Der var en Hjøvremand, der passede alt Kræet for en Kjøbstad, og
saa havde han en Søn til at hjælpe ham. Folkene i Byen drev dem ud
til ham, og han tog saa imod dem, som Skik var i forrige Tider. Saa
snakkede Folk med denher Dreng om, te de tykte, det var noget skidt
noget, han gik saadan, han lærte jo ikke at bestille noget og blev
aldrig andet end Hjøvredreng. Endelig beslutter han sig til at ville
rejse fra Faderen og ud i Verden.
»A vil ikke være her længere, a vil ud og se mig om«, siger han til
ham.
»Jammen det er galt, a kan ikke passe Kræet ene, saa kommer a til at
give mit Kald op, og saa har a ikke noget at fortjene.«
Ja, det var nu det samme, »nu i Morgen rejser a«, siger Drengen, og
det blev ogsaa saadan. Han tog Afsked med Faderen og rejste.
Han gik et langt Sæt og traf ikke at faa Arbejde. Endelig en Dag
kommer han ind i saadan en forfærdelig stor Aførk med Bjærge og Dale
og Buske og Krat. Der træffer han én, som gaar og vogter Faar i den
Tørgi. Han spørger ham om, hvad han tog sig for.
»Det kan du jo se«, siger han, »a gaar og passer mine Faar.«
»Hvad er dit Navn?« siger Drengen.
»A har intet videre Navn, end a kaldes Bjærgmanden; men hvad er du
for en én?«
Ja, han var en Dreng, der rejste om at faa Arbejde.
»Saa kan a bruge dig«, siger Bjærgmanden.
Drengen spurgte, om det var ikke for strængt.
»Nej, det kan du nok komme over, du skal blot spise og drikke og leve
godt og ingen Ting bestille.«
Ja, saa vilde han ogsaa tage imod Pladsen, og han kommer med
Bjærgmanden hen til en Hule, der var ned i et stort Bjærg. »Her er
min Bolig«, siger han, og de kommer ind.
Der var en gammel Kjælling der inde, det var Bjærgmandens Moder, og
hende siger han til: »Nu har a fanget én, der skal sættes ind og
fedes, og naar han saa er bleven fed nok, skal han slagtes og spises.«
Det kunde være godt nok, tykte hun, og saa blev Drengen lukt ind i et
lille Rum, og han faar ikke andet at æde end sød Mælk og Hvedebrød og
Nøddekjærner. Bjærgmanden kom af og til ind og følte paa ham, om han
tog sig noget.
Saa en Aften hører han Bjærgmanden sige til hans Moder: »Er han ikke
fed nok nu?«
»Jo, han kan ikke blive federe«, siger hun.
»Saa skal han slagtes i Morgen; kan du saa slagte ham? Men det kan
vel blive strængt nok for dig, for han er vel dygtig stærk.«
»Jo«, siger hun den gamle, »det kommer a nok over, for a tykkes, han
lader saa villig og from, a kommer nok afsted med at slagte ham.«
»Naar du saa faar ham slagtet, saa tager du et Stykke af ham og
steger i Panden og sætter i Kakkelovnskrogen, til a kommer hjem i
Aften.«
Ja, det skulde hun nok.
Da Kjællingen kommer ind til Drengen om Morgenen, siger hun: »Ja, i
Dag skal du slagtes.«
Det lod han til at finde sig godt nok i.
»Vil du nu være villig at komme afsted med?«
»Jo, det skal a nok være«, siger han.
»Ja, kom saa ud, vi maa helst faa Ende paa det.«
Han gaar ogsaa godvillig med hende.
»Læg nu dit Hoved ned paa denher Blok.«
»Jammen du maa helst vise mig, hvordan a skal lægge det. Læg nu dit
Hoved først.«
Saa tager han Øksen og hugger til, saa var Kjællingen kappet af. Han
river et Stykke ud af hende og faar stegt i Panden og sætter det hen
i Kakkelovnskrogen, men Kroppen faar han slæbt ind i Sengen og sætter
Hovedet til Kroppen og dækker det hele pænt til. Da det var nu til
Side, saa render han hans Vej.
