vort Ophold havde til forskjellige Tider Powhattan, Iraquois og San
Jacinto (senere uhyggelig berømt ved Trent-Affairen) været inde i St.
Thomas' Havn for at fylde Kul.
Tour til St. Kitts (St. Christophe).
(2den November -- 9de November).
Denne lille Tour blev nærmest foranlediget ved Gouvernementets Ønske
om at gjøre sig nøiere bekjendt med Forholdene ved Indførselen af
fremmede Arbeidere (Kinesere, Kulier) paa de vestindiske Øer. Klager
over Mangel paa Arbeidskraft have i de senere Aar været hyppige, og
Gouverneuren besluttede derfor at sende en Kommission af to Plantere
og en Jurist til den nærliggende Ø St. Kitts, hvor en slig
Indvandring har funden Sted, for at indhente Oplysninger
desangaaende.
Med Kommissionen, bestaaende af De Herrer Prokurator Stakemann og
Planterne M. Dam og Knight, dampede vi den 2den November op imod
Vinden til den 30 Miil til Luvart liggende lille Ø, hvor vi ankom den
næste Dags Morgen og ankrede paa Basseterre Red.
Vi bleve her modtagne med den største Forekommenhed af Gouverneuren
Sir Benjamin Pine, der strax tilbød Chefen sit Huus, i hvilket denne
boede under vort korte Ophold. Imedens Kommissionen gik paa
Undersøgelser, gik Officererne paa Bal eller foretoge Spadseretoure
og Udflugter paa den deilige lille Ø, der er en af de skjønneste i
Vestindien. Vi havde ogsaa den Fornøielse at see Sir Benjamin
tilligemed Lady Pine og nogle andre Herrer og Damer, der havde viist
os Gjæstfrihed, ombord hos os en Formiddag. Korvetten havde pyntet
sig paa det Bedste, og viste sit Galanteri mod Damerne ved om
Morgenen at varpe længere ind paa Reden, hvor der var smulere Vande
og mindre Udsigt til Søen og -- Søsygen. Selskabet beværtedes i
Kahyten, og Besætningen gav derefter ogsaa sin Skjærv til
Underholdningen ved at synge Nationalsange, dandse Reel og gjøre
Behændighedskunster for Gjæsterne, der optog dette særdeles godt og
morede sig fortræffeligt.
Det er en af vore Folks elskværdige Sider, at de ved saadanne
Leiligheder tage Deel i deres Overordnedes Glæder, og villig gjøre
Alt hvad de kunne for at forhøie disse. Det gjør ogsaa et godt
Indtryk paa Fremmede at være Vidne til Sligt, der tilkjendegiver et
velvilligt Forhold mellem Officerer og Mandskab; og da Sir Benjamin
med et Par hjertelige Ord takkede Folkene, fik han tre velmeente
Hurraer, der sikkert glædede ham ligesaameget som den Salut paa 15
Skud, han tidligere ifølge sin Embedsstilling havde modtaget.
En Yttring af Sir Benjamin, der var en videnskabelig dannet Mand og i
Besiddelse af den klassiske Dannelse, som Englænderne lægge saa stor
Vægt paa, kunne vi ikke nægte os den Fornøielse at optage her. Under
en Samtale med vor Chef om Forholdene herhjemme, bemærkede han, at vi
i Danmark havde en stor Mand i Madvig, hvis latinske Grammatik han
høilig roste, idet han tilføiede, at den brugtes næsten overalt i
England.
Da Kommissionen den 8de havde endt sine Undersøgelser, der havde
været tilfredsstillende, idet man havde indhentet Oplysninger
angaaende Indførselen af ostindiske Arbeidere og tillige gjort
adskillige Erfaringer angaaende Sukkerrørets Dyrkning, var vort Hverv
ved Øen forbi og vi maatte afsted.
