Der var to Brødre et Sted, den ene var rigtig fattig, og den anden
var rig. Den fattige Mand havde Kone og mange Børn, og han trængte
ikke sjælden til Hjælp. Hans Broder maatte jo tit hjælpe ham i en
snæver Vending, men han var ogsaa slem til at benytte sig af ham og
sende Bud til ham om at komme og hjælpe sig med et og andet. Naar han
saa var færdig til at tage hjem om Aftenen, sagde de der oppe: ja, nu
skulde han have saa mange Tak, og det var den Betaling, han fik. Det
kunde de ikke vel leve af, og Konen blev især noget kjed af at høre
det alle Tider.
En Dag kom der Bud, at han skulde komme og hjælpe dem at slagte en
stor So, og saa siger hun til Manden: »Du skal ikke saadan gaa for
ene Tak; naar du er færdig og skal afsted, skal du sige, om du ikke
maa faa Svinehovedet til Jul.«
»Det faar a vel ikke«, siger han, »men a kan jo sagt sige det.«
Nu gik det saadan, at de sagde Tak, ligesom de plejede, og saa sagde
han det om Svinehovedet.
»Ja, tu tag det saa og rejs til Helvede med det«, sagde Broderen.
Den Gang han kommer hjem, bliver Konen saa glad. »Der kan du se, det
hjalp, nu har vi noget til Jul.«
»Ja, hvad kan det hjælpe, a skal jo til Helvede med det.«
Konen tykte, det var rent galt, at han skulde tøde en Dag med den
Tur, og maaske én Dag ikke kunde gjøre det. Men Manden vilde afsted.
Han kommer saa afsted tidlig om Morgenen.
Da han nu kommer næsten derned til Helvede, stod der en gammel Mand
og savede Brænde. Han sagde: »Hvor skal du hen med det Svinehoved?«
Ja, saa fortalte han, te han skulde til Helvede med det, hans Broder
havde sendt ham derned.
»Ja, du skal ikke kere dig efter, hvad din Broder siger. Naar du nu
kommer ind, spørger Ham selv dig vel om, hvad du skal have for det
Svinehoved. Saa skal du svare, te det har du ikke tænkt paa at faa
noget for, men du vil gjærne have den gamle skidne _Dug_, der ligger
uden for Døren. Naar du saa faar den og siger: Bred Dug, staar der
de fineste Retter paa den, og saa kan du leve lige saa godt som de
kongelige.«
Naa, saa kom han ind til Ham selv, og han spurgte ham om, hvad han
skulde have for Svinehovedet.
»Det kan a vel ikke faa noget for«, siger han, »men a vil gjærne have
den gamle skidne Dug, der ligger uden for Døren.«
»Ja tu, saa tag den, men den har ellers ikke slaaet dig paa Mund, der
har lært dig det.«
Saa rejste han af hjem ad med hans Dug. Han kom om ved en stor Gaard,
og der boede en rig Kone. Hende gik han ind til og sad og hvilte sig
lidt. Saa spørger Konen ham om, hvor langt han havde været henne.
Ja, han havde været i Helvede.
»Hvordan kan det være, du gaar med den gamle skidne Dug?«
Ja, saa fortæller han, hvordan han havde faaet den.
»Aa, det var da en rar Dug. Det bliver for sildig for dig, bitte
Mand, at komme til dit Hjem i Aften, du kan godt blive her og komme
til at ligge i vort Gjæstekammer.«
Det sagde han Tak for, han kunde ogsaa nok indse, det vilde blive for
sildig at komme hjem. Hun beværter ham nu godt, og saa følger hun
ham til Sengs. Han var saa forsigtig at tage Dugen med, og han lagde
den ved Fødderne af Sengen. Den Gang han var falden i Søvn, saa kom
Værtinden listende ind med en anden skiden Dug, og den lagde hun i
Steden for den, han havde.
Om Morgenen, da han kom op, blev han godt beværtet igjen, og saa
rejste han af med hans Dug. Paa Vejen kom han om ved et Fald pæne
grønne Agre, og han breder Dugen og vil til at holde Maaltid. Men
den laa lige saa slatte, og der vilde ikke til at komme Mad paa den.
