Hun svarer: »Vi skal have Nattely under den Stjærne, der sidder lige
i Øster.«
Naa, saa kjører han efter den, og de kommer dertil, lige før det blev
mørkt. De hører efter, om de kan faa Herberg. Der bliver svart ja, og
de faar fra, og saa kommer de ind og faar noget at spise.
Som de nu sidder ved Bordet, siger Dronningen, om de kan ingen
Æventyrer fortælle.
Nej, ikke noget videre, siger de, men de tænkte nok, hun kunde, der
havde rejst saa meget.
Ja, det kunde hun just ikke, men hun kunde give dem saadan en lille
Tilspørgen, og om de kunde forklare hende det, vilde hun give dem 200
Daler og en Karet med Kusk og Tjener. Men kunde de ikke, skulde de
give hende lige saa meget. Det Forslag fik de ikke at fortryde paa.
Nej, de ønskede nok at høre hendes Spørgsmaal.
Saa siger hun: »En Karl var min Moder, en Lind mig klædde, og en Gan
mig fødde, og en Konge fæjst' mig, og det gik mig altsammen ilde af
Hænde.«
De spekulerede og spekulerede og blev ved at sidde og spekulere, til
Klokken var tolv om Natten. Saa maatte de give dem tabt, og hun fik
de 200 Daler og Karet og Kusk og Tjener.
Den Gang hun gik ud og skulde rejse videre, saa hun, der sad en bitte
Dreng ved Siden af Kakkelovnen og sad og skrev. Han var halt, og hun
spørger saa, om det var deres egen.
Ja tu, det var det da nok paa en Maade og endda ikke.
Hvordan det kunde da være? siger hun.
»Ja, vi har fundet ham ved Siden af Havet i en Begkiste, der var
dreven i Land, og hans ene Ben var brækket. Det kunde vi ikke faa
lægt, for Saaret var for gammelt, og derfor er han saa halt.«
Saa spørger hun, om hun maatte tage ham, i Fald hun kunde kurere ham.
Ja, det maatte hun med Glæde og alt Gode.
Saa vilde hun prøve paa det. Hun tager hendes Lommeklæde frem og
vrider en Drop af det og lader falde paa Benet. Da kom det sig og
blev lige saa lige, som det aldrig havde været brækket, og hun tager
ham saa med sig.
De kjørte igjen den næste Dag, og hen paa Eftermiddagen spørger
Kusken om, hvor de skal lægge sig ind i Nat.
Ja, under den Stjærne, der vendte lige i Sønder.
De kjører og kommer dertil saadan i Mørkningen. Det Sted var dobbelt
saa stort som det, de var i sidste Nat. Saa spørger de jo, om de
kunde faa Losi.
Jo, de havde Plads nok, og de fremmede kommer ind og faar noget at
spise.
Saa, som de nu sidder ved Bordet, spørger hun efter, om de kunde
ingen Æventyrer fortælle.
Nej, ikke saadan videre, svarer de, men hun maatte vist kunne
fortælle, der havde rejst saa meget.
Ja, det kunde hun just ikke, men hun kunde give dem saadan en lille
Tilspørgen, og om de kunde forklare hende det, vilde hun give dem 200
Daler og en Karet med fire for, samt Kusk og Tjener. Men kunde de
ikke, skulde de give hende lige saa meget. Det var kun et Forslag,
hun vilde gjøre dem.
Ja, det vilde de godt gaa ind paa, og de ønskede nok at høre hendes
Spørgsmaal.
Saa siger hun: »En Karl var min Moder, en Lind mig klædde, og en Gan
mig fødde, og en Konge fæjst' mig, og det gik mig altsammen ilde af
Hænde.«
Nej, det kunde de ikke finde ud af, de spekulerede endda til Midnat,
nej, saa vilde de hellere give de Ting.
Om Morgenen, de skal kjøre videre, sidder der en bitte Dreng ved
Siden af Kakkelovnen med saadan en daarlig Arm.
Om det var deres egen? siger hun.
Nej, det var det just ikke, og saa var det dog paa en Maade, for de
havde fundet ham ved Stranden i en Begkurv.
Hvad der gik af hans Arm?
Ja, den var brækket, den Gang de fandt ham, og de kunde ikke faa den
kureret.
Saa spørger hun, om hun maatte faa ham, naar hun kunde kurere ham.
Ja, siger de, naar han kunde faa det saa godt, vilde de nok være
skilt ved ham.
