.
„Staa nu ikke dér og skab jer,“ sagde Forvalteren haardt — „men skrup
ned til de andre og faa noget i Skrutten. I faar Tid nok til at gøre
Abekattestreger for dem.“
Ved disse opmuntrende Ord tog den Gamle Drengens Haand og stavrede hen
mod Kælderen med fortvivlet Sind. I hans Indre græd det af alle Kilder
efter Tommelilla og Kungstorpet; Pelle knugede sig angst ind til ham.
Det uventede var pludselig blevet til et ondt Udyr i begges Fantasi.
Nede i Kældergangen lød den underlig langtrukne Lyd forstærket, og det
gik op for dem begge, at det var en Kvindes Graad.