Vi havde haabet, senere ved Leilighed at kunne gjøre et kort Trip
hertil, hvor vi havde mødt saamegen Venlighed, men der var stedse Et
eller Andet, der forhindrede dette. Midt i Mai Maaned næste Aar fik
Korvetten endogsaa en skriftlig Indbydelse fra Sir Pine, og gjennem
det engelske Orlogsdampskib Cadmus, stationeret derude, fik vi engang
en Hilsen og en Indbydelse, der var snurrig nok. Den Officeer, som
fra dette Skib komplimenterede os, fortalte med det Englænderne
eiendommelige Humor, at Gouverneuren ønskede vor Nærværelse ved
adskillige Baller, og at det vilde være ham kjært, om vi vilde føre
ham over til Anguila, hvor en Mand skulde hænges. Da Cadmus skulde
hjem, kunde Gouverneuren ikke benytte den til denne "alvorlige Deel
af Festen", og vi maatte paa Grund af Omstændighederne give Afkald
saavel paa Baller som paa Hængning.
Den 9de gik vi under Seil fra St. Kitts og vare ved Hjælp af den
friske Østpassat til Ankers ved Frederikssted den 10de om Middagen.
Ved de danske Øer.
(10de November -- 29 December).
Den 12te November bragte det engelske Paketdampskib Trent, kommende
fra Havana, Efterretningen om den hensynsløse Maade, hvorpaa det var
blevet anholdt og visiteret af det nordamerikanske Dampskib San
Jacinto, der med Magt havde bortført de to Herrer Mason og Slidell,
som skulde afgaae til Europa med La Plata. Hele denne Sag er bekjendt
nok, og hvormeget den offentlige Mening i Nordamerika end har søgt at
give den Medhold, hersker der blandt alle andre Nationer kun een
Mening om det Uberettigede i San Jacinto's Optræden. Fra en Kilde,
som vi maae antage for troværdig, have vi hørt nogle Enkeltheder ved
Udførelsen, der kompromittere vedkommende Individer temmelig stærkt.
Man fortalte os nemlig, at da en amerikansk Søofficeer, der søgte om
Gesandternes Papirer, vilde trænge ind i et Lukaf og blev afviist af
en Dame (Datteren af en af de Fængslede) -- trak han sin Sabel og
lod sine Folk fælde Gevær, for paa denne ridderlige Maade at
tiltvinge sig Adgang. Det fortaltes imidlertid ogsaa, at den engelske
Kaptain, der befandt sig i Nærheden, blev saa indigneret, at han med
sin Kikkert bearbeidede det tappre Kompagni, hvis Anfører ved en vel
anbragt Ørefigen fra den unge Dames Haand blev vakt til Besindelse om
sin lave Adfærd.
Historien klinger utrolig; men sammenligner man den med den berygtede
amerikanske General Butlers senere Optræden mod værgeløse Kvinder,
vil man ikke finde den utænkelig.
I St. Thomas opvakte denne Begivenhed naturligviis stor Sensation, og
da et Orlogsdampskib om Aftenen d. 13de viste sig i Søen udenfor
Havnen, vilde den engelske Kaptain paa La Plata, der var seilklar til
Europa, ikke gaae ud, da han jo i det Tilfælde, at det var en
Amerikaner, havde Grund til at befrygte en lignende Behandling,
ligeoverfor hvilken han, som Ansvarhavende for Post og Passagerer,
var værgeløs. Den engelske Konsul kom ombord for igjennem os at
erfare noget om bemeldte Skib. Det kom ind, da det var mørkt, og vi
sendte som sædvanlig en Officeer ombord. Da det oplystes, at Skibet
var en hollandsk Orlogsdamper (Vesuvius) gik La Plata samme Aften til
Europa.
Den 14de kom en fransk Dampbaad, le Milan, og 2 spanske Fregatter ind
i Havnen for at proviantere og fylde Kul. De vare bestemte til Mexico
og havde Landtropper ombord. Senere hen under vort Ophold kom flere
saadanne Sendinger, som man ikke kunde betragte uden en vis
Melankoli, naar man tænkte paa det høist usunde Klima, de gik imøde;
men denne Tanke lod heldigviis ikke til at trykke de franske
Soldater, som under deres korte Ophold vare lutter Liv og Lystighed.
