forladt Rum-Key den 15de, hurtigt ned til Østpynten af Cuba, Kap
Maisi. Her fik vi et engelsk Linieskib, Donegal, i Sigte, og vi
seilede tre Dage sammen med det langs Sydkysten af den omtrent 136
Miil lange Ø Cuba. Ved Hjælp af Marryats Signalsystem -- der
forstaaes af alle Nationers Skibe -- signalerede vi til det, at vi
skulde til Havana, og det gav os en lignende Underretning. Det er
morsomt at seile sammen med et andet Skib -- Notabene, naar man kan
seile det agterud, og denne Tilfredsstillelse havde vi. Endskjøndt
Donegal var bekjendt for at være en god Seiler, kom den dog c. 18
Timer efter os ind til Havana, hvor vi ankom den 21de Januar.
Naar man i kortere eller længere Tid har gjæstet de smaa Byer i
Troperne, er det en særegen europæisk Følelse, hvormed man seer en By
som Havana udfolde sine mægtige Omrids for Øiet. I Forhold til Byen
staae Fæstningsværkerne ved Havneindløbet og Havnen selv, der vrimler
af alle Nationers Skibe. Den mexikanske Krig hidførte, medens vi vare
der, baade engelske, franske og spanske Orlogsmænd, der anløb Havana
paa Reisen til Vera Cruz, og foruden at afgive Salut for det spanske
Flag, deeltoge vi i Sørgesalut for Prinds Albert og Glædessalut over
Prindsen af Asturiens Fødselsdag. Det var en evig Komplimentering og
Retourneren af Visiter. Hs. kgl. Høihed Prinds Alfred, _midshipman_
ombord i det engelske Linieskib George, der kom fra Mexico og skulde
hjem, blev her underrettet om sin Faders Død. Skjøndt den unge Prinds
ikke modtog Besøg, lod han dog vor Chef vide, at han ønskede at tale
med ham, og sendte gjennem ham en Hilsen til Gouverneuren for vore
Øer, ledsaget af en Tak for den Modtagelse, der var bleven ham
tildeel paa disse.
Vi benyttede vort Ophold i Havana til at gjennemstreife den store By
paa kryds og tværs. _»Fabrica de tabacos de la vuelta abajo«_ var et
meget yndet Feltraab, og vi kom under Veir med det ret interessante
Fænomen, at Huse, hvis Adresser vi havde fra diverse Cigarkasser,
aldeles ikke existerede. Hvad der derimod existerede, var Snavs i
Gaderne i den gamle By, hvorimod den nye (Forstæderne) var rummelig
og reenlig. Pragtfulde Kafeer og Bygninger glædede Øiet, men meest
tiltalende af Alt var en stor Plads, hvor den elegante Verden efter
Solnedgang bevægede sig -- tilvogns, tilhest, tilfods -- i alle
mulige Retninger. Her fik man ved den overordentlige Luxus i
Toiletter og Ekvipager ret Begreb om den umaadelige Rigdom. Det var
ogsaa interessant at iagttage den skarpe Demarkationslinie, som her
existerer mellem Hvide og Farvede. "Indgang for Kouleurte" var malet
paa Theatre og andre offentlige Steder, hvor man kunde see denne
Samfundsklasse samlet paa eet Sted og ved Skillerum udelukket fra det
øvrige Publicum.
Som en Mærkelighed kan man anføre, at de fornemme Familier i den
kolde Aarstid (som det var under vort Ophold) for en stor Deel tage
paa Landet, medens de derimod begive sig til Byen paa den varme Tid
af Aaret, i hvilken den gule Feber grasserer stærkest. Vi have ikke
faaet dette Fænomen tilfredsstillende forklaret.
Det maa noteres som en anden Mærkelighed, at denne By, der tæller
200,000 Indvaanere og besøges af et overordentlig Antal Skibe, ikke
har noget Observatorium, der ved dagligt Signal angiver Tiden, saa at
Skibene kunne verificere deres Kronometre. Det Første en engelske
Bestyrelse vilde gjøre, vilde være at anlægge et saadant. For at faae
Rettelsen bestemt paa vore Ure, henvendte vi os til Havnekaptainen,
der boede i et stort Palais og modtog os særdeles høfligt; ved en
Adjutant lod han os ledsage til en Urmager, hos hvem vi fik en Tid
opgivet, der vel senere viste sig at være rigtig, men som vi dengang
dog kun stolede paa, fordi den stemmede med den af os selv beregnede.
