27. Syner i Spejlet.

Der var en forfærdelig klog Mand en Gang, og han kunde spaa noget

ogsaa. Saa boede der en anden gammel Mand en lang Vej derfra, og

alle hans Søskende var døde, han var endda den ældste af dem. Han

beslutter sig da til at ville rejse hen til den kloge Mand for at faa

at vide af ham, hvorfor han var bleven saa gammel mere end alle hans

Brødre og Søstre, de havde endda været saa mange.

Da han nu gaar hen ad Landevejen, faar han Øje paa en Bivej, der

kom og stak til, og der kommer et Fruentimmer gaaende med den. Hun

kommer ind paa Landevejen og gaar ved den ene Side af den, men han

gaar ved den anden Side. Saa gaar han over til hende og siger: »Hvor

vil du hen, min Pige?«

»Hvad kommer det jer ved«, siger hun saa spids.

»Aa nej, saa mænd gjør det ikke«, siger han, »men da vi gaar ad én

Vej, tykkes a, vi kunde gaa og snakke.«

Ja, hun brød sig ikke meget om Snak, siger hun.

Saa kunde det ogsaa være, mente han. De gaar en lidt, derher to, og

siger aldrig et Ord. Saa kommer der en Stikvej igjen, og der skrider

et Menneske hen ad den, han var en af de sorte. Da han naaer dem,

siger han: »Hvor vil I to hen?«

»Ja«, siger Manden, »a vilde hen til en klog Mand, der bor her i

Nærheden, og have at vide, hvorfor a er bleven saa gammel, nu er alle

mine Søskende døde, og a var endda den ældste af dem. Hvor vil du

hen?« siger den gamle til den sorte.

Ja, han vilde ogsaa hen til den Mand og have at vide, hvorfor han var

bleven saa sort mere end andre Folk.

Saa kommer Pigen til Mælet og siger: »Ja tu, da vilde a og hen til

den samme Mand og have at vide, hvorfor a er bleven saa tyk mere end

andre Fruentimmer.« ~(Dette siges meget knibsk).~

Naa, ja saa fulgtes de ad, men de naaede ikke dertil inden om

Aftenen, og da kunde de ingen Ting faa at vide af Manden, de maatte

blive der til næste Morgen. Saa da det blev Dag, taler han til den

gamle Mand og siger: »Vil du komme her ind!«

Ja, han kom ind i en stor pæn Stue, og der var et forfærdelig stort

Spejl, der kunde naa fra Gulvet og til Loftet.

»Nu skal du staa forved det Spejl«, siger han, »og se, hvad der

foregaar i det.«

Ja, det skulde han nok.

Saa gaar han bag ved Spejlet, det gjør Spaamanden, og saa kommer der

fire store stærke Arbejdskarle der inde i Spejlet slæbende og bærende

med noget Træ, og det giver de dem til at arbejde paa og hugger det

til, saa der omsider bliver rejst en Galge af det. Den Gang Galgen er

rejst, saa er der en Krog i Hammeren, og der gjør de et Stykke Reb

fast med et Snæreøje paa, saadan at det hængte ned fra Krogen, og saa

satte de en trebenet Stol neden under og gik deres Vej. Paa Stedet,

de var gaaede, saa kom der et retten pænt ungt Menneske og sprang

op paa Trebenet og slog Løkken om Halsen. Dernæst sparkede han til

Trebenet, og saa hængte han. Saa kommer den kloge Mand ind ad Stuen

til ham igjen og siger: »Hvad saa du nu i Spejlet?«

»Aa, Herre Gud! der saa a et ynkeligt Syn, a saa fire stærke Karle

rejse en Galge der inde og binde et Stykke Reb op i den, og paa

Stedet, de var gaaede, kom der et ret kjønt ungt Menneske og hængte

sig.«

»Ja«, siger den kloge Mand, »det skulde du have gjort for ti Aar

siden, saa havde du ikke blevet saa gammel.«

»Aa, Herre Gud! kunde I ikke sige mig andet, saa maatte a hellere

have blevet hjemme, a vil hellere vente i ti Aar, end a vil tage mig

saadan noget for.«

Saa kommer Pigen ind i Stuen, og nu skulde hun se, hvad der foregik

i Spejlet. Manden gik bag ved det, og saa viste der sig en stor grøn

Mark midt i Spejlet og noget Krat ved den ene Side, og noget Skov

ved den anden. Saa kommer der en Jæger gaaende, og han havde en Flok

Hunde med sig. De rejser en Hare der paa den grønne Mark, og som de

nu løber og snøvser efter den, saa faar de den jaget ind i Krattet,

og da de kommer der ind, saa jager de den ud og hen ad Skoven og faar

den atter ud paa den grønne Mark, og saa atter ind i Skoven, men der

blev den henne for dem.

Saa kommer den kloge Mand ind til hende og siger: »Naa, min Pige,

hvad saa du der inde?«

»Aa, Skidt! a saa ikke andet end noget Narrestreger og noget Pjank,

a saa en dejlig grøn Mark med Skov paa den ene Side og Krat paa den

anden. Saa kom der en Jæger gaaende med hans Hunde, og de rejste en

Hare, som de først jog ind i Krattet, og siden jog de den over ad

Skoven, derfra ud paa den grønne Mark og saa atter ind i Skoven; der

blev den henne.«

»Fik de den saa ikke?« sagde den gamle.

»Nej, de gjorde ikke.«

»Naa, lige saa ræd som den Hare var for Hundene, lige saa ræd skulde

du have været for Karlene.«

»Ja, Skidt«, siger hun, »kunde I ikke sige mig andet, det vidste a

selv.« ~(Siges meget spodsk).~

»Ja, naar du vidste det selv, saa var det unyttigt for dig at have

rejst her hen og sat dine Penge til.«

»Ja, saa vil a sige jer Farvel, a skal ikke komme til jer mere.«

»Saa var det ... ja, hvem var det nu, den tredje var?« ~siger

Fortælleren henvendt til dem, der sidder og lytter til hans

Fortælling.~ -- »Det var den sorte!« ~siger Tilhørerne.~ »Naa, ham

kan du puste i Enden, til han bliver hvid«, ~siger Fortælleren og

giver Tilhørerne en lang Næse.~

Peder Stald, Holstebro.

Fra Mindebo: Jyske Folkeæventyr · 第 42 / 46 题