Produced by an anonymous volunteer from scanned images of
public domain material made available by Google Books.
Åbenlyse trykfejl er rettet, men forfatterens stavning er i øvrigt
bevaret. Denne bog er oprindelig trykt med frakturskrift; i
nedenstående tekst er _ brugt til at angive antikvaskrift, symbolet ~
er brugt til at angive s p a t i e r e t tekst, og # til fed tekst.
En indholdsfortegnelse kan findes sidst i bogen.
Korvetten Heimdals Togt
til
de vestindiske Farvande
i Aarene 1861 & 1862.
Af
J. Holm,
Lieutenant i Søetaten.
Med sex Lithografier.
Kjøbenhavn.
Fr. Wøldikes Forlagsboghandel.
1863.
Reiseværker.
Livingstones Reise i Syd-Africa,
paa Dansk ved #M. Th. Wøldike#. To Bind med Portrait, Kort,
Lithographier og Træsnit. hft. 6 Rd. ib. 7 Rd.
_Dr._ Barths Reiser i Nord- og Mellem-Afrika,
paa Dansk ved #J. Michaelsen#. To Bind med Portrait, Kort,
Lithographier og Træsnit. hft. 7 Rd. 36 Sk. Eleg. ib. 9 Rd. 4 Sk.
Erindringer fra et Togt med Fregatten "Sjælland"
til Brasilien og Vestindien i Aarene 1860-61 ved _cand. med & chir._
#Friis#, Fregattens Skibslæge. hft. 48 Sk.
Fox-Expeditionen
i Aaret 1860 over Færøerne, Island og Grønland af #Th. Zeilau#,
Premierlieutn. i Inf., med Lithographier og Kort. hft. 2 Rd.
Den sidste Franklin-Expedition
med "~Fox~" Cpt. M'Clintock, ved #Carl Petersen#, Tolk ved
Expeditionen. Med Portrait, Kort, Lithographier og Træsnit. hft. 3
Rd.
Paa Stepperne,
#Reiseskildringer fra Canada og de forenede Stater# af #J. Caird#,
oversat af #M. W.# med Kort. hft. 72 Sk.
Sinai og Golgatha.
#Reiser i Østerlandene# af #F. A. Strauss#, oversat af ~A.
Olivarius~. Med Lithographier og Kort. hft. 2 Rd. 48 Sk.
En Fodvandring i fire Verdensdele
af #W. C. Samuelsen#. Med Portrait. hft. 1 Rd. 24 Sk.
[Illustration: Klart Skib.]
Korvetten Heimdals Togt
til
de vestindiske Farvande
i Aarene 1861 & 1862.
Af
J. Holm,
Lieutenant i Søetaten.
Med sex Lithografier.
Kjøbenhavn.
Fr. Wøldikes Forlagsboghandel.
1863.
G. S. Wibes Bogtrykkeri.
Forord.
Naar man henvender sig med følgende Beretning til Publikum, da er det
nærmest for at imødekomme den Interesse for Marinen, der lever i
Nationen og har et gyldigt Krav paa at blive tilfredsstillet.
Det er nu 16 Aar siden, at Korvetten Galathea vendte tilbage fra sin
Jordomseiling; ingen dansk Orlogsmand har senere foretaget et
lignende Togt, ihvorvel der i nævnte Tidsrum har været nogle enkelte,
for vore Forhold, lange Expeditioner.
Om disse har der imidlertid Intet været forelagt Offentligheden.
Denne har ikke kunnet danne sig et klart Begreb om Nytten af at vise
Flaget -- Tegnet paa Nationens Selvstændighed; den har ikke kunnet
indsee det Gavnlige i, at en Orlogsbesætning i længere Tid holdes
under Kommando.
De Rapporter, der fra Tid til anden indrykkes i Pressen, minde
forbigaaende om et saadant udsendt Skibs Tilværelse; men de forlades
med Døgnet, der har skabt dem. Den snevrere Kreds, der ved
Bekjendtskab er knyttet til Skibsbesætningen, tilfredsstilles, naar
et beroligende "Alt vel" er føiet til Slutningen af Rapporten.
For dem, der ønske nærmere Oplysninger, vil maaskee et samlet Billede
af et saadant Togt være velkomment, da det vil afgive en Maalestok
for de Forventninger og Fordringer, der knyttes til en udsendt
Orlogsmand.
Idet Forfatteren saaledes, fra et vist Synspunkt, føler sig
berettiget til at byde Publikum en Beskrivelse af Korvetten Heimdals
Togt, maa han anmærke, at han har søgt at give denne en saa
sammentrængt og letfattelig Form som mulig. Kjendsgjerninger,
Begivenheder og Indtryk gaae Side om Side; de første bære det
officielle Stempel, og han haaber, at de sidste, for Heelhedens
Skyld, maa møde Velvillie hos Læseren.
Foruden den særlige Skildring af Heimdals Togt, har Forfatteren følt
sig kaldet til at give en Fremstilling af et almindeligt Orlogstogt.
I Supplementet "Ombord" har han søgt at give en Skizze af det Liv,
der nutildags rører sig i en dansk Orlogsmand.
Kjøbenhavn, i December 1862.
Forfatteren.
Udreise og Ankomst til Øerne.
Under Kommando af Orlogskaptain Grove afgik Korvetten fra Kjøbenhavns
Red d. 30te Juni, anløb efter Ordre Plymouth for at fylde Kul og
afgik den 10de Juli herfra direkte til Vestindien. Overreisen var
begunstiget af særdeles godt Veir, men Passaten var noget flau,
hvorfor Korvetten, skjøndt en god Seiler, kun opnaaede en
Middelreise, d. e. 4 Uger fra Kanalen. Vel er Heimdal en Dampkorvet;
men det Høieste, den kan rumme, er Kul for 7 Gange 24 Timer, og
Kulkjælderen er derfor en Sparebøsse, som man ikke tyer til, førend
det er høist nødvendigt. Paa en Reise som denne behøvedes det heller
ikke, og Damp blev saa lidt som muligt benyttet. Passaten, som man
træffer omtrent på Madeiras Brede, blæser jo bestandig mod Vest, og
man har kun at gjøre sig saa bred som mulig med Seil, naar man har
opnaaet at fange den.
Efter de forskjellige Aarstider træffer man Passaten snart paa
nordligere, snart på sydligere Breder, men næsten altid der, hvor den
verdensberømte Amerikaner, Lieutenant Maury, har sat dens Grændse.
Denne af sin Virksomhed for den transatlantiske Fart saa høit
fortjente Mand har med utrættelig Flid udarbeidet Reiserouter over
Atlanterhavet, som den Søfarende i næsten alle Tilfælde staaer sig
ved at følge. Ved at benytte nogle og tyve Tusinde Skibsjournaler har
han opnaaet det smukke Resultat, til enhver Tid paa Aaret at kunne
angive de fremherskende Vind- og Veirforhold paa forskjellige Steder,
hvorefter han har udarbeidet Router for de korteste Reiser. Endogsaa
Skibsførere, der have udbedt sig hans Raad, har han forudsagt den
Vei, de under visse Eventualiteter burde tage, og da hans Spaadomme
altid ere gaaede i Opfyldelse, har han beseiret mangfoldige Fordomme
og givet Navigationen en videnskabelig Karakteer, der mere og mere
lægges til Grund for Seiladsen i den nyere Tid. I de senere Aar har
ethvert dansk Orlogsskib, der gaaer over Atlanterhavet, ført en
meteorologisk Journal, som er bleven tilstillet Lieutenant Maury, og
en saadan blev ogsaa paa dette Togt ført af en af Korvettens
Officerer.