Enhver betydelig Søstad bør sørge for at skaffe en officiel Garanti i
saa vigtig en Sag som Kronometres Regulering; for en Orlogsmand, der
altid har tre af disse, er det mindre nødvendigt, da de kontrolere
hinanden indbyrdes; for en Koffardimand, der undertiden kun har eet
Søur, er Sagen af betydelig Vigtighed.
Efter et behageligt Ophold, under hvilket Skibet var blevet forsynet
med Kul og for endeel provianteret, forlode vi den 27de Januar Havana
og stode Nord i. Gjennem Florida Golfen gik vi direkte til St. Croix,
hvorhen vi efter en særdeles heldig Reise ankom den 6te Februar, og
denne Tour havde saaledes i det Hele medtaget 5 Uger.
Ved de danske Øer.
(6te Februar -- 24de April.)
Under Heimdals Fraværelse paa ovennævnte Tour havde den engelske
Korvet Cadmus luret i St. Thomas' Havn paa et Skib, der af den
engelske Konsul i Havana var angivet at være udrustet til
Slavehandel. Da dette Skib forlod Havnen, blev det forfulgt og taget
af Cadmus udenfor det danske Territorium, og bragt til en engelsk Ø
for at kondemneres. Besætningen blev imidlertid frigiven, da der
ikke fandtes tilstrækkelige Beviser for, at den vilde tage Slaver i
Fragt. Vel fandtes der Træ nok til at bygge et Mellemdæk og
Demijohn'er til Vand i Mængde, samt et Kaart over Afrikas Kyst med
Negerudførselsstederne understregede, men en Jury frikjendte, som
sagt, Besætningen, hvorimod Skibet skulde dømmes ved en anden Domstol
og antoges at ville blive kondemneret til Fordeel for Opbringeren.
Imellem England, Frankrig og Danmark existerer der en Traktat, ifølge
hvilken deres Krigsskibe ere bemyndigede til at visitere mistænkelige
Skibe af disse Nationer. Heimdal var forsynet med en slig Fuldmagt,
men fik ikke Leilighed til at benytte den.
I ovennævnte Tidsrum forefaldt der ellers ikke noget af Interesse ved
Øerne. En stor Deel amerikanske Skibe, hvori Sydstaterne havde Part,
havde efterhaanden samlet sig i St. Thomas' Havn, hvor de lagde op og
afmønstrede deres Mandskab, haabende paa bedre Tider. Et Rygte, der
kort efter vor Ankomst jagede Korvetten fra St. Croix til St. Thomas,
og som lød paa, at en i denne Havn liggende nordamerikansk Orlogsmand
ved armerede Fartøier vilde opbringe indkommende sydlige Staters
Skibe een Miil udenfor Havnen, viste sig at være ugrundet. De
nordamerikanske Orlogsmænd forlode tvertimod efterhaanden Havnen, da
Sumter i Europa havde udspilt den eventyrlige Rolle, den begyndte i
de vestindiske Farvande, og da der desuden indløb Efterretning om, at
Sydstaternes andet armerede Skib Nashville havde overgivet sig.
Den 17de Marts feirede Vicegouverneur Berg sit Embedsjubilæum, men
var allerede dengang stærkt angreben af den Sygdom, som den 16de
April endte hans Liv. Korvetten overførte i denne Anledning
Gouverneur Birch til Begravelsen, ved hvilken den ydede de
foreskrevne militaire Æresbeviisninger.
Da der paa denne Tid ikke var noget, der gjorde Opholdet ved vore Øer
nødvendigt, erholdt Chefen Gouverneurens Tilladelse til at afgaae paa
et 14 Dages Togt til Martinique og Trinidad, dels for at øve
Besætningen, dels for at vise Flaget ved disse Øer.
Togt til Martinique og Trinidad.