Da Bjærgmanden kommer hjem om Aftenen, ser han hen til den gamle og
siger: »Aa, den gamle Stakkel, nu er hun gaaet til Ro, ja, hun har
haft en stræng Dag.« Saa gaar han hen og tager Stegen, og spiser
ogsaa noget af den, for han tykte, det smagte helt godt.
Endelig gaar han hen til Sengen og vil have Ord med hende, men
hun svarer ikke. Han tager Dynen til Side og rusker i hende, da
falder Hovedet fra Puden og ned paa Gulvet. Saa kan det nok være,
Bjærgmanden blev gal. »Nej, se nu til den skammelige Dreng, der har
han nu narret den gamle og faaet Livet af hende, og saa er det din
egen Moder, du har spist af.« Drengen var han nu saa meget gal paa
og gik og bandede over ham: »Kunde a endda faa fat paa den Knægt,
men nu er han jo rendt hans Vej. Ja, hvis a kan faa fat i ham tiere,
saa skal han saadan blive belønnet.« Naa, saa fik han jo hans Moder
begravet, og saa gik han ene og snagede omkring.
Saa skal vi høre lidt om Drengen. Han gaar saa længe, til han kommer
til en Kjøbstad, hvor Kongen boede. Der faar han Hestestalden spurgt
op, og saa lader han sig mælde ved Staldmesteren, om han ikke kunde
faa Arbejde der.
Jo, han svarte: »Naar du opfører dig vel, kan du faa Plads som
Stalddreng.«
Saa var han der et Sæt, og Staldmesteren var godt tilfreds med ham.
Endelig beslutter han sig til at ophøie ham, for han tykte, at
Stalddrengen var for god til at gaa der i Stalden, og saa gaar han
ind for Kongen og mælder, at der var kommen saadan en Dreng rejsende
og havde søgt Tjeneste, og han havde taget ham til Staldtjeneste. Der
opførte han sig saa dejlig, at han tykte, den Dreng skulde være noget
andet.
»Lad ham komme ind, jeg vil se ham«, siger Kongen.
»Du skal ind, for at Kongen kan se dig«, sagde Staldmesteren.
»Hvad vil han mig?«
»Ikke andet end godt, gaa du kuns.«
Da han saa kommer frem for Kongen, siger han: »Jeg hører, at du er
saadan en flink Dreng i Stalden, saa jeg har besluttet at ophøje dig.
Du maa da hellere komme ind og hjælpe dem ude i Køkkenet.«
Altsaa bliver han Kokkedreng og var der inde et Sæt. Da mælder
Køkkenmesteren for Kongen, at det var saadan en flink Dreng, han var
snart for god til at være i den Stilling, Kongen skulde sætte ham
lidt højere op.
»Jeg maa da hellere tage ham og sætte ham ind i mit Raad«, sagde
Kongen.
Men det fortrød de andre af Kongens Tjenere paa, og til sidst
snakkede de om at faa ham fordreven, for han blev mere og mere gjæv
med Kongen, og de var ræd for, han skulde blive den ypperste. Saa
gaar de til en gammel Minister og siger: »Du er gammel og klog, kan
du ikke opfinde et Raad til at faa ham væk? Du kunde jo tænke noget
op, som er umuligt for ham at skaffe, saa skal vi nok faa ham væk.«
Saa gik han og studerede. Endelig en Dag siger han: »Ja, nu véd a,
hvad a vil sige. Han har sagt, hvor der er en _Guldkikkert_, som han
kan skaffe, og naar en ser i den, kan en se over hele Verden, og
ingen Ting kan da være skjult for én, hverken over Jorden eller under
Jorden.«
»Ja, det er ham umuligt at skaffe, lad ham kuns komme frem for
Kongen.«
Ministeren gaar saa ind og fortæller: saadan og saadan havde han sagt.
»Det var da en dejlig Ting at faa«, siger Kongen, »lad ham komme ind,
saadan en Kikkert maa vi have.«