En svær fornem Herre var gift, men saa døde Konen fra ham, og han
sad Enkemand en Tid. Saa friede han til en anden stor Herremands
Datter, men hun vilde ikke have ham og sagde nej. Faderen vilde, at
hun skulde have ham, for det han var saa rig, og han truede med, at
hun skulde ingen Ting arve efter ham, hvis hun ikke vilde have ham.
Saa siger hun: »Ja man gjør meget for Mads Skyld, sagde Jomfruen, hun
skulde sove hos Herremanden«, og saa blev hun jo tvungen til det, og
fik saa Gilde med ham.
Men hun skulde altid høre det Sprog: Ja, man maa gjøre meget for
Mads Skyld, og slem var han ved hende. Saa træffer det en Dag, der
var Selskab, at han siger det flere Gange, og alle Gjæsterne hørte
det: »Ja, man maa gjøre meget for Mads Skyld«, sagde Jomfruen, hun
skulde sove hos Herremanden. Hun tog sig det saa nær, at hun gik ud
i Kjøkkenet og stod og græd.
Saa kommer der en gammel Kjælling ind i det samme og vil tigge.
»Herregud, Madam, hvant er det, hun saadan græder for, hun er saa rig
og har nok, og saadan gammel Stakkel som mig har ingen Ting andt end
det, a kan tigge.«
»Jammen du kan have meget bedre end jeg«, siger Herremandens Kone.
»Maa a da spørge om Aarsagen til, at I saadan sørger.«
»Det kan du ingen Ting gjøre ved«, siger hun igjen.
»Ja, en kan jo aldrig vide, hvad saadan en gammel Kjælling kan
udrette. Sig mig det.«
Ja, saa fortalte hun, hvordan hun skulde høre det alle Tider.
»Aa, det har ingen Nød«, siger Kjællingen, »det er der gode Raad for,
giv dig kuns tilfreds.«
Saa var Herremanden og hans Gjæster taget ud paa Jagt, og det blev
taaget og Aften. Han kom helt fra de andre, og som han har redet et
stort Stykke, bliver han et Lys vaer. Han rider efter det og kommer
til et bitte Hus. Der spørger han, om de kunde ikke vise ham Vej.
»Nej«, siger der en gammel Kjælling, »a kan lidt gaa og slet ikke
rende. Men han kan blive her, til det bliver Dag, og han kan se.«
Ja, det var han nok nødt til, siger han, han kunde ingen Steder
finde. Hun var saa fedtet og saa beskidt, denher gamle Kjælling, te
han holdt ikke af at blive, og han var rigtig saa led ved hende. Men
som sagt, han var nødt til at give sig til Taals.
Som han nu sidder der, bliver han saa meget pinendes tørstig. Saa
siger han, om hun kunde ikke give ham en Taar at drikke, blot en Taar
Vand.
»Jo, du kan saamænd«, siger hun, og hun gaar hen og kommer tilbage
med et bitte Krus, der var saadan et Skaad i den ene Side af. Han
tænker saa ved sig selv, han vil drikke af det Skaad, for paa det
Sted drak Kjællingen vel ikke af Kruset.
Men da han saa havde drukket, siger hun: »Aa Herregud, Sønlil, tu du
kunde nu endda passe at drikke af det Skaad, som a har alle Tider
drukket af. Derfor er Skaaret netop blevet der. Det er saa min
Sandten baade mit Drikkekrus og mit Pissekrus.«
Det var en rar Forklaring den at høre paa.
Da det blev hen imod Dag, saadan han kunde komme derfra, saa han
efter at komme afsted, og glad var han ved at komme fra den gamle
slemme fedtede Kjælling.
Da han var henfaer, rejser Kjællingen ogsaa af, og hun kommer hen til
Herregaarden igjen og beder Goddag, for det var jo netop hende, der
havde været der før. »Hør nu, Madam«, siger hun, »naar jer Mand nu
lader jer høre det igjen, saa skal I svare og sige: Ja, man maa gjøre
meget for Tørsts Skyld, sagde Herremanden, han drak af Kjællingen
hendes Drikkekrus og Pissekrus.«
Madammen takker Kjællingen for det, og hun gaar.
Saa staar det hen, til der bliver Selskab igjen, da kommer
Herremanden som sædvanlig med sit: Man gjør meget for Mads Skyld,
sagde Jomfruen, hun skulde sove hos Herremanden. Saa tager hun Ordet
og siger: »Ja saa mænd, man gjør ogsaa meget for Tørsts Skyld, sagde
Herremanden, han drak af Kjællingen hendes Drikkekrus og Pissekrus«,
og saa gik hun ud i Kjøkkenet.
Han sad og lydde noget paa dether, og saa gaar han ud i Kjøkkenet til
hende og siger: »Hvad var det te du sagde?«
»Det véd du vel bedst selv, for du har vel erfaret det.«
Med det samme siger han: »Vil du love mig aldrig at lade mig det
høre mere, saa skal a heller aldrig lade dig det høre mere.« Siden
levede de ordentlig sammen.
Niels Kr. Jensen, Fredbjærg.