Saa tog hun Drengen og vred igjen en Drop af Lommeklædet og lod falde
paa Armen. Da kom han sig og kom saa med hende.
Hen paa Eftermiddagen spørger Kusken om, hvor de skal være i Nat.
Ja, han kunde kjøre til den Stjærne, som vendte lige i Vester.
Ud paa Aftenen kom de til en Gaard, og den var dobbelt saa stor som
den sidste. Nu havde hun jo tre Kareter med hendes egen, og Kusk og
Tjener til dem alle tre. De hører efter, om de kan faa Natteherberg.
Jo, det kunde de godt faa, og saa faar de fra og kommer ind og faar
noget at spise.
Som de nu sidder ved Bordet, siger hun, om de kunde ingen Æventyrer
fortælle.
Nej, ikke saadan videre, men de tænkte nok, hun kunde, der havde
rejst saa meget.
Ja, det kunde hun just ikke, men hun kunde give dem saadan en lille
Tilspørgen, og om de kunde svare hende paa den, vilde hun give dem
200 Daler og en Karet med fire for og Kusk og Tjener, men kunde de
ikke, skulde de give hende lige saa meget, de maatte ikke fortryde
paa, at hun saa bad om lige saa meget igjen.
Nej, det var ikke sært, Forslaget var godt nok, og de vilde gjærne
høre hendes Spørgsmaal.
Saa siger hun: »En Karl var min Moder, en Lind mig klædde, og en Gan
mig fødde, og en Konge fæjst' mig, og det gik mig altsammen ilde af
Hænde.«
De spekulerede og blev ved med det til Midnat, og saa var det forbi,
nu maatte de give hende, hvad hun skulde have.
Om Morgenen, da hun skulde rejse videre, sad der en bitte Dreng i
Vuggen og var blind, og hun spørger, om det var deres.
Ja, paa en Maade, men i Grunden ikke, for de havde fundet ham nede
ved Stranden, han var dreven i Land i en Begkiste, og begge hans
Øjne var krattet ud og hængte langt nede paa Kinderne af ham. De
havde nok sat dem ind, men han kunde ikke se med dem.
Saa spørger hun, om hun maatte ikke tage ham, i Fald hun kunde gjøre
ham seende igjen.
Jo, det var ikke sært, de kunde ikke levere ham til nogen bedre.
Hun havde endnu saa meget af Taarerne i hendes Lommeklæde, at hun
kunde vride nogle Dropper i Øjnene af ham, og den Gang hun fik det
gjort, saa kunde Drengen se. Saa tog hun ham med, og nu havde hun
alle hendes tre Børn, og de var friske og raske.
»Hvor skal vi nu kjøre hen?« siger Kusken.
»Ja, du skal kjøre lige tilbage igjen og ind i Kongens Gaard.«
Det gjør han, og Kongen kommer selv ud og tager imod dem. Da han ser
alle de Kareter, nu var der jo fire i alt, og faar hans Dronning og
Børn at se ogsaa, bliver han saa glad, at han kan ikke styre sig, men
tager efter hende med alle Hænder og løfter hende af Vognen og faar
hende ind.
Men hun siger nej, hun vil ikke ind, undtagen han vil gjøre ved hans
Moder saadan, som hun havde gjort ved hendes Børn.
Nu fortalte hun, hvordan den gamle Dronning havde baaret sig ad, og
han siger, at det vilde han nok, for hun havde ikke fortjent bedre.
Saa siger han til en gammel Røgter, han havde, at han skulde gaa
ind og lægge Reb paa og saa slæbe hende i det ned til Havet. Nu
bliver den gamle Dronning klog paa, at det var den unge Dronning, der
var kommen, og hun vil da ud og tage imod hende, men saa springer
Røgteren til og lægger en Rendesnøre omkring Halsen af hende og
slæber saa af med hende. Nu skulde han jo brække hendes Ben og Arme
og kratte Øjnene ud paa hende, naar hun kom derned, og det gjorde han
ogsaa. Til sidst skød han hende ud i Havet, og saa kravlede hun op
paa en stor Sten der ude, og naar der kommer nogle Søfolk der forbi,
saa sidder hun og haajer og vinker ad dem, de skal komme og tage
hende med, men det gjør de jo ikke, og hun bliver siddende og sidder
der endnu. Den unge Dronning derimod tager ind til Kongen igjen, hun
viser ham Børnene, og han er glad ved at se dem, og saa lever de nok
saa fornøjet sammen, og der skal være af den Kongefamilie endnu.
Larsine Kristine Jens-Kristiansdatter, Kvissel.