»Ja, Mo'r, jeg er her jo«, sagde det lige ved dem. »Der kan du høre,
hun er her«, siger Bjærgmanden arrig. Saa varer det atter en lille
Tid, da begynder Bjærgkjællingen igjen at vrimpe og siger: »Jeg
drømmer, jeg drømmer.« Da blev han for Alvor vred og vilde banke
hende. »Nu vil jeg kalde«, siger han, »saa skal du se, hun er her
godt nok. Venete!« raaber han, men det svarer ikke.
Nu kan det nok være, de kom af Sengen i en Fart, og saa satte de
efter dem.
Drengen saa sig jævnlig tilbage, og saa siger han: »Nu er de lige tæt
i Hælene paa os.«
Dertil svarte Venete: »Nu gjør a mig til en _Dam_, og saa skal du
være en _And_, der sejler i Dammen.«
Saa kommer Bjærgmanden og hans Kone til Dammen. »Der er hun, der er
han!« Men de kunde ikke komme til ham.
»Saa render vi hjem efter vort Asketrug og sejler ud efter ham.«
Da saa Bjærgfolkene var rejst, gjorde Venete sig til Menneske igjen,
og de rendte det de kunde videre frem. Han saa sig tilbage: »Saa, nu
er de her igjen.«
»Saa gjør a mig til et _Træ_, og du skal være en _Rose_, der sidder
i Toppen.«
Da Bjærgfolkene kom til Træet, siger de: »Der sidder Rosen oppe i
Træet. Nu maa a hjem efter min Saks, og klippe den af med«.
Saa løb de tilbage igjen, og straks var Venete og Knøsen igjen
Mennesker og løb videre. Han saa tilbage og sagde: »Nu er de her
straks igjen med Saksen.«
»Ja, saa gjør a mig til en _Kirke_, og saa skal du være en _Ugle_,
der sidder oppe i Glamhullet.« Da Bjærgfolkene kom til Kirken, blev
de saa fnysende vrede og fløj imod Kirken, saa de fløj ud til alle
Sider som smaa Flintesten, og det er dem, vi har i deher Dage at
skjære Fødderne paa.
Naa, saa var Venete og Knøsen dem kvit. Saa siger hun: »Nu skal du
ikke kalde mig Venete længere nu skal du kalde mig _Jomfru Nøggel_,
og saa skal du love mig, du aldrig vil kysse nogen, for hvis du gjør
det, saa glemmer du mig.«
Det lovede han, og saa gik hun hen ved Siden af en Mose, hvor hendes
Forældre boede, men han gik hjem til hans Faders og Moders Gaard.
Da han nu kom hjem, saa kjendte hans Moder ham straks, og hun vilde
kysse ham, for hun blev saa hjærtelig glad ved ham. Men han skubbede
hende til Side og vilde ikke kysse hende. Han talte ikke om, hvorfor
han saadan bar sig ad, men da han var kommen i Seng og falden i Søvn,
gik Moderen hen og kyssede ham. Da han saa vaagnede, kunde han ikke
huske Jomfru Nøggel længere.
Saa kom han op paa Herregaarden og fik en Forvalterplads. Nu
rygtedes det, at den Pige der i Mosehuset hun var kommen hjem til
hendes Moder, og hun var saa kjøn. Saa vilde Førstekarlen der paa
Herregaarden ned og tale med denher unge Pige om Aftenen. De sad og
talte sammen hele Aftenen, og da han havde rejst sig og gjorde sig
færdig til at gaa hjem, sagde han: »A kunde for Resten gjærne faa Tid
til at sidde lidt her endnu, om ogsaa det er over Sengetid.«
»Det maa du godt«, sagde hun, »men saa skal du gaa ud og sætte
Stangen for Yderdøren.«
Ja, det var nemt at gjøre. Han gaar ud og tager Stangen og sætter for
Døren.
Lige i det samme siger hun: »Der kan du staa ved den, og den ved dig
til i Morgen, Solen kommer.«
Saa blev han staaende til Dag. Da han kom hjem, spurgte de ham,
hvordan han havde haft det.
»Ja, saa udmærket«, siger han.
Næste Aften saa vilde Andenkarlen ned at prøve det, og de sad og
snakkede til Sengeaften. Han vilde ogsaa blive der lidt endnu.