Angaaende Overreisen er der ikke videre at bemærke. En Søreise, der
er eensformig i sig selv, vilde blive det endnu mere for Læseren, og
Beskrivelsen af en tiltagende Hede vilde maaskee fra dennes Side møde
en tiltagende Kulde, hvilket vi for enhver Priis ville undgaae.
Imidlertid er Heden i Troperne ingen Spøg for de dertil uvante
Europæere, og i en Orlogsmand, hvor saamange Mennesker ere
sammenpakkede i et indskrænket Rum, forvandler en Sygdom sig let til
en Epidemi. Vort Skib, der havde Fredsbesætning (156 Mand;
Krigsbesætningen er omtrent 20 Mand mere), var iøvrigt særdeles vel
apteret og hjemmefra godt forsynet med Midler til Sundhedspleien. Men
ogsaa ombord blev der gjort Alt for at fremme Hygieinen, og der kan
gjøres meget, naar Skibschefen stadigt har sit Øie henvendt paa dette
vigtige Punkt.
Den 8de August fik vi Øen St. Bartelemy i Sigte, og Dagen efter vare
vi udenfor Christianssted, der ligger paa Nordsiden af St. Croix og
hvor Gouverneuren boer. Da vi ikke kunde løbe ind i Havnen, sendte
Chefen sine Depecher iland til Gouvernementet, Fortet saluteredes, og
vi gik strax til Frederikssted, hvor vi ankom samme Eftermiddag.
Herfra tog Chefen over Land til Christianssted for at melde sig hos
Gouverneur Birch, hvem han var underlagt med Hensyn til Tjenesten ved
de danske Øer. En glimrende Diner, som Gouverneuren nogle Dage senere
gav i Gouvernementshuset for Korvettens Officerer, indviede vor
Ankomst til det danske Vestindien.
Dagen efter, den 12te August, kom Korvetten for første Gang til
Ankers i St. Thomas' Havn, hvor Chefen satte sig i Forbindelse med
Vicegouverneur Berg og de øvrige Autoriteter. I Havnen var der ingen
fremmede Orlogsmænd eller Kapere, hvorimod der var indløben
Efterretning om, at en Snees Skibe vare tagne i Søen af Sydstaternes
Kapere og brændte af disse, da det ikke tillodes dem at sælge deres
Priser i nogen Havn. Da Forholdene i St. Thomas vare rolige, gjorde
Korvetten d. 19de August et lille Kryds til St. Jan, og i Slutningen
af samme Maaned nogle Krydstoure mellem Øerne.
Den 5te September gik de nordlige Staters Krigsdampskib Powhattan til
Ankers i St. Thomas' Havn for at forsyne sig med Kul. Det var et af
de Skibe, som vare udsendte for at erobre Sydstaternes armerede
Dampskib Sumter, der, som man veed, heldig undslap sine overlegne
Fjender og endelig sluttede sin Rolle i Vestindien ved at undgaae det
ved Martinique stationerede "Iraquois'" Forfølgelse. Sumter var de
nordlige Staters flyvende Hollænder og imod den nærede de en
Forbittrelse, som jo ikke blev formindsket ved den ofte gjentagne,
men altid frugtesløse Jagt efter den. Vi fik ikke Sumter at see, da
den vel vogtede sig for at komme til St. Thomas, hvor dens Fjender
bestandig laae paa Luur.
Med Gouverneuren og Vicegouverneuren gik vi den 6te September til St.
Jan, ved hvilken Leilighed det undersøgtes, hvorvidt en lille Ø
(Loango), der ligger tæt ved St. Jan, hører til den engelske Ø
Tortola (hvad dennes Bestyrelse havde paastaaet) eller under den
danske Regjering. Efter hvad vi senere have erfaret, oplystes det, at
Øen Loango hører os til, og den danske Krone har saaledes i 1861 havt
en Tilvæxt -- men den er rigtignok ikke meget betydelig, da hele Øens
Befolkning kun bestaaer af nogle faa Negerfamilier.
Forholdene ved St. Thomas vare bestandig rolige, derimod var der fra
en anden Kant indløbet Efterretninger om Kaperier af Sydstaternes
Skibe, idet nemlig den danske Generalkonsul Stürup i Caracas havde
indberettet, at Sumter blandt andet havde taget 2 Skibe, der vare
bestemte til Porto Cabellos Havn. Da Generalkonsulen i samme
Skrivelse udtalte, at det vilde være meget gavnligt for de danske
Interesser der i Landet, om et dansk Krigsskib for en kort Tid kunde
anløbe Republiken Venezuelas Havne, og da dette stemmede med den
Tjeneste, der ogsaa hjemmefra eventuelt var forbeholdt Korvetten,
besluttedes det, at denne skulde gjøre en kort Udflugt til de omtalte
Steder.
Togt til La Guayra og Porto Cabello.
Besøg i Caracas.
(9de September -- 29de September.)
Den 9de September afgik Korvetten fra vore Øer og satte Kurs efter La
Guayras Red. Veiret var ikke lovende og adskillige Omstændigheder,
navnlig en tung og trykkende Atmosfære, lode endogsaa formode, at en
Orkan var i Anmarsch. Det var anden Gang paa Togtet, at en saadan,
gjennem sine Profeter Atmosfæren og Barometret, havde meldt sig. Den
første Allarm i Leiren skete ved vor Ankomst til St. Thomas den 12te
August; den tredie og sidste ved vor Tilbagekomst til denne Havn
efter det her nævnte Togt. Heldigviis blev det ved Symptomerne; dog
fik vi at vide, at der hvergang vi havde iagttaget disse, havde været
Orkan længere nordpaa. For dem af vore Læsere, der maatte ønske at
gjøre nærmere Bekjendtskab med disse det tropiske Klimas
Fredsforstyrrere, kunne vi henvise til de engelske Forfattere Reid og
Piddington, der have bragt dem i System og indeholde fuldstændige
Beskrivelser saavel af Tegnene paa deres Komme, som af de Maader,
hvorpaa man skal søge at undgaae dem. Et nyt Kjendetegn paa Orkaners
Komme er desuden opdaget af en Mand, der i en Menneskealder har
iagttaget Klimatforholdene i St. Thomas, og da det skal være et
ufeilbarligt Tegn paa en ankommende Orkan, ville vi ikke undlade at
omtale det her. Det forklares saaledes:
Orkanen gaaer i Hvirvler fra Atlanterhavet over Antillerne til
Florida Golfen. Disse Hvirvler indeholde igjen utallige smaa
Hvirvler, der række langt udenfor den egentlige Orkans Kredsløb og
have den Virkning paa Vandoverfladen, at Draaber af denne løsrives og
hoppe ret op af Søen. Dette Fænomen, der kan vise sig mange Timer før
Vinden, skal afgive den paalideligste Bebudelse af Orkanen. Som
almindelig Hovedregel gjælder det i vore vestindiske Farvande at søge
sydefter; thi jo mere man nærmer sig Sydamerikas Nordkyst, der saa at
sige aldrig hjemsøges af Orkaner, desto sjældnere vil man overraskes
af disse. Bermudas Øerne ligge i deres værste Strøg, og Udtrykket
"Bermudas Punsch", der er et Ordsprog mellem Søfolk, indeholder en
Hentydning hertil. Af vore Øer er St. Thomas den, der har været meest
hjemsøgt. Den sidste Orkan fandt Sted den 2den August 1837 og var
over al Beskrivelse voldsom. Nogle og tredive Skibe forliste totalt i
den ellers sikkre Havn, der var saa opfyldt med Vrag og sunkne Skibe,
at det engelske Postdampskib, som ankom faa Dage efter, havde ondt
ved at finde et Sted, hvor det kunde kaste Anker. De Skibe, der ikke
kappede Masterne, kæntrede paa deres Ankerplads, et Fort ved Havnen
blæste ned i kortere Tid, end det kunde skydes ned med Kanoner, og
flere hundrede Huse ødelagdes i Byen, hvor desuden adskillige Folk
ihjelsloges; i Havnen druknede hundrede Mennesker.
