9. Kikkert, Taske og Hest.

Der var en Hjøvremand, der passede alt Kræet for en Kjøbstad, og

saa havde han en Søn til at hjælpe ham. Folkene i Byen drev dem ud

til ham, og han tog saa imod dem, som Skik var i forrige Tider. Saa

snakkede Folk med denher Dreng om, te de tykte, det var noget skidt

noget, han gik saadan, han lærte jo ikke at bestille noget og blev

aldrig andet end Hjøvredreng. Endelig beslutter han sig til at ville

rejse fra Faderen og ud i Verden.

»A vil ikke være her længere, a vil ud og se mig om«, siger han til

ham.

»Jammen det er galt, a kan ikke passe Kræet ene, saa kommer a til at

give mit Kald op, og saa har a ikke noget at fortjene.«

Ja, det var nu det samme, »nu i Morgen rejser a«, siger Drengen, og

det blev ogsaa saadan. Han tog Afsked med Faderen og rejste.

Han gik et langt Sæt og traf ikke at faa Arbejde. Endelig en Dag

kommer han ind i saadan en forfærdelig stor Aførk med Bjærge og Dale

og Buske og Krat. Der træffer han én, som gaar og vogter Faar i den

Tørgi. Han spørger ham om, hvad han tog sig for.

»Det kan du jo se«, siger han, »a gaar og passer mine Faar.«

»Hvad er dit Navn?« siger Drengen.

»A har intet videre Navn, end a kaldes Bjærgmanden; men hvad er du

for en én?«

Ja, han var en Dreng, der rejste om at faa Arbejde.

»Saa kan a bruge dig«, siger Bjærgmanden.

Drengen spurgte, om det var ikke for strængt.

»Nej, det kan du nok komme over, du skal blot spise og drikke og leve

godt og ingen Ting bestille.«

Ja, saa vilde han ogsaa tage imod Pladsen, og han kommer med

Bjærgmanden hen til en Hule, der var ned i et stort Bjærg. »Her er

min Bolig«, siger han, og de kommer ind.

Der var en gammel Kjælling der inde, det var Bjærgmandens Moder, og

hende siger han til: »Nu har a fanget én, der skal sættes ind og

fedes, og naar han saa er bleven fed nok, skal han slagtes og spises.«

Det kunde være godt nok, tykte hun, og saa blev Drengen lukt ind i et

lille Rum, og han faar ikke andet at æde end sød Mælk og Hvedebrød og

Nøddekjærner. Bjærgmanden kom af og til ind og følte paa ham, om han

tog sig noget.

Saa en Aften hører han Bjærgmanden sige til hans Moder: »Er han ikke

fed nok nu?«

»Jo, han kan ikke blive federe«, siger hun.

»Saa skal han slagtes i Morgen; kan du saa slagte ham? Men det kan

vel blive strængt nok for dig, for han er vel dygtig stærk.«

»Jo«, siger hun den gamle, »det kommer a nok over, for a tykkes, han

lader saa villig og from, a kommer nok afsted med at slagte ham.«

»Naar du saa faar ham slagtet, saa tager du et Stykke af ham og

steger i Panden og sætter i Kakkelovnskrogen, til a kommer hjem i

Aften.«

Ja, det skulde hun nok.

Da Kjællingen kommer ind til Drengen om Morgenen, siger hun: »Ja, i

Dag skal du slagtes.«

Det lod han til at finde sig godt nok i.

»Vil du nu være villig at komme afsted med?«

»Jo, det skal a nok være«, siger han.

»Ja, kom saa ud, vi maa helst faa Ende paa det.«

Han gaar ogsaa godvillig med hende.

»Læg nu dit Hoved ned paa denher Blok.«

»Jammen du maa helst vise mig, hvordan a skal lægge det. Læg nu dit

Hoved først.«

Saa tager han Øksen og hugger til, saa var Kjællingen kappet af. Han

river et Stykke ud af hende og faar stegt i Panden og sætter det hen

i Kakkelovnskrogen, men Kroppen faar han slæbt ind i Sengen og sætter

Hovedet til Kroppen og dækker det hele pænt til. Da det var nu til

Side, saa render han hans Vej.

