18. De gode Hjælpere.

En Mand havde tre Sønner, og de hed _Povl_ og _Per_ og _Esben

Naasvis_. Nu var han meget fattig og kunde ikke evne at holde dem

hjemme længere, end til de blev konfirmerede, og da Povl var den

ældste, saa skulde han først ud at tjene. Faderen gav ham mange gode

Formaninger med paa Vejen, og saa rejste han af, men meget forknyt

var han. Saa kommer han om ved et stort Kongeslot, og der gaar Kongen

udenfor.

»Hvor skal du til at hen, min Søn?« siger Kongen.

»Ja, a skal hen og være mig om en Tjeneste.«

Saa spørger Kongen, om han ikke vil tjene ham.

»Jo, det vil a godt.«

Naa, saa skulde han med ham ind, og Kongen sætter ham da for, han

skal gjøre et Skib, der kunde gaa baade paa Land og paa Vand, »og

naar du kan gjøre det, saa skal du have min Datter og det halve

Kongerige, men hvis du ikke kan, saa skal der skjæres en Øl baade af

din Bug og af din Bag, og saa strøes Salt og hede Emmer i.«

Naa, saa skulde han til at ud i Skoven og faa sig noget Træ. Han faar

en Madpose lavet til, og saa gaar han, og han begynder at save og

hugger og tumler. Da han saadan har arbejdet en Tid, sætter han sig

paa en Trærod og løser for Madposen. Da kommer der en gammel fattig

Mand til ham, og det var ingen anden end Vorherre. Han sagde: »Vil du

ikke give mig en Meldmad med dig eller blot et bitte halvt Stykke,

for jeg er saa sulten.«

»Nej, a kan ikke undvære noget, for a har saa meget at bestille, a

skal have et Skib gjort, der kan gaa baade paa Land og Vand, og hvis

a ikke faar det lavet, saa er der sat mig saa haard en Straf for.«

Den gamle Mand bød endda til at ville arbejde med, hvis han kunde

faa et bitte Stykke Mad, men Povl sagde: »Nej, saadan en gammel Mand

ser ikke ud til at kunne arbejde.« Han fik altsaa ikke noget, og den

gamle maatte gaa igjen. Men saa varede det ikke længe, inden hans

Madpose slap op, og han fik intet Skib færdigt. Straffen blev saa

udført paa ham, som Kongen havde bestemt, og saa kunde han rejse med

det.

Ja, saa blev Per konfirmeret, og saa skulde han ud i Verden. Ham gik

det akkurat lige saadan som den anden, og han fik ogsaa en Øl skaaren

af sin Bug og sin Bag, og saa blev der strøet Salt og hede Emmer i.

Saa kom Turen til Esben Naasvis, nu var han bleven konfirmeret.

Faderen var saa bange for ham, da han drog afsted, og gav ham saa

meget gode Formaninger med paa Vejen. Han rejste med et frit Mod og

sagde, at han skulde nok skikke sig godt i Verden.

Da han kom om ved Kongeslottet, stod Kongen udenfor, og saa siger

han: hvad han rejste efter?

Ja, han vilde da helst have sig en Tjeneste.

Saa tilbød Kongen ham at blive, og han skulde ogsaa til at bygge

Skibet, hvis han kunde det, skulde han have hans Datter og det hele

Kongerige.

Esben Naasvis tænkte mest paa Datteren, for hende havde han set og

funden stor Behag i, men Riget brød han sig ikke stort om. Han kunde

ogsaa snart forstaa, at han behagede hende. Saa skulde han til at

ud i Skoven, og hun havde en rigtig god Madpose til ham og ønskede

ham Velsignelse paa Rejsen, for hun vilde gjærne, det skulde gaa ham

godt. Saa rejste han af.

Nu havde han ikke nænnet til at spise synderlig hjemme ved Faderen,

og han var sulten og satte sig straks til at løse for Madposen. Da

kommer den gamle fattige Mand ogsaa til ham. Om han maatte ikke faa

et bitte Stykke med?

»Jo, a har en stor Madpose«, sagde Esben, »den kan nok slaa til til

os begge.«

Saa spiste de begge to med god Appetit, og da det var til Side,

hjalp den gamle ham at arbejde. Det var Esben godt tilpas med, for

han havde taget sig et Arbejde paa, som han ikke kjendte det mindste

til; han var saa ung og havde aldrig givet sig af med at være

Skibstømmermand. Naar Esben forhuggede noget, saa var den gamle til

Rede og rettede det. Det varede ikke længe, inden Skibet var færdigt,

og de saa nu efter at faa Ende paa Madposen. Saa siger den gamle:

»Naar du sejler nu hjem, kommer du nok til nogle paa Vejen, som du

kan bruge og maa tage med.«

Ja, saa sagde han den gamle Farvel og rejste af. Lidt efter kommer

han omkring ved én, der staar og nager i et Kjødben. »Hvad staar du

og nager der i det Ben for?«

»Jo, for a kan aldrig faa Kjød nok«, siger han.

»Kom du saa og sid paa med mig.«

Længere hen kom han til én, der stod og sugede i en Øltap. »Hvad

staar du og suger i den Tap for?«

»Det gjør a, for a kan aldrig faa Øl nok.«

»Kom saa og sid op med mig.«

Da han nu var kommen op, sejlede de videre. Saa kom de til én, der

stod med hans ene Fod i hans Haand. »Hvad staar du der med din Fod i

din Haand for?«

»Jo, for a kan rende til Verdens Ende fra en halv Time før Solen gaar

ned, og til den er nede, og endda komme tilbage, før den er helt

nede.«

»Kom du saa og sid op.«

Længere henne kom han til én, der stod og bankede i Jorden med en

stor Nødde. »Hvad staar du der og banker i Jorden for?«

»A kan banke saadan, de kan høre det til Verdens Ende.«

»Kom du og sid paa med mig.«

Endelig kom han til én, der laa og luttede hen ad Jorden med et Par

lange Ører. »Hvad ligger du der og lutter efter?« siger Esben.

