Der var en forfærdelig klog Mand en Gang, og han kunde spaa noget
ogsaa. Saa boede der en anden gammel Mand en lang Vej derfra, og
alle hans Søskende var døde, han var endda den ældste af dem. Han
beslutter sig da til at ville rejse hen til den kloge Mand for at faa
at vide af ham, hvorfor han var bleven saa gammel mere end alle hans
Brødre og Søstre, de havde endda været saa mange.
Da han nu gaar hen ad Landevejen, faar han Øje paa en Bivej, der
kom og stak til, og der kommer et Fruentimmer gaaende med den. Hun
kommer ind paa Landevejen og gaar ved den ene Side af den, men han
gaar ved den anden Side. Saa gaar han over til hende og siger: »Hvor
vil du hen, min Pige?«
»Hvad kommer det jer ved«, siger hun saa spids.
»Aa nej, saa mænd gjør det ikke«, siger han, »men da vi gaar ad én
Vej, tykkes a, vi kunde gaa og snakke.«
Ja, hun brød sig ikke meget om Snak, siger hun.
Saa kunde det ogsaa være, mente han. De gaar en lidt, derher to, og
siger aldrig et Ord. Saa kommer der en Stikvej igjen, og der skrider
et Menneske hen ad den, han var en af de sorte. Da han naaer dem,
siger han: »Hvor vil I to hen?«
»Ja«, siger Manden, »a vilde hen til en klog Mand, der bor her i
Nærheden, og have at vide, hvorfor a er bleven saa gammel, nu er alle
mine Søskende døde, og a var endda den ældste af dem. Hvor vil du
hen?« siger den gamle til den sorte.
Ja, han vilde ogsaa hen til den Mand og have at vide, hvorfor han var
bleven saa sort mere end andre Folk.
Saa kommer Pigen til Mælet og siger: »Ja tu, da vilde a og hen til
den samme Mand og have at vide, hvorfor a er bleven saa tyk mere end
andre Fruentimmer.« ~(Dette siges meget knibsk).~
Naa, ja saa fulgtes de ad, men de naaede ikke dertil inden om
Aftenen, og da kunde de ingen Ting faa at vide af Manden, de maatte
blive der til næste Morgen. Saa da det blev Dag, taler han til den
gamle Mand og siger: »Vil du komme her ind!«
Ja, han kom ind i en stor pæn Stue, og der var et forfærdelig stort
Spejl, der kunde naa fra Gulvet og til Loftet.
»Nu skal du staa forved det Spejl«, siger han, »og se, hvad der
foregaar i det.«
Ja, det skulde han nok.
Saa gaar han bag ved Spejlet, det gjør Spaamanden, og saa kommer der
fire store stærke Arbejdskarle der inde i Spejlet slæbende og bærende
med noget Træ, og det giver de dem til at arbejde paa og hugger det
til, saa der omsider bliver rejst en Galge af det. Den Gang Galgen er
rejst, saa er der en Krog i Hammeren, og der gjør de et Stykke Reb
fast med et Snæreøje paa, saadan at det hængte ned fra Krogen, og saa
satte de en trebenet Stol neden under og gik deres Vej. Paa Stedet,
de var gaaede, saa kom der et retten pænt ungt Menneske og sprang
op paa Trebenet og slog Løkken om Halsen. Dernæst sparkede han til
Trebenet, og saa hængte han. Saa kommer den kloge Mand ind ad Stuen
til ham igjen og siger: »Hvad saa du nu i Spejlet?«
»Aa, Herre Gud! der saa a et ynkeligt Syn, a saa fire stærke Karle
rejse en Galge der inde og binde et Stykke Reb op i den, og paa
Stedet, de var gaaede, kom der et ret kjønt ungt Menneske og hængte
sig.«
»Ja«, siger den kloge Mand, »det skulde du have gjort for ti Aar
siden, saa havde du ikke blevet saa gammel.«
»Aa, Herre Gud! kunde I ikke sige mig andet, saa maatte a hellere
have blevet hjemme, a vil hellere vente i ti Aar, end a vil tage mig
saadan noget for.«
Saa kommer Pigen ind i Stuen, og nu skulde hun se, hvad der foregik
i Spejlet. Manden gik bag ved det, og saa viste der sig en stor grøn
Mark midt i Spejlet og noget Krat ved den ene Side, og noget Skov
ved den anden. Saa kommer der en Jæger gaaende, og han havde en Flok
Hunde med sig. De rejser en Hare der paa den grønne Mark, og som de
nu løber og snøvser efter den, saa faar de den jaget ind i Krattet,
og da de kommer der ind, saa jager de den ud og hen ad Skoven og faar
den atter ud paa den grønne Mark, og saa atter ind i Skoven, men der
blev den henne for dem.
Saa kommer den kloge Mand ind til hende og siger: »Naa, min Pige,
hvad saa du der inde?«
»Aa, Skidt! a saa ikke andet end noget Narrestreger og noget Pjank,
a saa en dejlig grøn Mark med Skov paa den ene Side og Krat paa den
anden. Saa kom der en Jæger gaaende med hans Hunde, og de rejste en
Hare, som de først jog ind i Krattet, og siden jog de den over ad
Skoven, derfra ud paa den grønne Mark og saa atter ind i Skoven; der
blev den henne.«
»Fik de den saa ikke?« sagde den gamle.
»Nej, de gjorde ikke.«
»Naa, lige saa ræd som den Hare var for Hundene, lige saa ræd skulde
du have været for Karlene.«
»Ja, Skidt«, siger hun, »kunde I ikke sige mig andet, det vidste a
selv.« ~(Siges meget spodsk).~
»Ja, naar du vidste det selv, saa var det unyttigt for dig at have
rejst her hen og sat dine Penge til.«
»Ja, saa vil a sige jer Farvel, a skal ikke komme til jer mere.«
»Saa var det ... ja, hvem var det nu, den tredje var?« ~siger
Fortælleren henvendt til dem, der sidder og lytter til hans
Fortælling.~ -- »Det var den sorte!« ~siger Tilhørerne.~ »Naa, ham
kan du puste i Enden, til han bliver hvid«, ~siger Fortælleren og
giver Tilhørerne en lang Næse.~
Peder Stald, Holstebro.