(24de April -- 9de Mai.)
Efter 2 Dages Seilads fik vi den 26de Martinique i Sigte og passerede
om Eftermiddagen St. Pierre, der ligger paa den nordvestlige Side af
Øen og er den største By paa denne. Den har imidlertid ingen Havn, og
navnlig i Orkantiden kunne Skibe aldeles ikke ligge her. Fort de
France eller Fort Royal, der ligger i en Bugt nogle Miil sydligere,
har derimod en taalelig Havn, og det var efter denne at vi satte vor
Kurs. Indseilingen i Havnen, som gik for sig i Mørke, var ret
eiendommelig, idet vi først fik Lodsen ombord, da vi, saa at sige,
kun vare et Par Alen fra Ankerpladsen. Samme Lods vilde paadutte os,
at der for kort Tid siden havde været en dansk Orlogsmand inde i
Havnen, hvori vi jo med Sikkerhed kunde modsige ham, og det oplystes
da ogsaa, at det havde været en Hollænder, som han, der deelte sine
Landsmænds (især den simple Klasses) Uvidenhed i Geografi, hævde
antaget for en Dansk.
For en vis Deel af det herværende Publikum syntes der saaledes at
være Anledning til at "vise Flaget", hvilket vi gjorde næste Morgen,
da Byen til Gjengjæld viste sig for os. Den svarede just ikke ganske
til de Forestillinger som vi havde gjort os om den ved at see dens
Lys Aftenen i Forveien; navnlig viste den sig at være meget mindre
end antaget, dog var den venligt beliggende, og de høie Bjerge i
Baggrunden (saavidt vides de høieste paa Antillerne) forøgede mægtigt
Panoramaets Skjønhed. Vegetationen omkring Byen var, paa Grund af den
rigelige Vandmængde fra Bjergene, usædvanlig frisk, og i Byen saae
man en Overflødighed af smukke Haver. Det lader sig ikke nægte, at
Franskmændenes Smag og Nethed er fremtrædende i Alt, hvad der møder
Øiet. Nede ved Havnen var der en stor fiirkantet Plads, omgiven af
prægtige Mango Alleer. Midt paa denne Plaine var der opreist et
Monument over Napoleon den 1stes Gemalinde, Josephine, der som
bekjendt var en Kreolinde og født paa Martinique, og hele Anlæget
afgav en smuk, meget besøgt Spadsereplads. Vistnok maatte vi
tilskrive Søndagen endeel af den almindelige Reenlighed og Nethed,
vi mødte, men man følte dog, at den artige, velopdragne Tone ikke
heller om Hverdagene var nogen fremmed Gjæst paa Stedet. Hvad vi
derimod særligt maatte takke Søndagen for, var en ikke ilde udført
Koncert, som Garnisonens Musikcorps, der talte omtrent 60
Instrumenter, gav om Aftenen, og hvis Vellyd forhøiede det Indtryk,
som den tropiske Aften, den brogede Vrimmel og den glade Stemning
meddeelte Sandserne. Musiken var virkelig smuk, og sammenlignet med
den, vi af vore 2 Hornblæsere ombord opvartedes med, som en kvægende
Manna i Ørkenen.
Vi kunne ikke tilbageholde en Beklagelse over, at Korvetten, der
ellers i alle Retninger var god at være i, savnede et Musikkorps. Et
saadant medgives vel kun større Skibe, men Togtets Beskaffenhed burde
i saa Henseende ogsaa have et Ord at sige. At have lidt Musik til sin
Disposition ombord, er behageligt ved mange Leiligheder; det giver
Besøgende Fornøielse og danner et billigt Supplement til den
Høflighed, man saa gjerne vil vise mod Fremmede paa de forskjellige
Steder, hvor man kommer hen -- Steder, som man næsten aldrig forlader
uden en Taknemligheds Gjæld for modtagen Artighed og Gjæstfrihed. Men
Musiken er ikke alene en Behagelighed; den virker oplivende paa
Mandskabet, hvad enten dette gaaer rundt i Spillet, eller med en
Dands om Aftenen ender Dagens Tjeneste; den virker gjennem Humeuret
paa Sundheden og har i det Hele taget en dannende Indflydelse; derfor
burde den ikke savnes paa et Skib, der er udsendt paa et Togt af en
saadan Natur som Korvetten Heimdals.