»Jo, a kan høre hvert Ord, der bliver sagt, helt til Verdens Ende.«

»Kom du og sid paa med mig.«

Saa sejlede han, til han kom ind paa Slottet, og Skibet gik lige godt

over Bakker som over Dale, og over Land som Vand. Saa gaar han ind

og mælder sig for Kongen, at nu var han der med Skibet. Kongen og

Dronningen og Datteren kom nu ud og skulde se paa det Skib, og det

gik lige godt over alt. Saa blev der Sorg paa Kongen, nu skulde han

jo til at miste hans Kongerige. Men saa finder han paa at forhale

Tiden for Brylluppet og sætte ham noget for, som han ikke kunde

udføre, og maaske komme af med Livet ved, saa var han skilt ved ham.

Først sætter han ham til at spise tolv Tønder Kjød paa én Gang.

»Efter det strænge Arbejde er du bleven alt for mager«, siger han,

»du skal have lidt at styrke dig paa.«

Han faar saa Kjødet og rejser af med det hen til det bitte Hus, hvor

han havde de Folk, han havde faaet op med at sejle. Da han var kommen

sejlende til Slottet, satte han dem nemlig ind i et bitte Hus og

forseglede Døren, for at han kunde have dem der, naar han skulde have

godt af dem. Han taler saa til den, der aldrig kunde faa Kjød nok, og

beder ham hjælpe sig, for han begyndte at vente efter Bryllupsdagen.

Jo, det var han saa meget villig til, og de andre vilde ogsaa godt

hjælpe ham. Det var nogle gode Hjælpere, han der havde faaet, for den

første Mand han spiste en Tønde Kjød lige saa hastig, som alle de

andre var om én.

Det varede nu ikke mange Dage, inden det Kjød var fortæret. Saa gaar

han op paa Slottet og mælder, at nu var han færdig med det. Saa siger

Kongen: »Du er ikke fed nok endnu. Nu skal du først drikke 12 Tønder

godt Øl, inden du skal have Bryllup.«

Han rejser af med Øllet ned til det bitte Hus og beder ham, der var

saa god til drikke, om at hjælpe sig. Han var villig nok til det, og

de andre hjalp til, og saa varede det kun nogle faa Dage, inden det

var til Side.

Saa mældte han sig igjen ved Kongen. Ja, det var godt nok, men Kongen

havde nu faaet noget mere spekuleret ud.

Nu skulde han gaa til Verdens Ende og hente en Kjedel Tevand, der

skulde bruges til Brylluppet, og det skulde han komme tilbage med,

inden Solen gik ned, ellers fik han ikke Datteren. Da var Solen ikke

uden en halv Time i Vejret.

Nu begyndte Esben at blive forknyt med sig selv. Men han kom jo i

Tanker om ham, der var saa god til at rende, og saa skyndte han sig

hen til det bitte Hus og forklarede ham Sagens Lejlighed. Den Gang

han fik Besked, afsted lod han klø. »Naar Solen ikke er uden en halv

Time i Vejret, saa kan den jo snart søkke.« Tiden gik, og den halve

Time var snart omme, og der var ingen Ting at se endnu. Da beder han

ham, der var saa god til at banke, om han vilde ikke have bunket,

for at den anden skulde stræbe at løbe og komme igjen, da det var nu

nærved Tiden. Jo, han banker, men der kommer ingen. Saa beder han

Lutteren, om han vilde nu ikke have lagt sig ned og luttet efter,

om Renderen var kommen til Verdens Ende, for Solen var da saa lidt

i Vejret, og det var ikke fri, han var noget ængstelig nu. Jo, han

lægger sig og siger: »Han har været der og faaet Tevandet, og det

varer ikke mange Minutter, inden vi har ham.« Imens de snakkede om

ham, saa havde de ham ogsaa paa Pletten, og Esben Naasvis var glad og

skyndte sig afsted med Tevandet op til Kongen.

Saa var alt godt, og nu blev Brylluppet holdt, Kongen kunde indse, at

han ikke kunde faa nogen villere Svigersøn. Der blev saa travlt med

at lave paa det Gilde og byde sammen til det, og a blev ogsaa bøjen.

De foræret mig en Boksnæse og en Papirsforkel og et Par Glassko, og

saa bad de mig, om a vilde ikke gaa dem til Haande paa Bryllupsdagen.

A har nu altid været saa villig og gik og hjalp med at vende Stegene

og røre i Potter og Pander. Men saa vilde Ilden brænde vel stærkt, og

de bad da, om a vilde ikke rende ud og hente et Par vaade Tørv, at

det skulde ikke brænde slet saa stærkt. Da a stod og vendte Stegene,

da breddes min Boksnæse, og da a fik de vaade Tørv i mit Forkel, saa

gik det i Stykker. Da a saa gik og stampede i Stenbroen, gik mine

Glassko i Stykker. Se saa var det til Side med alle de Dele, a var

bleven foræret. Snip snap snude, nu er mit Emter ude.

Marie Frederikke Schnevoigt, Tindbæk.

Fra Mindebo: Jyske Folkeæventyr · 第 32 / 46 题