Skifteviis kom Afdelinger af dem iland, og paa en lille Exerceerplads
udenfor Byen opførte de til stor Fornøielse for Publikum allehaande
Lege og toge i den korte Frist paa allehaande Maader Opreisning for
den Mangel paa Motion, som deres Liv ombord medførte. Det var kjække
og smukke Folk, alle Zouaver; ved blot at see dem faaer man den
Overbeviisning, at alle Franskmænd ere fødte Soldater. Haab om
Krigerære og Berømmelse, og Mod til at underkaste sig Alt derfor, kan
man læse paa ethvert Ansigt.
Den 1ste December kom den norske Korvet Nornen, Kaptain Schmidt, ind
til St. Thomas. Korvetten var, ligesom Heimdal, udsendt i Anledning
af de amerikanske Uroligheder, og dens Chef havde Ordre til at
konferere med Heimdals angaaende Forholdene i Vestindien. Det følger
af sig selv, at vi benyttede Nornens 10 Dages Ophold til at omgaaes
med vore nordiske Brødre, der ogsaa gjæstfrit modtoges af Byen St.
Thomas. Korvetten afseilede den 11te December til New-York, hvorfra
den retournerede i Februar og efter Heimdal foretog Touren til
Havana.
Denne Reise havde allerede i længere Tid været stillet i Udsigt for
Heimdal; men det var naturligviis betinget af Forholdene i vore egne
vestindiske Farvande, hvorvidt Korvetten kunde undværes i de 6 Uger,
som man maatte gjøre Regning paa at Touren vilde medtage.
Hvad der mest kunde ventes at ville give nogen Bevægelse ved vore
Øer, var Muligheden af en Krig mellem England og Nordamerika i
Anledning af Trent-Affairen; men da Krigen ialtfald ikke vilde
udbryde før vor Tilbagekomst, var dette ingen Hindring for den
omtalte Tour, der havde til Hensigt at vise Flaget ved Havana og Ny
Granadas Havne. Man havde med Villie ladet Tidspunktet for
Korvettens Afgang rykke hen i December, da Sundhedsforholdene ved
Havana i den hede Tid vare meget slette. Guul Feber, som ikke i det
indeværende Aar fandtes paa nogen af Øerne, rasede stærkt der, og
jævnligt indløb der Efterretninger om Sygdom og Dødsfald paa Skibene
i Havnen.
Ved at vente til midt i December opnaaede vi ogsaa at faae et mere
bestemt Formaal, idet der nemlig indkom en Skrivelse til
Gouvernementet fra den danske Vicekonsul i St. Marta (Republiken Ny
Granada), i hvilken han beklagede sig over Tilstanden i denne
Republik, hvor Forholdene vare af samme Natur som i Venezuela. Han
selv var endog blevet brandskattet og tre Gange fængslet, uden Hensyn
til hans Stilling som Konsul, og han yttrede derfor det levende
Ønske, at Korvetten Heimdal maatte komme til St. Marta for at
haandhæve hans Rettigheder og fordre Opreisning for den Krænkelse,
der var tilføiet den danske Nation, igjennem ham, dens Repræsentant.
Denne Omstændighed foranledigede Gouverneuren til at give os Ordre
til i Slutningen af December at afgaae til St. Marta, muligviis
anløbe den nærliggende By Cartagena, og endelig gaae til Havana for
derfra at tiltræde Reisen til St. Croix saa betids, at vi kunde være
der i Begyndelsen af Februar 1862.
Som man af det Følgende vil erfare, blev denne Plan paa Grund af
tilstødende Omstændigheder noget forandret.
Efterat have tilbragt Juledagene i St. Thomas, gik vi til
Frederikssted, hvorfra vi den 29de December afgik til St. Marta.
Togt til St. Marta, Kingston (Jamaica), Rum Key og Havana.
(29de December 1861 -- 6te Februar 1862).
Hvad der meget letter Seiladsen i de vestindiske Farvande, er den
Omstændighed, at alle Øerne ligge i Passatens Strøg, og man kan
saaledes benytte den friske Østenvind baade til at komme Nord og Syd
i. Skal man tillige vestefter, da har man en god rum Vind og kan
under heldige Omstændigheder løbe fra St. Croix ned til Sydamerikas
Nordkyst paa tre, fire Dage. I Regelen er Passaten ONO., om Vinteren
nordligere, om Sommeren sydligere. Disse Chancer kan man da benytte
efter sin Leilighed.