Efter et Par Dages Ophold, hvilket nogle af Officererne benyttede til
at tage op til St. Pierre, hvor der er en sjelden smuk botanisk Have,
forlode vi den 29de Fort Royal og satte Kursen Vesten om St. Lucie,
St. Vincent og Granada til Trinidad.
Den 1ste Mai om Morgenen fik vi Landet at see, om Formiddagen
passerede vi igjennem _bocca di navio_ (Skibsløbet) ind paa Paria
Golfen og ankrede ved Port Spain (Spanishtown, Port d'Espagne) om
Middagen.
Saavel Anduvningen af Trinidad som Indseilingen dertil er baade
interessant og smuk. I Almindelighed løber der langs med Nordkysten
af Øen, som ved et Par smaa Øer med meer eller mindre brede Passager
er skilt fra Fastlandets Nordøstpynt, en meget stærk Strøm vestefter,
og denne frembringer, ved at mødes med Strømmen, der sætter ud fra
Paria Golfen, utallige Hvirvler og Skumstriber. Ved tillige at gaae
imod Bølgebevægelsen, der ogsaa, paa Grund af den staaende østlige
Vind, er i vestlig Retning, tilveiebringer den sidstnævnte Strøm en
betydelig Dønning i Havfladen. Endskjøndt Veiret var smukt og ganske
stille, rullede vi, da vi kom ind i dette Belte, som om vi toge
Overhalinger i en Storm; men da vi gik med fuld Kraft, vare vi snart
indenfor Virkningerne af Oceanbevægelsen og inde i det smalle Indløb,
hvor vi mødtes af den haarde udgaaende Strøm, der bød os ikke at
avancere for rask, men see os om og nærved betragte de skovgroede
Klippeblokke, hvoraf Øerne dannes, hvilket vi da heller ikke undlode.
Det er temmelig almindeligt antaget, at Trinidad engang har været
landfast med Amerika, og ved en Jordrevolution er skilt derfra; og
der er meget der taler for denne Formodning. De høie Bjerge, som
omgive hele Nordkysten af Sydamerika, sporer man i Formation og
Skikkelse over paa Trinidad, og naar man kommer ind paa Paria Golfen,
der imod Trinidadsiden er af meget ringe Dybde, opstaaer let den
Tanke, at idetmindste en Deel af den før har været tør. Allerede en
Miil fra Port Spain har man 5 _à_ 6 Favne Vand, og begynder at spore
Mudderet, hvoraf det er opfyldt. Vi ankrede ½ Miil fra Byen paa lidt
over 3 Favne, og nogenlunde dybtgaaende Skibe kunne ikke komme
nærmere. Fra Byen, hvis Baggrund dannes af Bjergenes Affald, strækker
sig Syd efter en stor Slette, som med betydelige Skove gaaer ned til
Paria Golfen; det er denne Slette, paa hvilken de største og fleste
Plantager ere anlagte. Man har begyndt ved Foden af Bjergene og
arbeider sig nu ud imod Golfen, idet Skoven, ved at fældes eller
brændes, forvandles til Agerjord. Der staaer imidlertid meget tilbage
at indvinde paa denne Maade, og i den anden Retning lægge de store
Bjerge betydelige Hindringer iveien for Kommunikationen. Kun omtrent
1/10 af Øen er opdyrket.
Port Spain er en smukt anlagt, rummelig og reenlig By, der udmærker
sig ved brede og luftige Gader (nogle af dem ere endog en Fjerdingvei
lange), gode Boutiker og flere i stor Stiil opførte, offentlige
Bygninger, blandt hvilke een er bleven til paa en ret mærkelig Maade.
Da nemlig Prinds Alfred med Linieskibet St. Georg i 1861 besøgte
endeel af de vestindiske Øer, havde man Haab om, at han ogsaa vilde
besøge Trinidad, og der blev opført en kolossal Bygning til hans
Modtagelse, da Gouvernementshuset ikke var stort nok til en saadan
_fête_, som man agtede at give. Men Prindsen skuffede Forventningen,
og Huset, der kun egner sig til Ballokale, staaer endnu ubenyttet.
