Ja, han kommer ogsaa ind.
»Har du sagt, at du kan skaffe en Guldkikkert, som en kan se i over
hele Verden, og ingen Ting kan være skjult hverken over Jorden eller
under Jorden?«
»Nej, det har a aldrig tænkt, langt mindre sagt.«
»Jo, du maa have sagt det, ellers kunde de jo ikke have kommet og
fortalt mig det, og derfor skal du skaffe den, ellers skal du miste
dit Liv.«
Saa kunde han gaa med det, og han gaar ned ad Gaden og har ikke mere
Glæde end til sig selv. Da kommer han forbi et lille Hus, og der
kommer en gammel Kone ud af. »A tykkes, du ser saa nedslagen ud«,
siger Konen, »hvad er der ved det med dig?«
Ja, det kunde ikke nytte, han sagde hende det, for det kunde hun ikke
raade ham i.
»Ja, det kunde endda være«, siger hun, a har raadet mange, og de har
befundet dem vel ved det. »Kom ind og fortæl mig, hvad det er.«
Naa ja, saa gaar han ogsaa med ind og fortæller saadan og saadan, det
var jo en Misundelse fra hans Medtjeneres Side, mente han.
»Ja, den Guldkikkert kan du nok skaffe, for den findes ved den
Bjærgmand, du var ved, den Gang du skulde slagtes, og den staar paa
en lille Hylde over hans Hoved. Men du skal være der bestemt, naar
Klokken slaar 12, for imellem 12 og 1 da sover han, men du maa være
ganske listelig for ikke at vække ham. Drag du kun af, Vejen kjender
du, og a skal nok være til Rede og hjælpe dig i Land med det, men du
kan ikke se mig. Du vil komme i mere Forlegenhed siden, men kom kun
til mig med, hvad du mangler, a skal nok hjælpe dig. Har du aldrig
hørt Snak om en Heks?«
»Jo, a har«, siger han.
»Ja, a er saadan en én, a er tillige med en Mesterheks.«
Saa gik han, og kom lykkelig hen til Bjærgmandens til Kl. 12, og
han fik godt nok fat i Guldkikkerten, der stod paa Hylden over
Bjærgmandens Hoved. Saa rejste han af hjem ad og kom op til Kongen
med den, og det var saa meget dejligt. Kongen skulde straks ud at se
i den, og han kikker over hele Verden, saa ingen Ting var skjult for
ham. Nu var Kongen saa meget godt tilfreds med ham.
Saa skulde deher Skalke til at studere paa noget igjen, for det fik
de ham ikke fordreven med. De gik til den gamle Minister, og han
gik nogle Dage og spekulerede. Saa kom han: »Véd I nu, hvad a har
spekuleret ud? Nu vil a fortælle Kongen, te han har sagt, han vidste
af en _Guldtaske_ at sige, naar en slaar paa den ene Ende, saa kommer
det ene Regiment Soldater ud efter det andet, og det kan de blive ved
med, saa længe det skal være. Naar en saa ikke vil have flere, saa
skal en slaa paa den anden Ende, saa gaar de ind i Tasken igjen.«
»Ja, det var da saa meget en grum én«, siger de, »det maa vi have
fortalt for Kongen.«
Da han hører det, siger han: »Den maa jeg have,« og han sender Bud
efter Drengen. Da han kommer ind for Kongen, spørger han jo, om han
har sagt saadan og saadan.
Nej, han havde ikke, og det kunde han aldrig finde paa.
»Jo, naar du kan skaffe det ene, saa kan du ogsaa skaffe det andet,
du sagde lige saadan, da der var Tale om Kikkerten, men du kom jo
lige godt med den, og naar du nu ikke kommer med Tasken, skal du
miste Livet.«
Saa gaar Drengen med det og søger ned til den gamle Heks.
»Hvad er der nu ved det?« siger hun.
Ja, Kongen havde da sagt saadan og saadan, og det var der da ingen
Raad til at skaffe.
»Jo, du kan nok faa den, men det vil blive vanskeligt. Den Taske det
er netop Bjærgmandens Hovedpude. Du skal være der som forrige Gang
bestemt Kl. 12, og du maa være ganske listelig, men a skal nok være
der og hjælpe dig det, a kan.«
Naa, det gaar dem lykkelig og vel, og han faar Tasken og kommer op
med den til Kongen.
»Ja, vi skal ud i Gaarden og have den prøvet«, siger han, »vi maa se,
om det er sandt, at Krigsfolkene ogsaa vil komme.«
Saa gaar de ud i Gaarden, og han flyer Kongen Tasken. Han slaar, og
de kommer ud, det ene Regiment efter det andet, og Gaarden blev helt
fuld af Mennesker, baade Kavalleri og Artilleri. Det var da saa
meget en herlig Ting, tykte Kongen.
»Men kan de nu komme derind igjen?«
»Ja, det skal vi prøve.«
Han slaar paa den anden Ende, og saa stimler de ind lige saa stærkt.
»Nej«, siger Kongen, »det er en uundværlig Ting at have saadan én«,
og nu blev han meget mere gjæv med ham.