Efter 5 Dages Seilads kom vi den 14de September tilankers ved La
Guayra, hvorfra Chefen, med nogle af Officererne, næste Dag tog op
til Caracas for at sætte sig i Forbindelse med den derboende danske
Generalkonsul, Legationsraad Stürup.
Caracas, Hovedstaden i Republiken Venezuela, ligger kun nogle faa
Mile fra La Guayra; men Veien gaaer over de høie Bjerge, der hæve sig
langs med Kysten, og ved hvis Fod Byen La Guayra ligger. I de senere
Aar er der anlagt en Kjørevei, hvilken vi, da vi vare Flere,
besluttede os til at benytte. Fulde af Forhaabning om den Nydelse, vi
gik imøde, stege vi ind i den noget skrøbelige _careta_ og rullede ud
af Byen. Efter c. 10 Minuters Forløb begyndte allerede Opkjørselen ad
Bjergveien, og vi vare snart enige om, at hvad vi følte og saae,
overgik vore dristigste Forventninger. Medens vi gradeviis viklede os
ud af den tropiske Atmosfære, udfoldede dens glimrende Rigdom og
Farvepragt sig under os. Den smalle Slette, der med sine
Sukkermarker, Kaffeplantager, Huse og Haver paa den nordlige Side
begrændsedes af de mægtige skovbegroede Bjergskrænter, og paa den
sydlige af den hvide Skumfryndse, som det caraïbiske Havs Brænding
dannede om dens Fod, var et høist tiltalende Syn, som Veien i sine
lunefulde Snoninger snart aabnede, snart lukkede for vort Blik. Men
netop Veien selv, hen ad hvilken vi fore med den Fart, som tre Heste,
opmuntrede af spanske Eder og Pidskeslag, kunde give os, havde vi paa
Grund af disse henrivende Udsigter ikke skjænket nogen synderlig
Opmærksomhed, før der indtraf et lille Tilfælde, der i et Nu gjorde
vore Sandser sobre. Den ene Hest blev indviklet i Seletøiet og faldt;
men Kudsken stoppede behændig: som et Lyn var han nede af Bukken, og
vi kom naturligviis i en Fart ud af Vognen. Det hændte sig, at et
Kjøretøi, hvori der var to spanske Herrer, kom bagefter, og deres
Kudsk kom til. Under utallige Eder, blandede med Paakaldelser af
Madonna, blev Hesten reist og da Chefens Ordonnants, en Topsgast fra
Fore Mers, fik Øie paa et Stykke Toug, begyndte han dermed at knobe
det iturevne Seletøi sammen, saa at vi efter nogle Minuters Forløb
kunde stige ind og igjen rulle afsted.
Under dette korte Ophold, der fortrinligt egnede sig til Eftertanke,
kom vi under Veir med, at man ingen Illusioner kan gjøre sig om sin
Skjæbne, hvis man er saa uheldig at vælte paa denne Vei. Den er saa
at sige skrællet af Bjergsiden, som man har tilvenstre, naar man
kjører op, og da den er saa smal, at to Vogne ikke uden Forsigtighed
kunne passere hinanden, har man hele Tiden tæt tilhøire de gabende
Afgrunde, der vel ere smukke og bevoxede med Skov, men hvis Bund Øiet
ikke kan udspeide. Vi hørte ogsaa senere, at forholdsviis Faa benytte
Vogne, der have afstedkommet flere Ulykker, og vi ville anbefale
Enhver, som gjør denne Reise, at bruge Muler, hvilket er ulige
sikkrere og ligesaa behageligt. Forresten ville vi varmt anprise
selve Veien, der er fuld af Skjønheder og maa foretrækkes til
Nedstigningen. Den gamle, betydeligt steilere, Ridevei kan da
benyttes til Opgangen.
Noget efter at det omtalte lille Uheld var skeet, kom vi til en
_posada_ eller et Værtshuus, hvis hele Udseende rigtignok langtfra
svarede til den Forestilling, det velklingende fremmede Navn maatte
opvække. Alt var forfaldent og svinsk. Vi fik imidlertid Begreb om
spansk Høflighed (ikke den proverbielle) ved den Artighed, de to
spanske Herrer, vi reiste i Følge med, udviste imod os. De bøde os
det Bedste, Huset formaaede, og vare utrættelige i at vise os
Opmærksomhed. Senere gjorde vi dem et Besøg i Caracas, hvor de
opholdt sig paa en Gjennemreise til Valencia.
Den anden _posada_, som vi bedede ved, ligger paa en saa yndig Plet,
at dens Navn meget passende kan være _Eldorado_; saavidt vi erindre,
hedder den ogsaa saaledes. Det er i Sandhed en paradisisk Have. Foran
Huset, hvis Ryg ligger op imod Klippen og hvis Indgang vender mod
Havet (eller rettere Luften), ligger en lille Flade, omtrent saa stor
som det Halve af Kongens Nytorv, og paa dette lille Rum er der en
Rigdom af forskjelligartet Vegetation, som man vistnok længe skal
lede om Magen til. Ved Siden af Pilen, Poplen og det hjemlige
Hyldetræ blomstrede Orangetræet, Kochenilleplanten, Gummi-, Guayava-
og Mangotræet. Paa Klippen bagved paraderede kæmpemæssige Kaktus, og
de for Troperne karakteristiske Bananer udfoldede deres brede Blade
midt imellem en Væxt af Tobaks-, Kaffe- og Bomuldsplanter. Som en
Ramme om det Hele stode de mægtige Bjerge med deres mørke Afgrunde,
dybe Kløfter og afvexlende belyste og beskyggede Toppe. Vi føle
destoværre, at Beskrivelsen kun er mat imod det Indtryk, som
Beskuelsen af denne Naturskjønhed efterlod hos os, og at
Pennetegningen er høist ufuldstændig. Men selv om vi havde Penselen
og de friskeste Farver til vor Raadighed, kunde vi dog ikke male
Solen, den lette Bjergluft, den elastiske Stemning til at nyde, den
dybe Ro til at samle -- Sligt maa sees og føles.