Vi fik en god, stiv nordøstlig Passat, saaledes at vi løb en 10 _à_
11 Miils Fart, og da Luften var fugtig og kjølig, kom vi i en
nogenlunde ordentlig Vinterstemning. De varme Juledage i St. Thomas
havde spillet Fantasien slemme Puds, og naar Tanken i hine Dage --
paa hvilke Savnet af Hjemmet føles meest -- søgte at fremstille sig
Grantræer, sneebelagte Gader, det lune Indvendige og det kolde
Udvendige, da saae Øiet just det Modsatte.
Paa Søen gaaer det bedre. Der er Horizonten vid og Fantasien ubunden;
der fører man altid noget af Hjemmet med sig, og ingen fremmed
Omgivelse forstyrrer det Indtryk, som en fælles Høitid fjernt fra
Danmark fører med sig. Vi feirede Nyaarsaften paa det karaïbiske Hav.
Om Morgenen havde vi iagttaget en ikke ubetydelig Solformørkelse, og
Kl. 12 Midnat udvexlede vi paa 14° 34' N. B. og 69° 16' V. L. for
Greenwich vore Nyaarsønsker; men de Forsigtigere, der vilde sende et
saadant Ønske hjem pr. Tanketelegraf, besørgede dette samme
Eftermiddag Kl. 6 T. 33 M.; thi da var det netop Midnat i Kjøbenhavn,
hvis Tidsforskjel med det nævnte Sted er 5 T. 27 M.
Allerede den 2den Januar om Aftenen fik vi Nordkysten af Sydamerika
at see; men idet vi satte Dampen op for at løbe ind, beskadigedes den
ene Glider i Maskinen, og vi maatte dreie til og holde Søen om Natten
for at eftersee denne Skade.
Næste Morgen den 3die havde vi Maskinen i Orden saaledes, at vi kunde
benytte den anden Glider, og stode da ind.
De høie sneebedækkede Bjerge, der ligge henved 30 Miil inde i Landet,
ledede os til St. Marta, og ved at følge Pynterne af Kysten kom vi
samme Dag ind i den gode, men meget lille Havn, efter først udenfor
denne at have passeret en befæstet Klippeø (Morro), der saae ret
eiendommelig ud.
Saasnart vi vare komne til Ankers, toges der fat paa det Korvetten
overdragne Hverv. Det oplystes ved en Samtale med Konsulen, Hr. _de_
Mier, at den ham overgaaede Ulempe var skeet under den foregaaende
Regjering. Krav paa de Penge, denne havde afpresset ham, ønskede han
ikke forceret under den nye Regjering, som han frivillig havde laant
betydelige Summer, og derfor paataltes kun den Deel af Sagen, der
angik Konsulens Belæggelse med Arrest. Til den Ende havde Chefen en
mundtlig Konferents med Provindsgeneralen Herrera, hvem han desuden
officielt tilsendte en Skrivelse, der betegnede det ham som
Repræsentant for den danske Regjering overdragne Hverv, samt fordrede
fyldestgjørende Opreisning for den Medfart, der var overgaaet den
danske Konsul.
General Herrera beklagede meget de stedfundne Begivenheder, men
fralagde sig med det Samme al Deeltagelse i disse, der vare skete
under den foregaaende Regjering og for hvilke han derfor ikke kunde
bære noget Ansvar. Som Svar paa Chefens officielle Skrivelse afgav
han en skriftlig Erklæring i denne Aand, hvori han tillige tilsagde
alle Danske i Almindelighed og den danske Konsul i Særdeleshed
Retfærdighed og høflig Behandling af Republiken Ny Granadas
Regjering.
Efterat den danske Regjering paa denne Maade fyldestgjørende var
tilfredsstillet, aflagde Generalen med Stab et Besøg ombord i
Korvetten og modtog den Salut, der efter hans Rang tilkom ham.
Disse Forhandlinger vare alt tilendebragte den 5te, og vi vare glade
ved at slippe bort fra dette hede og ikke meget interessante
Opholdssted.
