Dagen efter besøgte vi General Paëz. Vi ledsagedes paa dette

Produced by an anonymous volunteer from scanned images of

public domain material made available by Google Books.

Åbenlyse trykfejl er rettet, men forfatterens stavning er i øvrigt

bevaret. Denne bog er oprindelig trykt med frakturskrift; i

nedenstående tekst er _ brugt til at angive antikvaskrift, symbolet ~

er brugt til at angive s p a t i e r e t tekst, og # til fed tekst.

En indholdsfortegnelse kan findes sidst i bogen.

Korvetten Heimdals Togt

til

de vestindiske Farvande

i Aarene 1861 & 1862.

Af

J. Holm,

Lieutenant i Søetaten.

Med sex Lithografier.

Kjøbenhavn.

Fr. Wøldikes Forlagsboghandel.

1863.

Reiseværker.

Livingstones Reise i Syd-Africa,

paa Dansk ved #M. Th. Wøldike#. To Bind med Portrait, Kort,

Lithographier og Træsnit. hft. 6 Rd. ib. 7 Rd.

_Dr._ Barths Reiser i Nord- og Mellem-Afrika,

paa Dansk ved #J. Michaelsen#. To Bind med Portrait, Kort,

Lithographier og Træsnit. hft. 7 Rd. 36 Sk. Eleg. ib. 9 Rd. 4 Sk.

Erindringer fra et Togt med Fregatten "Sjælland"

til Brasilien og Vestindien i Aarene 1860-61 ved _cand. med & chir._

#Friis#, Fregattens Skibslæge. hft. 48 Sk.

Fox-Expeditionen

i Aaret 1860 over Færøerne, Island og Grønland af #Th. Zeilau#,

Premierlieutn. i Inf., med Lithographier og Kort. hft. 2 Rd.

Den sidste Franklin-Expedition

med "~Fox~" Cpt. M'Clintock, ved #Carl Petersen#, Tolk ved

Expeditionen. Med Portrait, Kort, Lithographier og Træsnit. hft. 3

Rd.

Paa Stepperne,

#Reiseskildringer fra Canada og de forenede Stater# af #J. Caird#,

oversat af #M. W.# med Kort. hft. 72 Sk.

Sinai og Golgatha.

#Reiser i Østerlandene# af #F. A. Strauss#, oversat af ~A.

Olivarius~. Med Lithographier og Kort. hft. 2 Rd. 48 Sk.

En Fodvandring i fire Verdensdele

af #W. C. Samuelsen#. Med Portrait. hft. 1 Rd. 24 Sk.

[Illustration: Klart Skib.]

Korvetten Heimdals Togt

til

de vestindiske Farvande

i Aarene 1861 & 1862.

Af

J. Holm,

Lieutenant i Søetaten.

Med sex Lithografier.

Kjøbenhavn.

Fr. Wøldikes Forlagsboghandel.

1863.

G. S. Wibes Bogtrykkeri.

Forord.

Naar man henvender sig med følgende Beretning til Publikum, da er det

nærmest for at imødekomme den Interesse for Marinen, der lever i

Nationen og har et gyldigt Krav paa at blive tilfredsstillet.

Det er nu 16 Aar siden, at Korvetten Galathea vendte tilbage fra sin

Jordomseiling; ingen dansk Orlogsmand har senere foretaget et

lignende Togt, ihvorvel der i nævnte Tidsrum har været nogle enkelte,

for vore Forhold, lange Expeditioner.

Om disse har der imidlertid Intet været forelagt Offentligheden.

Denne har ikke kunnet danne sig et klart Begreb om Nytten af at vise

Flaget -- Tegnet paa Nationens Selvstændighed; den har ikke kunnet

indsee det Gavnlige i, at en Orlogsbesætning i længere Tid holdes

under Kommando.

De Rapporter, der fra Tid til anden indrykkes i Pressen, minde

forbigaaende om et saadant udsendt Skibs Tilværelse; men de forlades

med Døgnet, der har skabt dem. Den snevrere Kreds, der ved

Bekjendtskab er knyttet til Skibsbesætningen, tilfredsstilles, naar

et beroligende "Alt vel" er føiet til Slutningen af Rapporten.

For dem, der ønske nærmere Oplysninger, vil maaskee et samlet Billede

af et saadant Togt være velkomment, da det vil afgive en Maalestok

for de Forventninger og Fordringer, der knyttes til en udsendt

Orlogsmand.

Idet Forfatteren saaledes, fra et vist Synspunkt, føler sig

berettiget til at byde Publikum en Beskrivelse af Korvetten Heimdals

Togt, maa han anmærke, at han har søgt at give denne en saa

sammentrængt og letfattelig Form som mulig. Kjendsgjerninger,

Begivenheder og Indtryk gaae Side om Side; de første bære det

officielle Stempel, og han haaber, at de sidste, for Heelhedens

Skyld, maa møde Velvillie hos Læseren.

Foruden den særlige Skildring af Heimdals Togt, har Forfatteren følt

sig kaldet til at give en Fremstilling af et almindeligt Orlogstogt.

I Supplementet "Ombord" har han søgt at give en Skizze af det Liv,

der nutildags rører sig i en dansk Orlogsmand.

Kjøbenhavn, i December 1862.

Forfatteren.

Udreise og Ankomst til Øerne.

Under Kommando af Orlogskaptain Grove afgik Korvetten fra Kjøbenhavns

Red d. 30te Juni, anløb efter Ordre Plymouth for at fylde Kul og

afgik den 10de Juli herfra direkte til Vestindien. Overreisen var

begunstiget af særdeles godt Veir, men Passaten var noget flau,

hvorfor Korvetten, skjøndt en god Seiler, kun opnaaede en

Middelreise, d. e. 4 Uger fra Kanalen. Vel er Heimdal en Dampkorvet;

men det Høieste, den kan rumme, er Kul for 7 Gange 24 Timer, og

Kulkjælderen er derfor en Sparebøsse, som man ikke tyer til, førend

det er høist nødvendigt. Paa en Reise som denne behøvedes det heller

ikke, og Damp blev saa lidt som muligt benyttet. Passaten, som man

træffer omtrent på Madeiras Brede, blæser jo bestandig mod Vest, og

man har kun at gjøre sig saa bred som mulig med Seil, naar man har

opnaaet at fange den.

Efter de forskjellige Aarstider træffer man Passaten snart paa

nordligere, snart på sydligere Breder, men næsten altid der, hvor den

verdensberømte Amerikaner, Lieutenant Maury, har sat dens Grændse.

Denne af sin Virksomhed for den transatlantiske Fart saa høit

fortjente Mand har med utrættelig Flid udarbeidet Reiserouter over

Atlanterhavet, som den Søfarende i næsten alle Tilfælde staaer sig

ved at følge. Ved at benytte nogle og tyve Tusinde Skibsjournaler har

han opnaaet det smukke Resultat, til enhver Tid paa Aaret at kunne

angive de fremherskende Vind- og Veirforhold paa forskjellige Steder,

hvorefter han har udarbeidet Router for de korteste Reiser. Endogsaa

Skibsførere, der have udbedt sig hans Raad, har han forudsagt den

Vei, de under visse Eventualiteter burde tage, og da hans Spaadomme

altid ere gaaede i Opfyldelse, har han beseiret mangfoldige Fordomme

og givet Navigationen en videnskabelig Karakteer, der mere og mere

lægges til Grund for Seiladsen i den nyere Tid. I de senere Aar har

ethvert dansk Orlogsskib, der gaaer over Atlanterhavet, ført en

meteorologisk Journal, som er bleven tilstillet Lieutenant Maury, og

en saadan blev ogsaa paa dette Togt ført af en af Korvettens

Officerer.

