Min Fader var en gammel Husmand, der boede ude ved _Hurup_, og han
drev det meget med Fiskeri. A var med ham ude hver Morgen og Aften
at røgte Bundgarnet, for han var en fattig Mand og havde ikke andre
til at hjælpe sig. Det var en Morgen tidlig, vi var ude at røgte, da
kommer der et Fartøj, som er sort over det hele, og Sejl og alting
var sort, og det styrede lige ind imod Garnet. Saa siger min Fader:
»Læg da Aarerne til og lad os komme fra det, for de styrer jo lige
ind imod os.«
A lagde jo ogsaa til, men vi var ikke komne fra Garnet, inden de var
helt inde paa os. De holder saa an og siger: »Værsgod, vil I ikke om
Bord?«
Jo, vi turde jo ikke sige nej, og vi kommer op. Da kommer Kapitainen
hen til min Fader og siger: »Er det din Søn?«
»Ja, det er«, siger han.
»Vil du ikke sælge ham?«
»Nej, det vil a rigtignok ikke«, siger han, »for ham kan a ikke
undvære, a er en fattig Mand og kan ikke holde Karl.«
»Aa«, siger Kapitainen, »naar du faar en god Betaling, saa sælger du
ham nok, a vil give to hundrede Rigsdaler for ham.«
»Nej«, siger han.
»A vil give tre hundrede Rigsdaler.«
Saa gaar a hen til min Fader og siger: »Tag de 300 og lad ham faa
mig, dem Penge kan I have godt af.«
Kapitainen lovede, a skulde faa det godt, ilag a var ved ham, og saa
blev de akkorderet om det, og min Fader fik Pengene. A kom saa med
Skibet, og det varede ikke mere en 1, 2, 3, 4, 5, saa kom vi til en
Bro, og det var saa mørkt, te a kunde hverken høre eller se. Saa
siger Kapitainen: »Nu gaar du her i Land.«
A maatte føle mig frem op langs noget Plankeværk, og Kapitainen sagde
mig ikke nogen Besked om, hvor a skulde hen. Naa, a gaar jo og stager
og stavrer omkring og kommer endelig til en stor Port. Den staar
aaben, og a gaar derind og kommer først ind i ét Værelse og saa i et
andet, og der var ingen Ting at opdage. Endelig kommer a ind i et
Værelse, hvor der var dækket Bord, og a var sulten, saa a var godt
tilfreds med det. Endelig er a mæt og gaar ind i et andet Værelse,
hvor der er to opredte Senge. Der gaar a i den ene, men det var mig
ikke muligt at falde i Søvn, for det var jo en sær Omstændighed, a
var i. Omsider hører a én Dør gaa op og saa en anden i, og der blev
saadan Maaslen. Saa kommer der et Fruentimmer ind til mig og klæder
sig af og lægger sig i Sengen ved mig. Om Morgenen, da a vaagner,
ligger der et pænt Sæt Klæder paa Stolen i Stedet for mine gamle
Pjalter, og dem trak a uden videre i, der var jo ikke andre. Saa
gik a og saa mig om paa Slottet næste Dag, og det bliver Aften, og
Kvindfolket kom den Nat igjen. Hun sagde ikke noget, og a gjorde
heller ikke, og det bliver atter Morgen. Varm Spise fik a hver Dag og
ellers alt, hvad a behøvede.
Saa tredje Aften bestemmer a mig lige vel til at spørge hende til.
»Hvad er det for et Fruentimmer, her ligger?« siger a.
Ja, hun var en Prinsesse, der var forønsket, og hun maatte aldrig se
Lys, men maatte godt have et Karlmenneske til Selskab.
Naa, ja det var jo godt nok, og a var der i halvtredje Aar. Hun var
god ved mig, og a havde ingen Nød, og vi blev da saadan ret godt
kjendt med hinanden. Saa en Aften siger a, a vilde saa forfærdelig
gjærne hjem og se til mine gamle Forældre.
»Det kan du og faa Lov til«, siger hun, »du kan gaa ned til Broen i
Morgen, saa ligger Skibet der, og du sejler hjem og maa blive væk i
tre Dage. Skibet bliver liggende og venter dig, men saa snart det
løsner det første Skud, saa skal du gjøre dig færdig til at gaa. Naar
det andet Skud bliver løsnet, skal du være ved Stranden, og ved det
tredje Skud skal du være paa Skibet, ellers kommer du ikke tilbage.«
Om Morgenen, a vaagnede, da laa der et Sæt meget pænere Klæder paa
Stolen, og der laa en Pung med mange Penge i. A trækker i Stadsen
og tager Pungen, og saa rejser a af ned til Skibet. Saa snart a er
kommen om Bord, saa sejler vi og kommer i Land i Hurup.
Skipperen siger til mig, da a gik fra Borde: »Nu maa du vide, at du
siger dine Forældre Farvel, naar du hører det første Skud, og at du
er ved Stranden, naar du hører det andet, saadan at du kan være om
Bord, naar det tredje Skud bliver løsnet, for saa sejler vi.«
Naa, a kom hjem og kunde knap kjende det, for min Fader havde faaet
Huset bygget op for de 300 Daler, og nu var det snart at se til som
en hel Gaard. De var saa glade ved at se mig igjen, men det fik en
anden Lyd, inden Udenden kom, og det maa a mi Sandhed lide under i
deher Dage. De er jo nysgjerrige og spørger mig ud, og a fortæller
jo, te a har det godt, men a kan aldrig faa hende at se. »Hun er
vist kjøn«, siger a, »men vi maa aldrig have Lys paa Slottet og hun
kommer ikke, inden det er mørkt.« Saa gav min Moder mig nogle Væger,
a skulde trimle imellem Fingrene, naar hun laa i Sengen ved mig, og
saa tænde Lys for at faa hende at se.
Tredjedagen kom saa det første Skud, og a sagde Farvel. Da det andet
kom, sad a i Baaden og sejlede ud til Skibet, og da saa det tredje
kom, var a om Bord. Nu sejlede a tilbage, og saa kom a i min gamle
Stilling. Der var Mad nok til mig, og a kom i Seng, og hun kom og
lagde sig. Endelig falder hun i Søvn, for a kan vel tænke, hun var
træt, hun sad vel sagtens inde om Dagen og skulde løske en Trold.
A tænder saa Lys og sidder og betragter hende paa alle Maader. Da
falder en varm Tælledrip ned paa hendes Bryst, og saa vaagner hun og
siger: »Du har jo tændt Lys, og jeg sagde dig endda, der maatte ikke
komme Lys til mig, nu kan du ikke være her længere.«
Lyset bliver slukket, og a ligger og spekulerer. Endelig falder a i
Søvn, og om Morgenen, a vaagner, da ligger mine gamle Pjalter der, og
a maa jo i dem, men a døjede med det. Saa kommer a ind til Bordet,
men nej, der var ingen Mad. Saa maa a ud og kommer ned til Broen, men
der var intet Skib. A stak mig ud ved Plankeværket, og saa kommer a
ud i noget Udørken og Skidt og gik der og vankede. Det var den mest
øde Tid, a har haft i mine Dage.
Da a har gaaet saadan en to, tre Dage, kommer a til et Sted, hvor
en Hund, en Falk og en Løve stod og sloges om en gammel Krikke, der
var gaaet i Bløde der ude. A gik forbi og skottede efter dem. Men de
havde set mig, og saa stod de og snakkede sammen. Løven siger: »Det
var slemt, den Person ikke delte det imellem os.«
»A kan hente ham«, siger Hunden.
Han render hen og kalder paa mig, og a troede jo straks, de vilde
splitte mig ad.