Fra dette Sted kjørte vi endnu et _à_ totusind Fod opad, lig Guder i
Skyerne og saa begyndte Nedkjørselen til Caracas, der ligger i en
yndig Dal omtrent 3000 Fod over Havet.
Det var alligevel ikke uden en sørgmodig Følelse, at vi bevægede
os gjennem disse Naturens Skjønheder, thi i skjærende Modsætning
til dem stode Landets indvortes Uroligheder og høist uheldige
Regjeringsforfatning. Faa Dage før vi vare ankomne, var der indtraadt
en dobbelt Forvikling i denne, idet nemlig et Parti, støttet navnlig
af Militairet, havde indkaldt den gamle General Paëz, der høist
uvillig og modstræbende overtog Pladsen som Republikens Diktator og
derved atter kastedes ind i sit Fædrelands ulykkelige Borgerkrige.
Med Undtagelse af La Guayra og Hovedstaden Caracas var det øvrige
Land endnu i den forrige Regjerings Hænder, og General Paëz's
Forposter stode ikke mere end en Miils Vei søndenfor Caracas. Det
andet Parti betegnedes ved alle de Lovløsheder, der følge af
irregulair Krigsførelse; Røverier og Brandskatninger hørte til Dagens
Orden, og Regjeringen i Caracas hindredes ved Pengemangel fra at
skabe en disciplineret Armee og gaae angrebsviis tilværks. Til
Hovedstaden vare flere Flygtninge fra Landet ankomne, udplyndrede og
berøvede Alt hvad de eiede; al Handel og Plantagedrift var saagodtsom
standset, kort: Tilstanden var høist sørgelig.
Det Pas, som var os medgivet fra Kommandanten i La Guayra, blev
viseret ved Forposterne søndenfor Byen, og efterhaanden som vi nu
nærmede os Caracas, saae vi Spor af Krigen og Tegn paa Indbyggernes
Dovenskab og urolige Karakteer. Udyrkede Jorder og halvt eller heelt
sammenstyrtede Huse glede forbi os. Paa nogle faldefærdige Mure
læstes: _Eviva Paëz, abayo Tovar!_ smurt op med plumpe Bogstaver, og
denne Inskription, der oftere gjentoges, hyppigt anbragt paa de
kurieuseste Steder, godtgjorde da idetmindste, at intet nyt Parti var
kommet til Magten, medens vi foretoge Reisen fra La Guayra. Disse
Ryttere i fantastiske Uniformer, hvoraf vi saae nogle sprænge os
forbi, var altsaa Paëz's Officerer og disse Fodgængere af alle Slags,
der nu bleve hyppigere, hans midlertidige Undersaatter. Byen, som
anmeldte sig ved en yderst slet Brolægning, var altsaa Caracas. Vi
rullede ind i den i Mørkningen efter c. 6 Timers Kjørsel.
Generalkonsul Stürup, der af den danske Vicekonsul i La Guayra, Hr.
Roosen, ved Telegraf var underrettet om vor Ankomst, modtog os med
stor Hjertelighed. Chefen tog efter Indbydelse Bolig i hans eget
Huus, og til Officererne havde han sørget for Værelser i det bedste
Hotel i Byen. En Timestid efter vare vi Alle forsamlede ved
Middagsbordet hos vor ædle Vært og hans elskværdige Familie.
Det vilde være aldeles umuligt at omtale vort Ophold i Caracas uden
tillige at nævne Hr. Stürups Huus, der paa en saadan Maade aabnede
sig for os, at vi aldrig traadte over dets Dørtærskel uden at føle os
hjemme. Hver Dag var det Udgangspunktet for en eller anden Udflugt i
Omegnen, hver Aften havde vi der Leilighed til at være sammen med
Familiens elskværdige Omgangsvenner og til at nyde godt af den ikke
uinteressante Blanding af dansk Gjæstfrihed og spansk Høflighed, som
saaledes bødes os.
Den bevægelse og det Røre, der var i Byen paa Grund af de forstyrrede
Forhold, var meget tiltalende for os, som jo vare i den særegne
Stilling, at vi med Interesse kunde følge Bølgebevægelsen paa
Overfladen, uden at behøve at analysere de uhyggelige Kræfter i
Dybet, hvorfra den udgik. For os var det en reen Nydelse at spadsere
igjennem den temmelig anseelige By og betragte dens lave Huse,
tilgittrede Vinduer, Boutiker, Bygninger og Torve. Paa alle Pladser
exercerede Rekruter; Officerer og Ordonnantser gallopperede igjennem
Gaderne, hvor Drivere, Muler og Karrer krydsede hverandre. Saa kunde
man komme til en Gade, hvor ligesom alt Liv syntes uddød; men Solen
skinnede dog mildt over den, og dens drømmende Udsigt til de fjerne
Bjerge talede meer end nogetsomhelst Andet til Fantasien.
Medens vi benyttede Leiligheden til at forherlige vort private Liv,
blev den officielle Side af Besøget naturligviis ikke forsømt.
Ledsaget af Generalkonsulen aflagde Chefen med Adjutant Visiter hos
de fremmede accrediterede Gesandter, hos Udenrigsministeren og
endelig hos Diktatoren selv.
Bland Andet, der paahvilede Korvetten paa nærværende Togt, skulde
den nemlig minde den venezuelanske Regjering om nogle Espera
Fordringer, som Kjøbmændene i St. Thomas fra tidligere Tider havde
paa denne. Afdragene paa dette Laan, der skulde dækkes ved
Toldindtæger, vare imidlertid paa Grund af den forstyrrede Regjering
udeblevne; men Øieblikket var ikke heldigt til at faae dem betalte.
Udenrigsministeren anerkjendte vel Fordringerne, men saae sig ikke
istand til at opfylde dem, da Krigen, der havde varet i 3 Aar,
aldeles havde udtømt Landets Hjælpekilder. Han lovede imidlertid at
gjøre Fordringerne Fyldest, saasnart det var ham muligt, og dette
Løfte har han ogsaa senere indfriet.
Dagen efter besøgte vi General Paëz. Vi ledsagedes paa dette Besøg af
Hr. Stürup og en dansk Læge Dr. Frydensberg, som kjender Generalen og
endog har havt Leilighed til at vise ham ikke uvæsentlige Tjenester.
Han fortalte os, at da Paëz ved den forrige Revolution var styrtet og
fængslet, frygtede man endogsaa for, at Modpartiet vilde lade ham
skyde, og dette bevægede da nogle af hans Tilhængere, med _Dr._
Frydensberg i Spidsen, til at aabne en Subskription for at skaffe
Generalen Midler til at fragte et Skib, der kunde tage ham ombord.