Angaaende Overreisen er der ikke videre at bemærke. En Søreise, der

er eensformig i sig selv, vilde blive det endnu mere for Læseren, og

Beskrivelsen af en tiltagende Hede vilde maaskee fra dennes Side møde

en tiltagende Kulde, hvilket vi for enhver Priis ville undgaae.

Imidlertid er Heden i Troperne ingen Spøg for de dertil uvante

Europæere, og i en Orlogsmand, hvor saamange Mennesker ere

sammenpakkede i et indskrænket Rum, forvandler en Sygdom sig let til

en Epidemi. Vort Skib, der havde Fredsbesætning (156 Mand;

Krigsbesætningen er omtrent 20 Mand mere), var iøvrigt særdeles vel

apteret og hjemmefra godt forsynet med Midler til Sundhedspleien. Men

ogsaa ombord blev der gjort Alt for at fremme Hygieinen, og der kan

gjøres meget, naar Skibschefen stadigt har sit Øie henvendt paa dette

vigtige Punkt.

Den 8de August fik vi Øen St. Bartelemy i Sigte, og Dagen efter vare

vi udenfor Christianssted, der ligger paa Nordsiden af St. Croix og

hvor Gouverneuren boer. Da vi ikke kunde løbe ind i Havnen, sendte

Chefen sine Depecher iland til Gouvernementet, Fortet saluteredes, og

vi gik strax til Frederikssted, hvor vi ankom samme Eftermiddag.

Herfra tog Chefen over Land til Christianssted for at melde sig hos

Gouverneur Birch, hvem han var underlagt med Hensyn til Tjenesten ved

de danske Øer. En glimrende Diner, som Gouverneuren nogle Dage senere

gav i Gouvernementshuset for Korvettens Officerer, indviede vor

Ankomst til det danske Vestindien.

Dagen efter, den 12te August, kom Korvetten for første Gang til

Ankers i St. Thomas' Havn, hvor Chefen satte sig i Forbindelse med

Vicegouverneur Berg og de øvrige Autoriteter. I Havnen var der ingen

fremmede Orlogsmænd eller Kapere, hvorimod der var indløben

Efterretning om, at en Snees Skibe vare tagne i Søen af Sydstaternes

Kapere og brændte af disse, da det ikke tillodes dem at sælge deres

Priser i nogen Havn. Da Forholdene i St. Thomas vare rolige, gjorde

Korvetten d. 19de August et lille Kryds til St. Jan, og i Slutningen

af samme Maaned nogle Krydstoure mellem Øerne.

Den 5te September gik de nordlige Staters Krigsdampskib Powhattan til

Ankers i St. Thomas' Havn for at forsyne sig med Kul. Det var et af

de Skibe, som vare udsendte for at erobre Sydstaternes armerede

Dampskib Sumter, der, som man veed, heldig undslap sine overlegne

Fjender og endelig sluttede sin Rolle i Vestindien ved at undgaae det

ved Martinique stationerede "Iraquois'" Forfølgelse. Sumter var de

nordlige Staters flyvende Hollænder og imod den nærede de en

Forbittrelse, som jo ikke blev formindsket ved den ofte gjentagne,

men altid frugtesløse Jagt efter den. Vi fik ikke Sumter at see, da

den vel vogtede sig for at komme til St. Thomas, hvor dens Fjender

bestandig laae paa Luur.

Med Gouverneuren og Vicegouverneuren gik vi den 6te September til St.

Jan, ved hvilken Leilighed det undersøgtes, hvorvidt en lille Ø

(Loango), der ligger tæt ved St. Jan, hører til den engelske Ø

Tortola (hvad dennes Bestyrelse havde paastaaet) eller under den

danske Regjering. Efter hvad vi senere have erfaret, oplystes det, at

Øen Loango hører os til, og den danske Krone har saaledes i 1861 havt

en Tilvæxt -- men den er rigtignok ikke meget betydelig, da hele Øens

Befolkning kun bestaaer af nogle faa Negerfamilier.

Forholdene ved St. Thomas vare bestandig rolige, derimod var der fra

en anden Kant indløbet Efterretninger om Kaperier af Sydstaternes

Skibe, idet nemlig den danske Generalkonsul Stürup i Caracas havde

indberettet, at Sumter blandt andet havde taget 2 Skibe, der vare

bestemte til Porto Cabellos Havn. Da Generalkonsulen i samme

Skrivelse udtalte, at det vilde være meget gavnligt for de danske

Interesser der i Landet, om et dansk Krigsskib for en kort Tid kunde

anløbe Republiken Venezuelas Havne, og da dette stemmede med den

Tjeneste, der ogsaa hjemmefra eventuelt var forbeholdt Korvetten,

besluttedes det, at denne skulde gjøre en kort Udflugt til de omtalte

Steder.

Togt til La Guayra og Porto Cabello.

Besøg i Caracas.

(9de September -- 29de September.)

Den 9de September afgik Korvetten fra vore Øer og satte Kurs efter La

Guayras Red. Veiret var ikke lovende og adskillige Omstændigheder,

navnlig en tung og trykkende Atmosfære, lode endogsaa formode, at en

Orkan var i Anmarsch. Det var anden Gang paa Togtet, at en saadan,

gjennem sine Profeter Atmosfæren og Barometret, havde meldt sig. Den

første Allarm i Leiren skete ved vor Ankomst til St. Thomas den 12te

August; den tredie og sidste ved vor Tilbagekomst til denne Havn

efter det her nævnte Togt. Heldigviis blev det ved Symptomerne; dog

fik vi at vide, at der hvergang vi havde iagttaget disse, havde været

Orkan længere nordpaa. For dem af vore Læsere, der maatte ønske at

gjøre nærmere Bekjendtskab med disse det tropiske Klimas

Fredsforstyrrere, kunne vi henvise til de engelske Forfattere Reid og

Piddington, der have bragt dem i System og indeholde fuldstændige

Beskrivelser saavel af Tegnene paa deres Komme, som af de Maader,

hvorpaa man skal søge at undgaae dem. Et nyt Kjendetegn paa Orkaners

Komme er desuden opdaget af en Mand, der i en Menneskealder har

iagttaget Klimatforholdene i St. Thomas, og da det skal være et

ufeilbarligt Tegn paa en ankommende Orkan, ville vi ikke undlade at

omtale det her. Det forklares saaledes:

