Hen paa Eftermiddagen siger Kusken: »Hvor skal vi lægge os ind i Nat?«

Hun svarer: »Vi skal have Nattely under den Stjærne, der sidder lige

i Øster.«

Naa, saa kjører han efter den, og de kommer dertil, lige før det blev

mørkt. De hører efter, om de kan faa Herberg. Der bliver svart ja, og

de faar fra, og saa kommer de ind og faar noget at spise.

Som de nu sidder ved Bordet, siger Dronningen, om de kan ingen

Æventyrer fortælle.

Nej, ikke noget videre, siger de, men de tænkte nok, hun kunde, der

havde rejst saa meget.

Ja, det kunde hun just ikke, men hun kunde give dem saadan en lille

Tilspørgen, og om de kunde forklare hende det, vilde hun give dem 200

Daler og en Karet med Kusk og Tjener. Men kunde de ikke, skulde de

give hende lige saa meget. Det Forslag fik de ikke at fortryde paa.

Nej, de ønskede nok at høre hendes Spørgsmaal.

Saa siger hun: »En Karl var min Moder, en Lind mig klædde, og en Gan

mig fødde, og en Konge fæjst' mig, og det gik mig altsammen ilde af

Hænde.«

De spekulerede og spekulerede og blev ved at sidde og spekulere, til

Klokken var tolv om Natten. Saa maatte de give dem tabt, og hun fik

de 200 Daler og Karet og Kusk og Tjener.

Den Gang hun gik ud og skulde rejse videre, saa hun, der sad en bitte

Dreng ved Siden af Kakkelovnen og sad og skrev. Han var halt, og hun

spørger saa, om det var deres egen.

Ja tu, det var det da nok paa en Maade og endda ikke.

Hvordan det kunde da være? siger hun.

»Ja, vi har fundet ham ved Siden af Havet i en Begkiste, der var

dreven i Land, og hans ene Ben var brækket. Det kunde vi ikke faa

lægt, for Saaret var for gammelt, og derfor er han saa halt.«

Saa spørger hun, om hun maatte tage ham, i Fald hun kunde kurere ham.

Ja, det maatte hun med Glæde og alt Gode.

Saa vilde hun prøve paa det. Hun tager hendes Lommeklæde frem og

vrider en Drop af det og lader falde paa Benet. Da kom det sig og

blev lige saa lige, som det aldrig havde været brækket, og hun tager

ham saa med sig.

De kjørte igjen den næste Dag, og hen paa Eftermiddagen spørger

Kusken om, hvor de skal lægge sig ind i Nat.

Ja, under den Stjærne, der vendte lige i Sønder.

De kjører og kommer dertil saadan i Mørkningen. Det Sted var dobbelt

saa stort som det, de var i sidste Nat. Saa spørger de jo, om de

kunde faa Losi.

Jo, de havde Plads nok, og de fremmede kommer ind og faar noget at

spise.

Saa, som de nu sidder ved Bordet, spørger hun efter, om de kunde

ingen Æventyrer fortælle.

Nej, ikke saadan videre, svarer de, men hun maatte vist kunne

fortælle, der havde rejst saa meget.

Ja, det kunde hun just ikke, men hun kunde give dem saadan en lille

Tilspørgen, og om de kunde forklare hende det, vilde hun give dem 200

Daler og en Karet med fire for, samt Kusk og Tjener. Men kunde de

ikke, skulde de give hende lige saa meget. Det var kun et Forslag,

hun vilde gjøre dem.

Ja, det vilde de godt gaa ind paa, og de ønskede nok at høre hendes

Spørgsmaal.

Saa siger hun: »En Karl var min Moder, en Lind mig klædde, og en Gan

mig fødde, og en Konge fæjst' mig, og det gik mig altsammen ilde af

Hænde.«

Nej, det kunde de ikke finde ud af, de spekulerede endda til Midnat,

nej, saa vilde de hellere give de Ting.

Om Morgenen, de skal kjøre videre, sidder der en bitte Dreng ved

Siden af Kakkelovnen med saadan en daarlig Arm.

Om det var deres egen? siger hun.

Nej, det var det just ikke, og saa var det dog paa en Maade, for de

havde fundet ham ved Stranden i en Begkurv.

Hvad der gik af hans Arm?

Ja, den var brækket, den Gang de fandt ham, og de kunde ikke faa den

kureret.

Saa spørger hun, om hun maatte faa ham, naar hun kunde kurere ham.

Ja, siger de, naar han kunde faa det saa godt, vilde de nok være

skilt ved ham.

