»Ti stille, jeg ser ham nok!« og dermed slaar han lige ud af Vinduet
med Hammeren og slaar ham for Panden, te han væltede baglænds over.
Saa tager Svenden Ordet, da de havde siddet lidt, og siger: »Han
bliver liggende.«
Det hører Skomagerkonen, og hun stikker i at tude og jamre,
at hendes Mand havde slaaet Præsten ihjel, og nu blev de helt
ulykkelige. »Det var ogsaa en sørgelig Ting, at du skulde gjøre dig
gal for det, det kunde jo da ikke hindre os noget, om ogsaa Præsten
stod op til vort Vindue.«
Saa siger Svenden: »Har du ikke en stor Sæk? saa skal a nok hjælpe
dig af med den Elendighed.«
Jo, han havde én, der kunde tage tolv Skjæpper, og saa faar han den
døde Præst i den og render af med ham ud fra Byen. Det frøs noget den
samme Nat, og der kommer han daskende nær efter to Tyve, som havde
været henne at stjæle, og hver løb med en Side Flæsk i deres Sæk. Saa
mærkede de jo, han kom nærere og nærere, og han raaber dem an: »Kan
I ikke vente efter mig, I Tyvepak!«
De bliver da saa fornumne, te de smed deres Sække og rendte hen og
puttede dem et Sted. Da Svenden kom til Stedet, lægger han hans Sæk
og tager den ene af deres, og saa han hjem ad igjen, nu var han skilt
ved Præsten.