En Kone boede i Nærheden af en Skov, og hun havde en Hund, der stod
bunden ved Huset, og saa en Kat. En Dag hun skulde til Kjøbstad,
sagde hun til Katten: »Kan du nu passe godt paa de Pølser, der hænger
i Skorstenen, at Ræven ikke skal tage dem.«
Jo, det skulde den nok, og den sprang op paa Skorstenen og sad og
kikkede paa Pølserne, som hængte der oppe. Da den havde siddet lidt,
saa tænkte den ved sig selv: »Det kan da ikke gjøre noget, a lugter
til dem.« Den strækker sig saa langt, at den lige kan snuse til
dem, men idet den saa rører ved dem, saa falder den ene ned. Ræven
er lige i det samme ved Døren, og den springer til og snapper den.
Katten bliver forskrækket over dether, og hvad den faar at gjøre, den
ud og faar Hunden løst, og han sætter jo efter Ræven og naaer ham
lige i det Øjeblik, da han springer ind i hans Hule, saa han altsaa
blot faar snust til Halen af ham. Ræven blev saa forskrækket over den
Fare, han havde været i, at han blev siddende i Hulen i tre Dage og
turde ikke komme op.
Endelig kunde han ikke holde det ud længere, men maatte op for at faa
noget til Føden. Da han kommer ind i Skoven, træffer han et gammelt
Føløg, der gaar med sit Føl. »God Dag«, siger Ræven, »i Dag skal
enten dit Føl dø, heller ogsaa a skal.«
»Ja«, siger det gamle Øg, »det er ikke saa farlig en Sag. Mit Føl det
maa du godt faa, hvis du lige bare vil gjøre mig en Tjeneste først.«
Ja, hvad det da var? siger Ræven.
»Ja, a har traadt en Torn ind i min ene Bagfod, dersom du vil trække
den ud, maa du faa Føllet.«
Naa, det gamle Øg letter Foden, og Ræven skal til at se efter, om han
kan opdage, hvor den sidder. Men allerbedst, som han staar og kikker,
saa giver hun et Hvin og sparker ham for Panden, saa han triller
langt hen i Skoven. Han maa altsaa gaa hans Vej med en slunken Mave
og er helt flov ved at komme saadan afsted.
Da han kommer noget længere ind i Skoven, da møder han der en So, der
gik med en hel Flok smaa Grise. Saa siger Ræven: »God Dag, enten skal
du dø, heller a skal, heller a vil ha' din' smaa Grise.«
»Mine smaa Grise maa du gjærne faa«, siger Soen, »men først maa du
gjøre mig den Tjeneste at bide i mit højre Øre, ilav a synger en
Salme.«
Ja, det vilde Ræven da nok. Han snapper i Øret paa Soen og bider godt
fast. Hun giver sig til at skrige af fuld Hals, og alle Svin i Skoven
de stimler sammen om at komme hende til Hjælp, og de havde nær ædt
Ræven, saa det var med Nød og Næppe, han slap derfra med Livet.
Ræven havde intet faaet at æde endnu, og han var nær ved at omkomme
af Sult. Saa tænker han ved sig selv: »Nu vil a gaa ned til Stranden
og se, om a kan finde nogle døde Fisk, de kan da hverken slaa eller
bide mig ihjel.« Da han nu gaar derned, møder han en Faareflok, og
den gamle Vædder han kommer et langt Stykke bag efter, for han kunde
ikke følge med.
Da Ræven faar Øje paa ham, saa tænker han: »Ham kunde a maaske faa
Bugt med.« Efter at han nu først har sagt Goddag, saa siger han:
»Enten skal du dø, heller ogsaa a skal.«
»Haa--aa«, siger Vædderen »a vil gjærne dø, a er saa gammel og stiv
og kan ikke følge med Faarene længere. Hvis du nu vil gaa hen og
sætte din Ende mod den Knold der, og saa gabe lige saa højt du kan,
saa vil a løbe lige levende ind i dig.«
Ja, Ræven han sætter sig jo og spiler hans Gab op, og Vædderen han
tager Rend til, ligesom han skulde til at bukkes med én. Saa kommer
der et vældig stort Bø--ø, og saa farer han lige ind i Gabet paa
Ræven og splitter ham ad, saa Ræven var død med det samme.
Men da Konen kom hjem fra Kjøbstaden og fik at høre, hvordan Katten
havde passet paa Huset, saa blev hun fornærmet paa den, og den fik
aldrig mere Lov til at have Opsigt med det.
Lærer Jørgen Nielsen, Romme.
(Efter Sognefoged Rasmus Kristensen, Ut).