Planen saavelsom Flugten lykkedes, og en Time efter at Paëz var
afseilet, kom der Ordre til at lukke La Guayras Havn. Siden den Tid
er vor danske Læge gode Venner med den gamle General, og denne kunde
hverken have faaet en bedre Ven eller Læge. Hvor hans joviale Ansigt
viser sig, bliver der snart Solskin, og naar han paa sin adstadige
Mule rider gjennem Gaderne i Caracas, krydse mange venlige Øiekast
hans Vei, og han hilser muntert til Høire og Venstre. Den brave
Doktor maa ofte tage sine Patienters gode Villie i Gjerningens Sted
og nøies med Venlighed istedetfor Betaling, hvad han gjør med megen
Gratie. Da han desuden ved Krigens Udbrud, under en rasende Gadekamp
i Caracas, med stor Ro gik omkring og forbandt baade Venner og
Fjender, er det intet Under, at han er afholdt af Venezuelanerne,
medens de Danske, der see ham derovre, glædes over hans trofaste
Ihukommelse af sit Moderland, hvis kraftige Humor og gamle Sange
klinge dobbelt liflige, naar de høres saalangt fra Hjemmet.
Generalens Bolig (d. v. s. Hovedqvarteret -- thi Generalen eier
hverken Huus eller Penge) laa i en Udkant af Byen. Alt var her paa
Krigsfod; Skildvagter vare stillede ud; Ordonnantser kom og gik, og
et Par Kompagnier laae i Gaarden og sov med Geværet ved Siden. Vi
modtoges af en Adjutant, der førte os ind i et stærkt oplyst Værelse,
hvor en livlig Konversationsmumlen mellem en Mængde Herrer og Damer
hilsede vor Indtrædelse. Vi befandt os ved et improviseret Hof, som
kun var nogle faa Dage gammelt, og det var ikke uinteressant at lade
Øinene løbe hen over de forskjellige Grupper, som vi, staaende midt i
Salen, betragtede.
Pludselig blev der stille og Alle reiste sig, da General Paëz traadte
ind. Vi bleve forestillede og meget høfligt modtagne, og da vi efter
Indbydelse havde taget Plads og Komplimenterne udvexledes mellem
Chefen og Præsidenten, begyndte igjen den dæmpede og livlige
Konversation mellem Salens brogede Klynger. Saameget syntes at være
vist, at det neppe var Politik, der afhandledes mellem de unge
Officerer og de pyntelige Damer, hvis Vifter, Læber og Øine vare i en
uophørlig Bevægelse, som paa det Bestemteste modsagde enhver
Forestilling om Alvor eller Kjedsomhed.
General Paëz dannede en betydelig Modsætning til sine unge
Omgivelser. Han er høit oppe i de Halvfjerds og saae den Aften meget
anstrængt ud. Han var yderst tarveligt paaklædt; men man bemærkede
det neppe paa Grund af den Værdighed og Anstand, der var udbredt over
hans Væsen og det ædle Ansigt, der oplivedes af Samtalen. De mange
forskjellige Skjæbner, denne Mand havde fristet, det stormfulde Liv,
han havde gjennemgaaet -- og den Storm, han endnu i sit Livs Aften
var kaldet til at gaae imøde -- Alt dette gjorde ham til en
interessant Personlighed, som man ikke uden Ærbødighed kunde
betragte. For hans Uegennyttighed er hans Fattigdom det bedste
Beviis. Naar Tanken falder paa den berygtede mexikanske General Santa
Anna, der fortiden lever i St. Thomas -- hvortil han har trukket sig
tilbage med Millioner af sit Lands Penge -- bliver Modsætningen klar,
og man beundrer den Mand, der alene ledet af Fædrelandskjærlighed
trodser Savn og Farer som i sine unge Dage.
For 27 Aar siden havde vor Chef været ombord i en dansk Orlogsbrig,
der førte den daværende, af Paëz indsatte Præsident Vargas fra St.
Thomas til Venezuela. Denne Omstændighed, dette Minde fra tidligere
Tider, oplivede den gamle General og han udtalte sig meget
erkjendtligt om de Tjenester, den danske Regjering dengang havde ydet
Republiken.
Efterat Audiensen havde varet et Kvarteers Tid, toge vi Afsked med
Præsidenten, der venlig rakte os Haanden, og vi bleve af hans
Adjutanter førte omkring i den smukke Have, som vi rigtignok kun ved
Maanens Skin kunde betragte; imidlertid undgik et i Buxbom anbragt
kæmpemæssigt _Eviva Paëz_ ikke vor Opmærksomhed, og den uvisse
drømmende Belysning bidrog sit til at forhøie det romantiske Indtryk,
som vi modtoge af dette Besøg. Interessen for En af Adjutanterne
forhøiedes derved, at vi erfarede, at han var en Søn af Paëz og i
længere Tid havde deelt Faderens Landflygtighed i Nordamerika.
Den sidste Dag vi vare i Caracas, havde Generalkonsulen foranstaltet
en diplomatisk Diner i sit Huus, hvortil den venezuelanske Udenrigs-
og Indenrigsminister samt de fremmede Generalkonsuler vare indbudne.
Denne Fest sluttede paa en værdig Maade vort officielle Besøg i
Caracas, og det var os en stor Tilfredsstillelse her at finde
Bekræftelse paa vor tidligere Overbeviisning, at den danske
Regjerings Repræsentant nyder dyb Agtelse saavel hos Republiken
Venezuela som hos de europæiske Gesandter.
Imedens vi vare i Caracas, havde den hollandske Vicekonsul i
Barcelona anmodet om, at Korvetten maatte komme dertil, da de
derværende Europæeres Stilling var meget trykket paa Grund af de
vexlende Partiers Magtsprog. Da imidlertid vor Generalkonsul ønskede
Korvettens Nærværelse ved Porto Cabello, og dette tillige stemmede
med Chefens Instruxioner, besluttede han sig til at anløbe den nævnte
Havn (et Valg som senere vist sig at være meget heldigt), og den
hollandske Vicekonsuls Begjæring toges derfor ikke tilfølge, saameget
mere som den hollandske Generalkonsul i Caracas ikke havde
understøttet Vicekonsulens Anmodning.
Den 19de September om Morgenen sagde vi -- ikke uden en dyb
Taknemmelighedsfølelse for det Skjønne, vi havde seet, og det Gode,
vi havde nydt -- Farvel til Caracas, over hvis yndige Dale de tætte
Morgenskyer barmhjertig sænkede deres Slør, forat vi ikke formeget
skulde føle Skilsmissens Smerte. Hr. Stürup og en Herre af hans
Familie ledsagede os tilhest, medens vi paa Muler tilbagelagde Reisen
over Bjergene.
Var Opstigningen himmelsk, kunde man nok kalde Nedfarten til La
Guayra, hvor vi gradeviis gik Sol, Hede og Støv imøde, for
diabolisk; men vi vare rige i Erindringen om de uforglemmelige Dage,
vi havde tilbragt i Caracas, og det Psychiske havde Raad til at
honorere den lille Vexel, der blev trukken paa det Fysiske. Paa denne
Vei, der forresten var smuk paa sin Maade, og hvor vi blandt Andet
passerede adskillige Steendynger, hvis Kors betegnede, at et Mord her
var forefaldet, vare vi inde i en _posada_, der er beskreven af den
berømte Reisende Humboldt -- men den var Intet imod vort føromtalte
Eldorado paa Kjøreveien.
Vi kom til La Guayra samme Dags Eftermiddag, og efter at have
saluteret Generalkonsul Stürup med 9 Skud og hjertelig takket ham for
hans mageløse Gjæstfrihed, lettede vi og stode om Natten ned imod
Porto Cabello.
