Der boede en Snedker i en vis By, og han var ikke meget gudfrygtig
af sig, hvorfor han aldrig gik i Kirke, og desaarsag fik han tit
en lille Irettesættelse af Præsten. Det holdt Snedkeren ikke af,
hvorfor han ved Lejlighed søgte at hævne sig paa ham. En Søndag, mens
Folk sad i Kirken, da gik han op i Vaabenhuset og ombyttede alle
Kvindfolkenes Træsko -- det var nemlig den Gang Skik, at Kvindfolkene
satte deres Træsko i Vaabenhuset, førend de gik ind i Kirken --
saadan at der ikke var et eneste lige Par. Den Gang de kom saa ud af
Kirken, blev der jo en syndig Forvirring, inden enhver fandt sine.
Degnen, der havde staaet og hørt paa Striden en Tid, blev tilsidst
utaalmodig og smed alle Træskoene uden for Kirken, saa kunde enhver
der lede sine op.
En anden Gang gik Snedkeren over Kirkegaarden og saa to af Præstens
Kalve gaa der inde. Han fik fat i den ene og førte den hen til
Kirkeklokken, som hængte i et Stillads ude paa Kirkegaarden, og
bandt Klokkestrængen til Kalvens Hale. Saa gik han sin Vej og lod den
staa. Det var sent om Aftenen, og lidt efter, da nogle kom gaaende
der forbi, hørte de Klokken klemte, og hver Gang den gav et Slag, gav
den saadan en underlig Lyd i Tilgift. Naar Kalven vilde løbe, kom den
til at trække i Klokkestrængen, og saa gav det et Klemt, men straks
efter trak Klokken den tilbage, og den sagde: Bø! De Vejfarende løb
nu hen til Præsten og fortalte ham, at Kirkeklokken var i Gang, og
hver Gang den havde givet et Slag, kom der saadan en underlig Lyd.
Præsten var gaaet i Seng, men kom nu op og fik en Del Folk med sig op
paa Kirkegaarden for at se, hvad det kunde være. Da saa de, at det
var Præstens Kalv, der var bunden der. Præsten anede straks, at det
var Snedkeren, der havde været paa Spil.
En anden Gang, da Snedkeren kom over Kirkegaarden, fik han Præstens
So lokket hen til Kirkedøren og lukkede den inde i Kirken. Derefter
gik han hen og kaldte paa Præsten og sagde, at han endelig maatte
komme op, for der var Spøgeri i Kirken. Præsten kom i Klæderne og fik
fat i en hel Del bevæbnede Folk med forskjellige Redskaber, for han
skulde jo op og mane dether Spøgeri ned. Da de kom til Kirkedøren,
var der ingen, der vilde lukke op og gaa først ind. Endelig blev
det bestemt, at Degnen skulde lukke op, og Præsten skulde saa holde
sig tæt bag ved ham. Men idet han nu aabner Døren, springer Soen ud
imellem Benene paa ham og farer afsted med ham. Degnen troede, det
var den Slemme selv, og raabte til Præsten: »Faawal, Faae, mæ tow
han da.« Soen løb hjem med Degnen og lagde ham paa Præstens Mødding.
Nu havde Præsten jo igjen Mening om, at det var Snedkeren, der var
paa Spil, og han satte ham atter i Rette for hans Skarnsstykker. Saa
tænkte han: »Nu maa a se at hævne mig, saa det kan batte noget.« Der
laa en Mølle i Pastoratet, og han vidste, at Præsten tit kom i Besøg
der. Der laa et Gangbræt over Aaen, og det skulde Præsten gaa over
paa, naar han skulde ned til Møllen. Saa en Vinterdag havde Snedkeren
faaet opspurgt, at Præsten vilde i Besøg, og han gaar da ned og saver
Pælene over, som Brættet var lagt paa, men dog ikke helt, saa de lige
kunde holde sig. Derefter gaar han hen bag et Træ og skjuler sig der
for nu at blive Vidne til, hvordan det vilde gaa, naar Præsten kom.
Han tænkte ingen Ting paa og spaserede midt ud paa Brættet, men da
skred det ud i Aaen, og Præsten sad i Vand lige til Halsen og kunde
ikke redde sig selv op. Da Snedkeren nu havde faaet ham anbragt der,
kom han gaaende ad Vejen der forbi, ligesom tilfældigt, og udbrød: »I
men kjære Hr. Pastor, hvordan er det dog, I sidder i det. Nu skal a
skynde mig og løbe ind i Møllen og hente Hjælp, saadan at vi kan faa
jer op.« Da han kom ind i Møllen, talte han dog ingen Ting om. Konen
bød ham sidde ned og faa en Bid Mad, og da han var færdig med det,
sagde han til hende: »A skal love for, vor Præst han sidder godt i
det.«
»Hvordan det?« siger hun.
»Jo, da a kom gaaende med Vejen, da sad han ude i Aaen lige efter
Halsen.« Nu fik Konen travlt og fik Folk sendt ud at hjælpe Præsten
op. Først nu syntes Snedkeren, han havde faaet Hævn nok for alle de
Irettesættelser, Præsten havde givet ham.
Snedkeren kom til sidst galt af Sted. Han var gaaet ud for at se
paa, hvordan Rakkerne flaaede en Hest, og da de saa var færdige med
at tage Skindet af, tog de og slog det over Hovedet paa Snedkeren.
Fra den Tid maatte han finde sig i at blive regnet med til Rakkernes
Lag. Det burde nu ogsaa hævnes, og da Rakkerne, der ogsaa var
Skorstensfejere, en bestemt Dag skulde hen at rense Skorstenene paa
en nærliggende Herregaard, og han fik det at vide, gik han derhen
efter at have anskaffet sig et Pund Krudt. Da én af dem var kommen op
i en Skorsten og næsten igjennem den, satte han Fyr til og hvistede
saa Skorstensfejeren oven ud af den, saa han faldt ned i Graven, der
var uden om Gaarden. Saadan gik han omkring til alle Skorstenene og
fik efterhaanden gjort ved dem allesammen, saa de fik en god Dukkert
hver.
Sognefoged Rasmus Kristensen, Ut.