Da han nu mærker, at den Dug ingen Ting duer til, saa vender han om
og gaar tilbage.
Saa kommer han igjen om ved den Mand, der stod og savede Brænde. »Det
hjalp ikke med den Dug«, siger han, »der blev ingen Mad sat paa den.«
»Saa har du vist ladet dig narre. Men du kan jo gaa ind til Ham selv
og faa den byttet. Naar du kommer ind, saa spørger han: hvad du skal
have for den Dug. Saa skal du sige, at du kan vel ikke faa noget for
den, men vil da gjærne have det _sorte Faar_, der staar bunden inde
i Stuen et Stykke fra Døren. Naar du vrider i Halen af det Faar, saa
gjør den Penge, lige saa mange du ønsker, og den bliver ved, saa
længe du vrider.«
Naa, saa kommer han ind og siger, at han vil gjærne af med Dugen.
»Hvad skal du have for den?« siger Ham selv.
»Ja, a kan vel ikke faa noget for den, men a vilde da gjærne have det
sorte Faar, der staar bunden her inde.«
»Tu tag det, men den har ikke slaaet dig paa Mund, der har lært dig
det.«
Han rejste nu derfra med det sorte Faar.
Paa Hjemvejen kom han forbi den samme Gaard. Han tykte, at det var
bedst at hvile sig lidt, og tænkte ogsaa paa at blive der om Natten.
Konen kom nok saa sleg imod ham og sagde: »A tykker, du kommer med et
sort Faar, har du faaet det for Dugen.«
»Ja, a har.«
»Det var da sært, du vilde gjøre den Handel.«
»Jo, det var ikke sært, for det Faar kan gjøre Penge, og den bliver
ved det, saa længe en vrider den i Halen.«
»Aa, det bliver for sildig for dig at komme hjem i Aften, du kan godt
ligge i vort Gjæstekammer i Nat.«
Ja, det var saa meget godt, og da han gik i Seng, bandt han Faaret
ved Sengestolpen og bestemte sig til, at han vilde passe ret godt
paa det. Men han var træt og faldt snart i Søvn. Værtinden kom saa
listende ind paa Hosefødder med et andet sort Faar og byttede dem om.
Da han kom op om Morgenen, fik han noget at leve af, og saa drog han
af hjem ad med hans Faar. Da han var kommen et Stykke hen, vilde han
til at prøve Faaret. Han begyndte at vride i Halen, men det blev med
hende som med andre Faar og ikke et Haar bedre.
Det kunde ikke hjælpe at komme hjem med det, kunde han nok forstaa,
og saa giver han sig paa Vej tilbage til Helvede. Da han nu kommer
til Manden, siger han: »Naa, du har nok ladet dig narre igjen.«
Ja, han havde prøvet det, og det kunde ikke gjøre Penge.
»Naar du nu kommer ned til Ham selv, og han spørger som sædvanlig,
hvad du skal have for det Faar, saa skal du sige, at det har du ikke
tænkt at faa noget for, men du vil gjærne have den _Kølle_, der staar
i en Krog der inde. Naar du siger: Spring, Kølle! saa slaar den
alle dine Uvenner ihjel, og den hjælper dig til at faa de andre Ting
igjen.«
Naa, saa kommer han ind og tilbyder Faaret. Ham selv spørger om, hvad
han skal have for det.
»Ja, a har ikke tænkt paa at faa noget for det, men a vilde gjærne
have den Kølle, der staar henne i den Krog.«
»Den kan du godt faa, men den har ikke slaaet dig paa Munden, der har
givet dig det ind.«
Han faar Køllen og rejser af. Paa Hjemvejen kommer han til Gaarden og
gaar ind. »Hvad, a tykkes, du har faaet en Kølle«, siger hun, »hvad
vil du have den til?«
»Ja, den er vel til at slaa med som andre Køller«, siger han, for han
var jo bleven klogere nu.