Det skal have kostet henved 100,000 Rdl.
Et Springvand i Midten af en stor Allee, der fra Havnen gaaer tværs
igjennem Byen, og en særdeles elegant Iisboutik fortjene ogsaa at
nævnes som Befordrere af Behagelighed og Komfort.
En Kjøretour, som den danske Konsul foranstaltede for Chefen og nogle
af Officererne, var meget interessant, da den, foruden at føre os
igjennem det rige Landskab, tillod os at besee flere Plantager. Den
største Frugtbarhed, Yppighed og Afvexling omgav os, idet vi rullede
ud ad Veien, navnlig vare store Træer i meget smukke fritstaaende
Grupper tilstede, og yderst tilhøire dannede den mørke Skov en dyb --
man kunde næsten sige tungsindig -- Modsætning til sin Fjende, den
lyse Sukkermark, der i Aarenes Løb bekriger den, og tilsidst vil
vinde en fuldkommen Seir ved aldeles at fortrænge den. En rigelig
Vandmængde findes paa Sletten, der endog paa mange Steder ved
Draining maa forvare sig imod en altfor stor Overflod af det ellers i
Tropeegnene saa velkomne Element.
Blandt de Plantager vi besaae, var Orange Grove den største og
tillige den, hvis sindrige og smukke Indretning mest opvakte vor
Beundring. Den var anlagt efter en storartet Maalestok. Tyve til
tredive Mennesker vare beskjæftigede med at føde den tunge Valse med
Sukkerrør; saasnart En havde aflæsset sin Dragt paa den brede Rende,
der førte ned til Valsen, gik han strax tilbage for at hente en ny
Dragt. Der var saamegen Plads, at 3 _à_ 4 Mand kunde komme til paa
engang, og en ustandset Kommen og Gaaen fandt Sted mellem Valsehuset
og Pladsen udenfor, til hvilken store Karrer jævnlig ankom fra
Marken, belæssede med Rør. Disse vare afskaarne i omtrent 1½ Alens
Længde og bleve lagte saaledes paa Renden, at de fra Ende til anden
bleve trukne igjennem Valsen. For at jævne dem og styre dem ind under
denne stod der to Mænd, een paa hver Side, bevæbnede med store, tunge
Knive, hvormed de jævnligt huggede løs, idet de i det Hele taget
sørgede for en ligelig Ansamling til Valsen. Den udpressede Saft
lededes igjennem Render til det nærliggende Kogehuus, og til at
bortføre de knuste Rør var der anbragt en sindrig Mekanisme, idet
nemlig en Seildugsrem af Valsens Brede, var udspændt om to Ruller
(den ene tæt under Valsen og den anden oppe). Disse, der vare satte
i Forbindelse med Dampmaskinen, holdt den øverste Flade af Seilduget
(der modtog de udpressede Rør) i en bestandig Bevægelse opad og
afladede saaledes uophørligt disse paa Loftet, hvor de bleve pakkede
paa Vogne, der ved en paa Støtter anlagt Sporvei førtes over Gaarden
til Loftet af det Huus, der skulde tjene dem til Opbevaring. Ned i
dette Huus bleve de da væltede og pakkede, for at tørres og senere
bruges til Brændsel. Kogehuset og et storartet Apparat til
Romdestillationen, hvilke vi ogsaa besaae, vare ligeledes vel
konstruerede og i fuld Virksomhed. Det Sukker, der produceredes, var
dog langtfra saa smukt som St. Croix Sukker, hvilket laae i den
Omstændighed, at det ikke kunde betale sig at fabrikere et Produkt,
der, idet det blev finere, ogsaa vilde blive dyrere. Hvad der navnlig
sætter Planterne en bestemt Grændse, er, efter deres eget Sigende, en
Forhøielse i den engelske Told paa Sukker af en vis Kvalitet, og de
tvinges saaledes til at levere et middelmaadigt Produkt, paa hvilket
de imidlertid ikke savne Afsætning. Denne Plantage tilvirkede aarligt
circa 900 Fade Sukker, et Antal, der, hvor lav en Beregning man end
ansætter, dog repræsenterer en kjøn lille Kapital. Efter Sigende skal