Orkanen gaaer i Hvirvler fra Atlanterhavet over Antillerne til

Florida Golfen. Disse Hvirvler indeholde igjen utallige smaa

Hvirvler, der række langt udenfor den egentlige Orkans Kredsløb og

have den Virkning paa Vandoverfladen, at Draaber af denne løsrives og

hoppe ret op af Søen. Dette Fænomen, der kan vise sig mange Timer før

Vinden, skal afgive den paalideligste Bebudelse af Orkanen. Som

almindelig Hovedregel gjælder det i vore vestindiske Farvande at søge

sydefter; thi jo mere man nærmer sig Sydamerikas Nordkyst, der saa at

sige aldrig hjemsøges af Orkaner, desto sjældnere vil man overraskes

af disse. Bermudas Øerne ligge i deres værste Strøg, og Udtrykket

"Bermudas Punsch", der er et Ordsprog mellem Søfolk, indeholder en

Hentydning hertil. Af vore Øer er St. Thomas den, der har været meest

hjemsøgt. Den sidste Orkan fandt Sted den 2den August 1837 og var

over al Beskrivelse voldsom. Nogle og tredive Skibe forliste totalt i

den ellers sikkre Havn, der var saa opfyldt med Vrag og sunkne Skibe,

at det engelske Postdampskib, som ankom faa Dage efter, havde ondt

ved at finde et Sted, hvor det kunde kaste Anker. De Skibe, der ikke

kappede Masterne, kæntrede paa deres Ankerplads, et Fort ved Havnen

blæste ned i kortere Tid, end det kunde skydes ned med Kanoner, og

flere hundrede Huse ødelagdes i Byen, hvor desuden adskillige Folk

ihjelsloges; i Havnen druknede hundrede Mennesker.

Efter 5 Dages Seilads kom vi den 14de September tilankers ved La

Guayra, hvorfra Chefen, med nogle af Officererne, næste Dag tog op

til Caracas for at sætte sig i Forbindelse med den derboende danske

Generalkonsul, Legationsraad Stürup.

Caracas, Hovedstaden i Republiken Venezuela, ligger kun nogle faa

Mile fra La Guayra; men Veien gaaer over de høie Bjerge, der hæve sig

langs med Kysten, og ved hvis Fod Byen La Guayra ligger. I de senere

Aar er der anlagt en Kjørevei, hvilken vi, da vi vare Flere,

besluttede os til at benytte. Fulde af Forhaabning om den Nydelse, vi

gik imøde, stege vi ind i den noget skrøbelige _careta_ og rullede ud

af Byen. Efter c. 10 Minuters Forløb begyndte allerede Opkjørselen ad

Bjergveien, og vi vare snart enige om, at hvad vi følte og saae,

overgik vore dristigste Forventninger. Medens vi gradeviis viklede os

ud af den tropiske Atmosfære, udfoldede dens glimrende Rigdom og

Farvepragt sig under os. Den smalle Slette, der med sine

Sukkermarker, Kaffeplantager, Huse og Haver paa den nordlige Side

begrændsedes af de mægtige skovbegroede Bjergskrænter, og paa den

sydlige af den hvide Skumfryndse, som det caraïbiske Havs Brænding

dannede om dens Fod, var et høist tiltalende Syn, som Veien i sine

lunefulde Snoninger snart aabnede, snart lukkede for vort Blik. Men

netop Veien selv, hen ad hvilken vi fore med den Fart, som tre Heste,

opmuntrede af spanske Eder og Pidskeslag, kunde give os, havde vi paa

Grund af disse henrivende Udsigter ikke skjænket nogen synderlig

Opmærksomhed, før der indtraf et lille Tilfælde, der i et Nu gjorde

vore Sandser sobre. Den ene Hest blev indviklet i Seletøiet og faldt;

men Kudsken stoppede behændig: som et Lyn var han nede af Bukken, og

vi kom naturligviis i en Fart ud af Vognen. Det hændte sig, at et

Kjøretøi, hvori der var to spanske Herrer, kom bagefter, og deres

Kudsk kom til. Under utallige Eder, blandede med Paakaldelser af

Madonna, blev Hesten reist og da Chefens Ordonnants, en Topsgast fra

Fore Mers, fik Øie paa et Stykke Toug, begyndte han dermed at knobe

det iturevne Seletøi sammen, saa at vi efter nogle Minuters Forløb

kunde stige ind og igjen rulle afsted.

Under dette korte Ophold, der fortrinligt egnede sig til Eftertanke,

kom vi under Veir med, at man ingen Illusioner kan gjøre sig om sin

Skjæbne, hvis man er saa uheldig at vælte paa denne Vei. Den er saa

at sige skrællet af Bjergsiden, som man har tilvenstre, naar man

kjører op, og da den er saa smal, at to Vogne ikke uden Forsigtighed

kunne passere hinanden, har man hele Tiden tæt tilhøire de gabende

Afgrunde, der vel ere smukke og bevoxede med Skov, men hvis Bund Øiet

ikke kan udspeide. Vi hørte ogsaa senere, at forholdsviis Faa benytte

Vogne, der have afstedkommet flere Ulykker, og vi ville anbefale

Enhver, som gjør denne Reise, at bruge Muler, hvilket er ulige

sikkrere og ligesaa behageligt. Forresten ville vi varmt anprise

selve Veien, der er fuld af Skjønheder og maa foretrækkes til

Nedstigningen. Den gamle, betydeligt steilere, Ridevei kan da

benyttes til Opgangen.

Noget efter at det omtalte lille Uheld var skeet, kom vi til en

_posada_ eller et Værtshuus, hvis hele Udseende rigtignok langtfra

svarede til den Forestilling, det velklingende fremmede Navn maatte

opvække. Alt var forfaldent og svinsk. Vi fik imidlertid Begreb om

spansk Høflighed (ikke den proverbielle) ved den Artighed, de to

spanske Herrer, vi reiste i Følge med, udviste imod os. De bøde os

det Bedste, Huset formaaede, og vare utrættelige i at vise os

Opmærksomhed. Senere gjorde vi dem et Besøg i Caracas, hvor de

opholdt sig paa en Gjennemreise til Valencia.

Den anden _posada_, som vi bedede ved, ligger paa en saa yndig Plet,

at dens Navn meget passende kan være _Eldorado_; saavidt vi erindre,

hedder den ogsaa saaledes. Det er i Sandhed en paradisisk Have. Foran

Huset, hvis Ryg ligger op imod Klippen og hvis Indgang vender mod

Havet (eller rettere Luften), ligger en lille Flade, omtrent saa stor

som det Halve af Kongens Nytorv, og paa dette lille Rum er der en

Rigdom af forskjelligartet Vegetation, som man vistnok længe skal

lede om Magen til. Ved Siden af Pilen, Poplen og det hjemlige

Hyldetræ blomstrede Orangetræet, Kochenilleplanten, Gummi-, Guayava-

og Mangotræet. Paa Klippen bagved paraderede kæmpemæssige Kaktus, og

de for Troperne karakteristiske Bananer udfoldede deres brede Blade

midt imellem en Væxt af Tobaks-, Kaffe- og Bomuldsplanter. Som en

Ramme om det Hele stode de mægtige Bjerge med deres mørke Afgrunde,

dybe Kløfter og afvexlende belyste og beskyggede Toppe. Vi føle

destoværre, at Beskrivelsen kun er mat imod det Indtryk, som

Beskuelsen af denne Naturskjønhed efterlod hos os, og at

Pennetegningen er høist ufuldstændig. Men selv om vi havde Penselen

og de friskeste Farver til vor Raadighed, kunde vi dog ikke male

Solen, den lette Bjergluft, den elastiske Stemning til at nyde, den

dybe Ro til at samle -- Sligt maa sees og føles.

