Der boede en Skrædder ved Navn _Rasmus_, og en Smed, der hed _Mads_,
i én og samme By. Skrædderen gik paa en Krykke og var meget stolt,
som Skrædderne jo gjærne er. Nu var det meget Skik i den By, at Folk
samledes om Aftenen ved Smeden og drøftede Dagens Tildragelser, og
saa sad de jo og fortalte et og andet der, og der faldt ogsaa af og
til mange store Ord. Saa var det en Aften, den ene gjorde sig til af,
at han var saa dristig, og den anden var meget mere dristig. De var
da kort sagt dristige til Hobe og fortalte meget om, hvad Karle de
var. Smeden turde gaa op om Natten og slaa tre Slag paa Kirkedøren
med hans Hammer, og Skrædderen sagde: det regnede han for ingen Ting,
det var én af hans mindste Kunster, han turde tage hans Saks og gaa
op i Kirken ved Midnatstid og give tre Klip i Alterdugen, uden at det
skulde gjøre ham noget.
Der sad en Tjenestekarl inde imellem dem, det var saadan en lun
Broder, og han tænkte: »Da skal a se, om a kan ikke kurere goden
Skrædder«, og saa trækker han sig saa tilbage og rejser af hen til
Skrædderens Hus.
Det blev nu bestemt i Forsamlingen, at Smeden og Skrædderen skulde
gjøre deres Vovestykker Aftenen efter, og saa gik hver til sit.
Da Skrædderen kom hjem, skulde han til at have noget at spise, han
kommer humpende paa hans Krykker og sætter sig til Bords. Han levede
meget af Øllebrød, og hans Potte stod altid paa Bordet. Saa tager
han fat paa Skeen og begynder at lange til dether Øllebrød. Men
lige som han nu putter Skeen ned i Potten, giver den et Hop, og saa
bliver Skrædderen jo lidt varm om Ørerne. Han langer nok en Gang til
den, men den hopper igjen. Skrædderen er nu helt forskrækket, men
prøver dog tredje Gang, da hopper den helt hen til Vinduet. Karlen
havde nemlig gjemt sig udenfor og havde faaet en Strikke anbragt paa
Potten, saa det var ham, der fik den til at hoppe, hver Gang han gav
et Ryk. Nu smider Skrædderen baade Ske og det hele, og saa snapper
han Krykkerne og humper hen til Smeden, der var lige ved at gaa i
Seng. Det spøgte i hans Hus, sagde han, og han kunde ikke være i det.
»Du kommer til at følge med mig hjem«, siger han, »og se, hvordan det
forholder sig.«
»Ja, det er vist ikke saa farligt«, siger Smeden, »te a behøver at
følge med dig, du var saa meget Karl i Aften før.«
Men nok er det, Smeden maa med hjem. Men de kunde ingen Ting opdage,
og alting var roligt.
»Ja, du husker jo nok«, siger Smeden, da han vil til at gaa, »te det
er i Morgen Aften, vi skal til at op til Kirken.«
»Jo, det husker a nok, det skal være en smal Sag for mig at gjøre
det.«
De gaar nu hver til sit og kommer i Seng, men da begynder det igjen
med et forfærdeligt Spektakel ved Skrædderens. Da havde Karlen lavet
en Rumlepotte, og det var med den, han gjorde Spektaklet. Skrædderen
turde ikke være i Sengen, og han turde heller ikke gaa af den. Til
sidst blev det ham dog for galt, han kunde og turde ikke blive
der, snapper Klæderne under Armen og springer, som han er, om til
Nabogaarden, hvor Manden hed Hans.
Den Gang han kommer i Porten, saa kommer Karlen: »Hvad, er det dig,
Rasmus Skrædder! hvordan er det, du kommer her?«
Ja, han klager sig saa ynkelig, om han maatte da ikke ligge ved ham
til Dag, det var saa og saa galt der hjemme med Spøgeri, og han turde
da ikke ligge der.
»Nej, a har aldrig haft saadan en Halvandenben til at ligge ved mig,
du kan gaa ind til Hans og faa en Seng at ligge i.«
Ja, han maa jo til det, og de var ogsaa saa naadige at lukke ham ind,
og han faar en Seng, han kan ligge i til Dag.
Saa skulde Skrædderen have hans Davre om Morgenen, inden han gik
hjem, og som han sidder og æder den, skal han jo til at fortælle hans
Hændelser om Natten. Karlen sad helt rolig og hørte paa det.
Naa, saa gaar Tiden hen, og det bliver Aften. Da møder Skrædderen
ved Smeden igjen, og de rejser af op til Kirken. Smeden gaar ind ad
Vaabenhuset og slaar hans tre Slag paa Døren, og Skrædderen staar
bagved. Da lukker Smeden Døren op og lader Skrædderen gaa ind, og
derefter smækker han Døren i med saadant Knald, at det rystede hele
Kirken. Skrædderen glemte helt baade Alterdug og Saks, for han
besvimede og var helt bevidstløs, da de kom ind til ham, saa de
maatte bære ham hjem.
Skrædder Kristen Sørensen, Lime.