der paa Trinidad være et Par enkelte Plantager, der producere 12 _à_
1400 Fade om Aaret.
Vaaningshuset, som vi kjørte forbi, havde en fortryllende Beliggenhed
og var omgivet af en stor indhegnet Plaine med smukke Trægrupper,
der ikke ubehageligt mindede om en engelsk Park; ligeledes var den
lille By for Arbeiderne ved Plantagen anlagt med særegen Orden og
Nethed.
Hvad der imidlertid paa denne lille Udflugt glædede Øiet, var ikke
alene Naturen, til hvilken man fornemlig føler sig henviist i
Tropeegnene; men det var ogsaa Menneskene. I den af Kulier næsten
udelukkende bestaende Arbeiderbefolkning finder man en Race, der
staaer langt over Negerracen. Kulierne besidde vel ikke saamegen raa
Kraft som Negrene, de ere spinklere af Legemsbygning og en Kuli kan
ikke paa en Arbeidsdag præstere det Samme som en af Afrikas Sønner;
men de ere ingenlunde svage. Lægger man til deres mindre Styrke deres
Nøisomhed og Arbeidsiver, da bliver Totalsummen ikke ufordeelagtig,
og det bedste Beviis paa deres Anvendelighed er det store Antal af
dem paa Øerne i Vestindien, især de engelske. Paa Trinidad ere de i
Særdeleshed fremherskende -- man seer dem overalt; navnlig på Orange
Grove saae vi kun een Neger, alle de andre vare Kulier. Fruentimmerne
saae vi ikke meget til; de anvendes i Regelen i Marken og udmærke
sig fremfor Negerinderne ved det sædelige Liv, de føre.
Ægteskabsovertrædelser straffes efter Sigende strængt af Mændene, der
alene herved betegne det høiere Trin, de indtage ligeoverfor Negeren,
hvis mere dyriske Natur, forværret under Slaveriets Tryk, har sløvet
Blufærdighedsfølelsen.
Sammenligner man en Kuli og en Neger, hvad det Ydre angaaer, da maa
Sympathien tale for den Første. Kulien har et livligt, ofte ædelt
Ansigt og en spinkel, men slank og senestærk Skabning; i sin Gang og
i sit Væsen lægger han Selvfølelse og Gratie for Dagen. Hans sorte,
glindsende Haar falder enten i Lokker over Skuldrene eller ogsaa er
det tilbagestrøget og bundet i Nakken; Hovedtøiet bestaaer i et let
broget Tørklæde, dog gaae de ofte uden Hovedbedækning. Et Stykke Tøi
snoet om Lænderne er deres eneste Dragt, naar de arbeide; men altid
bære de Arm- og Ankelringe, og undertiden bære de om Halsen en Kjæde
eller et Baand med en Mynt eller Medaillon hængende paa Brystet. Paa
disse Prydelser sætte de meget Priis, og de anskaffe sig dem af et
saa ædelt Metal, som de kunne faae Raad til. Deres Levemaade er, som
alle Hinduers, overmaade tarvelig og bestaaer næsten udelukkende af
Riis; de skulle ligeledes være meget ædruelige.
Man kan maaskee finde det utilbørligt at anstille en Sammenligning
mellem Kulien og Negeren, idet man vil anføre, at den sidste under
det demoraliserende Slaverisystem er sunken ned til sin nuværende
lave aandelige Tilstand. Herom er heller ingen Tvivl; men det maa dog
erindres, at Negeren er Slave i sit eget Fødeland, og at det netop er
den Omstændighed, der har bragt ham i fremmed Trældom. I selve
Negerens sandselige Natur ligger Spiren til hans Undergang i aandelig
Henseende, og den pludselige, uforberedte Frigivelse har i
Almindelighed været et Onde istedetfor et Gode, saavel for ham som
for hans Herrer. Vi sige i Almindelighed; thi der gives jo adskillige
Undtagelser, som vise, hvorledes det mere dyriske Instinkt hos Slaven
har forædlet sig til Skarpsindighed og Intelligens hos den Frie; men
de filantropiske Ideer, som man for Negerens Vedkommende bringer med
sig fra Europa, faae dog et slemt Stød, naar man i længere Tid
betragter Racen i Vestindien.
