Der var en Mand, der havde tre Døtre. Saa en Dag kom der en Mand
kjørende i en fin Karet med fire for og vilde bejle til én af
Døtrene. Han kunde faa hvad for én han vilde have af dem, og Enden
paa det blev, at han fik den ældste, som hed _Maren_. Saa tog han
hende med sig hjem, hun satte sig ved Siden af ham i Kareten, og de
kjørte. Næste Aar kom der en Bejler igjen, og han fik den næste, som
hed _Karen_. Akkurat lige saadan gik det med den tredje, der hed
_Mette_, og nu var de altsaa forsørgede til Hobe. En skjønne Dag
vilde den gamle hen og se til hans Døtre, og han kommer saa til den
første. Da var det en Bjærgmand, hun var bleven gift med.
Hun var jo glad ved at se hendes Fader, og han skulde da have noget
til Føden. Svigersønnen siger saa til Konen, om de skulde nu ikke
have Bygsuppe. Han gik ud i Laden og løb Panden imod en Stolpe, te
Blodet sprang ud af ham, og Konen skulde da holde et Fad under. Saa
lavede hun Bygsuppe af det Blod. Den gamle Mand tykte, det var en
skjøn Maade at lave Bygsuppe paa, og han vilde nok selv prøve den
Kunst.
Saa vilde han hen til den anden. Da han kom der, skulde de have kogt
Fisk til Middag. Han sagde til Konen om at komme med et Dejtrug, og
saa sejlede han ud i en Dam, der var tæt ved. Konen var med, og saa
spurgte han hende, om hans Øjne var røde.
Nej, og han fiskede videre. Saa spørger han anden Gang og endelig
tredje Gang. Da siger hun ja, og saa dukker han ned og kommer op med
Favnen fuld af Fisk. Det læsser han i Truget, og saa sejler han til
Land. De fik nu Fisk at spise, og den gamle Mand tykte, det var en
herlig Kunst.
Endelig rejser han hen til den tredje Datter. Han kommer lige i
Mørkningen, og de skal have Lys tændt. Den unge Mand sagde til hans
Kone om at hente en Glød. Den holdt han Fingrene til, og saa holdt
han dem i Vejret, da var der tre Lys.
Det var ogsaa en skjøn Maade, tykte den gamle.
Endelig rejser han hjem igjen, og saa fortæller han Konen, at han
havde lært noget godt ved Døtrene. »Nu vil vi have Bygsuppe i Dag«,
siger han.
Hun gjør Kors for sig og siger: »Hvor vil vi faa Bygsuppe fra, det er
alt for fint til os.«
»Ja, tag nu et Fad og følg med ud i Laden«, siger han.
Saa render han Panden imod en Stolpe, men det blev ikke til andet, da
han rendte Bus, end at han fik en dygtig Bule og kom til at ligge i
Sengen en Tid.
Da han var kommen sig, vilde han, de skulde have Fisk til Middag.
»Ja, hvor skal vi faa det fra?« siger Konen.
»Det bliver min Sag, skaf mig Dejtruget ned.«
Saa bærer de det ud i Møddingspytten, og han stiller saa der.
»Er mine Øjne røde?« siger han.
»Nej.«
Han spørger atter om det.
»Aa, Sludder, dine Øjne er ikke mere røde, end de var før.«
»Du skal sige ja, naar a spørger om det igjen.«
Saa spørger han for tredje Gang, og hun siger: »Ja, nu er de røde.«
Han dukker da ned i Pytten, men kommer op uden Fisk. Det var han
gnaven over.
Da det blev Aften, vilde de til at have Lys tændt. »Hvorhen skal vi
faa det Lys fra?« siger Konen.
»Lad mig kuns om det«, siger han, »hent mig en Glød.«
Saa stak han tre Fingre til Gløden.
»Hvorfor gjør du det?« siger Konen.
»Jo, for saadan gjorde min Svigersøn.«
»Jammen du er jo ingen Bjærgmand.«
Han jager nu Fingrene til Gløden, men griber dem til sig igjen.
»Kanske det er den fejle Haand«, siger han, og prøver saa med den
ogsaa. Men det var lige nær, han fik Fingrene brændt og maatte ligge
i Sengen en Tid.
»Hvad vil du befatte dig med saadanne Kunster for?« siger hun Konen.
»Jo, saadan gjorde min Svigersøn, ham Bjærgmanden.«
»Jammen du er jo ingen Bjærgmand.«
Nok er det, han fik ikke andet end Skam for al hans Lærdom.
Mette Sofie Larsen, Bindslev.