Det glædede os at erfare, at den danske Vicekonsul i La Guayra, Hr.
Roosen, under vor Fraværelse havde viist sig yderst gjæstfri mod vore
Kammerater. De havde havt eventyrlige Ridetoure i Bjergene og havde
endogsaa skimtet det forjættede Land, hvorfra vi vendte tilbage.
Den 20de September gik Korvetten til Ankers ved Porto Cabello, der
ligger en Snees Miil vestenfor La Guayra og har en god, om end ikke
stor, Havn. Karakteristisk for alle de af Spanierne anlagte Byer ere
de store Forter, som beherske dem. De ere vel anlagte saaledes, at de
beskytte Byen imod Søsiden og bestryge Havneindløbet, der næsten
altid gaaer tæt forbi deres Mure; men paa samme Tid ere de saaledes
beliggende, at deres Kanoner med Lethed kunne bringes til at spille
paa ethvert Punkt i Byen. Spanierne ere ikke bekjendte for deres
blide Maade at regjere paa, og man begriber let, hvorledes
Indbyggerne maae have følt det dobbelte Tryk af Præsteregjeringen i
Byen, og af Fortet udenfor denne, og at de have afkastet Aaget,
saasnart de følte sig stærke nok dertil.
Den samme Vigtighed som disse Fæstningsværker havde for Spanierne,
beholdt de naturligviis, da de bestode i uforandret Form under de
efterfølgende Partikampe; og Fortet Libertador (44 Kanoner), der taus
og truende kneiser ligeoverfor den aabne By Porto Cabello, med
hvilken det kun ved en udskydende lille Landstrimmel er forbundet,
seer udtrykkelig ud som en isoleret Magt, som en Stat i Staten. Vi
havde ogsaa under Indseilingen bemærket, at de fleste af
Skydeskaarene ud imod Søen vare tomme, og da vi, ved at komme længere
ind i Havnen, saae den ene Kanon efter den anden strække sin sorte
Hals ind imod Byen, formodede vi nok, at Alt ikke var saa ganske
rigtigt. Om Sammenhængen hermed bleve vi snart oplyste af Konsul
Stürup (en Broder til Generalkonsulen i Caracas), der kom ombord,
saasnart vi vare tilankers.
Kommandanten paa Fortet Libertador, som beklædte denne Post under den
forrige Regjering, havde nemlig nægtet at anerkjende Paëz og truede
med at skyde Byen ned, naar den ikke inden en af ham bestemt Frist
opfyldte visse Fordringer. Imod et Bombardement var Byen aldeles
værgeløs, og da den ogsaa, for at forsvare sig til Landsiden imod
Marodeurer, havde maattet opkaste Barrikader i Enden af Gaderne, var
dens Stilling yderst piinlig.
Allerede den 15de havde de forenede Konsuler havt et Møde for at
overveie, hvad der kunde foretages for at sikkre de mange i Staden
værende Fremmedes Liv og Eiendom, og man havde henvendt sig til
forskjellige fremmede Autoriteter for at faae en Orlogsmand til
Stedet, men ingen havde til Dato indfundet sig. Vor Ankomst var
derfor yderst heldig og opvakte levende Glæde. Selv i Tilfælde af et
Bombardement var nu de fredelige Borgeres Liv og for endeel deres
Eiendele sikkrede, idet de kunde søge og vilde have fundet
Beskyttelse ombord i Korvetten. Ved at flygte ind i Landet vilde de
kun være faldne i Hænderne paa de Røverbander, af hvilke de endog
kunde vente et Angreb i selve Byen -- at søge ombord i et Orlogsskib
var derfor deres eneste Udvei.
Det havde været Korvettens Bestemmelse at afgaae den næste Dag, den
21de; men under disse Forhold blev Afreisen udsat nogle Dage,
saameget mere som alle de fremmede Magters Konsuler, med den danske i
Spidsen, indgave et skriftligt Andragende til vor Chef om at forlænge
Opholdet nogle Dage, indtil Svar kunde indløbe fra Caracas paa de
Betingelser for Overgivelse, som Kommandanten af Libertador havde
indsendt dertil.
Betingelserne vare følgende:
1. Pas for dem af Besætningen, der ønskede at forlade
Landet, eller:
2. Frihed til at forblive i Landet.
3. Fritagelse fra Militairtjeneste for dem, der havde
udtjent.
4. Betaling af Garnisonens tilgodehavende Løn.
5. En Afløser af mindst samme Rang som Kommandanten.
Saasnart disse Betingelser, som man fandt rimelige og sikkert ventede
vilde blive gunstigt optagne, vare afgaaede til Caracas, forsvandt
den trykkede og mismodige Stemning i Byen. Forbindelsen aabnedes
igjen med Landet, der, saalænge Fortet havde domineret, ikke havde
villet erklære sig. At Posterne forbleve udstillede for at hindre et
eller andet dristigt _coup de main_ af dem, der røvede for egen
Regning, forøgede kun den almindelige Sikkerhed og formindskede ikke
det gode Forhold, der begyndte at udvikle sig mellem Byen og
Omegnen.
Ved Ankomsten til en fremmed Fæstning sender man altid en Officeer
iland for at melde, at man agter at salutere, dersom Saluten kan
ventes besvaret med samme Antal Skud. Den Høistkommanderende boede i
Byen og raadede ikke over Fortet; der blev derfor sendt en
Parlamentair fra Premier-Kommandanten til Officeren i Fæstningen for
at erfare om han, uagtet det fjendtlige Forhold der bestod mellem
denne og Byen, vilde besvare den Salut, der gaves for Flaget. Efter
nogle Timers Betænkning indløb bekræftende Svar, og Korvetten
saluterede da Flaget med 21 Skud, der besvaredes fra Fortet med samme
Antal. Premier-Kommandanten i Byen kom derefter ombord og modtog
Salut af 9 Skud, hvilket glædede ham saameget, at han, saa søsyg han
var (endskjøndt det var blikstille), med foldede Hænder vedblev at
gjentage: _»benedice, benedice!«_ medens Fartøiet roede ham til Land.
Vort forlængede Ophold gav Anledning til, at Korvettens Officerer
modtoge megen Høflighed og Gjæstfrihed af de paa Stedet værende
Europæere, som kappedes i at vise Repræsentanterne for det Flag, der
havde beskyttet dem, al mulig Velvillie og Erkjendtlighed.
Blandt de Europæere, der boede i Porto Cabello, var der endeel
Tydske, som vi gjerne her vise den Retfærdighed, de paa Grund af
Danmarks Strid med deres Nation ikke nyde af alle vore Landsmænd. I
Europa boe vi formeget Dør om Dør med dem til at anerkjende deres
gode Egenskaber, og gjennem Pressen lære vi som oftest kun deres
Skyggesider at kjende -- i Amerika er det anderledes. Der hilse vi
dem som Beslægtede, og det er vist, at hvor vi paa vore Reiser have
truffet dem -- og vi have hyppig været i Berøring med dem -- have vi
altid havt Grund til at glæde os over de smukke Sider af deres
Nationalkarakteer, hvoraf Hjertelighed og Gemytlighed ikke ere de
mindst fremtrædende.