Dømmer man efter, hvad man seer, da skjønne vi ikke rettere, end at
Kulien i sin primitive Tilstand staaer langt over Negeren, hvis ofte
fremtrædende idiotiske Præg vækker Mistvivl om Muligheden af denne
Races Evne til at forædles alene ved aandelige Midler. Blandingen
med det hvide Blod maa vel snarere tænkes at kunne bidrage hertil.
Med Kulierne synes det Omvendte at være Tilfældet, idet man nemlig i
deres intellektuelle Evner seer den solidere Grundvold, hvorpaa den
fremskridende Kulturtilstand kunde bygges.
Efter at have indtaget en lille Frokost hos en med Konsulen bekjendt
engelsk Familie, der kom os imøde med stor Hjertelighed, kjørte vi
til vor Udflugts yderste Maal, en deilig Dal ved Navn Eldorado,
hvor vi besøgte en ret interessant Institution, et Asyl for
forældreløse Kulibørn. Igjennem den vel anlagte Bygning førtes vi af
Forstanderinden, en ældre engelsk Dame, som med stor Forekommenhed
fremviste de forskjellige Lokaliteter, der udmærkede sig ved
Reenlighed, god Orden og praktisk Indretning. Anstalten bestaaer ved
frivillige Bidrag af de paa Trinidad boende Europæere og har til
Formaal indtil det 14de Aar at opdrage Børnene i den kristelige
Religion, idet den tillige udvikler deres Anlæg for praktisk
Virksomhed i det borgerlige Liv og saavidt muligt skaffer dem
Ansættelse, naar de skulle ud i Verden. Stiftelsen tæller omtrent 60
Børn i alle Aldere fra 2 til 14 Aar. Da vi kom, vare de ude i Haven
og Marken; men en Klokke forsamlede dem i Skoleværelset, hvor Præsten
fra den nærliggende By gjorde En og Anden nogle faa Spørgsmaal,
hvorpaa han begyndte en Psalme, som Børnene istemmede.
Ihvorvel der ved denne religieuse Forestilling paa Kommando (der
falder saa ganske i den engelske Smag) var Noget, der ikke tiltalte
os, var der dog noget Rørende i at see disse smaa mørkladne
Skabninger og høre deres spæde Stemmer hæve sig med Tillid til de
Faderløses Fader. Alt lod ogsaa formode, at den kristelige Følelse,
der søges vakt hos Børnene, understøttes af en omhyggelig Pleie og
en sund Opdragelse; de smaa Kulier, der vare tarveligt, men net
klædte, lode til at befinde sig vel i deres Fristed, som vi forlode
med de bedste Ønsker for deres fremtidige Vel. Dog maatte vi
forinden, efter Stedets Skik, skrive vore Navne i en Bog, hvori alle
Besøg indføres.
Det var imidlertid blevet Eftermiddag; vi maatte derfor lade os nøie
med, hvad vi havde seet, og kjøre tilbage til Port Spain. Der er
ingen Ting fuldkommen i denne Verden, og vi maatte betale Dagens
Glæde ved under hele Kjørselen, der varede et Par Timer, at blive
indbalsamerede i umaadelige Støvskyer, der nu, da vi havde Vinden
med os, stadig indhyllede os. Det var et Douchebad af Støv: Haar og
Bakkenbarter bleve graa i et Øieblik, ikke at tale om Klæderne.
Heden var ogsaa meget stor, og Sveden, som den fremlokkede, var
just ikke skikket til at formindske Ubehageligheden ved den
overvældende Tørhed. En alvorlig Børsten, Banken og Vasken, da vi
kom ombord i Korvetten, gjorde imidlertid Ende paa denne støvede
Poenitentsetilstand, og Indtrykket af den smukke Dag førte vi os
ubeskaaret til Indtægt.