I St. Martas Havn ligger man ligesom i en Gryde. Byen selv er ussel
og forfalden og kun bekjendt deraf, at Frihedshelten Bolivar
udaandede indenfor dens Mure. Paa Grund af dens indelukkede
Beliggenhed, der forhindrer Søbrisens velgjørende Luftning, er den
meget kvalm, og i de Par Dage, vi laae der, stegte Solen os dygtig
igjennem hver Formiddag, medens vi saae Skyerne sænke sig mere og
mere i de umaadelige Bjergkløfter, hvor de tillavede en Brygning af
Torden og Lynild, der præcis Kl. 4 hver Eftermiddag i en Syndflod af
Regn skyllede ned over os. Alt maatte da lukkes til, og Temperaturen
under Dækket blev næsten utaalelig; men Folkene vidste at afvinde
Regnen dens gode Side ved at møde paa Dækket med alle de Pøse og
Ballier, de kunde faae fat i, for at opsamle Himlens Vand til en
luxurieus Vaskning af Skjorter og Buxer.
Da der ikke forelaae nogen væsentlig Grund til at anløbe den anden
granadinske Havn Cartagena, og da der i Kingston paa Jamaica var
Maskinværksteder, hvor vi kunde faae den beskadigede Glider
repareret, foretrak vi at anløbe denne sidste Havn, saameget mere
som den ikke laa synderlig ude af vor Vei til Havana. Kursen sattes
da den 5te efter Kingston, hvor vi ankom den 8de om Morgenen og strax
begyndte at udbedre Skaden paa vor Maskine.
Jamaica med sine "blaa Bjerge" er et deiligt Syn og Indseilingen ved
Port Royal (det engelske Orlogsværft) overordentlig smuk. Byen
Kingston ligger 3/4 Miil derfra og vi ankrede der, efter i Port Royal
-- hvor vi bleve underrettede om Prinds Alberts Død -- at have
udvexlet Visiter med det engelske Vagtskib. Vi havde Flaget paa halv
Stang, idet vi passerede Havnebatterierne og Vagtskibet, hvor det
engelske Flag i Anledning af Prindsens Død vaiede paa denne Maade. Da
vi vare ankomne til Kingston, gjorde vor Chef sin Opvartning hos den
engelske General-Gouverneur, der boer i Spanishtown, hvortil en
Jernbane fører fra Kingston.
Man faaer et velgjørende Indtryk ved at besøge en engelsk Koloni i
Tropeegnene og føler sig tilfredsstillet ved at see, hvorledes det
sunde engelske Liv arbeider sig ind i alle disses stagnerende
Forhold. Til den engelske Nations Storhed hører dens stærke Tro paa
sine egne Institutioner, og en sjelden Energi i Karakteren til at
fastholde den nationale Individualitet, Skikke og Sædvaner langt fra
Moderlandet. Paa Klimaet og den farvede Befolkning nær føler man sig
i en engelsk Koloni, som om man var paa et Stykke af Gammel-Englands
Grund. Reenlighed, Ro og Orden udmærker de engelske Byer fremfor de
andre i Tropeegnene, og i Kingston, hvor vi laae et Par Dage, gjorde
vi den samme Erfaring. Den evige, aldrig trætte _policeman_ saae vi
ogsaa her, vel undertiden i et sort Exemplar, men med et roligt og
paapassende Væsen. At Byen har en betydelig Handel og at den ved en
levende Skibsfart staaer i Forbindelse med England, virker jo ogsaa
Sit til, at baade Personer og Ting ere engelske i Form og i Udtryk.
Om Formiddagen den 10de vare vi netop færdige med Maskinen og paa
Nippet til at afgaae til Havana, da der indløb Efterretning om, at
det engelske Linieskib Conqueror (99 Kanoner, 1000 Mand) var strandet
paa Rum-Key, en lille Ø østenfor Bahama Bankerne og beliggende paa
23° 40' N. Br. og 74° 55' Længde vest for Greenwich. Da Chefen for
Orlogsværftet i Port Royal, til hvem der fra det strandede Skib var
indkommen Begjæring om Hjælp, kun havde een Kanonbaad paa Stationen,
og da denne strax blev afsendt med Brød, tog vor Chef Anledning til
at tilbyde Heimdals Assistance, et Tilbud, der blev modtaget med stor
Taknemlighed og saameget mere paaskjønnet som man vidste, at
Korvetten havde Ordre til direkte at anløbe Havana; Rum-Key laae c.