Saa skulde deher Skalke til at spekulere igjen, og de gik til
Ministeren, om han kunde spekulere noget mere ud. Saa gik der nogle
Dage. Da kommer han og siger: »Véd I nu, hvad a har tænkt op?«
»Nej.«
»Nu vil a sige, han har sagt, te han véd, hvor der er en _Hest med en
Guldbjælde ved hver Haartave_, og naar én rider paa den Hest, saa kan
en høre den til Verdens Ende.«
Det kommer nu ind for Kongen, og han bliver da kaldt ind for ham.
»Har du sagt, at du kan skaffe en Hest med en Guldbjælde ved hver
Haartave?« og saadan og saadan. »Den Hest maa jeg have.«
Nej, det havde han ikke sagt, og det var ham umuligt at skaffe saadan
en Hest.
»Jo, det kan du nok, og du har ogsaa sagt det. Hvis du ikke skaffer
Hesten, saa skal du miste dit Liv.«
Saa gaar han med det, og han søger ned til den gamle Heks igjen.
»Hvad er der nu ved det?« siger hun.
»Ja, nu har de fundet paa noget andet, nu har de bildt Kongen ind,
te a kan skaffe en Hest med en Bjælde ved hver Haartave, og naar en
rider paa den, saa kan en høre den til Verdens Ende.«
»Ja, den Hest kan du nok faa, den staar inde i Bjærgmandens Stald,
men det vil ikke blive nemt at faa den ud i den korte Tid, der vil
blive Travle. Nu skal vi have en hel Del Bomuld med os, for der maa
ikke være en eneste Bjælde aaben, de skal allesammen stoppes med
Bomuld, for saa snart Hesten rører sig, saa klinger alle Bjælderne,
og saa er Bjærgmanden vaagen. Da er vi ovre det hele.«
Naa, de kommer ogsaa derhen, og Heksen følger med og hjælper. Der var
mange Bjælder at stoppe, men de fik dem dog stoppet inden Kl. 1, og
saa fik de Hesten ud og kom lykkelig og vel hjem med den. Saa siger
Heksen: »Nu skal vi have alle Bomuldstotterne tagen ud, og saa rider
du ind i Staden og op til Slottet i fuld Galop, saa det kan rigtig
bjældre. Det er den gamle Minister, der har voldt dig al den Fortræd
af Misundelse, men nu kan han ikke finde paa mere, og saa er du fri.
Nu skal du forlange, at Kongen skal lade ham hænge. Men lad mig nu
se, du taler ingen Mennesker til om, at her bor en Heks, for ellers
kommer a nok om ad dig og gjør dig et Puds for det.«
Naa, saa takker han hende for Hjælpen, og saa rider han op gjennem
Staden til Slottet, te det klingrede, og alle Folk strømmede da
saadan sammen fra alle Gaderne for at høre dether. Der var jo ikke
det mindste at se af Hesten saa næsten andet end Guld for alle deher
Guldbjælder. Nu maatte han udbede sig af Kongen alt hvad han vilde.
Saa siger han: »For det første udbeder a mig, te den gamle Minister
skal hænges.«
»Hvorfor skal han det?« siger Kongen.
»Jo, han er ondskabsfuld, han har sat efter mig hele Tiden, siden a
kom her, men det lykkedes ham ikke.«
Nej, det kunde ikke ske, sagde Kongen, han elskede ham saa højt.
»Ja, det kan godt være«, siger han, »men sker det ikke, saa er alle
de tre Sager mit, som a er kommen med.«
»Ja, det faar du ikke med det gode«, siger Kongen.
»Saa vil a have det med det onde. A skal nok se, a faar fat paa
Tasken, og saa slaar a alle mine Krigsfolk ud, saa kan Kongen komme
med hele hans Krigsstyrke, saa vil vi prøve det med hverandre.«
Nu vidste Kongen jo godt, at han kunde gjøre, hvad han sagde; han
havde taget Tasken fra Bjærgmanden og kunde vel ogsaa nok tage den
fra ham, og saa siger han: »Nej, lad os nu ikke drive det saa vidt,
jeg er bange for, du faar Magten paa en Maade alligevel. Nu skal vi
være gode Venner og saa lade alt det andet være glemt. Har du Lyst
til det, maa du faa Prinsessen og hele Riget.«
Jo, det tykte han ogsaa godt nok om, det Tilbud vilde han ikke lade
gaa fra sig.
Lav de saa havde haft Bryllup, og alting var i Orden, saa siger han,
at han vilde hjem og se til hans gamle Forældre. Prinsessen spurgte,
om hun maatte komme med.
»Ja, det maa du godt«, siger han, »men de er fattige.«
Det var det samme, hun vilde gjærne se dem. Saa rejser de hjem til de
gamle. De blev saa forundrede ved at se alle de kongelige Folk, der
saadan kom kjørende, og kunde jo ikke forstaa, hvad det var. Men saa
fortæller han jo, te han var deres Søn og havde saadan affenseret, te
han nu var bleven Konge der og der. Saa siger Prinsessen: »Lad os nu
tage de gamle Forældre med os, de skal ikke være her, og vi har nok
til dem.«
»Naa ja, tykkes du det, saa er det og med min Villie.«
»Ja, saa kan du nu lægge din Hjøvrestok ned«, siger han til Faderen,
og saa gjorde han det, og de tog med dem hjem. De gamle fik fine
Klæder og fik en pæn Lejlighed at bo i, og saa lever de der og lider
allesammen godt med hverandre.
Niels Hansen Li, Vejen.