Da Bjærgmanden kommer hjem om Aftenen, ser han hen til den gamle og

siger: »Aa, den gamle Stakkel, nu er hun gaaet til Ro, ja, hun har

haft en stræng Dag.« Saa gaar han hen og tager Stegen, og spiser

ogsaa noget af den, for han tykte, det smagte helt godt.

Endelig gaar han hen til Sengen og vil have Ord med hende, men

hun svarer ikke. Han tager Dynen til Side og rusker i hende, da

falder Hovedet fra Puden og ned paa Gulvet. Saa kan det nok være,

Bjærgmanden blev gal. »Nej, se nu til den skammelige Dreng, der har

han nu narret den gamle og faaet Livet af hende, og saa er det din

egen Moder, du har spist af.« Drengen var han nu saa meget gal paa

og gik og bandede over ham: »Kunde a endda faa fat paa den Knægt,

men nu er han jo rendt hans Vej. Ja, hvis a kan faa fat i ham tiere,

saa skal han saadan blive belønnet.« Naa, saa fik han jo hans Moder

begravet, og saa gik han ene og snagede omkring.

Saa skal vi høre lidt om Drengen. Han gaar saa længe, til han kommer

til en Kjøbstad, hvor Kongen boede. Der faar han Hestestalden spurgt

op, og saa lader han sig mælde ved Staldmesteren, om han ikke kunde

faa Arbejde der.

Jo, han svarte: »Naar du opfører dig vel, kan du faa Plads som

Stalddreng.«

Saa var han der et Sæt, og Staldmesteren var godt tilfreds med ham.

Endelig beslutter han sig til at ophøie ham, for han tykte, at

Stalddrengen var for god til at gaa der i Stalden, og saa gaar han

ind for Kongen og mælder, at der var kommen saadan en Dreng rejsende

og havde søgt Tjeneste, og han havde taget ham til Staldtjeneste. Der

opførte han sig saa dejlig, at han tykte, den Dreng skulde være noget

andet.

»Lad ham komme ind, jeg vil se ham«, siger Kongen.

»Du skal ind, for at Kongen kan se dig«, sagde Staldmesteren.

»Hvad vil han mig?«

»Ikke andet end godt, gaa du kuns.«

Da han saa kommer frem for Kongen, siger han: »Jeg hører, at du er

saadan en flink Dreng i Stalden, saa jeg har besluttet at ophøje dig.

Du maa da hellere komme ind og hjælpe dem ude i Køkkenet.«

Altsaa bliver han Kokkedreng og var der inde et Sæt. Da mælder

Køkkenmesteren for Kongen, at det var saadan en flink Dreng, han var

snart for god til at være i den Stilling, Kongen skulde sætte ham

lidt højere op.

»Jeg maa da hellere tage ham og sætte ham ind i mit Raad«, sagde

Kongen.

Men det fortrød de andre af Kongens Tjenere paa, og til sidst

snakkede de om at faa ham fordreven, for han blev mere og mere gjæv

med Kongen, og de var ræd for, han skulde blive den ypperste. Saa

gaar de til en gammel Minister og siger: »Du er gammel og klog, kan

du ikke opfinde et Raad til at faa ham væk? Du kunde jo tænke noget

op, som er umuligt for ham at skaffe, saa skal vi nok faa ham væk.«

Saa gik han og studerede. Endelig en Dag siger han: »Ja, nu véd a,

hvad a vil sige. Han har sagt, hvor der er en _Guldkikkert_, som han

kan skaffe, og naar en ser i den, kan en se over hele Verden, og

ingen Ting kan da være skjult for én, hverken over Jorden eller under

Jorden.«

»Ja, det er ham umuligt at skaffe, lad ham kuns komme frem for

Kongen.«

Ministeren gaar saa ind og fortæller: saadan og saadan havde han sagt.

»Det var da en dejlig Ting at faa«, siger Kongen, »lad ham komme ind,

saadan en Kikkert maa vi have.«

Fra Mindebo: Jyske Folkeæventyr · 第 15 / 46 题