Den brave Knægt jeg her sender ud i Verden nykonfirmeret og fuld af
Appetit, er det ørkesløst at gaa rundt og søge Fader-Lighed til. I tolv
Aar har jeg nu kælet for ham paa min Maade, og alle hans Glæder og
Sorger har lydt i mig selv, fra jeg kunde krybe — i mit Sind, i mine
Tarme, paa mine Rygstykker. Han er i højeste Grad min egen, og er i sin
gode Ret til — som Sagaens Sønner, naar de forlod Hjemmet — at kræve
Rejseordet af mig. Andre vil let nok kunne faa Øje paa alle hans Fejl,
men der er ingen, der kender ham som jeg.
Er han ikke blevet til i en Haandevending, saa kræver han til Gengæld
Plads — Beretningen om „Pelle Erobreren“s Kampe og Sejr bliver paa fire
Bind. Men det forskrækker vel ingen i dette Land, hvor man paa Vuggen
opøves i at tage de vægtigste Bøger i stiv Arm. — —
Han skulde ogsaa gærne komme i stort Følge! „Pelle Erobreren“ skulde
være en Bog om Proletaren — altsaa om Mennesket selv — der nøgen, kun
udstyret med Sundhed og Appetit melder sig i Livets Sold; om Arbejderens
brede Gang over Jorden paa hans endeløse, halv ubevidste Vandring mod
Lyset! Intet andet Samfundslag har saa stor en Baggrund for sin
Livsvandring som Almuen, eller saa stærke Skæbner — hvor Proletaren
kæmper, er det bestandig for det fundamentale, _han_ bliver endnu Martyr
paa de simpleste Retfærdighedskrav.
Pelle kommer til at tage sin Tørn med. Andet Bind skildrer hans Læreaar
i den lille Provinsby med dens gammeldags Haandværkerforhold; i tredje
Bind drager han over Havet som ung Svend — mod _Kongens København_ — og
er med i Arbejdernes Rejsning; sidste Bind foregaar i København som det
nu er, gennemorganiseret og styret af Arbejderhænder — _Folkets
København_.
Som den Svend han er, kommer han med i det hele. Og det hele skulde
gærne klinge igen i ham: i _hans_ Skridt skulde det uendelige Traadd
lyde af de mange, der vil kæmpe sig frem, _hans_ Sorger og Glæder skulde
være bærende for de manges Livslykke.
Hvad Bogen indfrir her, bliver det Læsernes Sag at dømme om. Men til
dem, der ærgrer sig over baade den ene og den anden Udgivemaade, vil jeg
sige, at den her valgte Form for Udgivelse er den naturligste, hvor det
drejer sig om en Bog paa fire stærke, naturligt afsluttende Bind — og at
Forlaget kun fortjener Tak, fordi det ved at udsende Bogen i et
forholdsvis stort Oplag og til meget billig Pris, sætter en ung
Forfatter i Stand til overhovedet at faa saa stort et Værk ud.
Espergærde, 28. Februar 1906.