400 eng. Miil fra Kingston og naar vi gik udenfor Instruxionerne, var
det tvivlsomt, om ikke Havana-Touren maatte aldeles opgives, for at
vi kunde være tilbage til vore Øer paa den befalede Tid.
Chefens Beslutning, desuagtet at gaae til Conquerors Assistance, blev
ogsaa ombord i Heimdal modtaget med almindelig Glæde, og da vi samme
Eftermiddag ved Orlogsværftet indtoge endeel Provisioner til det
strandede Skibs Besætning og fyldte vore egne Kulkasser, gik Arbeidet
saa flinkt fra Haanden, at vi vare klar paa nogle faa Timer. Kl. 7
forlode vi Havnen, og netop som vi vare i Havnemundingen, kom et
Fartøi fra Vagtskibet og fortalte, at man i det Øieblik havde
modtaget en ny Efterretning fra Conqueror, der atter indeholdt en
Begjæring om Provisioner.
Hvormeget vi end havde skyndt os, var det dog blevet mørkt, inden vi
fik kastet los fra Bulværket og vi kom til at gjøre den Erfaring, at
Farvandet til og fra Kingston ikke egner sig vel til Natseilads. De
svære Bøier, der ere udlagte til Linieskibsfortøininger, kunne ikke
sees, før man er lige paa dem, og vi fik ogsaa Skruen uklar af en af
dem. Det var ikke raadeligt at lade Skruen gaae rundt, men efter
nogen Manoeuvre med Stagseilene klaredes den, og Kursen gik mellem
Skjær og langsmed Land, i en ubehagelig Nærhed af begge. Alt løb
imidlertid vel af. Anduvningsfyret passeredes uden videre Begivenhed,
og vi forcerede da Alt hvad vi kunde med Damp og Seil, hvilke Sidste
kun tildeels kunde bruges, da Kursen gik op imod Passaten.
Underveis iagttoge vi ved hyppige Observationer en stærk Strøm, som
satte ind fra Atlanterhavet mod Bahamabankerne, og vi formodede
derfor, at denne Strøm ikke var bleven tilbørlig paaagtet af
Conqueror. Det bekræftede sig ogsaa senere, at dette Skib havde troet
sig fuldkommen klar af Landet, idet det efter Bestikket om Aftenen
skulde gaae 16 eng. Miil udenom den samme Ø, hvorpaa det tidligt om
Morgenen, medens det endnu var mørkt, strandede.
Efter 3 Etmaals uafbrudte Dampen fik vi om Morgenen Vraget i Sigte.
Det var et sørgeligt Syn. Det stolte Skib laae med sine bare Master
og sit allerede kjølbrudte Skrog en lille Fjerdingvei fra Land paa et
Koralrev, som Atlanterhavet væltede sine Brændinger over. Det var
uden Redning fortabt. Heldigviis var hele Besætningen reddet, og da
vi kom længere ind, saae vi iland en Leir af Telte, som den havde
lavet af de bjergede Seil. En Mængde af Takkelagen og Inventariet var
allerede i Land, og vi saae Fartøier i livlig Kommunikation med
Vraget, beskjæftigede med at bjerge det Øvrige, der kunde reddes.
Dagen før vi kom, vare Kanonerne udtagne og bragte ombord i det
engelske Dampskib Bulldog og samme Morgen, som vi kom, arriverede 1
Dampskib og 2 Kanonbaade fra den engelske Bahamastation Nassau. Af
hvad vi saaledes saae og erfarede, sluttede vi snart, at vi ikke
vilde være til nogen reel Nytte; thi Skibet var der ikke Tale om at
redde, og til at tage dets Besætning ombord vare de 3 Dampskibe
tilstrækkelige.