Fra dette Sted kjørte vi endnu et _à_ totusind Fod opad, lig Guder i

Skyerne og saa begyndte Nedkjørselen til Caracas, der ligger i en

yndig Dal omtrent 3000 Fod over Havet.

Det var alligevel ikke uden en sørgmodig Følelse, at vi bevægede

os gjennem disse Naturens Skjønheder, thi i skjærende Modsætning

til dem stode Landets indvortes Uroligheder og høist uheldige

Regjeringsforfatning. Faa Dage før vi vare ankomne, var der indtraadt

en dobbelt Forvikling i denne, idet nemlig et Parti, støttet navnlig

af Militairet, havde indkaldt den gamle General Paëz, der høist

uvillig og modstræbende overtog Pladsen som Republikens Diktator og

derved atter kastedes ind i sit Fædrelands ulykkelige Borgerkrige.

Med Undtagelse af La Guayra og Hovedstaden Caracas var det øvrige

Land endnu i den forrige Regjerings Hænder, og General Paëz's

Forposter stode ikke mere end en Miils Vei søndenfor Caracas. Det

andet Parti betegnedes ved alle de Lovløsheder, der følge af

irregulair Krigsførelse; Røverier og Brandskatninger hørte til Dagens

Orden, og Regjeringen i Caracas hindredes ved Pengemangel fra at

skabe en disciplineret Armee og gaae angrebsviis tilværks. Til

Hovedstaden vare flere Flygtninge fra Landet ankomne, udplyndrede og

berøvede Alt hvad de eiede; al Handel og Plantagedrift var saagodtsom

standset, kort: Tilstanden var høist sørgelig.

Det Pas, som var os medgivet fra Kommandanten i La Guayra, blev

viseret ved Forposterne søndenfor Byen, og efterhaanden som vi nu

nærmede os Caracas, saae vi Spor af Krigen og Tegn paa Indbyggernes

Dovenskab og urolige Karakteer. Udyrkede Jorder og halvt eller heelt

sammenstyrtede Huse glede forbi os. Paa nogle faldefærdige Mure

læstes: _Eviva Paëz, abayo Tovar!_ smurt op med plumpe Bogstaver, og

denne Inskription, der oftere gjentoges, hyppigt anbragt paa de

kurieuseste Steder, godtgjorde da idetmindste, at intet nyt Parti var

kommet til Magten, medens vi foretoge Reisen fra La Guayra. Disse

Ryttere i fantastiske Uniformer, hvoraf vi saae nogle sprænge os

forbi, var altsaa Paëz's Officerer og disse Fodgængere af alle Slags,

der nu bleve hyppigere, hans midlertidige Undersaatter. Byen, som

anmeldte sig ved en yderst slet Brolægning, var altsaa Caracas. Vi

rullede ind i den i Mørkningen efter c. 6 Timers Kjørsel.

Generalkonsul Stürup, der af den danske Vicekonsul i La Guayra, Hr.

Roosen, ved Telegraf var underrettet om vor Ankomst, modtog os med

stor Hjertelighed. Chefen tog efter Indbydelse Bolig i hans eget

Huus, og til Officererne havde han sørget for Værelser i det bedste

Hotel i Byen. En Timestid efter vare vi Alle forsamlede ved

Middagsbordet hos vor ædle Vært og hans elskværdige Familie.

Det vilde være aldeles umuligt at omtale vort Ophold i Caracas uden

tillige at nævne Hr. Stürups Huus, der paa en saadan Maade aabnede

sig for os, at vi aldrig traadte over dets Dørtærskel uden at føle os

hjemme. Hver Dag var det Udgangspunktet for en eller anden Udflugt i

Omegnen, hver Aften havde vi der Leilighed til at være sammen med

Familiens elskværdige Omgangsvenner og til at nyde godt af den ikke

uinteressante Blanding af dansk Gjæstfrihed og spansk Høflighed, som

saaledes bødes os.

Den bevægelse og det Røre, der var i Byen paa Grund af de forstyrrede

Forhold, var meget tiltalende for os, som jo vare i den særegne

Stilling, at vi med Interesse kunde følge Bølgebevægelsen paa

Overfladen, uden at behøve at analysere de uhyggelige Kræfter i

Dybet, hvorfra den udgik. For os var det en reen Nydelse at spadsere

igjennem den temmelig anseelige By og betragte dens lave Huse,

tilgittrede Vinduer, Boutiker, Bygninger og Torve. Paa alle Pladser

exercerede Rekruter; Officerer og Ordonnantser gallopperede igjennem

Gaderne, hvor Drivere, Muler og Karrer krydsede hverandre. Saa kunde

man komme til en Gade, hvor ligesom alt Liv syntes uddød; men Solen

skinnede dog mildt over den, og dens drømmende Udsigt til de fjerne

Bjerge talede meer end nogetsomhelst Andet til Fantasien.

Medens vi benyttede Leiligheden til at forherlige vort private Liv,

blev den officielle Side af Besøget naturligviis ikke forsømt.

Ledsaget af Generalkonsulen aflagde Chefen med Adjutant Visiter hos

de fremmede accrediterede Gesandter, hos Udenrigsministeren og

endelig hos Diktatoren selv.

Bland Andet, der paahvilede Korvetten paa nærværende Togt, skulde

den nemlig minde den venezuelanske Regjering om nogle Espera

Fordringer, som Kjøbmændene i St. Thomas fra tidligere Tider havde

paa denne. Afdragene paa dette Laan, der skulde dækkes ved

Toldindtæger, vare imidlertid paa Grund af den forstyrrede Regjering

udeblevne; men Øieblikket var ikke heldigt til at faae dem betalte.

Udenrigsministeren anerkjendte vel Fordringerne, men saae sig ikke

istand til at opfylde dem, da Krigen, der havde varet i 3 Aar,

aldeles havde udtømt Landets Hjælpekilder. Han lovede imidlertid at

gjøre Fordringerne Fyldest, saasnart det var ham muligt, og dette

Løfte har han ogsaa senere indfriet.

Dagen efter besøgte vi General Paëz. Vi ledsagedes paa dette Besøg af

Hr. Stürup og en dansk Læge Dr. Frydensberg, som kjender Generalen og

endog har havt Leilighed til at vise ham ikke uvæsentlige Tjenester.

Han fortalte os, at da Paëz ved den forrige Revolution var styrtet og

fængslet, frygtede man endogsaa for, at Modpartiet vilde lade ham

skyde, og dette bevægede da nogle af hans Tilhængere, med _Dr._

Frydensberg i Spidsen, til at aabne en Subskription for at skaffe

Generalen Midler til at fragte et Skib, der kunde tage ham ombord.