Naturen i Omegnen af Porto Cabello er overordentlig skjøn, og vi fik
navnlig paa en meget smuk Ridetour, som vi i Selskab med nogle af de
ovennævnte Herrer foretoge os, et Begreb om det mægtige Fastlands
Skove. Paa vore prægtige spanske Heste sprængte vi ud af Byen, som vi
netop paa Grund af disse prægtige Heste (dem vi vare ivrigt
beskjæftigede med at studere) ikke skjænkede synderlig Opmærksomhed.
Ved Forposterne havde vi dog samlet os saameget, at vi kunde give en
værdig Hilsen -- men saa gik det, som det kunde, ud ad den deilige
Landevei. Vi forlode snart denne og fulgte en lille Sti, der bugtede
sig imellem Sukker- og Kaffeplantager og førte os under stadigt
vexlende Trægrupper og Buskadser ind i den store kjølige Skov.
Her kunde man med Sandhed sige, at man ikke kunde see Skoven for bare
Træer; thi Vegetationens Rigdom var saa stor, Afvexlingerne saa
pludselige og uventede, at det uvante Øie ikke kunde løsrive sig fra
Enkelthederne, der paa det Heles Bekostning fremtraadte saa stærkt og
glimrende.
Naar man for første Gang befinder sig midt i den yppige tropiske
Natur, da bliver man ligesom fortryllet over al den Skjønhed og
Pragt, som Øiet neppe er tilstrækkeligt til at omfatte -- man seer og
beundrer, og faaer ingen Tid til Reflexion; men naar man skal til i
Erindringen at opsamle de Indtryk, som man har modtaget, kan man
undertiden blive noget flau ved at bemærke, hvorlidt det man har
seet, hefter i Tanken, hvorlidt Følelsen er tiltalt. Endskjøndt det
neppe er rigtigt, ledes man til at gjøre Sammenligninger, og tænke
paa "de dybe Dale med de Nattergale og de andre Fugle smaa, som
tale", man offrer gjerne Pappegøiers og Kolibriers pragtfulde Fjer
for en eneste Tone af en Sangfugl, og den pralende Blomst saae man
gjerne forvandlet til en beskeden, men duftende. Endogsaa Træers og
Planters febrilske Liv i Syden synes at tabe ved Sammenligningen med
det friske Liv, hvormed det nordiske Foraar bryder frem og fylder Alt
med Haab og Forjættelse.
Vi gjorde Holdt inde i Skoven ved et net lille Huus, et Slags
Gjæstgiversted, der beboedes af en tydsk Familie. Dets Navn var St.
Estephe eller St. Estevan, og det laae i en Aabning i Skoven med en
venlig Udsigt til Bjergene. Der var noget ret Eiendommeligt ved denne
lille Menage og dens sorgløse Tilværelse. Manden var Jæger,
Værtshuusholder, Insektsamler og Slangetæmmer. Fjerene af de brogede
Fugle, han skjød, forvandlede sig under hans Kones flittige og
smagfulde Haand til de skjønne Blomster, der ere saa efterspurgte i
Europa, og vi forsømte naturligviis ikke Leiligheden til at forsyne
os med disse kostelige -- og kostbare -- Produkter. Medens vi besaae
endeel sjeldne Naturgjenstande og Manden gjorde Kunster med nogle
Slanger, ved hvilken Forestilling hans Børn medvirkede, havde Konen
dækket Bordet, og vi nøde under den svale Veranda et tarveligt lille
Maaltid. Forfriskede stege vi atter til Hest og -- "vee Dig, Johan,
naar Mads er bleven mæt" -- det gik ud over Hestene, da vi rede
tilbage.
Fra Caracas var imidlertid endnu den 23de intet Svar indløbet, og
Chefen besluttede sig til at vente til den 25de, hvilket var den
yderste Termin, til hvilken han, ifølge Gouverneurens Ordre, kunde
forlænge sit Ophold. Men Forholdene vare allerede saa beroligende, at
Konsulerne vare fuldkommen tilfredse hermed.
Den 25de vare adskillige af vore Venner fra Porto Cabello ombord,
deriblandt de fremmede Konsuler, der saluteredes med 7 Skud, og samme
Aften vare alle Officererne indbudne til en Dands, der fandt Sted i
en Villa udenfor Byen. Vi kjørte derud og tilbragte en meget
behagelig Aften. Stedets Have var ved kouleurte Lamper forvandlet til
et Tivoli _en miniature_, til hvilket Dørene stode aabne fra den
stærkt oplyste Balsal, og vi kunde saaledes allerede i Frastand
skimte nogle af de lyse og gratieuse Skikkelser, som vi kort efter
under Præsentationen havde Leilighed til at beundre i Nærheden. Men
vi fik ikke megen Tid til "indledende Bemærkninger" -- Musiken klang,
og dens brusende Toner indviklede de danske Uniformer i den spanske
Kontredands, hvoraf de igjen udviklede sig med mere eller mindre
Berømmelse.
Ude paa Verandaen (det neutrale Gebeet, hvorhen de mere Satte og
Adstadige allerede ved Ballets Begyndelse havde trukket sig tilbage)
florerede imidlertid Passiaren og Cigaren; _brandy and water_ nødes
med stille Alvor og Champagnen med sine brusende Perler under Spøg og
Snak af de Ungdommelige og Enthousiasterne, der desuden udmærkede sig
ved Venskabsforsikkringer og Viften med Lommetørklæder og ved paa det
første musikalske Signal igjen at styrte ind i de Dandsendes Rækker.
Udenfor, høit over det Hele, straalede den tropiske Maane klart,
Naturen afgav et mærkværdigt Chor af Frøer, der ligesom med
Kastagnetter akkompagnerede Dandsen, og det var ikke alene glindsende
Insekter, der lyste i Buskene, men brune Indianer-Ansigter med
glimrende sorte Øine kiggede frem imellem disse, og lokkedes nærmere
og nærmere af den livlige Balmusiks Toner.
[Illustration: En Forpost af Venezuelanske Soldater.]
Timerne svandt som Minuter, og en Efterklang af det livlige
Selskab ledsagede os, da vi tilfods med endeel af vore Venner begave
os paa Hjemveien til Byen. Maanen bredte sit magiske Skjær over Alt
-- selv over Forposterne, der ved vore Ledsageres Stikord aabnede sig
for os -- og dette var en viselig Indretning; thi Republikens
Soldater egne sig virkelig ikke til at sees i Solens stærke Lys, selv
om de kunne taale dens Varme. Baade de Soldater vi saae her og i
Caracas, vare yderst mangelfuldt paaklædte. Trøier vare sjeldne
Luxusgjenstande, Sko var der ikke Tale om, Skjorter og Beenklæder
vare kun tilstede i defekte Exemplarer. Vi ville imidlertid haabe, at
de "dog vare glade og fornøiede" -- idetmindste antydede Republikens
Farver, der prangede enten som Kokarder paa Huerne, som Bind om
Armene eller som Skjærf, at deres Tro var stor, og dette er jo det
Vigtigste.
Ved Havnen toge vi Afsked med vore Værter, og kort efter at vi vare
komne ombord, lettede vi.
