»Hvad skal det blive til?« tænker a ved mig selv, men a maa jo med og
sjokker efter ham som et fortabt Faar.
Da a er kommen derhen, siger Løven: »Hør, du kunde dele det Krikke
viselig imellem os, saa vi skal ikke staa og slaas om det.«
Ja, a vidste jo ikke, hvad a skulde, og havde ikke noget at dele med.
Saa fornemmer a i min Bukselomme og faar fat i en stor rusten Kniv,
a havde haft til at bøde Garnene med, den havde jo ligget der længe
nu, og begynder at flæske i dether Krikkekjød. Nogle Stumper smider
a til Hunden, og Kropstykket og Benene faar Løven, og Hovedet faar
Falken. De tykte, det var godt delt, og a dasker videre.