Planen saavelsom Flugten lykkedes, og en Time efter at Paëz var

afseilet, kom der Ordre til at lukke La Guayras Havn. Siden den Tid

er vor danske Læge gode Venner med den gamle General, og denne kunde

hverken have faaet en bedre Ven eller Læge. Hvor hans joviale Ansigt

viser sig, bliver der snart Solskin, og naar han paa sin adstadige

Mule rider gjennem Gaderne i Caracas, krydse mange venlige Øiekast

hans Vei, og han hilser muntert til Høire og Venstre. Den brave

Doktor maa ofte tage sine Patienters gode Villie i Gjerningens Sted

og nøies med Venlighed istedetfor Betaling, hvad han gjør med megen

Gratie. Da han desuden ved Krigens Udbrud, under en rasende Gadekamp

i Caracas, med stor Ro gik omkring og forbandt baade Venner og

Fjender, er det intet Under, at han er afholdt af Venezuelanerne,

medens de Danske, der see ham derovre, glædes over hans trofaste

Ihukommelse af sit Moderland, hvis kraftige Humor og gamle Sange

klinge dobbelt liflige, naar de høres saalangt fra Hjemmet.

Generalens Bolig (d. v. s. Hovedqvarteret -- thi Generalen eier

hverken Huus eller Penge) laa i en Udkant af Byen. Alt var her paa

Krigsfod; Skildvagter vare stillede ud; Ordonnantser kom og gik, og

et Par Kompagnier laae i Gaarden og sov med Geværet ved Siden. Vi

modtoges af en Adjutant, der førte os ind i et stærkt oplyst Værelse,

hvor en livlig Konversationsmumlen mellem en Mængde Herrer og Damer

hilsede vor Indtrædelse. Vi befandt os ved et improviseret Hof, som

kun var nogle faa Dage gammelt, og det var ikke uinteressant at lade

Øinene løbe hen over de forskjellige Grupper, som vi, staaende midt i

Salen, betragtede.

Pludselig blev der stille og Alle reiste sig, da General Paëz traadte

ind. Vi bleve forestillede og meget høfligt modtagne, og da vi efter

Indbydelse havde taget Plads og Komplimenterne udvexledes mellem

Chefen og Præsidenten, begyndte igjen den dæmpede og livlige

Konversation mellem Salens brogede Klynger. Saameget syntes at være

vist, at det neppe var Politik, der afhandledes mellem de unge

Officerer og de pyntelige Damer, hvis Vifter, Læber og Øine vare i en

uophørlig Bevægelse, som paa det Bestemteste modsagde enhver

Forestilling om Alvor eller Kjedsomhed.

General Paëz dannede en betydelig Modsætning til sine unge

Omgivelser. Han er høit oppe i de Halvfjerds og saae den Aften meget

anstrængt ud. Han var yderst tarveligt paaklædt; men man bemærkede

det neppe paa Grund af den Værdighed og Anstand, der var udbredt over

hans Væsen og det ædle Ansigt, der oplivedes af Samtalen. De mange

forskjellige Skjæbner, denne Mand havde fristet, det stormfulde Liv,

han havde gjennemgaaet -- og den Storm, han endnu i sit Livs Aften

var kaldet til at gaae imøde -- Alt dette gjorde ham til en

interessant Personlighed, som man ikke uden Ærbødighed kunde

betragte. For hans Uegennyttighed er hans Fattigdom det bedste

Beviis. Naar Tanken falder paa den berygtede mexikanske General Santa

Anna, der fortiden lever i St. Thomas -- hvortil han har trukket sig

tilbage med Millioner af sit Lands Penge -- bliver Modsætningen klar,

og man beundrer den Mand, der alene ledet af Fædrelandskjærlighed

trodser Savn og Farer som i sine unge Dage.

For 27 Aar siden havde vor Chef været ombord i en dansk Orlogsbrig,

der førte den daværende, af Paëz indsatte Præsident Vargas fra St.

Thomas til Venezuela. Denne Omstændighed, dette Minde fra tidligere

Tider, oplivede den gamle General og han udtalte sig meget

erkjendtligt om de Tjenester, den danske Regjering dengang havde ydet

Republiken.

Efterat Audiensen havde varet et Kvarteers Tid, toge vi Afsked med

Præsidenten, der venlig rakte os Haanden, og vi bleve af hans

Adjutanter førte omkring i den smukke Have, som vi rigtignok kun ved

Maanens Skin kunde betragte; imidlertid undgik et i Buxbom anbragt

kæmpemæssigt _Eviva Paëz_ ikke vor Opmærksomhed, og den uvisse

drømmende Belysning bidrog sit til at forhøie det romantiske Indtryk,

som vi modtoge af dette Besøg. Interessen for En af Adjutanterne

forhøiedes derved, at vi erfarede, at han var en Søn af Paëz og i

længere Tid havde deelt Faderens Landflygtighed i Nordamerika.

Den sidste Dag vi vare i Caracas, havde Generalkonsulen foranstaltet

en diplomatisk Diner i sit Huus, hvortil den venezuelanske Udenrigs-

og Indenrigsminister samt de fremmede Generalkonsuler vare indbudne.

Denne Fest sluttede paa en værdig Maade vort officielle Besøg i

Caracas, og det var os en stor Tilfredsstillelse her at finde

Bekræftelse paa vor tidligere Overbeviisning, at den danske

Regjerings Repræsentant nyder dyb Agtelse saavel hos Republiken

Venezuela som hos de europæiske Gesandter.

Imedens vi vare i Caracas, havde den hollandske Vicekonsul i

Barcelona anmodet om, at Korvetten maatte komme dertil, da de

derværende Europæeres Stilling var meget trykket paa Grund af de

vexlende Partiers Magtsprog. Da imidlertid vor Generalkonsul ønskede

Korvettens Nærværelse ved Porto Cabello, og dette tillige stemmede

med Chefens Instruxioner, besluttede han sig til at anløbe den nævnte

Havn (et Valg som senere vist sig at være meget heldigt), og den

hollandske Vicekonsuls Begjæring toges derfor ikke tilfølge, saameget

mere som den hollandske Generalkonsul i Caracas ikke havde

understøttet Vicekonsulens Anmodning.

Den 19de September om Morgenen sagde vi -- ikke uden en dyb

Taknemmelighedsfølelse for det Skjønne, vi havde seet, og det Gode,

vi havde nydt -- Farvel til Caracas, over hvis yndige Dale de tætte

Morgenskyer barmhjertig sænkede deres Slør, forat vi ikke formeget

skulde føle Skilsmissens Smerte. Hr. Stürup og en Herre af hans

Familie ledsagede os tilhest, medens vi paa Muler tilbagelagde Reisen

over Bjergene.

Var Opstigningen himmelsk, kunde man nok kalde Nedfarten til La

Guayra, hvor vi gradeviis gik Sol, Hede og Støv imøde, for

diabolisk; men vi vare rige i Erindringen om de uforglemmelige Dage,

vi havde tilbragt i Caracas, og det Psychiske havde Raad til at

honorere den lille Vexel, der blev trukken paa det Fysiske. Paa denne

Vei, der forresten var smuk paa sin Maade, og hvor vi blandt Andet

passerede adskillige Steendynger, hvis Kors betegnede, at et Mord her

var forefaldet, vare vi inde i en _posada_, der er beskreven af den

berømte Reisende Humboldt -- men den var Intet imod vort føromtalte

Eldorado paa Kjøreveien.

Vi kom til La Guayra samme Dags Eftermiddag, og efter at have

saluteret Generalkonsul Stürup med 9 Skud og hjertelig takket ham for

hans mageløse Gjæstfrihed, lettede vi og stode om Natten ned imod

Porto Cabello.