Den 25de Kl. 1 om Morgenen forlode vi Porto Cabello, og idet vi
ankrede ved Frederikssted den 29de, sluttede vi denne lille Tour.
Fortet Libertador overgav sig, som vi senere erfarede, 3 Dage efter
vor Afreise til General Paëz.
Ved de danske Øer.
(29de September -- 2den November.)
Idet vi vende tilbage til vor Hovedstation, de danske Øer, ville vi
kortelig berøre de Tjenestepligter, som motiverede Korvettens
Tilstedeværelse ved disse.
I det Hele taget skulde vi beskytte den danske Handel og Skibsfart og
afværge ethvert Brud paa vor Neutralitet. Med Hensyn hertil maatte vi
altsaa skjænke det danske Gebet særlig Opmærksomhed, og hovedsagelig
være tilstede der, hvor det var tænkeligt, at dette kunde krænkes. Af
vore danske Øer var derfor St. Thomas den, hvor vi fornemmelig burde
opholde os, og dette blev da ogsaa Tilfældet; men da Farvandet mellem
Øerne tillige havde Krav paa vor Opmærksomhed -- idet vi særlig der
skulde beskytte den danske Skibsfart -- foretoges der hyppige
Overfarter til St. Croix. Dette var ogsaa for endeel begrundet i den
Omstændighed, at Gouverneuren, hvem Chefen var underlagt og af den
Grund oftere maatte konferere med, boede der. Efter at have berørt
disse lokale Forhold, ville vi ikke trætte Læseren med at berette,
hvorofte vi gik fra eller til St. Thomas, St. Croix eller St. Jan,
men kun betegne vort Ophold i det Hele under Benævnelsen: "ved de
danske Øer".
Hvad der navnlig kunde forventes at ville gjøre Brud paa vor
Neutralitet, var Kaperiet, og det var derfor ikke tilladt nogen Kaper
at have stadigt Ophold paa dansk Territorium, der (ifølge Kanc.
Circulaire af 18de August 1810) strækker sig een dansk Miil fra den
faste Kyst af Kongens Lande. Heller ikke var det tilladt Kapere at
anløbe danske Havne (uden i Nødstilfælde), og endnu mindre at bringe
Priser ind eller at sælge dem i disse.
Det følger af sig selv, at en mulig Kamp mellem Nord- og Sydstaternes
Skibe heller ikke kunde være tilladt indenfor de danske Enemærker, og
det var derfor uundværligt for Gouvernementet at have til sin
Disposition en Orlogsmand, der kunde repræsentere det exekutive
Søpoliti og hurtigt bevæge sig fra det ene Sted til det andet.
Men selv i Fredstid er efter vor Mening en dansk Orlogsmands
Nærværelse nødvendig ved vore vestindiske Besiddelser, for at den
derfra kan sendes hen, hvor de danske Interesser blive truede eller
krænkede. Havde en saadan været i Farvandet, dengang Republiken St.
Domingo beslaglagde og solgte to danske Skibe, vilde den, ved en
hurtig og kraftig Protest, have kunnet forhindre en slig
Fremgangsmaade, der dog drog Udsendelsen af et Skib efter sig, og gav
Anledning til lange diplomatiske Forhandlinger og overordentlige
sorte Gesandters Sendelse til Kjøbenhavn. Men vi vide jo vel, at man
er kommen til det Resultat, at et fast Stationsskib er for kostbart,
og mod denne Grund lader der sig -- fra et vist Synspunkt -- Intet
indvende.
Hs. Majestæt Kongens Fødselsdag feirede vi i St. Thomas' Havn. Om
Middagen var der stor "Lever" i Gouvernementshuset, hvor alle Byens
Autoriteter, de fremmede Konsuler og de fleste Kjøbmænd indfandt sig.
Chefen og de Officerer, der kunde være fra Skibet, vare ligeledes
tilstede. Da Vicegouverneur Berg udbragte Kongens Skaal, løsnedes
der 27 Skud fra Fortet og samme Antal fra Korvetten, som behængt med
Flag gjorde Honneurs i Havnen. Alle Skibene i denne flagede ogsaa, og
fra to amerikanske Skibe, hvis Kaptainer vare Danske, vaiede det
danske Flag paa Toppen. Det ene af dem, et lille Flod-Dampskib, der
havde havt en eventyrlig Reise fra New-York, saluterede endogsaa,
skjøndt det kun havde een Kanon, med 27 Skud. Dagen efter var der
stort Bal hos Gouverneuren paa St. Croix, og den 9de October gav
Vicegouverneuren paa St. Thomas et pragtfuldt Bal i samme Anledning.
At man dandser saameget i den tropiske Varme, vil maaskee undre vore
Landsmænd herhjemme, hvor man kun seer Baller ved Vintertid, og med
disse gjerne forbinder Begrebet om en meget varm, og derfor til en
kold Aarstid skikket, Fornøielse. Men Dandsen passer bedre til det
vestindiske Klima, end man skulde troe; thi deels er dette -- om end
varmt -- ingenlunde trykkende, og Luften er endog langt renere i en
vestindisk Balsal end herhjemme. Den idelige Gjennemtræk (mod hvilken
alle Lys ere beskyttede ved _shades_), fjerner Støvet og forfrisker
Luften, og det milde Klima gjør den anderledes uskadelig end den
Træk, hvormed man herhjemme i Kulden søger at rense en Balsals hede
Atmosfære. Dandsen er derfor en ligesaa naturlig Fornøielse i
Vestindien som herhjemme; den er meget yndet derude, og, paa Grund af
at offentlige Forlystelser savnes, meget almindelig.
Den 27de October om Morgenen saae vi for første Gang Sydstaternes
Flag vaie fra en lille Skonnert i St. Thomas' Havn. Mellem
Nordamerikanerne i denne By vakte dette en stor Sensation, da man
mistænkte den for at være en Kaper. Det viste sig dog, at dette ikke
var Tilfældet, idet den Officeer, der fra Korvetten sendtes ombord,
ikke fandt Spor af Bevæbning; men mistænkeligt var Skibet alligevel,
da det havde en Besætning af 8 Lodser fra Savanna og sikkert ikke var
bestemt til Fragtfart. Det oplystes ogsaa, at dets Reise var en
Spekulation af vedkommende Lodser, der paa Grund af Blokaden vare
uden Erhverv. De vare lykkeligt slupne forbi de nordamerikanske
Krydsere og agtede naturligviis igjen at bryde Blokaden med den
Ladning, de indtoge i St. Thomas. Den bestod af Apotheker- og
Manufakturvarer, hvorpaa der var stor Mangel i de sydlige Stater.
At det omineuse Sydflag faa Timer efter forsvandt fra Skonnertens
Top, og at det engelske heisedes i Stedet, gjorde ikke noget
gunstigere Indtryk paa Nordamerikanerne, da det skete paa den Maade,
at den engelske Konsul, ved at udstede Interimspapirer, sanktionerede
Salget af Skibet til en af dets Besætning, der havde engelsk
Borgerret. Nationalhadet mellem Amerika og England, der altid ulmer,
gav sig her Luft imod den engelske Konsul, der skarpt dadledes, fordi
han tillod Englands Flag at dække et saa mistænkeligt Skib.