Der var et Sted, hvor de var ved at kjøre Møg ud om Foraaret, og
Konen var gammel og havde tre voksne Børn, to Piger og en Søn.
Den ene af Pigerne skulde giftes, men saa vilde Moderen bestemme,
hvor mange Børn hun skulde have. De havde netop faaet kjøbt nogle
Kullerfisk, og hun tager en Kuller og skjærer den i tre Stykker,
og saa gjør hun hendes Kunster med dem. Hoved- og Halestykket
skulde være Piger, og Mellemstykket en Dreng, og nu var det jo
Bestemmelsen, at Datteren skulde have de Stykker at spise. Men uden
at Konen lagde Mærke til det, kom Tjenestekarlen ind, det var ham,
der kjørte Møg, og han var sulten og saa deher Stykker Fisk, der var
lavet saa pænt til. Han tykte, de saa godt ud, og saa snap han det
mindste Stykke, det var jo Halestykket, og spiste det. Konen tænkte,
at Datteren havde taget det, eftersom Bestemmelsen var, og saa blev
der ikke mere ud af det for det første.
Der gaar en Tid hen, men saa bliver Karlen saa før, og han kunde da
ikke begribe, hvordan det havde sig. Endelig kommer han i Tanker om,
at han maatte da være med Børn, og vil da en Dag gaa hen og se, om
han kan komme over det paa en Maade. Han kommer til en Lind og lægger
sig der under for at hvile sig. Da bliver han forløst og faar et
lille Pigebarn. Derefter rejser han sig og gaar hans Vej, saa faar
det at blive til, hvad det kan, med Barnet. Da er der en Fugl, som
kaldes _Gan_, den flyver ned og tager Barnet op i sin Rede til sig.
I den samme Tid var Kongen ude paa Jagt, og havde Lakajer og Skytter
og Jagthunde med sig. Han var en ganske ung Konge, kuns atten Aar,
og de andre var ridende, men selv var han kjørende i en Karet. Saa
rendte Hundene hen til Træet, som Fuglen var i, og de gnislede og peb
og vilde ikke derfra. Han kaldte, men de smut derhen igjen. Saa siger
han til Tjenerne, de skulde se efter, hvad der var i det Træ, for én
Ting Mærkelighed maatte der være.
Ja, han kunde ikke vel gaa derop.
Men Kongen vilde ikke lade sig besige med det, og han befaler ham at
gjøre det.
Saa maa han derop. Da laa der et Pigebarn i en Rede.
»Tag det med dig herned!« raabte Kongen.
Ja, han kunde ikke.
»Det skal du, og du skal svare til, det kommer velbeholden ned.«
Saa kommer han med Barnet, og Kongen tager det og sidder med det paa
Skjødet der inde i Vognen.
Han kommer hjem til Moderen og forlanger, at hun skal opfostre ham
det Barn. Hun vokser op og bliver saa smuk, og da hun er voksen, vil
han ægte hende. Det var Moderen saa meget imod, da de ikke vidste,
hvor hun var fra. Men Kongen svarte, at han var lige glad, han vilde
nu have hende, og det var ham lige meget, enten det var hende med
eller imod.
Dertil svarer Moderen: Ja, saa skulde hun lave saadan et Bad for ham,
te han aldrig skulde glemme det.
De holder altsaa Bryllup, og det varer i 18 Dage; men Moderen var
saa gal, te hun var ved at gaa af hendes gode Skind og i Hundens.
Nu var Kongen hjemme ved hans unge Dronning i to Aar, og hun bliver
frugtsommelig. Da sker det, at der kommer Krig paa, og Kongen maa
med. I det Lag han er henne, gjør hans Dronning Barsel og faar
et skjønt Drengebarn. Den gamle Dronning tager og brækker et Ben
i Stykker paa det, lægger ham derefter i en Begkiste, hun har
faaet lavet til det samme, og saa ud paa Havet med den. Da Kongen
kommer hjem fra Krigen, begynder hans Moder at fortælle op om, hvor
forskrækkelig den unge Dronning havde været. Hun havde saadan banket
hende og været saa ond imod hende, og nu havde hun da ogsaa gjort
Barsel og faaet en Dreng. Men ham havde hun brækket Benene paa og
taget Livet af omsider. Kongen sagde ingen Ting til det, men var god
nok ved hans Dronning lige godt.
Han var nu hjemme i to Aar til, og da kom der atter Krig paa, saa
han skal afsted igjen. Hans Dronning var igjen frugtsommelig og gjør
Barsel, i Lag han var henne. Den gamle Dronning tager og brækker den
ene Arm paa det Barn, og saa lægger hun det i en Begkiste og sætter
den ud paa Havet. Da Kongen bliver ventet hjem, tager hans Moder ud
imod ham og taler nok saa venlig til ham.
Saa viser hun ham hendes Hænder, og han ser, der er snart ikke Hud
paa dem. »Se, saa ilde har hun tilredt mig og handlet med mig«, sagde
Dronningen. »Jeg har nok sagt dig, hvad Spøgelse hun er, men du har
aldrig villet tro mig. Vi véd jo ikke, hvad hun stammer fra, og saa
meget er vist, hun er ikke værd at have. Nu har hun faaet det andet
Barn, og det brækkede hun Armene paa, og til sidst fik hun det da af
med Livet.«
Kongen sagde ingen Ting, men gik ud til hans Dronning og blev ved at
holde lige meget af hende.
Nu var han hjemme igjen i to Aar, og da bliver Dronningen atter
frugtsommelig. Saa kommer der Krig paa for tredje Gang, og Kongen
maa afsted. Lav han er borte, gjør Dronningen Barsel og faar et kjønt
Drengebarn. Kongens Moder kratter Øjnene ud paa det, og lægger det
saa i en Begkiste, som hun sætter ud paa Havet. Da Kongen kommer hjem
igjen, drager hans Moder ud imod ham og fortæller, at hans Kone havde
været saa ond og saa ond imod hende. Her kunde han se, hvordan hun
havde kradset Neglene af hendes Fingre, og hvordan hun havde faaet
store Huller i Ansigtet. Det havde hans Kone gjort alt sammen. Nu
havde hun ogsaa gjort Barsel og først kradset Øjnene ud paa Barnet
og derefter taget det helt af med Livet. »Dersom hun nu ikke kommer
væk«, sagde hun, »saa kan jeg heller ikke være her, det er ikke til
at holde ud.«
Hun følger saa med ind paa Slottet, for at han ikke skal glemme det.
Han gaar nu ind til hans Kone og spørger hende, om det er sandt, hvad
hans Moder har sagt. Nej, det var ikke, og hun fortæller, hvordan
Moderen har taget Barnet, saa hun ikke vidste, hvad det blev til. Men
nu lod det til, han troede Moderen bedst, for han sagde, at nu fik
hun at rejse hendes Vej.
Ja, naar det ikke kunde blive anderledes, saa vilde hun ogsaa godt
rejse. Han vilde give hende 400 Daler i Rejsepenge og en Karet og
Kusk og Tjener, og saa rejste hun af med det.
Den Gang hun kjørte ud af Kongens Port, da græd hun saa forfærdelig,
for hun var jo saa harmet og elendig, og tørrede sig med hendes
Lommeklæde, saa det var helt gjennemblødt.