Saa snakkede hun jo om, at han kunde godt blive der og ligge i
deres Gjæstekammer. Det var han ogsaa godt tilfreds med. Da han var
kommen i Seng, lod han til at være trængende til at sove, og han laa
stille hen, som om han sov fast. Da kommer Konen listende og vil
tage den. Men saa siger han: »Spring, Kølle!« og nu begynder den at
gjennemtærske hende saa forfærdelig. Hun jamrer sig og siger, te hvis
han vilde holde op med det, vilde hun give ham baade Faar og Dug
igjen, som hun havde taget, og aldrig narre ham mere. Ja, saa sagde
han: »Stat, Kølle!« og nu holdt den op.
Han fik nu alle hans tre Ting og drager af med dem. Da han var kommen
til de pæne grønne Agre, satte han sig og lagde Dugen ned i Græsset.
Aldrig saa snart han nu sagde: »Bred Dug«, saa stod der de dejligste
Retter, og han sad som ved et kongeligt Taffel.
I det samme kom der nogle fine nogle kjørende. »Nej, sikken Bonde der
sidder«, siger de, »og sikken Levemaade han sidder med.« Der staar én
af Vognen og gaar hen til ham. »Da sidder du og har det godt«, siger
han, »det var dog en dejlig Mad.«
Ja, da kunde han vise ham mere endnu, og saa begynder han at vride
Faaret i Halen. Den gjør nu Penge alt det den kan, og dem, der sad i
Vognen, de blev saa begjærlige, at de sprang ned og begyndte at samle
i Vognen. Saa siger han til Køllen: »Spring, Kølle!« og nu begyndte
den at slaa løs paa dem. Den slog først den ene og saa den anden
ihjel, og de havde jo faaet Pengene læsset op, saa han behøvede blot
at tage Faaret og Dugen med, og saa kjørte han hjem med Heste og Vogn
til hans fattige Kone.
Da hun og Børnene saa ham, blev de svært glade. De kom ind og fik
Dugen bredt, og saa spiste de; ja, Børnene havde aldrig faaet saadan
Levemaade, de var som fødte paany.
Konen spurgte saa, om det Faar ogsaa var deres.
Ja, det var, og nu vilde han vise dem, hvad det duede til. Et af
Børnene skulde løbe over til den rige Broder og laane en Skjæppe. Han
kom med den, og den var noget aaben i Lugerne. Saa vred han Faaret i
Halen, og Skjæppen blev fuld af Guldpenge. Da de hældte dem af, var
der kommet en Skilling til at sidde inde imellem Staverne, men han
vilde ikke pilke efter den, og saa bar de Skjæppen hjem.
Da den rige Mand saa den, sagde han: »Har I nu saa mange Penge, at I
maaler dem i en Skjæppe?«
Ja, de gjorde.
»Hvor har I faaet dem fra?«
»I Helvede«, svarte Drengen.
Den rige Mand vilde nu over at se, om det var sandt. Han spørger om
de havde faaet alt det for Svinehovedet.
Ja, de havde.
Da havde han lige slagtet en gammel Galt, og saa vilde han afsted
med det Hoved derned. Han kommer ogsaa til Gang og træffer godt nok
Manden, der stod og savede Brænde.
»Hvor vil du hen?« siger han.
»Det har a ikke glemt«, siger den rige Mand, han gav et kort Svar.
Da han nu kommer ind til den Slemme med Hovedet, spørger han ham,
hvad han skal have for det. Ja, han vilde have en Dug, der kunde
dække sig selv, og saa et Faar, der kunde gjøre Penge, og saa en
Kølle.
»Naa, det er dig, der har narret mig mine Sager fra, saa skal du da
og ske en Ulykke.« Han tog ham med ind i et Kammer, og der stod en
blodig Hugknot og et Kar Blod. Nu hug han Hovedet af ham, og saadan
Ende tog det med den rige Mand. Men de andre fattige Folk de lever
fremdeles godt der hjemme.
Marie Frederikke Schnevoigt, Tindbæk.