»Ja, det maa du godt«, siger hun, »men saa skal du tage Ildtangen og
en Tørv og gaa ud og lægge Ilden her ude.«
Ja, det var han villig til, og saa stod han jo og makkede og makkede
og kunde ikke faa Ilden lagt.
Saa sagde hun: »Der kan du staa ved den og den ved dig til i Morgen,
Solen kommer.«
Han blev staaende, og da han kom, spurgte de ham, hvordan det var der
nede i Mosehuset.
Aa, det var saa udmærket morsomt, og saa vilde Tredjekarlen derned
den tredje Aften. Da det var bleven Sengeaften, skulde han jo til at
hjem, men vilde nok blive der lidt endnu.
Ja, det kunde han gjærne, »men her har a en bitte Kalv, kan du gaa ud
og faa den ind først.«
Ja, det var han villig til.
Men den var tvære og ikke saa nem at komme afsted med. »Nu kan du
blive staaende ved den og den ved dig, til i Morgen, Solen kommer.«
Hun havde sagt, han skulde have i Kalvens Hale, og saa skulde den nok
selv vise Vej, og han havde ogsaa faaet fat i Halen. Saa løb den med
ham, og han løb efter den til om Morgenen, Solen kom, saa kunde han
gaa hjem.
Imidlertid var Forvalteren bleven forlovet med Datteren der paa
Herregaarden, og saa skulde Brylluppet være. Der kom tre Vogne til at
kjøre til Kirken, og hver af de tre Karle kom til at kjøre én. Da de
saa kjørte over Mosen hen til Kirken, saa gik Stjærtenavlen itu paa
den forreste Vogn. Saa siger Kusken, det var jo Førstekarlen: »A tror
bestemt, den unge Pige i Mosehuset hun har en Stang, der kan passe,
maa a ikke gaa hen og laane den?«
Jo, det maatte han jo gjærne, og han laante saa Stangen til hendes
Yderdør. Den passede akkurat.
Saa kjørte de lidt igjen, da gik Seltræerne itu paa den næste Vogn.
Saa siger Andenkarlen: »Derhenne i det bitte Hus der har de en
Ildklemme, a er vis paa, den kan akkurat passe«; om han maatte ikke
løbe hen og laane den?
Jo, det maatte han gjærne, og han fik den ogsaa.
Den passede akkurat, og saa kjørte de lidt igjen. Saa styrtede den
ene Hest. »Det er vel saa sært at faa den for«, siger Tredjekarlen,
»men der henne i det Hus har de en Kalv, den er a vis paa, Tøjet kan
passe til, og den kan trække og er god til at rende? maa a ikke gaa
hen og laane den?«
Jo, og han kommer derhen og vil laane Kalven. »Ja, det kan du godt«,
siger Jomfruen, »men saa vil a med til Brylluppet, og vil ogsaa sidde
ved Brudebordet. Naar I kommer tilbage, skal I holde og tage mig med.«
Han kom saa med Kalven, og den kom for og kunde godt trække. De kom
nu til Kirken uden videre Uheld, og da de kjørte hjem, holdt de uden
for Mosehuset, og hun kom med. Saa skulde de til Bordet at spise. Da
de skulde have Eftermaden, tog hun en Sølvdaase op af hendes Lomme
og tog to Hvedekjærner af den og lagde paa hendes Tallerken. Saa kom
der en hvid Due ind ad Vinduet og fløj hen og tog begge Kjærner. Saa
siger Jomfru Nøggel: »Glem nu ikke din lille Mage, ligesom Knøsen han
glemte Jomfru Nøggel.«
Da hun sagde det Ord og nævnede hendes Navn, saa blev han saa
underlig, for nu kunde han huske hende. »Hvordan kan det være, a har
glemt dig?« siger han, »a kyssede ingen, da a kom hjem.«
»Nej, du vilde ikke kysse mig«, siger hans Moder saa, »men a kyssede
dig, da du var falden i Søvn.«
Saa siger han: »Ja, hvad der er sket her i Dag, det skal vi have
gjort om igjen. Hun hører mig til, og a hører hende til«, og saa
fortalte de deres Livs Hændelser der over Borde. »Havde hun ikke
været«, siger Knøsen til sidst, »saa havde a ikke været i Live her i
Dag.« Forbindelsen blev nu hævet med Herremandens Datter, og saa drak
Knøsen Bryllup med Jomfru Nøggel bag efter, og de lever saa godt.
Ane Katrine Bærtelsen, Lomborg.