Det glædede os at erfare, at den danske Vicekonsul i La Guayra, Hr.

Roosen, under vor Fraværelse havde viist sig yderst gjæstfri mod vore

Kammerater. De havde havt eventyrlige Ridetoure i Bjergene og havde

endogsaa skimtet det forjættede Land, hvorfra vi vendte tilbage.

Den 20de September gik Korvetten til Ankers ved Porto Cabello, der

ligger en Snees Miil vestenfor La Guayra og har en god, om end ikke

stor, Havn. Karakteristisk for alle de af Spanierne anlagte Byer ere

de store Forter, som beherske dem. De ere vel anlagte saaledes, at de

beskytte Byen imod Søsiden og bestryge Havneindløbet, der næsten

altid gaaer tæt forbi deres Mure; men paa samme Tid ere de saaledes

beliggende, at deres Kanoner med Lethed kunne bringes til at spille

paa ethvert Punkt i Byen. Spanierne ere ikke bekjendte for deres

blide Maade at regjere paa, og man begriber let, hvorledes

Indbyggerne maae have følt det dobbelte Tryk af Præsteregjeringen i

Byen, og af Fortet udenfor denne, og at de have afkastet Aaget,

saasnart de følte sig stærke nok dertil.

Den samme Vigtighed som disse Fæstningsværker havde for Spanierne,

beholdt de naturligviis, da de bestode i uforandret Form under de

efterfølgende Partikampe; og Fortet Libertador (44 Kanoner), der taus

og truende kneiser ligeoverfor den aabne By Porto Cabello, med

hvilken det kun ved en udskydende lille Landstrimmel er forbundet,

seer udtrykkelig ud som en isoleret Magt, som en Stat i Staten. Vi

havde ogsaa under Indseilingen bemærket, at de fleste af

Skydeskaarene ud imod Søen vare tomme, og da vi, ved at komme længere

ind i Havnen, saae den ene Kanon efter den anden strække sin sorte

Hals ind imod Byen, formodede vi nok, at Alt ikke var saa ganske

rigtigt. Om Sammenhængen hermed bleve vi snart oplyste af Konsul

Stürup (en Broder til Generalkonsulen i Caracas), der kom ombord,

saasnart vi vare tilankers.

Kommandanten paa Fortet Libertador, som beklædte denne Post under den

forrige Regjering, havde nemlig nægtet at anerkjende Paëz og truede

med at skyde Byen ned, naar den ikke inden en af ham bestemt Frist

opfyldte visse Fordringer. Imod et Bombardement var Byen aldeles

værgeløs, og da den ogsaa, for at forsvare sig til Landsiden imod

Marodeurer, havde maattet opkaste Barrikader i Enden af Gaderne, var

dens Stilling yderst piinlig.

Allerede den 15de havde de forenede Konsuler havt et Møde for at

overveie, hvad der kunde foretages for at sikkre de mange i Staden

værende Fremmedes Liv og Eiendom, og man havde henvendt sig til

forskjellige fremmede Autoriteter for at faae en Orlogsmand til

Stedet, men ingen havde til Dato indfundet sig. Vor Ankomst var

derfor yderst heldig og opvakte levende Glæde. Selv i Tilfælde af et

Bombardement var nu de fredelige Borgeres Liv og for endeel deres

Eiendele sikkrede, idet de kunde søge og vilde have fundet

Beskyttelse ombord i Korvetten. Ved at flygte ind i Landet vilde de

kun være faldne i Hænderne paa de Røverbander, af hvilke de endog

kunde vente et Angreb i selve Byen -- at søge ombord i et Orlogsskib

var derfor deres eneste Udvei.

Det havde været Korvettens Bestemmelse at afgaae den næste Dag, den

21de; men under disse Forhold blev Afreisen udsat nogle Dage,

saameget mere som alle de fremmede Magters Konsuler, med den danske i

Spidsen, indgave et skriftligt Andragende til vor Chef om at forlænge

Opholdet nogle Dage, indtil Svar kunde indløbe fra Caracas paa de

Betingelser for Overgivelse, som Kommandanten af Libertador havde

indsendt dertil.

Betingelserne vare følgende:

1. Pas for dem af Besætningen, der ønskede at forlade

Landet, eller:

2. Frihed til at forblive i Landet.

3. Fritagelse fra Militairtjeneste for dem, der havde

udtjent.

4. Betaling af Garnisonens tilgodehavende Løn.

5. En Afløser af mindst samme Rang som Kommandanten.

Saasnart disse Betingelser, som man fandt rimelige og sikkert ventede

vilde blive gunstigt optagne, vare afgaaede til Caracas, forsvandt

den trykkede og mismodige Stemning i Byen. Forbindelsen aabnedes

igjen med Landet, der, saalænge Fortet havde domineret, ikke havde

villet erklære sig. At Posterne forbleve udstillede for at hindre et

eller andet dristigt _coup de main_ af dem, der røvede for egen

Regning, forøgede kun den almindelige Sikkerhed og formindskede ikke

det gode Forhold, der begyndte at udvikle sig mellem Byen og

Omegnen.

Ved Ankomsten til en fremmed Fæstning sender man altid en Officeer

iland for at melde, at man agter at salutere, dersom Saluten kan

ventes besvaret med samme Antal Skud. Den Høistkommanderende boede i

Byen og raadede ikke over Fortet; der blev derfor sendt en

Parlamentair fra Premier-Kommandanten til Officeren i Fæstningen for

at erfare om han, uagtet det fjendtlige Forhold der bestod mellem

denne og Byen, vilde besvare den Salut, der gaves for Flaget. Efter

nogle Timers Betænkning indløb bekræftende Svar, og Korvetten

saluterede da Flaget med 21 Skud, der besvaredes fra Fortet med samme

Antal. Premier-Kommandanten i Byen kom derefter ombord og modtog

Salut af 9 Skud, hvilket glædede ham saameget, at han, saa søsyg han

var (endskjøndt det var blikstille), med foldede Hænder vedblev at

gjentage: _»benedice, benedice!«_ medens Fartøiet roede ham til Land.

Vort forlængede Ophold gav Anledning til, at Korvettens Officerer

modtoge megen Høflighed og Gjæstfrihed af de paa Stedet værende

Europæere, som kappedes i at vise Repræsentanterne for det Flag, der

havde beskyttet dem, al mulig Velvillie og Erkjendtlighed.

Blandt de Europæere, der boede i Porto Cabello, var der endeel

Tydske, som vi gjerne her vise den Retfærdighed, de paa Grund af

Danmarks Strid med deres Nation ikke nyde af alle vore Landsmænd. I

Europa boe vi formeget Dør om Dør med dem til at anerkjende deres

gode Egenskaber, og gjennem Pressen lære vi som oftest kun deres

Skyggesider at kjende -- i Amerika er det anderledes. Der hilse vi

dem som Beslægtede, og det er vist, at hvor vi paa vore Reiser have

truffet dem -- og vi have hyppig været i Berøring med dem -- have vi

altid havt Grund til at glæde os over de smukke Sider af deres

Nationalkarakteer, hvoraf Hjertelighed og Gemytlighed ikke ere de

mindst fremtrædende.