Saa tog hun Drengen og vred igjen en Drop af Lommeklædet og lod falde

paa Armen. Da kom han sig og kom saa med hende.

Hen paa Eftermiddagen spørger Kusken om, hvor de skal være i Nat.

Ja, han kunde kjøre til den Stjærne, som vendte lige i Vester.

Ud paa Aftenen kom de til en Gaard, og den var dobbelt saa stor som

den sidste. Nu havde hun jo tre Kareter med hendes egen, og Kusk og

Tjener til dem alle tre. De hører efter, om de kan faa Natteherberg.

Jo, det kunde de godt faa, og saa faar de fra og kommer ind og faar

noget at spise.

Som de nu sidder ved Bordet, siger hun, om de kunde ingen Æventyrer

fortælle.

Nej, ikke saadan videre, men de tænkte nok, hun kunde, der havde

rejst saa meget.

Ja, det kunde hun just ikke, men hun kunde give dem saadan en lille

Tilspørgen, og om de kunde svare hende paa den, vilde hun give dem

200 Daler og en Karet med fire for og Kusk og Tjener, men kunde de

ikke, skulde de give hende lige saa meget, de maatte ikke fortryde

paa, at hun saa bad om lige saa meget igjen.

Nej, det var ikke sært, Forslaget var godt nok, og de vilde gjærne

høre hendes Spørgsmaal.

Saa siger hun: »En Karl var min Moder, en Lind mig klædde, og en Gan

mig fødde, og en Konge fæjst' mig, og det gik mig altsammen ilde af

Hænde.«

De spekulerede og blev ved med det til Midnat, og saa var det forbi,

nu maatte de give hende, hvad hun skulde have.

Om Morgenen, da hun skulde rejse videre, sad der en bitte Dreng i

Vuggen og var blind, og hun spørger, om det var deres.

Ja, paa en Maade, men i Grunden ikke, for de havde fundet ham nede

ved Stranden, han var dreven i Land i en Begkiste, og begge hans

Øjne var krattet ud og hængte langt nede paa Kinderne af ham. De

havde nok sat dem ind, men han kunde ikke se med dem.

Saa spørger hun, om hun maatte ikke tage ham, i Fald hun kunde gjøre

ham seende igjen.

Jo, det var ikke sært, de kunde ikke levere ham til nogen bedre.

Hun havde endnu saa meget af Taarerne i hendes Lommeklæde, at hun

kunde vride nogle Dropper i Øjnene af ham, og den Gang hun fik det

gjort, saa kunde Drengen se. Saa tog hun ham med, og nu havde hun

alle hendes tre Børn, og de var friske og raske.

»Hvor skal vi nu kjøre hen?« siger Kusken.

»Ja, du skal kjøre lige tilbage igjen og ind i Kongens Gaard.«

Det gjør han, og Kongen kommer selv ud og tager imod dem. Da han ser

alle de Kareter, nu var der jo fire i alt, og faar hans Dronning og

Børn at se ogsaa, bliver han saa glad, at han kan ikke styre sig, men

tager efter hende med alle Hænder og løfter hende af Vognen og faar

hende ind.

Men hun siger nej, hun vil ikke ind, undtagen han vil gjøre ved hans

Moder saadan, som hun havde gjort ved hendes Børn.

Nu fortalte hun, hvordan den gamle Dronning havde baaret sig ad, og

han siger, at det vilde han nok, for hun havde ikke fortjent bedre.

Saa siger han til en gammel Røgter, han havde, at han skulde gaa

ind og lægge Reb paa og saa slæbe hende i det ned til Havet. Nu

bliver den gamle Dronning klog paa, at det var den unge Dronning, der

var kommen, og hun vil da ud og tage imod hende, men saa springer

Røgteren til og lægger en Rendesnøre omkring Halsen af hende og

slæber saa af med hende. Nu skulde han jo brække hendes Ben og Arme

og kratte Øjnene ud paa hende, naar hun kom derned, og det gjorde han

ogsaa. Til sidst skød han hende ud i Havet, og saa kravlede hun op

paa en stor Sten der ude, og naar der kommer nogle Søfolk der forbi,

saa sidder hun og haajer og vinker ad dem, de skal komme og tage

hende med, men det gjør de jo ikke, og hun bliver siddende og sidder

der endnu. Den unge Dronning derimod tager ind til Kongen igjen, hun

viser ham Børnene, og han er glad ved at se dem, og saa lever de nok

saa fornøjet sammen, og der skal være af den Kongefamilie endnu.

Larsine Kristine Jens-Kristiansdatter, Kvissel.

Fra Mindebo: Jyske Folkeæventyr · 第 18 / 46 题