Nu har han altsaa fundet hende. Men saa siger Heksen: »Jeg har endnu
en Ting, jeg vil prøve dig med, om du har lært noget ordentlig i den
sorte Skole. Der gaar en vild Hest ude i Skoven. Kan du fange den,
saa faar du Dronningen og Mulæselet med dig hjem.«
Nu var gode Raad dyre. Næste Morgen gaar Karlen ned i Stalden til
Mulæselet og siger til det: »Dersom du nu var Kongens Søn, saa skulde
du give mig et godt Raad, men da du er et Mulæsel, saa kan du jo
ikke.«
Æselet svarer ham og siger: »Det kan jeg. Du skal grave et Hul ude
i Skoven lige saa stort, som jeg er, og der skal du sætte mig i.
Saa skal du tage alle de Huder, som du har med dig, og dem skal du
lægge ovenpaa mig. Saa skal du kjøbe tolv Tønder Hesteskosøm og strø
ovenpaa Huderne, og endelig lidt Muld ovenpaa. Men naar du har put
mig i Graven, saa tager du Bidselet af mig, og det skal du staa med
tæt ved Graven og ringle med. Den vilde Hest vil da komme lige saa
rasendes og slaa Fødderne ned over Hullet. Men for at den ikke skal
træde mig ihjel, er det du lægger Huderne og Sømmene ovenpaa. Saa
staar den ganske stille, og saa kan du lægge Bidselet paa den. Du kan
da komme op paa den, og saa rider du paa den hen til Heksen. Du skal
blive ved at lade mig være et Mulæsel, indtil vi kommer hjem. Saa
skal du nok faa Besked paa, hvorledes du kan frelse mig, saa jeg kan
blive en Kongesøn igjen.«
Han gjorde, som Mulæselet havde sagt, gravede Hullet og satte den
ned i det. Dernæst lagde han alle Huderne ovenpaa Ryggen af det, og
saa strøede han Hesteskosømmene ovenpaa igjen og endelig lidt Muld
for at dække det hele. Men Bidselet havde han jo taget af, og saa
stod han tæt ved Hullet og ringlede med det. Da kom Hesten farende,
den hed _Blank_ og var saa rasende, at den kunde høres en Mil væk.
Som han nu stod der allerbedst, var Hesten der, den kom i saadan
Galop og stod med en Fart helt stille paa Mulæselets Ryg. Men den var
sukken igjennem alle Sømmene og stod paa de bare Huder. Saa lagde han
Bidselet paa Blank og satte sig op paa den. Men i Forvejen havde han
lejet Folk til at kaste Mulæselet op igjen.
Saa red han, og Æselet gik bag efter som et Føl. Nu kom han tilbage
til Heksen og spurgte hende, om hun havde mere at sætte ham for, for
nu med det første vilde han sætte hende noget for.
»Nej«, svarte hun, »jeg tør ikke have mere med dig at bestille, for
du er langt klogere end jeg; den Hest har jeg aldrig kunnet fange.«
Altsaa er han nu færdig til Hjemrejsen, hvorpaa han kjøber sig 24
Stude, og dem slagter han. Huderne solgte han, for dem havde han
ingen Brug for, men Kjødet beholdt han, og det hug han i Smaastumper,
for nu vidste han af Erfaring, at Vejen var lang og meget farlig. Da
han kom til Grændserne, hvor de Uhyrer opholdt sig, saa straks han
betraad Pladsen, saa havde han dem i hundrede- og tusendvis, Ulve
og Bjørne og glubende Dyr. Han kjørte rask til og befalede Karlene
at smide ud saa stærkt de kunde. De smed ét Stykke efter et andet,
saa længe der var noget tilbage, men da det hele var smidt ud, og
de endnu havde et lille Stykke Vej tilbage, raabte han til de andre
Kuske, at de skulde slippe Heste og Vogne og komme hen paa hans Vogn
og kjøre med ham. De kom ogsaa og kjørte paa den ene Vogn, og Ulvene
og Bjørnene tog til Takke med Hestene, der blev tilbage. Paa den
Maade reddede de dem da godt over Grændsen, og saa kjørte de hjem.
Da de kom i Kongens Skov, saa vilde de hvile dem en lille Tid, og
Karlen og Dronningen de lagde dem ved Siden af hinanden; men han tog
hans Sværd og lagde det imellem sig og Dronningen. I den samme Tid
kom der en Rejsendes forbi, og han kjendte Dronningen og Karlen. Saa
løb han straks op til Kongen og fortalte, at han havde set dem ligge
til Hobe ude i Skoven. Kongen gik straks ud i Skoven med ham, der
havde set dem. De laa og sov lige godt. Saa vækker Kongen Karlen og
siger til ham: »Det var min Mening at slaa dig ihjel, men da jeg ser,
at du har lagt dit Sværd imellem jer, og at du altsaa er uskyldig,
vil jeg spare dit Liv. Jeg ser nok, at du har skaffet min Dronning
til Veje, men hvor er min Søn?«
»Den skal jeg skaffe dig i Morgen«, siger Karlen.
Saa tog Kongen sin Dronning ved Armen og rejste hjem.
Om Morgenen efter siger Mulæselet til Karlen: »Du skal nu skjære mit
Hoved af og vende det om, saa det kommer til at vende til modsat
Side, og saa sætte det til igjen.«
Han skar ogsaa Hovedet af og vendte det omkring, saa Munden kom til
at sidde tilbage, og saa snart han havde sat den til Kroppen, saa
stod der den dejligste Kongesøn, nogen har set, hvorpaa Karlen rejste
op med ham til Kongen og spurgte ham, om det ikke var hans Søn.
»Jo«, svarte Kongen, »det er netop ham, og nu skal du faa alt, hvad
du begjærer, for din Ulejlighed.«
Siden lever de i Flor og Herlighed, og Kongen og Dronningen holdt
Bryllup paany med stor Glæde.
Roland Peder Andreassen, Slotved Fattiggaard.