Naturen i Omegnen af Porto Cabello er overordentlig skjøn, og vi fik

navnlig paa en meget smuk Ridetour, som vi i Selskab med nogle af de

ovennævnte Herrer foretoge os, et Begreb om det mægtige Fastlands

Skove. Paa vore prægtige spanske Heste sprængte vi ud af Byen, som vi

netop paa Grund af disse prægtige Heste (dem vi vare ivrigt

beskjæftigede med at studere) ikke skjænkede synderlig Opmærksomhed.

Ved Forposterne havde vi dog samlet os saameget, at vi kunde give en

værdig Hilsen -- men saa gik det, som det kunde, ud ad den deilige

Landevei. Vi forlode snart denne og fulgte en lille Sti, der bugtede

sig imellem Sukker- og Kaffeplantager og førte os under stadigt

vexlende Trægrupper og Buskadser ind i den store kjølige Skov.

Her kunde man med Sandhed sige, at man ikke kunde see Skoven for bare

Træer; thi Vegetationens Rigdom var saa stor, Afvexlingerne saa

pludselige og uventede, at det uvante Øie ikke kunde løsrive sig fra

Enkelthederne, der paa det Heles Bekostning fremtraadte saa stærkt og

glimrende.

Naar man for første Gang befinder sig midt i den yppige tropiske

Natur, da bliver man ligesom fortryllet over al den Skjønhed og

Pragt, som Øiet neppe er tilstrækkeligt til at omfatte -- man seer og

beundrer, og faaer ingen Tid til Reflexion; men naar man skal til i

Erindringen at opsamle de Indtryk, som man har modtaget, kan man

undertiden blive noget flau ved at bemærke, hvorlidt det man har

seet, hefter i Tanken, hvorlidt Følelsen er tiltalt. Endskjøndt det

neppe er rigtigt, ledes man til at gjøre Sammenligninger, og tænke

paa "de dybe Dale med de Nattergale og de andre Fugle smaa, som

tale", man offrer gjerne Pappegøiers og Kolibriers pragtfulde Fjer

for en eneste Tone af en Sangfugl, og den pralende Blomst saae man

gjerne forvandlet til en beskeden, men duftende. Endogsaa Træers og

Planters febrilske Liv i Syden synes at tabe ved Sammenligningen med

det friske Liv, hvormed det nordiske Foraar bryder frem og fylder Alt

med Haab og Forjættelse.

Vi gjorde Holdt inde i Skoven ved et net lille Huus, et Slags

Gjæstgiversted, der beboedes af en tydsk Familie. Dets Navn var St.

Estephe eller St. Estevan, og det laae i en Aabning i Skoven med en

venlig Udsigt til Bjergene. Der var noget ret Eiendommeligt ved denne

lille Menage og dens sorgløse Tilværelse. Manden var Jæger,

Værtshuusholder, Insektsamler og Slangetæmmer. Fjerene af de brogede

Fugle, han skjød, forvandlede sig under hans Kones flittige og

smagfulde Haand til de skjønne Blomster, der ere saa efterspurgte i

Europa, og vi forsømte naturligviis ikke Leiligheden til at forsyne

os med disse kostelige -- og kostbare -- Produkter. Medens vi besaae

endeel sjeldne Naturgjenstande og Manden gjorde Kunster med nogle

Slanger, ved hvilken Forestilling hans Børn medvirkede, havde Konen

dækket Bordet, og vi nøde under den svale Veranda et tarveligt lille

Maaltid. Forfriskede stege vi atter til Hest og -- "vee Dig, Johan,

naar Mads er bleven mæt" -- det gik ud over Hestene, da vi rede

tilbage.

Fra Caracas var imidlertid endnu den 23de intet Svar indløbet, og

Chefen besluttede sig til at vente til den 25de, hvilket var den

yderste Termin, til hvilken han, ifølge Gouverneurens Ordre, kunde

forlænge sit Ophold. Men Forholdene vare allerede saa beroligende, at

Konsulerne vare fuldkommen tilfredse hermed.

Den 25de vare adskillige af vore Venner fra Porto Cabello ombord,

deriblandt de fremmede Konsuler, der saluteredes med 7 Skud, og samme

Aften vare alle Officererne indbudne til en Dands, der fandt Sted i

en Villa udenfor Byen. Vi kjørte derud og tilbragte en meget

behagelig Aften. Stedets Have var ved kouleurte Lamper forvandlet til

et Tivoli _en miniature_, til hvilket Dørene stode aabne fra den

stærkt oplyste Balsal, og vi kunde saaledes allerede i Frastand

skimte nogle af de lyse og gratieuse Skikkelser, som vi kort efter

under Præsentationen havde Leilighed til at beundre i Nærheden. Men

vi fik ikke megen Tid til "indledende Bemærkninger" -- Musiken klang,

og dens brusende Toner indviklede de danske Uniformer i den spanske

Kontredands, hvoraf de igjen udviklede sig med mere eller mindre

Berømmelse.

Ude paa Verandaen (det neutrale Gebeet, hvorhen de mere Satte og

Adstadige allerede ved Ballets Begyndelse havde trukket sig tilbage)

florerede imidlertid Passiaren og Cigaren; _brandy and water_ nødes

med stille Alvor og Champagnen med sine brusende Perler under Spøg og

Snak af de Ungdommelige og Enthousiasterne, der desuden udmærkede sig

ved Venskabsforsikkringer og Viften med Lommetørklæder og ved paa det

første musikalske Signal igjen at styrte ind i de Dandsendes Rækker.

Udenfor, høit over det Hele, straalede den tropiske Maane klart,

Naturen afgav et mærkværdigt Chor af Frøer, der ligesom med

Kastagnetter akkompagnerede Dandsen, og det var ikke alene glindsende

Insekter, der lyste i Buskene, men brune Indianer-Ansigter med

glimrende sorte Øine kiggede frem imellem disse, og lokkedes nærmere

og nærmere af den livlige Balmusiks Toner.

[Illustration: En Forpost af Venezuelanske Soldater.]

Timerne svandt som Minuter, og en Efterklang af det livlige

Selskab ledsagede os, da vi tilfods med endeel af vore Venner begave

os paa Hjemveien til Byen. Maanen bredte sit magiske Skjær over Alt

-- selv over Forposterne, der ved vore Ledsageres Stikord aabnede sig

for os -- og dette var en viselig Indretning; thi Republikens

Soldater egne sig virkelig ikke til at sees i Solens stærke Lys, selv

om de kunne taale dens Varme. Baade de Soldater vi saae her og i

Caracas, vare yderst mangelfuldt paaklædte. Trøier vare sjeldne

Luxusgjenstande, Sko var der ikke Tale om, Skjorter og Beenklæder

vare kun tilstede i defekte Exemplarer. Vi ville imidlertid haabe, at

de "dog vare glade og fornøiede" -- idetmindste antydede Republikens

Farver, der prangede enten som Kokarder paa Huerne, som Bind om

Armene eller som Skjærf, at deres Tro var stor, og dette er jo det

Vigtigste.

Ved Havnen toge vi Afsked med vore Værter, og kort efter at vi vare

komne ombord, lettede vi.

Den 25de Kl. 1 om Morgenen forlode vi Porto Cabello, og idet vi

ankrede ved Frederikssted den 29de, sluttede vi denne lille Tour.