Vi stode imidlertid ind mod Øen og ankrede udfor Leiren i 6 Favne
Vand; men da vi dreve for Ankeret, lettede vi igjen og havde, under
Veiledning af en maadelig Lods fra Øen, en vanskelig Indseiling til
en lille Havn (Nelsons H.), hvor vi endelig ankrede.
Chefen gik strax iland og blev meget hjerteligt modtagen af Kaptain
Sotheby, Conquerors Chef, der takkede for den ham tilbudte Hjælp og
sendte Fartøier ombord til Korvetten for at hente den Proviant, vi
havde med fra Kingston. Medens Fartøierne bleve stuvede, havde vi
inviteret den engelske Kadet, der var sendt med dem, til at drikke en
Kop Kaffe i vor Messe, og han gav os en kortfattet Beretning om
Katastrofen, som han endte med den pudsige Yttring: _»well, J'am in
for it; she struck on my watch!«_ Vi kunde ikke bare os for at lee
over den alvorlige Tone, hvormed disse Ord bleve fremførte af den
fjortenaarige _midshipman_, som følte Ansvaret ved Forliset af et
Linieskib paa 100 Kanoner, og hvis Fantasi var opfyldt af skrækkelige
Forestillinger om den første Krigsret. Imidlertid trøstede vi ham saa
godt vi kunde, og det glæder os at kunne berette, at vi fandt ham i
bedste Velgaaende gjøre Tjeneste paa den Flaade, der iaar gjæstede
Kjøbenhavn. Han havde den Ære, tilligemed sin Chef, at blive
_»honorably acquitted«_, hvorimod den vagthavende Officeer blev
_»admonished«_ og Masteren _»reprimanded«_ ved Krigsrettens
Kjendelse.
Vor Chef tilbragte Dagen hos Kaptain Sotheby, der viste ham megen
Opmærksomhed og om Aftenen, da han tog Afsked, lod ham ledsage med
Fakler til hans Fartøi, medens Linieskibets Musikkorps spillede:
"Danmark, deiligst Vang og Vænge".
Da der ikke var mere for os at gjøre, vare vi allerede næste Dag paa
Veien til Havana, hvorhen vi toge Conquerors Postsæk med os. Havde
denne lille Afstikker end ikke havt nogen reel Nytte, saa havde vi
idetmindste foretaget den med god Villie, og som Beviis paa, at denne
blev paaskjønnet, modtog Korvetten senere den engelske kommanderende
Admiral Milne's og den engelske Udenrigsministers Tak for den Iver,
den ved denne Leilighed havde udviist.
Førend vi ganske overlade Conqueror til dens sørgelige Skjæbne, kunde
det maaskee interessere Læseren at erfare nogle Enkeltheder om denne
Begivenhed.
Hele Besætningen sendtes til Bermuda til Forhør og Krigsret, og denne
kom til det Resultat, at Skibet var forlist, fordi der ikke var gjort
tilstrækkelig Regning paa Afdrift og for lidt paa Strøm -- fordi den
Vagthavende ikke havde havt Natkikkert ved Haanden -- og fordi
Vendingen i sidste Øieblik var slet. Desuagtet blev Udfaldet af
Dommen, som ovenfor meldt, meget mild; et andet Skib ved Navn
Waterloo omdøbtes til Conqueror, og hele Besætningen kommanderedes
derombord. Imidlertid fandt Admiralitetet, at Retten havde været vel
lemfældig, og udstedte et Cirkulaire, hvori det undrede sig over
Udfaldet og gjorde Marinens Officerer opmærksomme paa, at en Chef
ikke kunde dække sig ved Overstyrmandens (Masterens) Ansvar.
Cirkulairet gav igjen Anledning til en Debat i Overhuset, hvor man
beklagede sig over Admiralitetets Anmasselse: at underkjende en
Krigsretsdom og kaste en Skygge paa den frikjendte Linieskibschef.
Debatten endte med, at Lord Palmerston "fandt det meget smukt, at
Folk forsvarede Kapt. Sothebys Ret saa ivrigt, men han paalagde dem
at interessere sig -- idetmindste lige saa meget -- for Hendes
Majestæts Skibe, som for Kapt. Sotheby". (Latter og Ende paa
Debatten).