Fortet Libertador overgav sig, som vi senere erfarede, 3 Dage efter

vor Afreise til General Paëz.

Ved de danske Øer.

(29de September -- 2den November.)

Idet vi vende tilbage til vor Hovedstation, de danske Øer, ville vi

kortelig berøre de Tjenestepligter, som motiverede Korvettens

Tilstedeværelse ved disse.

I det Hele taget skulde vi beskytte den danske Handel og Skibsfart og

afværge ethvert Brud paa vor Neutralitet. Med Hensyn hertil maatte vi

altsaa skjænke det danske Gebet særlig Opmærksomhed, og hovedsagelig

være tilstede der, hvor det var tænkeligt, at dette kunde krænkes. Af

vore danske Øer var derfor St. Thomas den, hvor vi fornemmelig burde

opholde os, og dette blev da ogsaa Tilfældet; men da Farvandet mellem

Øerne tillige havde Krav paa vor Opmærksomhed -- idet vi særlig der

skulde beskytte den danske Skibsfart -- foretoges der hyppige

Overfarter til St. Croix. Dette var ogsaa for endeel begrundet i den

Omstændighed, at Gouverneuren, hvem Chefen var underlagt og af den

Grund oftere maatte konferere med, boede der. Efter at have berørt

disse lokale Forhold, ville vi ikke trætte Læseren med at berette,

hvorofte vi gik fra eller til St. Thomas, St. Croix eller St. Jan,

men kun betegne vort Ophold i det Hele under Benævnelsen: "ved de

danske Øer".

Hvad der navnlig kunde forventes at ville gjøre Brud paa vor

Neutralitet, var Kaperiet, og det var derfor ikke tilladt nogen Kaper

at have stadigt Ophold paa dansk Territorium, der (ifølge Kanc.

Circulaire af 18de August 1810) strækker sig een dansk Miil fra den

faste Kyst af Kongens Lande. Heller ikke var det tilladt Kapere at

anløbe danske Havne (uden i Nødstilfælde), og endnu mindre at bringe

Priser ind eller at sælge dem i disse.

Det følger af sig selv, at en mulig Kamp mellem Nord- og Sydstaternes

Skibe heller ikke kunde være tilladt indenfor de danske Enemærker, og

det var derfor uundværligt for Gouvernementet at have til sin

Disposition en Orlogsmand, der kunde repræsentere det exekutive

Søpoliti og hurtigt bevæge sig fra det ene Sted til det andet.

Men selv i Fredstid er efter vor Mening en dansk Orlogsmands

Nærværelse nødvendig ved vore vestindiske Besiddelser, for at den

derfra kan sendes hen, hvor de danske Interesser blive truede eller

krænkede. Havde en saadan været i Farvandet, dengang Republiken St.

Domingo beslaglagde og solgte to danske Skibe, vilde den, ved en

hurtig og kraftig Protest, have kunnet forhindre en slig

Fremgangsmaade, der dog drog Udsendelsen af et Skib efter sig, og gav

Anledning til lange diplomatiske Forhandlinger og overordentlige

sorte Gesandters Sendelse til Kjøbenhavn. Men vi vide jo vel, at man

er kommen til det Resultat, at et fast Stationsskib er for kostbart,

og mod denne Grund lader der sig -- fra et vist Synspunkt -- Intet

indvende.

Hs. Majestæt Kongens Fødselsdag feirede vi i St. Thomas' Havn. Om

Middagen var der stor "Lever" i Gouvernementshuset, hvor alle Byens

Autoriteter, de fremmede Konsuler og de fleste Kjøbmænd indfandt sig.

Chefen og de Officerer, der kunde være fra Skibet, vare ligeledes

tilstede. Da Vicegouverneur Berg udbragte Kongens Skaal, løsnedes

der 27 Skud fra Fortet og samme Antal fra Korvetten, som behængt med

Flag gjorde Honneurs i Havnen. Alle Skibene i denne flagede ogsaa, og

fra to amerikanske Skibe, hvis Kaptainer vare Danske, vaiede det

danske Flag paa Toppen. Det ene af dem, et lille Flod-Dampskib, der

havde havt en eventyrlig Reise fra New-York, saluterede endogsaa,

skjøndt det kun havde een Kanon, med 27 Skud. Dagen efter var der

stort Bal hos Gouverneuren paa St. Croix, og den 9de October gav

Vicegouverneuren paa St. Thomas et pragtfuldt Bal i samme Anledning.

At man dandser saameget i den tropiske Varme, vil maaskee undre vore

Landsmænd herhjemme, hvor man kun seer Baller ved Vintertid, og med

disse gjerne forbinder Begrebet om en meget varm, og derfor til en

kold Aarstid skikket, Fornøielse. Men Dandsen passer bedre til det

vestindiske Klima, end man skulde troe; thi deels er dette -- om end

varmt -- ingenlunde trykkende, og Luften er endog langt renere i en

vestindisk Balsal end herhjemme. Den idelige Gjennemtræk (mod hvilken

alle Lys ere beskyttede ved _shades_), fjerner Støvet og forfrisker

Luften, og det milde Klima gjør den anderledes uskadelig end den

Træk, hvormed man herhjemme i Kulden søger at rense en Balsals hede

Atmosfære. Dandsen er derfor en ligesaa naturlig Fornøielse i

Vestindien som herhjemme; den er meget yndet derude, og, paa Grund af

at offentlige Forlystelser savnes, meget almindelig.

Den 27de October om Morgenen saae vi for første Gang Sydstaternes

Flag vaie fra en lille Skonnert i St. Thomas' Havn. Mellem

Nordamerikanerne i denne By vakte dette en stor Sensation, da man

mistænkte den for at være en Kaper. Det viste sig dog, at dette ikke

var Tilfældet, idet den Officeer, der fra Korvetten sendtes ombord,

ikke fandt Spor af Bevæbning; men mistænkeligt var Skibet alligevel,

da det havde en Besætning af 8 Lodser fra Savanna og sikkert ikke var

bestemt til Fragtfart. Det oplystes ogsaa, at dets Reise var en

Spekulation af vedkommende Lodser, der paa Grund af Blokaden vare

uden Erhverv. De vare lykkeligt slupne forbi de nordamerikanske

Krydsere og agtede naturligviis igjen at bryde Blokaden med den

Ladning, de indtoge i St. Thomas. Den bestod af Apotheker- og

Manufakturvarer, hvorpaa der var stor Mangel i de sydlige Stater.

At det omineuse Sydflag faa Timer efter forsvandt fra Skonnertens

Top, og at det engelske heisedes i Stedet, gjorde ikke noget

gunstigere Indtryk paa Nordamerikanerne, da det skete paa den Maade,

at den engelske Konsul, ved at udstede Interimspapirer, sanktionerede

Salget af Skibet til en af dets Besætning, der havde engelsk

Borgerret. Nationalhadet mellem Amerika og England, der altid ulmer,

gav sig her Luft imod den engelske Konsul, der skarpt dadledes, fordi

han tillod Englands Flag at dække et saa mistænkeligt Skib.

Korvetten Heimdals Togt til de vestindiske Farvande i Aarene 1861 & 1862 · 第 1 / 8 段